Tillæg II. Forskjellige Breve.

Min Fader efterlod sig et stort Antal Breve og andre Aktstykker fra mange forskjellige Personer, hvoraf en betydelig Del vare ham tilskrevne, medens han var Kultusminister og Undervisningsinspektør, og væsentlig omhandlede dermed i Forbindelse staaende Forhold.[129] Derimod fandtes der mellem Brevene kun faa af egentlig politisk Indhold, deriblandt egenhændige Gjenparter af nogle Breve, som min Fader havde tilskrevet Andre, men aabenbart havde ønsket at opbevare, for at hans egen Optræden ved disse Leiligheder kunde godtgjøres. Medens nu nogle af disse politiske Breve overhovedet ikke egne sig til Offentliggjørelse som altfor ubetydelige og andre enten ikke egne sig dertil ialtfald for Tiden som hidrørende fra endnu levende Personer eller dog ikke naturlig høre hjemme hér, har jeg, som allerede i en Anmærkning Side 193—194 berørt, ment nedenfor at burde meddele 7 Breve fra 1850—1851, nemlig 4 til min Fader fra afdøde Generalauditør A. W. Scheel under dennes Ophold ved Fredsunderhandlingerne i Berlin og 2 fra min Fader til ham i samme Tidsrum samt 1 fra min Fader til Grev Sponneck, idet disse alle væsentlig tjene til at supplere, hvad der dels ovenfor i min Faders egne Livserindringer og i hans deri gjentagende nævnte Afhandling i historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for 1883, dels i H. N. Clausens Levnedsoptegnelser, udgivne i 1877, dels endelig i Thorsøes Skrift om Kong Frederik VII's Regjering (I S. 722 ff.) og andetsteds indeholdes om min Faders Stilling i Novemberministeriet og til Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, medens der formentlig ikke i Brevene forekommer Noget, som endnu ikke bør fremdrages, navnlig naar henses til, hvad der allerede andetsteds er fremkommet.

Endvidere har jeg ment ligeledes at burde lade trykke et af min Fader i Gjenpart opbevaret Brev fra ham til afdøde Overkammerherre Oxholm af 23de Decb. 1863, der kun tjener til yderligere at konstatere hans egen allerede i Livserindringerne og den ovennævnte Afhandling omtalte Stilling og Opfattelse paa det Tidspunkt (om Originalen er bevaret, har jeg ikke kunnet faae oplyst).

Efter min Fader fandtes iøvrigt ogsaa hans originale, mærkelig nok ikke i hans Erindringer nævnte Ansøgning om Afsked som Minister af 2den Septb. 1849, der blev indgiven samtidig med en lignende fra H. N. Clausen. Om dette Skridt henvises til H. N. Clausens Levnedsoptegnelser Side 365—367, jfr. Side 354—365, hvor det findes nærmere refereret. Det fremgaaer deraf, at Skridtet ligeledes stod i den nøieste Forbindelse med Spørgsmaalet om Delingstankens Opstillelse som ialtfald subsidiær Fredsbasis, og at Ansøgningerne kun bleve tilbagetagne (tilbagesendte 14de Septb. 1849), fordi det øvrige Ministerium og Kongen gik ind paa, at, hvis de danske Fredspræliminarier forkastedes, da yderligere afgjørende Underhandlinger ikke kunde finde Sted inden den danske Rigsdags Sammentræden, samt paa, at A. W. Scheel blev sendt som 3die Fredsunderhandler til Berlin ved Siden af Reedtz og Pechlin. — Af et andet forefundet Aktstykke ses det derhos, at min Fader, da Ministeriet af 13de Juli 1851 blev dannet med Grev Carl Moltke-Nütschau som Minister uden Portefeuille, udtrykkelig gjorde det til en Betingelse for sin Indtrædelse i dette Ministerium, at Grev C. Moltke, naar han, saavidt muligt, overtog den ham egentlig tiltænkte Stilling for Holsten, skulde træde ud af det specielt danske Statsraad og staae i det Forhold til dette, der, saalænge Monarkiets Deles indbyrdes Stilling ikke definitiv var ordnet i Notabelprojektets Aand, var betegnet ved Grev Reventlow-Criminils Exempel, og at denne Betingelse udtrykkelig blev accepteret fra Konseilpræsidentens: Grev A. V. Moltkes Side. — De omtalte tvende, iøvrigt kortfattede officielle Aktstykker har jeg dog ment ikke at burde aftrykke her løsrevne fra de øvrige Akter, hvortil de egentlig høre.

De ovennævnte 8 Breve ere aftrykte efter Tidsfølgen.

Udgiveren.

Berlin den 21de Januar 1850.

Høitagtede Hr. Minister!

Allerede har jeg opholdt mig i Berlin over en Maaned og endnu har jeg ikke afgivet nogen Beretning angaaende den Sag, hvorfor jeg er her. Herover vil man maaske undre sig i Udenrigsministeriet, hvor hver Postdag derimod indkomme Beretninger fra den ene eller den anden af mine Medkommissarier eller fra dem begge. Men disse betragte det som mere henhørende til deres end til min Funktion at tale med de herværende diplomatiske Personer og føle paa den snart stigende, snart faldende politiske Puls, og herimod har jeg Intet at indvende, da jeg virkeligen troer, at de udføre slige Forretninger langt bedre, end jeg vilde være i Stand til, og det er meget kjendeligt, at de diplomatiske Væsener langt heller indlade sig med en Excellence eller med en her allerede bekjendt og i Selskabslivet behagelig Kammerherre end med den tørre Generalauditør, der i den diplomatiske Verden er en ganske ubekjendt Størrelse, som derfor ogsaa af den ses over Hovedet. At den, som har ageret politisk Doktor, ogsaa maa skrive Sygejournalen, forstaaer sig af sig selv. Imidlertid har jeg ikke været ledig. Der var for mig, da jeg kom her, Meget tilbage at læse, og dertil maatte jeg anvende den første Tid. Efter at have gjennemgaaet det mest nødvendige Materiale og gjennemtænkt Sagen, gik jeg til vore Instruktioner, som jeg modtog om Aftenen Kl. over 10 Dagen før min Afreise. Da jeg havde studeret dem, klarede jeg mine Ideer om, hvad vi efter Præliminarierne nødvendigvis maatte drage frem under Underhandlingerne, og hvad vi burde søge at holde ude derfra. For at give mine Tanker et bestemt Udtryk ansaae jeg det gavnligst at nedskrive dem, og til eventuelt Brug valgte jeg Formen af et Brev. Da dette var færdigt, meddelte jeg mine Kolleger samme for at erfare, om de maatte være enige i samme, og om de ikke maatte anse det passende at indsende et saadant Brev til Udenrigsministeriet, for at dette kunde se, paa hvad Maade jeg — eventuelt vi — opfattede Præliminarierne og Instruktionerne, og for at dets nærmere Bestemmelse kunde faaes, navnligen med Hensyn til Punkter, hvorom Tvivl vare opstaaede. Mine Kolleger tiltraadte Skrivelsen, af hvilken dog et enkelt Punkt udgik, iøvrigt i det Hele og foranledigede kun, at en Bemærkning tilføiedes og et Par Redaktionsforandringer foretoges. Det Punkt, som paa Reedtz's Forslag udgik, angik et Spørgsmaal om et eget Flag for Slesvig. Jeg erkjendte, at der ikke for Tiden var tilstrækkelig Anledning til at sætte Ministeriet i Forlegenhed med et saadant Spørgsmaal. Resultatet er blevet en baade af Pechlin, Reedtz og mig undertegnet Skrivelse, som under 10de d. M. er indgaaet til Udenrigsministeriet. Paa Grund af dens Indhold anser jeg det for sandsynligt, at den bliver forelagt Statsraadet. Pechlin havde imidlertid været beskæftiget med at opsætte en Note, som efter hans Mening skulde overleveres den preussiske Kommissær ved Fredsunderhandlingernes Aabning. Den modificeredes noget i Overensstemmelse med fornævnte Skrivelse, men indeholdt dog foruden de egentlige Forslag, der vare tagne af Instruktionerne, en Del Sætninger, som, om de end vare sande, vare af den Beskaffenhed, at Fjenden uden Tvivl vilde have rettet sit Angreb mod dem. Et heldigt Vink om at udelukke al Motivering gik P. ind paa, og han begyndte derpaa at forfatte et nyt Udkast den 11te d. M., paa hvilken Dag Kammerherre Usedom meldte sig hos ham med sin Fuldmagt, tilkjendegivende at han nu var beredt til at begynde Underhandlingerne, hvad Dag det skulde være. Et lidet formelt Spørgsmaal, nemlig angaaende Fuldmagt for Preussen fra Frankfurt, gav os Udsættelse i nogle faa Dage, men, da det dog hastede meget med at faae færdigt, hvad der skulde forelægges, og jeg frygtede for, at det nye Udkast ikke ganske vilde tilfredsstille mig, skjøndt jeg efter vore Forhandlinger maatte antage, at jeg maatte blive enig i Hovedsagen, tilbød jeg mig at ville forsøge paa et Udkast. Dette forfattede jeg om Aftenen den 12te og Natten til den 13de. Den følgende Morgen leverede jeg det til Reedtz, som ubetinget tiltraadte det og tilbød sig at oversætte det paa Fransk. Pechlin erklærede sig ligeledes enig i samme. Da det var oversat, diskuterede vi Redaktionen og fornemmeligen de franske Udtryk. Ogsaa blev vedtaget en Omsætning af Artiklerne. De Artikler, som angik Unionen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig, vare nemlig overensstemmende med P.'s ældre Udkast satte foran Bestemmelserne om Slesvigs indre Selvstændighed, men det fandtes rigtigst at følge en omvendt Orden. Den 16de om Eftermiddagen havde P. og jeg en endelig Konference om den franske Redaktion af et Par Artikler, og den nu vedtagne Redaktion kunde endeligen den 17de om Morgenen gives til Renskrivning, paa hvilken Dag om Middagen Kl. 1 Fredsunderhandlingerne skulde begynde. Der var saaledes ikke megen Tid at give bort, og den Maaned, som er hengaaet, og for hvilken Preussen maa høre ilde, er kommen os ret godt tilpas. Tidligere vilde vi vel have kunnet begynde paa mundtlige Forhandlinger, men vi vilde have staaet med tomme Hænder, og det vilde neppe have været os aldeles klart angaaende alle Enkeltheder, hvad vi maatte bringe under Forhandlingerne, og hvad vi skulde søge at holde udenfor samme. Den omhandlede Opsats bestaaer af 14 Artikler, der ere fremlagte som Grundlag for Underhandlingerne, men ikke som endelige Artikler for Fredstraktaten. De vil let gjenkjende Overensstemmelsen mellem disse 14 Artikler og Skrivelsen af 10de d. M. At enkelte for Slesvig fordelagtige Vilkaar, som vi ere bemyndigede til at indrømme — med Hensyn til Kolonialanliggender, Sundtold, forstærket Repræsentation paa den fælles Rigsdag —, ere udeladte, er sket af Politik, for at der endnu kan være Noget at byde. Artiklerne, hvoraf en Gjenpart er sendt til Udenrigsministeriet, bleve i vor første Samling hos Grev Westmoreland med Usedom den 17de ds. oplæste og af Sidstnævnte tagne ad referendum. Fredsunderhandlingerne ere saaledes aabnede 6 Maanedersdagen efter Præliminariernes og Vaabenstilstandens Ratifikation. Gid de maatte føre til en lykkelig Ende og det nogenlunde snart! Alt gik meget venskabelig og forekommende til i den første Samling. Paa Usedom kunde aldeles ikke mærkes, om noget af Forslagene overraskede ham. At han lader sig manuducere af Samwer, lover ingen venskabelig Stemning, og derpaa tyder heller ikke hen, hvad der fortælles, at han uddeler blandt de herværende Diplomater et af Lasiauve, forhen Huslærer paa Augustenborg, forfattet fransk Skrift om den danske Sag, hvilket Skrift aander det bitreste Had mod Danmark. Vore Forslag skulle nu naturligvis behandles paa preussisk Side, og det lader sig saaledes ikke sige, naar næste Samling kan blive holdt. Af det Ovenanførte vil De kunne slutte Dem til min hidtilværende Virksomhed her, forsaavidt der gives et skriftligt Vidnesbyrd om samme. Iøvrigt har jeg naturligvis i Konferencerne med P. og R. efter Evne søgt at bidrage til et rigtigt Resultat, naar en Beslutning har været at tage i et eller andet Tilfælde, selv saadanne, forsaavidt de ere blevne mig bekjendte, som kunne antages at ligge udenfor den mig særligen anviste Virkekreds. Jeg begynder at troe, at jeg muligen dog kan gjøre lidt Nytte her, hvilket være sagt, uden at jeg miskjender mine Kollegers gode Egenskaber. Pechlin er aktiv og paapassende; han taler vor Sag med Varme og Værdighed, og, da han forud allerede nyder megen Anseelse, gjøre hans Forestillinger Indtryk. Reedtz er uden Tvivl en ret fin Diplomat. Han forstaaer godt at holde P. tilbage, naar denne bliver for ivrig, og at holde de fremmede Diplomater, deriblandt ogsaa Westmoreland, som nok er noget vanskelig at behandle, i godt Lune. Han véd godt at pumpe Efterretninger og Meninger — de sidste vel ikke altid ganske oprigtige — ud af Folk og har altid en Vittighed paa rede Haand for at blive fri for at svare paa et ubekvemt Spørgsmaal. Begge komme de meget ud i Selskab og have derved Leilighed til at høre Udtryk af de politiske Stemninger, hvorom nogle af deres Beretninger ogsaa afgive Vidnesbyrd. At jeg behandles med langt mindre Opmærksomhed — hvilket Tryk jeg forresten haaber at kunne bære —, viser sig blandt Andet ogsaa deri, at Adgangen til Selskaber ikke paa lige Maade staaer mig aaben, og at man er mere tilbageholden mod mig, hvortil dog Skylden for en Del kan ligge i min Personlighed. Mine politiske Kombinationer maa jeg saaledes i det Væsentlige danne af de Beretninger, som jeg finder i Bladene, og derfor synes mig ikke, at der er Anledning for mig til at meddele dem, da man i Kjøbenhavn besidder samme Materiale, som jeg har, til at bygge Slutninger paa. Med de for vor Sag vigtigste to Diplomater, Westmoreland og Meyendorff, har jeg naturligvis talt. Den Første anser det for en Naade, naar han engang imellem byder mig Haanden, hvilket noksom viser, at han ikke er stemt for at være fortrolig med mig. Jeg troer forresten med Sikkerhed at kunne antage, at han er lunken. England vil nok, at Freden skal komme i Stand, men det vil ikke støde Preussen. Meyendorff er en kundskabsrig og elskværdig Mand, der er fuldkomment inde i vore Forhold og uden Tvivl mener det oprigtigen godt med os, men, om han, hvis det skulde behøves, vil optræde med alvorlig Kraft til Fordel for vor Sag, maa dog staae derhen og vil sandsynligvis bero paa de større politiske Kombinationers Beskaffenhed. Om sin — og Pechlins — eventuelle Basis har han ikke indladt sig videre med mig, da jeg aldeles bestemt har udtalt mig for, at vi maatte holde fast paa Præliminariernes Basis, og at vi ikke kunde have nogen Tvivl om, at der jo paa samme vilde og maatte indrømmes en gunstig Fred.

Vi have her en vedvarende streng Kulde. ÷ 5 à 6° anses for mildt Veir. Flere Dage have vi om Morgenen havt ÷ 16° og midt paa Dagen ÷ 12° R. Desuagtet har jeg hidtil befundet mig vel, ligesom jeg ogsaa godt overstod Reisen hertil uden engang at paadrage mig en Forkjølelse.

Idet jeg til Slutning venskabeligst siger Dem, Hr. Minister, Levvel! beder jeg at bringe Minister Clausen en lige venskabelig Hilsen fra

Deres med sand Høiagtelse ærbødigste og hengivne A. W. Scheel.

Høivelbaarne Hr. Minister, Dr. Madvig, R. af D.

Hermed et Bilag.

Bilaget:

Allerede var jeg færdig med mit Brev, da Baron Pechlin lod mig læse en Skrivelse til ham fra Kammerherre Bille, hvori denne taler om en Kongres af Stormagterne til Afgjørelsen af det danske Spørgsmaal og om Ansættelsen af en fælles Statholder for Hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Skjøndt Baron Pechlin og formodentlig ogsaa Kammerherre Reedtz ville udtale sig over disse Spørgsmaal, vil jeg dog tillade mig i denne Skrivelse til Dem med et Par Ord at berøre dem.

En Kongres i anførte Øiemed, hvorom der nok allerede tidligere har været Tale, kan maaske blive ønskelig og Successionsspørgsmaalet vil muligen kunne benyttes som Anledning til at bringe en saadan i Stand, men for Øiebliket vilde jeg dog ikke finde Omstændighederne gunstige for en slig Kongres. Det forekommer mig nemlig, at altfor mange Data tyde hen paa, at baade England og Frankrig kokettere med Preussen. Medens dette sker, udsætte vi os for ikke blandt de 5 store europæiske Magter at faae mere end i det høieste 2 Stemmer for os, men med denne Udsigt for os er det neppe tilraadeligt at slippe vor Ret ganske ud af vor egen Haand. Saalænge vi forblive paa Underhandlingernes Vei, have vi Fredsbasis af 10de Juli f. A. for os, og dette giver os efter min Mening en stor Fordel, da Preussen vistnok gjerne vilde bort fra denne Basis, og vi kunne forsvare vor Ret med de Midler, som maatte staae til vor Raadighed. Overgives Sagen til en europæisk Kongres, maae vi uden Tvivl ubetinget underkaste os dens Bene-placitum, der efter Omstændighederne snarest vilde komme til at gaae ud paa en konstitutionel Forening af Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, uden at Slesvig dog kom til at høre til det tydske Forbund. Naar dette Sidste vedtoges og den unionelle Forbindelse med Danmark sikredes ved en fælles Arvefølge, vilde Stormagterne eller Flertallet af dem sandsynligvis vise sig blinde for den Fare, som for den nordiske Stat Danmark opstaaer af hin Forening mellem Hertugdømmerne. Først naar det virkeligen viser sig, at intet billigt Resultat er at opnaae paa Underhandlingernes Vei, er det Tid at slaae ind paa en anden Vei. Vi maae saaledes i alt Fald afvente Preussens Modforslag eller Svar paa vore Fredsforslag.

Hvad dernæst Spørgsmaalet om en Statholders Ansættelse for begge Hertugdømmer angaaer, da vilde jeg gjerne, for at danne mig en Mening om Hensigten med Forslaget derom, vide, fra hvilken Kant det kommer. Har det ingen anden Rod end en Udtalelse af Radowitz, kan det gjerne være ærlig ment, da man let kan tænke sig, at en Mand, der staaer udenfor Forholdene, kan anse Ansættelsen af en fælles Statholder som et tjenligt Middel til Forsoning og til at bringe Regjeringerne i begge Hertugdømmer i en regelmæssig Gang, uden at han aner enten Vanskeligheden ved at give denne Statholder en uafhængig og kraftig Stilling eller for Danmark Faren ved at fornye et administrativt Tilknytningsmiddel mellem Hertugdømmerne. Har Forslaget sin Oprindelse fra Slesvig-Holstenerne, er Hensigten uden Tvivl at faae en Statholder i deres Magt, der skulde være bunden ved deres Grundlov af 15de Septb. 1848 og saaledes ved sin Underskrift kom til ligesom at legalisere alle deres lovstridige Handlinger.

Skjøndt det vistnok er farligt for Følgernes Skyld at gaae ind paa det omhandlede Tilknytningsmiddel mellem Slesvig og Holsten, vilde jeg dog ikke være imod det som en provisorisk Foranstaltning indtil Freden, saafremt man derved kunde faae nogen Magt over Forholdene i begge Hertugdømmer. Men, for at opnaae dette, maatte man være forsigtig i Valget, sikre sig hans Stilling og være vis paa en Regjering i Slesvig, der vilde handle i den lovlige Tilstands Aand. I alle Henseender opstaae Vanskeligheder. Da vi have saa yderst vanskeligt ved at finde en passende Personlighed til Statholder hjemme, falder Tanken snart paa at søge en Fremmed. En Tydsker kunne vi naturligvis ikke tage, og der vilde, naar Statholderen skulde være en Fremmed, neppe blive Andet tilovers end at tage en Englænder. Et saadant Valg forekommer mig meget betænkeligt; thi, om man end kunde sikre sig en fornuftig og veltænkende Mand, vilde det ikke alene være kompromitterende for Danmark, at en Fremmed skulde staae i Spidsen for Regjeringen i en saa betydelig Del af Monarkiet, men, da han vilde være ubekjendt med Forholdene, lader det sig ikke beregne, til hvilke skadelige Foranstaltninger han muligen i vigtige Tilfælde vilde lade sig forlede, og heller ikke lader [det] sig forudse, hvilke Instruktioner eller Vink han kunde faae fra England. Til dem vilde han vel ikke være egentligen bunden, naar han ei skulde forestaae Regjeringen i Englands Navn, men han vilde dog ikke letteligen undlade at følge dem. Jeg vilde derfor være tilbøielig til at foretrække at tage tiltakke med fattig Leilighed hjemme. Nogen dansk Privatmand vilde ikke blive modtagen i Holsten, og blandt Prindserne kan der neppe blive Tale om andre end Arveprindsen og Landgreve W. Den Førstnævntes Stilling som nærmeste Agnat giver ham et Fortrin, men formedelst hans Mangel paa Karakter og Mislighederne af hans Pengeforhold skulde jeg dog troe, at man heller maatte tye til Landgreven. Han er vel intet stort Lys, men han har dog nogen Karakter, og jeg forudsætter, at der kan stoles paa hans danske Sindelag. Af stor Vigtighed vilde det være, at der medgaves en saadan Statholder baade en dygtig militær Stabschef, som Krigsministeren nok vil vide at finde, og en dygtig, med Hertugdømmernes Lovgivning bekjendt og dansksindet civil Embedsmand, der kunde forestaae Statholderskabets civile Forretninger (Plessen?)

Kunde det end ikke bevirkes, at Grundlov af 15de Septb. 1848 faktisk sattes ud af Kraft for Holsten, maatte Statholderen dog have en aldeles uafhængig Stilling uden at være bunden ved de i denne Lov om Statholderen indeholdte Bestemmelser, da han ellers blev en Spillebolt for de slesvig-holstenske Ministre. Han maatte være den høieste Befalingsmand for Krigsmagten i begge Hertugdømmerne, dog med en vis Modifikation med Hensyn til de fremmede Tropper, og alle [de] Sager maatte gaae til hans Afgjørelse, som tidligere udfordrede Bestemmelse af de høieste Kollegier eller endog kongelig Resolution, dog muligen med en vis Lempning ogsaa heri, til hvis nærmere Fastsættelse der ikke mangler Kræfter i Kjøbenhavn.[130] — Forsaavidt jeg har forstaaet det, er Meningen, at der, naar en Statholder udnævntes, skulde indsættes nye Regjeringer i begge Hertugdømmer. For Holsten kunde dette ikke lede in pejus, men for Slesvig er Experimentet farligt. Al den Vanmagt uagtet, som paanødes Landsforvaltningen, handler den dog i dansk Aand, og, hvor slet end Tilstanden er i Slesvig, er den dog uden Tvivl gunstigere for Danskheden end for Slesvig-Holsteinismen. Da man nu har havt saa stor Vanskelighed ved at bringe denne Regjering i Stand, maa man vel betænke sig, inden man samtykker i, at den opløses, og være vis paa at faae Mænd, til hvem man kan have samme Tillid som til dem, der nu udgjøre Regjeringen. Men er dette muligt? Dersom Forslaget om en Statholder er ærlig ment som indeholdende i og for sig et Gode for Landene, synes Øiemedet ogsaa at maatte kunne opnaaes, uden at den nuværende Regjering i Slesvig i det Hele fratræder. Det vil neppe blive indrømmet, at Kongen af Danmark udnævner en hel ny Regjering, men, hvis der skal være en Preusser i den, vil det være bedst at bevare i samme baade Eulenburg og Tillisch. Derimod kan den engelske Opmands Stilling neppe forenes med Statholderens.

Ser jeg tilbage paa de Vanskeligheder, som opstaae ved Ansættelsen af en Statholder, som skulde indtage en passende Stilling, anser jeg det ikke sandsynligt, at man vil komme til nogen Enighed om samme. Skulde dette desuagtet ske, vilde jeg ikke tilraade, at denne Statholder — hvilket ligeledes er antydet — tillige ansattes for Lauenburg; thi man vilde snart paaberaabe sig og benytte den Enhed, som derved de 3 tydske (saa vilde man udtrykke sig) Hertugdømmer i en vis Henseende kom til at danne i Modsætning til Kongeriget.

De ovenstaaende Bemærkninger have spundet sig længere ud, end jeg havde ventet. De ere nedskrevne i Hast og jeg har ikke havt synderlig Tid til at overveie Sagen, naar jeg vilde udtale mig over samme med denne Post.

Ganske som ovenfor A. W. Scheel.

Kjøbenhavn, den 1ste Februar 1850.

Høistærede Hr. Generalauditør!

Deres Skrivelse af 21de Januar modtog jeg den 29de og benytter et Par korte Øieblike, som kunne unddrages al den med Rigsdagens Aabning iforgaars følgende usædvanlige Travlhed og Forstyrrelse, til ret hjertelig at takke Dem for den og besvare den. Idet jeg meget vel, trods Deres milde og rolige Skildring, føler det mindre Behagelige i Deres Stilling som tredie Underhandler uden et længe baaret og anerkjendt diplomatisk Stempel, glæder jeg mig dog først og fremmest ved, at Deres Helbred har modstaaet Reisens og Vinterens Besværligheder og vor Samvittighed saaledes synes at lettes for et stort Ansvar, [og] dernæst ved, at De har vundet den Overbevisning, at De kan gjøre vor Sag Nytte, og at De finder saadanne Egenskaber hos Deres Kolleger, at De ikke ugjerne arbeider sammen med dem. Jeg nærer det Haab, at det maa lykkes Dem at bevare den rolige og uforsagte Stemning under de fremdeles efterhaanden sig udfoldende mangehaande Vanskeligheder og Bekymringer ved Underhandlingerne. De kan i det Ringeste være forvisset om, at vi herhjemme ikke ere tilbøielige til at undervurdere Vanskeligheden ved Opgaven eller til at gjøre os sangvinske Forhaabninger om snarlig, nogenlunde tilfredsstillende Fremgang. At, som De antyder, Englands og Frankrigs Forhold til Preussen i den sidste Tid ikke har antaget nogen gunstigere Vending for os, derfor foreligger ogsaa her, navnlig hvad England angaar, Indicier, skjøndt Grev M. udentvivl har beholdt for sig selv en i det Ringeste i Formen og Tonen ikke behagelig Meddelelse fra Lord Palmerston, maaske stukket i Lommen, hvad der ikke burde stikkes deri. Overhovedet forøges unegtelig det Bekymringsfulde og Vanskelige baade her og hos Dem ved vort Udenrigsministeriums Beskaffenhed, og jeg frygter meget for, at De stundom ikke blot kan komme til at mangle Anvisning og Understøttelse herfra, men vel ogsaa forstyrres og ledes paa Vildspor. Denne Frygt er baade hos mig og mine Kolleger Clausen og Sponneck i høi Grad fornyet ved det i Deres Brev Meddelte om, hvad Kammerherre Bille har skrevet om en Kongres af Stormagterne til Afgjørelse af det danske Spørgsmaal (Noget, hvorom i Eftersommeren herfra taltes og skreves, men intet Ord er hørt i Statsraadet i de sidste Maaneder) og fornemmelig om en fælles Statholder for Slesvig og Holsten (!). De Bemærkninger, som De i Deres Brev har knyttet til dette sidste Punkt, har jeg læst med Følelsen af, at De meget skaansomt i Formen, men i Realiteten alvorlig kritiserede en Ide, som De maatte antage havde fundet nogen Anklang her. Os slaaer den med Forbauselse. Da der, ligeledes for nogle Maaneder siden, taltes om, hvad der under Forudsætning af, at Centralkommissionen fjernede Statholderskabet (— hvad den nu ikke gjør —), kunde substitueres derfor i Holsten, kom en Prindsstatholder (Landgreven) paa Bane som rimelig. I en Beretning fra Bülow i Frankfurt om en Samtale med Radowitz nævntes nu nylig imellem meget Andet, som denne fra sit Standpunkt pathetisk docerende havde henkastet, ogsaa Tanken om en fælles Statholder, noget, hvorved Statsraadet, da Beretningen oplæstes, ikke fæstede mere Opmærksomhed end ved det øvrige, med vort hele Standpunkt aldeles uforenelige Indhold af Radowitzes Tale, og nu er denne Idé herfra sendt til Berlin som Opmærksomhed værdig. Udnævnelsen af en Fælles-Statholder vilde jo være en komplet Tilintetgjørelse af Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden, en Sanktion af den slesvig-holstenske Idé lig Malmøerstilstanden og den dermed forbundne eller snart paafølgende Opløsning eller Omdannelse af "Landesverwaltung", en fuldstændig Triumf for Modpartiet, en Erkjendelse af det Berettigede i alle de Optøier, der nu i snart 7 Maaneder have fundet Sted under Preussens Ægide. I et igaaraftes afholdt Statsraadsmøde toge jeg og Sponneck af Rygter i Blade og i Byen (— og der er virkelig her i Byen talt om en Prinds som Statholder i ét eller begge Hertugdømmer —) Anledning til, uden at Nogen anede den sande Grund (naturligvis Clausen undtagen), at spørge, om der herfra nogensinde var ytret Noget, der kunde give mindste Anledning til et Rygte om en slesvigholstensk Statholder, hvorpaa fulgte den formelleste Benegtelse fra Grev M.'s og den ligeledes tilstedeværende Billes Side. Saaledes staaer altsaa Sagen til Statsraadets vedkjendte Mening; forresten vil jeg ikke indestaae for, at ikke Krigsministeren og Marineministeren kunde gaae ind paa en saadan Tanke; af de andre Ministre gjorde maaske Rosenørn det (— hans hele Opfattelse er mig uklar —), men visselig aldrig nogen af de øvrige, jeg troer ikke engang Grev M. Men denne løse Tanke staaer destoværre i Forbindelse med Tanker og Bestræbelser, som det i dette Øieblik er nødvendigt at være paa Vagt imod baade ude og hjemme, dem, der gaae ud paa at skaffe Kongen af Danmark en tilsyneladende Satisfaktion ved Tilbagevendelsen af de oprørske Undersaatter under hans Scepter, medens Riget Danmark taber Alt, hvorfor det har ført Krigen, og i Hertugdømmerne Alt ordnes slesvig-holstensk. At de fremmede Magter, endog de, der have en vis Velvillie for Danmark, af Mangel paa Indsigt i, hvorpaa det for Danmark kommer an, kun altfor let ledes til denne Side, er begribeligt; endnu mere gjælder det om dem, der ingen Velvillie have for os, men blot en Interesse for at faae Sagen nogenlunde endt. Herhjemme arbeides i samme Retning af enkelte Mænd fra Hertugdømmerne (Reventlow-Criminil, Scheel, Blome, da han var her), der personlig ligeoverfor Kongen som Landsherre have bevaret en loyal Holdning, og som maaske paa visse Steder som rene Royalister ere bedre anskrevne end de konstitutionelle Ministre; med dem sympathisere endel Tilhængere af det ældre Regjeringssystem her, der lige indtil Udbrudet i Marts i den danske nationale Bevægelse kun saae idel ond Agitation og Forkerthed, og som hos Slesvigholstenerne egentlig kun misbillige Oprøret mod Kongen, men slet ikke Systemet ligeoverfor Danmarks Land og Folk, som f. Ex. Zahrtmann. Hertil komme de totalt forknytte; destoværre er jeg bange for, at Kammerherre Bille har en god Del af begge disse sidste Klassers Stemning, foruden at han er et saare ringe Hoved. Af allerstørste Vigtighed forekommer det mig derfor at være saavidt muligt at faae dem af de Indflydelsesrige, der ville begribe, til at begribe noget af den danske Rigs- og Nationalitetsinteresse i Sagen. Har Meyendorff Forestilling herom? Kan man overtyde ham om, at Fastholdelsen af denne Interesse fra vor Side kan være fri for enhversomhelst Stræben efter at krænke en berettiget tydsk Interesse? —. De af Dem udkastede og af Pechlin og Reedtz medunderskrevne Bemærkninger og Spørgsmaal angaaende Instruktionerne bleve forelæste og gjennemgaaede i Mandags (28de ds.); om de Finantsvæsenet vedkommende Punkter har Finantsministeren, troer jeg, allerede særlig meddelt Udenrigsministeriet sine Ytringer; de als-ærøiske og tørninglehnske Kirkeforhold har jeg under Overveielse; Sagen er saare vanskelig; det, der i mange Maader var naturligt, indeholder en Opgiven, hvis Følger Ingen kan indestaae for. Medens jeg beskæftiger mig med dette den slesvigske Forfatning vedkommende Spørgsmaal, faaer jeg idag fra Lars[131] Krüger i Beftofte, en af de solideste Formænd for det danske Folkeparti i Slesvig, et Brev med et fra ham og en Mængde Ligesindede udgaaet Andragende om for Alting ikke for det Første at faae nogen konstitutionel Form eller parlamentarisk Indretning i Slesvig, under hvilken det danske Element vil bukke under, men indtil videre under det absolute Monarkis Ægide at modtage kommunale Reformer og Indretninger skikkede til at bryde den tydske Embedsstands Indflydelse. Der ligger destoværre noget Sandt til Grund for disse Ønsker, saa umuligt det end er at gaae ind derpaa ved Siden af Danmarks og Holstens konstitutionelle Skikkelse. Korrespondencen om Hidsendelsen af "Vertrauensmänner" vil, da den nu er endt og det sidste Aktstykke trykt i de hamborgske Blade, imorgen blive meddelt fuldstændig her. Det første Brev herfra er destoværre ikke udfærdiget ganske efter det vedtagne Koncept og derved [er der] givet den anden Side en omend kun liden Hage. Det har ikke været muligt i Statsraadet at faae opstillet og fastholdt et fast Standpunkt for den hele Sags Behandling, hvorved man fra først af eller dog i det andet Brev havde kunnet udtrykke sig aabnere og klarere og strax afvist Formen af en Kommission af fra begge Sider sammentrædende "Vertrauensmänner", istedetfor at den nu kun er ikke tilsagt og Modtagelsen af Udsendingene histfra til mundtlig Forhandling betinget.

Igaar eller iforgaars (jeg troer det sidste) meddelte Wynn Grev M. en med al sædvanlig Korthed og Ugenerthed i Tone affattet Opfordring fra Lord Palmerston til Vaabenstilstandens Forlængelse. Der blev igaar i Statsraadet vedtaget at svare, at Danmark ikke vilde være uvilligt til at gaae ind paa en Forlængelse, forudsat at der ved en alsidig Anerkjendelse skaffedes Danmark en saadan Sikkerhed for Vaabenstilstandens virkelige Opretholdelse, at Danmark kunde nyde Vaabenhvilens Goder. De idag fra Slesvig modtagne Efterretninger gjøre det end klarere, at det ikke er nok med en Anerkjendelse, men at der ogsaa maa komme Muligheden for en bedre Gjennemførelse til. En sikker Forlængelse af en taalelig, gjennemført Vaabenstilstand, der tillod en næsten fuldstændig Desarmering eller dog en meget stor Indskrænkning i Krigsforberedelserne, vilde jo i finantsiel Henseende være af stor Vigtighed; men, som det nu gaaer, ser jeg ikke, hvorledes "Landesverwaltung" skal holde Pinen ud 6 Maaneder endnu.

Hvad Sick har bragt, véd De. Der skal nu uden Opsættelse tages fat. Det er forresten et surt Æble at bide i at hente sig Danmarks Konge fra den Krog[132]; men det maa nu saa være; kun lad os ikke som Tilgift til et anerkjendt Slesvig-Holsten faae en tydsk Konge i Danmark selv!

Rigsdagens Aabning foregik da iforgaars. Da samtlige jydske og fyenske Rigsdagsmænd laae i Nyborg, udgik i Løverdags (den 26de) en Bekjendtgjørelse om Opsættelse af den til Mandag den 28de berammede Aabning i "nogle faa Dage"; en bestemt Dag turde ikke nævnes for ikke enten at bortgive mere Tid end absolut nødvendigt (— det vil knibe med at faae Budgettet igjennem til 31te Marts —) eller at udsætte sig for Nødvendigheden af en ny Opsættelse. Mandagmorgen indtraf Rigsdagsmændene, og Bardenfleth og Rosenørn reiste til Frederiksborg for at udvirke en Sammenkaldelse til Torsdag; for at være visse paa at opnaae denne Dag (— man forudsatte ikke stor Lyst —) skulde de begynde med at proponere Onsdag; denne Dag blev greben og fastholdt. Da nu Bekjendtgjørelsen først kunde ske i Berlingske Tidende Tirsdag Eftermiddag og i Adresseavisen Onsdagmorgen (— Omsendelse af specielle Tilsigelser var ikke vel mulig af Ubekjendtskab med de fleste Rigsdagsmænds Bopæle —), fik Alle et kort, Nogle et yderst kort Varsel, tildels da Andre allerede vare i Slotskirken. Bondevennernes Parti er mødt fuldt organiseret; til den egentlige faste Stok slutte sig ogsaa foreløbig de jydske Bønder, fordi Kofte søger Kofte, samt Fraktionen Grundtvig og endel adspredte, om just ikke bondevenske, saa dog stærkt til Venstre heldende Elementer. Partiet har saaledes i dette Øieblik af 94 Stemmer i Folkethinget (4 ere borte) 50 eller et Par til og har iforgaars og igaar afgjort alle Valg: Andræ, som forresten staaer langt over Partiet og vel vil holde sig temmelig selvstændig, til Formand, Otterstrøm, der synes gnaven over de kjøbenhavnske "lærde og fornemme Medlemmer", og Spandet til Viceformænd, mellem Sekretærerne Gleerup og B. Rée (!), i en Komité til at foreslaae en Forretningsorden blandt Andre Almuevennens Redaktør I. A. Hansen. Hvorvidt det vil lykkes at sprænge denne Phalanx og nogenlunde befrie Thinget fra dens brutale Herredømme, er uvist. Jeg troer ikke, at der paa denne Rigsdag vil blive forsøgt noget egentlig Stort eller Farligt, thi mod Kongen kan Bøndernes Flertal ikke føres, maaske ikke engang mod Ministeriet i det Hele, naar dette ellers optræder fast; men vort hele parlamentariske Liv antager en fordærvelig, lav og raa Karakter; ogsaa vil Arbeidet altid blive surt nok allerede denne Gang med Budget og deslige, og det er vel muligt, at der vil trænges stærkt ind paa nogle Ministre, maaske særdeles paa mig, baade fordi de Interesser, jeg skal forsvare, finde liden Gunst hos Massen og dette Ministeriums Omraade omslutter de videste Tumlepladse for en vis theoretisk Radikalisme, og fordi man fra Rigsforsamlingen ifjor vil mig særlig ilde. Om jeg nu, hos mig selv ængstet af megen Usikkerhed og Tvivl ved de sig frembydende Hovedspørgsmaals uhyre Vanskelighed, vil holde Angrebet ud, er helt uvist. Skjøndt jeg ser baade egen og Andres Svaghed grant nok, véd jeg dog ikke, hvorledes i Hast noget Bedre skulde sættes istedetfor det hele Ministerium, og det har ikke en saa fast Kjerne, at jo partielle Modifikationer kunne blive farlige for det hele.

Deres prindselige Klient har atter været paa Bane; hverken Deres eneste tilbageblevne Medkommissarius eller Finantsministeren kan finde paa Raad, til hvilke de selv have nogen Tiltro.

Min Kollega Clausen beder Dem paa det venskabeligste hilset. Gud give Dem Styrke og Held i Deres Arbeide og Dem selv Velbefindende!

Med sand Høiagtelse Deres ærbødigste hengivne J. N. Madvig.

P.S. Om faa Dage vil der til Rigsdagen blive afgivet en udførlig Beretning om Underhandlingerne fra Malmøerkonventionen af; Arbeidet er under Revision.

Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., D. M.

Berlin den 19de Marts 1850.

Høistærede Minister!

For Deres ærede Brev af 1ste f. M. er jeg meget forbunden. Der har vistnok derefter været Tid nok til at tilskrive Dem og Anledning har heller ikke egentligen manglet, men, naar jeg desuagtet hidtil har undladt det, har Grunden været, at jeg ikke har havt noget Væsentligt at meddele uden dels saadanne Efterretninger, som De ad anden Vei, nemlig gjennem Indberetningerne til Udenrigsministeriet, har modtaget, og dels ubestemte Indtryk af Svingningerne i den politiske Atmosphære. Da de politiske Indtryk i de sidste Dage have antaget en større Bestemthed, har jeg troet det passende ved nogle Linier at udtale mig over dem. De tre Stormagter: Rusland, England og Frankrig synes nu alle at betragte vor Sag i et gunstigt Lys og de to første at trænge ind paa Preussen for at formaae det til ogsaa at vise sig eftergivende og bringe Sagen til Ende; dog tilraabe de ogsaa stedse os at vise Moderation, da de ikke gjerne ville støde Preussen og endnu mindre bryde med samme. De os gunstige Noter fra Petersborg ere Dem bekjendte. Den seneste gode Efterretning derfra er, at Nesselrode har misbilliget, at de preussiske Fredsforslag, idet de udvortes bære Præg af at holde sig paa den antagne Fredsbasis, i Virkelighed dog fjerne sig fra samme. Den franske Gesandt Persigny vilde, strax efter at være kommen hertil, gjøre sig vigtig og undfangede, famlende i Mørke med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal, den Idé, at Preussen skulde for sit snevrere Forbund have Holsten og det Stykke af Slesvig, der grændser til Kieler Fjord, hvorved det vilde erhverve Kieler Havn for sin Flaade, men at iøvrigt Danmark skulde have fri Haand over Slesvig. Hermed mente han at tjene begge Parter. Uagtet han forsikrede, at vi, naar vi gik ind derpaa, strax vilde have Fred, og at Preussen var tilfreds dermed, bare hans Ytringer dog forresten Præg af, at Ideen var rent personlig. Vi gjorde saadanne Stød imod samme, som især vare skikkede til, at den ikke skulde finde Rodfæste i Paris, og kunde skaffe os Oplysning om Preussens virkelige Planer. Fra Preussens Side har man latterliggjort den, hvilket naturligvis har krænket P.'s Egenkjærlighed. Han har derfor nu lovet ganske at ville understøtte de Forslag, som vi gjøre, og i denne Retning er han ogsaa instrueret fra Paris. Vigtigere er det, at Lord Palmerston i en Depeche til Lord Westmoreland har erklæret, at det aldrig har været hans Mening, at Slesvig skulde have en saadan Selvstændighed, som de preussiske Forslag tilsigte, og at han endog har desavoueret et tidligere Forslag af Lord Cowley om at gjøre Slesvigs Selvstændighed til Fredsbasis. Paa den anden Side gjør han Vanskeligheder imod, at de slesvigske Deputerede skulde møde paa Rigsdagen i Kjøbenhavn. Paa Grund af de Forestillinger, hvormed Rusland og England trængte ind paa Preussen, og Forviklingerne i de tydske Forhold synes Preussen nu virkelig at ønske at komme til Fred. Derpaa tyde hen saavel flere os meddelte Yttringer som den Omstændighed, at Baron Schleinitz har begyndt selv at deltage i Konferencerne. (Han har været tilstede i to saadanne). Han viser sig langt mere eftergivende end Usedom, der er proppet fuld af slesvig-holstenske Lærdomme, som han gjerne vil gjøre gjældende. Imidlertid have de ingen bestemt Erklæring afgivet om Hoveddifferentspunkterne, men i sidste Samling (den 17de d. M.) maatte de udtrykkeligen love Lord Westmoreland, at de skulde ansætte næste Samling om ganske faa Dage og da afgive deres Erklæring. Den næste Samling kan saaledes blive af stor Vigtighed. Idag antages Sagen at skulle endeligen behandles i det preussiske Statsraad. Det har gjort et godt Indtryk, at vi som Koncessioner (ifølge den vedtagne diplomatiske Taktik) have indrømmet Slesvigs Deltagelse i Sundtolden og i Kolonierne og en forstærket Repræsentation for Slesvig. Men tillige ere vi blevne nødsagede til at erklære at ville tage ad referendum Forslag om, at den fælles Rigsdag ei skal holdes i Kjøbenhavn, men i en anden dansk By, og ikke skal komme sammen hvert Aar. En saadan Bestemmelse er en stor Indrømmelse for Slesvig (mest dog i Formen) og vil medføre Vanskeligheder i Udførelsen. Derhos indeholder den en Forandring af den danske Grundlov, hvorfor, hvis den bliver vedtagen, Rigsdagens Samtykke til Fredstraktaten vil blive nødvendigt. Men intet Punkt i vore Forslag møder saadan Modstand som det om en fælles Rigsdag, og, naar Hovedsagen, den fælles Rigsdag, opnaaes, synes mig, at man maa bringe det begjærte Offer. Dette maa iøvrigt tages under nøie Overveielse i Kjøbenhavn. Forresten have vi hidtil ikke indrømmet Noget imod vore egne Forslag. Den fælles Krigsmagt bestrides stærkt, men den maa nødvendigvis sættes igjennem, og i saa Henseende have vi ogsaa Ruslands Understøttelse og tildels Englands (Flaaden). Hovedindvendingen mod fælles Told- og Postvæsen hentes fra den deraf nødvendig følgende fælles Rigsdag. En hemmelig Grund, der dog har skinnet frem, ligger i Henseende til Toldvæsenet deri, at Preussen for sine egne Interessers Skyld ønsker at have den danske Toldlinie saa nordlig som muligt. For den fælles Indfødsret have vi i sidste Samling maattet kæmpe meget. Da, overensstemmende med vore Instruktioner, ingen Bestemmelse derom er optagen i vore Forslag, kunne vi ikke vente at faae i Traktaten indført en Erkjendelse af den fælles Indfødsret, og det, som vi især maae arbeide for, er, at heller ingen modsat Regel optages. Hvad Virkning det da kan have med Hensyn til fremtidige Forandringer i den bestaaende fælles Indfødsret, at den ikke er opregnet blandt Gjenstandene for l'union politique, bliver i saa Fald staaende uafgjort. Meningen af, hvad jeg, ligesom jeg fik de preussiske Forslag i Hænde, tilskrev Grev Moltke om Indfødsretten, var kun, om det ikke muligen kunde indrømmes, at Forandringer i den maatte kunne ske saavel paa den slesvigske Landdag som paa den særegne danske Rigsdag. Dette har man fra preussisk Side paastaaet at maatte i alt Fald tilstaaes som det Mindste, hvilket Westmoreland har understøttet, men hidtil have vi stedse modsat os. Med Hensyn til Sproget anser jeg det næsten umuligt at erobre nyt Terræn — som vi dog forsøge paa —, med mindre det skulde være Ligeberettigelse for begge Sprog paa den slesvigske Landdag imod en lignende paa den fælles Rigsdag. Angaaende de slesvig-holstenske "Kassenscheine" have vi Intet hørt fra Kjøbenhavn. Vi have hidtil ikke anerkjendt dem, men Debatten om dem er ikke endt. Det Nærmere om de omhandlede Punkter vil De se af vort Svar paa de preussiske Forslag. Dette Svar, som jeg har udarbeidet, er for længe siden færdigt fra min Haand og Reedtz har ogsaa fuldendt den franske Oversættelse. Da deraf vil bruges en hel Del Exemplarer, have vi troet at lette og fremskynde Arbeidet ved at tage Aftryk paa en Metalplade, men desto værre gaaer dette mod Forventning temmelig langsomt. Hidtil er kun 1/3 trykt. Imidlertid sker herved ingen Standsning i Underhandlingerne, som maaske endog bedst fremmes uden Svar, hvilket i det mindste er Westmorelands Mening. Svaret er ogsaa mere skrevet for de venskabelige Magters end for Preussens Skyld. Svaret gaaer fornemmeligen ud paa at skaffe den Fortolkning af Præliminarierne, hvorpaa vore Forslag ere byggede, Indgang. Ved de specielle Punkter i Kontraforslagene har jeg troet, at man kunde opholde sig kortere, idet vi bestandig vise tilbage paa de forsvarede Grundsætninger. — Da det har trukket saa meget i Langdrag med Debatterne om Slesvig, har jeg flere Gange slaaet paa, at man ogsaa maatte komme frem med Forslagene angaaende Holsten og Lauenburg, for at hele Sagen skulde kunne overskues og hurtigere bringes til Resultat. Da denne Del af Sagen ligger udenfor min Fuldmagt, syntes mig, at jeg ikke uden Opfordring kunde blande mig mere ind i den; men, da intet Videre foretoges, nedskrev jeg i forrige Uge, medens Reedtz var beskæftiget med Oversættelsen, Artikler (7) for Holsten og Lauenburg, hvilke mine Kolleger tiltraadte og overleverede i deres Navn ved Samlingen i Søndags (den 17de), efter at Westmoreland og jeg vare aftraadte. Der blev fra Preussens Side ikke bemærket noget Specielt om dem, men kun spurgt, om Overappellationsretten ikke skulde vedblive at være fælles for begge Hertugdømmer, hvilket blev benegtet.

Skjøndt jeg ikke morer mig her og min Stilling just heller ikke er behagelig, er jeg dog nu ret vel fornøiet med at have faaet Del i Underhandlingerne. Grunden hertil ønsker jeg ikke at gaae fuldstændigen ind i; ikkun vil jeg sige, at de tre Underhandlere have forskjellige Egenskaber, som gjensidigen supplere hverandre. Med mine to Kolleger, der upaatvivleligen ere paa deres Plads her, lever jeg i bedste Forstaaelse. Min Helbred vedbliver at være god. — De venskabeligste Hilsener til Dem selv og Minister Clausen fra

Deres med største Høiagtelse ærbødigst-hengivne A. W. Scheel.

Høivelbaarne Hr. Minister Madvig, R. af D.

Kjøbenhavn den 11te Juni 1850.

Høivelbaarne Hr. Generalauditør!

Efter lang Mellemtid og efter endog at have ladet Deres sidste Brev ubesvaret, fordi jeg dengang og i de nærmest paafølgende Uger ikke til Gjengjæld for dets Oplysninger og Bemærkninger havde noget at meddele, der kunde være Dem af Vigtighed, tillader jeg mig atter i et efter min Mening meget vigtigt Øieblik at sende Dem nogle Linier for at lette mit bekymrede Sind og for lidt nærmere at forklare Forholdet med en Meddelelse, der samtidig hermed vil indløbe til Dem og Deres Kolleger fra Udenrigsministeriet. De Herrer ville derfra modtage en Opfordring til at erklære Dem om et Spørgsmaal, der maaske i dette Øieblik kan synes at falde noget pludselig ligesom ned fra Himmelen, fordi man hverken paa hint Sted eller i Statsraadet selv tidligere har villet forelægge sig eller Andre det, ligesom man ogsaa nu, mig undtagen og indtil en vis Grad Sponneck og Clausen, nødig rykker frem dermed, Spørgsmaalet om Muligheden af at opnaae en Løsning af vore Forviklinger ved en under hvilketsomhelst Navn fremtrædende Deling af Slesvig, altsaa om, hvad der ved Underhandlernes Afreise til Berlin kaldtes den eventuelle Basis for Underhandlingerne. Jeg beder Dem om, at Spørgsmaalet, hvordan saa Deres Mening er, maa blive alvorlig overveiet med Hensyn til Alt, hvad der i Berlin kan tages med til dets Belysning, og med Hensyn til de noget forskjellige Maader, hvorunder en saadan Udvei kunde blive betraadt, og at vi ret snart maae faae et muligst veiledende Svar. Paa Præliminariernes Basis efter den danske Opfatning har jeg for min Del aldrig ventet at naae nogen Fred, fordi Preussen ikke uden stærk Tvang kunde slutte den og Ingen for vor Skyld vilde anvende denne Tvang; i mit Hjerte tilføier jeg — men det er nu blot min individuelle Mening —, at en Fred paa den Basis vilde medføre et saare forviklet og kunstlet og i visse Henseender ubilligt Forhold; om dette sidste (Ubilligheden) mindes jeg stærkt, naar der, sædvanlig gjennem Clausen, fra dansksindede, skjøndt tildels tydskfødte Slesvigere meddeles mig Opfordringer til at virke for, at det paalægges alle Slesvigere at studere i Kjøbenhavn, ikke at besøge Kiel o. s. v. Med pinlig Følelse har jeg da betragtet den lange, møisommelige og, trods hele vore Underhandleres Klogskab, Fasthed og Ufortrødenhed, frugtesløse Arbeiden paa dette Grundlag. At der ad denne Vei ikke vil opnaaes noget Resultat, ser jeg nu ogsaa af Dem i et Brev til Clausen[133] udtalt, og Erkjendelsen heraf paatrænger sig efterhaanden selv dem, der, som vor hjertensgode Konseilpræsident, kunne holde længe fast ved Haab og længe berolige sig ved at lade Sagen glide hen fra Dag til Dag. Vor Stilling er imidlertid saare alvorlig og betænkelig og kræver en snarlig Afgjørelse eller dog bestemt Tilnærmelse til den. Vore Finantser udtømmes; Tilstanden i Slesvig er utaalelig og i Sydslesvig til Spot for os; Nationens Stemning vil, saa herlig den end har vist sig, dog tilsidst slappes, især da der til dens Opløsning medvirker [paa den ene Side] en radikal Opposition i konstitutionel Form og Frihed (medens [der] hos vore Modstandere er endel af den revolutionære Enhed og Energi) og paa den anden Side Misfornøielsen med Rigsdagen. Vor indkaldte Armee koster Penge, unddrager Landboerne en overordentlig Del af Arbeidskraften og lider sagtens selv ved den ørkesløse Stillestaaen; det var udentvivl et stort Misgreb, at vi, bevæget af en Utaalmodighed og Harme, som jeg ofte og længe har bekæmpet hos mig selv og Andre, indkaldte den ifølge nogle Ytringer fra Pechlin og Reedtz om deres og Meyendorffs Mening om det Ønskelige i, at vi stode rustede. Sloges Armeen, vilde Folkets Interesse følge Kampen og glemme meget Andet, som nu beskæftiger dets Tanke. Der er saaledes herhjemme opstaaet et i det Hele med Bondevennerne identisk og af Tscherning ført Fredsparti, — og, hvorledes Tscherning springer om, véd De; han kan altsaa uden Vanskelighed kaste sig paa at opgive Alt og foregøgle sig og Andre, at dette er Danmarks Frelse. Til denne Stemning, som imidlertid endnu er undselig og vil vige, naar en virkelig fremadskridende Bevægelse til en god Fred, var det end gjennem Kamp, klart viser sig, have da ogsaa Mændene fra Holsten ikke forsømt at henvende sig; de have ivrig søgt Tscherning, medens de ligesaa ivrig, navnlig Reventlow-Farve, bearbeidede Diplomaterne, især den for Bearbeidelse fra den Kant let tilgængelige Ungern-Sternberg; (vel var det, at vi fik deres Forslag trukket noget frem til Belysning; nu ere Heinzelmann og Prehn reiste, og jeg venter, at Greven faaer et høfligt consilium abeundi). De store Magter ere kjede af os, og da de, hvilket atter og atter viser sig, hvergang en ny Vending forsøges, ikke forstaae, hvorpaa det for os, for det danske Folk, kommer an ved Slesvig — Noget, hvortil vi maaske bidrage ved at lægge mere Vægt paa Adskillelsen fra Holsten end paa Tilslutningen til Danmark —, kunne vi pludselig se en Afgjørelse kastet os over Hovederne, der indeholder et mere eller mindre maskeret Slesvig-Holsten, medens vi herhjemme, idet vi stivt holde paa Præliminarierne og ikke ville vige derfra, kunne faae Fredsdemonstrationer, der aldeles svække vor Stilling. Under saadanne Omstændigheder maae vi paa enhver Maade søge en virkelig Fremskriden til Afgjørelsen. Med de Stipulationer om Medvirkning ved Arvefølgereguleringen og om indtil en vis Grad at holde Indblanding ude, som fra vor Side forlanges, kan nu vistnok en Separatfred med Preussen anses som et Skridt til Afgjørelse, hvorved imidlertid altid endda staaer i Baggrunden Spørgsmaalet (hvortil jeg antager, at en Ytring af Meyendorff, som Kammerherre Reedtz har meddelt, sigter: "at Danmark saa ogsaa maatte vide, hvad det vilde gjøre med Hertugdømmerne"), paa hvilken Maade Danmark, efter foreløbig at have kuet Insurrektionen, vil tilveiebringe et Forhold, som det har Magt til at opretholde uden at ødelægge sig selv. Kommer derimod en saadan Separatfred ikke istand, vil man herfra forlange uhindret at udføre Vaabentilstandens første hemmelige Artikel, og man maa maaske gjøre saa; men det forekommer mig, sandt at sige, at mine Kolleger, dels af Frygt for Delingstanken (Moltke, Bardenfleth, Hansen, Zahrtmann), dels af en vis patriotisk (Clausen) eller militær Harme (Zahrtmann og især Hansen, der nu synes at ville have Krig à tout prix, medens han dog kaster al Skyld i Striden paa Kasinomændene, ɔ: paa den danske Side, og til andre Tider erklærer det for urimeligt at slaaes uden den fuldstændige Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin Artikel og Faren for en større Krig og fremfor Alt, at Sagen ikke er endt, hverken naar vor Armee staaer Norden for Eideren eller, om Gud saa vil, ved Elben, men at Spørgsmaalet atter vender tilbage om den Ordning, hvorved det da kan blive os muligt at trække vor Armee tilbage igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu — uagtet jeg gjerne indrømmer, at det i alle Tilfælde kan blive nødvendigt at rykke frem med Armeen og da i Guds Navn vil stemme for at gjøre det med al mulig Kraft —, at det iforveien bør forsøges og overveies, om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst imellem det Mulige, kan opnaaes paa den eventuelle Basis, hvad enten nu en Fred udtrykkelig sluttes derpaa eller i Henhold til en derpaa aftalt og indledet Overenskomst eller endog blot saaledes, at det ved Siden af en Separatfred med Preussen udtales og søges billiget, navnlig af Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er paa denne Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar Ordningen overlades ham. Naturligvis er der kun Tale om en Deling og Forbindelsen af et Stykke af Slesvig med Holsten under Forudsætning af Successionens Ordning (fælles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten) og Holstens Forbliven udenfor den preussiske Union. Det er klart, at Forslaget til en Deling, baade for at blive fordelagtigt og for at finde Indgang hos Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte fremkomme fra Slesvigholstenernes Side; det Næste var, at det, ligesom i Misfornøielse med Standsningen af de fuldførte Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af Rusland eller England og bødes begge Partier; direkt fra os kan det ikke uden stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at jeg i gjentagne Samtaler med Heinzelmann, der oftere opsøgte mig, tildels ogsaa med Reventlow-Farve har lagt dem Tanken saa nær, som det var mig muligt uden selv at gjøre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at det var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte Forslag var aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde en anden Vei, hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske Interesse fandt sin Ret, og overveie, om de efter den her iagttagne Stemning troede derved at kunne udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet, i Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen Reservation, stillet Andragende bevirket, at det Spørgsmaal skulde forelægges vore Underhandlere, som de idag modtage fra Udenrigsministeriet. Ogsaa Clausen og Sponneck (vel og Rosenørn) ønskede det forelagt; de helde til Deling, men saa subsidiært, at jeg frygter, at de først da alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det er for sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Spørgsmaalets Forelæggelse i den Formening, at det vilde blive besvaret med et simpelt Nei. Jeg beder indstændig om, at et Nei i det Ringeste maa være tydelig udtalt med Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et Ja, og at en mulig Dissens ikke skjules. Vi staae paa et Punkt, hvor man ikke for at komme ud af det med hinanden tør skjule eller tilbagetrænge sin Overbevisning.

Naar jeg betænker, under hvilke Forhold og Indtryk De har tilbragt nu snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg først ret, hvilket Offer der forlangtes af Dem, dengang vi bade Dem gaae derhen, og, idet jeg føler, hvad De har gjort for os, glæder det mig destomere, at De ved legemlig at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har befriet os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg, ellers havde maattet gjøre os.

Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke først og fremmest til vore Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!

Med den oprigtigste Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivne J. N. Madvig.

P. S. Statsraadet har ikke villet indrømme mig at opsætte et Møde under Kongens Forsæde, hvori skal delibereres om Separatfred eller Forlangendet at rykke ind efter den hemmelige Artikel, til den Tid, da Deres og Kollegers Svar kan være her. Imidlertid ligger det i Sagens Natur, at i hint Møde Intet kan vedtages, der præjudicerer Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa jeg for min Del maatte træde ud. Vi ere sædvanlig skikkelig langsomme; kommer det saa engang med Hast, ile vi stærkt.

Høivelbaarne Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., Dm. pp.

Berlin den 15de Juni 1850.

Høitærede Hr. Minister!

Hele Dagen er medgaaet til en Konference med Hr. Usedom, Deliberationer og andre uopsættelige Forretninger og den yderst knappe Tid, som er mig levnet, tillader mig kun i allerstørste Hast at nedskrive nogle Strøtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres ærede Brev af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklære os bestemt imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem under Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt og vil bringe os ind i en uoverskuelig Række af nye Forviklinger. Selv Preussen, som nok vilde gaae ind paa samme, naar det selv kunde faae Fordel af den, vilde komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne Basis. England og Rusland vil den være imod, og de ville ikke kunne bringes til at foreslaae den uden i alt Fald efter megen Overveielse, Raadslagning og Brevvexling. Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den mindste Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant. Efter flere Overveielser blev det mellem os vedtaget, at vi i vort officielle Svar skulde indskrænke os til det officielle Spørgsmaal. Kun vil Pechlin i sit Navn vedlægge nogle yderligere Bemærkninger, da Ideen tidligere er forsvaret af ham. Skulde der nu tænkes paa Ideen, maatte det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling med Hertugdømmerne. Jeg vilde foretrække Delingen for det af Modpartiet paatænkte Slesvig-Holsten, ɔ: disse Hertugdømmer forbundne indbyrdes i administrativ og legislativ Henseende og med Kongeriget kun ved Personalunion, da, naar Monarkiet skal opløses i to ligeberettigede Stater, den danske Del helst maatte blive saa stor som muligt, men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sættes igjennem, med mindre Danmark forsømmer en klog og retfærdig Politik. Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække Delingen for et aldeles selvstændigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod, kan der neppe længere være Tale, efter at vi ere komne bort fra Præliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et Medusahoved end som et hjælpende Nødanker. Hvad staaer da tilbage, naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten at tilkæmpe sig fri Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen. Jeg har indtil den sidste Tid troet, at det Første var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom i saa Henseende efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau. Herfra hørte vi stærke Toner, medens Preussen endnu var noget moderat, men de ere blevne svagere og svagere, eftersom Preussen har vist sig mere og mere perfid. Ved egen Vaabenmagt — om man end kunde tænke paa i Tidens Længde at støtte sig derpaa — kunne vi neppe sætte en saadan Adskillelse af Slesvig og Holsten igjennem, som de kongelige Tilkjendegivelser af 24de og 27de Marts 1848 forudsætte. Tydskland, som er enigt i at holde paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846, vil ikke tillade det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed Hjælp. Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar vi først kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke ville tillade, at disse komme derind igjen. Vi trænges saaledes hen paa Helstatsideen, som jeg havde troet begraven, idet Oprøret opstod. Helstaten anses af de venskabelige Magter som den eneste kloge og retfærdige Politik, da Danmark ved organiske Baand bør søge at knytte sine Dele sammen og bør anerkjende, at den gjennem Sekler bestaaende, skjøndt i Tidernes Løb paa forskjellig Maade modificerede, men siden 1831 ved flere kongelige Tilsagn garanterede Forbindelse mellem Slesvig og Holsten giver en Ret til fremtidig Bestaaen. Ikke blind for de Misligheder, som Helstaten fører med sig, maa jeg dog for min Person foretrække den for Delingen, og jeg troer ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdømmerne vil møde saa stærk Modstand som i Aaret 1848. Det har vist sig, at det Ønskelige ikke altid er opnaaeligt.

Det er paatrængende nødvendigt, at Statsraadet fatter skarpt i Øie, hvad Danmark kan og bør gjøre med Hensyn til Hertugdømmerne, og hurtig handler derefter. Det gjør mig ondt, at de fremkomne Fredsforslag ere saa slette, og at vi paa Grund af den stærke Rustning ere komne næsten i den Nødvendighed at maatte benytte den 1ste hemmelige Artikel. Følgerne af den fornyede Konflikt ere uoverskuelige.

I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet gaaer i Kjøbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de danske Underhandlere og Reventlow-Preetz Forslag om en fælles Statholder for begge Hertugdømmer. I den Anledning vil jeg, især da jeg i mit sidste Brev til Minister Clausen ikke skrev noget om den fælles Statholder, bemærke, at det, førend vi modtoge Underretning derom fra Kjøbenhavn, har været mig aldeles ubekjendt, at M.[134] i sine Samtaler med R. P.[134] har gaaet ind paa Ideen om en fælles Statholder. Det forundrer mig saa meget mere, som saavel jeg som mine Kolleger have flere Gange sagt ham, at Danmark, i det mindste saalænge det holdt paa Præliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst Fællesskab i Hertugdømmernes Bestyrelse. Specielt har der ogsaa for flere Maaneder siden været talt om Umuligheden af en fælles Statholder.

Jeg nødes til at slutte og vil ønske, at der maa være Sammenhæng i disse neppe læselige Linier, som Tiden ei tillader at gjennemse.

Med sand Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivneste A. W. Scheel.

Hr. Minister Madvig, R. af D.

Berlin den 18de Juni 1850.

Høistærede Hr. Minister!

Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring over det Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven bragt, og under det ubehagelige Indtryk, som var blevet efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr. v. Usedom. Naar jeg hertil lægger, at jeg maatte skrive i største Hast og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der er meget at udsætte paa Indhold og Form af Brevet.

Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee skal vedblive at holde et af de danske Lande besat. Denne Bestemmelse gav Anledning til følgende Samtale mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er Øiemedet? U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han rettende til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu efter Freden betragte os som Fjender? U. Nei, men lignende Exempler har man havt i Frankrig 1815, og, da Freden lader mange Spørgsmaal aabne, kan Tydskland ikke trække sine Tropper ganske tilbage. Heraf følger altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger sig en fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de uafgjorte Spørgsmaal løste til sin Fordel. At en slig Fred er uantagelig, forekommer mig klart, og det havde heller ikke stor Vanskelighed at overbevise Baron Meyendorff derom, uagtet han raader os at gaae ind paa enhver Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal være i Holsten, kom dets Tropper uden Tvivl til at tjene den slesvig-holstenske Armee som Repli og besatte vel, saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg og Eidergrændsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske, dersom vi benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de Juli 1849. Vel skal Preussen efter denne trække sine Tropper ud af begge Hertugdømmer, men, da det tillige skal opfordre Tydskland til at opfylde den Forbundspligt at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke usandsynligt, at det under Tydsklands nuværende Forhold vil paa sin Vei selv overtage denne Forbundspligt. At trække sig ud af Sagen har Preussen enten ikke Lyst eller ikke Mod til.

Kan Danmark gjennemføre, hvad det har kæmpet for? Forsaavidt derunder indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, har jeg ikke troet det letteligen muligt uden paa Grund af Præliminarierne. Derfor har jeg holdt fast ved dem og søgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem det skulde være den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede den forrige Forbindelse imellem Hertugdømmerne, og gjøre det indlysende, at dette i høieste Grad vilde udsætte Danmarks Vel og Europas Fred for ny Fare. Af de fremmede Diplomater er det især paa Baron Meyendorff, at man har maattet søge at virke. Han er gaaet fuldkomment ind paa de fremførte Grunde, men har ikke tillagt dem den Vægt, som vi gjøre. For ham er det Hovedsagen, at det danske Monarkis Integritet sikres, og, naar dette er opnaaet, mener han, at det er af underordnet Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem Hertugdømmerne bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader til at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele. Lignende Ytringer gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu derhos Baron Meyendorff ikke arbeider saa meget for nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt imellem Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for sig naturligt, at Rusland søger at undgaae en slig Konflikt, troer jeg ikke, at vi fra sidstnævnte Magt kunne vente tilstrækkelig Hjælp til at opnaae en Fred endog paa Præliminariernes Grundlag, i det mindste ikke, hvis Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder antagelig. Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab, som Meyendorff bragte fra Varschau. Vel faae Præliminarierne ifølge dette Budskab en fornyet Styrke, naar Preussen ikke gjør andre antagelige Forslag, og endmere, dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet, bliver underskreven, men efter det Foranførte og de Betragtninger, som jeg i mit Brev til Minister Clausen af 8de d. M. har opstillet angaaende Preussen, maa jeg dog anse det i høieste Maade tvivlsomt, om Preussen nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred paa Præliminarierne, som vi kunne være tjente med. Da Preussen fremkom med sit Fredsforslag af 17de April, fandt Alle det i den Grad urimeligt, at man troede, at vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt fremad ved det Indtryk, som det vilde gjøre ved de fremmede Hoffer. Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode infamt. Men nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag, i alt Fald med en Forandring i Artikel 3, naar det kun kan blive til Sandhed og faae en virkelig Freds Virkning, navnligen derved, at Preussen trækker sig ud af begge Hertugdømmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har vist sig, — fra sidste Halvdel af Mai — har jeg maattet forelægge mig selv og omhandle med mine Kolleger det Spørgsmaal, hvorhen vi føres ved at antage en saakaldet simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at dette snarest er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende Forhandlingers lange Tid har betragtet som en Umulighed. I den simple Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands og Danmarks gjensidige Rettigheder for derved at holde Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Ret til Forbindelse aabent. Dette Spørgsmaal skal altsaa senere omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan ren administrativ Natur, at Regjeringen har været beføiet til at hæve den, er rigtig, saa maa det dog anses for temmelig afgjort, at Tydskland ikke vil anerkjende Rigtigheden deraf, og jeg frygter for, at vi, hvis fremmede Magter lægge sig derimellem for at forhindre en ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse. De ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed helst holde sig til den længe bestaaende status quo. Under Samtalerne med Baron Meyendorff, der ikke kan holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrømme, at det kan være tvivlsomt, om Hertugdømmerne have nogen egentlig Ret til fortsat administrativ Forbindelse. I sit Hjerte anerkjender han maaske saadan Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at indrømme Forbindelsen, som Hertugdømmerne sætte saa stor Pris paa, og at Danmark overvurderer den Fare, som deraf kan befrygtes. Under slige Omstændigheder vil det være ved Hjælp af Helstaten, at man maa beskytte sig mod det selvstændige Slesvig-Holsten. Den franske Gesandt Persigny antager vel, at Frankrig, England og Rusland, naar Fred først er afsluttet og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande, ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark eller navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for den gamle Strids Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden bliver Danmark overladt uden fremmed Indblanding at ordne Slesvigs Forhold. Men, foruden at jeg ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa vil det dog have den største Vanskelighed at indføre og opretholde ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste Indvaanere i Hertugdømmerne og hele Tydskland anse for Uret, især da vi fra fremmede Magter end ikke kunne vente nogen moralsk Understøttelse, eftersom de ville være tilbøielige til at antage, at Foranstaltningen er baade uklog og ubillig. Forholdet vilde være et andet, hvis vi fik en Fred efter Præliminarierne; thi Retsspørgsmaalet vilde i saa Fald være afgjort til Danmarks Fordel.

Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa Helstaten antager jeg, at De er tilbøielig til Deling (den eventuelle Basis). Delingen vil tilfredsstille Nationalitetshensynene, give Ro i vort konstitutionelle Liv og gjøre Statsmaskinen simplere, end naar der skulle være baade Rigsstænder og Landstænder og man begge Steder skal forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjøndt jeg derfor maaske vilde berolige mig ved en udført Deling, vilde jeg ikke have Dristighed nok til at gribe saa voldsomt ind i den historiske Udvikling. Jeg ængstes ikke ved den oftere fremførte Paastand, at Tydskerne, naar de først havde faaet et Stykke af Slesvig, senere vilde fordre Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde blive saa svagt, at det enten snart ved Tydsklands Tiltrækningskraft vilde briste, eller ialtfald ikke kunde forhindre, at de to Dele i Sager angaaende baade den indenlandske og udenlandske Politik gik hver i sin Retning. Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge; thi disse Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere Omstændigheder henviste til at følge samme Politik, navnligen med Hensyn til Udlandet. Heller ikke troer jeg, at man kan henvise dertil, at vi efter Præliminarierne søge at sætte Holsten i en isoleret Stilling; thi, ei at tale om, at vi ikke derved rive et Land over, som i umindelige Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald vilde være mindre, end om et stort Stykke af Slesvig fulgte med, saa antager jeg, at Hertugdømmerne ved de mange Baand, som sammenknytte dem og skulde vedblive, om den fælles Forvaltning end hævedes, og ved en ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter Delingen den nordlige og sydlige Del af det danske Monarki, da disse sandsynligvis vilde blive udviklede i forskjellig Retning. Skjøndt jeg ikke anser det for en Lykke, at vi have Tydskere Nord for Eideren, kunne de dog, da vi nu engang have dem, gjøre Nytte ved at holde fast paa deres Brødre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse mod Nord hindres de derhos fra at følge bemeldte Brødre. Angaaende Delingen kunde vel endnu nogle Betragtninger være at tilføie, men, da Papiret er fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.

Med uskrømtet Høiagtelse Deres ærbødigste og hengivneste A. W. Scheel.

Høivelbaarne Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet, Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.

Kjøbenhavn den 10de Januar 1851.

Høistærede Hr. Kollega!

Ved Deres forestaaende Reise[135] ere det danske Monarkis fremtidige Udviklings-Udsigter fra deres Side, som hidtil have holdt paa Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen eller den denne optagende gamle Helstat, lagte saaledes i Deres Hænder, at det i det Ringeste er klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De, omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, foreløbig indrømmer og anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre, hvad der ikke nu for visse Eventualiteter reserveres. De vil da tilgive, at jeg i Erkjendelse af Øieblikets afgjørende Vigtighed med faa Ord privatim og med den af denne Meddelelsesform følgende Uforbeholdenhed udtaler for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg end derved for den allerstørste Del kun henviser til Punkter, der af Dem ere overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning kan tages eller Forskrift gives. De véd, at for mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det i mine Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt, som De i Grundtræk medtager, har en stor Vægt trods den Dygtighed og Kløgt, hvormed det er udkastet og motiveret. Men, afset herfra, kan jeg ikke tænke mig, at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst Schwarzenberg selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemførelse, naar Preussen og det øvrige Tydskland gjorde Modstand — som de visselig ville —, eller at bevæge Baron Meyendorff til bestemt Virken derfor enten nu hos Schwarzenberg og Østerrig eller siden mod Østerrig og Tydskland, især da det Sidste vilde være betinget for en Del af Englands Anskuelse og Optræden. Det Høieste, De i denne Retning vil kunne opnaae, er i mine Tanker en mindre Paatrængen paa, at vi øieblikkelig og før "de agtbare Mænds" Sammentræden skulle erklære os for en Helstat bygget paa den ugunstige Fortolkning af status quo ante. Der bliver da tilbage at undersøge, hvorvidt man kan aabne en Indgang for saadanne Forslag og Ideer, der, naar det principale Forslag maa frafaldes, dog yde Danmark nogen Løn for Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden. Det gjælder at vinde, hvad der kan vindes, for den danske Nationalitet baade i og for sig og som eneste solide Bærer af et politisk Legeme med Sammenhængskraft og af en selvstændig politisk Eiendom for Kongehuset, naar dette skal betragtes som Statens Eier efter autokratiske Synsmaader; men naturligvis maa Nationaliteten saalidet som muligt fremtræde som Noget, hvorfor der gjøres Fordringer for dens egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende) betegnes som politisk Moment og Middel, tildels (hos Schwarzenberg) som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles ikke beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde høre Dem baade hos M. og Schw. spotte lidet, trække med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over de bornerte nationale Bestræbelser osv., naar kun Formaalet i Realiteten fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde sig hos Englændere; der kunde Nationalitetshensynet med tilbørlig Forsigtighed — især befriet fra al Bismag af professorship — mere direkt gjøres gjældende. Særdeles magtpaaliggende maa det i mine Tanker være, forsaavidt man kommer ind paa dette Thema, at adskille Nationalitet og Skandinavisme og fremhæve, hvorledes Savnet af Tilfredsstillelse og Tillid hjemme, af en tryg Overvægt i den egne Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de skandinaviske Ideer og Stræben for deres praktiske Realisation. Det forekommer mig dernæst, at, ligesom Successionssagen i og for sig er af største Vigtighed, saaledes vil ogsaa et stærkt fremtrædende Ønske om dens Ordning som det, der skulde give det i Spidsen trædende dynastiske og hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed, være egnet til at skaffe andre beskedent bagefter fremtrædende Synspunkter en velvilligere Betragtning. Den Tanke, som jeg nu for min Del ønsker under denne Form forberedet, sat i fornyet Bevægelse, prøvet med Hensyn til dens mulige Antagelse — thi videre kan der jo nu ikke gaaes —, kjender De altfor vel, til at jeg her udførlig skal komme ind paa dens Fremstilling; hvorledes den bedst forskjønnes i den Retning, der kan regne paa Bifald, vil De udentvivl selv bedst udfinde. Naar det Søgte betegnes som en indre, Lovgivning og Administration lettende, det materielle Samkvem mindst mulig afficerende og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie, der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besværlige Forhandlinger og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter, afviges der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet maa jo undgaaes saameget [som] muligt og det Hele fremtræde som en Koncession til Holsten og navnlig til det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der, naar Dänischwold og Schwansen administreres med Holsten, næsten bliver uberørt af Demarkationslinien, en Omstændighed, der ogsaa i Virkeligheden skaffer Tanken Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil der vel ikke være nogen særlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken paa en saadan Løsning aldeles og endelig er opgiven og bortkastet af Lord Palmerston, men, træffer De Lord Westmoreland, vilde det vel endda ikke være saa vanskeligt at føle sig frem. Men, hvad det især ligger mig paa Hjertet at udtale, er Følgende. Jeg tør ikke lukke Øinene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen spærret for en til Delingen sig nærmende Tanke[136], til hvilken De jo heller ikke har den Tillid som jeg, som for en Løsning i Retningen af det udkastede Projekt, og at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at udskyde Fastsættelsen af Grundformen for den endelige Ordning endog blot til de "erfarne Mænds" Sammenkomst; jeg haaber og ønsker af Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa være saa; men jeg vil og tør ikke undlade at tænke mig, at De kunde bringes til at anse en anden og virkeligere Helstat end den, De forleden kaldte saaledes, for en uundgaaelig Nødvendighed og da med Deres deciderede og paa det Praktiske rettede Karakter besluttede selv at gaae ind paa Tanken og at træde i Spidsen for dens Gjennemførelse til mindst mulig Skade for Danmark. For dette yderste Tilfælde anraaber jeg Dem da ret inderlig om at redde det eneste Værn for Nationaliteternes ligeberettigede Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder denne kan blive til en Virkelighed, derved, at det nordlige Slesvig i det, der mest umiddelbart berører og bestemmer Folkedannelsen, i Kirke- og Undervisningsvæsen underlægges en med Kongeriget fælles Bestyrelse, saaledes som hidtil Als og Ærø (skjøndt paa Als med mindre Virkning formedelst Hertugens Indflydelse) og det Tørninglehnske, hvilke Deles hidtilværende Stilling afgiver det bedste Udgangspunkt for at skaffe denne, den beskedneste og sidste, Fordring Indgang som præfigureret i status quo ante. Hvad derved vil være reddet, er, skjøndt lidet af Udseende, endda et værdifuldt Resultat, især i Forbindelse med Toldgrændsens Ophævelse; nu derimod at opgive ogsaa her, hvad der ved Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet og forberedet, vilde være at slaae Danmarks Sag det sidste og dybeste Saar. Naturligvis hører med hertil Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse, vunden ligegyldig om i Kjøbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa særdeles at lægge Vægt paa denne Sag som det Sidste og Yderste, der maa søges reddet, ikke just ledes af Stræben efter at udvide min Virkekreds og Indflydelse, behøver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes Vending vilde der ikke være Spørgsmaal for mig om nogen Deltagelse i Regjering eller høiere Bestyrelse, en Sphære, hvorfra jeg, ogsaa hvis vore Anliggender, som Gud give, tage en bedre Gang, saare gjerne trækker mig tilbage. Intet vilde falde mig lettere end at gjøre Plads for en Anden, hvis en god eller taalelig Løsning kunde vinde større Udsigt ved at befries fra Andel i det Skin af ensidig Nationalitetsbestræbelse og doktrinært Demokrati, der nu engang, det vide vi jo alle, klæber ved Ministre, der 1848 vare Professorer.

Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fædrelands Bedste!

Deres ærbødigst hengivne J. N. Madvig.

Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.

Kjøbenhavn, den 23de December 1863, Aften.

Deres Excellence

véd, at jeg siden Hans Majestæts Thronbestigelse to Gange, foruden de officielle Leiligheder, har havt den Ære at tale med Hans Majestæt om offentlige Anliggender: Mandagen den 14de dennes og i Løverdags. Den første Gang dreiede Samtalen sig væsentlig kun om Muligheden af at bevirke Forfatningsloven af 18de November tagen tilbage ved det da endnu samlede Rigsraad, hvilken Mulighed jeg efter min Overbevisning maatte saagodtsom bestemt benegte; i Løverdags havde jeg at meddele Hans Majestæt Resultatløsheden af den imellem de dengang samlede Mænd førte Forhandling, et Udfald, jeg iforveien anede, især efterat have mærket Stemningen hos de Enkelte, medens vi samledes og nogle Øieblikke ventede Hans Majestæt. Der foresvævede, frygter jeg, Allerhøistsamme en Tanke, som ikke lader sig realisere: Dannelsen af et moderat Koalitionsministerium uden en forudgaaende Fastsættelse af og Enighed om de Hovedpunkter, der, medens Andet lades tilside og henstaaer aabent, ikke noget Øieblik kunne være uafgjorte, fordi der strax skal handles med Hensyn til dem. Jeg var ikke berettiget til i det sildige Øieblik, da jeg bragte Meddelelsen, medens de øvrige Herrer endnu ventede, at gaae ind paa en almindeligere Udtalelse om Situationen, hvortil jeg ikke var opfordret af Hans Majestæt, og jeg indskrænkede mig altsaa til væsentlig at berette, at de Forsamlede med ringe Nuancer og én Afvigelse, som jeg nævnte, havde udtalt sig for Bibeholdelsen i det Hele af det hidtilværende Ministerium. Tillad nu, Deres Excellence, at jeg, dreven af Øieblikkets Alvor og Vigtighed, forelægger Dem et Par Bemærkninger, som jeg vilde ønske, jeg havde havt Ret til at udtale for Hans Majestæt Kongen i Løverdags, og som i den Tid af to Dage, der siden er hengaaet, have paatrængt sig mig stedse stærkere. Det er en overordentlig bekymringsfuld og farefuld Stilling, at vi endnu intet Ministerium have. Ikke blot lide øieblikkelig de største og vigtigste Interesser og Anliggender, men der tilføies os ved den blotte Udsættelse stor og varig Skade. Jeg vil antage, at Krigsministeriets Virksomhed fortsættes, at Hæren med hvert Øieblik bliver kampdygtigere for det Tilfælde, at der skal kæmpes, at vi ikke overraskes halv-organiserede; og dog maa Krigsministeren nødvendig savne fuld Autoritet og sikker Ledelse fra den almindelige Politiks Synspunkt med Hensyn til Anordningen af Forsvaret; men dernæst forsømmes Alt, hvad der skulde foretages fra Udenrigsministeriets Side til kraftig Protest, til Indsigelse og Bearbeidelse; et Anarki, lig det i Holsten (hvor man har været utilgivelig svag ved Hesteudredningen og meget andet), kan begynde i enkelte Dele af det sydligste Slesvig; men fremfor Alt vor hele Stilling ligeoverfor Udlandet svækkes; vi faae Udseendet af at være i en Opløsningstilstand, tvivlende om vor egen Ret, den Regjering, der endelig dannes, betragtes som revolutionær, og her hjemme lammes ethvert Opsving. Gud bevare mig nu fra at give Kongen Skyld herfor; jeg véd, siden jeg igaar (Søndags) om Morgenen Kl. 11 forlod Geheimeraad Hall ved Hans Majestæts Palais, ikke et Ord om, hvad der senere er forhandlet; men jeg frygter én Ting: at Hans Majestæt ikke med tilstrækkelig indtrængende Aabenhed af Hall er opklaret om den absolute Nødvendighed af en decideret Politik, et fast System, der maa være tilstede før og med Mændene, og at maaske det personlige Spørgsmaal heller ikke opfattes ganske klart, hvortil selve Udtalelsen i Løverdags kan have for en Del bidraget. Hans Majestæt vil ikke uden yderste Nødvendighed styrte sig og Landet i en Krig fuld af Farer og rig paa Offre og Byrder; Hans Majestæt vil, selv naar Krigen tages, have antydet sit til Forsoning villige Sindelag, og han troer, at Personerne kunne bidrage til at betegne denne Forsonlighed, ikke at tale om, at der kan være Personer, med hvilke det kan falde Hans Majestæt mindre let at forhandle, naar han nødtvungen maa gaae den haardere Vei, fordi han troer, at de ikke vurdere og føle, hvad han maa overvinde. Men, Deres Excellence, der gives i dette Øieblik ingen Koncession (— uden Henvisning til en Forhandling og Afgjørelse af Alt under fremmed Medvirkning og Mægling —), som Kongen med Nytte kan gjøre, uden saadanne, der ligge aldeles udenfor Muligheden ligeoverfor Indlandet og Folket (Folket i bedste Forstand). Preussen og Østerrig vilde ikke standse Exekutionen uden Opfyldelse af Forpligtelserne fra 1852. Men hvorledes skulle disse, om vi end nok saameget gaae ind paa Østerrigs og Preussens Fortolkning, kunne udfindes og formuleres, da begge Magter aldrig have villet formulere dem? Men sæt, at vi fandt, hvad man tidligere vilde, og indrømmede det, om det end var det mest Ydmygende og Umulige! Kunde Østerrig og Preussen nu hæve Exekutionen i Henhold dertil? Lad Kongen erklære — hvad han aldrig uden at sætte sin Throne og sit Hus i den øiensynligste Fare herhjemme kunde erklære —, at han indrømmer Slesvigs og Holstens administrative og i det Indre lovgivende Forening, at han i Fællesstaten giver Slesvig og Holsten ligesaamange Repræsentanter som Kongeriget! — Vil det hjælpe Noget? Vil ikke det frankfurtske Tydskland og ville ikke de tydske Stormagter, drevne af uimodstaaelig Magt, nu fordre i ethvert Tilfælde Afgjørelsen af Arveretten baade i Holsten og Slesvig, altsaa en Supremati over Slesvig, der er lig med dets Inddragen i Forbundet, men dernæst Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark? Er ikke Scheel-Plessen bleven afvist med Personalunion og Slesvigs Deling? Alt Andet, hvad Hans Majestæt kan og vil indrømme, og som muligvis tilsidst maa indrømmes med Hensyn til Finantsforhold, Sprogforhold osv., vil til at standse Stormen fra Tydskland i dette Øieblik være aldeles magtesløst. En anden Sag er det, at Hans Majestæt ligeoverfor de andre Magter kan antyde vid Frihed for Underhandlinger om disse Anliggenders Ordning; men Kampen kan ikke afvendes uden ved den Art af Indrømmelser, der gjøre Underhandlingerne overflødige, men tillige — jeg siger det aabent — Dynastiets Bestaaen i Danmark tvivlsom. Efter en Kamp, ja da kan og maa man finde sig i store Opoffrelser, hvis Kampen er endelig afgjort og ulykkelig uden Hjælp, og den Konge, med hvem man har kæmpet og ligget under, vil være Folket en kjær Ulykkesfælle, til hvem det vil være stærkere bundet; men før Kampen — det gaaer ikke an. Men, er dette nu saaledes, da maa Hans Majestæt se at finde et Ministerium, der uden Overmod, uden Trods, men med Kraft og Enighed optager Kampen, leder den og Landets Anliggender under den og under de, om muligt, samtidige Underhandlinger andetsteds. Det kan kun skade i Ministeriet at optage Mænd, der enten slet ikke ville Kampen under nogensomhelst Betingelse, eller som dog ene have Øiet heftet paa de Mangler, der kunne hefte ved den hidtilværende indre og ydre Politik, og ville begynde med enkelte Koncessioner før Underhandlingerne. Og det er dette Forsøg, jeg er bange for, man gjør, idet man stræber efter et ved Blanding modereret Ministerium; et saadant faaer man langsomt, sandsynligvis slet ikke istand; faaer man det, vil det hverken vække stor Tiltro eller handle med Kraft, og om føie Tid vil det opløses ved Splid. Systemet: Modstand for at hævde Danmarks og Slesvigs Uafhængighed af Tydskland og Holsten og Lauenburgs Forening med Monarkiet enten i en Fællesforfatning, hvorom man er villig til at forhandle under Mægling, eller i Personalunion, maa nu tages helt og decideret, men med al mulig Fjernelse af Revolutionsaand, Nationalfanatismus eller haardnakket Paastaaelighed i, hvad der er Gjenstand for Lempelse og Udjævning. Kan der nu til dette System findes brugbare Mænd (endog blot dygtige Forretningsmænd uden politisk og parlamentarisk Fortid), der ikke ere mærkede saaledes ligeoverfor Udlandet som et Par af de nuværende Ministre, nu vel, saa tage man dem; ja, gives der til at gjennemføre dette System en anden Udenrigsminister og Konseilpræsident end Hall, da tage man ham; Halls Navn har ogsaa sin Misklang, og jeg vil ingenlunde sige, at han har den Alvor, Fasthed, Forsynlighed, Energi og Utrættelighed, som kunde ønskes; men i vort lidet Land og ved den nu engang bestaaende Adskillelse af Partier og Anskuelser véd jeg ikke, hvor den bedre eller ligesaa gode Mand til begge Poster, der i dette Øieblik ikke let lade sig adskille, skal findes. Altsaa, mod at tage andre, mindre markerede, ved deres hele Opfatning, Væsen og Optræden Hans Majestæt mere tiltalende Personligheder er der ingen Indvending, jeg troer ikke engang imellem dem, der betegnes som Ministeriet Halls Venner: men Systemet kan ikke let forandres med Undtagelse af en freidigere Indgaaen paa Forhandlinger, et villigere Initiativ til at søge Løsning og fjerne underordnede Punkter, og, kan Systemet ikke forandres, tør der ikke dannes et Ministerium, der fra den første Dag bærer Spiren til Halvhed og Uenighed i sig. Det kan være tungt, meget tungt for Kongen at hengive sig til et System, som han ikke troer frit for Ensidighed; men han maa, og hans Fjender have, synes mig, gjort Valget lettere ved at afkaste enhver Bro, hvorover han kunde nærme sig. Staterne af den 3die Gruppe i Tydskland (— jeg siger ikke: alle Fyrsterne personlig —) ville i dette Øieblik et fra Danmark adskilt Slesvig-Holsten, og hverken Preussen eller Østerrig har Mod og Kraft til alvorlig at vise dem tilbage. Wrangel og Prinds Friedrich Carl af Preussen ville ikke kæmpe imod Sachserne og Hannoveranerne, og de ville ikke staae stille og se disse kæmpe. Men, kunne og ville Preussen og Østerrig holde igjen, da ville de det kun, naar vi med Bestemthed erklære og fastholde, at, efterat nu Exekutionen er indtraadt uden Modstand fra vor Side, have vi ikke Mulighed til nogen Indrømmelse, førend vor Konge er anerkjendt og internationale Underhandlinger aabnede om hele Anliggendet, idet vi afvise enhver tydsk Afgjørelse af noget Spørgsmaal for Slesvigs Vedkommende. Hvad Forhandlingerne ville føre til, maae vi afvente og maaske finde os i Noget, der forekommer os haardt og meget ubilligt; men vi kunne ikke begynde anderledes.

Jeg har følt mig destomere opfordret og forpligtet til at udtale dette for Deres Excellence, som jeg i det Øieblik, da jeg i Løverdags talte med Deres Excellence, førend jeg gik til Hans Majestæt, kun uden nogen egentlig Motivering ytrede Tvivl om Nytten af at forhandle om Dannelsen af et Ministerium af moderate Mænd, førend man nogenlunde var enig om Opgaven for dem. Tillad mig endnu, hvad Hans Majestæts og hans Dynastis Interesse, forsaavidt den tænkes for sig, angaaer, ganske kort at formulere min Mening saaledes: Ved en vidtgaaende Indrømmelse i dette Øieblik er Hans Majestæt udsat for Intet at opnaae i Udlandet, men vis paa at tabe i Indlandet; ved en Optræden for, hvad Danmark anser for sin Ret, kan han muligen blive Hersker over et formindsket Land, men han bliver sikkert Hersker; thi fra Danmarks Throne vil Ingen fortrænge ham.

Undskyld, Deres Excellence, min Paatrængenhed med min Hengivenhed for Hans Majestæt og den udmærkede Høiagtelse, hvormed jeg har den Ære at være

Deres allerærbødigste J. N. Madvig.

Hans Excellence, Hr. Overhofmarechal, Generalmajor Oxholm, Stork. af Dbg., Dbgsmand, pp.