← Table of contents
Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner

Stenhøjsplanternes Vækstformer.

Reading edition

Stenhøjsplanterne kan efter deres Voksemaade henføres til forskellige Typer, som her kortelig skal beskrives, da Betegnelserne i det følgende anvendes Gang paa Gang. Der findes Overgange mellem de forskellige Typer, saaledes at det af og til kan være vanskeligt at afgøre, hvilken Vækstform man skal henføre den eller den Plante til.

Rosetplanter. Bladene er samlede i Rosetter, d.v.s. de sidder ikke op ad en Stængel med tydelige Mellemrum, men udspringer omtrent fra samme Punkt og ligger ofte fladt ud til alle Sider paa Jorden eller Klippen. Blomsterstanden kan være endestillet d.v.s. udgaa fra Rosettens Midte eller udgaa fra Bladhjørnerne, og Rosetten kan mangle eller have Sideskud. Rosetplanter med endestillet Blomsterstand og uden Sideskud dør efter fuldendt Blomstring—de er monokarpiske, som det kaldes i det botaniske Sprog—og maa formeres ved Frøudsæd (Saxifraga mutata, Sax. longifolia). Denne Voksemaade er ganske analog med flere af vore kendte to-aarige Planter for Eks. Kongelys. Dannes der Sideskud, er Formeringen af Planten jo derigennem sikret. Sideskuddene kan sidde tæt op til Moderplanten eller fjærnes fra denne ved en iøvrig bladløs Udløber, de kan løsne sig fra Moderplanten meget snart og danne selvstændige Individer (visse Sempervivum) eller vedligeholde Forbindelsen i længere Tid; er Dannelsen af Sideskud meget yppig, dannes der efterhaanden store sammenhængende Tæpper. (Saxifraga aizoon, Androsace sarmentosa).

Pudeplanter. Skuddene er korte, tæt samlede, saaledes at de midterste staa lige ret op, de nederste ligger paa Jordoverfladen, og hele Planten danner sig halvkugleformet (eller som en Kuglekalot). Bladene er smaa og meget tætsiddende, sidder ofte i Mængde visne inde i Planten. Skuddene er gærne utilbøjelige til at slaa Rod, selv om de ligger tæt til Underlaget; Pudeplanterne er derfor vanskelige at dele, og maa formeres ved Frøudsæd eller Stiklinger.

Tæppeplanter. Planterne er enten træagtige eller urteagtige med kortere eller længere Skud, som gærne er rigt forgrenede og ligger fladt henad Jorden eller over Stenene og derved dækker Jordsmonet som et tæt Tæppe. Skuddene er hos nogle meget uvillige til at slaa Rod (Rhamnus pumila), og man kan hos disse løfte store Partier af Planten op fra Underlaget. Formeringen af saadanne Arter maa derfor ske ved Frøudsæd, eventuelt Stikning. Andre Tæppeplanter er netop meget villige til at slaa Rod, saa snart Skuddene berører den fugtige Jord; en ældre Tæppeplante af denne Type er derfor i Virkeligheden en Koloni af selvstændige Individer. Deling af disse lader sig let udføre. Nær disse staar saadanne Arter, som breder sig ud i store Tæpper ved fra underjordiske Udløbere at sende Skud op i Lyset. En Del Arter, som man kan betegne Pude-Tæppeplanter, har især som unge Individer samme Voksemaade (Kuglekalot), som Pudeplanterne, men i Modsætning til disse er de meget villige til at slaa Rod og vokser stærkt i Periferien, de bliver derfor fladere og danner snart sammenhængende Tæpper ved at vokse sammen med Naboplanterne (Arenaria Rosani). Endelig kan visse Rosetplanter forme sig som Tæppeplanter (se f.o.).

Den almindelige Staudetype er ogsaa repræsenteret blandt Stenhøjsplanterne. Skuddene er her oprette eller nedliggende og dør hvert Aar tilbage til Jordoverfladen, hvor Knopperne, som skal fortsætte Væksten næste Aar, sidder.

Knoldvækster og Løgvækster har deres overvintrende Dele dybere nede i Jorden.

Enaarige Planter. Af disse er kun faa anvendelige paa Stenhøjen.

Dværgbuske. Foruden nogle tæppedannende Arter (Dryas, visse Salix) har man blandt Stenhøjsplanterne en Del Smaabuske med opret, men dog lav Vækst. Navnlig Lyngfamilien leverer mange af denne Type.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings