II.

Frelsen.

Hidkaldt af Dicks Raab kom hele Besætningen løbende til Rælingen for at se, hvad det kunde være. Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes Tjenestepige, Nan, og den ellers saa uinteresserede Fætter Benedict viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende, hvad det vel kunde være, man saa drive i omtrent tre Sømiles Afstand fra Skibet. Kun Negoro forholdt sig rolig i sit Køkken.

"Det ser ud til at være en Tømmerflaade," mente en af Matroserne.

"Eller Resterne af et forlist Skib," svarede Kaptajn Hull; "i al Fald er det bedst vi kommer paa Siden af det. Det kunde jo dog tænkes at der var levende Væsener ombord."

"Pilgrim" ændrede Kurs og nærmede sig snart det mystiske noget, der, som Kaptajnen havde formodet, viste sig at være Vraget af et Skib, uden Master og med et gabende Hul i Styrbordssiden.

"Det Skib er blevet paasejlet," udbrød Kaptajnen, "men hvad der forbavser mig er, at det ikke forlængst er gaaet til Bunds."

"Pilgrim" befandt sig nu kun tre Kabellængder fra Vraget, da Dick Sand pludselig vinkede ad de andre, at de skulde være stille.

"Hør en Gang! Er det ikke en Hunds Gøen?" sagde han.

Alle lyttede spændt, og man opfangede virkelig fra Skibsskroget en svag Lyd, som kunde være en Hunds Gøen.

"Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa vi dog søge at frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen, og den lille Jack stemmede ivrigt i, glad ved Tanken om at faa sig endnu en Legekammerat.

Kaptajnen lod nu sætte en Baad ud, og i det samme viste der sig en stor, sort Hund ved Vragets Skanseklædning; den gøede og hylede fortvivlet over imod Skibet, Sprang et Øjeblik omkring, som vilde den springe i Vandet, men stod saa atter stille og udstødte igen de mest rasende Hyl, som man næsten kunde tro fremkaldtes af et eller andet ombord paa "Pilgrim". Mærkeligt nok stod netop samtidigt Negoro ene ved Agterstavnen, der var nærmest Vraget, og stirrede ivrigt over paa det rasende Dyr. Kunde det tænkes, at de to kendte hinanden? Der forløb en halv Time inden Baaden vendte tilbage. Den havde Hunden og fem Skibbrudne ombord, der mere døde end levende blev halet op og lagt paa Dækket.

"De Stakler!" udbrød Fru Weldon fortvivlet ved Synet af de tilsyneladende livløse Legemer.

"De er ikke døde," beroligede Kaptajnen hende, "de maa kunde bringes til Live igen, lad os blot faa nogle Draaber Rom i dem og faa bakset lidt med dem, saa skal De se, de kommer sig nok."

"Negoro," kaldte Kaptajnen.

Ved Lyden af dette Navn begyndte Hunden, som hidtil havde ligget ganske stille, pludselig at knurre og vise Tænder.

"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer Dyret op med alle Tegn paa ustyrligt Raseri.

Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Køkkenet; men næppe fik Hunden Øje paa ham før den foer lige løs paa ham og sprang til for at sætte Tænderne i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par Matroser havde faaet et sikkert Tag i den.

"Kender De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.

"Den Hund! Nej, hvor skulde jeg kende den fra."

"Det var mærkeligt," mumlede Dick, og han tilføjede, "her maa stikke et eller andet under."

De fem skibbrudne var Negre. Efter to Dages omhyggelig Pleje var de kommet saa vidt til Kræfter, at de kunde besvare Kaptajnens Spørgsmaal paa deres gebrokne engelsk.

Den ældste af de sorte var over 60 Aar gammel og hed Tom, de andre var unge Mænd paa 25—30 Aar og hed Bat (den gamle Toms Søn), Austin, Aktæon og Herkules. De var alle høje og kraftige, men ingen af dem kunde dog maale sig med Herkules, der bar sit Navn med Ære, som den tre Alens Kæmpekarl, han var. De hørte hjemme i Pensylvanien. Den gamle Tom var i en Alder af 6 Aar bleven solgt som Slave i Afrika og derfra bragt til de forenede Stater i Amerika, hvor han allerede for mange Aar siden havde faaet sin Frihed ved Loven om Slaveriets Ophør. Hans Kammerater var alle Sønner af forhenværende Slaver, der dog var frigivne før Børnenes Fødsel. Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika som fri Mænd for at gaa i Tjeneste hos en Englænder, der ejede store Landstrækninger i Australien, og nu vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar og for en meget god Løn, have rejst hjem til de forenede Stater.

Men det Skib, "Waldeck", hvormed de foretog Rejsen som betalende Passagerer, var en mørk Nat sidst i December blevet paasejlet af en stor Damper. Negrene havde sovet, da Sammenstødet fandt Sted, og da de kom op paa Dækket, var hele Besætningen forsvunden, de var ene ombord paa et Vrag, og tolvhundrede Sømil fra det nærmeste Land.

I det Tidsrum af 10 Dage, der var forløbet imellem Skibets Paasejling og deres Frelse, havde de sorte ikke haft andet at leve af end den sparsomme Proviant, de havde fundet i Skibets Køkken. Ind i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trænge, da begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at slukke deres brændende Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord ved Sammenstødet.

Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed, og var "Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke længer været i live.

Saaledes berettede den gamle Neger, og der var ingen Anledning til at betvivle Rigtigheden af hans Fortælling.

Om Hunden, der viste en saa uforklarlig Uvilje overfor Negoro — Dingo hed den — vidste gamle Tom ogsaa Besked. Det forliste Skibs Kaptajn havde for to Aar siden fundet den i en elendig, forsulten og forsømt Tilstand, et Steds paa Afrikas Vestkyst ved Kongoflodens Udløb. Han havde taget det smukke Dyr ombord, men Dingo havde været yderst uselskabelig, melankolsk og stilfærdig, som om den sørgede over Tabet af en tidligere Herre. S. V. stod der i dens Halsbaand, og det var alt, hvad man havde til Hjælp, hvis man vilde søge at efterforske dens rette Ejermand. Smuk var Dingo, høj og kraftig bygget, og saa stærk og smidig, at den uden Frygt for at blive den lille kunde angribe baade Pantere og Jaguarer. Det var derfor naturligt nok, at Negoro ikke var særlig glad ved den uvenlige Modtagelse Dingo gav ham.

Overfor alle andre var Hunden dog fredsommelig nok. Den syntes ikke at holde af Negrene, den undgik dem, men den gjorde dem ikke noget. Maaske var den bleven daarligt behandlet af de sorte Indfødte i Afrika, for skønt Tom og hans Kammerater kun viste den Venlighed, sluttede den sig dog ikke til nogen af dem.

Kaptajn Hull lovede de stakkels skibbrudne, der havde mistet alt, hvad de ved fem Aars haardt Slid havde sammensparet, ved "Waldeck"s Forlis, at føre dem med til Kalifornien, hvorfra sikkert Hr. Weldon vilde besørge dem hjemsendte til Pensylvanien.