XIII.

I det mørke Fastland.

I Aaret 1820 erklærede de forenede Stater i Amerika — og fire Aar efter England — Slavehandel for en Forbrydelse, der dømtes lig med Mord, og dem der gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og idømtes Dødsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat, men Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske Kolonier vilde ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler for at modvirke Slavehandelen. Der tilførtes derfor stadig disse Provinser ny Ladninger af sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til uvurderlig Nytte.

Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle Negerslaver i de brittiske Kolonier — ialt 670,000 — og ti Aar efter fulgte Frankrig Englands lysende Eksempel og gjorde 260,000 Slaver i sine Kolonier til fri Mænd. I Nordamerika vandt Humaniteten først Sejr efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859, og det afskyvækkende Køb og Salg af Mennesker ophørte endelig ogsaa der.

Men paa den Tid da disse Hændelser foregaar, i 1873, drives endnu Karavaner af ulykkelige sorte fra det Indre af Afrika til den portugisiske Koloni Angola, eller imod Øst til Mozambik.

En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem, der overlever Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og franske Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik og jager Transportskibene, men det er saa godt som ugørligt for dem at holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.

Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprørende Forretning i stor Stil paa vor Fortællings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger som, efter de forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under for Sygdom, slet Næring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde Sumpegne.

Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick gjorde sig den Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes, Menneskejagternes Land.

"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas Vestkyst; en Landstrækning som dengang kun var lidet kendt undtagen som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste Dick, men heller ikke mere. Han havde læst nogle Beretninger af Missionærer fra dette Rædslernes Land, og han kendte Livingstones Beskrivelse af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger, der blev begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.

Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig Dreng Anfører for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den første den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end hans til Fortvivlelse.

Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille, mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter. Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads, og de to Mænd var Harris og — Negoro.

"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand, længere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.

"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at faa ham ført saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans Mistanke til mig i lys Lue."

"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft dem endnu et hundrede Mil længere inde i Landet, saa — —. Men de skal ikke slippe fra os alligevel!"

"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer, forstaar du. Jeg kunde jo tydelig mærke paa min unge Ven, at han havde den inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved første Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje. Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."

"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemværende med Fyren."

"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren. "De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter — — — saa kunde jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse — den Dosis var næsten for stærk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig."

"Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro.

"Det var det! Og det havde været sikrere for dig om du havde holdt dig i lidt længere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at sætte særlig Pris paa dig, den snusede og den gøede og havde aabenbart Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den Hund at gøre?"

"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede Negoro, irriteret af Amerikanerens Spørgsmaal.

"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt, pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia. Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport, tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"

"Jo, jeg var ikke langt fra det."

"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"

"Nej, en Portugiser."

"Før du var blevet af med Ladningen?"

Negoro betænkte sig lidt før han svarede.

"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Før drev de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa nøjeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."

"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var det da hundrede Gange bedre at blive hængt."

"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg havde været en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland. Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde og en Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt Kvarter, foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret til Politiet i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals frelste jeg ogsaa."

"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.

"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar — — —."

Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.

"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget — — — der i Sivene?"

Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bøssen i Haanden, og de saa forskende rundt om sig, spændt lyttende efter enhver Lyd.

"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets Rislen, eller et eller andet Dyr — —. Du er bare afvant med Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig høre Resten af Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."

"Naa — ja, — jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slæbe som en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte Negoro.

"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde som en sølle, ærlig Daglejer."

"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' — det Skib, som jeg kom med, ved du — og da Kaptajnen netop manglede en Kok, meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt — naar jeg selv skal sige det."

"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand; men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"

"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."

"All right, lad os bare høre."

"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Søfolk om Bord."

"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød Harris.

"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa fem stærke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du, i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed; men et Tilfælde — og et meget behageligt ovenikøbet — var det jo at jeg traf dig her."

"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde hjælpe dig at faa disse brave Folk lidt nærmere til vor Station," svarede Harris. "Det er saamænd gaaet udmærket lige til nu, men nu ved de imidlertid, hvor de er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"

"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først, hvordan det gaar vor gamle Herre og Mester, Alvez?"

"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket," svarede Harris, "og han bliver nok glad over at se dig igen."

"Er han paa Markedet i Bihe?"

"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars Tid."

"Og hvordan gaar det med Forretningen?"

"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her paa Kysten. Der er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de spanske Kolonier, men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske Krydser-Fartøjer paa den anden — de generer Udførslen og gør det vel snart af med hele Forretningen her. Længere Syd paa, nede ved Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig heller ikke gøre; hverken Guvernørerne eller Underguvernørerne tør tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa i den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gør han jo gode Forretninger paa Øvre Ægypten og Mozambik, der forsyner hele Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.

"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.

"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"

"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal sælges, Bukkene — — —." Negoro endte ikke Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.

"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede Harris. "Den gamle Tom er ikke meget værd, men de andre raske arbejdsvante Karle vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"

"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede Negoro skødesløst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"

"Lige her i Nærheden — blot en halv Snes Mil borte træffer vi paa en Slavetransport, under Anførsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal jeg selv støde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at sende ud og fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke at vilde forsøge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult. Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge dens Løb ud til Havet. Det er hans eneste Udvej, — men heldigvis fører hans Vej ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi — — —."

Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede en Gang havde opskræmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump Gøen. En Hund sprang ud af Sivene.

"Dingo!" udbrød Harris.

"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bøsse, kastede den til Kinden og gav Ild i det Øjeblik, Dyret var i Spring imod ham. Et Smærtenshyl lød, og Hunden sank om i Sivene.

De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.