VIII.

Land! — Land!

Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29. var Vejret saa meget roligere, at Dick vovede at hejse Top- og Mesansejlet for derved at forøge Skibets Fart og støtte dets Bevægelser. Det var ham en uhyre Lettelse, at "Pilgrim" ikke længer var et hjælpeløst Legetøj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og beherske.

"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden holder sig i det rette Hjørne, tænker jeg næsten vi naar Land om en halv Snes Dage," sagde Dick med noget af sin vante Fortrøstning til Fru Weldon.

"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste ovre for denne Gang. De har vist Dem som en Mand, min kære Ven, og selv om De ikke er en fuldt færdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj at føre."

Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede hende — mere hjærteligt end veltalende — for hendes Elskværdighed og Omhu for hans Fremtid.

"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at afværge yderligere Taksigelser.

"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst. Hvis Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi er kommet saa langt, kan vi følge Kysten til vi træffer paa en Havn; men — —"

"Men hvad, Dick?"

"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo værre ud for 'Pilgrim'."

"Hvad vil De da saa gøre?"

"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.

"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til at frygte, at det skal blive nødvendigt. Det er dog langt sandsynligere, at vi, saa nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."

Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nævneværdige Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at "Pilgrim" forlod Ny Zeeland.

Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det formentlige Land opløste sig i Taage og forsvandt.

Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet, viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde Raab lød ud over Skibet:

"Land! Land!"

Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa.

Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.

"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes hjem, og efter et Par Timers Forløb var man Landet saa nær, at man kunde skælne en Række Høje, bevoksede med Træer, og i Nordøst et temmelig højt Forbjærg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.

Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Bølgerne sydede og larmede; det kunde næppe være mere end en lille Mil borte.

Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haabløst at søge at forandre Skibets Kurs. Strøm og Brænding havde en saa uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets Skæbne.

Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der bredte sig foran ham.

I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig:

"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust, men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."

"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru Weldon.

"Umuligt!"

"Saa maa det da ske."

I største Hast traf nu den unge Kaptajn de nødvendige Forberedelser til den uundgaaelige Stranding. Alle fik Svømmebælter paa. Herkules fik Ordre til at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Fætter Benedict, med samt hans Insektsamling, paa deres Samvittighed. Og Negoro — ja, hans urokkelige Ro viste tydeligt, at al særlig Omsorg for ham vilde være overflødig.

Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et Dusin Tønder af Lastens Hvaltran bringe op, for at hælde Olien ud i det Øjeblik, Skibet nærmede sig Revet. Dette vilde for nogle Minutter dæmpe Brændingens Syden og gøre Havfladen rolig, hvorved Skibet maaske lettere vilde kunne komme ind over Revet og nærmere Land.

"Pilgrim" var nu næppe to Kabellængder fra Kysten; om dens Styrbordsside ophvirvledes allerede Brændingens hvide Skum. Hvert Øjeblik kunde man vente, at Kølen vilde skrabe imod Klippegrunden.

"Kast Trannen ud!"

Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt frem over de jævne, lange Søer.

Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var blevet løftet af en uhyre Bølge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det samme faldt Masterne. Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.

Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst. Ad Kystens udløbende mørke Klipperække naaede den snart Land.

Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa 74 Dage, strandet og uhjælpelig fortabt — et værdiløst Vrag. Men hvor nær det end gik Dick til Hjærtet, at han havde maattet ofre sin Velgørers Skib og Ladning, traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han følte ved at intet af de Liv, der var betroet til hans Omsorg, var gaaet tabt. Fra den Del af Perus Kyst hvor han sikkert antog, at man nu befandt sig, vilde man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed hjem.