IV. Ansættelse ved Universitetet. Embeds- og videnskabelig Virksomhed. 1826 til 1848.

Universitetsvirksomhed

I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren) og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi, og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig, dog i Virkeligheden i det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet, hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen, tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet, eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et af de Reisestipendier, der dengang af Fonden ad usus publicos næsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte paa for strax at blive fast ansat, — og der havde imidlertid dannet sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi, navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den 8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i Vinteren 1828—29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og døde, da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i Philologi — ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og dets Litteratur —, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848. Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd. som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832 ved R. Rasks Død ledigblevne Embede som Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22 Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise, hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.

Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste, idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen, uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp, endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed, der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid lang herskende philosophiske Systems — det Hegelskes — Formler var min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold[31].

Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet, igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes, har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at virke for vigtige Interesser i anden Retning[32].

Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne den ikke ringe Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor, paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning ogsaa for mig var af den største Vigtighed.[33] — Ikke uden Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.

Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840 paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng, var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier, dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger, tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner, tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem, der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligere Leiligheder.[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen, hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en tidligere noget savnet Konsekvens. — Til de behageligste Minder, jeg har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret 1827—28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere, gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar, hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om Indholdet.

Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35] Jeg haaber, at Mænd som Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og fjernere Retninger førte Studier. — Den næste Opgave, jeg stillede mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af deres Indhold og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f. Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling. Der var Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at have fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelæsning sluttede sig udførlige Foredrag over de romerske Statsindretninger med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom (før Udgivelsen af min latinske Grammatik) over Afsnit af den latinske Sproglære og over antik Metrik.[36] Af latinske Forfattere behandlede jeg hele Værker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket orienterende Indledning de Studerende øvede sig i Fortolkning af det Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække foruden leilighedsvis i Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de philologiske Seminarier give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og sammenhængende Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. — Efter Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange efter Anmodning græsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i 1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen for ikke at støde min for den græske Philologi særlig ansatte Kollega. Med særlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse over Thukydid, hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den livligste Interesse; destoværre døde to af dem (Schwartz og Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en 4de (Fibiger) er død senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu. Mine fleste Tilhørere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu, efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lærerstillinger. — Oftere havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den senere Expeditionssekretær i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser, nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, død som Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været Statsraad for "Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae jeg af og til en Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en Forelæsning; for særlige Forelæsninger af populærere Art over latinske Forfattere eller romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg følte i det Ringeste intet Kald dertil.

Forfattervirksomhed

Til min akademiske Virksomhed føiede sig en ganske omfattende Forfattervirksomhed, tildels i nær Sammenhæng med hin og i derved betinget Form. Endnu som konstitueret Docent udgav jeg, med Benyttelse af en i Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et Pariserhaandskrift, i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bøger af Ciceros verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar fulgte min Disputats for Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes klarede Forholdet imellem de ægte Levninger af den Midten af det første Aarhundrede efter Christus tilhørende Samling af historiske Oplysninger til Ciceros Taler af G. Asconius og de mindst tre Aarhundreder senere, men tildels med hine sammenblandede Stykker af forskjellige Skolekommentarer, at Resultaterne strax anerkjendtes og ikke senere ere betvivlede. — Fra 1829 af fulgte derefter en lang Række latinske Programmer til de akademiske Fester (det første, i Anledning af Prinds Ferdinands og Arveprindsesse Carolines Formæling, skrevet saa hurtig, at jeg nær ikke selv havde faaet Bryllup), i hvilke dels undersøgtes Spørgsmaal af de romerske Statsantikviteter eller den latinske Litteraturhistorie, dels meddeltes Bemærkninger til Textberigtigelse og Forklaring af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne Henseende meget forsømte Taler af Cicero,[37] dels behandledes flere tvivlsomme eller urigtig fremstillede Punkter af den latinske Sproglære. I 1834 udgav jeg de indtil da udkomne Programmer i en Samling under Titlen: Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny Samling: Opuscula academica altera med Tilføielse af nogle Smaastykker af beslægtet Indhold. Naar jeg nu ser tilbage paa denne særlige Del af mit Forfatterskab, føler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed, idet samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersøgelser, hvortil mine Forelæsninger førte mig, indeholdt og videnskabelig begrundede bestemte Resultater, der for den allerstørste Del ere gaaede over i den philologiske Erkjendelse, derimellem nogle af større Omfang og Rækkevidde, saasom Undersøgelsen om de romerske Kolonier, ligesom ogsaa saavel de enkelte Programmer som især Samlingerne i den philologiske Verden vandt en større Opmærksomhed og Indflydelse, end der pleier at blive slige Leilighedsskrifter og Samlinger deraf tildel.[38][39] Men paa den anden Side følte jeg allerede dengang og udtalte i Fortalen til den første Samling en Misstemning ved denne spredte og tilfældige Meddelelse af Enkeltheder, i hvilken den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede sig, neppe kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar disse tildels paa Philologiens specielle Enemærker sig bevægende Undersøgelser i latinsk Indklædning i Universitetets Navn stadig udsendtes til alle Sider til Folk, hos hvem det var lige urimeligt at forudsætte Modtagelighed enten for Indholdet eller for Formen.

Naar jeg hvert Aar omtrent tre Gange skulde levere en videnskabelig Afhandling til Programmet, maatte jeg naturligvis hente Stoffet fra alle Philologiens Enemærker, ogsaa de fjernere og speciellere, saameget mere som Forholdene væsentlig indskrænkede mig til den latinske Philologi og ethvert Forsøg paa at vinde Indgang hos det ikke-philologiske Publikum ved Valget af populære Emner allerede ved den latinske Indklædning var tilstrækkelig betegnet som unyttigt. Det var mig derfor en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer herefter skulde skrives dels af hvert Aars Rektor, dels af de øvrige Professorer efter Tour, saa at jeg kun personlig for min Embedstid beholdt Forpligtelsen til at skrive Programmerne ved overordentlige Leiligheder og da væsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten i Anledning af Kong Christian VIII's og hans Dronnings Kroning at udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning med Hensyn til Udviklingen af Monarkiet og en omfattende Statsorganisme" — en Afhandling, der indeholder Antydninger af den Betragtning af Oldtidens, ogsaa særlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere har udført videre,[40] — og dernæst i 1842 ved, da Universitetets Rektor Brøndsted pludselig var død af Følgerne af et Ulykkestilfælde, i Indbydelsesskriftet til Kongens Fødselsdag den 18de September at levere første Stykke af en Afhandling om Sprogets Væsen, Udvikling og Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider i Kvart), der maatte udføres uden foregaaende Varsel i faa, endda ikke for andre Beskæftigelser frie Uger, har stedse været mig et af de kjæreste af mine Smaaskrifter, fordi det lykkedes mig deri, skjøndt i en ikke blot streng, men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige, med ædruelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist Punkt (Ordenes Udprægning til særlige Funktioner i Sætninger) Sprogets naturlige Fremkomst af den menneskelige Forestillingsevne igjennem det sig tilbydende Stof (Lyden) og dets Befæstelse og Udvikling gjennem ubevidst Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med Afvisning af mange forvirrede, hule eller famlende og usikre Forestillinger selv hos Mænd som J. Grimm og W. Humboldt.[41] Manglen af en ydre Anledning af samme Art og andre tildels overmaade forskjellige Opgaver, der trængte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte Traad først gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da af mig som Universitetets Rektor i to Programmer udgivne udførlige Afhandling: Om de grammatikalske Betegnelsers (Formers) Tilblivelse og Væsen. Jeg naaede deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig Klaring af de hos Mange og derimellem hos udmærkede historiske Sprogkjendere forekommende falske og halvt overtroiske Forestillinger om Modsætningen imellem de saakaldte organiske eller Form-Sprog og de moderne, mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem Folkenes Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen af det til grammatisk Formbygning eller anden Betegnelse fremskredne Sprogs videre Udvikling og Bevægelse har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke kunnet naae udenfor mine encyclopædiske Forelæsninger, hvor Sprogbetragtningen gjennemførtes i sin Helhed, saaledes som jeg i en noget lettere og populærere Skikkelse foredrog den i en Række Forelæsninger, som jeg i Efteraaret 1870 efter Opfordring holdt i Kristiania. Et med disse Programmer beslægtet Arbeide havde jeg i 1835 forelagt Videnskabernes Selskab: Om Kjønnet i Sprogene, især i Sanskrit, Latin og Græsk, der er trykt i Selskabets philosophiske og historiske Afhandlingers 5te Rækkes 5te Del, i hvilket adskillige under Skinnet af Dybsind sig skjulende Fordomme ere fjernede og ved Siden af Eftervisningen af Kjønsforestillingens tilfældige og derfor saare vaklende Optræden i Sproget tillige et Hovedpunkt af Kasuslæren: Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene Side og de øvrige Kasus paa den anden Side først er bragt paa det Rene, saaledes som det nu væsentlig betragtes af de Allerfleste.

Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som Program udgivne sprogvidenskabelige Strøbemærkninger) ere senere oversatte paa Tydsk og udgjøre den større Del af mine "kleine philologische Schriften" (Leipzig 1875). Derimod er deri ikke optaget to i Videnskabernes Selskab forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af Sprogenes Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber, hvilken sidste i Udtog er optagen i Oversigten over Selskabets Forhandlinger for 1841 og derfra uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte Anzeigen der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer ud paa at bevise en Sætning, som man ikke skulde troe trængte til noget Bevis, nemlig at den antike Versbygning hvilede paa Kvantiteten, ikke som vor paa Accenten, fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig Kvantiteten, ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa andre Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer kæmpe for den Anskuelse, at Natur, ikke Kunst og Valg, var Grundlaget for de gamle Folks Benyttelse af deres Sprog. — Jeg kom tilbage til denne Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav første Stykke af en kortfattet græsk Metrik, som der destoværre dengang ikke blev Leilighed til at slutte, og som det nu vilde være mig vanskeligt at fuldende, skjøndt jeg havde stor Lyst dertil for at bringe Simpelhed og Klarhed tilveie paa et Omraade, som falsk Spekulation og Indblanding af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker Musiklære har gjort til et af de vildsomste og mest afskrækkende i Philologien.

Til denne lange Række af monographiske Arbeider, hvortil endnu i 1830 kom en Textudgave til Skolebrug af (12) udvalgte Taler af Cicero (senere oftere udgivne paany) og i 1835 af Ciceros Cato major og Lælius med ikke faa Rettelser, der retfærdiggjordes i Fortalerne og i et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af "Carmina selecta poetarum aliquot latinorum", sluttede sig endelig et større Værk, nemlig min i 1839 udkomne Bearbeidelse af Ciceros Skrift: de finibus bonorum et malorum. I denne Bearbeidelse søgte jeg paa et enkelt vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas Hovedforfatter strengt at gjennemføre de Grundsætninger for kritisk Textbehandling og fyldig Fortolkning, som jeg havde tilegnet mig, idet saavel enhver Særegenhed i Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig selv og i dets Sammenhæng med og Afhængighed af den græske Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros philosophiske Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter oversaaes eller tildækkedes. Idet derhos tillige til Methodens Retfærdiggjørelse og til Advarsel og Belærelse det Mangelfulde og rent Forkerte i den nærmest forudgaaende (Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift maatte paavises, voxede Kommentaren med særskilt tilføiede Excurser op til et betydeligt Omfang, men indtog tillige, som jeg vel tør sige, strax en siden ikke anfægtet Plads som veivisende Hovedarbeide paa det nærmeste philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget langsom Udbredelse fremtraadte Værket i en ny Udgave i 1869, hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie i 1876[42].

Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens" ydre Mærker optrædende Arbeide førtes jeg over til en almindeligere og i meget beskednere Form sig indklædende Opgave, idet jeg opfordredes til at udarbeide en latinsk Skolegrammatik, som kunde afløse Badens, der havde været benyttet i en lang Aarrække. Jeg tilstaaer oprigtig, at jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste Tanken om at skrive en Bog, der for lang Tid uadskillelig vilde knytte mit Navn til Skolebænken og hos den opvoxende Slægt med Navnet forbinde en eiendommelig Forestilling om min Person, men jeg overvandt snart denne Modstræben ved at gjøre mig det klart, hvad der kunde udrettes ved at gyde det traditionelle Stof og de igjennem Aarhundreder forplantede løse Begrebsbestemmelser og usikre og kun halvt træffende Regler i en ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Stræben og Bevægelse forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk i skarpt formulerede og begrændsede og just derved trods Skinnet af Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser og Regler, og hvor frugtbar Gjennemførelsen af et saadant Arbeide vilde være for mig selv. Paa denne Maade opstod min første Gang i 1841 udgivne latinske Sproglære, der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger i Anledning af Professor Madvigs latinske Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens hele Anlæg og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som jeg maatte tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke være, at jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrænge alle Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes, og været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod ved en Forkortning, der dog først skete ved fjerde Udgave, en Forkortning, hvorved imidlertid Lærerne og de philologiske Studerende tabte. — Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters Langsomhed, først i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves først i 1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske Boghandleres og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse med Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, især det forhadte Danmark, for stærk, saameget mere som Forfatteren fra 1848 af særlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa ved de philologiske Seminarier i Tydskland været tilhinder for en fuld Tilegnelse af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England som i Amerika oplevet en Række Oplag; i Holland er den almindelig indført i Skolerne i en udførligere og en kortere Form ("der groote Madvig" og "der kleene M", som Navnet mødte mig i Leyden i 1875); hvilken Udbredelse den franske og den italienske Oversættelse have, veed jeg ikke; en portugisisk Oversættelse fremkaldte en lille Feide imellem Oversætteren og Forsvarerne af de ældre indenlandske Grammatiker[43]. — Til den latinske Grammatik sluttede sig som en naturlig og næsten nødvendig Fortsættelse min græske Syntax, der, efter at være foredragen i Forelæsninger for de philologiske Studerende, udkom i 1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg forsaavidt tillægger en større Betydning, som der her endnu mere savnedes et naturligt og konsekvent System. Den tyske Bearbeidelse af den græske Syntax, der udkom i 1847, kunde saameget mindre i Øieblikket overvinde den samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk, som ogsaa Forlæggeren, en yderst ivrig Forkæmper for Schleswigholsteinismen, gjerne opgav Bogen. I Stilhed skaffede den sig dog ved Universiteternes philologiske Seminarier en Plads, og det var i flere Aar næsten umuligt at opdrive et Exemplar af den fuldstændig udsolgte Bog. En ung Franskmand, som under sit Ophold ved tydske Universiteter havde lært Bogen at kjende, bad mig i 1883 samtidig om at skaffe ham et Exemplar og om Tilladelse til at oversætte Bogen paa Fransk. Dette foranledigede en ny tydsk Udgave, samtidig med at den franske Oversættelse udkom i Paris i 1884. I denne nye tydske Udgave betegnedes Bogen som bestemt "für Schulen und jüngere Philologen"; kun for de sidste er den imidlertid i Virkeligheden ligefrem beregnet; Skolerne kan den efter den Udstrækning, som den græske Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem forsigtig Anvisning af Læreren. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk efter den ansete Thomas Arnolds (Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853[44].

Den lange Række af philologiske Skrifter, som her ere opregnede, og til hvilke endnu kunde føies kritiske Meddelelser til mine jævnaldrende Venners og til Disciples philologiske Arbeider, de betydeligste til Henrichsens Udgave af Ciceros Værk de oratore (i 1830) og til Tidsskriftet "Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis med Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et meget lille Publikum udenfor hin Kreds af Venner og Disciple. Nogle heftige og gnavne Angreb i de første Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg under Navnet Anas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf Ingen tog Notits, er det ikke værdt nærmere at omtale; derimod maa jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold til den tydske philologiske Verden idethele. Dette var noget eiendommeligt. Mine tre første Arbeider (de to Disputatser og Epistola ad Orellium) fandt strax meget velvillig Modtagelse og de deri nedlagte Resultater fuld Benyttelse. Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold og ved Udgaven af de finibus indtog jeg dernæst, det tør jeg vel sige, en anerkjendt Plads imellem de ledende Philologer paa det latinske og romerske Omraade, men ingenlunde uden en Række Anfægtelser og Angreb og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at lade mine Arbeider og Anskuelser faae Indgang og Virkning. Det forekom en stor Mængde tydske Philologer af den almindelige Art som en Anmasselse, at paa dette Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt en aldeles afgjort Overvægt (— "præcipua sine dubio hujus studiorum generis sedes" kaldes Tydskland af mig selv i Fortalen til første Bind af Opuscula —), en ung Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde frembragt nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske Litteratur, og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhængighed af Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot optraadte selvstændig og med Fordring paa fuld Ligeberettigelse, men endog tillod sig skarpe Domme og Udtalelser om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for faa Aar siden har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske nordiske Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen") betragtet det som en Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lægges os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe vort Tankearbeide Indgang og Indflydelse i den store videnskabelige og litterære Bevægelseskreds, at vi kunne indtage en upartisk og af Øieblikets tilfældige Strømninger i de store Lande nogenlunde uafhængig Iagttagerstilling, og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af ikke blot hævdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i Tydskland, men jeg har med Uforbeholdenhed udtalt de af mig gjorte Iagttagelser om falske Retninger og forfeilede Arbeider eller Udvæxter ved Siden af det Gode, hvor der syntes at være Opfordring dertil, selv ligeoverfor høit ansete og af mig selv i andre Henseender anerkjendte Mænd, saasom Niebuhr, W. Humboldt og den af en talrig Discipelskare altfor høit stillede G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da ikke undre mig, at der fra underordnede Forfattere, navnlig de stundom altfor skrivelystne Gymnasiallærere, fremkom en Række Bebreidelser imod mig for Miskjendelse af tydsk Fortjeneste, for Overmod og Forfængelighed og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden Forvanskning af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i mit andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var nødt til eftertrykkelig at gjøre opmærksom[45]. Jeg trøstede mig snart ved kompetente og upartiske Medforskeres Anerkjendelse uden at forlange, at de særlig skulde tage mig i Forsvar hos deres Landsmænd, og ved den efterhaanden ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen en af mig fremsat Bemærkning vilde have virket mere, hvis jeg havde været Lærer ved et tydsk Universitet, tog jeg som et naturligt Forhold. Med det tydske Recensentvæsen har jeg aldrig indladt mig i den allermindste Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der hos mine egne Landsmænd opstod den Forestilling om mig, at jeg havde en særlig Tilbøielighed til at strides med Tydskere som saadanne, medens man rigtignok samtidig lagde mig en overdreven Forkjærlighed for tydsk Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og at jeg, skjøndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem, blev haard indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender tog den latinske Pen i Haanden. Det virkelige Forhold er dette, at jeg med en levende Nationalfølelse, der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere som Tydsker[46], stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjønnelse af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige Dannelse skylder tydsk Paavirkning, og at jeg, hvergang jeg nødtes til en bestemt og advarende Paavisning af det Urigtige og af den videregaaende Misvisning, der røbede sig i enkelte Feil, med ængstelig Omhu har overveiet, hvorvidt det var nødvendigt at gaae i Udtrykkets Strenghed for ikke at svække eller borttage det Indtryk, jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe; mangt et strengt Ord er kun nedskrevet med Modstræben, medens det vel kan hænde, at et kort og prægnant Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfængelig Forkerthed er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkelte større Fremtoninger af sær uheldig Art har jeg anset det for min Pligt grundig og fuldstændig at forvise, og ved disse har de tydske Philologers Omdømme stiltiende ganske givet mig Ret og ladet det Hele falde i Forglemmelse (saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros Skrifter eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische Grammatik" osv.)[47]. Adskillige tydske Philologer have givet mig Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres Arbeider at vise et Sindelag, for hvilket i Videnskaben national Antipathi var aldeles fremmed (Orelli, Zumpt, Halm, Baiter, Kiessling).

Udenfor min philologiske Forfattervirksomhed ligger den større og vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift for Litteratur; thi vel anmeldte jeg der (og i dansk Litteraturtidende) de fleste i hin Periode herhjemme udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne undtagne, men efter selve Skrifternes Natur har ingen af disse Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille, strax i det første Aar opstaaet Kontrovers angaaende en Anmeldelse af Rektor, Professor Blochs Udgave af Ciceros udvalgte Taler havde kun en vis Betydning, forsaavidt den betegnede Modsætningen imellem den strengere videnskabelige Form, som jeg søgte at gjøre gjældende paa det philologiske Omraade, og den ældre slappere Tradition. Heller ikke en sammesteds skreven Afhandling: "Om Betydningen af den Sætning, at man i Skolen kun skal skrive Latin for at lære at forstaae Latin" (Bind XIX) eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag af historisk og æsthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet, er der nu Anledning for mig til nærmere at omtale, skjøndt jeg ikke med Utilfredshed ser tilbage paa den Maade, hvorpaa jeg fremhævede det fine psychologiske Blik, den ædle Livsbetragtning og den harmoniske og skjønne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten Stensen Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem hans ypperlige og troe Billeder af hjemlig Natur og hjemlige Menneskeskikkelser og de mindre heldige Forsøg paa at overskride Grændsen for den naturlige Begavelse og dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders Levned" at have paavist et unegteligt Talents Udskeielse i, hvad man nu vilde kalde realistisk Retning. Langt vigtigere baade i og for sig og ved sine Virkninger var den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200 Sider omfattende Anmeldelse af en Række i Aarene 1829—1832 udkomne Skrifter om det lærde Undervisningsvæsen, hvortil et Program fra Sorø havde givet det første Stød. Denne Afhandling bærer vistnok i sin hele Form mere end tilbørlig Præget af den haarde og alvorlige indre Kamp, hvorunder den er udarbeidet, men indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt udtaler, under den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under Opgivelse af mange traditionelle Fordomme, at vinde et friere og fastere Stade, fra hvilket den historisk-philologiske Side af Skoleundervisningen viste sig i et klarere Lys og forsonede sig med de til berettigede Grændser indskrænkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne Dannelses Side. Istedetfor den forældede Betragtning af den gamle Verden og dens Værker som en for den nyere Dannelse regelgivende, men uopnaaelig Mønsterverden sattes Henvisningen til den primitive, i en særlig Form afsluttede antike Kultur og Litteratur som det fælles Udgangspunkt og Grundlag for den moderne, i forskjellige Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Nødvendigheden af Bekjendtskab med hin fælles Forudsætning for Orientering og fuldere Indsigt i Menneskekulturen i det Hele, og istedetfor Anprisningen af de gamle Sprog som de i eminent Forstand logiske sattes Nødvendigheden af Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen, for grundig at lære de nyere Sprog og for at forfølge de i Sprogene udprægede Forestillingers Bevægelse. Derhos optoges og behandledes i speciel og praktisk Form Spørgsmaalet om de forskjellige Dannelsesmidlers rette Sammenordning i et enkelt og helt Skolekursus med rigtig Begrændsning mod Universitetet, hvortil dengang ved anden Examen en Del af det Skolen tilhørende Stof var henlagt i Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling ikke alle mine allerede i Skolelivet virkende philologiske Venner, endsige de ældre Skolemænd. Medens saaledes Bojesen udtalte, at en saa fordomsfri og alsidig Behandling af det foreliggende Spørgsmaal hidtil ikke var fremkommen, betegnede Elberling de kun med længere Mellemrum trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og den moderne Dannelses Forkæmperes Misstemning mod Skolen i dens hidtilværende Opfattelse og Skikkelse aabnede der sig ved Afhandlingen en Udsigt til Overenskomst; hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk Forhandling og Handling, bliver nedenfor at omtale[48]. — Endnu troer jeg at burde nævne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet, der bærer et andet Navn, og som i sin Tid gjorde stor Opsigt og fremkaldte en ikke ringe Bevægelse. I 1831 oplæste H. N. Clausen i et Redaktionsmøde en Artikel, hvortil Anledningen var tagen af Oberstlieutenant Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv velvalgt og morsom Anthologi af de svulstige, krybende og i det Hele smagløse Udtalelser af Rapportens Forfatter og af en stor Mængde Provster og andre Geistlige, der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI i høi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den kaldtes) og ved næsten underdanig Ærbødighed for den kongelige Adjutant, der i denne Methodes Navn beherskede Almueskolevæsenet, disponerede over Ordener og øvede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en Konklusion og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade andre Redaktionsmedlemmer og især jeg bemærkede, at Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde Latter over enkelte Personer og sætte ondt Blod uden tilsvarende Udbytte; jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund af hele Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed og Mangel paa ethvert virkeligt Indhold, efter at have gjennemgaaet denne og alle de foregaaende Rapporter, slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom om den indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og dens Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen paa Papiret sagdes indført i saa og saa mange Skoler, og at der derfor trængtes til en alvorlig Undersøgelse for at adskille løgnagtigt Skin og forfængelig Leg fra Virkeligheden. Det overdroges da mig og N. David at forhandle med Clausen om en saadan Omredaktion, paa hvilken han ogsaa villig gik ind. I den nye Skikkelse blev Artiklen modtagen med fuld Tilstemning af alle Forstandige, der længe havde anet, at der paa dette Omraade dreves et uværdigt Spil, men den vakte naturligvis ikke blot Abrahamsons og de øvrige af Satiren trufne Personers Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der i god Tro og med Forvisning om at fremme noget Nyttigt havde overladt hele Sagen til Abrahamson. Af Frygt for Forstemningen mod det allerede iforveien som noget oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne spredte sig, og den hele forkerte Indblanding af en begavet, men ærgjærrig Generalstabsofficer i Skolestyrelsen ophørte kort efter, og selve den indbyrdes Undervisnings Methode, der aldeles ikke passede til vore Skoler, trængtes tilbage til en saare beskeden Stilling, skjøndt den Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde befordres til Præsteembede, iforveien skulde aflægge en Prøve i en saakaldet Normalskole for den indbyrdes Undervisning, indrettet i Sølvgadens Kaserne, først ophævedes ved en af mig som Minister udvirket kongelig Resolution.

Bibliotheksvirksomhed

Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode — et Par Brochurer kommer jeg siden til at nævne — maa jeg et Øieblik vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet beklædte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af Lyst til den bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besørget det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde Fyldest. For Bogvæsenet i Almindelighed med dets Krav paa Opmærksomhed for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har jeg aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun Redskaber for det videnskabelige Studium eller den æsthetiske Nydelse. Men jeg medbragte ved Siden af Pligtfølelsen et uundværligt Hjælpemiddel i en let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv glædede mig ved som Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet af fagkyndig Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som Midlerne tillod, og at gjøre det Anskaffede saa tilgængeligt for Ældre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de stille og lydige Bogrækker med noget mindre fredelige Sysler, dog uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og gjennemført og et særeget Læseværelse blev indrettet, medens der hidtil ingen anden Plads havde været for dem, der paa Bibliotheket benyttede Bøger eller Manuskripter, end selve Udlaansværelset med dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen, der i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges, fik derhos en bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang, som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da unegtelig indskrænkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig og med al Kraft at trænge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale istedetfor det ikke blot ved sin Beliggenhed ubekvemme, men efterhaanden aldeles utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette Anliggende og om Bygningens Indretning førte Forhandlinger, ligesom jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var bleven min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at tabe Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte træde til for at støtte hans driftigere og mere energiske Medhjælpere: afdøde Bibliothekar Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede den derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om det i flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede praktisk Handlekraft den brave Mand, der nærmest skulde repræsentere dette sidste. Endnu før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede, omend mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjærlighed, hvormed begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger[49].

Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det ringe Maal af personlige Kræfter, der da havdes til Raadighed ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af Læseværelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en yderst ringe lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig fat paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog (en ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at føre en Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og Dokumenter.

Anden offentlig Virksomhed

I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.

Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed i Forening med den stadige Bearbeidelse af min egen videnskabelige Personlighed gjorde saadanne Fordringer til mine Kræfter, at der i lang Tid ikke blev Plads for nogen Trang eller Evne til en videre gaaende Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet selv tog jeg Del i visse Reformbestræbelser, især med Hensyn til Sammensætningen af Konsistorium, og i Marts 1837 indgav jeg et Andragende om en Forandring i saa Henseende, foreløbig uden Resultat[50]. Og dog er det allerede af Hensyn til det paafølgende Tidsafsnit ikke muligt her ganske at forbigaae mit Forhold da til Politiken, saa beskedent dette end stillede sig. Fra min første Indtræden paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke troede det overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik VI's jævne og elskværdige, men ogsaa Jævnheden hos Andre foretrækkende Person, istand til at fyldestgjøre Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde gjort Fyldest i Aarhundredets to første Decennier, og som heldede til konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok temmelig spagfærdige. En stærkere Bevægelse med ikke lyse Udsigter begyndte i 1830 med Schleswigholsteinismens aabenlyse Optræden (Uve Lornsen), hvorefter fulgte Oprettelsen af den slesvigholstenske Fællesregjering paa Gottorp og af de fire Provinsialstænders Forsamlinger. En endnu alvorligere Skikkelse antog Bevægelsen under Christian VIII, der, uden som Forgængeren at omgives af en tilvant Pietetsfølelse, ikke kunde unddrage sig Indflydelsen af visse Erindringer fra Norge og derpaa byggede Krav. Udsigten til den kongelige Mandslinies Uddøen rykkede nærmere; Kongens Svogers, Prindsen af Augustenborgs, Udnævnelse til Statholder i Hertugdømmerne og Regjeringens vaklende og svage Optræden ligeoverfor den aabenbare Tilsidesættelse og Krænkelse af den danske Nationalitet i Slesvig vakte en dyb Misstemning, der ogsaa omfattede den hidtil populæreste af Regjeringsmændene: A. S. Ørsted. Medens Arvefølgepatentet af 1846 stødte paa stærk Modstand fra Slesvigholstenerne og deres Tilhæng i Udlandet, gav det, selv om dets Opfattelse opretholdtes, ingen Sikkerhed for, at den danske Nationalitet kom til sin fulde Ret indenfor Monarkiets Grændser. Jeg var imellem dem, der dybt følte Krænkelsen og Faren, men der var i al den Tid, hvorom der her er Tale, Intet, der kunde bevæge mig til at ombytte en bekymret Tilskuers Rolle med en aktiv Deltagelse. Jeg havde intet fuldt gjennemtænkt og mig selv tilfredsstillende Raad at give, ingen Plads og Stemme, der kunde give Advarsler, som allerede udtaltes af Andre, forøget Vægt. Havde jeg Noget forud for ikke faa af dem, der da førte Ordet, var det en efterhaanden (jeg kan ikke nu sige, i hvilken Orden og med hvilke Mellemrum) modnet Indsigt i og Følelse af de Opgavers Vanskelighed, der skulde løses; jeg saae, at Bestræbelserne for Monarkiets Bevarelse i dets Helhed og for en konstitutionel Regjeringsform idelig krydsede hinanden, og jeg følte, at der hos dem, hvem jeg i det Hele stod nærmest, baade med Hensyn til Holsten og med Hensyn til Slesvig lagdes en større Vægt paa det folkeretlige og traktatmæssige Grundlag og en mindre paa det da virkelig bestaaende folkelige Statsgrundlag, end jeg kunde billige. Jeg følte at det maatte komme til en grundig Opgjørelse imellem Dansk og Tydsk, selv med Fare for at tabe det Tydske, men tillige, at ingen dansk Regjering kunde stille sig denne Opgave uden at tvinges dertil ved en voldsom Rystelse[51]. Jeg lededes ogsaa derved, selv om jeg havde havt friere Raadighed over en større Kraft, til Afholdenhed. Jeg har altid havt en afgjort Uvillie imod uden et klart og bestemt Maal at deltage i "Røre" (en dengang og siden fra en vis Side meget brugt og yndet Kategori) og en stundom maaske for ængstelig Ulyst til at deltage i Forbindelser, der kunde hindre mig i med Selvstændighed at følge min Overbevisning i forekommende Spørgsmaal. Jeg var derfor uden nærmere Forbindelse med nogen af de Grupper, for ikke at sige Partier, der dengang deltoge i den offentlige Forhandling fra et halvt eller helt oppositionelt Standpunkt, saavel de Ældres (hvortil hørte P. G. Bang, Neergaard, Tutein og som mere fremrykkede David, Clausen og Schouw) som de Yngres (Lehmann, Monrad, Ploug osv.). Og dog var min Stilling med Hensyn til de offentlige Anliggender en noget forskjellig under Frederik VI, medens jeg fra det første Trin paa Embedsbanen arbeidede mig fremad, og under Kristian VIII, ved hvis Regjeringstiltrædelse jeg regnedes imellem de for Fagdygtighed anerkjendte og hos de Studerende vel ansete og populære Professorer, og med hvem jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab var bleven bekjendt, da han i nogle Aar som Prinds var Selskabets Præsident, skjønt vistnok kun paa Afstand og uden nogensomhelst Adgang til personlig Tilnærmelse, endsige til at give politiske Raad[52]. — Kristian VIII's første Regjeringsdag kaldte mig endog til en gjentagen offentlig Optræden, men som ganske svarede til den her betegnede Tilbageholdenhed, idet den gik ud paa Paamindelser til Andre om Besindighed. Da jeg den 3die December 1839 henimod Middagstid fra det Indre af Byen, hvorhen Bevægelsen i Anledning af Thronskiftet havde kaldt mig, vendte tilbage til min Bolig paa Nørregade, mødte jeg ved Metropolitanskolen daværende Lektor, senere Konferentsraad og Notarius publicus Abrahams, der med stor Uro og Bekymring fortalte mig, at et stort Antal Studenter var samlet i Universitetsbygningens Vestibule og Korridorer, hvorfra de vilde drage ud til Amalienborg for at bringe den nye Konge en Hilsen og et Leveraab, uden Tvivl med Antydning af politiske Ønsker og Fordringer. Jeg gik da ind i Vestibulen og op paa Rummet over Trappen, bad om Ordet og forestillede de Studerende kort, men alvorlig, at det i sig selv ikke var sømmeligt udenfor det Palais, hvori Frederik den VI's Lig laae og hans Enke sad i Sorg, at bringe den nye Konge en ny og særlig Hyldest efter den, der naturligen var ydet ham ved selve Udraabelsen til Konge, og at i ethvert Tilfælde et saadant improviseret og uanmeldt Tog, for hvis gode Orden og Iagttagelse af tilbørlige Grændser Ingen havde Ansvaret, kun vilde fremkalde uhyggelige Sammenstød med Politi og Vagter. Man hørte mig villig og det Hele blev opgivet. Men til samme Dags Aften havde de yngre Ledere af Oppositionspressen: Lehmann, Monrad, Ploug og Andre stævnet de Studerende til et Møde i Hôtel d'Angleterre's store Sal for at vedtage en Adresse til den nye Konge om i Tilslutning til sin Fortid i Norge at give Danmark en Grundlov efter den norskes Forbillede. Jeg gik da hen til dette Møde og fraraadede det hele Foretagende, om hvis Ubetimelighed jeg havde en inderlig Overbevisning, idet jeg dels lagde dem, der virkelig kunde betragtes som Studenter ved Universitetet, paa Hjertet, at Studenterstanden ikke havde nogen Ret og Kald til at stille sig i Spidsen for Folket og at tale paa dettes Vegne, dels forestillede dem, at de uden Tvivl for den allerstørste Del savnede ethvert Bekjendtskab med den Grundlov, de opstillede som Mønster, dels udviklede, hvor vanskeligt det under det danske Monarkis indviklede Sammensætning og Forhold var for den ny tiltrædende Konge at give nogetsomhelst Tilsagn om en Grundlov, især i bestemt Retning. Mit Foredrag blev hørt med Opmærksomhed; det kunde naturligvis i den blandede Forsamling, hvoraf maaske Flertallet slet ikke i egentlig Forstand udgjordes af Studenter, og hvor ingen Regel var given for Deltagelse og Stemmeret, ikke forhindre Adressens Vedtagelse, men det bevægede en stor Mængde til at holde sig tilbage og svækkede i væsentlig Grad Betydningen af det Hele. Adressen blev indsendt, lagt til Side og glemt; men, da mine Ytringer om Studenterstandens ubestemte Grændser og det Misbrug, der derfor kunde drives med Studenternavnet, havde givet Anledning til en i Møder og Blade fortsat Forhandling om en Organisation og Repræsentation af Studenterstanden, bragtes jeg derved til at udgive en Brochure: "Et Par Ord om Studenteranliggender", hvori jeg ved Siden af stærk Hævdelse af Studenternes aandelige Frihed ligesaa bestemt fremhævede den Begrændsning af deres Ret til aktiv politisk Optræden, navnlig korporativt, der fulgte af deres juridiske og økonomiske Uselvstændighed og af deres Mangel paa en i Livets Gjerning vunden Erfaring. Den lille Piece fandt ikke ringe Indgang og formindskede ikke paa nogen Maade det velvillige Forhold imellem Studenterne og mig. Min hele Optræden havde været absolut individuel, men fandt Tilslutning hos mine Kolleger. Med Regjeringsmænd, endsige med Kongen, havde jeg i de Dage og Uger end ikke den fjerneste Berørelse, og min Udnævnelse til Ridder af Dannebrog den 28de Juni 1840 i Anledning af Kroningen skete kun efter sædvanlig Orden.

I 1843 fandt det første skandinaviske Studentertog til Upsala Sted. Kongen, der betragtede Sagen ugunstig og frygtede for Ubesindigheder, troede, at det vilde være hensigtsmæssigt at formaae en indflydelsesrig og populær Professor til at følge med Toget som modererende Iagttager og Raadgiver, og lod H. N. Clausen, der jo ellers ingenlunde var persona grata, opfordre til at paatage sig dette Hverv; men Clausen indsaae meget vel, at han af Studenterne vilde blive betragtet med mistænksom Uvillie som en ubeleilig Paapasser og af Kongen faae Utak, hvis der indtraf noget Ubehageligt, som han ikke havde kunnet hindre, og han bad sig derfor fritagen. Opfordringen rettedes da mundtlig igjennem Universitetsdirektionens Medlem, den bekjendte Jurist J. O. Hansen, der altid viste mig stor Velvillie, til mig, men med samme Udfald, just ikke til Hansens Forundring. — Aaret efter oprettedes af endel Mænd, der livlig interesserede sig for aandeligt Samkvem og gjensidig Velvillie og Tilnærmelse mellem de tre nordiske Folk, i Kjøbenhavn det skandinaviske Selskab. Jeg var med varm Interesse for Formaalet, omend med nogen Tvivl om Rigtigheden af Formen for og Udstrækningen af de paatænkte Sammenkomster og om Foredragenes Virkning, imellem Stifterne og holdt i et af Selskabets første Møder den 27de Januar 1844 et Foredrag, som kort efter blev udgivet under Titlen: "Om Skandinavismens Forhold til den almindelige Kultur". I Overensstemmelse med den Betragtning, som jeg stedse har fastholdt og forsvaret, hævdede jeg deri paa den ene Side de skandinaviske Folks Ret og Pligt til at gjøre sig selvstændig gjældende efter deres Eiendommelighed og Kræfter i det almindelige Kulturarbeide og vindicere sig deres særlige Nutids og Fortids Andel deri, men afviste paa den anden Side skarpt en selvgod, sig afsondrende og overvurderende Nordiskhed med tydeligt Henblik ikke blot til den grundtvigske Retning, men ogsaa til "Fædrelandets" og Andres daværende ungdommelige Overdrivelser. Foredraget vandt stærkt Bifald; men, da jeg havde berørt Ensidigheder, der dengang indenfor den egentlige Oppositions Rækker skulde skaanes, udbragte Orla Lehmann, der førte Forsædet ved det paafølgende Selskabsmaaltid, en Skaal for "Moderation i Moderationen". Jeg var for maadeholden; derved var min Stilling til Oppositionen, som den da og stundom siden førtes, forsaavidt ret klart betegnet; men jeg vandt ligesaalidt særlig Gunst paa den anden Side. Det skandinaviske Selskab selv udfoldede jo iøvrigt paa Grund af Forholdenes Udvikling kun en ringe og kortvarig Virksomhed[53].

Under denne Afholdenhed fra politisk Optræden faldt det i min Lod temmelig pludselig at kaldes til Deltagelse i et meget vigtigt administrativt Anliggende. Den Forhandling, der fra 1829 af var ført om det lærde Skolevæsen, havde efterhaanden ledet Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler til den Overbevisning, at en omfattende Reform var nødvendig, og, efterat Direktionen — hvis kraftigste og indflydelsesrigeste Medlem dengang, efter J. P. Mynsters Udtrædelse og den svage og forhen afskedigede Engelstofts Gjenindsættelse som første Medlem, aabenbart var den ovenfor nævnte Etatsraad Hansen — i Almindelighed havde sikret sig Kongens Samtykke, anmodedes uden nogetsomhelst kongeligt Kommissorium med kort Varsel H. C. Ørsted, J. F. Schouw og jeg om at sammentræde med Direktionens Medlemmer til en fortrolig Forhandling om det hele Anliggende, saaledes at altsaa Ørsted og Schouw skulde repræsentere den mathematisk-naturvidenskabelige Side af Dannelsen, jeg den historisk-philologiske. Forhandlingerne førtes i Hansens private Bolig paa Grundlag af et Udkast, hvori jeg vel tør sige, at de af mig i 1832 udtalte Anskuelser i det Hele vare optagne, navnlig hvad angik Ophævelsen af den saakaldte anden Examen og Inddragelsen af dens Stof med Undtagelse af Philosophien i Skolen og Henlæggelsen af Afgangsprøven til Skolerne selv, hvis Undervisningstid udvidedes med ét Aar[54]. Med en Anstrengelse, der navnlig for Engelstoft var aldeles overvældende, førtes det Hele tilende i et Par Dage, og Resultatet fremtraadte i den af Kongen approberede provisoriske Undervisningsplan for nogle af de lærde Skoler af 1844, idet der først skulde gjøres en Prøve med Planen i Metropolitanskolen og Skolerne i Odense og Kolding. Til at kontrolere denne Prøve ved at overvære Afgangsexamen i disse tre Skoler og deltage i Censuren bestemtes Ørsted, jeg, der strax efter i "Dansk Folkeblad" gav en Fremstilling af, hvad der ved den nye Skoleform tilsigtedes, og Professor Velschow. De ifølge heraf i Aarene 1845—1848 foretagne Skolereiser, der bragte mig i endnu nærmere Forhold til Ørsted, og som for første Gang førte mig til Fyen og Jylland, ydede mig ved Siden af Hovedopgaven en kjærkommen Forfriskelse, medens de forberedede min senere mangeaarige og kjære Virksomhed ved de lærde Skoler.

Personlige Forhold og Reise

Om mine private og huslige Forhold i denne Aarrække skal jeg fatte mig kort, thi Erindringerne derom tilhøre og vedkomme i det Væsentlige kun mine Nærmeste. Med min trofaste og hengivne Hustru, der to Aar før vort Bryllup med mig havde besøgt min Moder paa Bornholm,[55] førte jeg et stille og beskedent Liv i en snever Kreds, snart omgiven af en Børneflok, idet der indtil 1839 fødtes mig to Døtre, to Sønner og atter to Døtre, af hvilke den ene dog døde ganske spæd og den anden berøvedes os i en Alder af 9 Aar til bitter Sorg den 8de Marts 1848. Ved Siden af Opdragelsen af mine egne Børn var det selvfølgelig min ueftergivelige Pligt at fritage min Moder, der havde gjort saa store Opofrelser for mig, for Omsorgen for mine to yngste Brødre, af hvilke den næstyngste oplærtes til Snedker her i Byen og den yngste opholdt sig i mit Hus i de nærmeste Aar, efterat jeg var bleven gift, medens han gik i Skole og efterat han i 1835 var bleven Student, indtil han som saadan blev Regentsalumnus. Jeg havde for at gifte mig stiftet en i Forhold til mine aarlige Indtægter betydelig Gjæld, og denne var, inden mine Indtægter forbedredes noget ved Bibliotheksembedet, forøget saaledes, at det heller ikke senere lykkedes mig at tilveiebringe Ligevægt, selv med Tillæg af nogen Indtægt af litterære Arbeider, der imidlertid dengang betaltes efter en meget lavere Maalestok end nu. Finantsielt Talent har jeg, i det Ringeste i mine egne Anliggender, aldrig udviklet. Jeg har i en Række Aar følt daarlige Kaars Sorg, Ydmygelse og forstyrrende og lammende Tryk i en ikke ringe Grad, og jeg søgte i den Tid gjentagende forbigaaende Lettelse af dette Tryk ved økonomiske Udveie, der gjorde Ondet værre. Omtrent i 1843 indtraadte der dog en Forbedring og Orden; men jeg gik ikke destomindre det paafølgende Livsafsnit imøde med en ikke ringe Byrde, for hvilken det heller ikke nogensinde senere er lykkedes mig at gjøre mig ganske fri[56]. At dette uheldige Forhold ogsaa medførte en vis selskabelig Isolation, er naturligt. Manden drages, naar han finder en vis Anerkjendelse, stundom ud af denne og har i selve Anerkjendelsen en Trøst og Opreisning; paa Hjemmet hviler Byrden helt. Med stor Glæde erindrer jeg derfor den Vederkvægelse, som i en Række af Aar i den dengang korte Sommerferie Opholdet i Frederikssund hos en Slægtning af min Hustru bragte os alle, og jeg betragtede det som en Triumph, da jeg i Sommeren 1845 selv gik til at leie et Par Værelser for min Familie og mig paa den saakaldte gamle Bakkegaard, hvormed der, da Stedets Eier var Enkedronning Marie Sophies Hofchef, fulgte Adgang til den dengang for Publikum utilgængelige Søndermark. Mine philologiske Tilhørere gik ind paa, at jeg i den Sommer læste over Cicero de natura deorum om Morgenen fra Kl. 7 til 8, hvorefter jeg kunde dele hele Dagen mellem Mark og Skov og den græske Syntax, der udarbeidedes derude. — Til tidligere smaae Sommervandringer tilfods med nogle kjære Venner (Bojesen, Mathematikeren Chr. Jürgensen og Astronomen P. Pedersen) (derunder en lille Udflugt til Kullen i 1839) sluttede sig nu en hyppigere Omgang med et Par kjære Familier (derimellem min endnu levende Ven, Etatsraad Møhls og den ikke ubekjendte bornholmske Pastor Marckmanns, hvis Hustru var en Datter af Notarius publicus H. G. Olsen). Den største Opmuntring berededes mig imidlertid, da der i 1846 af Universitetsdirektionen udvirkedes mig en Understøttelse af 400 Rdl. til i Sommerferien at foretage en kort Reise i Tydskland. Naar det i Resolutionen betegnedes som min Reiseopgave at gjøre mig bekjendt med det tydske høiere Undervisningsvæsen, var dette et temmelig let gjennemsigtigt Skin, idet Reisen maatte gjøres paa en Tid, da ogsaa i Tydskland Ferierne indtraadte. Det virkelige Øiemed saae Direktionen ligesaavel som jeg i en efter mange Aars uafbrudte og strenge Arbeide saare ønskelig Forfriskelse, forbunden med Adgang til i visse Retninger at udvide Blikket og til at stifte et, omend indskrænket, personligt Bekjendtskab med tydske Videnskabsmænd, og dette Øiemed opnaaedes. I Forening med to Venner (de nævnte E. Bojesen og P. Pedersen) tiltraadte jeg Reisen den 31te Juli — efter midlertidig at have bosat min Familie i et lille Hus i Øverød ved Søllerød — og ilede i en deilig og varm Sommer med mine Reisefæller hurtig, men med livlig Opmærksomhed for alt det Nye, som Natur, Kunst og Folkeliv tilbød, over Berlin, Dresden, Prag, Wien, München, Heidelberg, Frankfurt og Göttingen og tilbage over Hamburg og Kiel, hvorfra jeg den 3die September igjen naaede til Kjøbenhavn. Ved at lægge Veien fra Wien til München over Semmering gjennem Steiermark, over Ischl og Salzburg fik jeg et foreløbigt Indtryk af Bjergnaturen. I Berlin[57] fandt jeg den venligste Modtagelse hos Böckh, Savigny og Zumpt ligesom i Göttingen hos C. F. Hermann og H. Ritter (Forfatter af "Geschichte der Philosophie"); det har glædet mig mange Aar efter at se, at Böckh udtrykkelig engang paaberaabte sig Ytringer af mig i den Samtale, vi en Timestid førte med hinanden. Paa flere Steder var der derimod enten ikke Tid til at opsøge de Mænd, jeg kunde have ønsket at tale med, eller de vare paa Ferieudflugter. Paa den sidste Del af Reisen, omtrent fra Heidelberg af, havde jeg Leilighed til at bemærke den heftige Bevægelse, som det kort forinden udkomne aabne Brev om Thronfølgen i det danske Monarki havde fremkaldt, og den stærke Sympathi, som det var lykkedes Slesvigholstenerne at vække for sig, allermest i Universitetsbyerne, ligesom jeg ogsaa i det vestlige Tydskland modtog et levende Indtryk af den i sig selv naturlige Længsel efter Tydsklands Enhed og denne Længsels Retning henimod Preussen. Jeg kom til Kiel samme Dag, som Advokat Olshausen, en af Slesvigholstenernes ivrigste Ledere, var ført som Arrestant til Rendsborg, og maatte i Hotellet, hvori jeg overnattede, høre paa den Kattemusik, der bragtes den da fra Kjøbenhavn ankomne nye Chef for det i Kiel garnisonerende Jægerkorps, for hvilket Slesvigholstenerne havde ønsket en til deres Parti hørende Officier sat i Spidsen. — Reisen havde i al sin Korthed for mig været ikke blot oplivende, men frugtbringende.