XIII. BIBELREVISION.

Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa Udførelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for mig som et skjønt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversættelsen af det Nye Testamente. Det havde længe været anerkjendt, at den i 1819 autoriserede Bibeloversættelse ingenlunde var tilfredsstillende. Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden at krænke den høitidelige Bibelstil kunne gjøre det naturligere og nærme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder, navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhængen var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i Oversættelsen. Allerstørst var maaske Trangen til en forbedret Oversættelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske Skrifter. En Komité bestaaende af Professor theologiæ Hermansen, Dr. theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Række af Aar paa en ny Oversættelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gængse danske Bibeloversættelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye Testamente. Jeg modtog en Forespørgsel, om jeg vilde være Medlem af den Kommission, man tænkte sig nedsat for at revidere Oversættelsen af dette, og jeg svarede med største Beredvillighed Ja; men der viste sig Vanskeligheder ved Sammensætningen af Kommissionen, og Sagen blev stillet i Bero. Først efter Biskop Martensens Død 4. Februar 1884 blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig levende for dette Arbeide, tænkte sig Kommissionen sammensat af Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rørdam, de to theologiske Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rørdam, som nogle Aar tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu begyndt paa en selvstændig Oversættelse af det Nye Testamente ledsaget af Forklaring, og erklærede derfor efter nogen Betænkning, at han ikke kunde tiltræde en Revisions-Kommission. Skjøndt man nødig vilde undvære denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog, at Arbeidet vel kunde udføres ved de fire andre Medlemmer, og under 2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution for at overdrage dem under Tilsyn af Sjællands Biskop at revidere den autoriserede Oversættelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde tages et saadant Hensyn til den ældre Gjengivelse af Guds Ord paa Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at føle sig fremmed for den nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at textus receptus (1633) skulde lægges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i Læsemaaden. I en senere Skrivelse tilføiede Ministeren endnu, at man "særlig burde have Opmærksomheden henvendt paa saa vidt muligt at frie Oversættelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger, der i kun altfor høi Grad mispryde den nu autoriserede Text."

I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag og Aften i hver Uge holdtes der et Fællesmøde; mere Tid kunde vi ikke afse til saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at besørge, Noget som ogsaa af og til kunde medføre længere Afbrydelser i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komité havde vanskeligt ved at blive enig, skjønt det for det Meste ikke var Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk, hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller Forsømmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog vare de Stykker, den havde faaet færdig reviderede, kun Matthæus' Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring. Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede Kommissionen efter 3½ Aars Arbeide, November 1888, at bede Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv.

Efter at forskjellige Forsøg paa at rekonstruere Komiteen vare strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var heldigst kun at være to eller høist tre om Arbeidet, foreslog Biskop Fog, at Professor theologiæ F. Buhl og jeg skulde overtage det, og Prof. Buhl erklærede sig villig dertil, hvis Slotspræst, Licent. A. Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjælper, da hans Tid ellers ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i Leipzig, og dette Tilbud, hvor betænkeligt det end i mange Henseender forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt Ministeren, at der ikke længere kunde være Tale om ham; han burde erstattes af Professor Schat Petersen, hvis særlige Fag i Fakultetet jo ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst stillede Forslag, men Prof. Petersen vægrede sig paa ny. Endelig traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjørelse, at Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under Tilsyn af Sjællands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar, og i den Anledning blev der tillagt Slotspræst Poulsen et Honorar af 1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide.

Det var vort Ønske at træde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke fuldt det Udbytte, vi havde ønsket. Han havde ubetinget Tillid til os. Efter at vi havde drøftet Principerne i sin Almindelighed og prøvet dem paa et Par enkelte Tilfælde, bad han os at fremme Arbeidet uforstyrret og kun forelægge ham et eller andet Stykke, naar vi havde gjort det færdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da Oversættelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det første Øieblik fandt han, at vore Ændringer og Rettelser havde strakt sig videre end tilbørligt, men ved nærmere Overveielse kom han til det Resultat, at Sagen ikke godt kunde gøres anderledes, og efter at vi havde optaget et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortsætte vort Arbeide og gjøre det Hele færdigt. Han vilde helst have det liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vægt gjorde sig gjældende, først næppe mærkelig, men efterhaanden stærkere og stærkere; han fandt det nødvendigt at søge sin Afsked, og han fik den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet videre, og efter hans Ønske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort Arbeide udkomme som Prøve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet, at Arbeidet var udført i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i Færd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotspræst Poulsen 11. Marts 1895 i Kjøbenhavns Convent en Meddelelse om og Redegjørelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895 saaledes:

Bispegaarden 1. April 1895.

Min kjære Professor Dr. L. Ussing og Slotspræst Lic. Poulsen!

Rundtom har jeg læst forskjellige Stykker af Deres Oversættelse af det Nye Testamente, og glædet mig derover af Hjertet. Jeg har vistnok kun læst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham læse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte med i den gamle Oversættelse, og jeg har glædet mig over, hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed. Modtager min oprigtige og hjertelige Lykønskning og Taksigelse for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig søgte Afsked, har jeg ikke følt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke længer har nogen Magt og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation, hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjøre sin Indflydelse gjældende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige Lykønskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes Mænd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke være forgjæves, og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det ubevægelige Rige.

I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjønnelse af Eders dygtige, betydningsfulde Arbejde

B. J. Fog.

Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, døde vor høitærede og høitelskede Ven.

Saasnart vor reviderede Oversættelse var udkommet, blev den anmeldt i alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet havde nogen Interesse for kirkelige Spørgsmaal, og den blev gjennemgaaende fordelagtig bedømt, selv af dem, der hørte til den Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rørdams Oversættelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nær hilsede de alle Revisionen som en glædelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid endnu ikke være Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth med det Ønske, at han, siden Biskop Fog var død, vilde formaa Biskop Rørdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som havde været forudsat, og som vi selv fandt nødvendig; thi der var Steder i vor Oversættelse, vi kun foreløbig havde afgjort, idet vi ventede en yderligere Drøftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne Prøve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for Offentligheden længe nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tænkte mig, at han vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min Medarbeider, at vi selv, med tilbørligt Hensyn til de offentlig eller privat gjorte Bemærkninger, skulde foretage en Efterrevision og udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris, saaledes som flere af Kritikerne havde ønsket. Bibelselskabet og det kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversættelsen trykke, gik ogsaa beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var næsten fuldendt, overraskedes vi ved at høre, at Ministeren, efter Nogles Mening foranlediget ved en unøiagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Forespørgsel, om det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke. Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklæret, at vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin daværende Skikkelse. Vi bad derfor Fakultetet om at opsætte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den ønskede Frist. Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer, Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges.

De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed, anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behøves, thi det var et nyt og fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevægede mig. Det var mig en sand Glæde at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt jeg villig bøiede mig, ligesom han ogsaa gjerne hørte paa de sproglige Bemærkninger, Filologen kunde gjøre. Vi samstemmede i Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfældet, lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at komme til Enighed.

En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i Drøftelsen af et theologisk Spørgsmaal. Paulus' 1ste Brev til Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske Oversættelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive fri, da vælg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den gængse Oversættelse i hele den protestantiske Christenhed indtil Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tübingen i Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.) gjorde en modsat Opfattelse gjældende. Paulus skulde have sagt: "Selv om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at være Slave." Denne Oversættelse har siden faaet mange Tilhængere trods de grundige Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes Standpunkt; selv Biskop Rørdam oversatte Stedet paa samme Maade som Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort opmærksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imødegaaet af H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde været bitter nok; thi det exegetiske Spørgsmaal blev, underligt nok, gjort til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting, Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem de forskjellige Stænder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end Trældom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde tværtimod have misbilliget en saadan Stræben; han havde jo udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var. Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid med en lidt ældre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at Clausen forsvarede den hidtil gængse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig prædiker han ikke Oprør; det falder ham ikke ind at kæmpe imod det Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trøster den Slave, som er nødt til at blive i Trællestanden, med at han i Guds Øine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme værger sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde ønske Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trældommen var jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. — Efter 40 Aars Forløb blev nu det samme Spørgsmaal atter brændende for mig, dog heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11. B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjældende, at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens Opfattelse af disse Forhold kunde give Trællestanden en, om end nok saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde først komme frem i Tider, da man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den høieste Dyd og Martyrdøden som den høieste Lykke; men jeg hævdede ogsaa, at den græske Text slet ikke lod sig oversætte paa den angivne Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversættelse af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig oversætte ganske ordret: "Er Du kaldet til Træl, det bekymre Dig ikke; men hvis Du ogsaa (d. e. lige saa godt) kan blive fri, saa gjør helst Brug deraf" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive fri). Oversættes Stedet saaledes, og det er den korrekte Oversættelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have beholdt den autoriserede Oversættelses Ord, da kommer det af, at vi i Henhold til vor Instrux ikke vilde indføre Noget, der kunde forekomme Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vække en Mistanke, som om vi selv ikke havde været i fuld Overensstemmelse med den gængse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening blev fastholdt.

Min Afhandling blev imødegaaet af Biskop Rørdam i samme Tidsskrift, 11. Bd. S. 519 ff., og i det følgende Bind paafulgte endnu et kort Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at gjøre endnu et Forsøg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise den i Sammenhæng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankesæt, da jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Præster at holde et Par Forelæsninger om "den græsk-romerske Verdens Aandsliv i det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelæsningerne ere trykte i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai—Juni.