← Table of contents
Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner

Jordbundsforholdene.

Reading edition

Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen deraf har de forskellige Planters Tarv for Øje. Som Regel vil den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og samlet, inden Omformningen af Terrænet paabegyndtes, ikke kunne bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa være, at man af økonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af følgende Jordarter: Lyngjord, Mosejord—ogsaa Tørvestrøelse kan eventuelt anvendes—Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da tillige Græstørvejord fra svær Jord. Endvidere Grus, fint knuste Kalksten eller Murgrus og fine Granitskærver. Visse Planter er mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere hævder, at Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre nærstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to Slags Planter som Følge af deres særlige Krav til Jordbunden aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin Lokalitet. Saaledes angiver Robinson, der har en Liste paa c. 70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at Rhododendron hirsutum, Daphne eneorum og Pulsatilla alpina vokser paa Kalkbjerge, medens Rhododendron ferrugineum. Daphne striatum og Pulsatilla sulphurea vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som Gift for Planter fra Granitbjærge, saa kan man dog ikke se helt bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for Stenhøjs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhøjs Opbygning har brugt saavel Granit som Kalksten, gør man derfor vel i ogsaa at tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke blander Kalkelementer i den Jord, som lægges paa Granitafdelingen, medens man giver en rigelig Tilsætning af dette Materiale paa den Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes Krav i saa Henseende, kan man jo prøve sig frem, plante enkelte Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn til, at de faar en Jord, som er passende gennemtrængelig for Rødderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagældende Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk.

Til Paafyldning i Revnerne og de større Mellemrum paa Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskærver. Til Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til Kløfterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele, i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil dyrke Skovplanter, tilsættes yderligere Bøgebladjord. Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne tilsættes, som nævnt en Del knust Kalksten eller Murgrus.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings