V. Tidsrummet som Minister. 1848—1851. (continued 2)

Personlige Forhold

Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde indtaget min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig med den samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og samtidig udnævntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige Examenskontrol var bleven besørget af den tidligere Rektor ved Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange[79][80].

Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets vigtigste Sag ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg stræbte, medens jeg i de mig specielt betroede Anliggender, uden at gjennemføre store Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og derhos ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed om min Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og langt senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Færd, hvorledes man end dømte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd, paa hvis Skæbne jeg som Minister havde udøvet Indflydelse.

Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister, i det Væsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed. Min hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele til den tidligere Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor Marckmanns Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den første Vinter (1850—1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske Elementer hørte ikke til min Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min yngste Søn først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der havde rammet ham i de første Barneaar, gik i Løbet af disse Aar sunde og glade fra Barndommen over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte i 1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kort før min ældste Søn blev Student. — Min økonomiske Stilling var med de forøgede Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke høie Lønning med forøget Gjæld.