← Table of contents
Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker)

XIV.

Reading edition

Afsted igen.

Afrika! Afrika! genlød det atter og atter i Dicks Tanker Natten efter den frygtelige Opdagelse af Harris Forræderi.

Lidt efter lidt fandt han i de søvnløse Timers triste Overvejelser Traaden i det lumske Anslag, som de alle var blevet Ofre for. Han forstod, at Negoro og Harris havde arbejdet sammen, imod et fælles Maal, Negoro for at tage en personlig Hævn over ham, Dick, Harris for at sælge Negrene som Slaver. Men Fru Weldon, Fætter Benedict og lille Jack — hvad var Uslingernes Plan med dem?

Saa stod de altsaa nu — istedet for at være nær Hjemmet og dets kære — midt i Afrikas farligste Egn, omgivet af Rædsler, hundrede Gange værre end alt det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede Forhold; hans ukuelige Ungdomsmod, hans Følelse af Ansvar overfor dem, som havde betroet deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved at man uopholdelig brød op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig et muligt Angreb af Harris og hans Folk. Man maatte da søge at finde den Flod, som havde sit Udløb der hvor de var strandede, og følge den tilbage i Haab om, at træffe paa en eller anden portugisisk Handelsplads eller Plantage. Om ikke før, saa mente han sikkert at han, naar de var kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.

Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som han tidlig den næste Morgen meddelte Fru Weldon. Han fortav dog for hende, som for alle de andre med Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende Aftens Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde ikke, turde ikke se sin Velgørerindes Fortvivlelse, naar hun erfarede den hele frygtelige Sandhed. Han fortalte derfor kun ganske kort, at han havde opdaget, at Harris havde været en Forræder, der sandsynligvis i Forbindelse med Negoro havde ført dem ind i den vejløse Skov for der at overlade dem til deres Skæbne — uhyggelig som den let kunde være blevet, hvis han havde faaet ført dem længere bort fra Kysten.

Ved en Undersøgelse af den nærmeste Del af Skoven fandt Dick en lille Bæk med rødligt, jærnholdigt Vand, som sikkert maatte falde ud i den Flod, de søgte. Han bestemte sig da til at følge dens Løb, og efter nøje at have undersøgt Vaabnene og pakket Resten af Fødevarerne sammen, begav man sig straks afsted.

"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe, Herkules, "naar jeg ikke har noget at bære paa bliver jeg træt."

Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i Spidsen for den lille haardt prøvede Trop.

Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"

"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst: "Dingo, Dingo!"

Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.

"Dingo, Dingo."

Kun Tavshed til Svar.

"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.

"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede han, "og maaske ligger den død et eller andet Sted med en Kugle i Livet."

"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger det indtil den naar os," bemærkede Herkules.

"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen, "vi maa afsted."

Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige Plantevækst, særlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med Øksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag. Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.

"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick ind paa hende. "Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Kræfterne svigter Dem. Jack bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."

Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen førte de udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette, bevokset med Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se over dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe. Dick Sand kom med Ængstelse til at tænke paa, at han i Livingstones Bog havde læst, at den uforfærdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse forræderiske Sumpe.

"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prøv først Bunden inden I træder til."

Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa fugtig, da det dog ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at dømme, lader den næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.

"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules tager nok igen Jack paa Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr. Benedict — — De maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der — hvad gaar der dog af Dem?"

"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger. Og virkelig forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddør gav efter og lod ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik man ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød han, bedækket med seigt, stinkende Dynd.

Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifærd med at bryde løs; de Uvejr, som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder Pampaerne, og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger. Paa Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man søge Ly? Imod Nord aftegnede nogle lave Høje sig imod Himlens underste lysere Stribe, dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at være i Sikkerhed for Oversvømmelsen paa Højdernes Toppe.

"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi ovenpaa — bogstavelig talt."

Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere og dækkede snart hele Himlen med sit sorte Tæppe. Det blev snart bælgmørkt skønt Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn skar sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket, som et lysende Ildvæv under Himlens mørke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne træløse Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs i hele sin Vælde, og allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Høje, som var det foreløbige Maal.

"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød Dick forbavset, da han stod foran de formodede Jordhøje, "det er jo Huler eller Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."

"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter Benedict kort og fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne Bemærkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter hos alle de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict vendte sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:

"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opført disse Huse, tolv Fod høje i det mindste, og vidunderligt godt konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"

"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os," bemærkede Herkules tørt.

"De gør det af med os!" protesterede Benedict.

"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."

"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt, "hvis jeg ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, — de hører hjemme i Afrika."

"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa ham, bange for at Fru Weldon skulde lægge Mærke til hans Bemærkning; og højere tilføjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os, inden vi bliver helt gennemblødte."

Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte af en Slags rødligt Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin Økse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit sig.

Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke og flittige Dyr, som havde opført den solide og rummelige Hytte, og da Fætter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg — det højeste i Himalayakæden — saa gav man ham gladelig Ret.

Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at undersøge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tændt og ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod høj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne — de forskellige Lejligheder — var godt en Fod tykke.

Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan Tues Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udført, at end ikke de frygtelige og vedholdende Regnstrømme, som falder i Mellemafrika, formaar at opbløde den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre, ganske som en første Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.

Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick, der havde læst om disse Afrikas Syndfloder, følte sig alt andet end vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes, at Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme, der raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer og Huse. Og saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i saa Fald være sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og vilde Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?

Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de røde Myrer, og Tschunguerne, de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man erfarer, at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om Dagen.

Langt om længe blev den begejstrede Mand dog søvnig ved at høre paa sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa Dagens Anstrængelser.

Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Længden skulde kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte han pludselig en blød Haands lette Berøring, og en Stemme, mild og bevæget, hviskede i hans Øre:

"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud og ikke tabe Modet."

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings