SJETTE SCENE.

Geheimeraadinden. Junker Claus (fra Venstre.)

Claus. A votre service, chère maman. Jeg ønsker Jer en god Morgen (kysser hende paa Haanden); jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama idag. Har I sovet godt?

Geheimeraadinden. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu er der ikke taget Beslutning om nogen Ting—undtagen om Medgiften naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre Besked.

Claus. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.

Geheimeraadinden (skarpt). Veed du heller ikke, at Abigael hver Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.

Claus. Jo vist, de sanker Blomster—til Potpourri eller saadant noget. Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i den lille Chanson, du veed: "Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; Tra la la, la la!"

Geheimeraadinden. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, hun er passionneret for.

Claus. Hvorledes mener Mama?

Geheimeraadinden. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge.

Claus. Jeg? Dieu m'en préserve! Jeg ledsagede dem et Stykke Vei igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke hvad.

Geheimeraadinden. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.

Claus. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ... ah fi donc!

Geheimeraadinden. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne Sag—ligesom, en passant bemærket, adskillige andre Sager—altfor legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have Indflydelse paa din Fremtids Lykke.

Claus. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas Alvor?

Geheimeraadinden. Hvilket?

Claus. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor morsomt!... nedlade sig til en amourette med en almindelig Skriverdreng af ganske simpel Extraction,—hun, som har en, jeg tør vel sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig sandelig ikke til at troe.

Geheimeraadinden. Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som paa en Rose.

Claus. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education—Mama maa virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt.

Geheimeraadinden. Umuligt, siger du?... Holder du mig for et Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?

Claus. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!

Geheimeraadinden. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa havt en Passion, da jeg var ung.

Claus. Mama er jo ung endnu.

Geheimeraadinden. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden for mit første ungdommelige Sværmeri?

Claus Var det ikke Papa?

Geheimeraadinden. Det var ... min Faders Skytte.

Claus. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de sorte Øine?

Geheimeraadinden. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.

Claus. Est-il possible! Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.

Geheimeraadinden. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig—hvad skal jeg kalde det?—Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad Skriveren angaaer....

Claus. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det første, jeg træffer ham i Abigaels présence, skal jeg begegne ham saaledes....

Geheimeraadinden. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt værre. Du maa behandle ham....

Claus. Overlegent—du haut en bas—Mama har fuldkommen Ret. Det er just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen paa en Kavaler comme il faut og en Skriverkarl ...

Geheimeraadinden. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder.

Claus. Af en Skræder! Det er mageløst! En tailleur de campagne, ha, ha, ha!