Smaabuske til Stenhøjen.

Foruden de i den foranstaaende Planteliste omtalte svagt forveddede Planter, som Dryas og Salix, kan en Del Smaabuske, Krybbuske og Dværgbuske finde Anvendelse i Stenhøjsanlæggene. I det foregaaende er sagt, at Skygge over hele Anlægget eller Dele deraf, som den gives af store Træer, er uheldig og bør undgaas; men da nogle Planter, som i deres Hjemstavn vokser i Klippekløfter paa Steder, hvor Solens Straaler ikke naar dem, er ømtaalelige overfor direkte Sollys, maa man give dem en Vokseplads, hvor dette er mindsket i høj Grad. At anbringe nogle enkelte Buske ovenfor Grotterne er derfor en hensigtsmæssig Foranstaltning; man maa dog undgaa at plante Buske med overhængende Grene; slanke søjleformede juniperus eller andre Naaletræer af lignende Form svarer bedst til Hensigten. Men der findes ogsaa en ikke ringe Mængde Prydbuske af sluttet Vækst, hvilke med god Ret kan anbringes paa Stenhøjen og da navnlig paa større Anlæg. Bedst planter man disse Smaabuske paa Steder, hvor man finder, at Konstruktionen af Stenhøjen er faldet mindre heldig ud, idet Buskenes fyldigere Former kan bidrage til at skjule noget af det mindre vellykkede i Opstillingen. Nogle Buske fordrer dog særlige Jordbundsforhold eller passer bedst paa anden Vokseplads (for Eks. paa Lyngpartierne).

Andromeda polifolia, »Rosmarinlyng«. Bladene smalle, blanke, mørkegrønne, paa Undersiden hvidlige. Blomsterne blegrøde. Lyngpartierne i disses fugtigste Del.

Arctostaphylos nevadensis og A. uva ursi, »Melbærris«, den sidste vildtvoksende her i Landet, har nedliggende Grene med stedsegrønne Blade. Lyngpartierne.

Azalea amoena. Stedsegrøn med karminrøde Blomster i April–Maj. Lyngpartierne.

Ogsaa de løvfældende Arter A. mollis og pontica med deres talrige Former kan paa store Stenhøje plantes mellem stedsegrønne Planter.

Betula nana, »Dværgbirk«. Lav og stærkt grenet med næsten kredsrunde Blade. Bedst paa Nordsiden af Anlægget og i Stensætningerne langs Kløfterne.

Calluna vulgaris, »Hedelyng«. Saavel selve Arten som de talrige Varieteter bør have en Plads paa Stenhøjen, paa Lyngpartiet. Varieteterne kan nu tælles i Snesevis. Man har dobbelt-blomstrede, hvidblomstrede og mørktviolette Former, endvidere Varieteter med meget kompakt Vækst eller med gulligt eller næsten gyldent Løvværk.

Cotoneaster horizontalis. Grenene tæt vifteformet forgrenede med smaa, mørkegrønne Blade. Om Efteraaret tæt besat med koralrøde Frugter. Planten holder sig meget lav, men breder sig stærkt ud til Siderne. Ynder Sol.

C. pyrenaica. Grenene tæt nedliggende til Underlaget og følgende dette, voksende op over Sten eller andre Hindringer, de maatte træffe under Væksten. Bladene ovale. Blomsterne hvidlig-rosa.

Cytisus purpureus. Blomsterne smudsigt karminrøde. Meget blomsterrig.

Fig. 94. Veronica prostrata.

Daboecia polifolia. Løvet er mørkegrønt, glinsende paa Overfladen, blegt paa Underfladen. Blomsterne violetrøde eller hvide. Lyngpartierne.

Daphne. Planterne af denne Slægt har stærkt vellugtende Blomster.

D. alpina. Blomsterne hvide. Lyngpartierne.

D. Blagayana. Skuddene ganske vege, nedliggende. Blomsterne gullighvide, ret store. Plantes i ikke for tør Mosejord.

D. cneorum. Svag af Vækst med nedliggende Grene. Blomsterne røde. Plantes paa Klippeblokke i grusblandet Mosejord.

D. laureola. Stedsegrøn. Blanke, glatte Blade; grønlige Blomster. Lyngpartierne.

D. mezereum, »Pebertræ«. Blomstrer tidligt om Foraaret inden Løvspring. Blomsterne blegrøde. Lyngpartierne.

Enantospartion radiatum. I Slægt med Guldregn. Blomsterne gule. Danner meget brede Buske; Grenene grønne.

Erica, »Lyng«. Bladene er hos alle Arter smalt linieformede eller naaleformede.

E. carnea, »Foraarslyng«. Lav af Vækst; danner efterhaanden meget brede, lave Buske. Allerede tidligt paa Efteraaret er de gulliggrønne Blomsterknopper ansatte, de overvintrer og farves henad Foraaret rødlige for hen i April at udfolde sig. Blomsterne er rødliglilla eller hvide: fl. albo.

E. cinerea. Blomsterne purpurrøde. Juli–August.

E. stricta. Har opret Vækst, vokser ret hurtigt og grener sig stærkt. Blomsterne røde om Eftersommeren, holder sig længe.

E. tetralix, »Klokkelyng«. Bladene haarede, Blomsterne blegt rosenrøde.

E. vagans. Har bred og fyldig Vækst. Blomstrer om Eftersommeren. Blomsterne af forskellige røde Nuancer.

Erica Arterne plantes paa Lyngpartierne. E. tetralix paa de fugtigere Dele.

Gaultheria procumbens. Bladene smaa, blanke. Bærrene koralrøde.

G. shallon. Bladene større end hos foregaaende, matte. Bærrene blaasorte.

Genista anglica. Grenene nedliggende, tornede. Blomsterne gule.

G. pilosa. Grenene nedliggende eller halvt oprette. Bladene noget silkehaarede. Blomsterne gule. Begge Arter plantes paa Lyngpartierne, den sidstnævnte paa tørrere og mere sandet Jord end den første.

Hedera helix. Forskellige Former af »Vedbend« kan plantes paa Stenhøj. Her skal blot nævnes den ejendommelige Form: conglomerata, der vanskeligt trives paa flad Jord og maa have Stene eller Trærødder at lægge sig op over for ret at præsentere sig.

Hypericum calycinum, H. patulum og Bastarden mellem disse: H. Moserianum med Varieteten tricolor, der har brogede Blade, samt H. lysimachioides, har alle smukke, store, gule Blomster, den førstnævnte er stedsegrøn.

Juniperus communis. Varieteten suecica har søjleformet Vækst. J. nana meget lav Vækst, medens J. prostrata, der opfattes som en Varietet af J. sabina har Grenene strakte tæt hen ad Underlaget.

Kalmia angustifolia og K. glauca. To smaa tætgrenede Buske med smalle Blade og karmoisinrøde eller lilla Blomster. Lyngpartierne.

Ononis aragonesis af lav Vækst har gule, O. fruticosa og rotundifolia karminrosa Blomster.

Pernettya mucronata. Bladene er smalt ægformede, tilspidsede, stedsegrønne; Blomsterne hvide eller blegrøde; Frugterne røde. Lyngpartierne.

Philadelphus microphyllus bliver kun nogle faa Decimeter høj, den er af kompakt Vækst med smaa Blade og hvide, vellugtende Blomster.

Phillyrea Vilmoriana. Lav Busk med stedsegrønne, læderagtige Blade. Plantes mellem Rhododendron o.l.

Pieris floribunda og P. japonica. Tætgrenede, stedsegrønne Buske med hvide Blomster. Plantes mellem Rhododendron.

Rhododendron, »Alperose«. Foruden de store Arter, der nu finder en saa udstrakt Anvendelse i Busketter, findes der en Del Arter, som fordrer en bedre Vokseplads, og som derfor passende kan anbringes paa Stenhøje, dog vel egentlig kun paa større Anlæg.

R. campanulatum. Bladene tykke, læderagtige; Blomsterne lilla.

R. ferrugineum. Bladene smaa, rustbrune paa Undersiden. Blomsterne karmoisinrøde. Denne og følgende vokser i Europas Alper.

R. hirsutum. Ligner foregaaende, men Bladene er grønne paa begge Flader, haarede. Ynder Kalk.

R. camtschaticum. Løvfældende. Blomsterne karminrosa.

R. præcox. Er en Bastard mellem R. dahuricum og ciliatum, opstaaet i England. Blomstrer i Slutningen af Marts med rosenrøde, vellugtende Blomster.

Salix retusa. Planten stærkt forgrenet, breder sig vidt ud; Grenene følgende Underlaget, vokser fladt henad Jorden og op over Stene, som ligger paa Plantens Vej i dens Vækst fremad; den egner sig derved udmærket til Beklædning af større Flader. Løvet glinsende, lysgrønt.

Fig. 95. Colchicum og Blechnum i Dr. Børgesens Have i Hellebæk. Se Løgvækster og Bregner til Stenhøj.

Skimmia japonica. Bladene lysgrønne, læderagtige. Blomsterne hvide, Hanblomster og Hunblomster hver paa sin Plante. Bærrene højrøde. Lun Plads.

Veronica pinguifolia. Ny Zeland. En lav, lille, buskagtig Art med bredt ovale, graagrønne Blade og blege, næsten hvide Blomster i kort Klase. Er haardfør, men bør dog have en lun Plads og Dækning om Vinteren.