OTTENDE SCENE.

Abigael og Ambrosius (komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden. Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og Blomster.)

Abigael. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem, nu veed jeg Besked.

Ambrosius. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over efter Luthen?

Abigael. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med Selskab, om I ellers har Leilighed.

Ambrosius. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.

Abigael. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.

Ambrosius. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte med, men naar Frøkenen er nøiet....

Abigael. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens—det er vel sagtens de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for mig, om I vil.

Ambrosius. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig øvet i den Gjerning.

Abigael. Betyder Intet, den lærer I snart. (Hun giver ham Garnet og viser ham tilrette). Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa der! Seer I, det gaaer. (Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op) Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor falder I paa Sligt?

Ambrosius. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!

Abigael (vinder igjen). Hvorledes det?

Ambrosius. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer—hvad gjør vi Mennesker egentlig stort Andet? "Vel født er vel en Trøst, men bedre vel opdragen, vel gift er Livets Lyst, vel død er hele Sagen." Det kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.

Abigael. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?

Ambrosius. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen rører dem med ublid Haand.

Abigael (smilende). Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ... (hører op at vinde) troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler Kjærlighed?

Ambrosius. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har stor Kjærlighed til Solen.

Abigael. Hvorfor tænker I det?

Ambrosius. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.

Abigael (vinder igjen). Der er vel dem, der holder det lukket.

Ambrosius. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig jo ligesom op efter den med deres Blade.

Abigael. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?

Ambrosius. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det sagtens ikke til.

Abigael. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I holder Jer saa fjernt.

Ambrosius. Jeg?—Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig Skriverkarl lider Jer eller ei.

Abigael. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs og den rige Rosenblomme.

Ambrosius (med Liv, idet han træder et Skridt frem). Troer I da ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?

Abigael. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig altfor nær.

Ambrosius (trædende tilbage). Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa.

Abigael. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.

Ambrosius. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og som Blomsterne fortalte mig Allehaande.

Abigael (holder op at vinde). Ih nei, det gad jeg høre Noget om. Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang ... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi den er ikke ret udfoldet endnu.

Ambrosius (som har nærmet sig) Omendskjøndt den er ung, fortæller den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag—og saa brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, og saa ...

Abigael. Hvad saa?

Ambrosius. Saa blev den brudt, og saa døde den.

Abigael. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.

Ambrosius En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. "Vel død er hele Sagen".

Abigael (vinder igjen). Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa den Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg saa vist ønske, det var ugjort.

Ambrosius. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den.

Abigael. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.

(Ambrosius træder et Skridt tilbage.)