Alpeplanter.—Stenhøjsplanter.

Der er i det foregaaende talt om Alpeplanter, medens der i Titlen paa Bogen er anvendt Betegnelsen Stenhøjsplanter. Der vil da let kunne rejse sig det Spørgsmaal, om disse to Udtryk kan bruges i Flæng, eller om der kan gives en vis Adskillelse imellem dem. Med andre Ord, om alle Stenhøjsplanter er Alpeplanter eller om alle Alpeplanter egner sig til Plantning paa Stenhøje. Svaret maa lyde, at Stenhøjsplanter er et bredere Begreb end Alpeplanter, selv om vi tager dette i videst mulige Forstand. Ved Alpeplanter, eller som de ogsaa betegnes alpine Planter, forstaar vi Planter, der vokser i Bjærgegne ikke alene i Alperne, men ligesaavel i Pyrenæerne, i Andes eller Himalaya, og tillige dem, som findes i arktiske og antarktiske Egne, voksende saa højt op over Havet eller saa langt mod Syd eller Nord, at de en meget betydelig Del af Aaret er dækkede af Sne og saaledes kun har en kortvarig Sommer, en kort Vækstperiode. Disse Planter kan efter deres Voksekreds deles i subalpine, alpine og højalpine Planter, ligesom den arktiske Region kan deles i flere Florabælter. Hvor Højdegrænsen (over Havet) for de forskellige Bælter af Alpeplanter ligger, afhænger af vedkommende Bjærgkædes Afstand fra Ækvator. Nogle Planter kan følges gennem alle 3 Regioner, andre har kun en ringe Udbredelse i lodret Retning. Visse Arter findes baade i Bjærgegne og i Polaregne, andre har et ret begrænset Vokseomraade i vandret Retning.

Fig. 47. Enkelt Del af Stenhøjsanlægget i Friar Park (Se Fig. 46).

Som alt nævnt har man i Haver fundet paa at bygge Stenhøje for at kunne dyrke disse smukke Planter fra Bjærgene og fra Polaregnene, og de udgør ogsaa Stenhøjsplanternes Hovedmængde, men man har desuden samlet Hjælpetropper fra mange andre Egne af Jorden og anbragt dem paa Stenhøjen. Forholdet er jo nemlig det, at der rundt om paa Jordens Kreds findes en Mængde meget smukke Planter voksende i Slettelandenes Moser, Enge, Skove og Stepper eller paa Ruiner og Stengærder, hvilke Havevennerne gærne vil dyrke, men som maa anbringes paa Stenhøjen, enten fordi de her præsenterer sig bedre end paa flad Jord, eller fordi de overhovedet ikke kan trives det sidstnævnte Sted. Ordet Stenhøjsplanter er derfor et meget omfattende Begreb, men faste Rammer for det har man ikke; hvad en vil godkende som passende til Stenhøj, kasserer en anden, og hvad der passer til at plante paa store Stenhøje mispryder maaske paa mindre. Nogle Stenhøjsvenner vil dog udelukkende dyrke alpine Planter og undgaar med velberaad Hu alle Plantearter, som ikke kommer ind under dette Begreb. For dem er Planternes Sjældenhed tit af største Vigtighed, de frydes selv over ubetydelige Arter, og de har netop den største Glæde i at dyrke de vanskeligste Planter. Der er dog en Del Alpeplanter, som trodser ethvert Kulturforsøg, og som det er ganske ørkesløst at prøve at indplante paa Stenhøjsanlægene. Andre Stenhøjsvenner vil kun have smukke eller blomsterrige Planter i Kultur eller Arter, der er saa lette at dyrke, saa at de næsten kan passe sig selv. Plantematerialet er dog saa stort, at der bliver nok for enhvers Smag—lykkeligvis—thi der er dog ingen Glæde ved, at den ene Stenhøj er en tro Afspejling af den anden, hverken hvad Konstruktionen eller Plantebestanden angaar.