← Table of contents
Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner

STENHØJSPLANTERNES KULTUR

Reading edition

af Axel Lange.

Enhver, der har færdedes i Bjærgene, strejfet gennem de alpine Enge, gennem Mosedragene, over Stenur, klatret op ad Fjældvægge, vandret op til Isbræfoden eller vandret over Bræen og naaet de om Sommeren snefri Bjærgtinder, vil hjem med sig bringe et uudsletteligt Indtryk af Bjærgenes herlige Flora. Næsten alle Vegne, hvor man færdes, møder man de prægtigste Blomster, og alle eller næsten alle er de af saa rene Farver, som man sjældent ser dem i Lavlandet. Høje af Vækst er Planterne ikke, men det er netop det fortryllende ved dem, thi selve Blomstens Størrelse staar ikke tilbage for Blomsterne fra Slettelandene; man behøver blot at tænke paa en Alpeplante, som den i Haver almindelig dyrkede Gentiana acaulis, hvis Skud ikke er mere end faa Centimeter høje, men hvis Blomster er ca. 6 cm lange og 3 cm i Diameter, paa den lille Alpe-Valmue, der næppe bliver over 10 cm høj, men har Blomster større end vor Kølle-Valmue eller endelig mindes den bekendteste af alle Alpeplanter: Edelweiss, hvis ubetydelige Blomsterkurve er omgivne af snehvidfiltede Blade, en straalende Stjerne flere Centimeter i Diameter, baaret af en ikke stort højere Stængel og springende lige ud fra Klippen, for at danne sig blot et ringe Begreb om Alpefloraens Herlighed.

Det er derfor intet Under, at Menneskene, som søger at samle Planter fra alle Jordens Egne i deres Haver: Tropernes Palmer og Orchideer, Kaplandets Lyngarter, Himalayas Alperoser, Mexikos Kaktus, Nordamerikas Træer, Østasiens Chrysanthemum, for blot at nævne nogle faa Eksempler, ogsaa prøver at bringe Højfjældsbeboerne ned i Slettelandets Haver. Der har i de to sidste Menneskealdre været en stedse stigende Interesse blandt Havevenner for Dyrkningen af Alpeplanter, men aabenbart har man alt tidligt haft de mest iøjnefaldende i Kultur. E. Wocke skriver angaaende Spørgsmaalet, om hvor gammel denne Gren af Havebruget er, følgende: »Hvem har først dyrket Alpeplanter i Haver, først haft dem i Kultur? Det er vanskeligt at sige. Bjærgbeboerne har uden Tvivl givet Stødet dertil, idet de i deres Haver har indplantet deres Yndlinge blandt Fjældets Planter, som spillede en Rolle i deres, daglige Liv saavel som i deres Poesi. Efterhaanden har Dalbeboerne da ogsaa faaet Lyst til at dyrke Fjældplanter i deres Haver og har hentet dem enten fra Bjærgboernes Haver eller fra de naturlige Voksesteder. Klosterhaverne har her sikkert spillet en Rolle. A. Kerner fortæller saaledes, hvordan han i 1846 i Klosterhaven i Lilienfeld i Østrig paa en ganske lille Plads saa den herligste lille Alpeflora, som han Dagen forud havde beundret i Højfjældene. I sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede har Alpeplanterne faaet sig et nyt Hjem i de engelske Haver og derfra har Dyrkningen bredt sig ud i stedse videre Kredse.«

Naar man vilde dyrke Planter fra Bjærgegnene her nede i Lavlandene laa det snublende nær at søge at give dem Forhold at vokse under, som kunde ligne dem, de fandt i deres Hjemstavn, og da det var Bjærgplanter, maatte de naturligvis have Sten at vokse imellem, ligesaa naturligt faldt det, at Planterne maatte sættes paa Forhøjninger og ikke paa flad Jord.

Denne Opfattelse er selvfølgelig rigtig, saalænge der tales om det nødvendige i at give Planterne naturlige Forhold at vokse under, men saa snart man derefter konstruerer sin Høj til Stenhøjsplanter som en ganske simpel Jordbunke: kuppelformet eller kegleformet,—naar det kommer lidt videre med halvmaaneformet eller S-formet Grundflade—og bestaaende af almindelig Havejord belagt med eller rettere besat med Sten, der strutter ud i Luften med den spidse Ende, saa er man ganske paa Vildspor. Forholdene hvorunder Planterne vokser i Naturen er saa forskelligartede, at der for at kunne skaffes dem blot tilnærmelsesvis naturlige Kaar maa lægges langt mere ind i Konstruktionen af Stenhøjen, end der sædvanligvis sker. Men herom mere senere.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings