FEMTE SCENE.

De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl. (komme ind fra Høire. Strax efter) Bodil; (siden) Jørgen og Niels Bruus.

Baronen (udenfor). Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa Færde? (ind.) Seer jeg Syner ved høilys Dag, eller holder min Datter Stævnemøde med Skriverkarlen?

Claus. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er virkelig meget ... meget morsomt, ha, ha!

Geheimeraadinden. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er naturligviis et ganske tilfældigt Møde.

Captainen. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget ubehageligt, Eders Naade!

Baronen. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den Slyngel ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?

Abigael (tvivlraadig). Hvad det betyder...? Det betyder ...

Baronen. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op?

Geheimeraadinden. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende.

Abigael (faar Øie paa Bodil; med en pludselig Beslutning:) Det betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! Ikke sandt, Bodil?

Baronen. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax? Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene.

Abigael. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver ligge paa Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det ellers gjøres behov at føre Vidne i den Sag.

Geheimeraadinden. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig Spøg.

Ambrosius (ved sig selv). En Spøg ... et Væddemaal!

Claus. Ah, une petite comédie! (afsides:) Gud skee Lov, jeg trækker Veiret igjen.

Captainen. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er attrapirt!

Ambrosius (som før.) Et Væddemaal ... En Spøg!

Baronen. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo rigtignok Tingen, hvad dig anbelanger. Men han ... den Landstryger, den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa min Datter ... Hvad har han at sige til sit Forsvar?

Ambrosius. Intet, naadige Herre! (ved sig selv) Hun har væddet om mit Hjerteblod!

Baronen. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae Løn som forskyldt!

Abigael. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig.

Ambrosius (træder et Skridt tilbage.) Bed I ikke om Tilgivelse for mig, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg kuns et ringe Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet deri? Var den Brøde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? Nu vel, saa har jeg nu bødet derfor med den bittreste Kvide. Hvad forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt den visne Rose, som I gav mig! (Han kaster Rosen paa Jorden.) Og hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og ønsker Jer saa gode Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg endda bytte med Eder! (Han vender sig for at gaae.)

Baronen. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes slipper han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som han er, eller jeg skal...!

Ambrosius. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. Jeg bøier fra nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand.

Baronen. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I Hundehullet med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om Naade!

Jørgen (sagte til Niels Bruus). Dengang blev Skriveren da hverken Degn eller Ridefoged, Niels!

Ambrosius. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... eller saa kort, som den rækker.

Bodil (sagte til Abigael). For Guds Barmhjertigheds Skyld, Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer imellem!

Abigael. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad ham frit gaae herfra! (halv høit.) Jeg har gjort Jer til Villie og lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. Det Løfte vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke vil, det vil jeg ikke.

Geheimeraadinden. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer Tilhold om aldrig meer at sætte Foden paa Eders Grund.

Baronen. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham da slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. (til Niels Bruus.) Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i en Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! (til Ambrosius.) Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!

Ambrosius. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig meer. Kan hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet være Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket. Jeg har Guds hellige Ord til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der kunde overleve Eder!

Baronen. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! (Ambrosius gaaer ud til Høire, fulgt af Niels Bruus.)

Captainen. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. Hr. Baron fører en famos Commando.

Baronen Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. Captain!

Geheimeraadinden. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden?

Baronen. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.

(Baronen, Geheimeraadinden, Captainen, Jørgen og Gjæsterne ud til Høire.)

Claus. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. Tillader I?

Abigael. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter.

Claus. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! (Junker Claus ud til Høire.)

Bodil. Har den naadige Frøken Noget at befale?

Abigael. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik alene.

Bodil. Ja saa vil jeg gaae.

Abigael. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for?

Bodil. Kan I spørge derom?

Abigael. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at græde over?

Bodil Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, hvor han hverken har Brød eller Huusly?

Abigael. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.

Bodil. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som var skyldig.

Abigael. Bodil!

Bodil. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?

Abigael Ti stille, og lad os gaae. (De gaae op imod Baggrunden til Høire.) Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?

Bodil (seer ud til Høire.) Jo, det er ham. See, hvor langsomt han gaaer og seer ned for sig!

Abigael. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer Øie paa os! (De træde over til Venstre i Forgrunden. Ambrosius kommer langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides Gjærdet. Han støtter sig til Stokken med den ene Baand, i den anden bærer han Hat og Vadsæk, Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen løfter han Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven. Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause. Abigael løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden. Lidt efter kommer hun tilbage)

Abigael. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!

Bodil. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose

Abigael (hurtig). Hvor? Giv mig den!

(Bodil tager den op og rækker hende den. Abigael betragter den et Øieblik taus, derpaa siger hun:)

"Du deilig Rosenknop,

Igaar du blomstrede,

Idag du visnede!"

(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hænderne.)

Bodil. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! Og alligevel...!

Abigael. Jeg vidste det jo ikke før nu?

Bodil. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed!

Abigael. Jeg ... lønnet!

Bodil. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen!

(Junker Claus kommer ind fra Høire.)

Abigael Eller Straffen!

(Idet hun vender sig, for at gaae Junker Claus imøde, falder Tæppet.)