V. Tidsrummet som Minister. 1848—1851.
Reading edition
1848 før Ministerudnævnelsen
Af det hidtil skildrede stille Studie- og Embedsliv og af den tilbageholdende Iagttagerstilling udreves jeg i Omvæltningsaaret 1848 først til en enkelt energisk Fremtræden i den politiske Forhandling og dernæst til en politisk og administrativ Virksomhed, der for nogle Aar ganske løsrev mig fra mine tidligere Beskæftigelser og gav mine Kræfter og Bestræbelser en anden Retning. Faa Dage efter Christian VIII's Død den 20de Januar 1848 offentliggjordes Reskriptet af 28de Januar, indeholdende de naturligvis ialtfald i det Væsentlige før Thronskiftet fastsatte Grundtræk af en paatænkt Fællesforfatning for hele Monarkiet. Det var mig ikke noget Øieblik tvivlsomt, at istedetfor den Svaghed og Vaklen, over hvilken der hidtil kunde klages, forelaae der nu det afgjørende Valg af et System, ved hvilket det danske Monarkis Karakter fra Grunden af forvanskedes og det danske Folks Ret opofredes for en endda meget usikker Bevarelse af den ydre løse Sammenhæng imellem de Landsdele, der vare blevne samlede under det danske Kongehus, i Form af en ligedelt dansk-tydsk Stat, i hvilken, forsaavidt den vedblev at bestaae, det tydske Element vilde underkue det fra Begyndelsen af nedværdigede danske, og at man derfor var kommen til et Punkt, hvor en bestemt Indsigelse maatte reises, en Afvisning udtales. Grundtrækkene gik, som bekjendt, ud paa en fælles Stænderforsamling med ligemange Deputerede fra Kongeriget [c. 1,300000 Indbyggere] og fra de forenede Hertugdømmer [c. 800000 Indbyggere], hvis Forbindelse udtrykkelig bekræftedes, med afvexlende Møde i Kongeriget og i Hertugdømmerne. I Hovedsagen bedømtes vistnok Reskriptets Indhold paa samme Maade af alle udenfor Regjeringskredsen staaende, over vore offentlige Forhold tænkende Mænd; men Ordførerne for Oppositionen havde hidtil saa ensidigen lagt Vægt paa en konstitutionel Forfatning for hele Monarkiet, at de bragtes ud af Fatning og ligefrem forbløffedes ved denne eiendommelige Imødekommen. Et Par Dage efter Reskriptets Offentliggjørelse traf jeg i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen med Clausen, L. N. Hvidt, L. Høyen, Lehmann, Monrad, Ploug og Tscherning til en Samtale derom, uden at jeg nu kan gjøre Rede for, hvorledes eller af hvem jeg, der ellers slet ikke hørte til denne Kredses Fortrolige, var bleven indbudt til Mødet. Stemningen var saare trykket, og L. N. Hvidt udtalte tilsidst, at Folket var mat og modløst og ikke kunde sættes i en kraftig Bevægelse, hvorpaa man efter nogen Indsigelse af mig og Høyen skiltes ad. Inderlig utilfreds og misfornøiet gik jeg hjem og skrev samme Aften og næste Formiddag den Artikel, der, efter at være gjennemlæst af en eneste Ven (den ovenfor nævnte Magister P. Pedersen), sendtes til "Fædrelandet"s Redaktion og optoges i "Fædrelandet" for 4de Februar: "Et Par Ord om det i Hans Majestæts Reskript af 28de Januar 1848 antydede Grundlag for en Forfatning i dets Betydning for den danske Nationalitet." Artiklen, der var skreven med den stærkeste Overbevisning og varmeste Følelse, vakte, tildels just derved, at den kom fra en navngiven Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor den politiske Polemik, en ualmindelig Opsigt og fremkaldte i vide Kredse den Stemning og den tillidsfulde Tilslutning, som man havde tvivlet om at kunne fremkalde. Pressen tog tilorde, og i en hos Professor Clausen den 23de Februar holdt Forsamling af 45 Mænd med mere eller mindre indflydelsesrige Navne, hvoriblandt ogsaa jeg var, vedtoges den Erklæring imod Forfatningsreskriptet, som derefter trykkedes i "Fædrelandet" for 28de Februar. Men med dette Møde ophørte foreløbigen min Deltagelse i Bevægelsen,[58] og jeg blev i det Hele udenfor de Begivenheder, der nu paafulgte, og som vel ikke vare uden Paavirkning af den fra Februarrevolutionen i Paris udgaaede almindelige Bevægelse, men især bleve drevne frem ved de ogsaa af hin Bevægelse paavirkede Optrin i Holsten og Sydslesvig, der endte med aabenbart Oprør og Brud af Statsforbindelsen. Grunden til denne Afholdenhed fra min Side var aldeles overveiende den dybe Sorg, der rammede mig, idet mit yngste elskelige Barn i de sidste Dage af Februar angrebes af en Hjernebetændelse og efter haarde Lidelser bukkede under for Sygdommen den 8de Marts. Men desforuden havde Andre baade ved Anlæg og Evner og ved tidligere Virksomhed ikke blot et langt nærmere Kald til at gribe ledende ind i Folkebevægelsen, men ogsaa en almindelig anerkjendt Berettigelse og Forpligtelse til en aktiv Deltagelse i Dannelsen af en ny Statsform og i Sagernes Styrelse under denne. Om den hele Situation vil jeg iøvrigt nedenfor komme til at udtale mig nærmere; men om Nødvendigheden af at ombytte den alderssvage Absolutisme og dens Bærere med en friere og folkeligere Regjeringsform og med nye og yngre personlige Kræfter var der, hvad jeg strax bør nævne, for mig ingen Tvivl. Jeg sluttede mig forsaavidt gjerne til Martsministeriet og ønskede det oprigtigen Held til Løsningen af dets ligesaa vanskelige som for Fædrelandet vigtige Opgaver, om der end hos enkelte af de nye Ministre var Adskilligt i Anskuelser og Optræden, som ikke havde min fulde Sympathi, eller som endog vakte Betænkelighed hos mig; med ingen af dem stod jeg i noget nærmere Forhold eller endog blot i almindelig Omgangsberørelse. I Løbet af Foraaret og Sommeren fulgte jeg, medens jeg troligen øvede min Embedsgjerning, med den inderligste Deltagelse Kampen i Slesvig og med Spænding Forberedelserne til den nye Forfatning[59]. Da modtog jeg ved Midsommerstid fra Monrad som Kultusminister en Opfordring til at paatage mig et nyt Embede, som han agtede at oprette for en Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, idet jeg samtidig opgav Embedet som Universitetsbibliothekar. Jeg havde selv i de tidligere omtalte Artikler fra 1832 udtalt mig for, at der maatte skabes en livligere Forbindelse imellem Undervisningsvæsenets Overbestyrelse (dengang Universitetsdirektionen) og Skolerne og tilveiebringes et nærmere og stadig sig fornyende Bekjendtskab med Skolernes Personale og dettes Arbeide, Anskuelser og Ønsker gjennem en regelmæssig Inspektion. Jeg gik derfor gjerne ind paa Ministerens Forslag, saamegetmere som de i de nærmest forudgaaende Aar i Forening med Ørsted og Velschow foretagne Skolereiser baade havde bestyrket min Overbevisning om Ønskeligheden af et saadant Forbindelsesled og skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig ordnet, og under 22de Juli udnævntes jeg til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler i Henhold til en Instrux, hvortil jeg selv havde gjort Udkastet. Om den Virksomhed, jeg i dette Embede udøvede, vil det, da den foreløbig snart afbrødes, være naturligere at tale ved dens Gjenoptagelse i 1852 og de følgende Aar.
Den første Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfør gjorde, førte mig efter Afslutningen af Skolearbeidet sammen med en Del af Hæren og med dens Hovedkvarter, der, efter Felttogets Ende i 1848 med Vaabenstilstanden i Malmø, i Slutningen af September var i Horsens. Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjøbenhavn til Bornholm for i dettes 2den Valgkreds at søge Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling, hvilket jeg med Lethed opnaaede (den 5te Oktober) uden at imødekomme det fremsatte Ønske, at jeg skulde forpligte mig til at arbeide for Bevarelsen af Bornholmernes Særstilling med Hensyn til Værnepligten. Jeg havde, idet jeg søgte dette Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at ombytte min videnskabelige Gjerning og mit Universitetsembede med en politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af Lyst til efter Evne at gjøre de efterhaanden hos mig modnede Anskuelser gjældende ved den forestaaende Afgjørelse af vore ydre og indre Anliggenders Ordning.
Novemberministeriet i Almindelighed
I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober, blev det, medens man endnu ikke var rykket langt frem i Forhandlingerne om en Forretningsorden, snart bekjendt, at der var indtraadt Uenighed i Ministeriet, og at en Krisis var udbrudt. Uden Anelse om, at denne kunde komme til at berøre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke uden Virkning at bekæmpe en hos en Del af Forsamlingen fremtrædende Tilbøielighed til ubetimelig at gribe ind i Krisens Gang og Udvikling. Pludselig anmodedes jeg af Grev A. V. Moltke, hvem det af Kongen var overdraget at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i hans Palais og kunde vel, efter hvad der forlød om det Clausen gjorte Tilbud om at overtage Kultusministeriet og hans Vægring derved, formode Samtalens Hensigt. Greven, med hvem jeg ikke siden 1830 havde havt den mindste Berørelse, trængte med den ham eiendommelige elskværdige Godmodighed ind paa mig for at bevæge mig til at hjælpe ham til at afslutte den besværlige Opgave og hindre de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde fremkalde i Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en Dags Betænkning gav jeg mit Tilsagn, og Ministeriet udnævntes den 16de November, idet Clausen indtraadte som Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit Professorembede. Jeg har siden forelagt mig og forelægger mig i dette Øieblik paany med Alvor det Spørgsmaal, om jeg handlede rigtig i dengang at ombytte min hidtilværende Virksomhed med Ministerstillingen, og om jeg ved at gjøre det lededes af rene Bevæggrunde. Jeg kjender for godt den menneskelige Svaghed og min Delagtighed i den til at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til Indflydelse og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rørt sig i min Sjæl, men jeg tør med frelst Samvittighed erklære, at jeg aldeles overveiende lod mig bestemme af Hensyn til Pligt, maaske skjærpet ved en Trang til selv at vinde en alsidigere Livsuddannelse og en fyldigere Beskuelse end den, som den uafbrudte Færden mellem Bøger og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at jeg fortrængte Nogen, som med Hensyn til de stillede Hovedformaal kunde og vilde gjøre Forsøget med bedre Evne, eller som medbragte bedre Forudsætninger. Til Forklaring af min Beslutning skal jeg iøvrigt endnu kun gjøre en kort Bemærkning om den daværende Situation og min egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det var, skjøndt ingen officiel Bekræftelse fremkom, ingen Hemmelighed, at Martsministeriets Opløsning, bortset fra andre Disharmonier imellem Personer og Karakterer, var fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning havde, da de danske Befuldmægtigede ved de i London forestaaende Underhandlinger om Monarkiets Anliggender skulde forsynes med Instruxer, forlangt, at der for det overveiende sandsynlige Tilfælde, at det saakaldte Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig med Bibehold af særlige provindsielle Institutioner skulde konstitutionelt forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige danske Stat, hvortil det tydske Hertugdømme Holsten skulde staae i et friere og løsere Forhold, ikke helt lod sig gjennemføre, skulde optages som subsidiært Grundlag en Beføielse til at gaae ind paa en Udskillelse af en Del af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes med Holsten, medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs Deling), men at Kongen, støttende sig til de øvrige Ministre, havde afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt om den principale Paastand, der skulde opstilles, og da det var aldeles urimeligt at antage, at de tre, den ældre Regjering tilhørende og dens Anskuelser nærmere staaende Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have villet sætte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden Udvei, laae det nær at antage, at der, medens Eiderprogrammet tilsyneladende fastholdtes, bagved Afslaget skjulte sig Tanken paa at opnaae en Ordning ved saadanne Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling, hvorved det kom til at danne et fælles Mellemled imellem Kongeriget og Holsten og derved ogsaa bandt dette nærmere til det øvrige Monarki (den saakaldte Helstatstanke). Til denne Side heldede da ogsaa rimeligvis i det Hele det fremmede Diplomati, der helst regnede med den bekjendte gamle Størrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig om dets indre Forhold og de store Betænkeligheder, som en saadan kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor Alt den Magt, til hvem vi nærmest støttede os i Kampen mod "Oprøret" og Tydsklands Indblanding, nemlig Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede med en efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjørelse eller med milde Øine saae paa, hvad der fremkom fra den demokratiske Side af Ministeriet. Naar nu jeg, der stedse har betragtet Nationaliteten som den sande og eneste faste Grundvold for Staterne, og som heller ikke i mere end én Henseende kunde undgaae Betegnelsen som Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke i November 1848 dannede, var det med den bestemte Hensigt at vogte paa, at der ikke ved de fremtidige Underhandlinger vedtoges Noget, der tilføiede det danske Folks og dets Nationalitets berettigede Krav Skade eller fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og denne Opfattelse omgav os med en vis Popularitet, om end ikke hos de egentlige "Bondevenner"; men jeg var ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst ikke fulgte mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det, hvortil vi efter forgjæves Forsøg i andre Retninger maatte komme tilbage, men som det, hvorpaa vi egentlig direkte burde styre løs, og som i og for sig selv var billigt og rigtigt. I det første Statsraadsmøde, i hvilket jeg deltog, udtalte jeg klart og tydelig, at jeg, villig til at underkaste mig den da givne Situation og de deraf følgende Forsøg, men overbevist om disses Frugtesløshed, forbeholdt mig i sin Tid at komme tilbage til den Udvei, der for Øieblikket ikke turde betrædes.
Under den heftige indre Bevægelse og overhængende Fare udenfra var der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Repræsentanter for det Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende Mænd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art foreløbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da nu just Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa Understøttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som de erkjendte for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident, hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og et denne forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende imellem Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt Andel i Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den nationale Stræben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i Personer og Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion. At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken gjorde sig gjældende, vil jeg ikke sige. De Kræfter, der overhovedet vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og Gjennemførelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare elskværdig Privatmand, en grand seigneur med fuld Følelse af denne Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd af meget afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser. Uden nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring paatog den mere end tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet, understøttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i høiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851 gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en selvstændig og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte Bang som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af høiere politiske Spørgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning havde ligesom hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt. Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og Sikkerhed og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I almindeligere politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid neppe meget faste, og man mærkede vel hos ham en vis aristokratisk farvet Lyst til med Benyttelse af Omstændighederne at naae en overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i Generalkommissariatskollegiet den ældre militære Rutine; han besad Sands for Orden og Regelmæssighed og en til Stivsind og stødende Særhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Væsen var ham fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstød med den udmærket begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde sin Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at fastholde Grændsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og Førelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskværdig og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles skarpsindig Jurist eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget af Sømandens Energi og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres Specialministerier. Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjøre sig fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles Sammenhæng end dem, hvorunder de længe havde virket, især med Tanken om en løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjøre sig Nationalmodsætningens Forhold til det slesvigske Spørgsmaal ret klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig. Rosenørn, der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island, hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden trætte Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt i smaalig Detail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte nu jeg aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine, ubekjendt med alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig at sætte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende Lovgivning, dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede, ved den Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab saavel med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor Embedsstanden politisk virksomme Mænd (— thi med den yngre politiske Opposition og Journalistik havde jeg som anført heller ikke hidtil staaet i nogensomhelst nærmere Forbindelse —), paa den anden Side ved min Uvanthed til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede[60]. Adgangen til ved nogen Berørelse med de fremmede Diplomater baade at lære deres Forestillinger nærmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse forbundne Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig kongelig Repræsentation. Alle disse Forhold ligesaavelsom min Mangel baade paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti, forbød mig at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i rette Øieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden forsvindende Uvillie imod mig.[61] I Statsraadet stod naturligvis Clausen mig nærmest som Repræsentant for den samme Grundanskuelse, men dels gik han meget nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil Nationalitetsprincipet maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor Universitetet i Kiel. I indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer. Naar jeg nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium, om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke paa de Ord, hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Søn Jacob, da denne havde Betænkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved Fredskongressen i Münster og Osnabrück: "Nescis, mi fili, quantilla prudentia mundus regatur," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre konstitutionelle Ministerier, hvori ikke — en sjelden Undtagelse — en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af redelige, uegennyttige Mænd, og det blev et efter de givne Omstændigheder for Landet og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.
Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens Vedtagelse; i Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den foreløbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat Enevoldsmagtens Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af hans ikke stærke Hænder (— thi deri bestod, naar vi ville tale sandt, Gaven af Friheden —), havde Kongen trukket sig tilbage til Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst til alvorlig at sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at fremkalde en Forandring heri ved maaske besværlige Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige Spørgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der berørte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer, stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed opstaae. Var Ministeriets Handlefrihed paa Grund heraf stor, forringedes paa den anden Side (— jeg vilde krænke min Overbevisning ved ikke at sige dette —) den Understøttelse, som, navnlig i Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed skulde yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en Mangel paa Herredømme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidiært Grundlag for Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning af ham selv[62].
For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium skal jeg nu i det Følgende efter Evne søge at gjøre Rede.
Den grundlovgivende Rigsforsamling
Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære (se dens Forhandlinger Sp. 345), at det vilde fortsætte det Regjeringssystem, der var fulgt af det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast til en Lov (Forordning) om Værnepligten, som herefter skulde være almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der berørte mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den geistlige Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt fremkaldte imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte Septemberlov — ɔ: Forordningen af 23de September 1848 om en extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige Mandspersoner, fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt Anvendelse paa et Antal Studenter, — baade ved en særlig af den bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger, hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg, da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne, ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hæren i det foregaaende Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp. 1005) fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg ved denne bestemte Optræden slet Intet tabte hos de akademiske Borgere.
I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium forelagte Udkast, men det hævdede dog i sin den 12te Februar 1849 afgivne Erklæring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og Nødvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet efter de dengang paa det europæiske Fastland gængse og af den engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen og Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her stærkt fremtraadte demokratiske Bevægelse, en indgaaende Prøvelse. Opmærksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning. Jeg nærede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man har hentet fra England om et Tokammersystems afgjørende Betydning for en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet søge at tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens Magt og andre sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som tilsigtes, lod sig bedre og fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei, navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optage i passende Forhold og Styrke de særlige konservative Elementer og ved Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (— thi i et græsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget Mønster —). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning; thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en i Ministeriets Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem (Forhandlingerne Sp. 2147), angik væsentlig og, saavidt jeg erindrer, næsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne for at give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste Middel opstillede Diætløshed for Medlemmerne. Ved den endelige Behandling blev det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa Ministeriets Vegne maatte føre Kampen, først imod et Forslag af Andræ, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem (27de April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernæst for det fra Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne Forslag til Landstingets Sammensætning i de meget stærkt bevægede Møder den 30te April og 1ste Mai, i hvilke efter Afvisning af temmelig bitre Angreb og Beskyldninger mod Ministeriet Sagen gjennemførtes og Grundlovsarbeidet frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse (Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014). At det saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre og sikkrere i 1866, erkjender jeg; men, at det da dannede Landsthing i sin særskilte Stilling øver en bedre og kraftigere Indflydelse paa Lovgivningsarbeidet i Almindelighed, end de samme Elementer vilde have øvet i en enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og Uheld, at man i 1849 af doktrinær Respekt for Tokammersystemets Renhed opgav det Forslag, der først var gjort af Udvalgets Flertal og betingelsesvis anbefalet og tiltraadt af Ministeriet, at Finantsloven skulde behandles i forenet Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge Things Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet først stillede Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer i Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven opfyldt, men man var dog kommen den meget nærmere: i ethvert Tilfælde burde der været underhandlet yderligere, hvorved man maaske var kommen til den endelige Afgjørelse af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold dannet Fællesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt eller dog ikke fastholdt og støttet af Ministeriet, trak sig tilbage og altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende. Denne giver vel tilsyneladende Landsthinget lige Ret med Folkethinget over Finantsloven, men berøver det i Virkeligheden Evnen til at opretholde eller indføre nogensomhelst ikke absolut bunden Bevilling mod Folkethingets Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til hvis Løsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige Mening i denne Sag findes noksom antydet i Rigsdagstidenden Sp. 6367 ff., hvor jeg ogsaa tilstrækkelig efterviste, at i andre Stater med Tokammersystem det første Kammer enten slet ingen Del havde i Finantsloven eller kun en uvæsentlig[63]. Min uforandrede Betragtningsmaade af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale (man se f. Ex. Landsthingstidenden for 5te Session 1853—54 Sp. 1954 og for 7de Session 1855—56 Sp. 1051 ff.) og har senere paa andre Steder gjort den gjældende, navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemærkninger om Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede Rigsdagsforsamling" og de dertil sig sluttende "yderligere Bemærkninger". Medens jeg nedskriver disse Blade (April 1885), have vi Leilighed til atter at skjønne, til hvilke Følger og Tilstande en virkelig Konflikt imellem begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade fører.
En særlig Opgave tilfaldt mig som Kultusminister ved Forhandlingen af det lille Afsnit af Grundlovsudkastet, der angik de kirkelige Forhold. Naar jeg paa det Punkt først kraftig understøttede den af Udvalgets Flertal foreslaaede nye Paragraf om Folkekirkens Ordning ved Lov, der med Udeladelse af den specielle Bestemmelse om et forudgaaende Kirkemøde optoges i Grundloven som § 80, da havde dette sin Grund i min inderlige Overbevisning baade om, at Kirken ikke i Længden i en konstitutionel Stat kan vedblive at staae i den Forvikling med og Afhængighed af den rent politiske Statsmagt, hvori den i de protestantiske Lande var bragt under Fyrsternes Enevælde, og om Nødvendigheden af at holde udenfor Grundloven specielle Afgjørelser, som slet ikke hørte derhen, og som slet ikke vare tilbørlig overveiede i deres Sammenhæng og Rækkevidde, f. Ex. om Sognebaandet. Medens Vanskeligheden af Tilveiebringelsen af en saadan Kirkeforfatningslov, hvilken Kirken væsentlig maatte give sig selv, ingenlunde undgik min Opmærksomhed, og medens jeg navnligen var mig vel bevidst, hvad der fattedes mig selv til ledende Medvirkning ved dens Tilblivelse, fastholdt jeg dengang og fastholder endnu, navnlig ligeoverfor den grundtvigianske Lære om Præstefriheden, at Staten kun kan træde i et særligt Beskyttelses og Understøttelses Forhold og overlade store Eiendomme og Indtægter til et paa et fast Grundlag bygget og fuldt organiseret Samfund. En lignende Betragtning bragte mig til ved Grundlovens § 81 at holde paa, at Tilstedeligheden af religiøse Samfund skulde betinges ikke blot af, hvad der i dem "foretoges", men af, hvad der i dem "lærtes", idet det religiøse Samfund ligeoverfor Staten kun karakteriseres ved sin Lære, hvoraf Handlingerne fremgaae, forsaavidt de skulle tilregnes Samfundet, ikke Individerne. Derimod kunde jeg ikke slutte mig til eller støtte den af Udvalgets Flertal foreslaaede Paragraf, som gik ud paa at sikre de til Kirken, Skolen og milde Stiftelser henlagte Midler en særlig Ukrænkelighed, fordi jeg ikke kunde anerkjende den hele Betragtning, ifølge hvilken disse efterhaanden af Staten eller dog ved Statens Medvirkning tilveiebragte og til visse Formaal henlagte Midler som en samlet og dog efter Formaalene ingenlunde ensartet Masse ganske skulde unddrages Statsmagtens Indflydelse uden nogen klar Bestemmelse om, hvem der skulde regulere og vaage over den fremtidige Anvendelse. Min Stilling syntes ved dette Punkt at ville blive saameget vanskeligere, som min Kollega Clausen med stor Iver optraadte til Forsvar for Paragrafen, men det blev mig snart klart, at Forslaget vilde falde, udenat jeg behøvede aktivt at optræde derimod; min fuldstændige Taushed var tilstrækkelig. Den samme eller næsten den samme Taushed kunde jeg da ogsaa iagttage ligeoverfor et Forslag af nogle Medlemmer udenfor Udvalget, der gik ud paa i Grundloven at indbringe nogle Bestemmelser om Almueskolevæsenet.
Efter Afslutningen af Behandlingen af selve Grundlovsudkastet forestod der mig endnu under Forhandlingen af Udkastet til Valgloven en temmelig heftig Kamp, idet Tscherning for at svække Betydningen af den for Valgbarhed til Landstinget i Grundloven vedtagne Betingelse af Udredelsen af 200 Rd. i direkte Skat til Staten eller Kommunen vilde have Tienden medregnet ved Opgjørelsen af dette Skattebeløb, medens jeg paa Regjeringens Vegne maatte hævde, at der ved Bestemmelsen i Grundloven ikke var eller kunne være tænkt paa Tienden, der aldrig var opfattet eller betegnet som Stats- eller Kommuneskat, endsige som direkte Skat, og heri fandt Medhold saavel hos de specielt Sagkyndige som hos Forsamlingens Flertal.
Efter et strengt Arbeide lykkedes det saaledes den 5te Juni med Sanktionen af Grundloven og Valgloven at bringe Rigsforsamlingens Opgave tilende. Hvilke Spirer i Grundloven selv foruden de ovenfor udtrykkelig nævnte og hvilke Tidsforhold der have havt Indflydelse paa Opfattelsen og Anvendelsen af Grundloven, er det her ikke Stedet at undersøge eller at udtale nogen Dom om.
Virksomhed som Kultusminister i og udenfor Rigsdagen
Ligesom ingen af Martsministeriets Medlemmer havde Medlemsplads i Rigsforsamlingen (— Tscherning indtraadte først i denne efter Nedlæggelsen af Ministerposten —), havde ogsaa Clausen og jeg ved vor Indtrædelse i Ministeriet anset det for rigtigst strax at nedlægge vore Mandater som Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de første Valg til Folkethinget efter Grundlovens Vedtagelse stillede jeg mig imidlertid — den 4de December 1849 — som Kandidat og valgtes paa Frederiksværk, ɔ: i Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, med hvilken Kreds jeg iøvrigt kun havde den tilfældige Forbindelse, at min yngste Broder da havde en udbredt og paaskjønnet Lægevirksomhed sammesteds.
Medens Grundlovsforhandlingerne med Tilbehør varede (November 1848 til Begyndelsen af Juni 1849), havde jeg naturligvis i det mig betroede specielle Ministerium ved Siden af at besørge de løbende Forretninger begyndt paa de større Arbeider og Opgaver, der forelaae. Kultusministeriet var dannet ved Sammensmeltning af, hvad der hidtil havde hørt under Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler og under det danske Kancellis Departement for Kirkevæsenet og Almueskolevæsenet, hvorhos tillige derunder var inddraget de videnskabelige Samlinger (det store kongelige Bibliothek) og de Kunstanstalter og Kunstsamlinger (Kunstakademiet, den kongelige Malerisamling o. s. v.), som forhen havde ligget udenfor de kongelige Regjeringskollegiers Omraade; efter min Tiltrædelse lagdes endnu det kongelige Theater som Nationaltheater og det dermed forbundne Kapel ind under dette Ministerium. Af de saaledes til Omsorg og Behandling under mig samlede Gjenstande kjendte jeg dem, der havde ligget under Universitetsdirektionen, af egen Erfaring, naturligvis Universitetsanliggenderne nøiere end det lærde Skolevæsen, med hvilket jeg dog, bortset fra mine tidligere Overveielser deraf, siden 1845 havde staaet i direkte Forretningsforbindelse; med de øvrige Gjenstande havde jeg derimod, hvad Indretning og Ordning angik, hidtil ikke havt nogen særlig Opfordring til at sysselsætte mig. Det traf sig nu saa, at der ved min Indtrædelse i Ministeriet forelaae til Afgjørelse efter flere Aars Overveielse og Forberedelse adskillige vigtige Sager vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Dette var paa den ene Side heldigt for mig, forsaavidt det paa engang tvang mig til at udforme mine Tanker og Meninger i bestemte Beslutninger og Forskrifter og gav mig Leilighed til at vinde en vis Anerkjendelse for Drift og Arbeidslyst, men det udsatte mig paa den anden Side for en heller ikke udebleven Mistanke om ensidig Lyst til at beskæftige mig med denne Side af det Kultusministeriet paahvilende Arbeide og ringere Iver for at fremme de andre Sider, især dem, der hidtil havde ligget under Kancelliet, og der unegtelig i en Række Aar havde været behandlede noget slendriansmæssig og uden dybere aandelig Interesse hos den dermed specielt betroede Deputerede. I Virkeligheden var denne Mistanke meget ubillig, thi jeg rettede strax mine Tanker paa de her stillede Opgaver; men, medens saavel disses egen Vanskelighed som mit personlige Savn af en tidligere Forberedelse maatte rykke Behandlingen af dem længere ud i Tiden, turde jeg ikke forsømme at fremme, hvad der paa det andet Omraade til Gavn kunde og burde fremmes, især da her den administrative Anordnings kortere og lettere Vei kunde benyttes. Saaledes fremkom i 1849 og 1850 i Form af Bekjendtgjørelse af kongelige Resolutioner en Række tildels vigtige Foranstaltninger vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Ved Universitetet forandredes ved Bekjendtgjørelse af 13de Mai 1850 den tidligere Inddeling af det akademiske Aar — i et Sommer- og et Vintersemester med Sommerferien i Midten af det ene og Juleferien i Midten af det andet — til den endnu gjældende med et Foraars- og et Efteraarssemester, adskilte ved de imellem Semestrene faldende Ferier, af hvilke Sommerferien forlængedes endel, men saaledes at, afvigende fra Konsistorii Indstilling, ved Fjernelsen af andre Afbrydelser Forelæsningstiden nøiagtig blev ligesaa lang som før, og under 1ste September 1850 omdannedes Sammensætningen af det akademiske Raad, Konsistorium, paa den endnu bestaaende Maade, idet der med Benyttelse af de forskjellige indkomne Forslag skabtes en ny Kombination af det hidtil eneraadende Anciennitetssystem med et af Valg fremgaaet Element, og idet der oprettedes en almindelig Forsamling af de akademiske Lærere, hvilken det overdroges saavel frit imellem Konsistorii Medlemmer at vælge Universitetets Rektor for hvert Aar, hvilket Embede hidtil havde skiftet efter en fast Tour, som at besætte fem Pladser i Konsistorium og derhos at overveie og erklære sig om Anliggender af almindelig Interesse for Universitetet. Ligeledes gaves der efter Andragende fra vedkommende Fakulteter ved særlige Bekjendtgjørelser flere Bestemmelser vedkommende de akademiske Examina, f. Ex. under 23de September 1849 om Ophævelse af Brugen af det latinske Sprog ved theologisk Embedsexamen og Indførelsen af en særlig Prøve for Bekjendtskab med det kirkelige og patristiske Latin. Den vigtigste af disse Examensbestemmelser og den, ved hvilken mit eget Initiativ og min egen Anskuelse havde gjort sig mest gjældende, var Anordningen af 2den Februar 1849 om de Examina, der skulde give Adgang til overordnede Lærerpladser ved de lærde Skoler, altsaa den historisk-philologiske Skoleembedsexamen, der afløste den i 1818 indrettede philologiske Embedsexamen, og om polyteknisk Examen eller en Magisterkonferens som Kvalifikation for Overlærerembede i de mathematiske og naturvidenskabelige Fag, en Anordning, der naturligvis var af stor Betydning for de lærde Skoler[64].
For Læreanstalten i Sorø var den kongelige Resolution af 12te April 1849 af afgjørende Vigtighed. Derved ophævedes ganske den akademiske Undervisning dersteds, hvis Nytte og Betydning aldrig havde vundet fuld Anerkjendelse, og som allerede under Christian VIII var bragt i Opløsning for istedetfor den at grunde en Art folkelig Realhøiskole, en Plan, der hverken havde kunnet vinde fast Skikkelse eller Tillid og Bifald udenfor et enkelt Parti. Den gjennemgribende Forholdsregel udgik fra min Side af en længe og ved den omhyggeligste Prøvelse modnet Overbevisning, og Grundene for den vare saa klare og stærke, at de enkelte Indsigelser baade dengang maatte forstumme og senere paany have maattet vige. Jeg har gjentagne Gange paavist, hvorledes det ridderlige Akademi i Sorø i Historien kun viser sig som et to Gange (under Christian IV og Frederik V) gjentaget og snart mislykket Forsøg paa, med Tilsidesættelse af den af Frederik II i Sorø grundlagte lærde Skole, at stifte en særlig, for vor nuværende Statsform og vor Tids Anskuelser aldeles fremmed aristokratisk Undervisningsanstalt, og at der derfor ikke fra Fortiden kan hentes nogensomhelst Støtte eller Pietetsgrund for Gjenoprettelsen eller Vedligeholdelsen af en særlig, den almindelige lærde Skoles Grændser overskridende Læreanstalt, men at ethvert Forslag til en saadan maa retfærdiggjøres ved Paavisningen af et berettiget Formaal, der ikke kan tilfredsstilles ved Landets øvrige Læreanstalter, navnlig Universitetet, og af Byen Sorø som særlig skikket til dette Formaals Realisation, og denne Paavisning er udebleven. Sidste Gang og udførlig har jeg udtalt mig om denne Gjenstand i en Erklæring, som jeg som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler efter Ministeriets Opfordring den 11te Januar 1868 indsendte over den Betænkning, der under 9de August 1867 var afgiven af en i Anledning af et Andragende fra Soransk Samfund om en udvidet Virksomhed for Sorø Akademi nedsat Kommission. Denne Erklæring, der er trykt i Lindes Meddelelser angaaende Sorø Akademi for Aarene 1857—78 (Kjøbenhavn 1880) S. 41—58 og særskilt, er skreven noget skarpt, fordi jeg følte en vis Harme over den Maade, hvorpaa Kommissionens Medlemmer uden al Enhed og Sammenhæng havde søgt hver lidt Plads for sin Yndlingsidé og dernæst i Forening deraf havde sammensat et aldeles løst Skin af Helhed, men den er fuldt retfærdig. De rige Midler, der ere samlede i Sorø, tildels hidlagte andetstedsfra (Maribo Kloster), tildels kunstig hidlokkede (den Holbergske og den Kalkreutzske Donation), tildels opsparede i en lang Uvirksomhedsperiode, maae, forsaavidt de overskride en liberal Tilfredsstillelse af Skolens og Opdragelsesanstaltens Krav, betragtes og behandles som en almindelig Fond til Fremme af høiere Undervisnings- og Oplysningsformaal, men rigtignok efter en fastere Plan, end der hidtil viser sig.
Ved de lærde Skoler gjennemførtes under 13de Mai 1850 som almindelig Norm den Undervisningsplan, der fra 1845 af foreløbig havde været fulgt og prøvet ved tre Skoler, med de ikke store Modifikationer, som den vundne Erfaring havde givet Anledning til, og samtidig ophævedes den hidtilværende Examen artium, idet Modenhedsprøven henlagdes til Skolerne. Efterat ved denne Foranstaltning den hidtilværende anden Examens Lærestof ligeledes for Størstedelen var overgaaet til Skolerne, gaves Bestemmelserne for det ved Universitetet tilbageblivende philosophiske Kursus og den dertil hørende Prøve ved Bekjendtgjørelsen af 7de September 1850. De Forhandlinger og Overveielser, der vare indledede angaaende Indførelsen af en særskilt Realundervisning ved de lærde Skoler, medens den videnskabelige Realskole i Aarhus nedlagdes, bragtes derimod først tilende efter min Fratrædelse fra Kultusministeriet.
En allerede før Ministeriets Oprettelse begyndt Forhandling om en Indskrænkning i de lærde Skolers Antal samtidig med Skolernes Udvidelse kom til Afslutning ved kongelig Resolution af 6te Mai 1850, hvorved Slagelse Skole nedlagdes og Rønne lærde Skole forvandledes til en høiere Realskole, dog under Forbehold af Forhandling med Rigsdagen om de dens Kontrol undergivne Pengespørgsmaal, der især ved Slagelse Skole vare af Vigtighed, et Forbehold, der opfyldtes ved det i Rigsdagens 3die Session 1851 forelagte Lovudkast om de økonomiske Forhold ved Nedlæggelsen af den lærde Skole i Slagelse og om Rønne lærde Skoles Overgang til en Realskole.
En ikke liden Vægt lagde jeg paa, at det System, der i de nærmeste Aar før min Indtrædelse i Ministeriet ved den almindelige Skolefonds forøgede Indtægter havde udviklet sig, nemlig i større Omfang end før at bøde paa den meget utilstrækkelige Løn for den yngste Lærerklasse, Adjunkterne, ved Gratialer efter vilkaarligt Skjøn, afløstes af en fast Regel for Oprykning igjennem forskjellige Lønningsklasser efter Anciennitet, hvilket skete ved kongelig Resolution af 10de Marts 1849. Denne Resolution blev en Forløber for den nogle Aar efter tilveiebragte Lønningslov for hele Lærerpersonalet ved de lærde Skoler af 28de Marts 1855, forbunden med Avancementsbestemmelser, til hvilken Lovs Tilveiebringelse jeg som Undervisningsinspektør medvirkede og gjorde Forslag, omend den endelige Lov fjernede sig endel fra Forslaget.
Det ligger saa klart for Dagen, at endel af de saaledes ved kongelige Resolutioner efter Ministeriets Indstilling afgjorte vigtige Sager, navnlig om Sorø Akademis og Slagelse og Rønne Skolers Nedlæggelse og om de lærde Skolers Undervisningsplan, under almindelige Forhold vilde have krævet Rigsdagens Medvirkning og Afgjørelse ved Lov, at det ikke paa nogen Maade kunde undgaae min eller Statsraadets Opmærksomhed, i hvilket naturligvis Sagerne forhandledes, førend de forelagdes Kongen. Det var saaledes ganske i sin Orden, at Grundtvig i Rigsdagens 1ste Session 1850 den 27de Juni stillede en Forespørgsel til mig om den Berettigelse, hvormed Ministeriet havde handlet. Naar jeg imidlertid havde paataget mig Ansvaret for den valgte Afgjørelsesmaade og derfor vandt Rigsdagens stiltiende Anerkjendelse, idet ingen videre Anke eller Forslag fremkom og selv Grundtvig beroligede sig ved de af mig givne Erklæringer, hvorved Rigsdagens Kompetence under almindelige Forhold ganske indrømmedes, da laae Grunden hertil i den hele anomale Stilling, hvori disse Anliggender vare komne ved, hvad der var sket og foretaget før Regjeringsforandringen og endvidere før Grundlovens Vedtagelse, og i den stærke Nødvendighed af at komme til en Afslutning af de svævende Spørgsmaal, medens Rigsdagen, da den først i 1850 sammentraadte, selv uden Hensyn til Vanskeligheden ved samtlige disse Gjenstandes Behandling i den Skikkelse, i hvilken de stykkevis og betinget af mange Slags Forudsætninger forelaae, var fuldt optagen af Lovudkast om materielle Sager, der ikke taalte Opsættelse, samt endelig deri, at den i de enkelte Sager trufne Afgjørelse i det Hele havde den offentlige Mening for sig og derfor ogsaa grundlagde en Tilstand, der længe holdt sig med ringe Modifikationer.
Ligeoverfor denne omfattende Række af større Foranstaltninger angaaende det høiere Undervisningsvæsen tog unegtelig min Virksomhed paa Almueskolevæsenets Omraade sig fattig ud, forsaavidt den maales efter enkelte, særligen fremtrædende Ytringer; thi baade en lille Lov om Ophævelsen af en Afgift, der under Navnet "Degnepension" hvilede paa enkelte Skolelærerembeder, og et andet, desuden af et Medlem af Folkethinget (Frølund) indbragt, men af mig understøttet Lovforslag, hvorved Skolelærerne fritoges for en dem fra gammel Tid paahvilende, men praktisk allerede for en Del ophørt Forpligtelse til Befordring af visse Breve imellem Provster og Præster, angik kun ubetydelige Gjenstande, og samme ringe Vigtighed havde den Forandring, der administrativt gjennemførtes i Kaldsretten til visse Skolelærerembeder som Følge af Grundlovens Bestemmelse om Ophævelsen af Forrettigheder, der vare knyttede til Adel. Der forelaae imidlertid paa hele dette Omraade ingen Forarbeider eller indledende Skridt til enkelte særlige Foranstaltninger og Anordninger, og der lod sig, just paa Grund af Sammenhængen imellem alle Led af det for hele Landet ensartede Almueskolevæsen, Intet af nogen Betydning for det Hele udrette uden ved at søge at vinde et nyt Grundlag istedetfor den efter sin Aand og Bestræbelse saare fortjenstlige, men under uheldige og fattige Forhold fremkomne, i Redaktionen ofte mangelfulde og i Virkeligheden kun ufuldstændig gjennemførte og i flere Punkter ikke længer til de ved Grundloven givne Forudsætninger passende Anordning af 1814. Indtil dette nye Grundlag skabtes, maatte Bestræbelserne derfor gaae ud paa saavidt muligt ad administrativ Vei paa de enkelte Steder fuldstændigen eller dog fuldstændigere end hidtil at gjennemføre den gjældende Anordnings Bestemmelser om Skolernes Antal og Indretning og Lærernes Kaar, og i denne Retning arbeidedes der af Ministeriet troligen igjennem Amtsskoledirektionerne under besindig Lempelse imellem Strenghed ligeoverfor Kommunerne og billigt Hensyn til Omstændighederne. En almindelig ny Lov om Almueskolevæsenet var en Opgave, der krævede de vanskeligste og omhyggeligste Overveielser baade med Hensyn til Undervisningens Fastsættelse og Begrændsning og med Hensyn til alle de ydre Midler og Betingelser i Forhold til Almuens mangfoldig nuancerede Livsvilkaar, og den forudsatte derhos et Kjendskab til det virkelig, ikke blot paa Papiret Bestaaende, som ikke var let at opnaae. Det var derfor naturligt, at jeg, da Folkethingsmand Gleerup i Rigsdagens første Session i 1850, efter Forudskikkelse af adskillige Bemærkninger om Kultusministeriets ringe Virksomhed paa Lovarbeidernes Omraade i Sammenligning med de øvrige Ministerier, rettede den Forespørgsel til mig, om jeg snart vilde forelægge Udkast til en fuldstændig Lov om Almueskolevæsenet, svarede, at jeg hverken i denne eller den næste Session (i Efteraaret 1850) tænkte paa at forelægge et saadant Udkast, idet jeg derhos under Henvisning til, hvad jeg allerede strax efter Begyndelsen af Sessionen ved Forelæggelsen af det lille Lovudkast om de saakaldte Degnepensioner havde ytret om den ringe Opfordring, der for Øieblikket var for Kultusministeren til at besvære Rigsdagen og afdrage dens Opmærksomhed fra de af de øvrige Ministerier forelagte paatrængende Udkast om materielle Gjenstande, gav en saadan Fremstilling af, hvad der krævedes til at frembringe et forsvarligt Udkast til en Almueskolelov, at det kunde skønnes, at jeg allerede alvorligen havde gjennemtænkt Opgavens Beskaffenhed og forberedt mig paa den[65]. Derimod lovede jeg, hvis jeg vedblev i min Stilling indtil den ordentlige Rigsdagssamling i 1851, at forelægge et saadant Udkast; men selv dette Løfte blev jeg hindret fra at opfylde baade ved Arbeidets Omfang og Vanskelighed og ved de almindelige politiske Forhandlinger, der i 1850 og 1851 optog en stor Del af min Tid og Opmærksomhed og iblandt Andet i Sommeren 1851 pludselig kaldte mig tilbage fra en Reise, som jeg havde tiltraadt til Jylland for med egne Øine at se Almueskoleforholdene der i forskjellige Egne, efterat jeg iforveien i Stilhed havde gjort nogle lignende Iagttagelser i Sjælland. Da jeg altsaa i November 1851 paa en Tid, hvor det var mig klart, at jeg meget snart vilde træde ud af Ministeriet, ved en Interpellation mindedes om mit Løfte, maatte jeg (den 10de November, se Folkethingstidenden for 1851 Sp. 748 ff{}.{–}) nøies med at forklare, hvorledes jeg havde søgt at fremme Sagen, og hvorvidt jeg var naaet. Efterat jeg ved Begyndelsen af 1852 atter havde overtaget min Universitetsvirksomhed og Inspektionen ved de lærde Skoler, optoges min Tid og mine Kræfter saa stærkt af Embedsgjerningen og Fornyelsen af de i tre Aar tilsidelagte Studier, at jeg først mod Slutningen af Aaret kunde lægge sidste Haand paa det i Ministeriet begyndte Arbeide og udgive det under Titlen: "Udkast til Lov om Almueskolevæsenet udenfor Kjøbenhavn" (det blev omdelt i Rigsdagen den 10de Januar 1853). Jeg betragter endnu dette Udkast med Tilfredshed, idet hele Opgaven deri er søgt løst i fuldstændig og klar Sammenhæng; ikke Lidet af, hvad der deri er foreslaaet om hele den økonomiske Side (om Skolelærernes Løn, Alderstillæg og Pensionering og om Fordelingen af Skoleudgifterne paa større Kredse), er mere eller mindre direkt benyttet i den af Monrad i 1856 tilveiebragte Lov, medens der destoværre, til Skolernes og Skolelærernes Skade, i denne blev fulgt et helt andet Princip for Lærernes Kaldelse. At jeg strengt fastholdt Grændsen imellem Almueskolen, ɔ: Skolen for den Undervisning, som skal ydes Alle, og som Alle skulle modtage, og den høiere Skole, hvis Undervisning frit vælges og modtages med Offer af større Kraft, Tid og Vederlag, men dog anviste Veien til en naturlig Fortsættelse og fyldigere Afslutning af Almueskolen paa Landet i Analogi med Kjøbstadsskolen, regner jeg mig ikke til særlig Fortjeneste, da man endnu ikke dengang var kommen ind paa Forsøget paa at forkvakle baade den obligatoriske og den friere høiere Skole ved kunstige Forbindelser og Lempninger.
Hvad Kirkevæsenet angik, var det fra det første Øieblik af, da jeg fik dermed at gjøre, min Overbevisning, at Staten og dens Tjener: Ministeren skulde yde Folkekirken den Understøttelse og det Værn, der i Grundloven tilsagdes den, men saa lidet som muligt og allerhelst slet ikke befatte sig med dens indre Anliggender, hvilke Kirken imidlertid da maatte sættes istand til selv at varetage. Dette skulde skee ved den kirkelige Forfatningslov, som Grundlovens § 80 stillede i Udsigt. Men, medens det stod mig fast, at Staten kun kunde staae i et Understøttelsesforhold til en virkelig ordnet og paa et bestemt, omend ikke i alle Enkeltheder fastslaaet og uforanderligt Læregrundlag bygget Kirke, og jeg derfor var en ligesaa bestemt Modstander af den Grundtvigske Præstefrihed, der lod Kirkesamfundet forsvinde, som af Retninger, der frygtede alt Kirkeligt og Præsteligt, kunde jeg ikke være blind for den Vanskelighed, der laae deri, at den hidtil i sine Anliggenders Styrelse aldeles uselvstændige Kirke skulde modtage sin Forfatning ved en borgerlig Lov. Der maatte altsaa efter min Mening arbeides hen til, at denne Forfatningslovs Indhold saavidt muligt fremgik af Kirkens egen Trang og Overbevisning og kun fik sin ved Tilsagnet om Understøttelse betingede Sanktion af Statslovgivningen. Jeg maatte derfor uden Hensyn til, at den ved Forhandlingen og Vedtagelsen af Grundlovsparagrafen i Forslag bragte udtrykkelige Bestemmelse om et forberedende Kirkemøde var udgaaet, fastholde den af min Formand i Ministeriet, Monrad, opstillede Tanke om et saadant Kirkemøde som nødvendigt til Forberedelsen af en Kirkeforfatning og forlangte i det første Udkast til en Finantslov, der forelagdes (i den første Rigsdagssession 1850), en Sum af 10,000 Rdl. til Afholdelse af et saadant Møde. Efterat jeg baade ved første og anden Behandling havde udtalt mig i den her antydede Retning, især ligeoverfor Grundtvig og Tscherning, mod hvilken sidste jeg gjorde gjældende, at den danske Kirke hidtil i sin Styrelse slet ikke var, hvad han kaldte den, en Menighedskirke, bevilgedes der 5000 Rdl. Jeg modtog denne Bevilling med en dyb Tvivl om, hvorvidt jeg enten i det Aar eller i det næste vilde være istand til at benytte den og til alvorlig at fremme Sagen, og derfor med stor Bekymring. Jeg saae ikke blot, hvilke stærke og skærende Modsætninger der i det Øieblik fandt Sted imellem de fremragende Ordførere i den danske protestantiske Kirke, saasom J. P. Mynster, Clausen og Grundtvig, men jeg nærede derhos Tvivl om, at der da overhovedet var et saadant Menighedsliv og en saadan hengiven Tilslutning til Kirken tilstede hos Folket, at Bygningen lod sig opføre paa denne Grundvold, og, hvad der for mig personlig var det Tungeste og maaske bestyrkede og skærpede hin Tvivl om Andre: jeg følte, at jeg selv, skjøndt paa min Maade inderlig religiøs stemt, dog ikke stod saaledes paa hele Aabenbaringstroens Standpunkt, at jeg tillidsfuld, med Fasthed og uskrømtet Alvor kunde deltage i, endsige lede Forhandlingen om en Forfatning for den evangelisk-lutherske Kirke i Danmark; jeg vilde ikke nedrive eller svække, men skyldte at befæste og opbygge; jeg frygtede for at vakle eller at hykle; jeg led derved stærkt og lod derfor Sagen, som heller ingen Anden dengang ytrede ret Mod eller Lyst til at tage fat paa, hvile. — Men udenfor Hovedspørgsmaalet om Folkekirkens egen Forfatning paatrængte der sig efter Grundlovens Vedtagelse forskjellige særlige Spørgsmaal, der angik Berøringen imellem Folkekirken og Personer, der befandt sig udenfor den, og den disse Personer nu tilkommende Uafhængighed af Folkekirkens Forskrifter og Former. Efterat jeg allerede i Rigsdagens første Session 1850 i Anledning af et Andragende fra den mosaiske Menighed i Kjøbenhavn og en derved fremkaldt Forespørgsel i Folkethinget havde forelagt et Udkast til Lov om den religiøse Opdragelse af Børn, der vare fødte i Ægteskab mellem Personer af forskjellig Trosbekjendelse, og, da Udkastet paa Grund af dets Fremkomst mod Sessionens Slutning ikke var kommet til Behandling, havde forelagt det paany i anden Session samme Aar, fremkom der i denne fra et Medlem af Folkethinget: Overretsassessor Spandet et Forslag til "Lov om Trosfrihed", der meget mindre handlede om, hvad Titlen angav, end om alle de Forhold, i hvilke hidtil kirkelige Handlinger og Former vare satte i Forbindelse med borgerlige Rettigheder, og som gik ud paa overalt at ophæve denne Forbindelse paa en Maade, der baade unødvendig og forstyrrende greb ind i Folkekirkens Opfattelse og Vedtægt og lidet tilfredsstillede den borgerlige Ordens og Retssikkerheds Krav. Idet jeg nu under første Behandling af dette Lovforslag paaviste og bekæmpede denne dobbelte Mangel ligeoverfor den selv meget alvorlig religiøse Forslagsstiller og hans to fra høist forskjellige Standpunkter udgaaende Kampfæller: Grundtvig og Tscherning, erkjendte og udtalte jeg ligefremt og aabent, at der var Punkter og Tilfælde, for hvilke der nødvendig maatte skaffes nyere og friere Former og Bestemmelser, navnlig med Hensyn til Ægteskabs Indgaaelse imellem Medlemmer af forskjellige Trossamfund eller Personer udenfor ethvert anerkjendt Trossamfund og med Hensyn til Opdragelsen af Børn fødte i slige Ægteskaber, og, da et Udvalg var nedsat efter første Behandling, meddelte jeg dette et Udkast til Lov om den saaledes begrændsede Gjenstand, hvori da ogsaa Indholdet af det af mig forinden forelagte Forslag om Børneopdragelsen indgik, hvorfor dette bortfaldt som særskilt. Det nævnte Udkast tiltraadtes i alt Væsentligt af Udvalget og førtes derpaa til endelig Vedtagelse gjennem en Forhandling, som jeg saameget mere maatte lede baade med Kraft og Forsigtighed, som den i Udkastet ligefrem foreskrevne Form af rent borgerligt Ægteskab fandt ringe Sympathi hos Justitsministeren og aabenbart bekæmpedes af min Kollega Clausen, idet han sluttede sig til et Forslag, der søgte at bevare et tomt Skin af præstelig Medvirkning. Medens jeg i Folkethinget havde maattet kæmpe for Lovens Indskrænkning til det Nødvendige og for Skaansel af det Bestaaende, hvor ingen Forandring var fuldt nødvendig, maatte jeg omvendt i Landsthinget føre en meget skarp Kamp imod Ørsted og Blechingberg, der stædigen afviste enhver Reform. Erfaringen har vist, at den aabnede Udvei, som jeg siden administrativt maatte supplere ved en af mig selv affattet Formular for den borgerlige Vielse, da var aldeles tilstrækkelig for Formaalet og ikke har beredet nogensomhelst Vanskelighed eller Uorden. Den heftige Bevægelse, som det Spandetske Lovforslag havde fremkaldt i og udenfor Geistligheden, lagde sig ogsaa snart[66]. Et af Pastor (senere Biskop) Kirkegaard i Landsthinget i første Session 1850 indbragt Forslag om Menighedernes Ret til Indførelse af nye Psalmebøger bortfaldt ved anden Behandling i Henhold til en af mig afgiven Erklæring om, hvilken Myndighed jeg troede, at Administrationen i denne Retning havde, og om hvorledes jeg for min Del vilde benytte denne Ret. Hele Forhandlingen var ført i velvillige Former[67].
Under Kultusministeriet henhører som bekjendt dels den egentlige Bestyrelse, dels Tilsynet med Brugen og Benyttelsen af store Indtægter og Eiendomme, der ere henlagte til Kirkens og Geistlighedens og til de høiere Undervisningsanstalters Underhold. At jeg med Hensyn til den store Kapital- og Godsformue, som tilhørte Universitetet, Kommunitetet, Sorø Akademi og den almindelige Skolefond, strax og fuldstændig anerkjendte den samme Ret til Kontrol og Bevilling hos Rigsdagen, som denne udøvede med Hensyn til den almindelige Statsformue, finder vel nu Enhver naturligt og nødvendigt; i 1849 og 1850 fandtes der ikke ganske faa eller ubetydelige Mænd, der troede, at jeg deri gik for vidt. Desto bestemtere hævdede jeg navnlig under den første Finantslovs Behandling og kunde jeg hævde Berettigelsen og Hensigtsmæssigheden af at respektere og beholde Fortidens Overlevering i denne Henseende og forsvare de enkelte Stiftelsers Ret og Krav. Jeg henviser herom til Folkethingstidenden for 1ste Session 1850 Sp. 636 om Universitetet, Sp. 539 om polyteknisk Institut, Sp. 4088 om Sorø, navnlig om Skolen ligeoverfor Akademiet, og om den lærde Skoledannelse, jvf. Sp. 4097[68]. Den samme Betragtning førte mig da ogsaa til den Overtydning, at den Lov, der for Statsdomænernes Vedkommende vedtoges om Fæstegodsets Overdragelse til Brugerne som Eiendom i Henhold til tidligere Antydninger og Tilsagn, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det Fæstegods, der tilhørte de under Kultusministeriet henlagte Stiftelser, navnlig Sorø Akademi, og jeg forelagde henimod Slutningen af den anden Rigsdagssession i 1850 det hertil sigtende Lovudkast og gjentog det, da det dengang ikke kunde komme til Forhandling, i 1851, hvor det dog først blev endelig vedtaget efter min Udtrædelse af Ministeriet efter en temmelig udførlig Forhandling om en særskilt Afdeling af det soranske Fæstegods, det saakaldte Kalkreutzske Gods. At jeg som Udøver af Godseierretten gjorde mig den største Umage for at forbinde Billighed og Humanitet med Agtelse for en Eiendomsret, der ikke var min egen, er jeg mig bevidst, og den eneste Klage, der i Folkethinget fremdroges over et ganske enkelt Tilfælde, var det mig let fuldkommen at afvise. Den Vanskelighed i Kreditforholdene, som Begivenhederne i 1848 og den fortsatte Krig medførte, gav mig Anledning til i Forvaltningen af Stiftelsernes, navnlig Sorøs, Kapitaler at bevilge Lempelser, der uden Skade for Stiftelserne lettede Privates Forlegenhed. — Hvad angaaer de til de geistlige Embeder henlagte Eiendomme, gjorde der sig i Tilslutning til den almindelige Opfattelse af Landboforholdene en noget større Tilbøielighed end tidligere gjældende til at afhænde til Selveiendom eller Arvefæste Annex- og Mensalgods eller overflødige eller ubekvemme Præstegaardsjorder, men med streng Omhu for Kaldenes Interesse. Paa et gjentaget og indstændigt Andragende fra Grev Knuth til Knuthenborg om at afhænde ham Tienderne til Kirkerne paa hans Grevskab, forat han kunde bortsælge Bøndergaardene frie for Kirketiende, ansaae jeg mig slet ikke berettiget til at gaae ind uden Lovhjemmel og fandt heller ikke Afhændelsen økonomisk forsvarlig, uagtet Greven tilbød en efter de daværende Sædpriser tilsyneladende uforkastelig Kjøbesum. Erfaringen har vist, at min Betænkelighed var vel grundet.
En saare vigtig Gjenstand for Kultusministeriets Omhu er den tilbørlige Besættelse af de derunder henhørende Embeder, især de saare talrige geistlige. Jeg gjorde mig med Hensyn til de sidste al Umage for — med Benyttelse af Biskoppernes Erklæringer, forsaavidt jeg fandt disse bestemte og paalidelige, — at forene Hensynet til Dygtighed og til visse Embeders særlige Krav med Aldershensynet; medens jeg rigtignok troer, at det var uberettiget, naar en Præst ytrede, at han vilde være bleven befordret hurtigere og bedre, hvis han ikke havde været en personlig Ven af Madvig, er jeg dog temmelig vis paa, at Ingen er bleven befordret, fordi han var en Ven af mig. Et Misgreb vedkjender jeg mig at have begaaet ved i Begyndelsen for strengt at opstille og gjennemføre den Regel ikke at befordre Præster til nye Embeder udover det tresindstyvende Aldersaar, skjøndt en rigtig Tanke laae til Grund, nemlig at den Præst, hos hvem Alderen begynder at gjøre sin Indflydelse gjældende, helst bør blive der, hvor han før har virket med fuld Kraft. — En særlig og ikke let Opgave stilledes mig ved i sidste Del af 1850 og i 1851 at skulle understøtte den slesvigske Bestyrelse i Valget af de bedste Kræfter til at reorganisere den geistlige Embedsstand og Lærerpersonalet ved de høiere Skoler i Hertugdømmet; jeg troer, at der i saa Henseende udrettedes omtrent Alt, hvad der under de givne Forhold kunde udrettes, og at den hele Række af geistlige og Skoleembedsmænd i Slesvig har givet et godt Vidnesbyrd om Tillisch's, Regensburgs og min samvittighedsfulde Omhu. — Det tilfaldt mig i tre Aar at foreslaae Kongen Udnævnelsen af fire Biskopper, nemlig i Lolland-Falsters, Fyens, Aalborgs og Als og Ærøs Stifter. Besættelsen af Lolland-Falsters Bispestol med Monrad skete dog ikke efter ganske frit Valg, da han før sin Udtrædelse af Ministeriet af Konseilpræsidenten, Grev Moltke, havde ladet sig give et Tilsagn om dette Embede, som jeg, da han fastholdt det, troede at maatte respektere; for min egen Del havde jeg ønsket, at den begavede Mand havde oppebiet en anden Leilighed. At ved Indstillingen af Engelstoft og Bindesbøll til Bispeembederne i Odense og Aalborg mit eget Valg fuldkommen faldt sammen med Biskop J. P. Mynsters, da jeg hensynsfuldt overlagde Sagen med ham, bemærker jeg blot, fordi Mynster, da begge Biskopper indviedes efter min Udtrædelse af Ministeriet, paa en noget paafaldende Maade tilsidesatte Hensynet til mig ved ikke at lade mig indbyde til at være tilstede derved. Denne høitbegavede, men myndige Mand havde ondt ved at forsone sig med den nye Forfatning og med den Stilling, hvori denne satte ham til en Minister, som før havde været hans Underordnede ved Universitetet, — og den hele Forhandling om Grundloven og siden Loven om borgerligt Ægteskab havde ikke virket formildende[69].
Det er mig kjært endnu at tilføie et Par Ord om den af mig gjennemførte Ordning af det kongelige Theaters Bestyrelse, fordi jeg kan udtale, at Overhofmarskalk Levetzau med en Ro og Anstand, der siden gik over til virkelig Velvillie imod mig, fandt sig i Ophævelsen af Theaterdirektionen, hvis første Medlem han var, og at Geheimeraad Collin, hvem jeg ikke blot agtede høit, men hvem jeg skyldte Taknemmelighed fra tidligere Dage, baade erkjendte Forandringens Nødvendighed og fuldstændig billigede det Valg, jeg havde truffet ved at indstille Digteren I. L. Heiberg til at udnævnes til Theaterdirektør. Theatret har ikke havt og vil, hvad den paafølgende Tid noksom har vist, ikke let faae nogen Direktør, der staaer ved Siden af Heiberg, og det ingenlunde blot i æsthetisk Henseende, men ogsaa fra Karakterens Side; jeg siger dette saameget heller, som underordnede Intriguer senere forenede sig med politisk Misgunst til en ubillig Forfølgelse og et usømmeligt Drilleri imod Heiberg. — De Forhandlinger, hvortil Theatrets Budget, saaledes som det var forelagt i de to første Finantslovudkast, havde givet Anledning, og en ligefrem Beslutning af Folkethinget foranledigede mig til at nedsætte en Kommission til Overveielse af hele Theatrets Stilling til Staten og af dets Økonomi og til Udarbeidelse af et Lovudkast derom. I denne Kommission, der bestod af Theaterdirektøren, Finantsbogholder Schiern, Departementschef Weis og Professor, Folkethingsmand Fenger, delte Meningerne sig imidlertid saaledes (Heiberg og Schiern mod Weis og Fenger), at jeg selv, efter først mod Slutningen af September 1851 at have modtaget Betænkningen, maatte formulere et nyt Lovudkast, som jeg forelagde faa Dage før min Udtrædelse af Ministeriet. Men, efterat atter det efter første Behandling nedsatte Udvalg, hvori David og Fenger havde Plads, havde foreslaaet indgribende Forandringer i Udkastet, viste det sig strax ved Begyndelsen af anden Behandling langt hen i Februar 1852, at der, selv uden Hensyn til Rigsdagens ikke fjerne Slutning, kun var ringe Tro paa idetmindste for Øieblikket at kunne ved Lov hensigtsmæssigen ordne Theatrets Anliggender i det Enkelte og liden Interesse for det hele Anliggende baade hos Folkethinget og den nye Kultusminister; anden Behandling var derfor slæbende og mat, og, skjøndt Overgangen til tredie Behandling vedtoges med et temmelig stort Flertal, naaede Udkastet dog ikke til denne Behandling.
For Statens Kunstsamlinger kunde der i de trange Krigsaar ikke let tænkes paa at udrette Mere end at bringe Bevillingerne til dem i en fastere og regelmæssigere Form, end de havde havt tidligere, og at afvende Indskrænkninger paa svævende Punkter, hvilket i det Hele lykkedes. Da Kongen i 1851 ønskede et extraordinært Tilskud til Civillisten og der fra Førerne for Bondevennepartiet underhaanden gjordes ham Tilbud i denne Retning, besluttedes det i Statsraadet efter Samraad imellem Finantsministeren og mig at afkjøbe Kongen de af Christian den VIII efterladte naturhistoriske (conchyliologiske) og archæologiske Samlinger for 200,000 Rd., idet tillige nogle ved Overdragelsen foranledigede Udgifter, især Pensioner, overtoges af Statskassen ifølge et af mig derom forelagt Lovudkast.
Det sidste Lovforslag, jeg som Minister indbragte meget faa Dage før min Udtrædelse, gik ud paa ved en maadeholden Forhøielse af Pensionen for den kort forud afdøde H. C. Ørsteds Enke at yde den udmærkede Videnskabsmands Fortjenester en Anerkjendelse. Kun et enkelt Medlem af Folkethinget reiste en Indvending, som jeg, da som Medlem, let gjendrev. Det havde været mig en Glæde Aaret iforveien at udvirke Ørsteds Udnævnelse til Geheimeraad ved hans Afsked fra det Lærerembede, i hvilket det var lykkedes ham at kaste en saa stor Glands over vort Land. Et Aar tidligere (i 1849) var det faldet i min Lod ved Øhlenschlægers 70aarige Fødselsdag at bringe ham Udnævnelsen til Storkors af Dannebrog. Ved Finantsloven for 1851—52 var det endelig lykkedes mig at skaffe Digterne H. Hertz og Paludan-Müller (for H. C. Andersen var der sørget) et livsvarigt Honorar af 1000 Rd. for hver. At der ved Siden deraf kun tildeltes Chr. Winther 500 Rd. aarlig, havde sin Grund i den Forudsætning, at der af Civillisten var sikret ham 500 Rd. aarlig for at have undervist Frederik VII's anden Gemalinde, en Forudsætning, der destoværre viste sig urigtig, idet dette Honorar ophørte; for Forfatteren St. Aubain (Carl Bernhard) blev der sørget gjennem Anvendelsen af de almindelige Midler under Kultusministeriet.
Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit eget Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session 1850 en temmelig betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier. B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og Øerne, med næsten fuldstændig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret til en Mængde Embeder, hvorved Kongemagten og Centralregjeringen aldeles lammedes og den betænkeligste Forvirring maatte indtræde. Det var af den største Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem, vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels vistnok Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist, saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae udenfor den daværende Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han tabte sig under den første Behandling (den 1ste November) i en Række lidetsigende Detailbemærkninger, billigende, misbilligende og tvivlende, og det saae næsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at belyse Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte, skarpt fremtrædende Hovedpunkter; Følelsen af Sagens Vigtighed gav mig Kraft, og ved den umiddelbart paafølgende Afstemning ved Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med mere end almindeligt Bifald[70]. Mindre iøinefaldende, men af mere positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af 24de Marts 1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar, havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den første Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om Pressens Brug, der med ikke uvæsentlige Ændringer gik over til Folkethinget, men dér, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier, Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette Forslag stillede Justitsministeren sig under første Behandling temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe. Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side af Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget uheldigt, navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af første Behandling Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik Beskyttelsen af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod Krænkelser i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte, overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige mindre Indrømmelser og Lempelser, og, idet de deraf følgende Ændringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjøndt Clausen endnu var misfornøiet med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og Blechingbergs heftige Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres Meningsfæller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge Behandlinger og bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige Gjenstand.
Krigen og de ydre politiske Forhold
Allerede længe inden Grundlovsforhandlingen var bragt tilende og Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet deltage i Ansvaret for en Fornyelse af Krigen, da Tilstandene i Slesvig vare utaalelige og Underhandlingerne hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken Retning de end førtes, at ville give et for det egentlige Danmark endog blot taaleligt Resultat, saalænge de maatte føres paa Grundlag af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens Forvanskning tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele Slesvig var i Fjendens Magt. I Krigsførelsen selv havde naturligvis jeg som de øvrige civile Ministre kun den Andel, der kunde ligge i at støtte Krigsbestyrelsens Bestræbelser ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende Rolle tilfaldt og med stor Dygtighed udførtes af Finantsministeren, og maaske raadgivende at indvirke paa visse almindelige Planer for Kampens Ledelse. I sidstnævnte Henseende indtraadte strax en vigtig Overveielse, idet Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til den i den danske Hær selv tilstedeværende høiere Krigserfaring og strategiske Indsigt — en Mistillid, der specielt rettedes mod Læssøe, — forlangte og, ikke med min gode Villie, fik Samtykke til at indkalde en fremmed, hvilket, da man var udelukket fra Tydskland, vilde sige en fransk, General til at overtage Overanførselen eller i det Ringeste udkaste Felttogsplanen. Efter nogen Søgen henvendte Hansen sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General Fabvier, der tidligere havde været Stabschef hos Marechal Marmont, og med hvem Hansen havde gjort Bekjendtskab i Grækenland, hvor Fabvier organiserede og kommanderede græske Tropper paa samme Tid, som Hansen i Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere Chef for Ingeniørkorpset, og Tscherning) var nedsendt til det franske Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea. Fabvier gjorde ved Ankomsten til Kjøbenhavn intet gunstigt Indtryk, og den Plan, han her fremsatte for Felttogets Aabning, maatte ved nogen Eftertanke forekomme Enhver som et høist besynderligt Indfald. Den gik ud paa, at en Del af den danske Armee, der forudsattes i sin Helhed ikke at være istand til ligefrem at møde den fra Holsten over Slesvig nordefter mod Flensborg og videre fremrykkende fjendtlige Styrke og optage Kampen med den, skulde landsættes i Svandsen og der indtage en Stilling, hvor den truede Fjendens høire Flanke og derved hindrede hans Fremtrængen[71]. Det faldt ikke Fabvier ind, at Fjenden, der antoges stærkere end vor Hær, naturligvis strax vilde vende sig imod denne, som, hvis Kampen gik den imod, vilde trænges ned til Kysten og dér, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe, ialtfald efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte. Medens i Kjøbenhavn baade Andre og jeg studsede over denne Plan, for hvilken Forbilledet syntes at have været Udkastet til en Landgang og et lille Streiftog af græske Palikarer, udtalte Læssøe, der endnu da var Stabschef hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i Sundeved førende General Krogh, da Krigsministeren med Fabvier reiste derover, en streng og skaanselløs Kritik over Fabviers Planer og Ytringer, ved hvilken Kritik Hansen, der havde indkaldt ham, ikke berørtes behagelig og hans Stemning ligeoverfor Læssøe ikke blev bedre. Han lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i Danmark at efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i Statskalenderen af det Storkors, han selv medtog, og de to Ridderkors, hvormed to saakaldte Sekretærer hos ham dekoreredes og endnu opføres i vor Statskalender. De nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Læssøe, der afløstes af den kække og kamplystne Bülow og den brave og forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke trak sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til Nørrejylland, og efter den blodige og resultatløse Kamp ved Kolding den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved Gudsø osv. indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Bülow over til Fyen, medens en anden Del under Rye hæderlig førtes tilbage mod Nord forbi Aarhus til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne, idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren. Under disse Omstændigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann kaldtes ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin Adjutant at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af Marinens bedste Skibe ved Ekernførde, og dernæst hvorledes jeg Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dér traf Indenrigsministeren Bang aldeles overvældet og ude paa Gangen høiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det store Tab. Jeg spurgte ham øieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre over de 700 Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede, og bad ham indstændig om at dæmpe og skjule sin Forsagthed; jeg bør dog tilføie, at Bang ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt større Fatning og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten for Fredericias Modstand, hvorom han mistrøstig udtalte, at Fæstningen for Ærens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Bülow og Flensborg og dernæst udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes saa fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis urolige og utaalmodige, Kolleger — jeg troer ikke engang Marineministeren — havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det første Initiativ tilhører, véd jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald. Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Bülows Handlelyst skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store Betænksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow gjerne vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa Spil; vi skrev i Forening til Bülow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring i Stabschefsposten, skulde finde den kraftigste og afgjørende Støtte i Statsraadet, naar han henvendte sig dertil. Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jævnlig Breve fra den ved Hæren ansatte Feltpræst Boisen (senere død som Stiftsprovst i Ribe), og, da disse begyndte at bære Spor af Mismod ikke blot hos Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer (derimellem dog i intet Øieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget utaalmodigt Ønske om Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed, som hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig, at udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede Fred, men en hæderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes øieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og større Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilfælde ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette Brev, forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende Heftighed besluttede at foretage et større Udfald og kun ved sin Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af denne Fortælling er bevidnet mig af nuværende General Ernst, der dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder jeg, at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af mig ønskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side, stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa, hvorledes mit som Andres Sind i hine Dage med yderste Spænding dvælede ved Fredericia, skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt, at Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant. Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til Overdirektør for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal, om der fortaltes noget Nyt i Byen — Morgenaviser udkom dengang ikke —, svarede Barberen, at han havde hørt fortælle, at der skulde have staaet et Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne søge nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden (jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mødte jeg tre mig bekjendte Embedsmænd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mødende Venner ivrig drøftede Spørgsmaalet, om Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod Veile for at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei flygtende Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og krævet nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer kunde have forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.
Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte, men deres Sæde forlagt fra London til Berlin, hvor de førte til de paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede Fredspræliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt — svensk — Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende Resultat, Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge man fra dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken havde Kraft til at gjennemføre eller kunde faae Understøttelse for hos Stormagterne (og som, vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte føre tilbage til, hvad Rusland i sig selv begunstigede, et løst sammenklistret, saakaldet dansk Monarki, indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage, hvad der foreløbig ikke var lykkedes. England havde fra den Tid, da den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd (i London Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstændig Opfattelse kun bevægede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan Virksomhed gav Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den diplomatiske Korrespondance, især saalænge Kammerherre A. H. Bille var Moltkes Medhjælper, i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig definitiv Løsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg, hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede som Demokrater, efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve kjede af vor Nølen. Og dog var Øieblikket til at fremtræde med den engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg, endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu ikke var ført fuldt ud, men fordi Danmarks militære Stilling, saalænge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De efter Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i Berlin under Englands Mægling fortsatte Underhandlinger, hvori fra dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A. W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte og foreløbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget vigtige Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper, og at det tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse af dette Hertugdømme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemføre og hævde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny virkelig Krig, idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig, samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland understøttede slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel mere ved Hærens og dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes ved Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding ogsaa jeg ikke blot som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret, fulgte disse Begivenheder, behøver ikke at siges[76].
Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat, der væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik, og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at benytte den vundne Stilling: den seirrig hævdede Besiddelse af saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes, min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober 1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning. Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med, men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at fastholde hele Slesvig. — Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. — Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa Henseende givne Løfter[77].
Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig. Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig. Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret, at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger, den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod, medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne foretage Videre i dette Anliggende[78].
I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier. Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Værdighed, der karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge. Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig. Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni 1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at burde tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde det ringeste personlige Bekjendtskab til Prinds Christian eller hans Gemalinde og, saavidt jeg erindrer, aldrig havde vexlet noget Ord med ham, men Hensynet til, hvad Fædrelandets Vel krævede, lod mig ikke noget Øieblik være usikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt jeg end omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket om muligst nær Sammenslutning imellem dem, den hos Andre opstaaede Tanke om en dynastisk Forbindelse med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere Carl XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind; jeg vidste altfor vel, at hverken Stormagterne, navnlig Rusland, vilde finde sig i en saadan Udvidelse af Huset Bernadottes Magt eller dette Hus vove alvorlig at gribe og forfølge en saadan Plan, om den end, saalænge den blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vække en platonisk Kjærlighed, eller det svenske og norske Folk gjøre Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlæg heller ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed, kunde overses, som Opretholdelsen af et fælles Kongedømme for tre Folk med tre forskjellige Forfatninger vilde medføre.
Den ovenfor nævnte Notabelforhandling i Flensborg i 1851 fik, som man kunde forudse, det Udfald, at det forelagte Udkast blev vedtaget med nogle Ændringer af et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget forkastet af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af det dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse hos Stormagterne, navnlig Rusland og Østerrig, der efter Grev Sponnecks Reise til Wien mere og mere indblandede sig i vore Anliggender, var der imidlertid ikke at tænke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets Besættelse styredes af Tillisch først som Regjeringskommissær og derpaa som Minister, stred ganske mod den russiske Regjerings, som jeg ovenfor har sagt, i Grunden gottorpske og slesvigholstenske Opfattelse, mod hvilken det kun vilde have været muligt at kæmpe med Held ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter Nationaliteterne. Selv Ruslands Vrede over Oprøret mod Souverænen og Løsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark kun beroede, opveiedes af Misfornøielsen med det hele konstitutionelle Væsen i Kongeriget og dettes demokratiske Karakter. Til at bekæmpe denne Stemning og fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og Absolutismens Tradition uddannede, uklare og holdningsløse, kun i de overleverede diplomatiske Former indøvede Reedtz, der i Sommeren 1851 sendtes til Warschau for personlig at forhandle med Keiser Nikolai og Grev Nesselrode, saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist i sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart Standpunkt yderst vanskelig. Med en uhyggelig Følelse af hele Stillingens Usikkerhed havde jeg i Juni 1851, som ovenfor antydet, tiltraadt en Reise til Jylland for uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af Almueskolevæsenet dér, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved Efterretningen om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en Beretning om Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod det danske Ministerium med særlig Betegnelse af Clausen og Madvig som Repræsentanter for den demokratiske Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning, hvorfor de, hvis de vare hæderlige Mænd, burde nedlægge deres Poster. Som Følge af disse Beretninger fra Reedtz indgav hele Ministeriet Begjæring om Afsked. For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister uden Portefeuille havde været uden rigtig Betydning, blev Afskeden definitiv; mig derimod søgte Grev A. V. Moltke, der atter dannede det nye Ministerium, tilligemed de øvrige Medlemmer af dette, navnlig den ogsaa da som Minister uden Portefeuille indtrædende Grev Carl Moltke-Nütschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist af den gamle Skole, redelig og hæderlig, men stivsindet og kantet, ivrigen at fastholde, dels fordi man, hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for et altfor stærkt Sammenstød med Rigsdagen, dels fordi man havde en Følelse af, at en fuldstændig Eftergivenhed ligeoverfor den russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammensætning baade var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse af den keiserlige Bedømmelses Rigtighed. Endnu denne Gang lod jeg mig overvinde af de samme Grunde, som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det forfængelige Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle Betænkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemførligt, Tanken om en forsonende Adskillelse imellem Nationaliteterne kunde gjøre sig gjældende, — samt Lysten til at fuldføre det begyndte Arbeide paa en Reform af Almueskolevæsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851 blev uden fast System og indre Sammenhæng. Gjenoprettelsen af Kongens Myndighed i Holsten, for hvilket Land Grev Reventlow-Criminil den 28de Juli udnævntes til Minister, indtraadte under Forudsætninger, der yderligere bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke kunde følge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast og træt og derfor forlangte sin Afsked, maatte Afgjørelsen komme med Indtrædelsen af den nye Udenrigsminister. Med Statsraadets Samtykke forhandlede Ministerpræsidenten Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte, men siden som Kabinetssekretær hos Kongen forblevne Geheimeraad Bluhme om Overtagelsen af denne Post, men under den bestemte og tilsagte Forudsætning, at Bluhme efter Indtrædelsen frit og ubunden skulde konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde følges i Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som den 18de Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden uden Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt her: Baron Ungern-Sternberg et udførligt politisk Udkast til den danske Regjerings Fremgangsmaade og blev derom enig med ham. Derved var Grundlaget for de fremtidige Veie og Bestræbelser i, hvad der angik Monarkiets Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at man ikke kunde komme bort derfra uden i høi Grad at støde Rusland, selv om det havde været muligt i Statsraadet at samle en Flerhed for en anden Retning, hvilket det ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad jeg ansaae for fordærveligt. Jeg troer heller ikke, at Bluhme ugjerne saae min Udtrædelse som et Tegn paa, at man ogsaa med Hensyn til Personligheder ganske rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det varede ikke længe, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, — men under frugtesløse Bestræbelser fra A. V. Moltkes og flere af mine andre Kollegers Side for at holde paa mig af Hensyn til Rigsdagen og under Arbeidet paa at finde min Efterfølger hengik nogen Tid, saa at min Afsked først udfærdigedes den 7de December 1851.