XI. SKANDINAVISME.

Mit Liv i Studenterdagene havde været indskrænket til Studerekammeret og til Omgang med den Kreds af aandsbeslægtede Venner, jeg havde sluttet mig til. Naar jeg besøgte Studenterforeningen eller Akademikum, var det nærmest for at følge med Litteraturen, men ellers havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken været med ved Studentermøderne i Anledning af Christian VIII.s Thronbestigelse, eller ved det paafølgende Forsøg paa at stifte et "Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug udtalte det, et afgjørende Moment i deres Liv. Det var, som Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette første skandinaviske Studentermøde er saa ofte omtalt og beskrevet, særlig i den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortælle Noget derom end mange Andre, da mine svage Kræfter, især efter en heftig Søsyge i Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at udholde de Anstrængelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og Andet staar dog endnu, efter næsten 60 Aars Forløb, tydeligt for mig, saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Høie og den Hyldest, vi bragte Professor Geijer.

Allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn havde jeg besluttet, naar Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjøre Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde begyndt at studere Archæologi, havde dobbelt Betydning for mig. I Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer, medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige, navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var ophængt i et snævert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf end et Par prægtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fædrelandet"; det var mit første famlende Forsøg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnström og med den fortræffelige Portrætmaler, Oberstlieutenant Södermark, og jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en hyggelig Fortsættelse af Studenterfesten.

Men jeg havde ogsaa et andet Besøg at gjøre i Stockholm. Den danske Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog været mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob Oprørere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent Øie med. Det var en kjølig Luftning; men den udøvede naturligvis ingen Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning, jeg modtog ved min Ankomst til Kjøbenhavn, at der var anlagt Sag imod Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med det Formaal "at fremme det sociale og litterære Samkvem imellem de skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fædrelandets mest ansete Mænd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet vilde faa en langt større Betydning, og jeg frygtede for, at Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lægge Hindringer i Veien for det Større og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det var deres Sag at tage Initiativet. Men — det skandinaviske Samfund blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var naturligvis uden Virkning. Der var unægtelig hverken i det udtalte Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt ud loyalt, men man beraabte sig paa "de øvrige foreliggende Omstændigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne og deres Førere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i Kjøbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede Regjeringen ikke at nægte sin Autorisation. Det skandinaviske Selskab, hvis første Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S. A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad, opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de nærmest følgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals Tjeneste[13].

Det næste skandinaviske Studentermøde blev holdt i Kjøbenhavn 1845. Jeg var dengang i Rom og mærkede kun lidet til den Begeistringens Rus, der betog Kjøbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i Ridehuset tog det Løfte af de Tilstedeværende, at de vilde staa Last og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt Sag an imod ham for denne Tale, men Høiesteret frikjendte ham. Talens Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland udbrød, meldte et stort Antal Nordmænd og Svenske sig som Frivillige til den danske Hær og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for Danmarks Velfærdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer og hans Mægling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark glemte dog aldrig Fostbrødrene fra Broderrigerne, der beseglede deres Løfte med Døden.

Da Krigen var endt, indbød Nordmændene til et nyt Studentermøde, som blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra Upsalamødet, som her ikke var Spor af nogen nervøs Spænding, men kun rolig Glæde over Samlivet med Frænderne. Nordens Konger viste sig jo ogsaa nu i høi Grad imødekommende. Upsalenserne vare desværre ved den samtidig indtræffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Møde, men desto livligere var Deltagelsen fra Kjøbenhavn. Mange ældre Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne, Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams, Buntzen, Hauch, Høyen, Kayser, Schiern og jeg. Næsten Alt, hvad Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Møde ved dette Stævne og bredte Poesiens Gyldenskjær over Festen.

I det 4. Studentermøde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da de nordiske Studenter næste Gang samledes i Kjøbenhavn 1862, havde jeg den Glæde som Vært at kunne modtage Frænderne, hos hvem jeg før havde været Gjæst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik før Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for det. Skuffelsen over, at Brødrerigerne ikke havde kunnet hjælpe os, fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermøder; men Ulykken kan ikke berøve dem deres historiske Betydning. Hvem kan nægte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk til i Fællesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til at gro. Studentermøderne ophørte derfor heller ikke. Der holdtes endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde tildels en anden Charakter. Vækkelse var ikke længere fornøden; nu gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det gjaldt om at gjøre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre naaes igjennem engere Møder af Fagmænd, der dyrkede det samme Studium eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd, Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v.

I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt som det var mig muligt at indfinde mig der. Det første nordiske Filologmøde holdtes i Kjøbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det 3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjøbenhavn 1892, det 5. i Christiania 1898, det 6. i Upsala 1902. I det første af disse indledte jeg en Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk med særligt Hensyn til Brugen ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et Foredrag om Theaterbygningen hos Grækerne, som de nyeste Undersøgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor Overraskelse for de Fleste, thi Dörpfelds Bog om Theatret var endnu ikke udkommet. Over de to første Filologmøder kastede Madvigs Nærværelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at de vare baade indholdsrige og i høi Grad fornøielige.

Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfærdselen imellem Lunds og Kjøbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig besøgte hinanden. Fra det Øieblik, da det berømte Møde imellem Oehlenschläger og Tegnèr fandt Sted, bleve disse Besøg hyppigere og hyppigere, indtil de affødte de ovenfor omtalte store Studentertog. I 1851 var jeg Gjæst i Lund i Anledning af Indvielsen af den akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da Tegnèrs Statue blev afsløret. Begge Gange havde jeg den Glæde at bo hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lærd, hvis Væsen var den personificerede Ærlighed. Han havde en elskværdig Hustru og 7 nydelige Døtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han døde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i endnu nærmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer, G. Ljunggren og C. Cavallin. Den Første var Professor i Æsthetik, en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besøgte vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage Reisen. Cavallin var Professor i Græsk, grundig Filolog og smagfuld Oversætter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt. Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glæde af at arbeide sammen med ham, aftog Kræfterne stadig. Jeg mindes, at jeg spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et Minde om min Ven.

I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og dermed var dens Udførelse sikkret. Det første Møde blev holdt i Kjøbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller 3 Aar fulgte efter hinanden i regelmæssig Skiften. Det var fornøielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dèr stiftede og udvidede Bekjendtskaber ikke bør agtes ringe. Saalænge mit Helbred tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Møder har jeg maattet holde mig tilbage.

I September 1887 blev jeg indbuden til Christiania for at være Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi. Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i længere Tid havde virket som medhjælpende Lærer ved Universitetet, og Danskeren A. B. Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad, Bugge og Schjøtt, Professor Cavallin i Lund og mig. Monrad var, som den ældste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men i sin Fritid dyrkede han Musiken — han behandlede Violinen med Virtuositet — og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han og Sophus Bugge, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjøbenhavn, og med hvem jeg havde Plautus-Studiet fælles, hørte til mine kjæreste Venner, og det Samme var Tilfældet med Cavallin. Vort Møde var derfor særdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningssætning, at begge Ansøgere kunde ansees for skikkede til at beklæde Posten; men dermed ophørte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjøtt foretrak Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnævnt til Professor; men de ledende Mænd i Norge vare af en anden Mening. Da Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tænkt sig, at der vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst ønskede valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fældede Dom. Efter længere Tids Betænkning blev Stenersen udnævnt til Professor. Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering mente, at Dommerkomiteen kun havde været raadgivende, men den almindelige Mening tillagde Dommen en større Betydning. En Del danske Videnskabsmænd udstedte derfor en Protesterklæring, et Skridt jeg for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid fraværende paa en længere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet det, først fordi jeg ikke fandt det helt retfærdigt, dernæst fordi jeg som ivrig Skandinav maatte være bange for, at man efter et saadant Skridt i Fremtiden vilde være mindre tilbøielig til ved Besættelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at søge Raad og Bistand hos Fagfæller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke har stadfæstet sig. I den nyeste Tid har Ønsket om nøiere Forbindelse imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Møder, hvor udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drøfte, hvad der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, særlig ved at de Studerende faa fuldstændig Frihed til at studere, ved hvilket Universitet de ville; og at Lærerposterne besættes uden alt Hensyn til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhøre. Jeg hilser dette Skridt med Glæde, og haaber, at man ikke vil trættes, før man har naaet et Resultat.