VII.

I Stormen. — En Skuffelse.

"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere, men Orkanen havde nok at tumle med i Skrog, Master og Tovværk, og den drev Skibet afsted i næsten usvækket Fart.

Bølgerne, lig uhyre Vandbjærge, rullede dog endnu hurtigere end Fartøjet og truede med at oversvømme Agterstævnen, naar denne ikke hurtigt nok hævede sig af en Bølgedal. Og meget var der ikke at gøre for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde bringes i hurtigere Fart ved at sætte et Sejl op. Man kunde kun afstive det ved Rorets Bevægelser, og Dick passede paa som en Smed. Han havde bundet sig fast for at en Styrtesø ikke skulde rive ham med sig. Herkules og Aktæon holdt, klyngende sig til Rælingen, Udkig efter Land forude.

Fru Weldon og lille Jack, Fætter Benedict og Nan maatte holde sig i Kahytten. Alle Luger holdtes forsvarligt lukkede for at ikke en af de Bølger, der ofte slog ind over Dækket, skulde fylde Skibet og trække det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at være saa omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens voldsomme Rullen, ikke forskød sig.

Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret den Nat. Men Fru Weldon forestillede ham alvorligt og indtrængende, hvor nødvendigt for dem alle det var, at han ikke overanstrængte sig og blev syg, at han gav efter for hendes Ønsker og søgte nogen Hvile.

Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsøgte at indlede en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.

Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro, styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket.

Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske var blevet knust ved Stødet.

Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb til for at se, hvad der var paa Færde.

Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var, han havde faaet fat i det Stykke Jærn, som han i sin Tid anbragte under Instrumentet, og ubemærket ladet det glide ud i Vandet. Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets Misvisning nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og dette var netop hvad Negoro havde villet.

"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte Dick.

Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af Frygt for, at det uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det havde da holdt og fejlede ingenting.

Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gøre paa denne Tid af Døgnet?"

"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.

"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."

"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken.

"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu. Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"

Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige Sløvhed, han foer op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.

Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bæltet og rettede den imod Kokken.

Han rettede Revolveren imod ham.

"Tag Dem i Agt, Negoro, — ét Skridt til, ét eneste Ord, og jeg skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."

Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde aabne Munden blev han tvunget i Dækket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.

"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke med ham, de er jo ikke saa kræsne."

"Endnu ikke," svarede Dick roligt.

Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et Sæt, og snærrede imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:

"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."

Dick var naturligvis kommet i det største Oprør ved denne uhyggelige Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast, vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet Sted. Istedet for at Strøm og Bølger skulde træffe Skibet lige agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa Amerika? Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den, men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.

Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil i Døgnet — men stadig saa man intet Land.

Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet, stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i Øst og Vest som før? Eller var det Kompasset, det var galt med?

Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen lød pludselig Raabet:

"Land, Land!"

Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et Punkt i Horisonten.

Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.

Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland.

"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge.

Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig Spænding til Rælingen, og brast i Graad.

Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.

Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.

"En Ø, — det var kun en Ø!"

"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon bestyrtet.

"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø det er, maa Kortet kunne sige os. Det maa være Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i dette Farvand."

"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, — hvorlangt har vi endnu tilbage?"

"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs Stemme; "saadan noget som 2500 Mil!"

"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon fortvivlet, "saa har 'Pilgrim' jo slet ikke bevæget sig, — eller den har sejlet frem og tilbage til samme Sted — eller — —. Nej, det er umuligt!"

"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som for at samle sine Tanker, — "jeg selv begriber heller ikke, hvad der er sket — — hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt — nej, det er dog ikke muligt!"

"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et Smil pludselig opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."