Tillæg I. 1. Om Kong Frederik VII. 2. Nationalitetsprincipet i Politiken.

Tillæg I. 1. Om Kong Frederik VII. 2. Nationalitetsprincipet i Politiken.

Til min Faders Optegnelser om hans eget Liv havde han som Tillæg føiet nogle under 22de November 1885 dikterede kortfattede Bemærkninger om Kong Frederik VII, hvilke han selv tillagde en vis Betydning og ialtfald havde tænkt sig engang offentliggjorte samt, saafremt hans Livserindringer bleve udgivne, utvivlsomt i Forbindelse med disse. Idet jeg derfor nu nedenfor lader disse Bemærkninger aftrykke, har jeg dog troet efter den Maade, hvorpaa min Fader havde knyttet dem til den Tale, som han den 7de Januar 1864 holdt ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII paa Kristiansborg Slot (Universitetets egen Festsal var under Reparation), først at burde lade den nævnte Tale, der vel i sin Tid blev trykt i dens Helhed, men ikke var tilsalgs, og som saaledes ikke har været let tilgængelig og er lidet kjendt, ligeledes aftrykke her. Det vil derved ogsaa bedst ses, hvorledes Talen og de efterfølgende Bemærkninger stille sig til hinanden.

Endvidere havde min Fader efterladt sig nogle Bemærkninger om Nationalitetsprincipet, hvilke han, hvad selve Indledningen til dem viser, ligeledes eventuelt havde tænkt sig medtagne som Tillæg, og som derfor her trykkes saaledes.

Udgiveren.

1. Tale ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII af J. N. Madvig.

Høistærede, høit anselige Forsamling af Medborgere af alle Klasser og Stænder, af Embedsbrødre og Medstuderende! Sorgen over den gode Konge skal ikke være taus eller ordknap. Kongen i Graven kræver Ordets Vidnesbyrd og Hæder; Folkets Smerte finder Lettelse og klarer sig ved Udtalelse; men denne Form af Sorgen, der søger sit Udtryk i fyldige Ord, har sin tilmaalte Tid, den begrændses af Livets Færd, Livets Opgaver, Livets Glæder, Livets Bekymringer. Sorgen skal ikke forsvinde, men den skal forvandle sig til en vemodig Erindring, der stille gjemmes i Sindet. Det er næsten to Maaneder siden, at Kong Frederik VII kaldtes bort fra os; siden den Tid har Klagen lydt gjennem mange Stemmer; hans Lig er under Folkets Ledsagelse ført til hans Fædres Hvilested; Kirken har udtalt sit alvorsfulde, sit trøsterige Farvel til ham; den stille Taushed, der hvilede over Landet, er ophørt; Glæden — nei, ikke Glæden (thi den har været sparsom i Danmark i denne Jul), men i det Ringeste den livlige Færd og Adspredelserne mærkes atter. Bekymringerne omringe os saaledes fra alle Sider, de trænge saaledes ind paa os, at de kun lade lidet Rum tilbage for Tanken til at vende sig mod Fortiden. Hvi da en ny Sørgehøitid? Hvi har den danske Høiskole samlet sig og indbudt Medborgere til at samles med sig, og det paa en Tid, hvor den ikke engang kan modtage sine Gjæster i sin egen Hal, i de Omgivelser, der minde om dens eiendommelige daglige Virksomhed, men maa modtage dem paa et Sted, der vækker ganske andre Erindringer end Høiskolens? Stod da Frederik VII i et saa særeget nært Forhold til Høiskolen, at den, ikke tilfreds med at dele det almindelige Udtryk af Landets Sorg, særlig maa hæve sin Røst? Har Høiskolen Noget at sige om Frederik VII af saa eiendommeligt Indhold, at det ikke tør tilbageholdes? Frederik VII var ogsaa os en god og naadig Herre; under hans Regjering have vi set vore Lærekræfter udvidede, vore Læremidler forøgede, forbedrede, forskjønnede paa en Maade, som vi taknemmelig paaskjønne; naar vi nærmede os til ham, modtoges vi med venlig Nedladenhed; den akademiske Ungdoms muntre Færd, de begeistrede Udbrud af dens Følelser betragtede han med Velbehag. Men Frederik VII vilde ikke selv regnes blandt de Fyrster, der særlig søge Musernes eller den alvorlige Pallas Athenes Gunst. Naar hans Blik i Tanken vandrede hen over Statslivets og det borgerlige Livs forskjellige Kredse, da tør vi ikke troe, at det med Forkjærlighed dvælede paa det Omraade, hvor vi have at arbeide. Det er en anden Grund, som opfordrer os til særlig at samles. De protestantiske Universiteter, for største Delen stiftede eller udvidede af høihjertede Fyrster i Reformationens Aarhundrede, have altid med Hengivenhed sluttet sig til deres Landsherrers Person, dels i taknemmelig Erindring, dels fordi de deri udtrykte Bevidstheden om, at de arbeidede ikke blot i Videnskabens almindelige Tjeneste, men ogsaa for det særlige Fædrelands Oplysning og for Statens Vel; de have gjort Fyrsternes Mærkedage til deres egne. Der var en Tid, da Evnen til at indklæde Tanken i sammenhængende, fyldig og smagfuld Form udenfor Kirken ikke let fandtes uden ved Høiskolen, og den Form, hvori Tanken dér indklædtes, var dengang ikke Folkets egen; det var en fremmed, men fælles for det hele lærde Europa, og det lærde Europa faldt dengang nærmere sammen med det dannede end nuomstunder. Det hørte med til den kongelige Herlighed, at Kongens Minde ogsaa skulde hædres og bevares i det ligesom almindelige europæiske Sprog. Den fremmede Form er forsvunden, den ærefrygtsfulde Skik er vedligeholdt. Ved alle danske Kongers Død siden den Konges Tid, der fornyede og foryngede Universitetet, har dettes Røst ladet sig høre, navnlig ved alle Enevoldskongernes Død, og den Hæder, der er vist samtlige Enevoldskonger, skulde ikke unddrages den sidste Enevoldskonge, ham, der var det i kort Tid, men frivillig hørte op at være det; det skulde ikke synes og siges, at Indskrænkningen af Magtfylden formindskede Hengivenheden eller dens Udtryk. Saa har vor Konge villet det, saa ville vi det selv, og derfor have vi samlet os til Frederik VII's Minde.

Ved dette Minde ville vi et Øieblik dvæle, som det sømmer sig Mænd, hvis daglige Gjerning er Tankens og Prøvelsens i Sandhedens Tjeneste. Tankens, Prøvelsens, i Sandhedens Tjeneste? Er det da Meningen her at gaae til Historiens fulde, strenge Granskning af Frederik VII's Liv og Regjering, at sætte os til Doms over den døde Konge? Er det Meningen her at mønstre hans hele Færd, i hans Regjering skarpt at adskille, hvad der tilhørte ham selv og hvad hans Medarbeidere, hvad der var fri Beslutning og hvad der var Tidens og Forholdenes Værk? Er det Meningen, borttagende baade Kongekaaben og Kjærlighedskaaben at efterforske og udregne, hvormeget der ogsaa i hans Liv og Væsen fandtes af menneskelig Svaghed og Skrøbelighed, for derefter smaalig at udregne Summen af den Fortjeneste, der bliver tilbage, og at anvise ham sin Plads blandt Regenter? Nei, dertil er det ikke Tiden; dertil er fremfor Alt ikke Stemningen hos os; dertil have de, i hvis Navn jeg taler, ingen Beføielse og have ikke villet overdrage mig nogen; dertil føler jeg selv mindst noget Kald. Der er i denne Forsamling mere end én, der ifølge den Stilling, han har havt til den bortgangne Konge og til hans Regjeringsvirksomhed, kan have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien; vi ville ikke foregribe det, ikke forsøge ligesom at tage det fanget. Vi bøie os for, vi dele og istemme Folkets Sorg og Folkets kjærlighedsfulde Dom om dets døde Konge, men, idet vi agte og istemme den, ville vi et Øieblik fremkalde for os Hovedpunkterne deri og se, fra hvilken Side de fornemmelig have deres Gyldighed og Betydning. Folkets Dom om Kongen ved hans Død og nær derefter dannes ikke ved en Opløsning af hans Regjering i dens enkelte Bestanddele, Foretagender og Begivenheder og Prøvelse deraf; Folket og allermest det danske Folk, der i Aarhundreder har været vant til i en Regjeringshandling at se den umiddelbare Udstrømning af Kongens egen Villie, adskiller ikke Kongen fra hans Medarbeidere, ligesaalidet som Regenten fra Mennesket. Dommen fremkommer ved en almindelig Følelse af Folkets hele Skæbne under Kongen, ved det hele Indtryk, Folket har modtaget af sin Konge i hans Fremtræden for det og, for at bruge gammeldags, men betegnende Ord, i hans Omgængelse med det; og, naar Folket dog just vil fastholde Kongens Personlighed, da fastholder det den ikke gjennem en omhyggelig Betragtning af Karakteren i dens finere Sammensætning, af Elementernes Forhold og Vexelvirkning deri, men det holder sig til den udprægede og fremtrædende Form, under hvilken Kongen, naar han umiddelbart viste sig for Folket, traadte det imøde. For hvem af os er det dernæst skjult, at der i Folkets Omdømme om dets bortgangne Konger optages Meget, der væsentlig vidner om Folkets egne Stemninger, dets Ønsker, dets Forventninger og dets Sorger? Vi tør vel sige, at i det hele Billede, der umiddelbart efter en Konges, især efter en elsket Konges Død, danner sig af ham hos den store Masse af Folket, er der og maa der være Noget, som erindrer om, hvad vi hos Oldtidens Folk kalde Mythe og Sagn; men Mythen har sin Sandhedskjerne, som Historien ikke tør vrage eller bortkaste. Lader os, idet vi tale om Frederik VII, fremdeles ikke glemme et Hensyn, som har en stor Betydning saavel i den umiddelbare nærværende Paaskjønnelse som i al historisk Bedømmelse. I vigtige Livsforhold, i ansvarsfulde og indflydelsesrige Livsstillinger kommer det ikke blot an paa den rene Personlighed hos den, der skal indtræde og virke i en Stilling, men ligesaameget og fornemmelig paa Forholdet mellem Personligheden og Øieblikket og den Opgave, som just Øieblikket byder og forelægger. Dette gjælder ikke mindst om Konger; thi Kongen kan ikke vælge, ikke forandre sin Gjerning og Opgave; kaldet til den ene bestemte Livsopgave ved Arv, ikke ved særlig Tilbøielighed og Valg, maa han tage den, som den tilfalder ham. En flersidigere Begavelse og en stærkere Drift til selvstændig Indgriben, der dog ikke naaer enten til en genial Gjennemskuen af Forholdene eller mægtig Omdannelse af dem, udretter stundom mindre end en jævnere og villigere Tilslutning til det Givne, Imødekommen mod det af Tid og Begivenheder Medførte. Lader os prise det som en Lykke for Frederik VII og hans Folk, at hans hele Væsen og Personlighed særdeles egnede sig for de Omstændigheder, for de Forhold, under hvilke han maatte overtage og bære Kronens Byrde, og lader os søge en ikke ringe Fortjeneste i den heraf fremgaaede villige Samvirken med Folkets Stræben.

Hvad dømmer da Folket om Frederik VII? Det siger, at han var en dansk Konge i Væsen og Sind, at han var en folkelig, en frihedselskende Konge, Frihedens Begrunder i sit Rige, at han var et Værn og Skjold for sit Folk og at der, trods al den Møie og Kamp, han og hans Folk maatte gjennemgaae sammen, dog var Lykke ved Frederik VII.

Frederik VII var en dansk Konge i Væsen og Sind. Den Naturbestemmelse, der var givet ham ved hans Fødsel, udviklede og pleiede han med den Hengivelse, der ved at rette den almenmenneskelige Sympathi særlig mod det Nærmeste og mod den Kreds, hvori hver er stillet til at handle og lide vel eller ilde, giver den en praktisk Skikkelse i en varm Fædrelandskjærlighed; hans jævne Væsen optog ikke og stræbte ikke efter noget Fremmed; ingen Forfængelighed drev ham til at tilegne sig andre Landes og Folks Former for at behage Flere og vinde en større Anerkjendelse; han elskede sit Fædrelands Naturskjønheder, han elskede dets Sæder og Skikke, han elskede dets Minder, han elskede dets Sprog. Der boede tidlig i ham en stærk, til klar Tanke sig fremarbeidende Følelse af, at ethvert Folk er en bestemt Personlighed i Historien, udtrykt i særegne Livsformer, udtalende sig i sit eget Sprog; han havde Følelse og Erkjendelse af Vigtigheden af at bevare denne Personlighed ukrænket hos Folket i fyldig, ren Skikkelse og Bevidsthed; han følte og saae, at i denne bestemte Form, i denne under al Udvikling bevarede Enhed af Folket laae det, der skulde bære Staten, og at Folket var Mere og Andet end et Antal af Mennesker samlede indenfor en vis geografisk Grændse og forbundne ved ydre og tilfældige Baand. Men hvorfor dvæle vi saalænge ved Noget, der synes saa simpelt og naturligt, allermest for Kongen, der skal føle sig som sit Folks Spidse, som dets første Mand, og som, for at være det, allermest og allerførst maa i Sandhed være En af Folket? Vi vide for det Første og bør sige os selv, at der for den danske Konge har været og endnu er en særegen Vanskelighed ved at gjennemføre den Opgave at være en i Sind og Væsen dansk Konge; der har været og er den Pligt for ham ved Siden af et fuldt og stærkt dansk Sindelag at bevare Velvillie og Sympathi for den anden Nationalitet, der ogsaa har en Plads under det danske Scepter, for den Nationalitet, der i dette Øieblik har vendt sig saa fjendsk imod os, at det er vanskeligt, som vi bør og ville, at bevare Billigheden i Tanke og Tale om den. Vi vide dernæst, at hele dette Forhold en Tid lang var blevet forvansket til Unatur, at der har været en Række danske Konger, der baade selv glemte og tillode deres Omgivelser at glemme, at de herskede og levede i Danmark, og at det første Mærke paa al deres Færd burde være Danskhedens. Men Kong Frederik VII var jo dog ikke den første Enevoldskonge, hvem vi kunne tillægge den Roes, at han var en i Sandhed dansk Konge. Enhver af de Ældre af os erindrer selv, hvilken god og ren dansk Mand i sin hele Fremtræden Frederik VI var; og Frederik VI var ikke blot umiddelbart i sit eget Væsen og Liv en dansk Mand og Konge, hvortil han — det være sagt til Andres Roes og Ære — var bleven opdragen; han satte ikke blot det Danske eller fandt det under hans egen Barndom sat paa dets rette Plads i Kongens Hus, i Kongens nærmeste Omgivelser, i det Land, der særlig kaldes Kongeriget Danmark, men hans Tanke rettede sig — og denne Fortjeneste var særligere hans — paa at hævde Danskhedens Ret der, hvor Grændsen for dens Udstrækning mere eller mindre var forrykket og forrykkedes Dag for Dag; destoværre gjennemførte han ikke sin Tanke. Christian VIII var en i sin Person og sin Dannelse dansk Mand; hans Sind havde aabnet sig for, hvad der i danske Former var frembragt af Dygtigt i Videnskab og Skjønt i Kunst, og han havde udentvivl modtaget langt mere omfattende og stærke Indtryk fra denne Side end Frederik VII; men han følte ikke saa skarpt, hvor det var, der skulde kæmpes, og hvorledes der maatte kæmpes for Danskheden; hans Natur var mildere, maaske svagere; dette Forhold blandedes for hans Blik med andre politiske Hensyn og fordunkledes deraf; Begivenhederne havde endnu ikke lagt det saa rent og aabent for i dets hele Betydning. Næsten i det samme Øieblik, da Frederik VII overtog Regjeringen, trykkede Fjenderne ham det Sværd i Haanden og det Skjold i Armen, som han skulde bære og hæve, ikke blot for Danmarks Land, men ogsaa for Danmarks Folk i dets Karakter som dansk. Han optog gjerne, hvad der bødes og paalagdes ham; han sluttede sig med Inderlighed til sit Folk i dets hele Særegenhed; han bar høit og freidig til Skue dets Mærke i sit Væsen og i sin Tale; han var stolt af at være den danske Konge, af at bære et Navn, for hvilket Folket vandt ny og frisk Hæder.

Naar vi, idet vi prise Frederik VII som en i Sind og Væsen dansk Konge, minde om Konger, der ikke vare sig deres Forhold til Folket i dets Eiendommelighed, dets Sæder og dets Sprog bevidste, ikke sluttede sig til det i denne Eiendommelighed og værnede om dens Enemærker, da paatrænger der sig en Betragtning og en dertil knyttet Fortrøstning, som det synes mig naturligt at give Ord. Spørge vi, hvo den Konge var, der ved Enevoldsmagtens Indførelse tillige paatrykkede for længere Tid den danske Kongeslægt, den danske Kongeborg et halvfremmed, unationalt Præg, da var det ikke en Prinds af et nyt Hus, men en Søn af den ægte danske Kong Christian IV, af ham, om hvem Frederik VII saa gjerne mindede sig og Andre. Opdragelsen for en Bestemmelse uden for Danmark løsnede ham fra den danske Naturgrund og den ved Enevælden indtraadte Adskillelse fra Folket, de dermed følgende spændte Forhold selv til den Klasse af Folket, der stod Thronen nærmest, fastholdt ham og tildels hans Efterfølgere i en falsk Retning. I Modsætning til denne Bortvendelse fra den givne Naturgrund skulle vi se en fri, bevidst, personlig Tilslutning til det valgte Folk, til det Folk, som har kaldet Fyrsten, støttet af den Forbindelse og inderlige Berøring imellem Konge og Folk, som den gjenfødte Frihed medfører, at fornye og styrke Naturgrunden for den danske Kongeslægts danske Væsen.

Frederik VII var en folkelig Hersker. Naar jeg her om Frederik VII bruger et Ord, hvori af Forskjellige lægges en temmelig forskjellig Betydning, da tænker jeg ikke nærmest og troer, for at Ordet i dets Anvendelse her skal have et baade bestemt og sandt og særligt Indhold, ikke nærmest at burde tænke paa en politisk Opfattelse og Bedømmelse af Standsforhold og deres Betydning i Statsordenen; jeg tænker paa Kongens Personlighed i dens Fremtræden og i dens frie Forhold til det Menneskelige, uafhængigt af de politiske Former, Indretninger og Adskillelser; jeg tænker paa det uhildede Sind, den aabne Sands for Anskuelsers og Følelsers jævne Udtryk, for Livets Bevægelser ogsaa i smaae Forhold, i simple og ukunstlede Former og den heraf følgende sikkre og tillidsfulde Optræden imellem det menige Folk, den Lethed til og Glæde ved at færdes med det og forstaae det, som hørte til Kongens Væsen. Der er høitbegavede Personer, som ikke i deres Berøring med Andre kunne unddrage sig en stærk og overveiende Indflydelse, et afgjort Præg af den særlige Kreds, i hvilken de ere opdragne og leve, af den særlige Plads, paa hvilken de ere stillede i Samfundet; medens deres Sind har Rum for Menneskehedens Anliggender i videste Omfang, lære de ikke let at forstaae, hvorledes menneskelige Tanker og Følelser yttre sig paa de forskjellige Trin af Stilling og Dannelse, og de kunne derfor heller ikke selv blive forstaaede: selv bundne til en vis afmaalt Udtrykkets og Fremtrædelsens Form, kunne de kun ret hengive sig til, hvad der kommer dem imøde i en lignende Form, og finde sig derved paa mange Maader ligesom afspærrede. Vi ville ikke sige, at Frederik VII besad en ved Reflexion uddannet dyb og omfattende Menneskekundskab; det er ikke den, hvorpaa det her kommer an; men han var ikke indskrænket til en snever Livsform; han var ikke bunden ved den særlige Horizont, der begrændser Livet, set fra Thronen; han havde bevæget sig imellem Folk paa Samfundets forskjellige Trin, lige ned til den egentlige Almue; han kunde se deres Anliggender, og hvad der laae dem paa Hjerte, fra et nært og rigtigt Synspunkt; han fandt i sin jævne og aabne Natur Nøglen til at forstaae, hvad der boede hos de lavere Stillede, til at fatte de Ord, hvormed de talte, den Form, hvori de fremtraadte, og, idet han forstod dem, blev han forstaaet af dem; han kunde hengive sig til dem, han kunde lade Mennesket skues gjennem Kongekaaben, medens denne dog passede og sluttede sig fast om hans Skuldre. Overalt, hvor han fremtraadte for Folket, følte og udtalte det, at Kongen var som en af de Andre, og at han dog ikke blot var som en af de Andre, men at han med det Samme var Konge.

Fremfor Alt var dog Frederik VII en frihedssindet og frihedselskende Konge; han gav, han gjengav det danske Folk Friheden og han gav den med rundelig Haand. Lader os dog et Øieblik overveie, hvad der ligger i disse Ord: "han gav, han gjengav". Da Frederik VII besteg sine Fædres Throne, vare henved 200 Aar henrundne efter den mærkelige Begivenhed, da den danske Konge, som det sagdes, med fuldt Samtykke af Folket, og, som det ligger for Dagen, uden nogen Modstand fra dets Side, tillagde Kongedømmet udelukkende al Ret og Myndighed i Staten, saa at fra dette Øieblik Kongemagten ikke længere betragtede sig som fremgaaet af Folket, som Folkets Spidse og Statslegemets Afslutning, men som nedstegen fra Himmelen med en særegen Sendelse, med en særegen Ret til at beherske et den ovenfra til Varetægt og Ledning betroet Folk. Se vi lidt nøiere til, er det danske Enevoldsherredømme, saaledes som det grundlagdes 1660 og derefter udøvedes, i sin Opfatning af Kongemagtens Oprindelse, i Regjeringsgrundsætningerne og deres Udøvelse aldeles ikke væsentlig forskjelligt fra, hvad der paa samme Tid gjorde sig gjældende i de fleste af de europæiske Fastlandsmonarkier. Den danske Kongelov er dog tilsidst ikke Andet end en udførlig Omskrivning, endog formildet ved et religiøst Hensyn, af den enkelte Sætning, hvori en fransk Konge sammenfattede sin Betragtning: l'état c'est moi. Hvad der giver Indførelsen af Enevoldsherredømmet i Danmark en særegen Karakter, er for det Første just det, at vi kunne tale om en saadan enkelt Akt, en udtrykkelig Indførelse, at vi kunne angive Aarstal og Datum, fra hvilken de danske Konger bleve Enevoldsherrer, og dette staaer i Forbindelse med den forunderlige Modsigelse, at man i det Land, hvor man tidligst og bestemtest udtalte Læren om den absolute og uindskrænkede Ret, som Kongen havde, og denne Magts guddommelige Oprindelse, en Udtalelse, der imidlertid ikke i sin hele Fylde og Klarhed traadte frem for Lyset førend en hel Del Aar efter 1660 ved Kongelovens Publikation, med det Samme paaberaabte sig Overenskomsten med Folket og grundede Retten derpaa. Der var imidlertid andre Forhold, som gave det danske Enevoldsherredømme, saalænge det fortsattes i sin fulde og strenge Skikkelse, sin Særegenhed og en visselig uheldig Særegenhed. Den Ret, Kongedømmet alene tiltog sig paa hele Folkets Vegne, var i Tiden nærmest forud for 1660 i Virkeligheden ikke udøvet af Folket; en enkelt Stand havde efterhaanden samlet alt det Væsentlige deraf; men, idet den politiske Ret toges fra denne Stand, Adelen, indtog denne i Begyndelsen en overvunden Modstanders Stilling ligeoverfor Kongedømmet, og dette, der ved Indførelsen af Regjeringsforandringen havde benyttet Fremmede, ogsaa fra de Landsdele, som allerede dengang stode i Forbindelse med det danske Rige, førtes til, som Modvægt mod den misfornøiede og mistænkte danske Adel, at omgive sig med en anden fremmed Adel. Da Adelen efter Datidens Forhold var det Led, som sammenbandt Kongen med Folket, fulgte just heraf hin Adskillelse af Kongemagten fra det danske Folk som dansk. Enevoldsherredømmet blev derved tillige et i lang Tid for Folkets Nationalitet ligegyldigt, derfra bortvendt Herredømme. Folkets Ret udøvedes dernæst, sagde jeg, umiddelbart før Enevoldsherredømmets Indførelse næsten ganske af en enkelt Stand; den øvrige Befolkning eller dog den just i Danmark og især i den Tid langt overveiende Del af Befolkningen: Bondestanden — thi Stadbefolkningen var da forholdsvis ringere i Tal og Betydning end nu — var allerede i lang Tid nedtrykt, i den sidste haarde og trange Periode endnu mere end tidligere, og det syntes, som om Enevoldsherredømmet fra sin høie Tinde aldeles tabte Blikket for denne Del af Befolkningen; det vilde, kunde det synes, udsone sig med Adelen ved at lade Folket endyderligere bøies under dens Magt. Derfor fulgte der med Enevoldsherredømmet en endnu større Svækkelse af al folkelig Dygtighed og Kraft, af al folkelig Eiendommelighed, end ellers vilde have været Tilfældet. Naar vi nu imidlertid sige, at Enevælden i Danmark ophørte med Frederik VII, hvormeget og hvor Forskjelligt sammenfatte vi da ikke under dette Navn, og hvormeget staae vi da ikke Fare for i altfor høi Grad at betragte som en enkelt Handling, hvad der var en lang Udvikling, som fik sin Afslutning, sin store og afgjørende Afslutning ved Frederik VII? Enevoldsmagten bestod visselig i Formen indtil Frederik VII's Tid; men hvilken uendelig Forskjel er der ikke i Anskuelserne om Kongemagten og Folket og i den hele Maade, hvorpaa disse Anskuelser gjordes gjældende i Gjerning og udtaltes i Ord, imellem Frederik III's og Frederik VI's Dage? Hvilken uhyre Forskjel er der ikke imellem hvad Griffenfeldt skrev under Frederik III, og hvad Christian Colbjørnsen udtalte i Christian VII's Navn og efter den Mands Bud, som dengang endnu ikke hed Frederik VI? Frederik VI gjengav under sin Faders Navn Folkets Masse den personlige og individuelle Myndighed og Selvstændighed; men derved grundlagde han med Nødvendighed Ophævelsen af Enevoldsmagten. Frederik VI tænkte vistnok ikke selv paa dette Maal, i det Ringeste ikke som saa nært. Han havde set den store og stærke Rystelse, der fra Frankrig var udgaaet over Europa; han saae det mægtige Krigerherredømme, der fulgte derefter, og efter dets Fald Forsøgene med konstitutionelle Formers Indførelse paa Fastlandet; han oplevede i den sidste Del af sit Liv en ny Folkebevægelse, der reiste sig mod Enevoldsmagten i dens Form og i dens hele Væsen. De Bestræbelser, der under den første franske Revolution herhjemme havde yttret sig enkeltvis og ifølge deres umiddelbare Forbindelse med denne tildels vildt og excentrisk, trængte sig roligere, men alvorligere og stærkere frem henimod Slutningen af Frederik VI's Regjering og fremkaldte ikke ringe Afvigelse fra den tidligere Statsform. Folket skulde høres, men det skulde dog endnu ikke beslutte. Den Konge, der næsten i 50 Aar efter sin bedste Overbevisning havde regjeret for Folket, kunde ikke tilsidst selv gaae over til ogsaa at regjere med Folket. Kravene vare heller ikke stærke nok; Folket var ikke modent; thi i den politiske Modenhed er Villien, den enige og samlede og paa et bestemt Maal rettede Villie, et stort Moment. Efter Frederik VI fulgte Christian VIII, der heller ikke endnu vovede at gaae til Opgavens Løsning, under hvem andre Sorger, Bekymringen for Monarkiets Sammenhold, trængte sig imellem; og, steg end Folkets Længsel efter en fri Statsordning, fremkom der dog ikke nogen Begivenhed, der kunde tænde ligesom en elektrisk Gnist og ved den forene Kongens Sind og Folkets Ønsker. Da traadte Frederik VII til. Lader os ogsaa lægge Mærke til, at Frederik VII opgav Enevoldsherredømmet efter en i kun kort Tid ført Regjering. Det er ikke for Regenten let at bortkaste den Form, hvorunder han længe med god Villie og Stræben har hersket, saaledes at ved Forandringen det Forbigangne stilles i Skygge og ligesom fordømmes ved Siden af det Nye. Men heller ikke begyndte Frederik VII sin Regjering umiddelbart med at give Friheden; Gaven af Frihed er ikke en saadan ensidig Handling ligeoverfor et blot modtagende Folk. Det Oprør udbrød, der krævede Folkets hele Kraft og Styrke til at staae imod. Da blev det paa engang klart for Folket, at det ikke kunde overlade selv den bedste, selv den ædleste Konge hele Ansvaret for den Kamp, som nu skulde begynde, og for Kongen, at han maatte frigjøre den Kraft, til hvilken han skulde stille saa store Fordringer. Frederik VII, som endnu ikke havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste Forestilling om, den fulde Vane til det usvækkede Enevoldsherredømme, gav Folket Friheden, idet hans Sind mødtes med Folkets Røst. Og den Gave, han saaledes havde skænket i sin Regjerings Begyndelse, den bevarede og hævdede han derefter med trofast Sind i de indholdsrige Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade forandrede Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjældende fra hele Monarkiets Standpunkt, faae Indflydelse paa de Former, under hvilke Folkets Medvirkning i Regjeringen skulde udøves ikke blot for en Landsdel, om end den største Landsdel; men han blev sin Gaves Væsen tro under alle Forhold. Har Frederik VII aldrig noget Øieblik fortrudt sin Gave? Har han aldrig noget Øieblik ønsket Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige det? Der er vel ingen Mand i vigtig Stilling, der er vel ingen Konge, som ikke i enkelte Øieblikke, med den bedste Villie til at bruge Magten vel, vilde ønske at have større Magt end han har. Men Ønsket blev hos ham aldrig til Villie og Stræben, til en udover Øieblikket virkende Attraa. Han bevarede Folket den Frihed, han engang havde givet det, og, at han bevarede den med den Overbevisning, at det var en god og heldbringende Gave, udtrykte sig allermest i den, jeg turde næsten sige, naive Glæde og Stolthed, hvormed han altid selv utvungen og naturlig gjenkaldte for Folket, naar han stødte sammen med det, den Forandring, der var foregaaet, og at han selv havde indført den. Lad da Frederik VII medtage fra os, hans Samtidige, til Historien Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet om, at han ved Frihedens Gave fuldstændig udsonede den Slægt, til hvilken han hørte, med Folket, at han fyldte og udslettede den Kløft, der i Fortiden havde dannet sig mellem Folk og Regjering, og som hans nærmeste Forgængere, trods det kjærligste Sind imod Folket, ikke havde formaaet aldeles at udslette. Vi ville tænke os ham hvile i sin Grav rækkende den ene Haand til Enevoldskongerne og helst til dem, som vare ham nærmest i Tid, i Slægt og i Aand, men rækkende den anden Haand til den Slægt, der skal komme og fortsætte hans Værk. Thi saa vilde den strenge Skæbne, at Enevoldsmagtens Stifters mandlige Slægt ikke skulde strække sig længere end Enevoldsmagten selv; den, som fuldendte Forsoningsværket, skulde være den Sidste af denne Slægt, og Herredømmets Førelse efter den nye eller fornyede Frihedslov skulde overgives til en anden Regentrække.

Frederik VII var sit Folks Værn og Skjold. Han var det ikke ved udmærket Krigerdygtighed eller Feltherrekunst, ikke ved sjelden Statsmandskløgt, ikke ved glimrende enkelt Bedrift. Hvormed værgede han da for os? Der hvilede paa hans Person en Slægts ved Traditionens Magt styrkede Ret. Den blev ikke altid agtet; vi skulle ikke tillade, at de, der nu med Vold fare frem mod Danmark, sige, at de have oppebiet Frederik VII's Død for at reise Avindsskjold mod vort Land, for at sønderrive Monarkiet; de reiste det allerede mod Frederik VII, da det Gøglebillede af Ret, som de nu paaberaabe sig, ikke i nogen Maade blot som Skin var tilstede. Men til Overvindelse af det dumdristige Forsøg og al den Understøttelse, det fandt, laae der en stor Styrke just i den nedarvede Ret, og denne Styrke lagde Frederik VII med klar og stærk Villie i Vægtskaalen for sit Folk. Han skilte sig ikke fra det, han handlede ikke for sin særlige Interesse; idet han stolede paa sit Folks Dygtighed og Mod, hengav han, tryg ved dets Forsvar, Alt, hvad der tilhørte ham, til at værne for det. Vi ville ikke prise Frederik VII som en stor Personlighed, men vi ville sige, at Alt, hvad han var, Alt, hvad han eiede, hengav han til og for sit Folk med rolig og fast Beslutning.

Han havde Lykke med sig. Han maatte kæmpe en vanskelig Kamp; der vedblev under hele hans Regjering uafgjorte Stridigheder om Landsdelenes Forhold, og han maatte imødese nye Kampe; men hvormeget opnaaede han ikke? Han nedslog det Oprør, der havde reist sig mod ham, og han nedslog det saaledes, at han med det Samme opreiste sit danske Folks gamle Hæder. Hvormange betydelige Foretagender saae han ikke ved Siden deraf udvikle sig ved hans og Folkets indbyrdes Samvirkning, Foretagender, som en Enevoldshersker ikke vilde have havt Mod eller Kraft til at begynde og gjennemføre? Og hvormeget udrettede ikke Folket selv ved den frigjorte Kraft uden Regjeringens Hjælp? Han gjennemlevede en Regjering, fuld af Møisommeligheder og Vanskeligheder, men som efterlod hans Folk stærkere, end han modtog det. Og derfor siger Folket, naar det vender sit Øie mod de Uveirsskyer, som nu optaarne sig, mod de Farer, som nu reise sig fra alle Sider: Dette var ikke kommet, hvis vi havde beholdt vor gamle Konge. Men vi tør ikke uden Indskrænkning følge Folket i den Slutning, det i sin Taknemmelighed for det Forbigangne drager deraf. Det var jo ikke først ved Kongens Død, at Truslerne reiste sig; de vare jo tilstede før, og, havde de end da en anden Form, syntes de ikke at rettes saa langt, som nu, hvo af os tør dog sige, at de, hvis de vare komne til Udførelse, vilde have holdt sig indenfor den snevrere Grændse? Vi se, at nu Et besluttes, et Andet udføres, og det kunde vel være sket ogsaa imod ham. Men fremfor Alt maae vi erkjende, at, naar det hedder: "Dette vilde ikke være hændet, hvis Frederik VII havde levet", saa indbefatter dette hvis efter menneskelige Vilkaar et "saalænge", og i dette saalænge ligger da tillige, at det dog engang maatte komme. Lader os takke Frederik VII for det Værn, han var os, saalænge han kunde; men lader os søge det Værn, vi nu behøve, hos os selv og hos den, der sætter sig i Spidsen for os med fornyet Adkomst. Den Grundvold, paa hvilken Frederik VII stod i Forsvaret for sit Monarki og sit Folk, er ikke i alle Maader uforandret; en ny Fyrsterække, ved Blodets Baand nær knyttet til den forrige Kongeslægt, er kaldet til Thronen; men den er tillige støttet paa en Grundvold hentet fra Monarkiets Begreb og dets nedarvede historiske Ret. Vi ville samle os om denne Slægt og om dens Ret. Vi skulle give vore Fjender den Roes, at de ikke forsøge at drage vor Konge fra os; de trænge og trykke ham ind imellem os. Lader os da slaae Kreds om ham; lader os forsvare ham og ham forsvare os. Det er ikke ved ham, at Truslerne og Farerne komme; de komme mod ham og mod os samtidig.

Retfærdige Gud! Lad vor nye Konge og Herre, hvis det er muligt, begynde sin og sin Slægts Regjering i Fred! Bøi de Mægtige til Retfærdighed og til at støtte vor retfærdige Sag; men, hvis Krig ikke kan undgaaes — vi trodse ikke paa vor Magt, vi udæske Ingen —, skænk os da Styrke i den nødvendige Kamp og giv os gjennem en hæderlig Krig en god Fred! Giv os Maadeholdets og Billighedens Aand, at vi ikke udstrække vore Krav længere, end vor Ret gjør det nødvendigt; men giv os ogsaa Fasthedens og Kraftens Aand, at vi staae imod, hvor der skal staaes imod; giv os Besindighedens og Bestemthedens Aand, at vi ikke overile os, men heller ikke vakle og famle i Usikkerhed; giv os fremfor Alt Endrægtighedens Aand!

Algode Gud! Vi skilles ikke ad i disse vor Høiskoles Forsamlinger uden ogsaa at rette en Bøn til Dig for os selv. Vi ere Fredens Mænd; vor Gjerning er den, om hvilken det allerede er sagt i fjerne Tider, at den ikke kan trives under Vaabenlarm. Vi bede ogsaa for os selv om Fred, men om den Fred, der baader vort Land. Beskyt os og vor Gjerning, men beskyt fremfor Alt vort Folk, beskyt vort Land, beskyt vor Konge!

Bemærkninger om Kong Frederik VII.

Den 7de Januar 1864 tilfaldt det mig som daværende Rektor ved Universitetet efter en ved dette nedarvet Skik, der ikke kunde eller burde tilsidesættes, at holde en Mindetale over Kong Frederik VII ved en Sørgefest, der paa Grund af Forhindringer for Benyttelsen af Universitetets egen Festsal havde maattet opsættes og fandt Sted i Folkethingssalen paa Kristiansborg. Alles Sind var i det Øieblik, næsten to Maaneder efter Kongens Død og længe efter hans Begravelse i Roskilde med sædvanlig kirkelig Høitidelighed, betaget af Tanken paa den yderst farlige politiske Stilling og den nærforestaaende Krig; men ved Siden af det Utilfredsstillende i under saadanne Forhold overhovedet at holde en ny Sørgetale gjordes Opgaven mig endnu vanskeligere, ikke blot ved Andres stridende Stemninger ligeoverfor Frederik VII, men især ved min egen Dom og Følelse. Jeg skulde yde Pietet og Sømmelighed, hvad der skyldtes dem, uden at hykle en Mening, jeg ikke havde, eller aflægge et Vidnesbyrd, for hvilket jeg ikke vilde bære det historiske Ansvar. Det er rimeligt, at dette Forhold svækkede Talens Virkning, der under de givne Omstændigheder aldrig kunde blive stor; men jeg er ved nu atter paa Tryk at gjennemlæse, hvad jeg dengang sagde, ikke utilfreds med den Form, jeg valgte, og det Forbehold, som jeg i Indledningen til Talen tog til Fordel for den sande og strenge historiske Doms Ret, som det da ikke var Tiden og Stedet til at gjøre gjældende, ligeoverfor de Stemninger og Betragtninger, som særlig Øiebliket gav naturlig Berettigelse og Betydning[124]. Jeg antydede, at blandt de da Tilstedeværende var der mere end én, der kunde have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien om den bortgangne Konge. Af disse ere de fleste gaaede bort senere uden at have udtalt Vidnesbyrdet, og, hvorvidt de, der ere tilbage, eller nogle af dem ville aflægge det, omendog først til Offentliggjørelse efter deres Død, véd jeg ikke. Derimod voxede, udbredte og befæstede sig den Opfatning om Kong Frederik VII, som jeg betegnede som beslægtet med Mythen, i Offentligheden paa en Maade, der er traadt Historiens Ret og Krav for nær, om jeg end har bemærket, at den i den seneste Tid har fundet Modsigelse hos Enkelte. Jeg føler mig derfor i min Samvittighed forpligtet til for min Del her at nedlægge Vidnesbyrdet uden at lade mig afskrække ved det Betænkelige, der ligger i at udtale en mindre gunstig Dom om den Konge, man har tjent, og af hvem man i det Hele har været behandlet naadigen; men jeg haaber at gjøre det med Bevarelse af et sømmeligt Hensyn til dette Forhold.

Frederik VII fødtes og opvoxede i sine første Aar under lidet heldige Forhold og Varsler; hans Moder blev brødefuld og beskæmmet skilt fra Faderen og fjernet; Faderen drog fire Aar efter Sønnens Fødsel til Norge og siden efter et nyt Giftermaal til Udlandet, saa at han først fra 1821 af kunde have et nært Tilsyn med Sønnens Opdragelse. Under disse Omstændigheder have de oprindelig ikke fortrinlige intellektuelle og moralske Anlæg neppe faaet den bedste Pleie. En vis Tilbøielighed til lunefulde og drillevorne Brud paa Orden og Forskrift og til betænkelig Udmaling i Beretning og Fortælling bemærkedes og omtaltes allerede i Drengeaarene, ikke usandsynlig nedarvet fra Moderen. Tidlig blev han Gjenstand for Planer sigtende til igjennem ham at se den gamle Kongeslægt forplantet med særligt Hensyn til begge fra Frederik V nedstammende Liniers Forening, Planer, der, hvad ikke bør lades uantydet, vistnok bleve mere betænkelige ved en Legemsfeil hos Prindsen. Kun med Bekymring modtog de Mænd, der kort efter Prindsens Forlovelse med Prindsesse Vilhelmine skulde lede hans Udenlandsreise, dette Hverv[125]. Skilsmissen fra den første Gemalinde fulgtes af en Art Forvisning (til Fredericia), der ikke var skikket til at hæmme en Tilbøielighed til at søge mindre godt Selskab, som allerede tidligere var fremtraadt. Ogsaa det andet Ægteskab maatte opløses, og under og efter dette knyttedes en illegitim Forbindelse med en Dame, der drog sin tidligere Forlovede eller Beskytter med sig ind i Prindsens Kreds som Omgangsven og betroet Mand og overhovedet fremtraadte fordringsfuldt og lidet sømmelig. At disse Forhold og Omskiftelser ikke vare egnede til at hæve og styrke Selvagtelsen, er klart nok. Frederik VII medbragte, da han tiltraadte Regjeringen, en godmodig og jævn Natur, men uden sædelig Holdning, ringe Dannelse, liden Tilbøielighed til aandelig Sysselsættelse og Anstrengelse og ligesaa liden Kraft til selvstændig Handling, forbunden med en noget stædig, men svag Karakter.

Det var allerede før Christian VIII's Død erkjendt og afgjort, at der, for at hindre den truende Opløsning af Statslegemet, maatte ske en yderligere Modifikation og Indskrænkning i den overleverede Enevælde, end der var sket ved Provindsialstændernes Indførelse. En Stræben efter ikkedestomindre kraftig at standse Enevoldsmagtens Forringelse laae nu visselig udenfor Frederik VII's Tanke; det Magtbegjær, der er forbundet med energisk Lyst til handlende Indgriben i de almindelige Anliggender og med Drift til Arbeide, Anstrengelse og Kamp for at gjøre sin Villie gjældende, fandtes ikke hos ham, omend de, der have tjent ham og forhandlet med ham, vide, at stundom ogsaa efter den indtraadte Forandring af Regjeringsformen besynderlige Erindringer om den ældre Magtfylde og Indskydelser om at bruge denne forbigaaende kunde opstaae. I Almindelighed var han dog tilfreds med at beholde Kongemagtens ydre Attributer og Fordele og at indrette sit daglige Liv, sine nærmeste Omgivelser og sit Hof efter sit eget Behag. Men, ligesaa lidt som Fastholden af Absolutismen saaledes kan bebreides ham, ligesaa lidet kan der være Tale om en paa egen Overveielse og Erkjendelse bygget Beslutning om at indskrænke Enevælden og i denne Indskrænkning at gaae til denne eller hin Grændse. Han underskrev uden Indvending det under Christian VIII forberedte Forfatningsreskript af 28de Januar 1848 og gav i Marts efter for de da stillede Fordringer, da ogsaa under Trykket af Bevægelserne i Europa og af det Oprør, der maatte kues (jfr. Side 150). Hvorvidt Kongen paa nogen Maade har deltaget i Forhandlingerne om det Grundlovudkast, der udarbeidedes og forelagdes af Martsministeriet, véd jeg ikke, men har dog aldrig hørt mindste Antydning derom. Udkastets Behandling i den grundlovgivende Rigsforsamling og de Forandringer, det der undergik, berørte ham saagodtsom slet ikke. Kongens Stilling til Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, hvorpaa Martsministeriet strandede og opløstes, var efter min Overtydning ganske overveiende bestemt ved Andres Indflydelse, dels herhjemme, dels udenfra. Derhos skabte det ved en Slags Overrumpling tilveiebragte morganatiske Ægteskab og de derved fremkaldte Stemninger (f. Ex. i Forholdet til de kongelige Slægtninge) Vanskeligheder ogsaa udenfor Kongens særlige Omgivelser, saasom i Forhandlingen om Arvefølgesagen, og Indflydelser fra hin Kilde bleve senere hen ogsaa følelige ved Forholdet til Ministerierne og ved Omskiftninger i deres Sammensætning. At herved en saa underordnet Personlighed som den fra Bogtrykker til Kammerherre og Civillisteintendant forfremmede Berling kunde faae en Rolle, var beklageligt. En uheldig Følge af Ægteskabet med Grevinde Danner var derhos en vis Isolation, idet det Selskab, som naturligst og nærmest skulde have sluttet sig til Hoffet, være sig nu som Følge af en strengere Sædelighedsfølelse eller af lettere Anstandshensyn, holdt sig fjernt, hvorvel jeg ikke vil negte, at hos en Del af Aristokratiet Misfornøielse over Regjeringsforandringen virkede noget med. Ogsaa overfor Udlandet svækkedes den nedarvede Kongeværdigheds Anseelse noget. Uheldig virkede derhos hos dem, der kom Kongen nærmere, særlig den hos ham efterhaanden stærkt udviklede Tilbøielighed til at gjøre sig interessant ved Fortællinger, i hvilke ikke blot Sandheden, men ogsaa Sandsynligheden tilsidesattes, og som undertiden ved Omtale af egen Daad og af Deltagelse i Fare og Kamp bleve særdeles stødende[126]. — En vis Paaholdenhed og Smaalighed, der stundom vistes fra den i Forhold til den ringe Anledning til Repræsentation og Familieudgift ret rundelig udstyrede Civillistes Side, havde ikke sit Udspring fra Kongens egen Tilbøielighed, men fra dem, der bag ham sørgede for sig selv; en morganatisk Gemalinde opsamler ikke uden Driftighed i tretten til fjorten Aar en Formue af omtrent syv Millioner Kroner, foruden hvad der kan være tilflydt Andre. — Kongens huslige Forhold bleve derhos i de sidste Aar formørkede og ulykkelige og bidrog uden Tvivl deres til en ikke ringe Uregelmæssighed i Diæt og til ved deraf opstaaet eller forværret Sygdom at forkorte hans Liv[127].

For den store Almenhed bleve de Skyggesider, der her ere antydede, ubekjendte eller bemærkedes dog kun lidet, medens Kongens naturlige Jævnhed og Godmodighed, hans Nedladenhed og hans Mildhed mod Ringere i og udenfor hans Tjeneste vandt ham Hengivenhed, saameget mere som disse Egenskabers Virkning understøttedes af en tiltalende og værdig Skikkelse og af en ikke ringe Evne til at optræde en Tidlang paa rette Maade ved offentlige Leiligheder. Naar hertil kommer den store Befolknings naturlige og netop ved Enevoldsmagten nærede Forestilling om enhver Lovgivningsakts, altsaa ogsaa Grundlovens Udgang fra Monarkens personlige Initiativ og Beslutning, bliver Folkestemningen mod Kong Frederik VII og den Erindring om og det Billede af ham, der har forplantet sig hos den store Mængde, forklarlig. — Naar man ofte stærkt har fremhævet hans Danskhed, da maa dog herved bemærkes, at denne væsentlig fremtraadte som en umiddelbar Hengiven til de Omgivelser, hvori han var opvoxet og havde levet uden for Exempel i yngre Aar nogensinde at være bragt i nærmere Berørelse navnlig med tydsk Dannelse eller at have følt Trang til i denne Retning at udvide sin Synskreds. Hans Interesse for danske Oldtidsminder forbandt sig ikke med nogen Drift til mere omfattende og dybere Kundskab i nordisk og dansk Historie. Oprøret i de tydske Landsdele trængte ham nødvendig til desto stærkere at slutte sig til den tro blevne Del af Monarkiet.

Statuen foran Kristiansborg og de overalt omkring i Landet opreiste Mindesmærker for Frederik VII staae vistnok efter streng historisk Betragtning mindre som Erindring om en positiv Kongedaad end som Minde om en uden Kongens Modstand fuldbyrdet Regjeringsforandring; men ogsaa den betimelige Eftergiven for Omstændighederne har sin Fortjeneste, især naar den fuldbyrdes og opretholdes af en velvillig Personlighed uden Vrangvillie og Bitterhed. Guldkrandsen paa Kisten i Roskilde af danske Kvinder lader sig mindre forsvare; thi et ridderligt Forhold til Kvinden og en derved betinget Optræden laae vistnok neppe for Frederik VII's Natur. — Den Anskuelse, at en Forlængelse af Frederik VII's Liv vilde have afværget de Danmark i 1864 overgaaede Ulykker, indeholder kun saamegen Sandhed, at der, hvis Kongen havde levet længere, vilde have været Leilighed til endnu under Benyttelse af den Modstandskraft, som den nedarvede Kongeslægts sidste Repræsentant bar i sin Person, at forsøge en sidste og endelig Løsning af den til det Yderste strammede Knude, medens Tiden hertil og Støtten derigjennem faldt bort ved Kongens Død; men, om Forsøget vilde være blevet gjort paa rette Maade og have faaet et forholdsvis heldigt Udfald, lader sig ikke sige.

2. Nationalitetsprincipet i Politiken.

Anerkjendelsen af Nationalitetsprincipets Berettigelse i Politiken har for mig en saadan Betydning, og der hersker mærkværdig nok endnu saa mange Misforstaaelser i denne Henseende, at jeg i Tilslutning til den Berøring af dette Punkt, som i Fremstillingen af min egen Livsvirksomhed gjentagende har fundet Sted, troer her endnu engang at burde i al Korthed og Simpelhed sammenfatte, hvad jeg tidligere paa forskjellige andre, tildels afsides liggende Steder har ytret derom. I og for sig antager jeg ikke, at nogen tænksom Mand tvivler om, at Statssamfundene bygges og bæres af og adskilles efter Folkene, ɔ: Menneskesamfund, der sammenholdes i et særligt, ved Sprog og Meddelelsesmiddel betinget og begrændset Fællesskab af Forestillinger og Overleveringer, og i hvilke hvert enkelt Medlem ved Fødsel og Opdragelse i Sproget modtager et uudsletteligt og for ham selv uforglemmeligt Mærke, og der gives heller ikke nu eller gaves i Fortiden i Historien nogen kraftig og stærk Stat, uden at den tilhørte et saadant Folk, en saaledes mærket Nationalitet. Det falder Ingen ind at betvivle denne Nationalitetens Betydning ved Stater som England, Frankrig, Spanien eller endog blot ved det salige romerske Riges: "deutsche Nation". Men Forholdet kan ganske vist enkelte Steder fordunkles og forbigaaende forvanskes. Folk kunne ved Omstændighedernes Magt opløse den Stat, hvori de tidligere helt boede, i mindre Stykker og ligesom Huse, saaledes som det i sin Tid skete i Tydskland, hvor der da opstaaer et Savn af og Trang til Helheden, medens andetsteds fremmed Indblanding og Vold kan medvirke til slig Opløsning, som i sin Tid i Italien. Paa andre Steder undertrykker et stort Folk mindre mægtige og kraftige Folk eller Folkeafdelinger, og det herskende Folks Statsomraade udstrækkes da udover dets egne Grændser og omfatter Lydfolk under sin strengere eller mildere Vælde. Men, fordi Rusland saaledes hersker over Polen og Finland osv., ophører den russiske Stat ikke at være baaren af det russiske Folk som det, der giver den Enhed og Styrke. Man hører i russiske Regjeringskredse maaske ikke altid gjerne tale høit om Nationaliteten som Statsgrundvold, fordi denne Tale medfører Tanken paa den Ret, der f. Ex. paakaldes af Polakkerne til at danne deres særlige og selvstændige Stat, og fordi overhovedet Forestillingen om Folket som Statens Eier og Bærer ikke maa træde for stærkt frem i et om ikke despotisk, saa dog saare autokratisk regjeret Land; men Keiseren af Rusland véd dog meget vel, naar det gjælder, at paakalde det russiske Folk. Særlig ilde synes Talen om Nationaliteten som Statens Grundvold dog at lyde, hvor der i et enkelt Tilfælde paa en Tid, da Folket i det Hele stundom glemtes over dets Repræsentant: Fyrsten, er under særegne Sammenstød af mindre Folk med ufuldkomne Statsdannelser frembragt et kun ved dynastiske Baand, ved Overleveringens Magt og Omgivelsernes Tryk sammenholdt Aggregat eller Konglomerat, en kunstig Stat, som i Østerrig. Men netop en saadan Stat viser særlig Nationalitetsprincipets Betydning, thi Historien lærer, at den i sig bærer en Svaghed og Følelse af Svaghed, som den vel søger at dølge, men ikke kan dølge; hele Østerrigs Historie ligesaameget som dets nuværende Tilstand, da det har maattet opløse sig i to sidestillede Stater og kun med yderste Møie har undgaaet yderligere Opløsning, vidner saaledes noksom herom[128]. — Erkjendelsen af Nationalitetens Berettigelse som Statsgrundlag er stundom bleven forvexlet med en uhjemlet Fordring om en Grændseregulering af de bestaaende Stater efter nøiagtige Nationalitetsdelinger uden ethvert Hensyn til Traktater og Folkeret, ja med Forglemmelse af de uundgaaelige Overgange og Blandinger, og den har derfor undertiden i konservative Diplomaters Øine faaet et revolutionært Skin. Til at fremkalde og befæste dette Skin bidrog Napoleon III ikke Lidet ved den Maade, hvorpaa han i sin urolige Politik brugte Nationalitetsprincipets Navn til Skærm for egoistiske Bestræbelser, medens han ikke tog i Betænkning at kræve tydske Kompensationer for Preussens Magtforøgelse og deslige. Nationalitetsprincipet betragter jeg i disse Bemærkninger kun som Udtrykket for en Naturlov, til hvilken der ved Bedømmelsen af Staternes Styrke og ved Bestræbelsen for at forøge, befæste eller i det Ringeste ikke at formindske denne maa tages Hensyn; om Forholdet imellem en vistnok deri liggende Berettigelse for hver Nationalitet til at stræbe efter selvstændig Bestaaen og den historiske og positive Folkeret handles der derimod ikke her.

Vende vi nu Tanken mod vort eget Hjem, da vide vi, at Nationalitetsprincipet ogsaa hos os har maattet høre ilde som statsopløsende og revolutionært. Sandheden er, at Paaberaabelsen deraf ikke kunde Andet end henlede Opmærksomheden paa, hvad der unegtelig fattedes det danske Monarki i Sammenhæng og indre Styrke, og opfordre til at undersøge, hvad der kunde gjøres for at befæste denne. Monarkiet dannedes af to Befolkninger, der for den allerstørste Del ikke forstode hinanden indbyrdes, en større med særeget Sprog og Folkeliv og en mindre, der ikke blot havde Sprog og Folkeliv tilfælles med et langt større og mægtigere Folk og paa mange Maader aandelig og materielt hendroges til dette, men som, forsaavidt den boede i Holsten eller Lauenburg, tillige statsretlig var undergiven fremmed Indflydelse og Kontrol. Det maatte synes klart, at Statens egentlige Styrke, ja dens Ret til en særlig Bestaaen maatte søges i den større, sproglig, aandelig og politisk selvstændige og ensartede Befolkning, og at denne derfor baade burde vedligeholdes i fuld Udstrækning og Sammenhæng og hævdes i Følelsen af intetsteds at tilsidesættes eller underordnes. Men just det Modsatte heraf fandt ifølge en historisk Udvikling, som her ikke skal fremstilles, Sted, forsaavidt man ikke blot overlod det danske Sprog og den danske Dannelse i Slesvig uden Omhu og Pleie til en underkuet Stilling og successiv Fortrængelse, men derhos trods Traktater og tidligere Regjeringserklæringer (i 1720) mere og mere sammenkoblede Slesvig i Indretninger og Interesser med Holsten. Mod denne Forkerthed gjordes Nationalitetsprincipet gjældende, idet der tillige henvistes til den overveiende Indflydelse, som det tydske Element især igjennem dets fra Suverænitetens Tid af begunstigede Aristokrati havde havt og for en stor Del endnu havde i Statens øverste Fællesstyrelse. Man tænke herved blot paa to tydske Vidnesbyrd, det ene af den preussiske Historiker Treitschke ("Deutsche Geschichte im neunzehnten Jahrhundert", 2ter Theil S. 459), der med Beklagelse lader "die vielhundertjährige deutsche Adelsherrschaft in Dänemark" ophøre med Statsforandringen i 1848, det andet af den vakre og mod Fællesmonarkiet, som han tænkte sig det, meget loyale Konferentsraad Rist, der i sine for nogle Aar siden trykte Erindringer ligesom Treitschke finder det høist besynderligt og formasteligt, at Frederik VI engang i den vanskelige Tid før 1813 kunde tænke paa et overveiende dansk Ministerium med Niels Rosenkrands og Grev Joachim Godske Moltke, (der dog var Søn af en indvandret Tydsker) i Spidsen. Derimod medførte Nationalitetsprincipet ikke den ringeste Indsigelse imod, at den tydske Befolkning levede med fuldkommen lige Ret og Vilkaar under det danske Scepter, ja med bedre, hvis Forholdet til Tydskland ydede den nogen særlig Fordel, f. Ex. ved Toldlovgivningen osv. Hvorvidt iøvrigt den tydske Befolkning hang fast ved Forbindelsen med Kongeriget, og især hvorvidt den under et Sammenstød imellem den danske Stats Interesser med de almindelige tydske Interesser og folkelige Følelser vilde slutte sig til den danske Side, derom kunde allerede Begivenhederne i Holsten i 1813 og 1814 maaske give et Vink (— man tænke blot paa Glückstadts Beleiring dengang —); men efter 1830 (Lornsen) og efter den hele Bevægelse under Christian VIII's Regjering (navnlig i Anledning af det aabne Brev i 1846 om Arvefølgen) og Udbrudet i 1848 kunde ialtfald ingen Tvivl i denne Henseende fornuftigvis finde Sted. Den tydske Befolkning havde igjennem sine Talsmænd og Repræsentanter paa det Utvetydigste erklæret, at den ønskede Forbindelsen med Danmark opløst for som selvstændig Stat at slutte sig til Tydskland, tagende hele Slesvig eller den allerstørste Del med sig som Medgift. Det har gjort et stundom oprørende, stundom til Latter heldende Indtryk paa mig, naar jeg har hørt danske Mænd, der en kort Tid havde havt en Ansættelse, f. Ex. som Auditører, i Rendsborg, saasom iblandt Andre Geheimeraad Bluhme, tilsyneladende med fuldt Alvor, hvorvel i Alvoren blandede sig nogen Øieblikets Heftighed, paastaae, at Rendsborgs Soldater og Borgere i deres Tid vare fuldkommen saa gode danske Borgere og Soldater som de i Kongeriget. Naturligvis underordnede den holstenske Soldat i almindelige Tider sig ligesaagodt Disciplinens Love som den i Kongeriget fødte, men anderledes stillede Sagen sig, naar der spurgtes om den uvilkaarlige Drift til under en Konflikt med Tydskland at bestemme sig og handle. Man paaløi den tydskfødte Mand en Sindsstemning, der ikke engang var naturlig i tidligere Dage, hvor Folkebevidstheden dog tildels endnu slumrede, men som endnu mindre lod sig forene med den nyere Udvikling af Folkebevidstheden. Under disse Omstændigheder og efter blodig Kamp fra dansk Side at opgive sin Ret for at holde paa en Forbindelse, der saa lidet ønskedes fra den anden Side, var taabeligt, fordi man hverken havde Haab om at vinde Hjerterne eller kunde paatage sig Gjennemførelsen og Opretholdelsen af et forhadt Tvangsherredømme, til hvis Afrystelse overlegen tydsk Hjælp vilde staae beredt. Derfor burde og maatte en Opgjørelse og indtil en vis Grad Adskillelse imellem Dansk og Tydsk tilveiebringes, saaledes at den historiske og traktatmæssige Ret (for Danmark til at besidde hele Slesvig) bøiedes efter den Billighed, som det nu bestaaende Nationalitetsforhold medførte. Krævede efter Stormagternes Formening europæiske og dynastisk-folkelige Interesser, at Kongen af Danmark vedblev at være Hertug i det selvstændige Holsten, og kunde Holstens Befolkning uden Byrde og Besvær for Danmark bevæges til at anerkjende denne Ordning, maatte man fra dansk Side gaae ind derpaa baade under Erkjendelse af visse mulige Fordele (ved forenet Optræden udad) og med Forsigtighed ligeoverfor mulige Forviklinger og Farer. Ved hele denne Betragtning over Nationalitetsprincipets Anvendelse paa det overleverede danske Monarki og den dansk-tydske Strid maae derhos endnu to Forhold fremhæves. Man taler ofte, ja sædvanlig, som om Holstens Udsondring i Forbindelse med et Stykke af Slesvig var en Opløsning af en ældgammel og af Aarhundreder helliget Forbindelse, og man glemmer med en forunderlig Vedhængen ved Erindringen om en langt tidligere Tids Forhold og om Forbindelsen da med ganske enkelte Dele af Holsten gjennem fælles Fyrste, at før 1720 sad paa Gottorp et med Danmark i stadig Strid og Feide levende Fyrstehus, hvis Nag imod Danmark, efterat det var fjernet fra Slesvigs Grund, bevaredes i Kiel og derfra forplantedes til Stokholm og Petersborg, og at Kiel for Danmark var en fremmed Stad indtil det Aar, da den med Catharina II af Rusland og Storfyrst Paul sluttede Mageskiftetraktat kom til Udførelse, nemlig i 1773. Der levede endnu i 1848 i det tidligere hertugelige Holsten et ikke ganske ringe Antal Mennesker, der ikke vare fødte som Undersaatter af Kongen af Danmark, omend indfødte Holstenere. Hermed hænger det andet Forhold, hvortil jeg sigter, sammen. Den russiske Regjering har i 1848 og de paafølgende Aar vist Danmark vigtige og paaskjønnelsesværdige Tjenester; men man tager feil, naar man troer, at denne Hjælp ydedes det egentlige Danmark imod Schleswigholsteinismen i og for sig og i Almindelighed; den ydedes den efter russisk Opfattelse legitime Regent og den ved Traktater med Rusland, navnlig Mageskiftetraktaten, opbyggede og ordnede danske Helstat imod Oprøret. Indenfor denne Helstats Ramme bevarede den russiske Regjering, forsaavidt den overhovedet indlod sig nærmere paa Forholdene, i det Hele den gottorpske Opfattelse af Slesvigs Stilling. Enhver af de gjennemgribende Foranstaltninger, der i den saakaldte Helstat ved dens Nydannelse maatte træffes for at give Slesvig den tilsigtede ligelige Mellemstilling imellem Kongeriget og Holsten, saasom om Sproggrændsen, om Sprogenes Ligeberettigelse i Stænderforsamlingen og Bestyrelsen, om danskdannede og tydskdannede Kandidaters lige Adgang til Ansættelse i Slesvig i Forhold til hvert Sprogs Udstrækning, vakte paa engang i Holsten voldsomme Udbrud af Harme og bleve i Petersborg betragtede som uberettigede Daniseringsforsøg. Et Fingerpeg gaves i denne Retning, da det i 1851 fra russisk Side udtaltes, at det dog ikke kunde være den danske Regjerings Mening at røre ved Bestemmelsen om to Aars Studium i Kiel som Betingelse for Ansættelse i et slesvigsk Embede. — Endnu vil jeg tilføie én Bemærkning: Opstillingen af Nationalitetsprincipet som Grundlag ogsaa for en sand og holdbar Løsning af Forviklingerne i det danske Monarki var saa langt fra at fremgaae af eller føre til Had og Forbitrelse mod den anden Nationalitet, at den naturligen forbandt sig med en billig og skaansom Betragtning og Bedømmelse af Stemninger og Handlinger fra vore Modstanderes Side. Jeg for min Del har saa stærkt som Nogen fordømt de Mænd, der glemte deres særlige Stillings Ed og Pligt, jeg har saa ivrig som Nogen hævdet Danskhedens Ret i Slesvig, og jeg har med saa dyb Vrede og Forbitrelse som Nogen tilbagevist tydsk Overmod og Haan imod vort Folk, — men jeg har baade forstaaet, hvorledes den holstenske Befolkning og især de dannede Stænder dér maatte føle sig hendragne til Sammenslutning med Tydskland, og hvorledes den Enkelte, navnlig de Unge, under Bevægelsens Tummel lod sig henrive til at følge med langt udover det Forsvarlige og Undskyldelige. Dette Sindelag har jeg lagt for Dagen ligeoverfor kielske Studenter, der fra Fangeskibet Dronning Marie henvendte sig til mig i 1848, og som Præsident i Rigsraadet uden at bortgive det Mindste af min Retsoverbevisning eller af Kravet paa Agtelse for mit Land og Folk. Jeg ansaae og anser det fremdeles for en grundig politisk Misforstaaelse, at man vilde tvinge til frugtbar og kraftig Samvirken under samme Tag dem, der mødte til Sammenkomsten med Sangen "Danmark deiligst Vang og Vænge", og dem, der istemte "Was ist des Deutschen Vaterland" og "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Bedre end denne i en uklar Tradition hvilende Forestilling og Tankegang kan jeg saa endda forstaae den, der, mistvivlende om de smaae Folks Udsigt til varig, sund og kraftig Bestaaen imellem de Formynderskabet over Europa førende Stormagter, forlanger, at disse Folk med fuld Bevidsthed skulle opgive deres Selvstændighed og gaae op i den nærmeste Stormagt, hvor stærkt jeg end selv forkaster og afskyer en saadan Selvmordstanke.