XX.

En Troldmand.

Fru Weldon blev ulykkelig, og Alvez blev rasende da Fætter Benedict ikke viste sig mere, hverken den Dag eller de følgende. Det syntes for begge saare usandsynligt, at det skikkelige Tossehoved skulde være flygtet ud i den ukendte Skov, hvor Livsfaren — i Form af vilde Indfødte eller vilde Dyr — lurede ved hvert Skridt; men alligevel maatte de lade sig nøje med denne Antagelse, da ingen anden frembød sig.

Uagtet Regntiden allerede var udløbet i Slutningen af April, begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne voldsomt og vedholdende. Dette var intet mindre end en Ulykke for Landets Beboere. Markerne, der allerede bar modent Korn, oversvømmedes og Høsten vilde blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i endnu nogle Dage.

Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine Ministre, og Hoffets højst anskrevne "Overtroldmænd" blev beordrede til at afværge den truende Ulykke. Men alt hvad de sang, og svang deres Bjælder og besvor, og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes Aander tog ikke mindste Notits deraf. Saa blev der endelig anbefalet den sorte, kvindelige Majestæt en berømt Troldmand, der boede i Angolas nordligste Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner endnu aldrig var blevet prøvet i Kazonnde. Der gik Ekspresbud efter ham, og den 25. om Morgenen anmeldtes hans Ankomst ved det højtideligste og rædselsfuldeste Musik-Spektakel.

Den berømte Mand saa prægtig ud; en ren Kraftkarl af en Neger, overmalet med allehaande sælsomme Figurer, pyntet med Halsbaand, Armbaand, Bælter, Ringe og Fjer i Overflod. Det saa næsten ud som om det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var ialfald mindre mørk, og Vinden var ved at vende sig til det Hjørne, hvor den skulde og burde befinde sig.

Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv, med et Aflukke i, og han aabnede, i Modsætning til alle sine Kolleger, slet ikke Munden. En stum Troldmand var en saadan Sjældenhed i Kazonnde, at han i de Indfødtes Øjne alene af den Grund maatte blive ufejlbarlig.

Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig Etmarsch og med mange sælsomme Bevægelser, og den halve By travede i Hælene paa ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud som en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen. Lige imod den kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen gik ham selv imøde. Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv og greb — o Frækhed — Dronningen ved Haanden og førte hende, under Mængdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr. Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde nærmere skubbede han Porten op, ved at sætte sine vældige Skuldre imod, og traadte ind. Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frække Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet og ærbødigt tilside.

Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine tavse Bevægelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte Hænder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring. Da det imidlertid ikke laa for disse at være tavst begejstrede, brød de snart ud i deres sædvanlige Syngen, Skrigen og Skraalen, samtidig med at de gjorde alle Mganga'ens forrykte Bevægelser efter.

Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af alt dette Spektakel. Tværtimod saa den tristere og tristere ud, og midt under hele Forestillingen faldt de første tunge, store Regndraaber med protesterende Smæld til Jorden.

Dette fremkaldte øjensynlig et stærkt Omslag i de Indfødtes Stemning overfor Troldmanden. De trængte sig sammen om ham og indtog en ligefrem truende Holdning. Men Kæmpekarlen viste sig selv da som Situationens Herre. Han pegede udover Mængdens Hoveder henimod en hvid Kvinde med et Barn paa Armen, der var traadt ud af en af Barakkerne for at se, hvad der var paa Færde.

Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var altsaa den forbandede hvide Slavinde med det blege Barn, der havde nedkaldt Regnstrømmenes Forbandelse over Landet; fra hende kom al Fortræd og Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte Mængde løs paa den ulykkelige Fru Weldon og lille Jack. Men Mganga'en kom dem i Forkøbet; med et Par vældige Armbevægelser fejede han de ivrigste tilside, og resolut og uden Nølen greb han den segnefærdige Kvinde og hendes Barn og løftede dem op paa sine stærke Skuldre. Den forbavsede Hob veg uvilkaarlig tilside for denne store Magiker, der havde fundet Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu ogsaa vilde forstaa at fjerne og tilintetgøre det paa rette Maade. Nysgerrig fulgte man efter ham, men han skridtede vældigt ud, igennem den lukkede Gaard og henimod Skoven, hvorfra han med en bydende Gestus forbød de faa udholdende at følge ham længer.

Ind i den tætte Skov gik Rejsen, uden Standsning og uden mindste Tøven, indtil Troldmanden naaede en Aa, der, klar og med stærk Strøm, gemte sig bag høje Siv og Slyngplanter. Der, under et Kæmpetræs lavt nedhængende Grene laa en Slags Kano med et Sejl over, og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte Byrde.

"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er jeg med Fru Weldon og lille Jack. Lad os saa komme afsted inden alle Kazonndes Fæhoveder kommer paa Benene for at søge efter deres Troldmand."

Med disse Ord greb Herkules — endnu iklædt sin fantastiske Forklædning — Aaren og stødte Baaden ud i Strømmen.

Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv, at hun rigtig begreb hvorledes det hele hængte sammen; at hun virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og kraftløs, der laa foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med Dingo for sine Fødder.

"Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"

"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt Armene om den unge Kaptajns Hals.

"Og Herkules!" udbrød Fru Weldon, "tænk at jeg ikke anede at det var Dem, som bar os afsted; jeg var rædselsfuld angst."

"Ja, køn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt smilende, "men jeg passede ellers godt til Rollen."

"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget Liv," udbrød Fruen rørt og rakte Kæmpen begge sine Hænder.

"Ogsaa mit!" sagde Dick.

"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen, endnu ikke forsonet ved Tanken paa den undslupne Sjældenhed.

Medens Baaden af Strømmen hurtigt førtes ned ad Aaen fortalte Herkules, i de færrest mulige Ord, hvorledes han uset havde fulgt Karavanen, som førte Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes han flere Gange forgæves havde forsøgt at befri dem fra Fangenskabet, indtil endelig en usædvanlig Lejlighed frembød sig. Den berømte Troldmand, som blev ventet med saa megen Længsel i Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle Udstyr og binde ham til et Træ, var en smal Sag for en Herkules, og de Indfødtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens anden Del lykkes for ham over al Forventning.

Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens Ligfærd?

"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg var virkelig mere død end levende, bundet til en Pæl og med Vandet strømmende mig over Hovedet. Men Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og Herkules stod bøjet over mig — — men hvordan det Mirakel er sket, det maa Gud og Herkules vide."

"Aah — det var ikke saa farligt," sagde Negeren, forlegen over den megen Hyldest, der blev ham til Del. "Det var saamænd ingen Hekseri at liste sig ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det indstrømmende Vand, at rykke Pælen op. Med en Smule Kræfter kunde enhver have gjort det samme. Saa var det bare at bære baade Pælen og Kaptajnen her ud — — det var det hele. Men nu maa vi vel tænke lidt paa, hvorhen Rejsen gælder," afledte Herkules beskedent.

Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro, og Dick bemærkede, at det gjaldt om at naa Kysten før Portugiseren kom til Mossamedes. Der kunde man finde Beskyttelse og Hjælp hos de portugisiske Autoriteter.

"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at hæve sine 100,000 Dollars, saa skal jeg nok betale ham med en anden Mønt," føjede Herkules til.

Den Baad, i hvilken de af Skæbnens Modgang saa haardt prøvede Rejsende lod sig føre ned ad Strømmen, var en af de Indfødtes sædvanlige lange, smalle Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til at sætte sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde tiltrække sig Opmærksomhed, havde den opfindsomme Neger dækket Baaden med et Tag af langt Græs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dække bragte Baaden til at se ud som en af de smaa flydende Øer, og afgav desuden et skærmende Ly imod Solens brændende Straaler. Proviant for Rejsen maatte de Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned fra Træernes Grene ved Hjælp af den Bøsse, som Herkules havde bjærget ved sin Flugt.

Selv om Strømmen vedblivende vilde føre det lette Fartøj afsted med den samme Hastighed, som ved Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i Timen eller ca. halvtreds Mil i Døgnet, var Dick dog klar over, at det blev en langvarig Tur før de naaede Kysten, og rig paa Farer vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages Sejlads udvidede Floden sig til en Bredde af omtrent 150 Fod, og man traf nu paa flere smaa, grønne Øer, der drev afsted med samme Fart som Kanoen. Intetsteds saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens Bredder. Plantevæksten var af en overvældende tropisk Rigdom og Skønhed; Sværdlilier, Alver, Balsamier, Clematis, Gladiolus, Kæmpebregner og tusinde andre Vækster dannede, med deres stærkt farvede Blomsters yppige Vælde, en vidunderlig skøn Indfatning om Flodens dybtblaa Vand.

Hist og her rykkede selve Skovens Kæmper helt ned til Bredden og strakte deres tørstige Rødder ud i Strømmens friskende Vand; Figentræer, Acasier, Mangotræer, Copal og Dadelpalmer sendte fra deres tætte, vidtspredende Kroner, Skygge og Kølighed ud over det glitrende Spejl. I over hundrede Fods Højde slyngede Lianer og Clematis deres graciøse Ranker fra Trætop til Trætop, og ad disse naturlige, blomstersmykkede Broer saa man Aberne svinge sig i behændig Tagfat.

Den eneste af Selskabet, der ikke nød hverken den genvundne Frihed eller Naturens Skønhed, var Fætter Benedict. Han havde mistet sin Insektsamling i Kazonnde, sine Briller og sin Loupe — for ham ejede Verden ikke flere Glæder. I det mindste ikke før en Dag, da Herkules, der respekterede Særlingens Samlermani og afleverede alle de Smaadyr han fik Fingre i, præsenterede ham et lille sort, uappetitligt udseende Insekt. Efter en hastig Undersøgelse af Fænomenet lige foran sine nærsynede Øjne udbrød Fætter Benedict i vild Henrykkelse.

"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du berøvede mig min Manticora, denne her er endnu bedre. Dick, Kusine, kom her skal I se — det er glimrende, storartet!"

"Hvad er det da for et Dyr?"

"Dyr, Dyr, — — det er en Sjældenhed af Rang. Den kan hverken henregnes til coleoptera neuroptera eller hymenoptera; hvis den havde haft otte Ben vilde jeg have klassificeret den i anden Gruppe af arachnida, men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske ny Opdagelse; den maa opkaldes efter mig. Dette Insekt vil komme til at hedde Hexapodes Benedictus."

Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og gratulerede ham godmodigt til hans Fund.

Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hævede sig op over Skovens høje Træer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden.

Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn Larm, en sugende Lyd, som af et arbejdende Pumpeværk. Det var en Flok paa hundreder af Elefanter, som skyllede Dagens tørre Kost ned med en forsvarlig Slurk af Strømmens klare Vand.