Note 76 — V. Tidsrummet som Minister. 1848—1851.

Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om, hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10 om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. — Da jeg den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den 6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.