X.
Reading edition
Et nyt Bekendtskab.
Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens Komme. Skumringstiden varede kun kort og afløstes af det dybeste Mørke, saaledes som Tilfældet altid er i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til Hulen og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde skiftevis holde Vagt sammen med Dingo.
"Men Fætter Benedict!" udbrød pludselig Fru Weldon bestyrtet.
Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage endnu og man blev naturligvis højst urolig for, at der skulde være tilstødt dette hjælpeløse, store Barn noget.
Men som man stormede ud for at raabe efter ham, saa man hans lange, ranglede Skikkelse komme ned ad Klipperne i de mest livsfarlige Spring og Sæt.
Fætter Benedict var oprørt. Han vilde have, at man straks paa Stedet skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.
"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet mig døje Storm og Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder andet end Skorpioner, scolopendra og andre myriapoda. — Skandaløst!"
Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende Naturforsker beroliget, og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som endnu ikke var vendt tilbage.
Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekræftede Kokken deres Mistanke til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel ansaa det for risikabelt at vise sig mere.
Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den røvede Pengesum tilbage.
Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos Gøen.
Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var paa Færde. De saa Hunden i fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og snart var alle Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.
Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og Ødelæggelse.
Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen, hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.
"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat, "ham havde Dyret nok gjort kort Proces med."
"Men et Menneske maa det dog vistnok være," sagde Dick og gik tæt hen til Hunden.
I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik Øje paa de tre bevæbnede Fremmede, syntes han at blive højst overrasket, næsten forskrækket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit Gevær, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen traadte han beroliget nærmere.
Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt Pampas-Beboer han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde engelsk Herkomst; han var høj og kraftig, med rødligt, noget graanende Haar og Skæg og et rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en Jakke af garvet Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og bredskygget Hat.
"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.
"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjærteligt paa godt engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og nikkede kort til de Sorte.
"Englændere?" spurgte han.
"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.
"Nord eller Syd?" spurgte han videre.
"Nordamerikanere."
Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.
"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"
Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.
Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik ud over Havet.
"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.
"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig os hvor vi er?"
"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette Spørgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"
"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag — saadan aldeles bestemt, mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"
"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."
"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.
"Jo, — ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."
"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.
"Forbjærget — naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem," svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig været før."
Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke større, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen. Desuden passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre med hvad han havde lært om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i Peru.
Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men fandt intet i dennes Ydre eller Optræden, som kunne ængste hende.
"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være her fra Syden?"
"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."
"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.
"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har i de sidste tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tænke Dem, hvor glad jeg er ved at træffe Landsmænd," tilføjede han med et belevent Buk.
"Saa bor De altsaa her?"
"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af Chile. For Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."
"Atacama, er det ikke et øde Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i Nærheden af det?"
"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den. Denne Udørken strækker sig langt videre end de Bjærge, som De ser der i Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne i Sydamerika."
"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon forbavset.
"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første Gang, jeg gør den Tur. En af mine Brødre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice, omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i Forretningsanliggender."
Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede en pludselig Indskydelse, tilføjede han:
"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen, saa kan jeg love Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe Dem Befordring til nærmeste større By."
Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:
"Er de Negre Deres Slaver?"
"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset. "Slaver har vi heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i Sydstaterne."
"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal, Frue, jeg havde rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da jeg saa disse Folk i Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte være i Deres Tjeneste."
"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste," faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhører ingen. Jeg er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe siden faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater er fri Mænd, fødte af fri Forældre."
"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som skurrede slemt i Fru Weldons Øren, men hun afholdt sig dog fra flere Bemærkninger om dette Emne.
I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik Øje paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme.
"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.
"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde Mund til Godmorgen.
"Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille rejsende?"
Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole.
Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert overfor fremmede."
"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først kender hinanden lidt bedre."
Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.
"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved, og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."
Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.
"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der kommer til at profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig kun lige hvad jeg selv behøver."
"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.
"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os af sted med det samme."
"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort fra Kysten.
"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil vi traf paa en By med Søhavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"
"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et hundrede Mil længere til den nærmeste By end til min Broders Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."
"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et forbisejlende Fartøj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.
"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."
"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte Fruen den stadig lige spørgelystne unge Kaptajn.
"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San Francisko?"
"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at vi skal besørge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De saa faa alle de Oplysninger De ønsker."
Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke Hr. Harris og maaske saare Fru Weldons Finfølelse, hvis han kom med flere Ophævelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betænkeligheder, og spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.
"I Dag — med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.