UDVALG AF STENHØJSPLANTER

(Ved Axel Lange).

Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en dansk Amatør kunde tænkes at komme til at beskæftige sig med. Medens der saaledes er nævnt et forholdsvis stort Antal Arter, er Tallet paa Have-Varieteter forsætligt bragt ned, idet saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger.

Acæna. En Del Arter af denne Slægt, der for største Delen stammer fra den sydlige Halvkugle, er haardføre og kan anbefales til Dyrkning paa vore Stenhøje. Bladene er enkelt eller dobbelt fjersnitdelte. Blomsterne ubetydelige i tætte Stande.

A. Buchanani. 3 cm. Danner store, tætte, sammenhængende Tæpper. Bladene er graaliggrønne eller næsten sølvhvide, med rundagtige, savtakkede Afsnit. Blomsterne i smaa, kugleformede Stande. Juni. Fortrinlig til Beklædning af solbeskinnede, tørre Flader.

A. glaucophylla. Skuddene nedliggende med blaagrønne, fjersnitdelte Blade, hvis Afsnit er ovale, grovt savtakkede. Blomsterne i store kugleformede Stande. Juni.

A. Hieronymi. Skuddene indtil 50 cm lange, nedliggende, fryser hvert Aar ned til eller omtrent ned til Basis. Løvet smukt, dobbelt fjersnitdelt, frisk grønt. Blomsterne i cylindriske Stande. Juli. Trives bedst i Halvskygge.

A. microphylla. 5 cm. Ligner A. Buchanani, men er noget løsere af Vækst og danner derfor ikke saa tætte Tæpper. Løvet er kobberfarvet. Anvendelse som A. Buchanani.

Acantholimon, af Familien Plumbaginaceæ, omfatter en Række Arter, der alle stammer fra Orienten. De er ret ens af Udseende; fælles for dem er det, at Bladene er sylformede eller næsten naaleformede, tætsiddende, og at Blomsterne er blegrøde eller rosenrøde. Juli. Planterne former sig i tætte Puder, som efterhaanden kan antage ret betydelige Dimensioner. A. plantes bedst som smaa Planter i smalle Revner paa store Klippeblokke i fuld Sol; de dybtgaaende Rødder, som disse Planter har, og da særlig de, der er tiltrukne ved Frøudsæd, gør, at de kan trives paa en saadan Plads uden at lide ved Tørke.

Af Arter skal særlig nævnes:

A. androsaceum, A. glumaceum og A. venustum.

Achillea (herunder Ptarmica, som ofte regnes for en særlig Slægt). Blomsterne i Kurve, gule eller hvide, Kurvene samlede i Halvskærm.

A. Clavennæ. 25 cm. Bladene fjerfligede, graa af Filtbeklædning. Blomsterne hvide. Juni.

A. Grisebachi. 20 cm. Bladene faa cm lange, tungeformede, fjersnitdelte, graafiltede. Blomsterne hvide. Maj–Juni.

A. moschata. 20 cm. Bladene grønne, dybt fjersnitdelte. Blomsterne hvide. Juni.

A. tomentosa. 25 cm. Bladene smalle, fjersnitdelte, Afsnittene atter snitdelte med næsten haarformede Smaaafsnit. Blomsterne gule. Juni—Juli.

Alle Arterne formeres let ved Deling. Plantes mellem Smaasten paa jævne eller skraa Flader helst i større Mængde eller ogsaa i vandrette Klipperevner. A. moschata bør dog plantes paa nordvendt Stenhøj eller paa Morænebed.

Adonis har fintdelt Løv og prægtige gule Blomster i det tidlige Foraar. Højde c. 25 cm. Af almindelig Staudetype; danner efterhaanden store Blokke. Formeres ved Deling, men bør kun sjældent omplantes, da de netop er af bedst Virkning, naar Blomsterne myldrer op tæt ved hverandre. Plantes paa muldet, fugtig, men veldrænet Plads.

Der findes flere hverandre nærstaaende Arter, som navnlig adskilles ved Forskel i Løvet og i Blomstringstiden. Hjemsted: Syd-Europa, Øst-Europa, Asien.

A. amurensis. Marts. Heraf en fyldtblomstret Varietet. Løvet blankt, ligner fintdelte Bregneblade.

A. vernalis. Maj.

A. wolgensis. April.

Aethionema coridifolium fra Libanon har nedliggende Skud tæt besat med lancetformede, glatte Blade; Blomsterne rosa i tætte Klaser. Plantes imellem løse Sten i porøs Jord.

Agrostis rupestris. 12 cm. Et lille fint Græs med næsten haarformigt fine Blade og en forgrenet Top af meget smaa brunlige Smaa-Aks. Plantes i vandrette Klipperevner eller mellem løse Smaasten i let Jord.

Alchimilla alpina. Dens Blomster er smaa og ubetydelige, bleggrønne, men Løvet er smukt og gør derved Planten anvendelig paa Stenhøjen. Bladene er dybt haanddelte med smalle Afsnit, der er silkehaarede og derved sølvglinsende især paa Undersiden.

A. splendens ligner alpina, men er stærkere sølvglinsende. Meget lette at dyrke. Kan anbringes hvorsomhelst paa Stenhøjen undtagen i Skygge.

Alyssum montanum. Skuddene nedliggende, Bladene noget graalige. Blomsterne rent gule i tætblomstrede Klaser, vellugtende.

A. rostratum. Lilleasien, Grækenland. 25 cm. Blomsterne gule. Juli.

A. saxatile. Planten af ret grov og udbredt Vækst. Løvet graaliggrønt. Blomsterne udvikles i overordentlige Mængder og gør derved Planten til en værdifuld Stenhøjsplante, de er gule og samlede i store Stande. En Varietet fl. pl., har fyldte Blomster, endvidere findes andre Former med blegere gule Blomster og med mere sluttet Vækst. Særlig fortrinlig til Plantning i Stengærder, Mure, store Klippeblokke. Taaler fuld Sol og maa helst have let Jord.

A. spinosum er en ejendommelig lille Plante, der danner smaa, runde Buske med graaligt Løv og smaa, hvide Blomster. Gamle Grene omdannes til Torne. Plantes i fuld Sol i Klipperevner (vandrette) eller imellem løse Smaasten.

Anchusa myosotidiflora. 25 cm. Bladene stilkede, hjærteformede. Blomsterne smaa, himmelblaa i rigtblomstrede Stande. Er vel nok lidt grov af Vækst, navnlig efter Afblomstringen eller mod Slutningen af Blomstringen, men bør dog alligevel anbefales paa det bedste paa Grund af de prægtigt farvede Blomster, som fremkommer allerede i April. Plantes bedst imellem Sten, som flankerer større Kløfter. Formeres let ved Deling, og man kan hyppigt finde selvsaaede Planter ved Siden af de gamle.

Fig. 68. Alyssum rostratum

Androsaces. Denne Slægt rummer nogle af de allerkæreste Alpeplanter; flere af dem kan dog vanskeligt dyrkes. De er meget forskellige af Vækst, idet nogle er typiske Pudeplanter andre former Rosetter med lange Udløbere. Slægten staar systematisk set meget nær ved Primula, men afviger fra denne Slægt Bl.a. ved at have et meget kort Kronrør.

A. carnea. Bladene linieformede eller næsten sylformede, Skuddene dannende smaa, ret løse Puder. Blomsterne rosenrøde med gult »Øje«. Plantes i vandrette Klipperevner.

A. chamæjasme. Bladene lancetformede, randhaarede. Blomsterne hvide med gult »Øje«.

A. Chumbyi er en meget tæt sammentrængt Form af A. sarmentosa.

A. foliosa fra Himalaya har forholdsvis store, stilkede Blade og rosenrøde Blomster i Skærm paa et c. 15 cm højt. Skaft.

A. lactea. 10 cm. Bladene friskgrønne, linieformede, samlede i Rosetter, som danner Puder eller Tæpper. Blomsterne snehvide i Skærm. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner.

A. Laggeri staar nær ved A. carnea, men Bladene er mindre og talrigere, hvorved Planten bliver mere kompakt. Blomsterne røde.

A. lanuginosa. Himalaya. Skuddene nedliggende, rødlige med elliptiske, tæt silkehaarede Blade. Blomsterne blegrøde med mørkt »Øje«, i tætte Skærme. Formeres let ved Stiklinger og Deling. Plantes imellem løse Sten eller i vandrette Klipperevner. Planten bør Vinteren over dækkes med en Glasplade for at skærmes mod overdreven Fugtighed.

A. primuloides. Himalaya. 15 cm. Rosetterne løse, herfra udgaar langstilkede Skærme af rosenrøde Blomster med gult Øje og lange Udløbere med Bladroset i Spidsen. Disse ny Rosetter slaar Rod, og Planten breder sig derved over store Flader. Maj.

A. sarmentosa. Himalaya. Staar nær foregaaende, men er grovere i alle Dele. Meget let at dyrke; plantes imellem løse Sten paa jævnt skraanende Flader eller i Mellemrummene mellem større Sten.

A. villosa. Bladene, der er silkehaarede, er samlede i en tæt Rosette, herfra udgaar Udløbere med ny Roset i Spidsen. Plantes paa flade eller svagt skraanende, vel afdrænede Flader.

Anemone apennina. Fra den underjordisk krybende Rodstok udgaar de 15–20 cm linje Stængler med 3 Gange snitdelte Blade. Blomsterne med mange blaa (c. 20) Bægerblade. April. Plantes i muldet Jord i Skygge; trives ogsaa paa flad Jord og passer derfor godt til at plante i Nordsiden af de Busketter, som eventuelt maatte ligge tæt op til Stenhøjen.

A. baldensis. Blomsterne hvide, udvendig haarede, ofte med violet Anstrøg. Plantes bedst paa Nordsiden af Stenhøjen.

A. blanda fra Grækenland staar nær apennina, men er af lavere Vækst og har større Blomster. Den skal ikke plantes i Skygge, men hellere paa en forholdsvis tør og solrig Plads. Blomstrer tidligere end apennina.

Fig. 69. Aster alpinus.

A. coerulescens, som vokser vildt paa Bornholm, anses almindeligvis som en Form af A. apennina. Blomsterne er hvide, udvendig blaa. Anvendelse som Hovedarten.

A. narcissiflora. Vil af mange blive betragtet som en altfor stor Plante for Stenhøjsanlæg, men da den ikke kan trives paa flad Jord og er meget smuk, bør den dog ikke forbigaas. 40 cm høj. Bladene er haandsnitdelte med fligede Afsnit. Stængelen deler sig i 7–8 enblomstrede Stilke; Blomsterne hvide, udvendig svagt rosenrode. Plantes enkeltvis i jævnt fugtige, godt afdrænede Kløfter i muldet, stenet Jord; bør anbringes et Sted, hvor den kan forblive urørt og udvikle sig smukt til en kraftig Plante; ynder ikke Omplantning.

A. nemorosa den almindelige »Hvid Simmer« fra vore Skove, kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhøjen paa skygget, muldet Bund, i Kløfter mellem store Bregner og lignende Steder. Der findes en Del Varieteter af denne Art. Her skal særlig nævnes fl. pl. med tætfyldte Blomster (omdannede Støvblade) og Robinsoniana med store enkelte, blegt lillablaa Blomster; den er højere og kraftigere af Vækst end selve Arten, men sen til at formere og brede sig.

A. palmata. Middelhavslandene. Bladene er nyreformede, haandlappede, noget læderagtige. Blomsterne er gule. Plantes paa flade, lune Lavninger af Stenhøjen i muldet Jord.

A. ranunculoides, »Gul Simmer«, fra vore Skove anvendes som A. nemorosa.

A. trifolia. Bladene haanddelte. Afsnittene lancetformede, savtakkede. Blomsterne hvide, sjældnere blaalige. Fordrer løs muldet Jord og Halvskygge.

Antennaria, »Kattefod«, danner Mængder af smaa Rosetter, hvorfra udgaar Sideskud, der atter sætter Rosetter, hvorved Planten bliver tæppedannende. Blomsterne hvide eller blegrøde i smaa Kurve, som atter er samlede i halvskærmformede Stande.

A. alpina. Bladene smaa, lancetformede, graagrønne, paa Undersiden hvidfiltede.

A. dioeca. Bladene noget større og bredere end hos foregaaende, grønne paa Overfladen, hvidfiltede paa Under-fladen, eller som hos Varieteten hyperborea hvidfiltede paa begge Flader.

Antennaria taaler Sol og Tørke. Egner sig til Beklædning af nøgne Flader. Formeres let ved Deling. Blomsterne afpudses straks efter Afblomstringen.

Anthyllis montana. 10–15 cm. Bladene uligefinnede, graalige af fine Haar. Blomsterne røde, samlede i tætte Hoveder. Det er en meget blomsterrig Plante, som blomstrer hen paa Sommeren. Af god Virkning hvad enten den plantes enkeltvis eller i større Mængde. Taaler i Modsætning til mange andre Ærteblomstrede godt at deles og bør omplantes med faa Aars Mellemrum.

Arabis albida med haarede derved graalige Blade og hvide Blomster i Klase. Breder sig let og hurtigt, saa at den er særlig egnet til Plantning paa store Flader; er dertil meget nøjsom og haardfør, saa at den kan anvendes paa de mest udsatte Steder af Stenhøjen. Heraf en Varietet fol. var. med brogede Blade og en fyldtblomstret Form fl. pl. med levkøjlignende Blomster. April–Maj.

Fig. 70. Aubrietia i Haveselskabets Have.

A. alpina betragtes ofte som Hovedart til foregaaende. Bladene mere grønne, Blomsterne mindre.

A. aubrietoides. Tæppedannende af kompakt Vækst, minder en Del om Aubrietia. Blomsterne rosenrøde. Foraar og hyppigt atter i August.

A. bryoides. 10 cm. Bladene smaa, graalige af rig Haarklædning; Blomsterne hvide. Skuddene tæt samlede. Planterne danner derved smukke, tætte Puder, der ret hurtigt breder sig og bliver til sammenhængende Tæpper. Da den ser bedst ud, medens den er pudeformet, bør Omplantning finde Sted ret hyppigt, f. Eks. Hvert andet eller hvert tredie Aar.

A. Sturii. Af hybrid Oprindelse. Tæt tæppedannende. Bladene smaa, elliptiske; Blomsterne rent hvide i Klaser. Meget rigtblomstrende og villig, trives overalt paa Stenhøjen.

Arenaria (herunder Alsine, som af nogle Botanikere regnes for en egen Slægt). Af de talrige Arter, som hører hertil, egner et stort Antal sig til Anvendelse paa Stenhøj; de her anførte hører til de bedste. Alle de her nævnte Arter er lave af Vækst, pude- eller tæppedannende med hvide Blomster. Formeres alle let ved Deling.

A. balearica. Korsika, baleariske Øer. Planten ganske lav af Vækst, tæt tæppedannende med smaa runde Blade. Blomstrer i Juni. Plantes paa Nordsiden af Stenhøjen; kan ogsaa vokse paa porøse Stene, naar der er tilstrækkelig Fugtighed til Stede.

A. gracilis. Dalmatien. 6 cm. Bladene elliptisk–lancetformede, smaa, frisk mørkegrønne. Blomsterstande 2–3 blomstrede. Juni. Nordsiden af Stenhøjen.

A. Rosani, Italien, Dalmatien. Er bedre kendt under dette Navn end under det mere korrekte A. graminifolia. Faa Centimeter høj; Skuddene meget tætsiddende, danner prægtige friskgrønne Puder, senere hele Tæpper, der er saa tætte og faste, at man kan træde paa dem, uden at Planten lider i nævneværdig Grad. Blomstrer sjældent og sparsomt. Juni. Plantes i Sol eller Halvskygge imellem løse Sten, i Klipperevner eller paa smaa Stenknolde.

A. rotundifolia. Grækenland, Lille-Asien. 3 cm. Grenene talrige, nedliggende med smaa, frisk lysgrønne, runde Blade, danner hurtigt store Tæpper. Blomstrer sparsomt. Juni. Halvskygge eller Nordskraaninger.

A. tetraquetra, Frankrig. 4 cm. Skuddene tykke, korte, ret tætsiddende med smaa, triangulære, korsvis modsatte, graagrønne Blade. Blomsterne enkeltvis i Maj. Plantes i bredere Revner mellem Sten i fuld Sol.

Arenaria. Talrige Arter anbefales som Stenhøjsplanter, bl.a. A. formosa, A. plantaginea og den danske A. vulgaris, »Engelsk Græs«. Disse alm. Arter er overordentlig nøjsomme og villige og kan trives overalt paa Stenhøjen paa lyse Voksepladser. Men, medens de Arter, som ellers findes i Handelsgartnernes Kataloger, tillige kan trives paa flad Jord, og f. Eks. finder almindelig Anvendelse som Kantplanter, kan A. cæspitosa kun trives under de bedre Kaar, som en Stenhøj yder. Dens Blade er meget korte, og Skuddene er tæt samlede i pudeformede Tuer. Blomsterne rosenrøde i tætte Hoveder paa korte Skafter. Plantes i smalle Klipperevner i porøs Jord.

Arnebia echioides. Denne Plante fra Persien og Kaukasus er ejendommelig ved sine foranderlige Blomster. Ved Udspringet er de straalende gule med 5 sorte Pletter, en for hver Kronflig; efterhaanden svinder Pletterne bort, samtidig med at Blomstens Farve bliver blegere. Plantes bedst inde mellem Sten i en lodret Revne paa nordvendt Side af Klippeblokken.

Arnica montana. Den smukke »Guldblomme«, en af vore Hedeegnes skønneste Planter, kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhøjen. Bladene er samlede i Rosette ved Grunden af Planten; Blomsterne orangegule i store Kurve. Den er sommetider noget sær at have med at gøre, Bladene bliver gule og Blomsterne smaa, men naar den er veludviklet, er den en Fryd for Øjet. Plantes paa Lyngpartierne bedst tæt ind imellem andre Planter, der dækker Jorden, Arnica ynder nemlig ikke aaben Jord.

Artemisia mutellina. 5–8 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte med linielancetformede Flige, graa af Silkehaarsbeklædning. Blomsterne ubetydelige. Plantes i smalle Revner mellem Sten i mager Jord.

Asperula. Bladene (med Axelblade) kransstillede. Blomsterne smaa, hvide eller blegrøde. Flere af Arterne vellugtende. Formeres som Regel let ved Deling.

A. athoa. Grækenland. 4–5 cm. Løvet tæthaaret, derved graaligt. Blomsterne blegrøde. Plantes i fuld Sol i Klipperevner eller mellem løse Sten. Er noget kælen.

A. hexaphylla. 20 cm. Løs af Vækst. Blomsterstand skærmagtig, næsten hovedformet. Bladene linie–lancetformede, mørkegrønne. Juni. Halvskygge.

A. hirta. 10 cm. Danner tætte Tuer, der hurtigt breder sig. Bladene smalle, lancetformede, haarede. Blomsterne som hos forrige, blot endnu blegere røde eller helt hvide. Vellugtende selv i frisk Tilstand. Juni. Solrig eller dog lys Plads.

A. nitida. 5 cm. Tæt pudedannende–tæppedannende. Bladene meget tætsiddende, linieformede, krumme, endende i en Haarspids. Blomsterne siddende helt nede mellem Bladene blegrøde. Juni. Plantes i Sol mellem løse Sten eller paa Stenblokke.

Fig. 71. Campanula carpathica i Kolding Planteskole.

A. odorata. 20 cm. »Skovmærke«, »Bukar«. Bladene lancetformede. Blomsterne hvide. Hele Planten vellugtende navnlig i tør Tilstand. Plantes i Skygge imellem andre Skovbundsplanter i muldet Jord.

Aster alpinus med lysviolette Randkroner og gule Skivekroner trives godt paa flad Jord, men bør paa Grund af sin Blomsterrigdom ogsaa medtages paa store Stenhøjsanlæg.

Astragalus. Næsten alle de nedenfor anførte Arter har korte, nedliggende Skud. Bladene er uligefinnede, mangeparrede. Blomsterne i korte Klaser eller Hoveder. Rødderne faagrenede, lange, dybtgaaende; Omplantning ligesom Deling derfor vanskelig; man bør som Følge heraf helst straks anbringe Planten paa det Sted, hvor den skal staa, bedst er det ved Plantningen at benytte unge Planter eller pottekultiverede Eksemplarer.

A. alpinus. Blomsterne hvidlige med blaat eller rosa i 5–15-blomstrede Hoveder. Juni.

A. danicus. Europa, Danmark. Skuddene indtil en halv Snes cm lange. Blomsterne lilla i 10-blomstrede Hoveder. Vokser paa Strandklinter og Strandbredder. Plantes bedst i sand- eller grusblandet Jord mellem løse Sten.

A. exscapus. Mellem Europa. Bladene c. 12 parrede, langhaarede. Blomsterne gule, tæt samlede i Hoved, siddende nede mellem Bladene. Plantes i smalle, dybe Revner mellem Sten i kalkblandet Jord i fuld Sol.

A. massiliensis. Syd Europa. Danner efterhaanden en meget bred c. 30 cm høj Plante af talrige, noget forveddede Skud, beklædte med tørre Torne, som er Rester af tidligere Aars Blade. Bladene graagrønne. Blomster gullighvide i c. 10-blomstrede Stande. Juni. Plantes i store Klipperevner eller frit paa en jævn Flade mellem løse Sten.

A. monspessulanus. Blomsterne blegrosa eller rødlilla i mangeblomstrede, løse Hoveder paa lange Skafter, som ligger henad Jorden, medens Bladene, 18–20 parrede, oftest staar opret, i al Fald under Blomstringen. Plantes paa Stenafsatser, saa at Blomsterskafterne kan ligge ud over Stenene. Sol eller Halvskygge.

Aubrietia. »Hvis vi kun kendte denne ene Slægt af Alpeplanter vilde denne, hvis Arter pryder Grækenlands og de nærliggende Landes Klipper i det tidligste Foraar, retfærdiggøre Stenhøjelskernes Sværmeri«, siger Robinson om Aubrietia. Dens Arter er blomsterrige, længe-blomstrende, haardføre, villige og nøjsomme, saa at de med lige Ret kan benyttes paa smaa og store Stenhøje, i den mindste som i den største Samling. Arterne er meget lidt afvigende indbyrdes, i korte Beskrivelser kan der overhovedet ikke gøres Rede for Forskellighederne. Foruden Arterne har man en Række ad kunstig Vej frembragte Hybrider og Former, som i Farvepragt overgaar de oprindelige Arter.

Alle Arterne er lave, tæppedannende Planter med graaliggrønne Blade og lysere eller mørkere lilla Blomster: A. deltoidea, A. intermediet, A. Kotschyi, eller hvidlige med rosa eller lilla Skær: A. erubescens. At Hybriderne kan nævnes »Dr. Mules« og A. Moerheimii, den første med dybt violette, den anden med rosa Blomster; endvidere: »Fire king« og A. Leichtlini crimson med karmoisinrøde Blomster og »Purpurteppich« med mørkviolette Blomster.

Aubrietia plantes paa smaa Stenhøje: paa Stenknolde eller paa jævne eller skraanende Flader; paa store Stenhøje bør de plantes i store Mængder, paa Skraaningerne bedst i sammenhængende, langt nedløbende Masser, saa at det i Blomstringstiden for Beskueren tager sig ud som en Flod eller Fos af Blomster. Bør ret hyppigt omplantes; kan dog ogsaa forynges ved Tilbageskæren.

Azalea procumbens. Dværgbusk med Grenene trykket ned mod Underlaget. Bladene smaa, stedsegrønne, læderagtige, blanke. Blomsterne rosenrøde smaa. Plantes i grusblandet Lyngjord.

Azorella peduncularis. 4–5 cm. For saa vidt denne ejendommelige og smukke Plante, der har sit Hjem paa høje Bjærge i Ecuador lige ved Ækvator, vil vise sig haardfør, vil den være ypperlig egnet til Stenhøje. Bladene er smaa, rent mørkegrønne, og Skuddene er tæt samlede, saa at Planterne former faste Puder.

Bellis sylvestris med store hvide Blomster paa et 30 cm højt Skaft plantes i muldet Jord i Skygge og B. rotundifolia 15 cm med blegt rødlilla Kurve plantes i ikke for tørre Lavninger paa lys dog ikke for solbeskinnet Plads.

Calceolaria polyrrhiza fra Patagonien har lysgule Blomster paa slanke Stængler. Breder sig ved underjordiske Udløbere. Trives meget let.

Campanula Allioni. Ca. 8 cm. Blomsterne enkeltvis, meget store, næsten oprette, lyslilla. Er ofte noget lunefuld, men er, hvor den vil trives, en ganske ypperlig Stenhøjsplante. Ynder Fugtighed, men skal tillige have godt Aftræk for Vandet; den plantes derfor bedst paa flade eller svagt skraanende Lavninger i stærk grusblandet Jord.

C. barbata. 10 cm. Bladene mest grundstillede, haarede. Blomsterne ret store, faatallige opad den ranke Stængel, blegblaa, skæggede indvendig. Den er fleraarig, men gaar hyppigt ud efter Blomstringen. Trives bedst i Halvskygge i jævnt fugtige, muldede Lavninger. Der findes en Varietet med hvide Blomster.

Fig. 72. Campanula carpathica var. compacta.

C. cæspitosa, 10 cm. Vokser i tætte Tuer. Blomsterne c. 5 sammen paa hver Stængel, nikkende, blegblaa eller hvide (fl. albo). Meget taknemmelig og villig, kan trives omtrent overalt paa Stenhøjen.

C. carpathica er lidt for grov til Anvendelse paa smaa Stenhøje, men bør paa store Anlæg tages med i Samlingen paa Grund af sin Blomsterrigdom. Blomsterne er store, oprette. Varieteten compacta er mindre og svagtvoksende.

C. elatines. Tæppedannende. Bladene hjærteformede, grovttakkede, Blomsterne blegblaa næsten helt flade.

C. excisa. 10 cm. Blomsterne blegblaa, dybt 5-klovede Er lidt vanskelig at dyrke; ynder en kølig, men lys Vokseplads.

C. garganica. Skuddene lange, nedliggende eller nedhængende. Bladene hjærteformede og nyreformede. Blomsterne blegblaa, fladt tragtformede. Klippeblokke, Mure.

C. glomerata var. acaulis er en Dværgform af den ogsaa her i Landet vildtvoksende »Nøgleblomstret Klokke«, den har mørkviolette Blomster, tæt samlede i Spidsen af Stængelen. Meget nøjsom og villig.

C. mirabilis fra Kaukasus danner Rosetter af store lysgrønne, brede Blade. Naar Rosetten har naaet fuld Udvikling, fremkommer fra dens Midte en grenet Blomsterstand af store, lysblaa Klokker. Den bør paa Grund af sin ejendommelige Voksemaade anbringes i lodrette Klipperevner, saaledes at den kan ses fra neden.

C. Portenschlagiana. Balkan. 15 cm. Danner tætte Tuer og Tæpper og breder sig let over store Dele af Anlægget. Bladene nyreformede, grovt takkede; Blomsterne smukt blaa, oprette, de udvikles i rigelig Mængde næsten hele Sommeren igennem. Trives overalt paa Stenhøjens lyse Steder, mellem løse Sten, i Klipperevner, i Mure o. s. v.

C. pulla. 6–8 cm. Blomsterne enkeltvis, blaaviolette, nikkende. En meget smuk, men noget lunefuld Art. Udvikler underjordiske Skud og breder sig derved. Plantes i grusblandet Mosejord paa en jævn, vel afdrænet Flade. C. pulloides, som er en Bastard af pulla og en anden Art, ligner foregaaende, men er lettere at dyrke.

C. turbinata. Kan betragtes som en Varietet af C. carpathica, den er lavere af Vækst, og Blomsterne er fladere og mørkere.

C. Raineri. En lav Art med blaalilla Blomster. Plantes i vandrette eller skraanende Klipperevner i Græstørvejord blandet med skarpt Grus.

C. thyrsoides. Afviger fra de andre her omtalte Klokke-Arter. Planten danner en Roset af smalle, haarede Blade, og naar denne er bleven 2 eller 3 Aar gammel, udvikles en rank Stængel tæt besat med en Mængde bleggule Blomster. Planten dør efter Blomstringen. Anbringes bedst i større Revner mellem Sten.

C. Waldsteiniana. Balkan. C. 12 cm. Blomsterne dybt delte, næsten stjærneformede, lysviolette. Plantes i smalle Klipperevner paa sollys Plads,

C. Wilsoni. Har et Mylder af store violette Blomster af carpathica-Typen. Trives let.

Cardamine asarifolia. Bladene nyreformede, frisk grønne; Blomsterne hvide. Plantes i fugtige, muldede Lavninger eller ved rindende Vand.

C. trifolia. Bladene trekoblede, Blomsterne hvide. Plantes i muldet, fugtig Jord i Halvskygge eller Skygge.

Carex capillaris. Tueformet med ganske smalle fine Blade og nikkende brune Aks. Klipperevner paa Nordsiden af Stenhøjen i grusblandet Lyngjord eller ogsaa paa Lyngpartierne.

Fig. 73. Cerastium tomentosum.

C. montana. Europa, Danmark. Tueformet med lange, friskgrønne Blade. Paa Nordskraaninger eller i Halvskygge i muldet Jord.

Af andre Carex, som kan anbefales til Stenhøj, kan nævnes C. digitata, C. ornithopodioides.

Carlina acanthifolia. Dette er en meget dekorativ Plante, som dog desværre ofte dør efter Blomstringen. Bladene er graaliggrønne, fjersnitdelte, tornede, samlede i en aaben, bred Rosette. Naar Planten har naaet en Alder af 2–4 Aar, udvikles en enkelt stor Kurv i Midten af Rosetten, Plantes i lodrette Klipperevner. Ønsker man aarligt at have Fornøjelsen af at se denne Plante i Blomst, maa man sørge for at plante unge Planter hvert Aar.

C. acaulis. Er ligesom forrige fortrinlig til store Klipperevner, men denne Art holder sig uanset Blomstringen, ja breder sig endog, saa at den efterhaanden fordrer ret betydelig Plads. Blomsterkurvene sidder paa meget korte Stængler helt nede mellem Bladene eller hos Formen caulescens paa en 10–15 cm høj Stængel.

Cerastium alpinum. Tæppedannende med hvidfiltede Blade og smukke hvide Blomster. Denne og andre Arter af samme Slægt kan plantes mellem løse Sten. De grovere Arter, som f. Eks. C. tomentosum, der kan trives paa flad Jord, kan ogsaa benyttes paa store Stenhøje til Beklædning af større Flader.

Chamæmelum Tschichatscheffi, der har findelt, mørkegrønt Løv og hvide Blomster som Kamilleblomster, skal blot nævnes som en Plante, der danner tætte Tæpper og holder sig frisk mørkegrøn selv i stærk Tørke.

Coptis trifoliata. 10 cm. Bladene tredelte, blanke. Blomsterne hvide. Rødderne gule. Dyrkes i fugtig Mosejord.

Cortusa Matthioli. 25 cm. En Primula-lignende Plante med stilkede, hjærteformede, lappede, noget haarede Blade og talrige hængende, karmoisinrøde Blomster i Skærm. Plantes i muldet Jord i Halvskygge. Juni–Juli. C. pubens er en mere haaret Form af C. Matthioli.

Corydalis lutea. Bladene tredobbelt fjersnitdelte, mat grønne. Blomsterne gule, i Klase. Blomstrer rigt og længe, omtrent hele Sommeren igennem. Meget villig og taknemmelig; plantes bedst paa solrige Steder af Stenhøjen, i Stengærder, i Grottevægge og i Mure.

C. ochroleuca ligner foregaaende, men har cremefarvede Blomster.

Cotula. Lave Planter af Kurvblomsternes Familie med nedliggende, ofte rodslaaende Grene, fligede eller fjersnitdelte Blade og ubetydelige Blomsterkurve. Paa Grund af deres Voksemaade danner de snart tætte Tæpper, og da de tillige er nøjsomme, egner de sig til Beklædning af nøgne Flader. Trives bedst paa nordvendt Stenhøj.

Af Arter kan nævnes C. acænoides, C. reptans og C. squalida, alle fra Australien eller Ny Zeland.

Cotyledon spinosa. 30 cm. Ligner i Vækst en Sempervivum og danner som denne en Roset af kødede Blade. Blomsterne gule i aksformet Stand. Juni. Plantes mellem løse Sten paa sollys Plads.

Crepis aurea. Ligner i Vækst vor almindelige Mælkebøtte. Blomsterne i enkelt endestillet Kurv, orangebrune. Plantes i Engpartierne.

Crucianella stylosu. Orienten. Bladene kransstillede. Blomsterne rosenrøde i tætte Stande i Spidsen af Stængelen. Planten har en ubehagelig Lugt. Plantes paa Klippeblokke, Stengærder eller Mure, saa at Skuddene kan hænge frit ned eller ud over Stenene.

Cyclamen, »Alpeviol«. Planter af Kodriver-Familien med underjordiske eller halvt underjordiske Knolde, deraf Navnet »Jordskive«. Bladene er hjærteformede eller nyreformede, noget læderagtige, Blomsterne paa enblomstrede Stilke med tilbageslaaede Kronblade. De trives i lune, halvskyggede Lavninger i temmelig fugtig, muldet Jord.

C. coum. Lille Asien. Har nyreformede Blade og smaa røde Blomster i det tidlige Foraar.

C. europæum har hjærteformet–nyreformede Blade og vellugtende, purpur–rosa Blomster om Sommeren og Eftersommeren.

C. hederifolium. Syd Europa. Bladene hjærteformede, smukt tegnede med hvidt, takket-tandede i Randen. Blomsterne store røde, fremkommer sent paa Sommeren og Efteraaret.

Cypripedium. Af Slægten »Fruesko«, som mest hører hjemme i varme Himmelstrøg, findes nogle enkelte Arter, der er haardføre her paa vore Breddegrader og som fortjener en Plads paa Stenhøjen.

C. calceolus. Perigonbladene brune, Læben gul. Plantes i Bladjord med rigelig Tilsætning af Kalk. Halvskygget Plads.

C. spectabile. En prægtig Plante med store, lysgrønne Blade og store blegrosa Blomster. Fugtig muldet Jord.

Foruden disse to Arter, som er velkendte i Kultur her i Landet, findes nogle andre smukke Arter, der kun i mindre Udstrækning er bleven dyrkede i Haver men som, saafremt deres Haardførhed stadfæstes, fortjener Udbredelse: C. guttatum, C. humile, C. macranthum, C. pubescens, C. tibeticum.

Delphinium nudicaule. Kalifornien. 25–30 cm. Blomsterne cinnoberrøde i en spredtblomstret Klase. Juni–Juli. Plantes mellem løse Sten i velafdrænet Jord; maa hyppigt fornyes med unge Planter, da den er tilbøjelig til at dø efter Blomstringen.

Fig. 74. Dianthus plumarius.

Dianthus alpinus. 5 cm. Bladene stumpe, grønne, glatte, noget kødede. Blomsterne enkeltvis, store, kødfarvede med karminrød Tegning mod Svælget. Plantes paa fritliggende Plads i fugtig Jord bestaaende af Mosejord, Græstørvejord og Grus. Juni.

D. arenarius. Bladene smalle, spidse; Blomsterne hvide, noget frynsede. Planten danner store Tuer. Trives bedst paa en solrig, ret tør Plads.

D. cæsius. 15 cm. Bladene smalle, blaaliggrønne; Blomsterne rosenrøde eller mørkerøde, vellugtende. Behandles som foregaaende.

D. callizonus fra Transsylvanien minder en Del om D. alpinus, men Blomsterne er større, ligesom Planten i det hele er mere fyldig og robust; Bladene spidse, noget blaagrønne.

D. deltoides, som vokser vildt her i Landet paa tørre Høje, kan ogsaa anvendes paa Stenhøjen. Bladene smalle, grønne; Stænglerne grenede med enblomstrede Grene; Blomsterne rosenrøde med hvide og mørkerøde Tegninger. Plantes mellem løse Sten i let Jord eller paa Lyngpartierne.

D. Freynii. 5 cm. Bladene meget smalle, blaaliggrønne. Blomsterne rosenrøde. Danner tætte, smaa Tuer. Plantes i smalle Spalter mellem Sten eller paa svagt skraanende Flader mellem løse Sten.

D. glacialis. 5 cm. Bladene smalt linieformede. Blomsterne rosenrøde med lysere Farve mod Svælget. Plantes i Spalter mellem Sten i grus- og granitskærve-blandet Mosejord.

D. graniticus. Ligner en Del D. deltoides, men er tættere af Vækst og mere blomsterrig. Anvendes paa samme Maade som denne. Omplantes ofte, da Planterne ellers let dør bort; formerer sig let ved Selvsaaning.

D. plumarius, »Fjer-Nellike« har store hvide eller lilla Blomster. Meget storblomstret og taknemmelig.

Dodecatheon, »Gudeblomst«. Beslægtet med Primula og Cyclamen. Blomsterne har ligesom denne sidste Slægt tilbageslaaede Kronflige, de sidder ikke enkeltvis, men er samlede i en rigtblomstret Skærm. Bladene er grundstillede, glatte og af blød Konsistens, saa at de snart bliver slappe, hvis Planten staar for tørt. Der findes flere Arter eller Former med karminrøde, rosa eller hvide Blomster: D. meadia, D. Jeffreyi, D. integrifolia. Plantes i fugtig, muldet, let, aaben Jord i Kløfter, der har Fald mod Nord eller dog er beskyttede mod stærk Sol.

Doronicum grandiflorum (= Aronicum scorpioides) har store, gule Kurve og brede, ægformede eller næsten hjærteformede Blade. Fordrer stenblandet Mosejord, der holdes kølig og fugtig.

Dianthus cæsius.

Douglasia Vitaliana. Stænglerne talrige, nedliggende, med linieformede, spidse Blade. Blomsterne rent gule. Plantes i Klipperevner i vel afdrænet Jord. Ynder Kalk.

Draba. Lave Planter af Korsblomstfamilien med Blomsterne i Klase.

D. aizoides. 5–8 cm. Danner tætte Puder. Bladene smaa, tætsiddende, linieformede; Blomsterne gule i faablomstrede Halvskærme. I Blomstringstiden skjules Løvet næsten under Blomsterne. April. Plantes i vandrette Klipperevner i grusblandet Jord.

D. aizoon. Ligner meget foregaaende, men er noget kraftigere og grovere af Vækst,

Fig. 75. Erigeron glabellus alpinus.

D. dicranoides. 5 cm. Pude–tæppedannende. Bladene linieformede, tilspidsede, randhaarede. Blomsterne gule, ret store, 10 mm i Diameter, April. Plantes i brede Spalter mellem Sten, eller imellem løse Sten.

D. olympica. Grækenland. Bladene tætsiddende, linieformede. Blomsterne gule i rigtblomstrede Klaser, April. Voksemaade og Anvendelse som D. dicranoides.

Dryas. Lave Dværgbuske med nedliggende Grene, derved tæppedannende. Ganske fortrinlige Stenhøjsplanter til Plantning i Stenskred eller paa større Klippepartier, hvor Skuddene kan lægge sig hen over Stenene eller hænge ud over disse. Bliver bedre paa Nordsiden end paa Sydsiden af Stenhøjen. Plantes i en Blanding af Lyngjord, Grus og Kalk.

D. Drummondi. Nord Amerika. Bladene ægformet–elliptiske, rundtakket–savtakkede. Blomsterne gule, nikkende, med noget sammensluttede Kronblade. Maj.

D. octopetala, »Rypelyng«. Bladene omtrent som foregaaende, noget fastere i Substans. Blomsterne hvide med 8 store Kronblade, aabne, ikke nikkende, derfor af langt bedre Virkning end foregaaende. Maj.

D. integrifolia er en Varietet af D. octopetala med ganske smalle, helrandede Blade og med sluttet Vækst.

D. lanata er en haaret Form af D. octopetala.

Edraianthus. Hører til Klokkefamilien. Bladene er linieformede. Blomsterne violetblaa i hovedformede Stande.

E. pumilio. Planten danner tætte smaa Puder. Blomsterne hæver sig kun lidt op over Løvet. Plantes paa Afsatser paa lodrette Vægge eller i Spalter i Klippeblokke.

E. tenuifolius. Danner ret store Rosetter. Blomsterstænglerne ret lange. Plantes bedst i lodrette eller skraanende Klipperevner.

Af andre Arter kan nævnes E. dalmaticus og E. graminifolius.

Epilobium macropus. Ny Zeland. 10 cm. Skuddene talrige og tætsiddende. Bladene smaa, ægformet–elliptiske. Blomsterne enlige, hvide. Juli.

E. nummularifolium. Ny Zeland. En sirlig, lille Plante. Skuddene meget tynde; Bladene næsten kredsrunde. Blomsterne enlige, blegrøde eller hvide paa lange, tynde Stilke.

Disse Arter plantes i grusblandet Mosejord i Halvskygge og paa halvfugtig Plads.

Epimedium, »Bispehue«, er meget villige og taknemmelige Planter, der særlig kan anvendes paa muldet Jord mellem Bregner i Halvskygge. Bladene er sammensatte, noget læderagtige, oftest bleggrønne.

E. alpinum har brunkarmine Bægerblade og gule Kronblade. Rodstokken hos denne Art er vidt udløbende, medens de andre Arter har kortere Jordstængler.

E. macranthum har hvide Blomster; Varieteten violaceum har lilla Blomster.

K. Musschianum og niveum har hvide Blomster.

E. rubrum. Bægerbladene hos denne er karminrøde, medens Kronbladene er gullige.

Eranthis cilicica fra Lille-Asien og E. hiemalis, »Vinterblomme« fra Europa er nogle af de første Foraarsbebudere, idet de ofte allerede i Februar, ja endog i Januar udfolder deres gule, næsten kugleformede Blomster. Nedenunder Blomsten sidder en Krans af grønne Svøbblade, disse er lidt finere og spidsere hos cilicica end hos hiemalis. De plantes i muldet Jord under Træer eller mellem Buske, hvor Knoldene faar Lov at ligge urørte, men de kan ogsaa finde Anvendelse paa Stenhøjen, hvor de bedst anbringes i Kløfter eller Bunden af Grotter mellem Bregner.

Fig. 76 Iberis sempervirens. Enkelt Plante.

Erigeron aurantiacus. Nord Amerika. 25 cm. Blomsterne orangegule. Er tilbøjelig til at bastardere med andre E.-Arter og derved udarte.

E. compositus fra Nord Amerika, Grønland o. a. arktiske Egne. 20 cm. Har flere Gange snitdelte Blade med smalle Afsnit. Randkronerne er lyslilla, Skivekronerne gule. Juni.

E. glabellus. Nord Amerika. Randkronerne lavendelblaa, Skivekronerne gule. Varieteten alpinus lavere end Hovedarten.

Disse Arter formeres let ved Deling og plantes imellem løse Sten eller i brede Spalter i Stenblokke.

Erinus alpinus. 10 cm. Danner løse Tuer. Bladene smaa, smalle, rundtakket–savtakkede. Blomsterne karminrosa i Klaser. Maj. Bør ofte omplantes. Den opfører sig ofte som to-aarig. Formerer sig let ved Selvsaaning.

Eriogonum flavum og umbellatum fra Nord Amerika er tæppedannende Planter med gule Blomster i tætte, hovedformede Stande i Juli. Fordrer tør og solrig Vokseplads.

Erodium macradenum. Pyrenæerne. 20 cm. Bladene flere Gange fjersnitdelte, graaliggrønne. Blomsterstænglerne 2–3-blomstrede; Blomsterne blegrøde med mørkere Aarer, 2 af Kronbladene med en mørk Plet. Juni. Plantes i Revner mellem Sten i fuld Sol.

E. Manescavi. 30 cm. Bladene dobbelt fjersnitdelte, mørkegrønne, stærkt haarede især paa Stilken. Blomsterne store, 2–5 paa hver Stængel, karmoisinrøde, to af Kronbladene med en hvidspættet Plet ved Basis. Juni.

Eryngium alpinum. 50–60 cm. Blomsterne smaa, men samlede i et stort, aflangt Hoved. Det, der gør Planten saa dekorativ, er navnlig de pragtfulde Svøbblade, som sidder nedenfor Blomsterhovedet, de er tornede og af en livlig blaaviolet Farve. Har dybtgaaende Rødder og maa derfor plantes paa et Sted, hvor der er fri Adgang for disse.

E. glaciale. Spanien. Bladene fjersnitdelte med lange, tornede Afsnit. Blomsterhovederne lilla, omgivne af grønne og lilla, tornede Svøbblade. Rødderne meget dybtgaaende. Plantes i smalle, dybe Revner i porøs Jord.

Erysimum Kotschyanum. Lille Asien. 5 cm. Danner smaa, tætte Tuer eller Puder. Bladene liniedannede; Blomsterne store i faablomstret Halvskærm. Maj. Plantes i vandrette Spalter i vel afdrænet Jord.

E. pachycarpum. Himalaya. Bladene smalle. Blomsterne orangegule i Klase. Plantes paa lun Plads mellem løse Sten.

Euphorbia capitulata. Grækenland. 10 cm. Skuddene bløde, tætbladede, Bladene smaa, graagrønne, elliptiske, glatte; Blomsterne gule. Frugtkapslerne orangegule. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner; breder sig ved underjordiske Udløbere mellem Stenene.

E. myrsinitis. Syd-Europa. 30 cm. Skuddene overvintrende, kraftige, tætbladede, Bladene bleggrønne. Blomsterne gule, udvikles tidligt om Foraaret. Efter Blomstringen dør Skuddet, men ny Skud fremkommer fra Basis næste Aar. Plantes i lodrette Klippevægge i fuld Sol.

Fig. 77. Iberis sempervirens. Lav og storblomstret Have-Varietet.

Frankenia hirsuta. 5–8cm. Skuddene talrige, næsten traadfine, nedliggende eller halvtoprette, Planten derved tæppedannende; Bladene meget smaa og smalle, graagrønne. Blomsterne enkeltvis, smaa, lysrødlilla. Juli–August. Taaler Sol.

Genista sagittalis. 15–20 cm. Skuddene flade, vingede. Blomsterne gule i endestillede Klaser. Danner faste, tætte Planter, der trives paa Stenhøjens mest udsatte Steder.

Gentiana acaulis. En af de mest pragtfulde Stenhøjsplanter. Blomsterne enlige, store, mørkeblaa, tragtformede. De blomsterløse Skud ganske korte og tætsiddende. Planten derved af tæppedannende Karakter. Den kan trives paa flad Jord og finder der ofte Anvendelse som Kantplante. I sandet Jord vil den ikke blomstre, man maa derfor give den en nogenlunde svær Jord at vokse i. Formeres let ved Deling.

G. asclepiadea er en stor Staude med æg–lancetformede Blade op ad Stængelen og talrige Blomster i Toppen. Fordrer muldet Jord og Skygge eller Halvskygge; passer bedst i store Kløfter mellem Bregner. Der findes en Form med hvide Blomster.

G. bavarica. Af Voksemaade som acaulis, men meget mindre og spædere end denne. Blomsterne rørformede med flad Krave, straalende blaa. Vanskelig at dyrke. Plantes paa Morænebed eller dog i al Fald i grusblandet Mosejord paa et Sted, hvor den ikke udsættes for Udtørring.

G. septemfida. Orienten. Har talrige Skud med tætsiddende Blade og flere blaa Blomster samlede i Spidsen af Stængelen. Nøjsom og villig; formeres ved Deling. Juli.

G. verna ligner en Del G. bavarica og er som denne vanskelig at dyrke. Grundbladene rosetteformigt samlede, større end Stængelbladene; Blomsterne azurblaa.

Geranium argenteum har silkehaarede, næsten sølvglinsende Blade og blegrøde Blomster.

G. cinereum. Bladene haarede; Blomsterne blegrosa med mørkere røde Aarer. Begge Arter, som stammer fra Pyrenæerne, er lave Planter, 5–10 cm., som bedst sættes paa en solrig Plads imellem større Sten i porøs og let Jord.

G. sanguineum. Af denne prægtige her i Landet vildtvoksende Art findes en Varietet med nedliggende Skud; denne egner sig fortrinligt til Plantning paa tørre Skrænter. Varieteten lancastriense har rosa Blomster med mørkere Aarer.

Geum montanum. 10–12 cm. Bladene fjersnitdelte med større rundtakket–lappet Endeafsnit, haarede; Blomsterne enkeltvis eller faa paa hver Stængel, gule c. 3 cm i Gennemsnit. Plantes i grus- og kalk-blandet Mosejord.

G. reptans. Har krybende Udløbere. Bladene fjersnitdelte; Blomsterne gule. Plantes paa halvskyggede Steder i stenet Jord.

Globularia cordifolia. En lille, ganske lav Plante med nedliggende Grene og smaa, udrandede Blade. Blomsterne meget smaa, blaa, i kugleformede Hoveder. Plantes i en Blanding af Mosejord, Græstørvejord og Grus.

Gunnera magellanica stammer fra den sydligste Del af Syd Amerika. Bladene er kredsrundt–nyreformede, Blomsterne ubetydelige. Breder sig ved Udløbere og dækker snart større Flader. Trives i muldet, fugtig Jord paa halvskygget eller nordvendt Stenhøj.

Gypsophila cerastioides. Himalaya. 10 cm. Tæppedannende. Bladene smaa, bredt elliptiske, haarede; Blomsterne hvide med røde Aarer; blomstrer rigt og længe og trives meget villigt. Bør omplantes af og til.

G. repens. Stænglerne nedliggende og halvt oprette, rigtbladede; Bladene smalle, blegt blaagrønne; Blomsterne hvide eller blegrøde i aabne Stande. Planten kan brede sig over større Flader og paa Grund af sin rige Forgrening og Bladmængde dække Underlaget ganske; da den tillige er nøjsom, egner den sig godt til Brug paa grovere Stenpartier, anvendes den paa smaa Anlæg, bør den forynges ret hyppigt, da den ellers snart bliver for fordringsfuld med Hensyn til Plads.

G. transsylvanica. Ungarn. Danner tætte smaa Tuer af smalle, blaagrønne Blade; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten.

Haberlea rhodopensis. Balkan. 12–15 cm. Hele Planten haaret; Bladene grundstillede, aflangt ægformede, grovt savtakkede, noget læderagtige. Skaftet bærer 4–5 tragtformet–rørformede, lilla, svagt uregelmæssige Blomster. Plantes bedst paa Afsatser paa Grottevægge i muldet Jord og paa beskygget Sted.

Hacquetia epipactis. En beskeden, men taknemmelig lille Planteart med grundstillede 3–5-lappede Blade og gulgrønne Blomster i en tæt Skærm omgivne af ligeledes gulgrønne Svøbblade, der udvikles i det tidlige Foraar. Ynder fugtig og muldet Jord.

Helianthemum oelandicum og H. vulgare, »Soløje« er Dværgbuske med nedliggende Grene og smukke, gule Blomster. Den førstnævnte er den bedste, den danner tætte Tæpper og frembringer en Mængde Blomster. Plantes i grusblandet Lyngjord, den bør forynges af og til, da 2–4-aarige Planter er smukkest. H. vulgare, som vokser vildt her i Landet paa tørre Bakker, er meget nøjsom og kan plantes paa enhver sollys Plads.

Helxine Soleirolii. Korsika. 1 à 2 cm. Hører til Nældefamilien, og Blomsterne er som hos alle andre Arter af denne Familie ganske ubetydelige. Det er dog en meget smuk lille Urt, idet Løvet er af en herlig frisk, grøn Farve, og Planten i Løbet af Sommeren breder sig ud som et fladt Tæppe over Underlaget. Plantes paa fugtige, skyggede Stenvægge eller paa porøse Sten. Den lider hurtigt af Efteraarsfrosten, men skyder gærne paa ny om Foraaret.

Fig. 78. Linaria pallida i Haveselskabets Have.

Hepatica. 12–15 cm. høje Planter, Bladene bliver siddende paa Planten i halvvissen Tilstand Vinteren igennem. Blomsterne udvikles tidligt om Foraaret, inden de ny Blade fremkommer. Blomsterne har kronbladagtigt farvede Bægerblade, et 3-delt grønt Svøbblad sidder tæt under Blomsten. Plantes i Muldjord i Halvskygge f. Eks. i store Kløfter og er af bedst Virkning, naar de er anbragte et saadant Sted i store Mængder. Ogsaa fortrinlige som Indfatningsplanter.

H. angulosa. Ungarn. Bladene nyreformede, 3-lappede med lappet–tandede Afsnit. Blomsterne lysblaa med talrige Bægerblade. Marts, undertiden allerede Februar. Der findes ogsaa Former med rosenrøde og hvide Blomster.

H. triloba, »Adelkløver«. Europa, ogsaa Danmark. Bladene regelmæssigt 3-lappede. Blomsterne med 5–7 blaa Bægerblade. Blomstrer Marts–April. Der findes Varieteter med hvide, røde, blegrøde, violette Blomster samt dobbelte Former med blaa og røde Blomster.

Herniaria latifolia. Lav, tæppedannende Urt med graagrønne Blade og ubetydelige Blomster. Taaler Sol og tør Bund.

Hippocrepis comosa. Bladene uligefinnede, mangeparrede. Blomsterne samlede i Hoved, gule, minder en Del om »Kællingetand«s Blomster. Plantes imellem løse Sten eller i Klipperevner, saaledes at Grenene kan lægge sig ud over Stenene. Ynder Kalk.

Homogyne alpina. 25 cm. Bladene nyreformede, grundstillede. Blomsterne samlede i en enkelt Kurv i Spidsen af Stænglerne. Ynder muldet Jord og Halvskygge samt Fugtighed. Plantes bedst paa Afsatser paa nordvendte Stenvægge.

Horminum pyrenaicum. Alperne, Pyrenæerne. 15 cm. Bladene brede i løse Rosetter. Blomsterne violette i Kranse op ad Stængelen. Trives næsten overalt paa Stenhøjen, bliver yppigst og smukkest i Halvskygge, men faar mere sit naturlige Udseende paa lysere Pladser.

Houstonia coerulea. Nord Amerika. 3–5 cm. Danner smaa, tætte Tuer af lysgrønne Blade. Blomsterne paa traadfine Stilke, lysblaa med gult »Øje«. Fordrer moseagtig fugtig Jord for at trives.

H. serpyllifolia. Nord Amerika. Ligner foregaaende. Stænglerne mere nedliggende.

Hutchinsia alpina. 8–10 cm. Bladene smaa, fjersnitdelte, frisk grønne, Blomsterne hvide i Klaser. Danner tætte Tæpper, og da den holder sig med friske Blade hele Vinteren, naar Kulden ikke bliver altfor stræng, kan den anbefales til almindelig Plantning. Meget nøjsom og villig; bør omplantes af og til.

Hypericum coris. 20 cm. Orienten. Bladene linieformede, kransstillede. Blomsterne gule i topformede Stande. Juli. Plantes i vandrette Klipperevner og mellem løse Sten.

H. fragile. 5–8 cm. Skuddene svage, nedliggende eller halvt oprette. Bladene smaa, glatte, ovale, graagrønne; Blomsterne store, gule, enkeltvis eller faa sammen. Juli.

H. orientale. Lilleasien. Bladene korsvis modsatte, matgrønne. Blomsterne bleggule.

H. polyphyllum. 20–25 cm. Bladene smaa, elliptiske, mat blaagrønne; Blomsterne enlige eller faa sammen, 6 cm i Diameter. Juli.

Hypochoeris uniflora. 30 cm. Bladene bleggrønne, grundstillede, Blomsterskaftet opret, rankt, ender med en stor Kurv at lysgule Blomster. Behandles som Arnica.

Iberis sempervirens er en svagt forveddet Plante med smalle, mørkegrønne, stedsegrønne Blade og hvide Blomster i Klase. Egner sig bedst til Plantning i lodrette Stenvægge, i Mure eller paa store Stenblokke, som den efterhaanden kan helt tildække. Formen »Little gem« danner meget mindre og tættere Planter end Hovedarten, derfor bedre til mindre Stenpartier.

I. stylosa. Danner tætte Planter med talrige Skud besatte med smalle, noget kødfulde Blade. Blomsterne hvide eller bleglilla i rigtblomstret Halvskærm. Toaarig eller fleraarig.

Incarvillea grandiflora. Kina. Har store, tragtformede Blomster, den ligner noget den kendte smukke Staude I. Delavayi, men er lavere af Vækst og har en- eller to-blomstrede Stængler. Plantes i Sol eller Halvskygge paa dybmuldet, fugtig, vel drænet Jord.

Inula acaulis. Lille Asien. Ganske lav af Vækst med glatte Blade og gule Kurve, som ikke hæves op over Løvet.

Iris histrio. Palæstina. Regnes ofte som en Varietet af følgende, men blomstrer endnu tidligere, og Blomsterne er blaa med hvidt. Plantes paa en lun Plads.

I. reticulata. Kaukasus. Bladene er smalle, firesiddede, vokser i Længden efter Blomstringen. Blomsterne violette, vellugtende (omtrent som Violer) i April, undertiden allerede i Marts. En prægtig, villig og meget taknemmelig Plante, som kan plantes i porøs Jord paa Stenhøjen, men forøvrigt ogsaa kan trives i en almindelig Stauderabat.

Et stort Antal andre Iris-Arter egner sig paa Grund af deres lave Vækst og deres smukke Blomster til Plantning paa Stenhøj, men mange af disse kan ogsaa dyrkes med Held andre Steder i Haven. En særlig Gruppe af Iris—hørende til en Afdeling, som hedder Oncocyclus—er vanskelige at dyrke og er i det hele ikke prøvet meget her i Landet. [Fodnote: De som maatte ønske at studere disse pragtfulde Iris henvises til R. Irwing Lynch: The book of the Iris.] Men skal de lykkes hos os paa Friland, maa de ubetinget dyrkes paa Stenhøj, hvis man da ikke er nødt til at dyrke dem i Koldbænk. Den bekendteste af denne Iris-Gruppe er Iris susiana, Englændernes »Mourning Iris«, Tyskernes »Wittwe in Trauer«, som kaldes saaledes paa Grund af de flødefarvede Blomsterblade, der er tæt tegnede med mørkebrunt. Denne er faktisk haardfør her i Landet og har i vor botaniske Have blomstret et Par Aar i Træk.

Fig. 79. Nepeta Mussini.

Jasione perennis. Blomsterne smaa lysblaa, samlede i tætte Hoveder. Juni–Juli. Plantes i Halvskygge eller paa nordvendte Skraaninger.

Leontopodium alpinum, »Edelweiss« er med sine Varieteter spredt over Europas og Asiens Bjærge. Danner tætte Tuer af smalle, graalige Blade. Fra Tuerne udskyder Blomsterstænglerne, der ender med en Samling smaa Kurve, tilsammen omgivne at flere Rækker tæthvidfiltede Blade. At Edelweiss skal være vanskelig at dyrke, er en Fabel. Plantet i let, porøs Jord og udsat for fuld Sol trives den ganske fortrinligt og blomstrer rigt hvert Aar. Den kan formeres let baade ved Deling og Frøudsæd. De Varieteter, der udbydes under særlige Navne som altaicum sibiricum o. s. v. er næppe meget afvigende fra selve Arten; den der hedder japonicum er meget afvigende, men af ringe Værd.

Linaria alpina er en spæd Plante, som bedst trives paa Skraaninger med porøs, let Jord belagt med løse Sten. En Gang plantet paa et saadant Sted, holder den sig fremtidig ved Selvsaaning. Blomsterne er violette med orangegult Gab. Blomstrer hele Sommeren.

L. cymbalaria har lange, tynde, nedliggende Skud med nyreformede, noget lappede Blade, og lysviolette Blomster. Man bør kun plante denne, hvor den kan faa Lov til at brede sig, som den vil; thi den er næsten ikke til at udrydde igen, hvor den har vundet Indpas. Gamle Mure er en udmærket Vokseplads for den. Heraf en hvidblomstret Form.

L. hepaticifolia. Korsika. Skuddene skøre, nedliggende, krybende; Bladene nyreformede, trelappede, tegnede med hvidt langs Nerverne; Blomsterne blegviolette, enkeltvis i Bladhjørnerne. Fugtig Vokseplads, ynder fuld Sol.

L. pallida breder sig meget stærkt ved underjordiske Skud. Den er nær beslægtet med L. cymbalaria, men har foruden den afvigende Vækst mindre Blade og mørkere violette Blomster. Anvendelse som L. cymbalaria.

L. pilosa er ogsaa af samme Type, den er fladt udbredt paa Jorden og tæt tæppedannende. Den er ikke saa vanskelig at faa udryddet som de to andre, undtagen naar den er vokset ind i andre lave Planter. Kan man sørge for at holde disse Planter indenfor visse Grænser, bør man ikke foragte dem, da de alle er smukke, hver paa sin Vis, navnlig kan en tæt Bevoksning L. pallida i Blomst være af ganske pragtfuld Virkning.

Linum campanulatum, 30 cm. Af almindelig Staudetype. Blomsterne gule. Vil gærne have en varm Vokseplads.

Lithospermum fruticosum. Svagt træagtig med smalle, haarede Blade. Blomsterne blaa eller purpurfarvede. Juni. Plantes i fuld Sol i kalkblandet Jord.

L. purpureo-coeruleum. De ikke blomstrende Skud lange, overhængende eller nedliggende, ofte rodslaaende, de blomstrende mere oprette. Bladene lancetformede; Blomsterne i ret store Stande, purpur og blaa. Halvskygge og kalkholdig, muldet Jord. Kræver paa Grund af sin Voksemaade rigelig Plads.

Fig. 80. Phlox subulata.

Lychnis alpina. Danner smaa tætte Tuer af smalle Blade. Blomsterstandene ca. 8 cm høje med talrige karmoisinrøde Blomster. Trives meget villigt og er let at formere ved Deling og Frøudsæd.

L. Lagascæ. Udvikler en Rigdom af Skud med blaagrønne Blade og rosenrøde Blomster. Formeres let ved Deling og trives paa solrig Plads og i let Jord.

L. viscaria, »Tjærenellike«. Denne, der kan udvikle sig smukt paa almindelige Stauderabatter, kan paa Grund af sin Rigdom af karmoisinrøde Blomster ogsaa anbefales til store Stenhøje, Varieteten fl. pl. med fyldte Blomster er langt pragtfuldere end selve Arten; fl. albo har hvide Blomster.

Meconopsis integrifolia fra Kina hører til de Planter, som dør efter Blomstringen. Bladene er blege, haarede, Stængelen er rank og kraftig, 50–80 cm høj og bærer 6–8 store lysgule Blomster i Toppen. Den er 2–3 Aar om at naa til blomsterdygtig Størrelse, og den trives i muldet, fugtig eller næsten vaad Jord.

Mentha Requieni. Korsika. Har samme lave, tæppedannende Vækst som Arenaria balearica og Helxine, men har som en yderligere Fordel en herlig Vellugt. Blomsterne er smaa, bleglilla. Anvendelse og Behandling som de to nævnte Planter. M. gibraltarica er af samme Type, men noget kraftigere.

Mertensia primuloides. Himalaya. 10–15 cm. Bladene lancetformede. Blomsterne smukt blaa.

Meum athamanticum. 20 cm. En Skærmplante med mørkegrønt, dobbelt fjersnitdelt Løv med haarfine Smaaafsnit; Blomsterne hvide i Skærm. Plantes i Sol eller Halvskygge i muldet Jord, i Sol faar den mere kompakt Vækst.

Moltkia petræa. Dalmatien. Staar meget nær Lithospermum. Det er en lille Halvbusk med smalle, graalige Blade og mørkeblaa Blomster. Bør plantes klemt inde mellem Sten i fuld Sol.

Morisia hypogæa. Stængelløs. Bladene breder sig fladt ud paa Jorden, de er mørkegrønne, fjersnitdelte. Blomsterne rent gule. En ganske prægtig Stenhøjsplante, som fordrer en solrig Plads og stenet Jord.

Mühlenbeckia axillaris. Ny Zeland. Skuddene svagt træagtige, nedliggende og halvt oprette, udvikles i Mængde, Planten derved tæt tæppedannende. Bladene smaa, kredsrunde. Blomsterne ganske ubetydelige. Fortrinlig til Beklædning af stensatte Skrænter.

Myosotis alpestris er næppe andet end en alpin Form af vor almindelig Eng-Forglemmigej. Væksten er mere sluttet, og Blomsterne mere intensivt blaa end hos denne. Holder sig dog næppe ren i Kultur.

Nepeta Mussini. Fordrer en tør og solrig Plads. Blomsterne i tætte Aks, lavendelblaa.

Oenothera missouriensis fra det vestlige Nord Amerika har talrige, griffeltykke, rødlige Skud fra samme Rod; Bladene lancetformede ca. 10 cm. lange, grønne med hvidlig Rand og Midtnerve. Blomsterne, som Sommeren igennem udvikles fra Bladhjørnerne, er store, gule, langstilkede. Plantes i vandrette eller lodrette Klipperevner.

Omphalodes Luciliæ. Grækenland, Lille-Asien. 10–15 cm. Bladene glatte, blaagrønne; Blomsterne lillablaa. Maj. Solrig Plads og gruset Jord.

O. verna, »Vaarforglemmigej«, har brede, mørkegrønne Blade og dybblaa Blomster i det tidlige Foraar. Ynder muldet Jord og Halvskygge.

Onosma hører til samme Familie som Forglemmigej, men Blomsterne er lange, rørformede. Hele Planten stærkt haaret, Bladene derved hos de fleste Arter ganske graa. De hører for Størstedelen hjemme i Orienten. Deres hele Habitus viser, at de høre hjemme paa solrige og tørre Steder, og de plantes i Overensstemmelse hermed i Revner mellem Sten paa Stenhøjens solrigeste Steder.

O. albo-roseum grener sig meget og bliver efterhaanden ret omfangsrig, man maa derfor sætte den et Sted, hvor den faar god Plads at brede sig paa. Blomsterne er gullighvide med lidt rødt.

O. stellulatum. Stængelen opret, ugrenet; Blomsterne gule. Bladene linie–lancetformede.

Origanum pulchellum. Orienten. 15 cm. Bladene ovale, graalig-grønne, Blomsterne rosenrøde. Det mest fremtrædende ved denne Plante er dog de rødtfarvede Dækblade omkring Blomsterne. Plantes i fuld Sol.

Ourisia coccinea. Chile. Bladene mest grundstillede, friskgrønne, hjærteformet–nyreformede. Blomsterstænglerne 25 cm med stilkede, højrøde Blomster. Maa have en lun Plads og er maaske tvivlsom haardfør.

Oxalis enneaphylla. 15–20 cm. Falklands Øerne. Stængelløs eller med meget kort Stængel. Bladene hjulformede med talrige Smaablade, blaagrønne, noget kodede. Blomster enkeltvis, store, hvide. Fordrer kølig Jordbund, plantes derfor bedst paa Morænebred.

Oxyria digyna. 10–20 cm. Bladene samlede ved Grunden, stilkede, nyreformede, glatte, noget kødede. Blomsterne samlede i en tæt forgrenet Top. Blomsterdækket er grønt, men Støvdragerne og Arrene er røde. Ynder en fugtig Vokseplads i muldet, gruset Jord; Nordsiden af Stenhøjen.

Oxytropis-Arterne staar meget nær ved Astragalus saavel med Hensyn til Bladenes og Blomsternes Udseende som i Voksemaade. Hvad der er sagt forud om Astragalus gælder derfor ogsaa for Oxytropis. De plantes bedst i Klipperevner, med god Plads i Dybden for de lange, kødede Rødder. Jordblanding: stenet-gruset Mosejord blandet med Græstørvejord.

Fig. 81. Primula Sieboldii.

O. campestris. 10 cm. Blomsterne gullighvide ofte med violet Anstrøg eller endog helt blaa eller violette. Bladene noget haarede. Juli.

O. Halleri. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene tæt silkeharet klædte. Juli.

O. montana. 10 cm. Blomsterne violette. Bladene glatte eller silkehaarede. Juli.

Papaver alpinum. Bladene dobbelt fjersnitdelte. Blomsterne ret store, hvide med gul Midte, eller helt gule. Plantes i grusblandet Jord mellem løse Sten paa solrig Plads.

P. nudicaule anføres som Synonym med P. radicatum. Den nudicaule-Form, som er i Kultur, er imidlertid meget forskellig fra radicatum. Den er højere, kun svagt haaret og har klart gule Blomster. Trives meget let paa solrig Plads.

P. radicatum vokser i Norges Højfjælde, i Grønland o. s. v. Bladene er grundstillede, stivhaarede, fjersnitdelte. Skaftene enblomstrede; Blomsterne blegt grøngule. Maa have en kold, fugtig, stenet Jord.

Pentstemon heterophyllus. Nord Amerika. 30 cm. Hele Planten glat. Bladene linielancetformede. Blomsterne enkeltvis eller i Smaastande fra Bladhjørnerne tilsammen dannende en langstrakt Blomsterstand. Blomsterne tragtformet–rørformede, azurblaa–lilla-røde, de kan ofte frembyde et vidunderligt vekslende Farvespil. Juni. Plantes paa sollys Plads.

P. procerus. Nord Amerika. 20 cm. Bladene lancetformede, Stængelbladene æg–lancetformede. Blomsterne i tætte Stande mod Spidsen af Stængelen. Blomsterne smaa, rørformet–tragtformede, røde og blaa.

P. Scouleri. Halvbusk med store, lillafarvede Blomster. Flere andre Arter af denne Slægt vil egne sig til Anvendelse paa Stenhøj.

Phlox amoena. Nord Amerika. 15 cm. Bladene smalle, linieformede. Blomsterne røde. Maj. Varieteten fol. var. har hvidrandede Blade.

P. subulata (kaldes ogsaa P. setacea). Nord Amerika. 10–15 cm. Bladene næsten sylformede. Blomsterne rosenrøde. Af denne gives der en Del Farvevarieteter bl.a. en prægtig blegrosa Form, endvidere en hvid Varietet, der ogsaa opfattes som Art under Navn af P. nivalis. De her nævnte Phlox er tæppedannende meget villige Planter, som trives paa solrig Plads; de egner sig til Plantning i store Masser, navnlig er nivalis af ypperlig Virkning. De formeres let ved Deling. Af andre Arter kan nævnes: P. divaricata, ovata, pilosa og stellaris.

Phyteuma comosum er desværre altfor vanskelig at dyrke, men skal dog nævnes, da det er den ejendommeligste og skønneste af hele Slægten. Blomsterne er forholdsvis store, faa sammen i et tæt Hoved, azurblaa, i Spidsen sortpurpur. Maa, hvis den skal lykkes, anbringes i meget snævre, men dybe Spalter for at give Plads til den lange kødede, svagt forgrenede Rod.

P. hemisphæricum. Bladene smalle og lange; Blomsterne smaa, blaa, i Hoved. Plantes i Klipperevner i grusblandet Mosejord.

P. Scheuchzeri. 30 cm. Grundbladene bredere ved Basis, løber ud i en lang Spids. Blomsterne blaa, i Hoved paa en bladet Stængel. Trives meget let og viligt i Sol eller Halvskygge i muldet, grusblandet Jord,

Pinguicula alpina. Bladene klæbrig–fedtede i en Roset. Blomsterne enkeltvis paa bladløse Stilke, hvide med gul Læbe. Maa plantes paa nordvendt Stenhøj i vaad Jord.

Podophyllum Emodi. Himalaya. 20–25 cm. En ejendommelig Plante fortrinlig til Plantning i større, muldede, halvskyggede Lavninger. Bladene er tegnede med brunt og grønt, de skyder om Foraaret op af Jorden, foldede sammen omtrent i Form af en Paddehat. Blomsten enkeltvis, hvid, midt imellem Bladene, senere udvikles en stor, cinnoberrød Frugt.

Polemonium reptans. 15 cm. Nord Amerika. Skuddene svage, tilligemed de finnede Blade glatte. Blomsterne blegblaa i faablomstrede Stande. Halvskygge og muldet Jord.

Polygala chamæbuxus. En lille stedsegrøn Dværgbusk fra Alperne med noget læderagtige, elliptiske Blade og hvide eller røde Blomster, ofte tegnede med gult. Trives i grusblandet Mose- og Græstørvejord; passer ogsaa til Plantning paa Lyngpartiet.

Polygonum affine. Himalaya. 20 cm. Blomsterne rosenrøde i tætte Aks. Sommer. Breder sig let og villigt, formeres ved Deling og er i det hele en af de nemmeste Stenhøjsplanter at have med at gøre.

P. capitatum. Himalaya. Kan kun anbefales for dem, som kan overvintre nogle Planter i Hus. Arten er nemlig ikke fuldt haardfør. Skuddene er nedliggende, Bladene med mørke Tegninger og Blomsterne lysrøde i kugleformede Hoveder.

P. vaccinifolium, ligeledes fra Himalaya, har nedliggende Skud og smaa blanke Blade. Blomsterne rosenrøde i Aks. Den er at anbefale til Plantning i grusblandet Mosejord i Revner mellem Sten, saa at Skuddene kan lægge sig ud over Stenene.

P. viviparum bør nævnes som en af de faa arktisk-alpine Planter, som findes tilbage her i Landet. Planten er opret, 10–15 cm, med smalle Blade og Blomsterne rosa eller næsten hvide i Aks. I Blomsterstanden udvikles Yngleknopper, hvorved Planten formeres.

Fig. 82. Saxifraga aizoon.

Potentilla cinerea. 15 cm. Bladene graalige af tæt Haarbeklædning, Blomsterne gule. Plantes paa solrig Plads i grusblandet Lyngjord paa Skrænter mellem løse Sten, paa Klippeblokke eller paa Lyngpartierne.

P. nepalenis. 30 cm. Himalya. Blomsterne purpur. Af denne findes en »forbedret« Sort: »Miss Willmott« med rosenrøde Blomster.

P. nitida. Planten lav af Vækst, tæppedannende. Bladene tætklædte med Silkehaar, derved ganske sølvgraa. Blomsterne blegrøde. Bør plantes i Sol paa smaa Stentoppe eller i Revner i større Stenblokke. En prægtig lille Plante. En Form har hvide Blomster.

Primula. Der findes indenfor denne artsrige Slægt en Række forskellige Typer. Blomsterne er enten enlige eller samlede i Skærm paa et bladløst Skaft, hos nogle Arter skyder Skaftet igennem Blomsterstanden og danner ny Blomsterstand, saaledes at der fremkommer den ene Blomsterkrans over den anden. Grundbladene er af forskellig Form og Bygning; Blade, Skaft, Knopper er hos flere Arter stærkere eller svagere klædte med hvid eller gullig Mel. Alle Arterne er smukke og fortjener en Plads paa Stenhøjen, ja Slægten maa i Virkeligheden regnes blandt de bedste til dette Brug. Nogle enkelte trodser ethvert Dyrkningsforsøg, men ellers er de gennemgaaende taknemmelige og lette at have med at gøre. De her anførte Højdeangivelser er kun tilnærmelsesvise. Skaftene strækker sig nemlig eftersom Blomstringen skrider frem, og Jordbundsforhold ligesom andre Kaar indvirker ogsaa paa Plantens Højdevækst.

P. acaulis. 10–12 cm. Bladene ovale, buklede. Blomsterne enlige, store, bleggule. Varieteter findes med hvide, røde, violette, lilla, enkelte og fyldte Blomster, ligesom man ogsaa har Former med kronbladagtigt Bæger. Plantes i Halvskygge i muldet Jord; ynder Kalk.

P. auricula, »Aurikel«. Alperne. 10–12 cm. Bladene glatte; Blomsterne i faablomstret Skærm, lysgule. Planten noget melet. Selve Arten dyrkes sjældent, des mere Hybriderne med Primula hirsuta (Have-Aurikel). Plantes i vandrette eller svagt hældende Klipperevner.

P. auriculata, 25 cm. Persien. Blomsterne i Skærm, fladkravede, karminrøde. April. Maj. Muldet, kraftig, halvfugtig Jord; ikke fuld Sol.

P. Beesiana. 40 cm. Yunnan (Kina). Bladene langstrakt ovale, matgrønne, tandede; Blomsterne i Etager, karminrøde med gult »Øje«. Voksekaar som foregaaende. Juli.

P. Bulleyana. 40 cm. Kina. Blomsterne orangebrune i rigtblomstrende Kranse. Ynder muldet, kraftig Jord, fugtig Vokseplads, ikke fuld Sol.

P. capitata. 20 cm. Himalaya. Bladene elliptisk–lancetformede, melede paa Undersiden. Blomsterskaft og Knopper, tæt hvidmelede. Blomsterne mørkviolette, ofte vellugtende, i tætte, hovedformede Skærme. Juni. Muldet kraftig Jord, vel afdrænet, men ikke for tør.

P. Clusiana. 8 cm. Bladene ovale, helrandede. Skærmen faablomstret med karminrøde Blomster. April. Plantes i vandrette Klipperevner i sten- og grusblandet Mosejord, helst paa nordvendt Stenhøj.

P. Cockburniana. 25 cm. Kina. Bladene aflangt ovale, matgrønne, bølgede i Randen; Blomsterne i flere Kranse, den ene over den anden, appelsinrøde. Maj–Juni. Planten er to-aarig. Frøudsæd i Potter, derefter Prikling i Kasser, Overvintring i Bænk og Udplantning i det tidlige Foraar i muldet, kraftig, ikke for tør Jord.

Fig. 83. Saxifraga apiculata.

P. cortusoides. Japan. 20 cm. Bladene bredt ovale med hjærteformet Basis, tydeligt stilkede. Blomsterne lyskarminrøde i flere Etager. Juni–Juli.

P. denticulata. Himalaya. 30–40 cm. Bladene aflangt ovale, noget bølgede i Randen, mer eller mindre melede (navnlig Varieteten: caschmeriana, som er større og kraftigere end Arten). Blomsterne lilla i tæt hovedformet Skærm. Muldet, kraftig Jord, ikke fuld Sol.

P. elatior. Bladene som hos P. acaulis. Blomsterne i Skærm, lysgule med flad Krave. Skygge eller Halvskygge; muldet Jord.

P. farinosa. Se Vandplanterne.

P. frondosa. Balkan. 10–15 cm. Bladene ægformet–ovale, hvidmelede især paa Undersiden. Skærmen rigtblomstret, Blomsterne rødlilla; April.

P. grandis. Kaukasus. 30–40 cm. Bladene store, stilkede. Blomsterne smaa, gule, talrige, hængende i Skærm. Fugtig, muldet, kraftig Jord. Halvskygge.

P. hirsuta. 10–15 cm. Bladene omvendt ægformede, savtakkede. Blomsterne karminrøde, lysere i Svælget.

P. integrifolia. 5–8 cm. Bladene bløde, svagt haarede. Skaftet faablomstret, meget kort, Blomsterne dybtrøde. Plantes i vandrette Klipperevner.

P. involucrata. Himalaya. 20 cm. Bladene ægformet–ovale med tydelig Stilk. Blomsterne hvide eller bleglilla. Maj–Juni. Muldet, ikke for tør Jord. Overvintrer ikke altid lige godt.

P. japonica. Japan. 25 cm. Bladene langstrakt ovale, grovt savtakkede; Blomsterne i Kranse, karminrøde, mørkere mod Svælget. Juni. Af denne findes en Del forskellige Farvevarieteter.

P. Juliæ. Transkaukasien. 8 cm. Bladene nyreformet–ovale med hjærteformet Basis. Blomsterne karminrøde, talrige, enkeltvis, paa ret lange Stilke af Størrelse som P. acaulis' Blomster. Maj. Fordrer muldet, halvfugtig Jord, Halvskygge eller Plads paa Nordsiden af Stenhøjen.

P. leucophylla. Karpatherne. 20 cm. Ligner ganske P. elatior, er blot noget hvidfiltet, navnlig paa Bladenes Underside. April. Taaler en tør Vokseplads.

P. longiflora. 15–20 cm. Staar nær P. farinosa og frondosa, men Blomsterne er betydelig større og mere langkronede, ligesom Blomsterstanden har færre Blomster. Juni. Fugtig, muldet, veldrænet Jord. Nordside.

P. luteola. Se Vandplanterne.

P. marginata. 10–15 cm. Stængel ofte udviklet over Jorden, beklædt med gamle Bladrester. Bladene omvendt ægformet–kileformede, tandede, tæt gulmelede især i Randen; Blomsterne lilla i 5–10 blomstrede Skærme. Juni.

P. minima. Kun faa cm høj. Udvikler let Sideskud, saa at den efterhaanden kan danne tætte Bevoksninger. Bladene kileformede, takkede; Blomsterne lyskarmin, enlige eller faa sammen. Plantes i vandrette Klipperevner i grusblandet Mosejord helst paa Nordsiden af Højen.

P. officinalis. Blade som P. acaulis; Blomster i Skærm, orangegule med oppustet Bæger. Der findes en Varietet med rødlig Krone. Plantes i Sol eller Halvskygge, muldet eller svær Jord.

P. pulverulenta. Kina. 20–30 cm. Staar nær P. Beesinia. Bladene er bredere, stærkere grønne, fint buklede, fint tandede. Blomsterne karminrøde med mørkt »Øje«. Juni–Juli. Muldet, kraftig, ikke for tør Jord.

P. rosea. Himalaya. 10–20 cm. Bladene friskgrønne, aflangt ovale, fint takkede i Randen. Blomsterne af en enestaaende straalende lys rosenkarmin Farve. Plantes i muldet, fugtig Jord. April.

P. Sieboldi. Japan. 25 cm. Bladene tydeligt stilkede, æg–hjærteformede–hjærtenyreformede med lappet Rand. Blomsterne i Skærm, røde. Maj. Talrige Varieteter, storblomstrede og i prægtige rene og sarte Farver.

P. sikkimensis. Se Afdelingen om Vand- og Moseplanter.

P. villosa. 5–10 cm. Bladene omvendt ægformede, noget kirtelhaarede; Skærmene 3–10-blomstrede; Kronen rød. Maj. P. viscosa. 8 cm. Bladene ægformet–elliptiske, savtakkede. Blomsterne karminrøde, faa i Skærmen. April.

P. Wulfeniana. Bladene stive, elliptiske, helrandede, mørkegrønne. Blomsterne faa i Skærmen, karminrøde. Juni.

Pulsatilla, »Kobjælde«. Henregnes ofte under Slægten Anemone, men kan dog paa Grund af sit karakteristiske Ydre og visse botaniske Karakterer med en vis Ret opretholdes som en egen Slægt. Krone mangler, medens Bægeret er stort, kronbladagtigt, gærne silkehaaret udvendigt; noget nedenfor Blomsten sidder et dybtdelt Svøb. Løvet er hos de fleste Arter dobbelt eller tredobbelt fjersnitdelt med smalle Afsnit.

Alle Arterne er smukke Planter, som er særdeles anvendelige paa Stenhøj. De trives gennemgaaende godt paa Lyngpartiet. Holder ikke af Omplantning; de unge Planter maa derfor anbringes et Sted, hvor de kan faa Lov at blive og udvikle sig til store Blokke.

P. alpina. 30 cm. Svøbbladene ligner Løvbladene i Form. Blomsterne hvide, udvendig af og til med violet Anstrøg. Ynder Kalk. Varieteten sulphurea har svovlgule Blomster, den vokser i Naturen ikke paa Kalkbjærge, men kun paa Urfjæld.

P. Halleri. 15–20 cm. Blomsterne oprette, mørkviolette. Maj. Bladene dobbelt fjersnitdelte.

Fig. 84. Saxifraga apiculata i tæt Tæppe.

P. montana. Blomsterne halvt nikkende, mørkviolette, sjældent blaalige, rødlige eller hvidlige.

P. patens. Grundbladene haandformet tredelte med tredelte Afsnit. Blomsterne blaaviolette, oprette.

P. pratensis (ogsaa kaldet P. nigricans). 25–30 cm. Blomsterne ret smaa, nikkende, mørkviolette eller skiddent lysviolette. Kan trives paa næsten rent Sand. April–Maj.

P. vernalis. Denne og P. patens er af lavere Vækst end de øvrige Arter, under Blomstringen næppe mer end 8–12 cm. Bladene enkelt fjersnitdelte med brede, lappede Afsnit. Blomsterne blege, udvendig med violet Anstrøg; Haarene paa Blomsten er rustbrune. Maj.

P. vulgaris. Blomsterne store, violette, oprette. Bladene tredobbelt fjersnitdelte.

Ramondia. Bladene, der er samlede i en flad Rosette, er brede, rynkede, beklædte med rustfarvede Haar. Blomsterne 3–4 sammen paa bladløse Stængler fra Bladhjørnerne, de er lilla med gule Støvdragere. R. bør plantes paa Afsatser paa Grottevægge, hvor Solens Straaler ikke naar hen, i muldet, jævn fugtig Jord. Af Arter skal nævnes R. pyrenaica og R. serbica, der staar hinanden meget nær. R. Nathaliæ er kun en Varietet af sidstnævnte Art.

Ranunculus alpestris. 5–10 cm. Bladene frisk grønne, dybt delte; Blomsterne hvide, enkeltvis eller faa sammen. April. Maa dyrkes i gruset, fugtig Jord.

R. amplexicaulis. 25 cm. Grundbladene udelte, elliptiske, glatte. Blomsterne hvide. Juni.

R. anemonoides. Bladene dobbelt tredelte med fligede Bladafsnit, de udvikles gærne først, efter at Planten har blomstret. Blomsterne hvide med talrige smalle Kronblade. April. Fordrer porøs, kølig Jordbund.

R. glacialis, »Is-Ranunkel«, vokser paa de højeste Bjærgtinder og blomstrer, medens Sneen endnu smelter omkring dens Fod. Bægeret er klædt med brunlige Haar; Kronen hvid eller oftere rødlig. Er særdeles vanskelig at faa til at trives i Kultur; maa have kold, porøs, fugtig Jordbund.

R. gramineus. Europa, N. Afrika. 30 cm. Bladene lange, smalle, udelte. Blomsterne gule paa slanke Stilke. Maj–Juni. En smuk lille Plante, der ser bedst ud plantet uregelmæssigt og i Mængde imellem andre lavere Stenhøjsplanter. Ranunklens Blomster hæver sig da betydeligt op over den anden Plante. Visner ret tidligt paa Sommeren, men de unge Blade for det følgende Aars Vækst begynder allerede at skyde frem inden Vinteren.

R. hybridus. 10 cm. Bladene glatte, blaaduggede, takket-lappede i Spidsen. Blomsterne gule.

R. parnassifolius. 20 cm. Ligner en Del R. amplexicaulis, men Bladene er hjærteformede og Blomsterne større; Planten noget lavere af Vækst.

R. pyrenæus. Alperne, Pyrenæerne. Bladene smalle, udelte, glatte. Blomsterne hvide, 4–6 sammen i Standen. Ynder gruset muldet Jord. Nordsiden af Stenhøjen.

R. rutifolius. Ligner R. anemonoides, men har færre og bredede Kronblade; Bladene er gærne udviklede, naar Blomstringen finder Sted.

R. thora, 10–20 cm. Ligner R. hybridus, men er større og kraftigere, Bladene er store, nyreformede, fint savtakkede. Trives i en ikke for tør grusblandet Græstørvejord.

Fig. 85. Saxifraga Burseriana.

Romneya Coulteri. Er egentlig en for stor Plante at sætte paa Stenhøjen, men da den ikke kan trives paa flad Jord, og da det er en prægtig Plante, kan det dog forsvares at anbefale den. Den hører til Valmuefamilien, har blaaduggede, indskaarne Blade og hvide Blomster af Størrelse som den orientalske, røde Valmue. I Midten af Blomsten sidder en Mængde gule Støvdragere. R. fryser ned til Basis hvert Aar og bør dækkes om Vinteren. Dens underjordiske Dele gaar vidt omkring, og ofte kan Skud bryde frem i en betydelig Afstand fra Hovedplanten. Plantes i fuld Sol.

Rubus arcticus. Arktiske Egne. 10 cm. Urteagtig. Bladene trekoblede med savtakkede Smaablade. Blomsterne enkeltvis, karminrøde. Maj. Plantes i fugtig Lyngjord.

Sagina subulata. Danner tætte smaa Tuer, kan ogsaa blive tæppedannende. Løvet frisk-grønt. Blomsterne hvide. Trives meget let paa fugtig Sandjord, Mosejord eller Lyngjord. En Varietet har gule Blade.

Salix. Nogle af de alpine og arktiske Arter af denne Slægt er Dværgbuske eller næsten urteagtige, ganske lave Planter. Heraf skal særlig nævnes:

S. herbacea har underjordiske, krybende Skud og korte overjordiske Skud med ovalt–kredsrunde Blade. Breder sig let i en grusblandet Mosejord.

S. reticulata. Grenene nedliggende med elliptiske Blade, der er netformet–rynkede, paa Undersiden blege. Grusblandet Mosejord; Nordsiden af Højen.

Sanguinaria canadensis. »Blodurt«. Nord Amerika. 15–20 cm. Bladene matgrønne, nyreformede, rundtakkede og uregelmæssigt lappede. Blomsterne hvide med c. 8 Kronblade; Blomsterstilke og Bladstilke skøre, rødlige, indeholder en rustrød Mælkesaft. April. Der findes en fyldtblomstret Varietet.

Saponaria cæspitosa. Pyrenæerne. Bladene er samlede i Rosetter. De rosenrøde Blomster er tæt samlede paa korte, kraftige Stængler. Den ynder en sandet Jord.

S. ocymoides. Planten grenet, tæppedannende. Blomsterne rosenrøde. Trives meget villigt overalt paa Stenhøjen. Formeres ved Deling.

Saxifraga, »Stenbræk«. Arterne af denne Slægt, der kan tælles i 100-vis, er særdeles anvendelige til Stenhøj. De er meget forskellige i Voksemaade. Der findes baade enaarige, toaarige og fleraarige Arter, der er grove Arter som Megasea-Afdelingen og meget fine smaa Arter som S. cæsia og S. retusa; nogle Arter har Bladene i Rosetter, atter andre har grenede, bladede Skud, nogle har udelte, andre dybt indskaarne Blade. Ejendommelig for en Mængde Saxifraga er en Udskilning af Kalk navnlig i Bladranden; Bladene faar derved et graat eller hvidligt Udseende.

S. aizoides. Planten har nedliggende Grene og smalle, stedsegrønne Blade og er tæt tæppedannende. Blomsterne kan være rent gule, orangegule eller dybt orangerøde. Vokser i Naturen mest langs Elve og i fugtige Ur, ynder derfor en fugtig Vokseplads, men kan dog ogsaa vokse paa noget tørrere Bund.

S. aizoon danner en Mængde Rosetter faa cm i Gennemsnit, den ene tæt ved den anden, saa at den bliver tæppedannende. Bladene smalle, tungeformede med hvide Kalkpunkter i Randen. Blomsterstandene grenede, Blomsterne hvide. Meget villig; plantes bedst i Revner mellem store Sten eller blandt løse Sten. En meget variabel Art.

S. Andrewsii. Voksemaade som foregaaende; Rosetterne er dog langt større, Bladene er frisk grønne. Blomsterne hvide med røde Prikker, samlede i en forgrenet Stand. Anses for at være af hybrid Oprindelse.

S. apiculata. Danner tætte Puder og Tæpper, Bladene smaa, tætsiddende. Blomsterne bleggule, 6–8 paa hver Stængel i det tidlige Foraar. Udmærket til Plantning i Mængde. Taaler Sol og ret tør Vokseplads.

S. aspera. Danner store, tætte Tæpper. Bladene smalle, randhaarede. Blomsterne i grenet Stand, ret faa i Tal, gullighvide. Ynder ret fugtig Vokseplads paa nordvendt Skraaning.

S. bronchialis. Tæppedannende. Bladene noget bredere end hos foregaaende; Blomsterne gullige med røde Punkter. Trives meget let.

S. Burseriana. 10 cm. Danner tætte smaa Puder. Bladene smalle, sylformede, blaaliggrønne; Blomsterne enkeltvis eller to sammen paa Stængelen, store, hvide. April. Bør plantes i smalle Revner paa sollys Plads. Ynder Kalk.

S. cæsia. 10 cm. Hører til de mindste af Slægten. Bladene meget smaa, graa af Kalkudsondring, samlede tæt i Rosetter, der tilsammen danner smaa, toppede Puder; Blomsterne hvide. Plantes i smalle Revner mellem Sten i fuld Sol, men med rigelig Fugtighed. Ynder Kalk.

S. cochlearis. Bladene linieformede, graalige af Kalkudsondringer i Randen, samlede i Rosetter. Disse meget talrige, saa at Planten bliver pude- eller tæppedannende. Blomsterne hvide i rigtforgrenede Stande.

S. cotyledon. Alperne, Norge. Kaldes sidstnævnte Sted »Bergfrue«. En overordentlig pragtfuld Art. Den danner store Rosetter af noget kødede Blade. Fra Midten af Rosetten frembryder den store, rigt forgrenede, topformede Stand med Hundreder af hvide Blomster. Efter Afblomstringen visner Rosetten, men Plantens Liv fortsættes af Side-Rosetterne. Plantes i vandrette og lodrette Klipperevner i Sol eller Halvskygge. Af denne findes Varieteterne purpurascens og pyramidalis.

S. crustata. Voksemaade som S. aizoon, men Bladene er mindre og mere graalighvide af Kalk. Blomsterne hvide, rødplettede i den nedre Halvdel af hver Kronflig. Plantes i smalle Revner.

Fig. 86. Saxifraga cochlearis.

S. cymbalaria er en lille enaarig Art fra Orienten. Bladene er smaa, kødede, noget glinsende, omtrent af Form som Vedbendblade. Blomsterne gule. Ynder fugtig, gruset–muldet Jord.

S. decipiens. Bladene haandformigt delte, tætsiddende paa Skuddene, der udvikles i Mængde, Planten derved tæt tæppe-dannende. Blomsterstænglerne 3–9-blomstrede, Blomsterne ret store, hvide. En meget foranderlig Art, hvoraf der dyrkes mange Former. De Stenbræk, der gaar i Handelen under Navn af S. rhei og S. rhei superba stammer sikkert fra S. decipiens, de har begge store, rosa-farvede Blomster. Ogsaa Sorterne »Blütenteppich« med lys karmoisinrøde og »Teppichkönigin« med rosa Blomster hører herhen. Alle de her nævnte Former er ganske fortrinlige Stenhøjsplanter.

S. Elisabethæ. 8 cm. Danner nette smaa Tuer og tætte Tæpper. Bladene tætsiddende, smaa, sylformede. Blomsterne bleggule 3 a 5 paa hver Stængel. April. Er af hybrid Oprindelse. Plantes paa Toppe, Afsatser eller i smalle Revner mellem Sten.

S. erosa fra Nord Amerika er af en meget afvigende Vækst Type. Bladene er store, bredt lancetformede, haarede, samlede i Rosetter. Blomsterne smaa, grønlige i en rigt forgrenet Top. Udvikles bedst, naar den plantes i muldet, fugtig Jord i Kløfter.

S. geranioides. 20 cm. Danner løse Puder og Tæpper. Bladene langstilkede, nyreformede, lappede og takket–lappede, noget kødfulde. Blomsterne hvide i ret rigtblomstrende Stande. Maj. Er meget villig, vil gærne have en noget fugtig Jord og Halvskygge.

S. granulata er vildtvoksende her i Landet. Den har nyreformede, rundtakkede Blade og smukke, hvide Blomster. Trives paa tør Vokseplads. Varieteten fl. pl. med fyldte Blomster er meget at anbefale.

S. hirculus. Ligeledes vildtvoksende her i Danmark. Bladene paa Stænglerne, saavel som paa de golde Skud ved Basis, er smalle, mørkegrønne. Blomsterne ret store, gule, faa paa hver Stængel. Trives i fugtig, muldet Jord.

S. Huetii. Ligner meget S. cymbalaria, med hvilken den ofte forveksles. Den er mere kompakt af Vækst end S. cymbalaria.

S. hypnoides. Staar nær decipiens. Danner store, tætte Tæpper. Bladene gærne kløvede med smalle Flige. Blomsterne hvide.

S. irrigua fra Øst Europa. Blomsterne hvide. Ynder en fugtig, halvskygget Vokseplads.

S. juniperifolia. Kaukasus. Danner tætte, mørkegrønne Tuer; Bladene er næsten sylformede. Blomsterne gule. Juli.

S. longifolia. Pyrenæerne. Bladene lange og smalle, graalige eller hvidlige af Kalkudsondring, de er samlede i en meget stor og regelmæssig Rosette. Denne sætter ingen Sideskud. Efter 3–4 Aars Vækst udvikles fra Midten af Rosetten en mægtig, 50 cm høj, rigtblomstret, pyramideformet Stand af hvide Blomster. Planten dør efter Blomstringen. Er en af de allerskønneste Stenbræk. Maa plantes i lodrette Klippespalter.

S. muscoides. Danner tætte, store Tæpper. Bladene er smalt linieformede eller trespaltede med smalle Flige. Blomsterne grønlige, kun faa sammen paa hver Stængel. Varieteten atropurpurea, der ofte regnes som en særlig Art, har røde Blomster. Bliver smukkest i Halvskygge eller dog paa Nordsiden af Anlægget.

Fig. 87. Saxifraga cotyledon var. pyramidalis.

Sax. mutata. Bladene smalt tungeformede, samlede i Rosette. Fra Midten af denne udskyder en rank, rigtblomstret Blomsterstand af orangegule Blomster. Planten dør efter Blomstringen. Ynder en gruset, kalkholdig, fugtig Bund.

S. nivalis. Bladene i Rosette, temmelig brede. Stængelen rank med mange smaa hvide Blomster, tæt samlede. Plantes i fugtig, gruset Jord.

S. oppositifolia. Vokser i Alpernes højere Regioner og i arktiske Egne. Planten ganske lav med nedliggende Grene, danner løsere eller tættere Tæpper. Bladene meget smaa. Blomsterne enlige, meget store, violetrøde; der findes ogsaa en Form med hvide Blomster. S. oppositifolia er en prægtig Stenhøjsplante, den plantes bedst paa Nordsiden af Stenhøjen i en porøs, fugtig Jord. Blomstrer i April.

S. pentadactylis. 20 cm. Pyrenæerne. Danner store udbredte Tæpper. Bladene frisk mørkegrønne, stilkede, dobbelt haandfligede med linie–lancetformede Flige.

S. retusa. 4–5 cm. Af mere sammentrængt Vækst end S. oppositifolia med endnu mindre Blade, der er tættere samlede og graagrønne af Kalkudsondring. Blomsterne som hos oppositifolia. Behandles som denne.

S. rhei. Se under S. decipiens.

S. Rocheliana. 8–12 cm. Ungarn, Balkan. Danner tætte Puder. Bladene smaa med Kalkudskilning mod Spidsen. Blomsterne 5–6 i hver Stand, store, hvide. April–Maj. Plantes i Revner mellem store Sten.

S. sancta. Grækenland. 12 cm. Pudedannende. Bladene mørkegrønne, stikkende. Blomsterne gule. Plantes i Klipperevner i kalkblandet Jord. Taaler Sol.

S. scardica. Balkan. 10–12 cm. Pude–tæppedannende. Bladene smaa, tætsiddende, lancetformede, med Kalkudskilning mod Spidsen. Blomsterne gullighvide, 6–8 paa hver Stængel.

S. stellaris. Bladene kileformede, i den forreste Del savtakkede, samlede i Rosetter, disse udvikles ofte flere ved Siden af hverandre, saa at der dannes smaa Tuer. Blomsterskaftene spæde, faablomstrede, Blomsterne hvide. Trives i fugtig Jord, plantes bedst paa Nordsiden af Stenhøjen.

S. taygetea. Grækenland. 10 cm. Bladene langstilkede, Pladen tværoval eller næsten kredsrund, noget kødet. Blomsterne hvide med faa smaa og røde Pletter, faa i Standen. Maj.

S. tenella. 10 cm. Tæppedannende. Bladene linieformet–sylformede, haarspidsede. Blomsterne bleggule. Trives bedst paa Nordsiden af Stenhøjen.

S. trifurcata. Bladene trekløvede, Fligene atter tre–fire-kløvede med smalle Flige, frisk mørkegrønne. Blomsterne hvide. Trives meget let overalt paa Stenhøjen og danner store sammenhængende Bevoksninger.

S. umbrosa. »Porcelænsblomst«. Er vel nok den mest bekendte Frilands-Stenbræk. Vokser overordentlig villigt og anvendes i stor Udstrækning som Kantplante, kan ogsaa anvendes paa store Stenhøje til Dækning af store Flader, da den hurtigt breder sig. Bladene stilkede, ovale, rundtakkede. Blomsterne smaa, talrige, hvide med røde Prikker.

Fig. 88. Saxifraga longifolia.

Foruden de her nævnte Arter findes en overordentlig Mængde fortræffelige Arter. Til store Stenhøje kan endvidere anbefales de grove Arter S. cordata, crassifolia, ligulata, der ogsaa henføres til en særlig Slægt Megasea. De har store blanke Blade og lysrøde Blomster, der fremkommer tidligt om Foraaret.

Scabiosa pterocephala. Grækenland. 10 cm. Bladene haarede derved graalige; Blomsterne smudsigt rosenrøde i hovedformede Stande. Taaler tør og solrig Vokseplads. Tæppedannende.

Sedum, »Stenurt«. Denne Slægt omfatter en Mængde haardføre, nøjsomme, lavtvoksende Planter, som gennemgaaende taaler at plantes paa tørre, solbeskinnede Steder i mager Jord. Mange af dem har Skuddene saa tæt samlede, at Planten bliver tæppedannende.

S. acre. Bladene smaa, ovale, tætsiddende. Blomsterne gule.

S. album. Blade smaa, kødede, trinde; Blomsterne hvide. Hele Planten ofte rødprikket.

S. dasyphyllum. Bladene tætsiddende, smaa, tykke, graagrønne; Blomsterne hvide.

S. hybridum. Sibirien. Stænglerne nedliggende. Bladene omvendt ægformede. Blomsterne lysrøde i kvastformet forgrenede Stande.

S. maximum. »St. Hans-Urt«. Stænglerne oprette, kraftige med kødede, ovale, tandede Blade; Blomsterne talrige, grøngule, i Halvskærme.

S. populifolium. Sibirien. Planten noget træagtig forneden. Bladene kødede, grovtakkede; Blomsterne hvide.

S. reflexum. Bladene linieformet–sylformede, trinde, kødfulde; Blomsterne gule i Halvskærm.

S. rupestre. Ligner meget foregaaende og regnes ofte for at være en Varietet deraf. Bladene blaagrønne.

S. rhodiola. (Rhodiola rosea) findes baade i Alperne, Skandinavien og Grønland. Han- og Hunblomster hver paa sin Plante. Rodhalsen knoldet, vellugtende. Bladene aflangt kileformede. Blomsterne smaa, gullige ofte noget rødlige.

S. Sieboldii. Japan. Bladene 3 og 3 sammen i Krans, blegt blaagrønne, kredsrunde. Blomsterne lyst karminrøde. Der findes en brogetbladet Varietet.

S. spathulifolium. Nord Amerika. Bladene noget rosetteagtigt samlede paa Skuddene, omvendt ægformet–spatelformede, noget hvidmelede især paa Undersiden. Blomsterne gule.

Sempervivum. Bladene er meget kødede og saftfulde, samlede i tætte, ofte meget tætte Rosetter. Blomsterne gærne mangebladede og med talrige Støvdragere. De fleste Arter udvikler Sideskud, som i Spidsen bærer Rosetter, disse slaar hurtigt Rod og der dannes derved en meget tæt Bevoksning. S. kan paa Grund af Bladenes Saftfuldhed taale en tør Vokseplads. Man planter dem derfor navnlig paa solrige Steder, paa Stenknolde, mellem løse Sten, ja ligefrem ogsaa i Hulheder paa porøse Sten som Tufsten og Kalksten.

Fig. 89. Saxifraga (Megasea) paa Stenhøjen i Henriksholms Have.

S. arachnoideum. Rosetterne næsten kugleformede, smaa, meget tætbladede, beklædte med Haar, som er indfiltrede i hverandre som Spindelvæv.

S. Braunii. Rosetterne smaa med tætsiddende, græsgrønne Blade, der er tæt kirtelhaarede. Blomsterne gule.

S. glaucum. Ligner S. tectorum, men Bladene er noget mere graaligt beduggede og kun svagt rødlige mod Spidsen. Blomsterne blegrøde.

S. montanum. Rosetterne ret store, tætbladede, Bladene randhaarede.

S. soboliferum. Rosetterne, navnlig de unge, næsten kuglerunde, udvikles i en saadan Mængde, at der næsten ikke er Plads til dem, og man kan derfor tit træffe løse Rosetter uden Rødder ovenpaa den øvrige Bevoksning. Bladene matgrønne, udvendig brune.

S. tectorum. »Husløg«. Rosetterne store, Bladene matgrønne, i Randen og mod Spidsen rødbrune. Udløberne ofte ret lange. Blomsterne rosenrøde.

S. triste. Rosetterne ret store og ret aabne. Bladene mørkvioletbrune.

Senecio aurantiacus. 20 cm. Juni. Bladene aflange. Kurvene faa i Halvskærm, baade Randkroner og Skivekroner brandgule. Ynder Kalk.

S. carniolicus. 15 cm. Bladene noget indskaarne eller endog fjerfligede, beklædte med Silkehaar, derved graalige. Blomsterne gule.

S. incanus. 10 cm. Bladene fjerfligede med indskaarne Flige, graa eller næsten hvide af tæt Haarbeklædning. Blomsterkurve smaa, i Halvskærm. Plantes i stenet–gruset Lyngjord.

Silene acaulis. 5 cm. Danner tætte, faste Puder, Bladene lysgrønne, linieformet–sylformede; Blomsterne lysrosenrøde, enkeltvis og saa kortstilkede, at de ikke hæves op over Bladene, En prægtig Stenhøjsplante. Den plantes paa solaabne Steder i sten- og grusblandet Mosejord, som man maa passe paa ikke bliver for tør.

S. alpetris. (=Heliosperma). 10–15 cm. Stænglerne tynde med lancetformede Blade, aabent forgrenede med hvide eller svagt rødlige Blomster.

S. Elisabethæ. 5–15 cm. Er en af de skønneste Arter i denne Slægt. Dens Stængler er ranke, bærer nogle faa store, rosenrøde Blomster, som først viser sig hen paa Sommeren. Vil gærne have en varm, beskyttet Plads.

S. Quadrifida (Heliosperma). Staar nær ved S. alpestre. Bladene er smallere hos denne Art, og Blomsterne noget mindre.

S. rupestris. Blomsterne hvide eller rosenrøde, Bladene blaaliggrønne, glatte. Trives let paa ret tørre, solbeskinnede Steder.

S. schafta. Kaukasus. 10–12 cm. Planten udvikler en Mængde tætbladede Skud, der bærer talrige karminrosa Blomster, enkeltvis fra Bladhjørnerne. Sommer. Stiller ikke store Fordringer til Jordbund, trives i Sol og Halvskygge.

Soldanella. »Alpeklokke«. Trods Navnet hører den ikke til Klokkerne, men til Kodriverfamilien. Bladene er grundstillede, stilkede, nyreformede; Blomsterstænglerne bærer 1–4 hængende Blomster med lilla eller blaaviolette, frynsede Kroner. I Naturen vokser de højt op i Bjærgene og blomstrer, ligesom Sneen smelter bort; ja man kan endog træffe dem blomstrende i Sneen. Den største og smukkeste er S. montana, det er tillige den, der trives bedst i Kultur. Man planter den i stenet–gruset Mosejord med lidt Tilsætning af Græstørvejord, og anbringer den bedst i Lavninger paa Nordsiden af Stenhøjen. De andre Arter: alpina, minima og pusilla bør vel nok have en stærkere Tilsætning af fint knuste Sten i Jorden og rigelig Fugtighed om Roden.

Spiræa cæspitosa, som har hjemme i Rocky mountains, bliver kun 10–12 cm høj. Bladene er graagrønne, langstrakt spatelformede. Blomsterne hvidlige. Planten danner smaa, flade Tuer.

Statice tatarica. Bladene i en aaben Rosette, bredt lancetformede, læderagtige. Blomsterne smaa, røde, i en stor forgrenet Stand. Plantes bedst i større Klippeblokke i lodrette eller vandrette Revner i fuld Sol.

Stokesia cyanea. Nord Amerika. Kurvene store af en smuk, lys lillablaa Farve. Bør have en varm Plads. Endogsaa i engelske Havebøger nævnes den som en Koldhusplante, som kan plantes ud om Sommeren; den har dog i Aaringer holdt sig paa Friland i Botanisk Have i København uden at lide om Vinteren.

Sweertia perennis. Bladene aflange, glatte, Blomsterne ejendommeligt farvede—nærmest blegt blækblaa—i en forgrenet Stand. Muldet fugtig Jord i Grotter eller Kløfter.

Fig. 90. Saxifraga muscoides var. atropurpurea.

Teucrium montanum. Grenene nedliggende med linie–lancetformede Blade, hvidfiltede paa Undersiden; Blomsterne bleggule. Ynder Kalk og en solrig Vokseplads.

T. pyrenaicum. Planten haaret, Grenene nedliggende, svagt træagtige ved Basis, rodslaaende, Bladene runde, takkede. Blomsterne gullige i halvkugleformede Stande. Sommer. Tør, solrig Vokseplads.

Thalictrum alpinum. 5–15 cm. Bladene, som mest er grundstillede, er dobbelt finnede, blanke; Blomsterdækket kun lille, det mest fremtrædende ved Blomsterne er Støvdragerne. Fugtig, gruset Lyngjord.

T. Tuberosum. 20 cm. Bladene mat blaagrønne, dobbelt finnede. Blomsterne med gulhvidt Bæger, hævede højt op over Bladene.

Thymus chamædrys. Skuddene nedliggende, Planten derved tæppedannende; Bladene smaa, ovale; Blomsterne smaa, lyst karminrøde i Kranse, der er samlede til et Aks.

T. serpyllum. Ligner meget foregaaende; Bladene er mindre og smallere, de blomstrende Skud kortere. Af denne findes en Form, som hedder lanuginosus, den opføres ogsaa som en egen Art, eller som en Form af T. chamædrys. Den er tæt haaret. Alle tre her nævnte Planter trives paa solrig Vokseplads i let Jord. Der findes ogsaa en hvidblomstret Form.

Tofieldia calyculata. 20 cm. Bladene er sværdformede, smalle. Blomsterne gule i et endestillet Aks. Juli. Ynder fugtig Mosejord.

T. palustris er lavere af Vækst og har kortere Aks.

Townsendia Wilcoxiana fra Colorado er en lav lille Kurvblomst med linieformet–spatelformede Blade og forholdsvis store, næsten siddende Kurve. Plantes bedst i ganske smalle Revner mellem Sten paa solbeskinnet Plads.

Trillium. En nordamerikansk Slægt, som systematisk set staar nær ved den her i Landet vildtvoksende Paris. Blomsterne er store med to Kredse Blade, 3 i hver Kreds. Planterne trives i lune, muldede Kløfter.

T. erectum. 30 cm. Mørkpurpur. Maj.

T. grandiflorum. 30–40 cm. Blomsterne store, hvide. Maj.

Tropæolum polyphyllum. Chile. Har lange, nedliggende Grene og haanddelte, kødede Blade med mange Smaablade; Blomsterne gule, enkeltvis fra Bladhjørnerne. Juli. Gaar dybt med sine Rødder, ynder ikke Omplanting og maa helst formeres ved Frøudsæd. Solrig varm Plads.

T. speciosum. Chile. Bladene 6-lappede. Skuddene klatrende. Blomsterne røde. August. Plantes i Halvskygge paa lun Plads.

Tunica saxifraga. 20 cm. Udvikler talrige, tynde Skud med smalle, linieformede Blade. Blomstrer rigt og længe; Blomsterne blegrosa. Varieteten fl. pl. med dobbelte Blomster kan kun formeres ved Stiklinger. Plantes i lodrette eller vandrette Klipperevner. Er tilbøjelig til at fryse bort om Vinteren.

Umbilicus chrysantha. Lille Asien. Nær beslægtet med Sempervivum og har ligesom denne en Roset af kødede Blade. Rosetterne udvikles i Mængde og er af en frisk lysgrøn Farve; Blomsterne lysgule. Anvendelse som Sempervivum.

Valeriana celtica. Særlig at omtale paa Grund af den Vellugt, Planten er i Besiddelse af. Den hører til de vanskelige at dyrke, af Vigtighed er det at have godt Dræn under Planten; Jorden, den plantes i, bør bestaa af Mosejord og skarpt Grus. Planten er kun 5–10 cm. høj, er ganske glat og har gullige Blomster.

V. montana. 30 cm. Denne trives meget let, plantet i større Spalter mellem Sten. Bladene udelte, Blomsterne blegrøde i ret store Halvskærme.

V. saxatilis. En lav Plante med aflangt spatelformede Grundblade og smalle Stængelblade. Blomsterne hvide. Rødderne dybtgaaende. Anbringes i smalle, dybe Revner i kalkholdig Jord.

V. supina. 5 cm. Tæppedannende. Bladene spatelformede, stilkede. Blomsterne blegrøde i tætte Hoveder. Formeres let ved Deling.

V. tripteris. Ligner meget V. montana, Stængelbladene er dog her tredelte.

Veronica Allioni. Skuddene lange, nedliggende med bredt elliptiske Blade.

V. aphylla. 5–8 cm. Skuddene meget korte, tæt samlede. Bladene ovale, randhaarede. Klaserne korte, bladløse, faablomstrede; Blomsterne violetblaa. Juni.

V. cuneifolia. Lille Asien. Skuddene rødlige, nedliggende, talrige, derved tæppedannende. Bladene omvendt ægformede, grovt savtakkede, ligesom Stænglerne filtet-haarede. Blomsterne blegblaa. Taaler Sol og tør Vokseplads. Formeres let ved Deling.

V. Guthriana. Af hybrid Oprindelse, rimeligvis en Bastard mellem V. saxatilis og en ny-zelandsk buskagtig Veronica. Skuddene, som udvikles i Mængde, er oprette, tætbladede, i milde Vintre holder Løvet sig friskt, i strænge Vintre, eller i Foraarets ugunstige Vejr, afsvides det. Blomsterne mørkeblaa i Klase. Formeres særdeles let ved Deling og trives overalt paa Stenhøjen.

V. prostrata. 20 cm. Blomsterne blaa. Juni.

V. repens. Skuddene nedliggende og halvt oprette, tætsiddende, saa at Planten danner meget tætte Tæpper. Bladene smaa, ovale, frisk grønne; Blomsterne bleglilla eller næsten hvide i faablomstrede, korte Klaser. Juni. Udmærket til Beklædning af smaa Stenknolde.

V. rupestris. Afghanistan. Skuddene svage, nedliggende, derved tæppedannende. Bladene lancetformede, noget savtakkede. Blomsterne blaa, i lange, rigtblomstrende Klaser. Juni–Juli. En udmærket Plante til Beklædning af Skrænter.

Fig. 91. Saxifraga oppositifolia.

V. saturejoides. Balkan. Tæppedannende. Bladene smaa, omvendt ægformede. Blomsterne i tætte, endestillede Klaser, lillablaa med røde Støvdragere. Maj.

V. saxatilis. Tæppedannende. Planten glat; Bladene ovale. Blomsterne lillablaa i Klaser. Juni–Juli.

De her nævnte Veronica trives gennemgaaende særdeles let og kan formeres ved Deling.

Viola biflora. Bladene nyreformede; Stænglerne oprette, men svage, med faa, rent gule Blomster. Ynder en halvskygget Vokseplads med muldet, halvfugtig Jord.

V. calcarata. Bladene ægformede, de øvre smallere; Blomsterne meget store, violblaa. Trives bedst i noget muldet Jord i Halvskygge.

V. cornuta. Stamformen for den i Haver nu saa udbredte Plante har lysblaa Blomster. Er meget taknemmelig og villig.

V. cucullata. Nord Amerika. Har store, langstilkede Blade og store blaa, langstilkede Blomster.

V. jooi. Karpatherne. En lille, lav Art med nyreformede Blade og smaa, rødlige, stærkt vellugtende Blomster.

V. pedata. Nord Amerika. Er mærkelig ved sine dybt foddelte Blade. Blomstene ret store, blaa. Trives i let, fugtig Jord.

Wulfenia carinthiaca. Bladene aflangt ovale, lysgrønne, takkede i Randen. Blomsterne blaa, i et ensidigt, tæt Aks. Plantes bedst imellem Sten paa de Volde, som flankerer Kløfterne paa Stenhøjen.