Pasningen af Stenhøjen Aaret rundt.

Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at tænke paa Stenhøjens Dækning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede Planter, som ikke taaler for megen Væde paa Bladene, vil man med Fordel kunne beskytte ved Hjælp af et lille Glashus bestaaende af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa at Væden kan løbe af den; der maa ogsaa være en Aabning mellem Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted. Denne Tildækning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kælne Planter kan man ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den første Frost er i Vente, at tildække dem med skarpt Grus. Disse to Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste Stenhøjsplanter er i deres Hjemstavn dækkede af et lunende Snelag, som gør, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde; men her i vort Klima ligger dette naturlige Dække kun rent undtagelsesvis i et længere Tidsrum. Spørgsmaalet er da, om man kan skærme sine kære Stenhøjsplanter mod stærk Barfrost, saa at man paa en Maade erstatter Sneen. Desværre lader dette sig ikke gøre, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over hele Stenhøjen gør dog sin Nytte, det hæmmer i en vis Grad Udstraalingen og skærmer noget mod de bratte Temperatursvingninger. Mest Gavn gør Granrisdækket paa Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke Planterne til en for tidlig Vækst, og ligeledes værner det de stedsegrønne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let foraarsager en for stærk Fordampning fra deres Løvværk. Tildækningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men frygter man stærk Frost i den tidligere Del af December, maa man hellere fremskynde Tildækningen. Kommer der et Snedække, er Planterne først ret hjulpne.

Vinteren igennem er der intet at gøre ved Stenhøjen. Og dog! Hvis der indtræder milde Perioder, som tegner til at blive af nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Dækket paa Stenhøjen her og der, navnlig bør man tænke paa de stedsegrønne urteagtige Arter som visse Saxifraga, Hutchinsia, enkelte Sedum, nogle Veronica o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjærnede Granris samles i Bunker for atter at lægges over Planterne, saa snart Frostvejr indfinder sig.

Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhøjen. Man saar den paa Stedet.

Afdækningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bør saa vidt muligt vælge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at udsætte Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder. Frosten har Vinteren igennem, trods Dækning, virket paa Jorden, den har løftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende Efteraar er hævede op af Jorden, saa at Rødderne er blottede. Forsømmer man ret længe at faa dette bragt i Orden igen, vil de løsnede Planter dø af Tørke eller i al Fald svækkes i betydelig Grad. Derfor skrider man til det Værk, mens der endnu er rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen. Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har afdækket Stenpartiet, men man sørger omhyggeligt for, at ingen Del af Stenhøjen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et mindre Parti, gør dette i Stand og lægger nogle af Granrisene over igen. I en Kurv eller Kasse fører man lidt frisk Jord med sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte være opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem.

Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og Kløfter bortfjærne Løv, som er føget sammen der, hvis det virker uskønt eller er hobet op i for store Mængder; ligeledes kan man afpudse de gamle Bregneblade eller andet Løvværk, man har ladet sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhøj, og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart kalder Arbejdet igen. Foraarets tørrende Luft gør sin Virkning, og Vanding bliver nødvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt Kildevæld i sit Stenhøjsanlæg eller et Morænebed, maa der lukkes op for Vandet. Snart strækker Vanding med Vandkande ikke til, der maa sprøjtes dagligt, i al Fald naar Vejret er tørt. Sprøjtningen skal ikke indskrænkes til Planterne alene, Stenene og Gangene oversprøjtes, de sidste ikke mindst, thi derved bidrager man til at sprede Friskhed og Kølighed over hele Anlægget. Vil man have et særlig godt Vandingssystem, kan man over hele Stenhøjs-partiet lade lægge Vandrør med mange fine Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles støvfint.

Nu har de første af Stenhøjens Foraarsbebudere allerede visne Blomster, disse maa fjærnes, hvis man da ikke agter at samle Frø af dem. Efter stærke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde de Render, det nedstrømmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning, Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse gøre sine Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vækst og Udvikling, holde Øje med dem, som vokser for stærkt for i Tide at kunne hæmme dem i Væksten; ofte kan Forholdet dog være saadant, at det er rigtigere at lade den Plante, der føler sig vel paa Stedet og er ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den svagere maa fjærnes og sættes hen paa en for den gunstigere Plads. Man maa i det hele mærke sig, hvilke Planter, der synes at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for tørt eller for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar Omplantningstiden indtræder, kan rette de Fejl, der er begaaede.

Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kæmpe mod nogle Fjender af Dyreriget, hvilke man maa søge at bekæmpe paa bedste Maade. Muldvarpen er her som i den øvrige Have en ubehagelig Gæst, som man maa forfølge ihærdigt. Mus og Rotter sætter af og til Bo i de Stensætninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre Grottevæggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten er vel nok den ubehageligste Gæst blandt Fuglene, hvis man da ikke er saa letsindig at lade sine Høns gaa om i Haven. Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes tætte Puder og Tæpper for at søge efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier, som har haft Besøg af denne Fugl, ser sørgelige ud. Hvis man ikke nænner at skyde denne Gæst, har man næppe andet at gøre end at finde sig i dens Ødelæggelser. Og af de lavere Dyr har man Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Bænkebidere og andet Utøj at bekæmpe. Snegle uden Hus (nøgne Snegle) er især slemme efter Planter med tykke eller kødede Blade, saasom forskellige Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at hæmme deres Angreb an vender man andetsteds en Udstrøning af pulveriseret Kalk; da saa mange af Stenhøjens Planter er kalkyndende, vil en saadan Udstrøning, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne gøre Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gæster, de lægger med Forkærlighed deres Tuer midt op i en Tæppeplante eller Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjærne en større Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord. Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlægge en Svamp dyppet i Honning eller Sukkeropløsning; Dyrene vil da krybe ind i Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstræber de finere Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhøjsplanter. Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedeværelse, gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af disse Skadedyr som muligt. Bænkebidere er Natdyr og gemmer sig om Dagen i mørke Huller. Henstiller man paa Stenhøjen udhulede Kartofler eller Rødbeder—med Hulheden nedad—vil Bænkebiderne søge til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem ud og dræbe dem. Regnorme, hvis Tilstedeværelse ellers er ønskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for Stenhøjen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes Rødder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke opfatte dem.

Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Ændringer, der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af større Dele af Stenhøjen. Den rigeligere Nedbør, som falder i denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette Arbejdes Udførelse. I og for sig kan man omplante Stenhøjsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes i August, og de naar at faa rodfæstet sig inden Vinteren.

Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man Resten af Efteraaret mest Renholdelse at tænke paa. Man maa sørge for, at man gaar Vinteren i Møde med en vel renholdt Stenhøj; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man det at kæmpe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa man ikke være for ivrig med at fjærne hen paa Efteraaret, thi disse kan siddende paa Planten godt gøre deres Nytte som et Slags Vinterdække.

Naturlig Plantning med faa væsentlig indfødte Arter. Kun Arundo Donax (til højre) røber at det hele er Menneskeværk.