III.

Dingos Historie. En Hval i Sigte.

En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med Kaptajnen, medens lille Jack sad paa Dækket og legede med et stort Alfabet klistret paa Træklodser, kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen Søgen og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dækket. Endnu en Bogstavklods hentede den, lod den falde ved Siden af den anden og stod saa roligt logrende og betragtede sit Værk.

"Dingo æder mine Klodser," raabte Jack bestyrtet, og løb efter den for at se, hvad Ulykke Hunden havde gjort. Ogsaa Fru Weldon og Kaptajnen kom til for at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til Drengen. Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op. Den brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra den, og næppe havde Jack stillet dem op foran sig, før Hunden atter hentede dem tilbage — og pudsigt nok netop de samme to Bogstaver, som den første Gang havde udsøgt sig.

"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.

"Den staver aabenbart," spøgte Kaptajnen, "lad os se, hvad det er den vil skrive. S. V. staar der; S. V. er det ikke de samme Bogstaver, som er graveret i dens Halsbaand," føjede han studsende til, "det er dog Pokker til Hund."

Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen vendte sig til ham med Spørgsmaalet:

"Kan De ikke fortælle os lidt mer om det mærkværdige Dyr, De sagde jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck' havde fundet det for et Par Aar siden ved Kongoflodens Munding."

"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar," svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem den tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man værre faren end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gøre sig forstaaelig."

"De ser ud, som om De havde faaet en Idé, Kaptajn," sagde Fru Weldon, da Hull en Stund havde staaet hensunken i Tanker.

"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfældig Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de to Bogstaver S. V."

"Hvad tænker De da paa?"

"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med Understøttelse af det geografiske Selskab i Paris søgte at gennemtrænge Afrikas mørke Fastland fra Øst til Vest. Han valgte netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel Vernon."

"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon — "S — V!"

"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsøgte af Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham senere. Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er enten bleven dræbt eller taget til Fange af de vilde Indfødte. Hvis denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhørt ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage til Kysten, hvor saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den."

"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hørt paa Kaptajnens Bemærkninger, "at Dingo ikke selv kan fortælle os, hvorledes den har lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den altid knurrer ad Kokken."

Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar at stille noget af, saa at Kaptajn Hull kunde haabe paa en Forandring til det bedre i Vindretningen, og en deraf følgende hurtigere Hjemrejse.

Paa denne Dag hændte det at Fru Weldon, der spadserede frem og tilbage paa Agterdækket, lagde Mærke til, at Vandet efterhaanden antog en ejendommelig rød Farve, som om det farvedes af Blod.

"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et morsomt Syn. Vandet bliver helt rødt, hvad kan det mon komme af?"

"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den røde Farve skriver sig fra uhyre Masser af Smaadyr, som tjener Hvalerne til Føde."

"Hvor det er underligt," bemærkede den højst interesserede Jack, "at de store Hvalfisk kan blive mætte af at spise saadan nogle smaa bitte Dyr. Det maa da være noget for Fætter Benedict. Kom skal du se, Fætter Benedict," raabte han af sine Lungers fulde Kraft.

Amatør-Naturforskeren nærmede sig sammen med Kaptajnen.

"Ja, ja — det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict," sagde Kaptajnen. "Det er da en udmærket Lejlighed, som De ikke maa lade gaa fra Dem, til at studere de interessante crustacea."

"Crustacea," vrissede Fætter Benedict arrigt og overlegent. "De ved maaske ikke, at jeg som Entomologist kun og udelukkende interesserer mig for Hexapodaen."

Kaptajn Hull kunde kun med Møje betvinge et Smil og svarede blot godmodigt:

"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."

Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."

Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne:

"En Hval til Bagbord!"

"Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig. Alle hans professionelle Instinkter var øjeblikkelig vakte, og han skyndte sig forud, fulgt af alle Søfolkene.

"Den sprøjter baade Vand og Damp op," sagde Dick, der havde taget Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon det ikke skulde være en Finhval? Men en gevaldig Kammerat maa det da være."

"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede Kaptajnen fornøjet.

"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og kan vel gøre det igen. — Naa, hvad mener I saa?"

"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.

"Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"

De større, moderne Hvalfangerskibe anvender som oftest til denne Jagt en Slags lille Kanon, der enten er anbragt paa selve Skibet eller i den største Baads Forstavn, og hvormed der udskydes enten en Harpun eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke forsynet med disse dyre Apparater, som dets gamle Mandskab ikke kendte og ikke havde megen Fidus til. Det foretrak at benytte de gamle, mere primitive Vaaben, Harpunen og Landsen.

Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og bemandet, og Kaptajnen lod Redskaberne bringe om Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af flere Harpuner, befæstede til seks hundrede Fod lange Liner paa Træruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.

"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Længe bliver det vel næppe, at du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe."

"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"

Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne forlod sit Skib, selv om det kun drejede sig om nogle Timer. Men Hensynet til den store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.

"Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et Øje paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng."

"Stol paa mig, Kaptajn!"

Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par stærke Arme, og om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte Baaden med Øjnene. Pludselig brød den ud i en ynkelig Hylen.

"Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt berørt, "er det din Maade at opmuntre dine Venner paa. Værs'god at opføre dig ordentligt."

Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om, arrigt knurrende.

Negoro var slentret ud af sit Køkken, vel sagtens for ogsaa at iagttage Hvalfangsten; men saa saare Dingo fik Øje paa Kokken, styrtede den med et rasende Spring løs paa ham. Negoro greb en Baadshage for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte forskrækket:

"Dingo, Dingo, kom her! Læg sig!"

Hunden adlød, men knurrende og modvilligt, og Negoro vendte sig, ligbleg, om, slængte Baadshagen fra sig og gik bandende tilbage til Køkkenet.

"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den uhyre Neger, "De maa love mig at holde godt Øje med den Mand."

De frelste Negerslaver plejes.

"Det skal jeg," svarede han beroligende.

Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt Udkig med Baaden, der snart kun var et Punkt paa det store Hav.