XVIII.

En kongelig Begravelse.

Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over Kongens Død.

Den ældste af hans Hustruer overtog øjeblikkelig "Regeringens Ledelse", og hendes første Anordninger angik den Afdødes højtidelige Ligbegængelse.

Man begyndte straks paa Forberedelserne. For Enden af Byens Hovedgade løb en dyb og strid Bæk, i hvis Bund den kongelige Grav skulde graves. En Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af Flodlejet, hvor Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige Dæmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strømmede tilbage i sit gamle Leje.

Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at Dick Sand skulde dele Skæbne med de mange andre — Kongens yngre Hustruer f. Eks. — der maatte ofres ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge Slyngel nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se hans Rædsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham hvilken Skæbne, der ventede ham.

Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel, hvor Dick, forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder havde tilbragt det sidste Døgn. Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage. Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske Tilstand.

Der laa Dick, pint af Sult og Tørst.

"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min unge Kaptajn min Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa 'Pilgrim.'"

Dick saa end ikke paa sin Plageaand.

"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at tiltvinge sig Opmærksomheden, sparkede han til Fangen.

At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.

"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."

"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.

"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres — — —. Du skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig rasende Portugiser.

"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.

I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvæle ham med sine egne Hænder. Men i det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans Fjende. Nej, nej — i Aften, først i Aften.

Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.

Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de ulykkelige Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den Ære tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig. De skulde finde deres Død i de fremstormende Bølger.

Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at Herskerens Lig bliver iført sin fineste Stads og baaret i Procession før Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke helt at afvige fra den hævdvundne Tradition. Der blev i al Hast lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentræ, der skulde forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev iklædt de fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede Benedictske Briller blev anbragt paa dens Næse. Den frembød et baade komisk og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.

Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under Affyring af Geværskud, under Sang og Hylen, Sørgedanse og Troldmændenes højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbærere og svingede deres brændende Harpikspinde, der kastede sit flakkende Lys over den fantastiske Procession.

Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den afdødes Hustruer af lavere Rang, der skulde gøre ham Selskab over i Evigheden. Derefter fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne og endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var naaet den tømte Flodseng, hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen fra Graven, afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve af Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa at Bækkens Vande skulde lukke sig over dem. To af den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet og lagde sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje for den Trædukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der — lænket til en rødmalet Pæl — en hvid, der skulde bringes som et særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse.

Det var Dick Sand.

Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans.

Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte Vandet langsomt at sive ind i Graven. De første Bølger skyllede hen over de lænkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op til den kongelige Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.

Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende Anstrængelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Pælen; forgæves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til Kongen af Kazonndes Ære.