Note 69 — V. Tidsrummet som Minister. 1848—1851.
Reading edition
At jeg ikke blot selv viste Mynster den Opmærksomhed, som skyldtes ham, men ogsaa forlangte den vist af Andre, derom har jeg bevaret en ret karakteristisk Erindring. Grundtvig overraskede mig i 1850 eller 1851 med et Besøg for at udbede sig Tilladelse til en kort Reise til Sverrig. Da jeg ytrede, at en saadan Reisetilladelse for Geistlige altid forlangtes hos og gaves af vedkommende Biskop, sagde han, at jeg nok vidste, at han ikke stod sig godt med Mynster, og at det derfor var ham ubehageligt at henvende sig til denne. Jeg svarede da, at personlige Misstemninger slet Intet havde at gjøre med den regelmæssige Forretningsgang i Embedssager, og henviste ham til at følge denne. Paa hans yderligere Spørgsmaal om, hvad der vilde skee, hvis han reiste uden Tilladelse, svarede jeg, at jeg under andre Omstændigheder neppe vilde have lagt Vægt paa en ringe Uregelmæssighed, men at jeg nu, da jeg forud var underrettet om, at han med Forsæt vilde forbigaae sin foresatte Biskop, ikke vilde kunne undlade, hvis han udførte Forsættet, at give ham en streng Irettesættelse. Alt ordnedes derefter i tilbørlig Form.