Alpeplanternes Voksekaar i deres Hjemstavn.

En Ekskursion i Bjærgene vil for dem, som ikke før har færdedes der, som Regel byde paa Overraskelser. Sikkert de fleste vil forbavses over at træffe saa udstrakte Arealer, hvor Fjældet ikke viser sig i Overfladen, men er dækket af et Muldlag tæt bevokset med Planter. Selv om vi ser bort fra de lavere Dele af Bjærgene, som dækkes af Løvskov og Granskov—med den for disse Skove egne Undervegetation—maaske af og til afbrudt af en aaben Højslette med Landsbyer, Agre, Moser og Enge, og kun betragter den højere Del af Fjældene, da vil vi ogsaa der paa vor Vandring opefter, ikke bestandig færdes paa Stengrund. Aartusinders Vind og Vejr har virket paa Fjældet og omskabt den oprindelige, ganske nøgne Stenmasse til et for Plantevæksten beboeligt Sted. I hver en Revne paa Stenfjældet er Vandet trængt ind. Frosten har virket og sprængt store og smaa Stykker af Fjældet, Gletscherne har langsomt, men sikkert skuret mod det faste Fjæld og malet Overfladen til Grus, Sand og Stenmel. Rindende Vand har ført de fine Dele med sig ned ad Bjærget for senere at aflejre dem igen paa fladere Partier. Her har saa været gode Betingelser for Plantevækst, da der fra de højere liggende Steder tilførtes Fugtighed; og var der først en begyndende Plantevækst, bedredes Betingelserne for en tættere Bevoksning stadig. Paa saadanne Steder har da kunnet opstaa Moser og Enge. Rigeligere eller ringere Tilførsel af Vand og kraftig eller ubetydelig Nedbør har givet fugtigere eller tørrere Enge. Vegetationen ligner i mange Maader den i Lavlandets Enge, den er tæt, der er talrige Græsser, Orchisarter, ja mange Arter er fælles; man vil dog som Regel finde Planterne lavere bl.a. af den Grund, at det Vand, der overrisler Engen er meget koldt og derfor hæmmer Højdevæksten. Men Klippesiderne er jo ogsaa bevoksede med Planter, her tæt, der mere spredt; hvorledes opstaar her Betingelser for Plantevækst? Ser vi, her i Lavlandet noget tilsvarende? Ja, paa en Maade. Ser vi ikke hyppigt Tegltage med gulgrønne Pletter af Laver, som senere afløses af smaa Mospuder, der maaske igen afgiver Fodfæste for en Husløg, en Stenurt eller en lille Græstue; ser vi ikke Stenene i Stengærderne og de store Rullesten ude i Heden bevoksede med Laver og Mosser? Ligesaadan gaar Udviklingen for sig i Fjældet, men her er Overgangen fra Mosvegetation til den højere Plantebevoksning maaske noget hurtigere, fordi der fra højere Dele af Bjærget siver Fugtighed ned. Og i hver lille Revne, som fremkommer i Klippevæggen, selv om denne er nok saa stejl, er der Udsigt til at en Plante kan fæste Bo. Der behøves blot, at Vinden eller rindende Vand skal føre et Frø hen til et saadant gunstigt Sted, saa at det kan spire dér og sende sine Rødder ind i Klipperevnen. Støv tilført andetsteds fra har samlet sig i Revnen og afgiver Jordbund for den spirende Plante.

De Planter, som vokser i Revner og Spalter paa Klippevæggene har jo meget afvigende Kaar fra Planterne i Slettelandet. Rødderne, som her kan brede sig vidt ud til alle Sider, maa hist nøjes med at brede sig i det Rum, som Klipperevnen giver, de bliver derfor gærne fladt vifteformige. Man kunde være tilbøjelig til at tro, at en Plante, der voksede paa en saadan Klippevæg, snart maatte komme til at mangle Vand. Dette er dog ret sjældent Tilfældet. Ofte siver der bestandigt fra højere Steder Vand ned langs Klippens Sider, trænger ind i de fineste Sprækker og nærer Sugerødderne, og udebliver denne Tilførsel af Mangel paa Nedbør, eller fordi Sneen højere oppe er smeltet bort, saa virker den kraftige Dug om Natten dog forfriskende paa Planten. Tillige er Klipperne altid mere eller mindre porøse. Herom skriver Correvon: »Medens visse Stenarter suger Vand til sig omtrent som et Stykke Sukker, lader andre det kun langsomt trænge ind i deres mikroskopiske Kanaler. Men alle Klipper er gennemtrængte af Vand i højere eller mindre Grad, og de meddeler dette Vand til de Planter, der vokser paa dem, saa at de holder sig friske.«

Bjærgenes øvre Tinder, der en lang Tid af Aaret er dækkede af et mægtigt Snelag, er i den korte Sommer heller ikke vegetationsløse. Fjældet er forvitret, saa at den faste Masse er dækket af et Lag af løse Sten, Grus og Stenpulver. Heri vokser Planterne mer eller mindre spredt. Mange Steder er Tidsrummet mellem Sneens Bortsmelten om Forsommeren og det første Snefald om Efteraaret saa kort, at en Udtørren af Jordsmonet ikke kan finde Sted, og Natteduggen og Taagerne, der hyppigt lægger sig om Bjærgtoppene, holder Planterne bestandig friske. Planterne særpræges ogsaa af det stærke Lys, som hersker under hele deres korte Liv; en Plante, som kommer frem af den smeltende Sne i Juni Maaned, vaagner til et langt intensere Lys end vore Foraarsplanter nyder, naar de i Marts–April bryder frem af Jorden.

Dér hvor Gletscherne ender, naar de er paa deres Vinterstade, vil man finde mægtige Samlinger af Sten og Grus, som af Gletscherne er ført ned fra de højere Egne. Disse Endemoræner er ogsaa bevoksede om end hyppigt meget spredt. Planterne lever her under lignende Kaar, som dem vi fandt paa Bjærgtinderne. De har som disse rigelig Væde om Sommeren, thi Smeltevandet fra Bræen gennemskyller bestandig Morænen; men om Efteraaret, naar Kulden lægger sig over Bjærgene, standser Afsmeltningen fra Gletscheren, og Morænen bliver derved temmelig tør. Ved Kuldens Fremadskriden bliver de endog dækkede af et Lag Sne, som værner dem mod Vinterens stærke Kulde. Selv de fra Fjældene nedstyrtende Stenmasser, som samler sig ved Fjældets Fod eller i Kløfter i vældige, skraanende Urer (Tyskernes: Geröll), forbliver ikke ubeboede af Planter. Disse Urer er ogsaa fugtigere end man efter deres Konsistens kunde vente, men de kan jo ogsaa være beliggende saaledes, at de er stærkt udsatte for Solens Virkning og kun modtager ringe Væde fra de højere liggende Dele af Fjældet; i saa Fald vil kun Planter, der ved tæt Filtbeklædning eller paa anden Maade er værnede mod for stærk Fordampning, kunne trives her. Paa isolerede Bjærgtoppe i de lavere Dele af Bjærgene eller paa Skrænter, hvor Muldlaget er tyndt, og hvor Sneen paa Grund af den lavere Beliggenhed smelter bort tidlig paa Foraaret, kan der ogsaa blive ret ugunstige Vegetationskaar. De Arter, man finder paa saadan Lokalitet, er da ogsaa værnede paa en eller anden Maade mod for stærk Fordampning, enten ved at Bladene er beklædte med Haar, eller er af læderagtig Konsistens (Rhododendron) eller ved at de er ganske smalle, naaleformede (Lyngarter).

Vegetationer i dybe Spalter og smalle Kløfter er meget afvigende herfra; er Kløfterne nordvendte vil kun meget lidt Sollys trænge ned i dem, og selv om de er sydvendte, er det kun en kort Tid af Dagen, at de er solbelyste. Planterne, som vokser her, er da mest Bregner og andre tyndbladede Vækster, som breder sig frodigt imellem Mosser i den fugtige, muldede Jord.

Her er i korte Træk givet de vigtigste Kaar, under hvilke Planterne trives i Bjærgegne, men mange andre Faktorer spiller ind med og gør Forholdene mere sammensatte, saaledes Stedets Afstand fra Ækvator, (Grundfjældets Art og Fjældets Heldning mod Nord, Syd eller andre Verdenshjørner).