← Table of contents
Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner

Murhaver.

Reading edition

Paa gamle Mure—og ikke mindst paa Ruiner—træffer man ofte en ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den lille Bregne »Murrude« vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved første Øjekast ser det mærkeligt ud, at Planterne kan trives under saadanne Kaar, men tænker man nærmere over Sagen, er det jo i og for sig ikke mærkeligere, end at Planterne vokser i de stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porøse som Grundfjældene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig trives paa Stenhøj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at man sine Steder ligefrem har opført Mure udelukkende eller dog for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og 16.) Correvon omtaler udførligt og roser meget disse Murhaver. En Mur, som han selv har i sin Have, »Floraire«, er 28 m lang, 2,10 m bred og 1,40 m høj, den er bygget af haardtbrændte Sten og løber i Retning SØ.–NV., den har altsaa sine Flader vendte mod NØ. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opført med andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte kun den ene Side være fri. Correvon giver Fortegnelse over de Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne. Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og Sten.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings