Note 72 — V. Tidsrummet som Minister. 1848—1851.
Reading edition
Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen, skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte, ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af 27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne — der vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, — ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri: "Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre, og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt ham — —; hans Ytringer i denne Anledning vare af den Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. — Imorges skrev jeg derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den private Brevskriver. — — Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." — De nævnte Breve tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.