XIX.

De døde lever.

I en Barak, ikke langt fra den, hvori Dick havde været indespærret, sad i en melankolsk Gruppe de tre ulykkelige, som efter Harris falske Forklaring for Dick, skulde være bukket under for deres Lidelser og Sorger — Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict.

De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage før Slavetransporten indtraf, og de var paa Rejsen blevet behandlet med en vis Omhu og saavidt muligt skaanet for Strabadser og Anstrængelser. Ogsaa efter Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsæde fik de en bedre Forplejning end de andre Fanger og Frihed til at bevæge sig i den til Barakken hørende Indhegning.

Foran Fru Weldon stod Negoro, brutal og fejgt nydende sin Magt over den værgeløse Kvinde.

"Min gode Kone," begyndte han i en tilstræbt ironisk Tone, "lad mig bringe Dem den triste Nyhed, at Deres sorte Venner, Tom og hans Kammerater, er blevet solgt paa Markedet forleden."

"Gud være med dem!" hviskede Fru Weldon.

"Nan, det gamle Liv, er død undervejs hertil og Dick Sand er dræbt."

Et Rædselsskrig undslap Fru Weldon.

"Ja, ærede Frue, han fik, hvad han fortjente; han skød Harris, og det maatte han bøde for. Og her er nu De tilbage, ene, og ganske i min Vold. Læg Mærke til det, ganske i min Vold."

Fru Weldon gyste ved at høre denne frygtelige Sandhed, men bevarede, ved en uhyre Anspændelse af sin Selvbeherskelse, sin ydre Ro.

"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for otte Dage siden, at jeg vilde renoncere paa al Hævn over Dem og kun tænke paa Forretning. Jeg vil sælge Dem til Deres Mand for en Bagatel af 100,000 Dollars, og endda give ham Drengen og det Fjols af en Insektfanger med i Købet. De skulde medgive mig et Brev til Deres Mand og deri forklare, hvorledes jeg, Deres tro Tjener, ilede til ham for at føre ham med hertil, og sammen med ham, og ved Hjælp af hans Løsepenge — befri Dem af de nedrige Indfødtes Vold. Ikke sandt, alt det husker De, og De har indset, at De ikke har andet at gøre, end at takke mig for mit ædelmodige Forslag og give mig det Brev, som jeg behøver?"

"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede Fru Weldon med Fasthed. "Den Sum De fordrer for vor Udlevering vil min Mand betale Dem, men jeg vil ikke søge at formaa ham til at gaa i Land her i denne forfærdelige Del af Afrika for at hente mig."

Efter nogen Modstand indvilligede Negoro — der var blevet bange for maaske ellers helt at gaa glip af den uhyre Løsesum — i at han skulde bringe Hr. Weldon et Brev fra hans Hustru, hvori hun opfordrede ham til at sejle til Mossamedes, en lille Havn paa Angolas Sydspids, som Negoro ofte havde besøgt med Slavetransporter. Dertil skulde saa en af Negoros Kammerater føre Fru Weldon, Jack og Benedict, og ved Skibets Ankomst sejle dette imøde, hvorpaa Udleveringen skulde finde Sted og Negoro forsvinde.

Ved denne Ordning forebyggede den betænksomme Fru Weldon, at hendes Mand kunde blive holdt tilbage, efter at han havde betalt Løsepengene, at hans Skib kunde blive erobret og hans Folk solgte som Slaver.

For Rejsen til Mossamedes frygtede hun ikke; det laa jo i Negoros egen Interesse at hun naaede dertil i god Behold. Negoro fik altsaa Brevet, hvori han fremstilledes om den Ven, der havde trodset alle Farer for at bringe sin Frue Hjælp og Befrielse. Næste Morgen drog han afsted i nordlig Retning, ledsaget af en halv Snes sorte, for at gaa om Bord i et af de Fartøjer, der fra Byerne ved Kongoflodens Munding gaar til Amerika.

Fætter Benedict havde, som det var at vente, med stoisk Ro taget Tingene som de var, og han trøstede sig med at udnytte den usædvanlige Lejlighed han saa uformodet fik, til at sikre sig Eksemplarer af de specifik afrikanske Insekter.

Nogle Dage efter at Negoro var draget afsted hørte han, just som hans Øjne var ved at lukke sig til en lille Eftermiddagslur, en lydelig Summen; den ham saa dyrebare Musik. Uvilkaarlig foer han op. Hvad var det for en mærkelig skarp og gennemtrængende Summen? Den maatte komme fra et Kæmpeinsekt. Han stirrede hjælpeløst omkring sig med sine nærsynede, brilleløse Øjne; han lyttede med tilbageholdt Aandedræt, angst og bange for at Dyret skulde tage Flugten.

Da skete det vidunderlige, at det ubetænksomme Insekt, der ikke anede, hvor farlig en Person Fætter Benedict var for det, slog sig til Ro paa selve sin Dødsfjendes Pande. Den lærde Mand blev som til Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at skræmme sit Bytte. "Vilde det nu bare spadsere lidt længere ned, helst lidt ud paa min Næse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor. Og se, hans Ønske syntes at være en Befaling for Insektet. Snart sad det paa hans spidse Næsetip, og Benedict skelede krampagtig hen imod denne fremspringende Pynt.

"Store Gud! — Den sjældne Manticora!" brast det ud af ham. Og i det samme maatte han nyse, kildret af det sjældne Dyrs Kravlen paa hans følsomme Næsetip. Han eksploderede og greb i det samme til Næsen for at sikre sig det skræmte Insekt, men ak — han fik kun sit eget spidse Lugteorgan fat; Manticora'en tog Flugten ud i det fri.

Fætter Benedict bandede.

Med en for ham usædvanlig Adræthed var han paa Benene og i fuld Firspring paa Jagt efter Skatten. Han saa næppe hvor han gik eller hvorhen han kom, han hørte kun den drillende Summen foran sig, og over Indhegning, Stok og Sten gik det til han kom ud i den store Skov, der stødte op til Slavehandlerens Baraklejr. Manticora'en hvilede sig et Øjeblik paa Jorden, og som en Indianer paa Krigsstien sneg Jægeren sig ind paa den, da vips — et Spring, og den var væk igen. Fætter Benedict sprang efter, forpustet, forreven, svedende og utrættelig.

"Nu har jeg den — nej — Pokkers ogsaa — nu maaske — bare forsigtig — — den skal ikke slippe fra mig, jeg maa have — —."

Vildere og vildere greb den anstrængende Jagts Spænding ham, længere og længere drev den ham ind i Skoven. Han løb med udbredte Arme, og slog med begge de aabne Hænder efter Insektet, saa at han paa en uindviet Iagttager maatte have gjort et komplet sindsforvirret Indtryk.

Da pludselig, som han i fuld Fart stormede forbi et højt Buskads, følte han et jærnfast Tag i sin Nakke og et andet tilsvarende i sin slunkne Bagdel. En kæmpemæssig Medskabning havde fanget ham omtrent paa samme Vis, som han vilde have grebet Insektet, og uden videre Vrøvl blev han ført bort igennem Skovtykningen. Og saaledes gik det til, at Fætter Benedict gik glip af den værdifulde Forøgelse af sin Insektsamling, den sjældne Manticora.