XV.

I Dykkerklokken.

Ganske tidlig den næste Morgen vækkedes de Rejsende paa en ret ubehagelig Maade ved at de pludselig følte sig drivvaade. Det var Vandet som gennem Aabningen var trængt ind i Termithytten. I en Fart var man paa Benene, og alle med Undtagelse af Dick og Tom klatrede op i første Etage, hvor man havde det tørt — saa længe det varede. Lygten blev tændt og viste at Vandet inde i Keglen steg og steg, og snart stod over fire Fod højt.

"Det maa være et Vandløb, der ved Regnskyllet er svulmet op, og som nu strømmer over Sletten," sagde Tom.

"Jeg havde snart sagt, Gudskelov," svarede Dick, "det beviser da i al Fald, at der er større Vandløb som kan føre os ud til Havet igen. Og nu stiger Vandet aabenbart ikke mere."

"Ja, men det er dog en gal Historie, at Vandet staar højere end Indgangen, og derved stopper Tilførslen af Luft," spurgte Fru Weldon.

"Saa maa vi vel slaa en ny Aabning højere oppe," foreslog Tom.

"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men der er den Ting at tage i Betragtning, at Vandet maaske staar højere udenfor end her inde. Ved at trænge ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo sammentrængt Luften herinde i Keglens øverste Del, og denne Luft forhindrer, at Vandet kan stige højere. Borer vi nu et Hul højere oppe, slipper den sammenpressede Luft ud derigennem, og Vandet stiger lige saa højt herinde, som det staar udenfor — forstaar De? Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."

Denne Sammenligning var ganske træffende, men i en Dykkerklokke fornyes Luften stadig ved Hjælp af en Pumpe, hvorimod Hyttens Beboere snart vilde faa de Ubehageligheder at føle, som følger med et længere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved Vandets Indtrængen allerede blevet formindsket med en Tredjedel, og det blev derfor paatrængende nødvendigt at faa en Aabning ud til den friske Luft.

"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet udenfor ikke allerede stod højere end hele Termitboligen," sagde Dick, "saa kunde man jo slaa Hul i Hyttens Top."

"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan det staar til der?" spurgte Bat.

"Ja, det var udmærket, hvis De vilde," svarede Dick. "Hvis Toppen af vort Hus endnu staar over Vandet, saa bank stærkt paa den med Øksen! hvis den er helt oversvømmet, saa maa vi andre se at slippe ud bag efter Dem."

Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning. Der forløb nogle Sekunder, saa viste han sig igen.

"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde Bat forpustet; "jeg følte mig for med Haanden, men der var intet Hul mere."

De var altsaa hermetisk indelukkede i denne Dykkerklokke.

Dick Sand rystede betænkeligt paa Hovedet.

Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse af Fru Weldon med Jack, Fætter Benedict og Nan, der havde søgt Tilflugt i det lille Rum øverst oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gøres.

Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet udenfor stod over Keglen, vilde det i et Nu strømme ind, og dette betød den visse Død for dem alle. Men hvis man paa den anden Side ventede ret meget længere, udsatte man sig for at omkomme paa en anden og endnu frygteligere Maade, Døden ved Kvælning.

"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et Par Fod højere oppe end Vandet naar herinde. Hvis der kommer frisk Luft ind derigennem, kan vi roligt hugge Hul i Toppen, hvis ikke, maa vi hurtigt tilstoppe Hullet og prøve højere oppe."

Dicks Ordre blev hurtigt udført, Herkules borede en Ladestok med Skruegænger i Spidsen igennem Leret, og snart hørte man en sugende Lyd. Da Herkules trak Stokken ud af Hullet strømmede Luften ud og i det samme steg Vandet i Hytten lige op til Hullet, og dette beviste, at man havde boret for lavt. En Klat Ler blev straks stoppet i Hullet, og Dick kommanderede koldblodigt: "Prøv igen, en Fod højere."

Eksperimentet blev gentaget under angstfuld Spænding, da man midt under den almindelige Tavshed hørte Fætter Benedicts Stemme:

"Nu har jeg det! Det er storartet!"

Herkules standsede sin Boring og Dick vendte Lygten imod Fætter Benedicts Ansigt. "Hvad er det dog?" spurgte han spændt.

"Nu ved jeg hvorfor Termitterne har forladt deres Boliger. De geniale Dyr har forudset — — ha ha — — de kunde mærke paa sig selv — at Oversvømmelsen var i Anmarch. Sikken et Instinkt — — de Satans Termitter! — — de har en fin Næse — —."

Ærgerlig vendte Dick sig bort fra den stadig lige uanfægtede Insektsamler, og Herkules fuldførte sin Boring.

Den samme hvislende Lyd — — Vandet steg endnu en Fod.

Situationen var forfærdelig. Alle var nær ved at kvæles i det snævre Rums fordærvede Luft, og Lyset brændte kun mat og rødligt. Vandet naaede nu næsten helt op til den øverste Etage.

Nu var der intet andet tilbage, man maatte forsøge at bore Hul i Keglens Top. Men det var den visse, øjeblikkelige Død hvis ogsaa dette Forsøg mislykkedes. Vandets Tryk udefra vilde i et Nu fylde hele Hulen.

"Skal jeg forsøge det, Fru Weldon?" spurgte Dick alvorlig.

"Gør det, Dick; der er jo ingen anden Udvej!"

I dette Øjeblik slukkedes Lygten, man befandt sig i fuldstændigt Mørke.

Dick Sand svang sig op paa Skuldrene af Herkules, der nu kun lige havde Hovedet over Vandet. En sælsom Blanding af Haab og Frygt gennemsitrede den modige Dreng, idet han hævede sin Haand for at danne den Aabning, som skulde føre ud til Luften og Livet — eller til Vandstrømmen og Døden.

Man ventede i aandeløs Spænding. Pludselig lød en skarp, høj Piben. Vandet steg — — en Fod — — saa standsede det. Den sammenpressede Luft slap ud og en Straale af Dagslys trængte ind igennem Hullet. Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til Keglens Top. — De var frelst.

Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels, haardt prøvede Menneskers Bryst.

Nu svang Dick Øksen imod Toppen og snart var Hullet saa stort, at han kunde krybe ud igennem det, op paa Keglens øverste Kant for derfra at overskue Landskabet.

Et Rædselsskrig undslap ham.

Den hvislende Lyd af Pileskud naaede hans Øre og en Pil strejfede hans højre Arm.

Ikke hundrede Skridt borte fik han Øje paa en Lejr, og kun tyve Alen fra Termithulen, paa den oversvømmede Slette, saa han flere lange Baade fuldt bemandede med Indfødte. Det var den forreste af disse Baade der havde modtaget Dick med en Regn af Pile, saa saare han viste sig ovenpaa Keglen.

— flere lange Baade bemandede med Indfødte.

I et Nu var Dick atter nede i Hulen og satte de andre ind i hvad der var hændt. Han greb et Gevær, og fulgt af Herkules, Aktæon og Bat krøb han atter op af Aabningen i Keglens Top, og alle tre gav Ild imod Angriberne i den nærmeste Baad. Tre af de Indfødte faldt, men straks efter blev der fra Baaden affyret Bøsseskud tilbage, og med et Angrebshyl roede den næste Kano frem.

Al Modstand var forgæves, Termitboligen omringedes af op imod et hundrede Indfødte, der i et Øjeblik havde hugget Keglens Sider ind. Der blev ikke levnet de rejsende Tid til at veksle et Ord eller et Haandtryk. Hver af dem slæbtes bort af to Indfødte, og som efter en forud givet Ordre delte man Fangerne i to Partier. I den første Baad anbragtes Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict, og Dick saa den forsvinde i Retning af Lejren. Han selv, Negrene og gamle Nan blev kastet i den næste Baad, der roedes i en anden Retning. Tyve af Angriberne fulgte med for at passe paa Fangerne, og bagefter fulgte fem andre bemandede Kanoer.

Faa Minutter efter var Lejren naaet. I samme nu som Baaden stødte imod det Plateau, hvorpaa Teltene var rejst, satte Herkules i Land med et vældigt Spring. To Indfødte løb efter ham, men Kæmpen svingede sin Bøsse og knuste med Kolben den enes Hjærneskal. Den anden sendte han med et kraftigt Spark ud i Vandet, og saa satte han afsted, fulgt af en Kugle og Pileregn, og et Hyl af Raseri fra de Indfødte, der saa ham forsvinde i Skoven.

Men de andre sorte og Dick Sand blev kastet til Jorden og lænkede som Slaver.

Det var den af Harris omtalte Karavane som havde slaaet Lejr paa et Plateau, der hævede sig op over den ellers oversvømmede Slette. Den store Transport af afrikanske Negre, som af Slavehandleren Alvez' Agenter var blevet bortslæbt fra deres Landsbyer, befandt sig nu paa Vej til Markedet i Kazonnde. Derfra skulde Slaverne saa senere sendes, alt eftersom Efterspørgslen var, enten til Øvreægypten eller Zanzibar.

Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de andre Fanger. To og to blev de lænkede sammen, den ene bag den anden, til en seks Fod lang Stang, spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem med en Jærnbøjle. Armene havde de fri for at de kunde bære Byrder, men om Livet fik de en tung Jærnlænke. Saaledes, ude af Stand til at bevæge sig til højre eller venstre, belæsset, og pint af Bøjler og Lænker skulde de nu gaa hundreder af trælsomme Mile, drevet frem af Opsynsmændenes Piskeslag. Hvor misundelsesværdig var ikke Herkules — selv om han havde Sult, vilde Dyr og alle det mørke Fastlands andre Rædsler at kæmpe imod —, hans Lod var dog tifold bedre end hans Kammeraters.

Dick Sand blev ikke lænket sammen med nogen af de sorte Slaver, saa megen Respekt for "den hvide Mand" havde Bandens Anførere, at de ligefrem ikke kunde behandle ham paa samme Vis som "de kulørte". Han blev afvæbnet og en Slavedriver holdt særlig Øje med ham. Forgæves spejdede han efter sine Fjender, Harris og Negoro, hvert Øjeblik ventede han, at de skulde vise sig for at nyde deres Hævn — men nej, de kom ikke tilsyne. Maaske var de i den anden Del af Lejren og holdt Øje med Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict. Hvad vilde de mon gøre ved disse deres andre Ofre?

Lejrene talte ikke færre end otte hundrede Mennesker, fem hundrede Slaver af begge Køn, to hundrede indfødte Soldater, og Resten var Slavefogeder og disses Overordnede, Agenter og Anførere.

Disse Slavedrivere og Agenter er som oftest af arabisk og portugisisk Oprindelse, Udskudet af disse Nationers laveste Lag. Det er næppe til at beskrive, hvor umenneskeligt de behandler deres Fanger. De pisker dem uophørligt, og naar de elendige Stakler synker sammen af Sygdom og Træthed eller paa anden Maade bliver til Besvær for Karavanen og usælgelige paa Markedet, bliver de ubarmhjærtigt hugget ned eller skudt. Ved denne Dyriskhed søger de at indjage Fangerne en saadan Frygt, at disse ikke skal vove at gøre Oprør; men Følgen af denne Fremgangsmaade er tillige at ofte Halvdelen af Transportens Slaver omkommer undervejs, og deres Skeletter betegner den uhyggelige Karavanes Vej fra det indre til Kysten.

Dick var som lammet af den rædselsfulde Ulykke der var hændet hans Venner og ham. Kun en eneste Tanke gentog sig med idiotiserende Uafvendelighed i hans Hjærne: Hvorfor har jeg dog ikke skudt begge de to Uslinger? — — jeg har dog kunnet gøre det — men gjorde det ikke. Hvorfor har jeg dog ikke skudt dem?