IX.

Landet.

Det Sted, hvor de var blevet kastet iland, havde et ganske øde og ubeboet Udseende. Det var en Klippeslugt, der førte til et uregelmæssigt Højdedrag. Mod Nord, omtrent en Fjerdingvej borte, viste sig en lille Flods Munding; dens Bredder var bevoksede med en Art Mangrover, og paa Højdedraget strakte sig, saa langt man kunde se, en tæt Skov. Havde Fætter Benedict været Botaniker, vilde han være blevet henrykt over den Rigdom af forskellige Træ-Arter, som denne Skov rummede.

Der var høje Baobabtræer, hvis Bark er som ægyptisk Syenit, hvide Pinjer, Tamarinttræer, Pebertræer af en egen Art, og mangfoldige andre Vækster, som en Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til at se. Men mærkværdig nok fandt man ikke en eneste af de talrige Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt næsten overalt paa Jorden.

Henover Stranden fløj store Flokke af skrigende Fugle, en Slags store, blaasorte Svaler med lystfarvede Hoveder, og nu og da rejste sig enkelte Hønsefugle, graa og med nøgen Hals. Den uforstyrrede og frygtløse Maade paa hvilken disse Fugle kom de skibbrudne ganske nær, forundrede baade Dick og Fru Weldon. Det kunde næsten se ud til at Dyrene her aldrig havde lært at frygte Menneskers Nærhed, aldrig var blevet skræmmet af en Bøsses Knald.

Paa de udløbende Revler spankulerede nogle Pelikaner, travlt beskæftigede med at stoppe Smaafisk i deres Halsposer, og en Flok Havmaager kredsede skrigende om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste intet levende Væsen sig.

Dick Sand var højligen forbavset. Hverken i mod Nord eller Syd fandt man noget Tegn paa Menneskers Nærhed; ikke et Hus eller en Hytte, ikke et Fodspor i Sandet, ikke Røgen fra en Skorsten eller et Baal.

— Hvor er vi dog, tænkte han. Havde der været nogen Moders Sjæl vilde Dingo nok have sporet det, og meddelt sin Opdagelse med en lydelig Gøen.

Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med sænket Hale, uroligt søgende, men tavs.

"Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han støver om."

"Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro; det ser næsten ud som han var optaget af den samme Søgen, som Hunden. De bærer sig begge to lige mærkeligt ad. Men nu har vi heldigvis ikke mere med ham at gøre. Hans Tjeneste ophørte naturligvis med Skibets Forlis."

Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var der ingen, som tog Notits af ham eller spurgte ham ud. Han klatrede op ad Klipperne og saa sig om, kom ned igen og besteg en anden Højde, spejdede ud over Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag de fremspringende Højder. Ingen tænkte paa at følge efter ham, selv Dingo syntes at have glemt sin Fjende.

Man havde da ogsaa andet at tage vare. Først maatte man se at finde et midlertidigt Tilflugtssted og saa sørge for at finde et højst fornødent Maaltid.

Fødemidler var der heldigvis ingen Mangel paa. Brændingen havde skyllet en hel Del af Skibets Forraad op paa Forstranden, hvorfra Negrene, nu da Ebben var indtraadt, var ifærd med at bringe Kiks-Kasser, Daaser med Konserves, tørret Kød og lignende i Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille Flod i Nærheden.

Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle Tom, der var en passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker i Massevis.

Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende Rekognosering.

Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa denne Sorg blev slukket. Det var saamænd ingen anden end lille Jack, der her kom sine Venner til Hjælp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Bølgerne i deres evige Rullen imod Kysten havde dannet.

"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er en dejlig Hule."

"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde Fru Weldon, og kyssede sin Øjesten. "Du er jo en hel Robinson, Jack! Her kan vi faa det rigtig udmærket."

Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en tolv—fjorten Fod bred og lige saa dyb, og altsaa stor nok til at rumme den lille Flok. Medens man var ved at tilberede Maaltidet vendte Negoro tilbage, og stillede for at faa sin Portion med. Han spiste og drak tappert, men sad ellers tavs og hørte tilsyneladende uinteresseret efter de andres Samtale om, hvad der nu var at gøre.

Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres Navn, at takke den trofaste Dick for hans ihærdige og anstrængende Arbejde under den lange og farefulde Sejlads. "Men," tilføjede hun, "din Opgave er ikke endt endnu. Du maa være vor Leder i Land som du var vor Kaptajn om Bord. Vi har alle Tillid til dig, og hvad du anser for at være det fornuftigste og rigtigste, det vil vi gøre."

Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro syntes vakt af sin Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans Mening.

Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi nær ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet Egn, langt fra nogen Landsby. Men alligevel skulde jeg dog tro, at hvis et Par af os i Morgen begav sig en halv Snes Mil længere imod Nord, maatte vi træffe paa nogle Indfødte, der kunde give os Besked."

Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for Dicks Forslag, om at skille to ud fra de andre.

"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition," spurgte hun tøvende.

"Tom og jeg, for Eksempel."

"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"

"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Aktæon og Austin bliver jo hos Dem. Negoro foretrækker maaske ogsaa at blive her?" tilføjede Dick, vendt imod Kokken.

"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.

"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering," bemærkede Tom, "den kan blive os til god Nytte."

Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om, at den lille Flok, som saa længe havde delt ondt og godt sammen, nu skulde skilles, om end kun for kort Tid. Nølende gav hun sin Ængstelse Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at indfødte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset, vilde overfalde dem i Haab om at kunne gøre et rigt Bytte.

Dick søgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons Frygt. De Indfødte her var et fredsommeligt Folkefærd, der ikke kunde sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget Overfald behøvede man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse kunde være ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udsætte sig for ved at begive sig samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge en Havneby.

"Desuden vil vi være her tilbage senest om to Dage, enten vi saa finder Mennesker, der kan give os Besked, eller ej," sluttede Dick; "og Tom og jeg kan udrette meget paa to Dage."

"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning, "saa gør, som du synes, Dick."

"Hvad siger du til den Ting, Fætter Benedict?" tilføjede hun vendt imod Naturforskeren.

"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker, med et noget uforstaaende Udtryk i sit lærde Aasyn. "Aa jo, jeg er ganske af samme Mening, jeg synes det hele er udmærket. Jeg haaber sikkert at finde nogle gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud og søge efter dem med det samme?"

"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort," advarede Dick.

"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok —." Og med sin Kasse under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt.

Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden, hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.

Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over i Nans Skød, og fulgtes selv sammen med Dick og de andre ned til Stranden.

Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu fuldstændig tørt over Vandet, og Skibets Skrog, som nylig havde været aldeles skjult af Havet, laa synligt midt imellem Vragtømret. Denne paafaldende Forskel paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede Dick, der syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa skyldtes det den forrygende Storm og vældige Brænding.

Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad bjærges kunde af det, der kunde være til Nytte ved den forestaaende Ekspedition. Dick fandt fire udmærkede Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var lykkelig ved saaledes at kunne sætte den lille Trop i en Slags Forsvarstilstand. Dernæst medtog han en Lygte og nogle af de store Knive, som man brugte ved Parteringen af Hvalerne. Andet og mere vilde han ikke slæbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt om at have den mindst mulige Bagage.

Efter Fru Weldons Opfordring søgte Dick ogsaa efter en betydelig Pengesum, tilhørende Hr. Weldon, som skulde findes forvaret i Skibets Pengeskrin i Kaptajn Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han fandt i Kaptajnens Skibskiste et Beløb af omtrent 500 Dollars, opbevarede i en Læderportefeuille, mærket med den forulykkedes Navn, men Pengekassen, Rhederens Ejendom, var ikke til at finde.

Der var kun én Forklaring paa dette Mysterium. En eller anden var kommen dem i Forkøbet, havde ransaget Skibet og stjaalet Pengene.

Og hvem det maatte være var ikke svært at sige, da ingen andre end Negoro havde forladt Grotten. Dick vægrede sig vel uvilkaarligt ved at mistænke Kokken, men han maatte paa den anden Side indrømme, at denne skumle Fyrs hele Gøren og Laden nok kunde tyde paa, at han ikke vilde vige tilbage for et Tyveri, der med hans Kendskab til Skibets Lokaliteter havde været saa fristende let at udføre. Det blev derfor besluttet at krydsforhøre Negoro naar han kom tilbage, og i Nødsfald lade ham undersøge.

"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrød Fru Weldon fortvivlet.

Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemærkning var, havde hun sikkert været end mere ulykkelig.