Note 34 — IV. Ansættelse ved Universitetet. Embeds- og videnskabelig Virksomhed. 1826 til 1848.
Reading edition
Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed, hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg, hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre uhyggelig Latter.