Den danske Floras Vand- og Stenhøjsplanter

af Andreas Madsen.

I. Vandplanter.

Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter. Udfra et havemæssigt Synspunkt gør det intet til Sagen, at der alene kan blive Tale om vore ferske Vandes Blomsterverden, eftersom Havets Plantevækst ikke ejer blot en Art som er under Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterløs, kun fladbundede Kysters Brakvand dækkes sine Steder af Flydende Vandranunkel's hvide Blomstermylder.

Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gængs Sprogbrug udelukkende de Arter som træffes i Søerne, Aaerne, Bækkene, helt ned til Tørvegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade fra Haverne hvor de kun optræder som Vandukrudt, fuldt saa ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske Art Vandpest, Elodea canadensis. For ikke at tale om Andemad.

Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen Glæde af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, iøvrigt faatallige Gruppe, hvor hele Planten til enhver Tid er nedsænket i Vandet, Hornblad, Vandkrans, Brasenføde, Vandpest, foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end Stueakvarier, gennem hvis Glasvægge Planterne kan ses ogsaa fra Siden.

De Vandplanter hvis Blade svømmer eller rettere flyder i Vandspejlet og hvis Blomster enten gør det samme eller dog gror saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som tæller mange udmærkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort bør sætte de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede vor Skildring, den hvide og den gule Aakande.

Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den hører til vore skønneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar alle andre i Størrelse. Men næst efter kommer den gule og begge vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange hjemmevoksende Planter kan, at hævde sig overfor den store Mængde af indførte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog.

De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klæder hinanden fortræffeligt. Paa Baggrund af Bladenes grønne Ørige træder Blomsterne frem i skinnende guldgul og sølvhvid Pragt, Det Hele danner et saa skønt Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan føje noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og Ægyptens berømte Lotus, fra de ældste Tider og overalt har tiltrukken sig almindelig Opmærksomhed og er blevne folkekære som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er forsynede med.

Aakande er et gammelt Navn der var fælles for hele Norden og atter svarede til gængse Navne længer sydpaa. Hvem der oprindeligt maa have været den rette Aakande skønnes let, det er utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et »Bær«, har virkeligt Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er næsten kuglerund, og stærkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid maatte Farven altid være den mest iøjnefaldende Forskel paa de to Aakander, som begge kom til at bære dette Navn, der overførtes fra den Gule til den Hvide.

Vore ældste Plantebøger giver dog flere Navne at vælge imellem. Henrik Smid's Lægebog fra 1557 nævner ganske vist kun Hvid Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al være mere brugbar som Lægemiddel end sin Slægtning. Som medicinsk Plante er den iøvrigt nu gaaet af Brug. Derimod har Simon Paullis »Flora Danica« tre forskellige Navne: Aakande, Søe-Blomst, Søe-Blad.

De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten, Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere Navn Haarrod, der hentyder til de tykke Rodstokkes tætte Bundter af Trevlerødder. Aakande synes dog at have været det gængse, danske Hovednavn. Folkenavne paa Planter og Dyr er ofte Lignelser, hvis Billeder hentes fra Ting hvormed man er fortrolig i det daglige Liv, og Kanden manglede neppe i noget Hjem. Aakandernes store Frugter var ganske som lidt plumpt formede Drikkekander at se til og den hvide Aakandes lignede tykbugede Krus. Det var ikke til at tage fejl af og saaledes opstod rundtom i Lande og Landsdele en Mængde Aakande Navne, som man mere eller mindre træffende tog Sigte paa disse Ligheder. Det falsterske Søkrukke, det jydske Kællingkrus, Svenskernes Smørkandekop, Tyskernes Eddikekrukke, ligetil det engelske Brændevinsflaske, et Navn som vist ogsaa skyldes en Tankeforbindelse idet den gule Aakandes Blomster siges at udaande en svag Duft af Whisky eller noget i den Retning. Det lyder da lidt mistænkeligt, at en Botaniker et Steds meddeler sine Læsere, at Aakandeblomsterne har en »ikke ubehagelig Lugt.«

I svenske Folkemaal kendes ogsaa det nøgne Navn Kande og sluttelig skal blot nævnes, at Thybomaalets Pottelaage som Navn for Bladene ogsaa tilhører disse Lignelser fra Køkkenets Verden.

Paa Videnskabens Verdenssprog, Latin, bevarede begge de nordiske Aakander gennem Aarhundreder Fællesnavnet Nymphaea, men omkring Aaret 1800 fik de ikke længer Lov til at være i samme, botaniske Slægt, men blev skilte i to. Det gamle Nymphaea blev forbeholdt den Hvide medens den Gule modtog Navnet Nuphar, som efter Sigende er et arabisk Ord, der som Aakandenavn iøvrigt har været kendt gennem hele Middelalderen ogsaa nord for Alperne, i en lidt anden Form Nénuphar, er det mærkeligt nok gældende i Nutidsfransk som Navn for begge Aakanderne.

I Skolebøger og andre Skrifter for Børn og Ulærde var det nu nødvendigt at lade to latinske Navne faa tilsvarende danske, det lod sig ikke gøre at nøjes med det ene, Aakande. Den Gule blev da kaldt Nuphar lutea, Aakande, den Hvide med ligeledes én indenlandsk Art, Nymphaea alba, fik Navnet Nøkkerose.

Selvfølgeligt blev Ordet Nøkkerose ikke valgt i Blinde. Det var kendt fra gamle Dage som Folkenavn om just ikke i Dansk saa dog i Norsk og Svensk og længer sydpaa kendtes den som Germanernes Nixenblume.

I den almene Opfattelse stod de nordiske Vandes Guddom, Nøkken, som særligt knyttet til norske og svenske Sagn og Æventyr. Han træffes i danske Digtning og Overtro, men kun sjældent og vel altid under Paavirkning nordfra. Følgerigtigt maa da Nøkkens Roser vokse ikke i vore, men i de to andre skandinaviske Landes Søer og Aaer. Hermed passer det, at Videnskabernes Selskabs Danske Ordbog skriver saaledes: »Nøkkerose, Norsk Plantenavn« og i de Plante-Lærebøger, der udkom inden Norges Adskillelse fra Danmark og hvori de norske Plantenavne altid vedføjes de danske, henføres »Nøkkerose« ligeledes til Norge. Mest udbredt og henført til begge Aakanderne synes det dog at være i svenske Folkemaal.

Foruden Nøkkerose kendes ogsaa Navnet Nøkkeblomst, og denne Form er vistnok den som først indfører den ny Betegnelse i danske Bøger. I Bredsdorffs »Haandbog over botaniske Ekskursioner i Egnen om Sorø, Kjøbenhavn, 1834« opføres: Nymphaea, Nøkkeblomst og Nymphaea alba. Hvid Aakande. Som Nøkkerose findes det i Joh. Langes »Haandbog i den danske Flora, 1853« og optages senere af Rostrup og andre Botanikere. Selv om det egentligt er et svensk-norsk Navn, lader det sig meget vel forsvare at indføre det ogsaa i det tredje nordiske Sprog. Men i gængs Tale har Nøkkerose vanskeligt ved at trænge igennem.

Et af gamle Simon Paullis Aakande Navne var Søblad. Det er i sig selv ganske ligetil, men har dog givet Anledning til en Strid, som endnu er standende, og hvis Hovedpunkt er Spørgsmaalet om »Hjærterne« i det danske Rigsvaaben. Somme Historikere paastaar jo, at de saakaldte Hjærter ikke er andet end Søblade, altsaa Aakander. Er dette virkeligt Tilfældet, er der timedes vore to fornemste Vandplanter større Hæder end nogen anden i vor Flora baade til Lands og til Vands.

Vi kender alle Kong Volmers Ord »I Skjoldet springe Løver og Hjærter staar i Brand«, og til disse Chr. Winther'ske Verslinjer slutter sig Grundtvigs »Hjærter og Løver i sit Skjold, Danmark har ført fra Hedenold«. Hvad Digterne her synger om, har staaet som Sandheder, ved hvilke der ikke turde rokkes, at fornægte dem var at bryde selve den dyre Skjolderand. Men disse Historikere har ikke Agtelse for nogetsomhelst. De sønderbryder Skjoldet, laver Løverne til Leoparder og Hjærterne til Aakander.

Til ingen Nytte fører de Bevis efter Bevis i Marken for, at det er saaledes. Den gamle Tydning af Rigsvaabnet er for mange en Trossætning, hvorimod alle Fornuftgrunde preller af. Det er da heller ikke Hensigten her at tage Standpunkt i Striden, men blot sagtmodigt udtale, at det gamle Kongevaabens sindbilledlige Betydning ikke forringes ved at faa Hjærterne ombyttede med Søblade. En tredje dansk Digter Chr. Richardt har udbragt en Skaal for hvert gyngende Aakandeblad til Ankers i Østersøens Bølger, og Vaabnets Søblad bliver da Billedet paa Danmark værnet af de tre Vaabendyr, de danske Hovedstrømme imellem Sjælland, Fyn og Jylland.

Er dette Sindbillede hentet fra en dansk Indsø, hvor Nøkkens Roser gynger paa Vandspejlet, mindre skønt end Fremstillingen af de blødende Hjærter, som i sig selv intet betyder?

Som virkelige Aakandeblade, hvorimellem de store, skønne Blomster er indstrøede, finder vi dem mange Steder hos H. C. Andersen. I Æventyret »Klokkedybet« mindes han Barndommens Land ved Odense Aa, hvor de gule »Aaknapper« vokser, og han lader Dyndkongens Datter komme for Dagens Lys i en Aakandeblomst, der aabner sig mod Solen. Naturens underfulde Herlighed i Paradisets Have aabenbarer sig ogsaa i Aakander, hvis Blomster er som en rødgul, brændende Lue, som Vandet giver Næring. Det kan tænkes, at Digteren har kendt de fremmede, røde Nokkeroser han bruger aldrig delte Navn. som ikke er indgaaet i Folkesproget,—og muligt husker han dem fra sine Rejser, men det er dog neppe falden ham i Tanker, at hans eget Lands Vande en Gang med Tiden skulde prydes af ikke alene røde, men ogsaa blaa Aakander, der vel kunde maale sig med de Fantasiblomster, hvormed han smykkede Edens Have.

I Aarets Historie breder Nordens hvide Lotus sine Blade over Skovsøen, medens Varmen vælder ned i den dejlige Sommer, og i Tommelise sejler Æventyrets lille Heltinde ned ad Strømmen paa et Aakandeblad, der føres af Sommerfuglen, et af de mest henrivende Billeder ikke alene i dansk, men vel overhovedet i al Æventyrdigtning. At H. C. Andersen her tænker paa Odense Aa, viser det Træk, at Skruptudsen pynter sin Stue nede i Dybet med de samme gule Aaknapper, der findes i »Klokkedybet«, hvor Stedet udtrykkelig nævnes.

Hvor meget der endnu lod sig fortælle om vore hjemlige Søblade er det dog paa Tiden at standse. Som en lille Modvægt imod den megen Talen om Vaabenskjolde, om Æventyr og andet lærdt og skønt, skal dog til Slutning nævnes en lille Enkelthed fra et helt andet Felt.

Enhver, som elsker Naturen, maa glædes ved at se Aakanderne i deres fulde Sommerpragt og intet fremkalder selv midt i Vinterens blomsterøde Mørke Mindet om de skønne Timer i højere Grad end vore Vandes hvide og gule Roser, der ogsaa er blevne sammenlignede med Liljer og Tulipaner. Vi tænker tilbage og husker Sejlturen henad Aaen eller Søen forbi Aakandernes grønne og blomstrende Rige, hvor man gærne prøver paa at plukke Blomster, dog sædvanligt med lidet Held. Nede under dem leger Fiskene med deres Finne, som skrevet staar i vore gamle Folkeviser, og henover Vandspejlets Hjærter danser og flyver glimrende Insekter, de skønne Sivbukke. Det falder os ikke ind, at de beundrede Vandblomster ogsaa kan gøre Nytte, praktisk Nytte paa Bordet og derefter i Munden. Det har muligt heller ikke nogensinde været Tilfældet her i Landet, men i hvert Fald oppe i Sverigs fattigere Egne har Almuefolk til Tider maattet gøre Brug af Aakandernes kødede, stivelsesrige Rodstokke, som er blevne malede og bagte til Nødbrød. Om dettes Næringsværd og Smag har der ikke kunnet findes Oplysning, men selv om vi ikke ønsker, det skal komme saavidt, er det mon fjernt ogsaa i vor, lidet hyggelige Tidsalder at sende en Tanke til de Værdier, som ligger paa Vandets Bund?

Ligesom Storhederne i Menneskenes Rige gærne efterlignes af de Smaa, saaledes er mange Vandplanter dannede i Aakandernes Skikkelse. Med samme, flydende Hjærteblade, tilsvarende Voksemaade og med Blomster i Gult og Hvidt, hos enkelte slaar den hvide Farve dog over i Rosa og et endnu kraftigere Rødt.

Frøbid kan saaledes gælde for en Nøkkerose i Dværgeformat, og kaldes da ogsaa i ældre Tid, hos Simon Paulli og andre med Navnet: »Mindste Slags Aakande med hvide Blomster«. Senere godkendtes Frøbid som ikke alene Nordens, men de fleste andre Sprogs gængse Navn, det latinske Artsnavn morsus ranae er udsprungen som ligefrem Oversættelse af Folkemaalet. Almindelig som denne Plante er næsten allevegne og skønt meget net dog langtfra fremtrædende dekorativ, frister den ikke til Indplantning i Havernes Vandpartier.

Det samme gælder vore Vand Ranunkler, hvis 6 forskellige danske Arter i Lægfolks Øjne skuffende ligner hverandre, en enkelt af dem hører, som allerede nævnt, til de meget faa Blomsterplanter, der vover sig ud i om just ikke det salte Hav saa dog i det stille Brakvand. Vand-Ranunklerne samles oftest i en særlig Slægt Frøpeber, Batrachium, hvis mest iøjnefaldende Fællestræk er hvide Blomster, medens den tørrere Bunds Ranunkler—eller Smørblomster—hos os alle er gulblomstrede.

Lyserøde Blomster, samlede i tykke Aks, har Vand-Pileurt.

Dens lange, smalle Blade er skabte som hos de øvrige danske Pileurter, der er mindre hæderlig kendte som slemt Ukrud i Haver og paa Marker. I det Hele har Vand-Pileurt ikke det sædvanlige Præg af at tilhøre det vaade Element og kan ogsaa tidt vandre ind paa tørlagt Bund eller endog blive en ligesaa slem Ukrudplante som sine Slægtninge Blegbladet og Ferskenbladet Pileurt, fra hvilken Vand-Pileurt dog adskiller sig ved at være fleraarig. Den tager sig afgjort bedst ud som svømmende med de smukke rosenrøde Blomsteraks stikkende op over Vandskorpen og kan herude ikke forveksles med nogen anden Pileurt.

Til samme Gruppe. Flydeplanterne, hører endnu to Planter, som kun med et vist Forbehold henføres til danske Vandplanter. De har begge i en fjern Fortid vokset i vore ferske Vande, men gør det ikke længer; med en vis historisk Ret tilhører de dog stadig vor Flora og deres Udeladelse vil af flere Grunde være paafaldende.

Den ene er Hornnødden, Trapa natans, hvis Blade ikke kan vække Strid om Rigsvaabnets »Søblade« eller »Hjærter«, eftersom de snarere har været Forbilleder for »Ruder« paa Spillekortene. Hornnøddens ejendommelige Ydre og mærkelige Historie vil iøvrigt mangen Læser kende fra Sophus Bauditz's »Fortællinger fra Skovridergaarden«, hvor man finder dens veltrufne Portræt. Man ved da, at Trapa er uddød her i Landet. Om dens Forekomst for maaske Aartusinder siden, derom vidner Fundet af Hornnødden først i lollandske Tørvemoser, senere ogsaa fra Steder paa Sjælland og i Jylland, I vore Dage er den sjælden i hele Nord- og Mellemeuropa og gaar som en uddøende Art stadigt tilbage. Der gaar Sagn om, at en ivrig Planteven en Gang satte sig for at genindføre Trapa natans i den danske Flora. Med Lommerne fyldte, strittede han Nødderne ud de flest mulige Steder, det hed sig endog, at de paa Jærnbanerejser blev kastede ud af Kupevinduerne, naar Toget gik tæt forbi en Sø, Aa eller blot et Vandhul, men der forlyder intet om, at der nogetsteds i Landet viste sig levende Hornnødplanter.

Skønt Hornnøddens Ydre er meget beskedent, vil de svømmende Ruderblade altid vække Opmærksomhed, selv om man ikke har læst Bauditz eller fra anden Side kender Plantens mærkelige Historie, som i »Skovridergaarden« er behandlet med nogen digterisk Frihed. Men Trapa har aabenbart noget vanskeligt ved at finde sig til Rette i det nuværende Danmark, hvad saa end Grunden kan være og sætter i hvert Fald sjældent modne Frugter. Om Dyrkningen vil Læseren andetsteds i denne Bog finde de fornødne Oplysninger.

Den anden Vandplante, hvis Borgerret her i Landet blev nævnt som tvivlsom er Limnanthemum nymphoides, der ligeledes forlængst har ophørt med at være vildvoksende hos os, men hvis Frugter ved at være fundne i Tørvemoser eller dybt i jordlagene vidner om en fordums Tilværelse. Dens Forhold i Nutiden er dog helt anderledes end Hornnøddens.

Flygtigt set minder denne Plante om Gul Aakande. Bladene er flere Gange mindre, men smukt hjærteformede, Blomsterne ved nærmere Eftersyn langtfra aakandelignende, men ligner mere store, gule Aurikler. Planten hører til Ensianfamilien, der tæller saamange skønne Arter og særligt en Mængde Alpeplanter.

Hvorfor, kan Læseren spørge, præsenterer vi dog Planten under et skrækkeligt, langt og svært latinsk Navn. Lad os høre et godt, dansk Ord. Desværre er dette Ønske lettere at sige end at opfylde. Limnanthenum savner et Navn med hjemlig Klang, en ligefrem Følge af, at den er saa lidet kendt.

Efter at have vokset hos os i Stenalderen eller anden Oldtidsperiode forsvandt L. (som vi foreløbigt kalder den) ganske og dukkede først op i den nyeste Tid. Naar vi træffer den i vor ældre, botaniske Litteratur er Grunden den, at Planten voksede i Syd-Holsten, særligt i Elben og dens Bifloder som en Tid lang regnedes for Artens Nordgrænse. Sydpaa var den udbredt over hele Nordtyskland dog intetsteds særlig almindelig.

Da Hertugdømmerne gik tabt, skulde L. dermed være slettet af den danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det egentlige Danmark; e. 1863 i Fæstningsgravene ved Kronborg, senere flere Steder i sjællandske Aaer, desuden i Odense Aa og i de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at være indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsætning til Hornnødden lader saaledes L. til at føle sig meget vel til Mode i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Strømme den ligeledes er plantet, er det samme Tilfældet. Den rykker stadigt længer nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads indenfor den skandinaviske Flora.

I nyere, botaniske Bøger opføres L. med det danske Navn, Søblad, der som vi har hørt er et af Aakandens gamle Navne. Som Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets »Søblade«—eller »Hjærter«—i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke kan være Tilfældet. Man ser ogsaa Planten opført som Aakande-Søblad, men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her det poetiske Søguld.

Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny tillige Nymphoides peltatum, Villarsia nymphoides og endnu flere som for næsten alles Vedkommende omfatter et nymphoides, der henpeger paa Ligheden med Aakanderne.

I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretrækker at sige, altid gøre sig gældende. Hvem som ikke forud kender »Søguldet« vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i København.

Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af første Grad, hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres Tilværelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her nævnte lille Udvalg omfatter dog de mest iøjnefaldende af vore indenlandske »ægte« Vandplanter.

I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Række forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Følge efterhaanden som man nærmer sig Bredden. Længst ud gaar Aakanderne, dog sjælden paa dybere Vand end ca. 2–2,5 m, paa lavere Vand breder Vandranunklerne, Frøbid og andre sig tidt over sammenhængende, store Flader. Andemad ikke at forglemme. Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man tør bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte Vise »Andemad, væk, den Fordring bær vi frem«. Og i Hartkorn med Andemaden slaar han Grøde og Vandpest, foruden andet der lægger sig kvælende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse Strømmen.

Paa Grænsen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en Bræmme af Siv og Rør isprængt en broget Blanding af alskens Urter, hvorimellem mange af vore højeste, stateligste og skønnest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker Moserne, hvis Plantevækst atter danner Overgangen til Engfloraen.

Aakander, Havevarieteter i Søen i D. T. Poulsens Planteskole ved Kvistgaard

Disse Planter hverken svømmer eller flyder, men hæver deres Blomster og Lov højt til Vejrs. Deres lavere Dele staar derimod i aabent Vand og handler stik imod den gamle Sundhedsregel at holde Fødderne tørre og varme.

Her pranger de store Skærmplanter Vand Kvan, Billebo og Mærke, jævnsides Hjortetrøst og Kattehale med lillarøde Blomsterstande. Her gror vor vilde, gule Iris, hvis Skønhed ikke er ringere end dens fremmede, mangefarvede Slægtninges, og vi øjner de smukke, mørkegule Fredløs-Blomster. Om Foraaret skinner alt vidt og bredt gult af blomstrende Kabelejer, og hen paa Sommeren farves store Strækninger hvide af Mjødurternes Skarer. Imellem de Store titter Forglemmigejerne frem med blide, blaa Øjne, de rosa Dueurter og forskellige Ranunkler i gængs Tale kaldte Smørblomster.

Indenfor Sø- og Aabreddernes Planteverden mærker vi os til Slutning endnu to, som ikke hører til de ringeste, Brudelys og Pilblad. Begge af samme Familie: Blomstersivene og begge særdeles statelige, af en egen Skønhed, som langtfra er pralende men ganske stilfærdig.

Deres Navne er saa træffende, at ingen kunde tænkes bedre. Den ene er opkaldt efter sine Blomster, den anden efter Bladene. Brudelys, hvis Stængel virkelig er saa rank som et Lys, afslutter øverst med en mangestraalet Skærm, en Kandelaber, hvis enkelte Blus er rosarøde eller nu og da ligesom solblegede, næsten snehvide Blomster. Den svarer fuldtud til sit smukke Navn, der mærkeligt nok kun synes kendt i det danske Sprog og endda er af nyere Oprindelse.

Ældre Botanikere som Kylling kalder den »Siv med rødagtige Blomster«, hvilket mere er en højst ufuldkommen Beskrivelse end et Navn, senere blev Aasir (lig Aapryd) foreslaaet, vist af Botanikeren Viborg. Paa Bornholm gik den under Navnet »Brudelys«, og dette Navn blev heldigvis gangbart i almindeligt Rigsmaal, og nu kendes Planten herhjemme ikke under noget andet. Brudelys er ret almindelig, men optræder dog sjeldnere i større Mængder samme Sted.

Pilblad har i Modsætning til Brudelys et Navn som vist i alle Sprog er ensbetydende og fremhæver Bladets mærkelige Pil- eller Spydform. Man har allevegne set bort fra de dog i sig selv smukke, blegrøde Blomster. Allerstærkest hævdes den fælles Grundtanke i vor egen, eneste indenlandske Pilblads latinske Navn Sagittaria sagittifolia, et kraftigt malende Dobbeltnavn i Stil med et Bjørnstjerne Bjørnson. De mange fremmede, især amerikanske Arter varierer Bladformen indenfor samme Hovedform paa en interessant og fornøjelig Maade.

Pilblad maa plantes paa ret lavt Vand, ellers udsætter man sig for en ubehagelig Overraskelse, idet Planten kan optræde som Forsvindingskunstner og helt blive borte under Vandet. Dette svarer til, hvad ikke sjælden finder Sted ude i Naturen paa dybere Vand eller i stærkt rindende Strøm, hvori Pilblad omdannes til lange, slappe Græs- eller Sivblade, der holder sig rent undersøiske. Man ser intetsomhelst til Blade over Vandet og ligesaalidt til Blomster. Hermed mister Sagittaria selvfølgelig al dekorativ Værd som Prydplante og maa i denne Skikkelse nærmest regnes for Vandukrud.

Pilblad er kun truffen enkelte Steder paa Sjælland, mangler helt paa næsten alle øvrige Øer, men bliver ret almindelig i de vestjydske Aaer, hvor ogsaa Brudelys er mere talrig end andetsteds.

Denne Skildring af danske Vandplanter meddeler kun spredte og ret tilfældige Træk, men kan dog vel give en Forestilling om, at vi paa dette Omraade vel er et lille, men ingenlunde noget fattigt Land,

II. Stenhøjsplanter

Saafremt »Stenhøjsplanter« tages i Ordets snævrere Forstand af Alpeplanter eller Højfjeldsarter, er det indlysende, at Danmarks vildtvoksende Flora maa give blank op paa dette Felt. I et Land, hvor Bjærg kun er Bakke, kan der højst regnet blive Tale om Klippeplanter, som i denne Egenskab endda udelukkende er knyttede til den ene Ø, Bornholm, hvis Granitvægges Plantevækst huser adskillige Arter, som er sjeldne eller endog helt mangler i vore andre Landsdele.

Det bør dog indskydes, at denne Fattigdom paa Alpeplanter ikke gælder for Islands, Færøernes og Grønlands Vedkommende. Deroppe vokser en Vrimmel af Arter, som næsten alle genfindes paa de norske og svenske Fjælde, men savnes i det danske og øvrige europæiske Lavland.

Mange af de Planteslægter, som udgør den faste Stok paa Havernes Stenhøje, og der vil træffes i enhver Samling, har ganske vist ogsaa Medlemmer indenfor det egentlige Danmarks Grænser. Slægter som Alyssum, Arabis, Arenaria, Campanula, Draba, Erica, Gentiana, Primula, Silene og flere endnu. Men de dyrkede Arter er overvejende indførte fra fremmede, bjærgrige Lande, medens de indenlandske Arter i de samme Slægter maa opsøges i Moser, paa Marker og Enge, i Skove og paa Heder, kort sagt alle andre Steder end paa Stene og Klipper.

I den danske Flora kan vi da kun vente at finde et Mindstemaal af Planter, hvis Navne hentyder til stenede Voksesteder. Det indførte Naaletræ, Bjærgfyrren, Hedens Skovtræ svarer herhjemme aldeles ikke til sit Navn, og vi træffer i det Hele kun to Slægter, hvis blotte Navne udtaler, at de rettelig tilhører Bjærglandene. Det er Stenbræk og Stenurt.

Af disse to maa endda Stenbræk—Saxifraga—gaa ud som dansk Stenhøjsplante forsaavidt dens tre, indenlandske Arter fornægter deres Navn. En vokser paa Enge, en anden i Moser, den tredje paa sandede Marker. Vor almindeligste Art Kornet Stenbræk er en smuk Engplante, som lejlighedsvis og gærne med fyldte Blomster finder Plads paa Havernes kunstige Klipper, hvor den dog ikke er egnet til at vække større Opsigt. I Norge findes derimod c. 15 forskellige Saxifraga-Arter, og i Grønland gaar flere Medlemmer af denne store Slægt saa højt mod Nord, som der overhovedet træffes Blomsterplanter.

Stenurt, Sedum, forholder sig helt anderledes og kan med Rette fremdrages som den mest udprægede danske Stenhøjsplante-Slægt. Mindst af Præget har Sedum maximum, Sankt Hansurten, oftest at finde i solaabne Krat, paa Bakkeskrænter, langs Strandbredder eller nu og da venligt vinkende ned fra gamle, mosgroede Straatage. Ved at optræde i usædvanlig Mængde og Frodighed paa de bornholmske Granitklipper giver dog Sankt-Hansurten tydeligt til Kende, at ogsaa den er af Stenurternes Slægt, selv om den forstaar at tilpasse sig Lavlandets Natur.

Danske Flora'er, som Raunkiær's og Rostrup's nævner en hel, lille Række andre Sedum-Arter, men ved nærmere Eftersyn opdager vi, at de næsten alle opgives som »forvildede«. Hverken album, mite, rupestre, stellatum og flere endnu regner Botanikerne for virkeligt vildvoksende, deres rette Hjem er andetsteds, iøvrigt ikke langt borte, de vokser saavel i Sverig–Norge som sydpaa i de mellemeuropæiske Bjærge.

Disse »forvildede« Stenurter bør dog ingenlunde sættes i Klasse med almindeligt, mere eller mindre ondartet Ukrud, der meget mod vor Vilje breder sig i Haver og paa Marker. Det er nydelige Smaaplanter, hvis saftfulde Grønt og fine, gule, hvide eller rosa fremstraalede Stjærneblomster liver op imellem de døde Sten, og i Stedet for det mere flove »Stenurt« havde de fortjent at bevare deres gamle, danske Navn »Stenpryd«.

Vi selv—Plantevenner og Blomsterkendere—har udbredt de fremmede Stenurter, i det, som Rostrup skriver, »Folk har moret sig med at udsaa Frø af disse Planter«, flere af dem bredte sig ved Selvsaaning »af sig selv«, som det hedder og slog, bogstaveligt, Rod i den danske Flora. Om dem alle gælder, hvad Rafn's Flora fra Aar 1800 vedføjede om Hvid Stenurt, at »den er smuk nok til at fortjene en Plads i Haven«.

Denne Hvid Stenurt, Sedum album, er meget almindelig langs Strandvejen mellem København og Helsingør, den er her dog neppe ældre end c. 1850, hvorimod den allerede 1822 er opnoteret fra et Stendige ved Frederiksdal nær Furesøen. Endnu tidligere er den bleven set paa Fyn, hvor Rafn har den fra et Stendige tæt ved Herregaarden Ulriksholm, som altsaa er dens ældste, paaviselige Findested her i Landet, løvrigt er det usikkert, om Sedum album som dansk kun er »forvildet«; enkelte Botanikere mener, at den paa Bornholms Klipper, hvor den findes i Mængde, maa regnes for ligesaa oprindelig vildvoksende som Granitterrænets øvrige Planteverden. Paa dette Sted har Menneskehaand knapt udsaaet den.

Aldeles utvivlsom af dansk Indfødsret er Bidende Stenurt, Beduin acre. Ogsaa den foretrækker Stendiger og Klipper, men selv om hvert Stengærde forsvandt, vilde »Bladeløs«, som den kaldes i ældre dansk, ikke være aftaget videre i Antal. Den føler sig som hjemme paa sandede Marker og Bakker, og E. Warming nævner den som en af de 20 Blomsterplanter, der udgør de vestjydske Havklitters første, fattige Flora. Aaret rundt ses dens Skudender stikke opad Sandet næsten som smaa, mørkerøde Hoveder, og hen paa Sommeren er dens blomstrende, guldskinnende Tuer meget iøjnefaldende i det hvide Sand.

Ligesom sine Frænder holder Bidende Stenurt sig langtfra altid Salmistens Paabud om at søge de nedrige Steder efterrettelig, den stræber tværtimod efter at naa op i Højheden, selv om den der kun kommer til at ligge paa Straa. Hvor den fæster Rod paa Straatagene, kan Sankt Hansurten slaa Følge, og lejlighedsvis træffer de ogsaa et tredje Medlem af just ikke samme Slægt, Sedum, men dog tilhørende en fælles Familie, de Tyk-bladede paa Latin kaldet Crassulaceae. Denne Nummer tre røber alene ved Navnet Tagløg sit vanlige Voksested.

Slægten Tagløg eller Husløg, Sempervivum, opføres i Kataloger over Stenhøjsplanter med 30 eller endnu flere, forskellige Arter, hvoraf de fleste udenfor Blomstringstiden ligner hverandre skuffende. Hovedparten stammer fra Europas og Asiens Bjærge og er saa at sige af Naturen bestemte til Plantning paa Havernes kunstige Klipper. Middelhavslandenes Flora tæller adskillige Sempervivum-Arter, hvoraf enkelte ligner den store Napoleon i at have overskredet Alperne, ganske vist ad den modsatte Vej, fra Syd mod Nord. Men kun en eneste er naaet helt op til Danmark, ja længere endda, lige til Norge, og da den heroppe er uden nære Slægtninge, kaldes Arten, Sempervivum tectorum, ligefremt Tagløg, uden noget Tillægsord.

Med denne Plantes Indvandring hos os har det sin egen Sammenhæng, der ikke er uden historisk Interesse.

I sin Hjemstavn, Sydeuropas Alper, er tectorum i Lighed med andre Tagløg-Arter en udpræget Klippeplante. Langt tilbage i Oldtiden var den kendt af Hvermand, og man brugte de tykke, saftige Bladrosetter, der overskaarne ligesom Saftplanters Blade i det Hele var et udmærket Husraad, et kølende, lægende Middel mod Brandsaar, Bylder ja selv mod Ligtorne. For at have Semperviven, den stedselevende, som Plantekendere kaldte den, nær ved Haanden, indplantedes den i Urtepotter eller plantedes frit ud paa Tagene, som den Gang neppe var straatækte, men snarere græstørvklædte.

Stenhøjsparti af store Klippesten rigeligt beplantet med forholdsvis faa Arter.

Folketroen drager imidlertid Slutninger paa sin egen Maade og gik ud fra, at denne gode Urt, der saa fortrinligt slukte Branden, der rasede i vort eget Kød, ogsaa var skikket til at værne mod Ilden fraoven, mod Himlens Lyn. Derfor satte man Husløget til at være Lynafleder paa Menneskers Boliger og Kvægets Stalde, og af samme Grund indviedes Planten til den gamle Tordengud, Romernes Jupiter, hvilket fik sit ydre Udtryk i det folkelige Navn Barba Jovis, Jupiters Skæg, som de ældste Oldtidsforfattere kalder den.

Troen paa Tagløgets undergørende Kraft bredte sig stadigt længer mod Nord, og fjernt fra dens Hjem plantede man Sempervivum paa Tagene.

Med al sin Agtelse for Oldtidens nedarvede Visdom levede Middelalderen videre paa den klassiske Tro paa Tagløget som Lynamulet, hvad der var saa meget mere rørende, som selve Himlen utvivlsomt ofte har givet sig til Kende, at den ingenlunde var ligesaa stærk i Troen, men uærbødigt kunde lade sine Lynstraaler splintre de skrøbelige Tage, selv om de var nok saa fyldte med Jupiters Skæg. Dette Navn bevaredes i Munkelatinen, men ulærde Germaner ombyttede den romerske Tordenguds Navn med et mere hjemligt og kaldte Planten Donars Bart, Tors Skæg, der senere i gængs Tale forvanskedes til Donnerbart eller Donnerkraut.

Et mærkeligt Vidnesbyrd om Tordenurtens store Ry er bevaret i de saakaldte Kapitularier, Forordninger, som Kejser Karl den store c. 812 lod affatte vedrørende Driften af Krongodserne. Heri findes en Liste over de Køkken- og Krydderurter samt Frugttræer, som Kejseren ønskede skulde dyrkes. Sidst af Urtehavens ialt 72 Arter nævnes Barba Jovis, i Oversættelse lyder Stedet saaledes: »Gartneren skal have Tagløg paa sit Hus.«

Den første danske Plantebog, Simon Paullis Flora danica, udgivet 1648, skriver følgende om Husløget eller Sankt Hans-Løget, som tectorum her kaldes: »Denne Urt voxer her i disse Lande saare mangfoldigen paa Landsbyen. Thi den tidt ikke alleniste groer nedre paa Taget, men endda øverst paa Ryg-Aasen …« 40 Aar senere meddeler Kyllings Viridarium Danium, den første Fortegnelse over alle den Gang kendte danske Blomsterplanter kort men godt, om Tagløgets Forekomst: »Paa Tagene mange Steder«.

Dette passer nu ikke længer saa ganske. Tagløget er ved at blive en Sjældenhed og maa siges at falde som Offer for flere sammenstødende Omstændigheder. Ingen har mere Tiltro til det som Lynafleder og Brandskader læges paa anden Vis end ved Saftblade, ligesom Straatagene lader vel tarvelige selv til Husmandshjemmene og derfor langt fra er saa raadende som i vore Bedsteforældres Tid. Tilpasse sig mere nutidssvarende Taganlæg kan Husløget ikke, og saaledes staar den før saa udbredte Plante i Fare for at blive husvild. Ligesom sin gamle Nabo Storken hører den til det Danmark, som forsvinder.

Priset være da Havernes Stenhøje og kunstige Klipper, hvor Stenurter og Husløg kan dyrkes fra Slægt til Slægt. Selv en mindre Samling Stenhøjsplanter indeholder gærne en eller flere Sempervivum-Arter. Har man frit Valg, bør man sikkert foretrække tectorum fremfor nogen anden. Som et mangehundredaarig Medlem af Danmarks Planteverden fortjener den alene i Kraft af sin minderige Fortid at sættes øverst paa Listen.

Straatagenes Forsvinden er til at bære, men at ogsaa vore Stengærder er i stærk Aftagen, maa ærgre den vildvoksende Floras Venner. De hegnede i fordums Dage næsten hver Marklod, hvert Krat og mange Haver, men regnes i vor Tid nærmest for Ødselhed. Hvormange samfundsnyttige Skærver kan saadan et Dige af lutter store Kampesten ikke give Stof til! Man river Stengærderne ned, og hvad plejer der at komme i Stedet? Hæsligt, ondskabsfuldt, næsten modbydeligt Pigtraadshegn.

Faa Steder er eller var Botanikerne kærere end Stendiger. Der er fredhellige Arnesteder, hvor mange forskellige Arter kappes om Pladsen, og man næsten altid finder Planter, som ellers ikke vokser i Omegnen. Her er Sjældenhederne værnede mod Leens, Plovens eller Spadens Ødelæggelsesværk. Jordens tiltagende Opdyrkning griber jo overalt forstyrrende ind i Landets oprindelige Plante- og Dyreverden.

Navnlig paa Stensætninger om Haver træffes den frodigt voksende Linaria Cymbalaria, paa Dansk kaldet med et skrækkeligt Navn Haandlappet Torskemund, ikke helt sjældent. Ogsaa den hører til de »forvildede« og er endda kommen ret sent her til Landet. Hornemans »Plantelære« fra c. 1820 nævner den som tilsyneladende vildvoksende kun fra et enkelt Sted i det daværende Danmark, Muren om Gottorp Slotspark. Rostrup forbigaar den helt i sin Flora's første Udgave 1860, i de senere omtales Cymbalaria som forvildet hist og her, og den er aabenbart, modsat Tagløget, i Tiltagende herhjemme. Italien nævnes som dens egentlige Hjem, og Romafarere kender den fra den evige Stads Ruiner, som den klæder med sin tætte, grønne Kappe. Paa Stenhøje, hvor Cymbalarien skal vokse jævnsides andre, breder den sig oftest alt for voldsomt, kryber vidt og bredt til alle Sider og er ikke til at blive af med, selv om man gerne vilde. Hvor den har Plads nok til Raadighed gør den god Fyldest, er udmærket til Stengrotter og Mure, hvorimod den bør fraraades paa egentlige Stenhøje. Som smuk Ampelplante er Linaria Cymbalaria velkendt under Navn af »Huslig Lykke«.

Udenfor Blomsterplanternes Række maa Flertallet af danske Bregner fremhæves som Stenhøjsplanter i dobbelt Betydning. De træffes i fri Natur ofte paa Stendiger og Klipper og egner sig som dyrkede fortrinligt til at plantes paa tilsvarende Steder.

Engelsød, Polypodium vulgare, er vor almindeligste Stengærde-Bregne, men dog langt mindre bunden til Sten og Klipper end mangen anden Bregne, hvoraf de smaa, henrivende Radeløv-Arter, Slægten Asplenium, hører til de Planter, som allermest er ramte af Menneskenes skaanselløse Fremfærd mod deres foretrukne Voksepladser. Vore fire Radeløvbregner er alle sjældne og bliver det stadigt mere. Nordisk Radeløv, som endnu for 30–40 Aar siden stod opført fra ikke faa Steder rundtom i Landet, hovedsagelig paa Stengærder, har disses Aftagen næsten bragt til fuldstændig Forsvinden. Kun Bornholms Granitklipper skylder vi, at saavel Radeløv-Arterne som andre stenelskende Planter endnu synes at have en lang Fremtid for sig som Medlemmer af den danske Flora, og i særdeles Grad er vor Klippeø et Paradis for alle danske Bregner.

Selvfølgelig kunde der endnu fremdrages en lang Række vildvoksende Planter, som der var Grund til at skænke Plads paa Havestenhøjen. Da de i den fri Natur ikke særligt søger stenede Voksesteder, foreligger næppe Grund til at skænke dem Omtale som danske Stenhøjsplanter. Vi maa indrømme i den Forstand Overskriftens Ordlyd er taget, falder Udbyttet temmeligt magert. Som vort Land nu en Gang er indrettet, kunde det ikke blive anderledes. Og helt uden Interesse er Beretningen om vore hjemlige beskedne Alpeplanter dog forhaabentlig ikke.

Lille nordamerikansk Vandhave med stor Plantesamling. Cementkanten burde skjuls; men Ejeren vil nødig undvære den under sit Arbejde i Bassinet.

Fig. 53. Iris Kæmpferi eller lævigata i Knuthenborg Park.