XVII.

En Markedsdag.

Saa hurtig og uventet havde Dicks Stød været, at Ofret ikke havde kunnet afparere det, saalidt som nogen af de omstaaende havde kunnet lægge sig imellem. Nu kastede nogle Indfødte sig over ham og vilde utvivlsomt have hugget ham ned paa Stedet, dersom ikke en myndig Stemme havde kaldt dem tilbage.

Det var Negoro.

Paa et Tegn af Portugiseren bar Soldaterne Harris' Lig bort. Alvez og Coimbra forlangte højrøstet og bestemt, at Negoro straks skulde lade Dick blive klynget op, men Portugiseren havde aabenbart andre Planer desangaaende, og efter megen Diskuteren med sine Foresatte fik han dem til at gaa ind paa hans Forslag.

Alt imens stod Dick roligt og saa uanfægtet, som om hans egen Skæbne var ham komplet ligegyldig, og betragtede Negoro, Kokken fra "Pilgrim", det Umenneske, som var Ophavsmanden til alle de Ulykker, der var tilstødt Skibet og dets Besætning. Men det var, som om Drabet af Harris havde kølnet hans Vrede, eller maaske var det Visheden om Fru Weldons, hans anden Moders Død, og hans egen nær forestaaende Ofring, der berøvede ham Evnen til at føle noget som helst.

Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og føre ned i en underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte Slavers sidste Opholdssted. Han tænkte end ikke paa, at naar Negoro havde udvirket, at han ikke blev hængt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en Død, der var hundrede Gange værre.

Næste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfødte indfandt sig, pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i Fedt og udstyret med en Strimmel broget Bomuldstøj og Masser af kulørte Glasperler. Paa Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Købs, og desuden indført Bomuldstøj, Smykker, — og Spiritus, herskede en frygtelig Trængsel og et øresønderrivende Spektakel.

"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af de Slaver, som han vilde skille sig af med. Da Efterspørgslen var saa stor, besluttede han i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne af de sidst ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem i den Maaned det varede, før der atter var Marked. Imellem disse sidste, som Opsynsmanden drev ind paa Markedspladsen, var ogsaa Tom og hans tre Kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den Skændsel, der skulde overgaa dem.

"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have set sig godt om.

"Den unge, kære Herre bliver vel slaaet ihjel," sagde den gamle Tom trist, "maaske har han udstridt allerede. Jeg havde nær sagt, bare det var mig. Men vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire bliver købt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive sammen."

"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.

Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Købmænd, Mestitzer og Slaveopkøbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte løbe og vise Tænder, ganske som Heste, og lod dem løfte tunge Sten for at vise, hvor kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skæbne med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning og udviklede Muskulatur blev de ligefrem et Stridens Æble imellem flere Opkøbere fra Madagaskar. Alvez var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne steg.

Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler fra Zanzibar købte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en Barak, han lejede i samme Anledning.

Hen paa Eftermiddagen hørte man en sig nærmende Lyd af Trommer, Cymbaler, Gammelanger og andre af de primitive Negerinstrumenter. Markedstumlen, der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om at blive af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede pludselig, som ved et Trylleslag. Al Handel blev afbrudt, hver Udraabers Stemme tav.

Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin Residens for at beære Markedet med sit Besøg. Han holdt sit Indtog baaret i en gammel Palankin og omgivet af sine højere "Embedsmænd" og Soldater. En fire fem Stykker af disse maatte hjælpe ham ud af Befordringen, da denne var naaet midt ud paa Torvet. Her modtog han naadigst Alvez og de andre større Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne Ærbødighed, en Følelse, som de var saare langt fra at nære. Majestæten var en Mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs. Hans kongelige Højtidsdragt bestod af et Læderskørt, pyntet med paasyede Glasperler, en Slags Krone smykket med rødmalede Leopardkløer og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe om Ankler og Haandled. I den ene Haand havde han en Fjervifte og i den anden en rødknappet Stok, og paa hans kongelige Næse sad — Fætter Benedicts Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da den ophøjede Idiot ikke havde Idé skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne Hersker ud, der efter sin egen — og sine fleste Undersaatters Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en alkoholiseret, legemligt som aandeligt ødelagt, gammel Neger, der mere lignede en ældet Urangutang end et Menneske.

Kongen ledsagedes af en Mængde let, men broget paaklædte Negerinder i alle Aldre — den gamles Harem — samt af sine Embedsmænd, Troldmænd, Generaler o. s. v. Man maatte straks lægge Mærke til den Ejendommelighed, at næsten alle disse høje Herrer var mer eller mindre defekte. Den ene manglede sit ene Øre, den anden et Øje, en tredie Næsen eller en Haand; og disse Tab skyldtes ikke Ulykkestilfælde, men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte nemlig kun to Straffe, Død eller Lemlæstelse, som bragtes til Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede sig eller vakte Kongens Mishag. Troldmændene, der særligt fungerede som Læger, som Besværgere og Aandemanere, maatte ofre deres kære Lemmer naar en Kur mislykkedes.

Dybt bukkende nærmede Alvez sig og overrakte Kongen en Kardus Tobak, og efter ham traadte de andre Slavehandlere frem og bragte deres Gaver under mange Ceremonier og Talemaader. De Indfødte kastede sig paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og viste saaledes deres uhyre Ydmyghed. Men Kongen saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og lod dem gaa videre og stavrede afsted, skrævende, rullende, vaklende i sin Drukkenskab.

Alvez holdt sig stadig i Majestætens Nærhed, eskorteret af Negoro.

"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.

"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?" spurgte Alvez.

"Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt.

"Hvad ønsker Majestæten?"

"Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal du faa — — —."

"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro, med et betydende Blik til Alvez.

"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har dræbt en af mine Agenter. Han maa straffes!"

"Kom med ham, jeg skal — hvid Mand —," grinede Kongen, "men først Ildvand, kom med det!"

"Det skal komme, brændende Ildvand; en hel Bolle!"

Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt; Brændevin havde han drukket i Strømme, men brændende Brændevin, Ildvand i Flammer — den Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans Glæde forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer var lige lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde.

Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest paabegyndte. En uhyre Kobberkedel blev opstillet midt paa Torvet, og deri lod Alvez hælde en Tønde Fusel-Brændevin, tilsat Kanel og spansk Peber og hvad der ellers kunde forhøje denne Punsch's Velsmag for de Vilde.

Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring Bollen. Som draget af Stanken fra dette Brændevins-Kar ravede Kongen hen og bøjede sig over Kanten af Bollen. Det saa næsten ud som han vilde gaa paa Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham tilbage.

Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil:

"Sæt Ild paa!"

Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i Spritten. Virkningen var storslaaet. Højt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende Flammer, blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær over den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de hoppede, de dansede, de hylede og sang — som sorte Djævle om et Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans Øjne veg ikke fra Ilden.

Nu fyldte Alvez med en stor Jærnske den flammende Spiritus i en Skaal og rakte denne til Neger-Kongen. Den gamle Dranker greb den ivrigt og førte den til Munden, for at tømme den i et Drag.

Straks efter lød et forfærdet mangestemmigt Skrig. Kongen brændte.

Den forhærdede Fyldebøtte, der i sin hele Levetid havde drukket ihærdigt og uopholdeligt, var blevet saa gennemsivet af Spiritus, at Ilden øjeblikkelig havde antændt ham, som en Fakkel. Det var ikke de Indfødte rigtig klart, om det var et Ulykkestilfælde, der skete for deres Øjne, eller om det var noget overjordisk. Om for Eksempel Majestæten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige Forfædre.

Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den brændende Monark, og følgelig lod de ganske være at stille noget op, og saa roligt paa dette forfærdelige Skuespil.

Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre. Selv om den synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding dog ikke være til at standse.

Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob.