VIII. KOLLEGER OG VENNER.

Min Ansættelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en Kreds af Mænd, som jeg ærede og høiagtede, og som næsten alle vare mange Aar ældre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at føle mig fremmed iblandt dem. Samlivet med mine Medlærere ved Universitetet er Noget af det Skjønneste, som Livet har skjænket mig. I disse Optegnelser om mit Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne til at skildre, hvad de have været for mig. De fleste af dem ere jo ogsaa tilstrækkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale. Jeg kan dog ikke nægte mig den Glæde at dvæle ved Erindringen om dem og i det mindste nævne Navnene paa dem, der have staaet mig nærmest og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling.

Først og fremmest maa jeg nævne Madvig, hvem jeg skyldte min første Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der, ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega skulde gjøre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister (November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte han mig ikke, og efter to Aars Forløb blev han igjen min Kollega. Det er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have følt mig trykket af Madvigs Overlegenhed. Dette er ikke Tilfældet. Det er aldrig faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har været glad ved at staa ved hans Side, og jeg tænkte mig, at mit Arbejde kunde betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svækkede Syn havde set sig nødsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste Støtte. Jeg havde aldrig kunnet sætte noget igjennem i Fakultetet, naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da være ham, der gjorde Forslaget; hans Autoritet bøiede Alle sig for. Vi havde ganske den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nævne noget Principspørgsmaal, hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed. Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers næppe var bleven gjort.

Da han havde udgivet sine Emendationes Livianæ, kunde jeg ikke finde mig i, at denne epokegjørende Bog kun skulde staa i de Lærdes Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive Livius. Jeg vilde, at han selv skulde høste Lønnen derfor og selv gjøre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han. Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius, og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjælpe ham, Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjært og lærerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjøre et Forslag til en Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste Hovedværk, den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning, havde næppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilfælde kraftig understøttet af Siesby, havde opfordret ham dertil.

Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Spørgsmaal, hvor Madvigs Godmodighed og hans Ængstelse for at gjøre Uvenner eller anderledes Tænkende Uret syntes mig at føre ham til en mindre rigtig Afgjørelse. Dette var saaledes engang Tilfældet ved Bedømmelsen af en Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget fra sin Stilling ved en lærd Skole og nu ønskede at rehabilitere sig. Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde været en Nødvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at fælde en mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsøget paa at finde en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at bevæge til at være Opmand imellem os to. Madvig indrømmede saa, at Disputatsen i dette Tilfælde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke kunde betragtes som antaget.

Et andet Tilfælde indtraf ved cand. philologiæ August Lorenz. Han havde gjort en god Examen; han var ikke udmærket begavet, men var overordentlig flittig og arbeidsom og nøiagtig i sine Studier. Han søgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen særlig Nytte af at besøge tyske Universiteter, da disse næppe vilde give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bøger; jeg vilde have, de skulde reise til Italien og Grækenland. Dog vilde jeg ikke have havt noget imod at stemme for denne Ansøgning, hvis det ikke havde været i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold og Opdragelse fuldstændig sympathiserede med det slesvigholstenske Oprør, ønskede at forlade Danmark, fandt jeg meget naturligt; men jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium; det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det Øjeblik vilde studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland, opgav deres Stillinger dèr for at vende hjem og tilbyde Fædrelandet deres Tjeneste. Efter Madvigs Ønske talte jeg med Lorenz og sagde ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland, men jeg vilde ikke modsætte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og reiste saa — til München. Han kom naturligvis aldrig tilbage til Danmark. Han søgte Ansættelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallærer i Berlin, hvor han døde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemværende med ham. I hans Mostellaria havde han indført et Par fortrinlige Textrettelser — det var det eneste Nye i Bogen — og han høstede naturligvis Ros for dem. De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde være faldet paa de samme; han burde i alt Fald have nævnt sin Kilde; thi at han kjendte Bugges Afhandling, var hævet over al Tvivl; med andre Ord, her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld, ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under Titelen Suum cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan, da han læste Bugges kritiske Afhandling, have indført disse Rettelser i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hændet Andre; men utilbørligt er det jo. At Lorenz hævnede sig ved en nedrivende Kritik af min Udgave af Plautus, kan man nok tænke sig.

Ogsaa Madvigs fortræffelige og opoffrende Hustru modtog mig med stor Venlighed, og deres Børn bleve i Aarenes Løb nogle af mine og min Families nærmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden Lærer, F. C. Petersen. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornøielse at træffe Digteren Heiberg, der var en Fætter til Fru Petersen, og hans Hustru, hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. H. N. Clausen og hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var lykkelig ved at kunne fortsætte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst. Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske Folks Ret i Sønderjylland. Med sønlig Ærbødighed betragtede jeg den villiestærke Mand, og jeg følte mig tiltalt af den formskønne Ro, der var udbredt over hele hans Fremtræden. J. F. Schouw blev jeg noget senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han døde allerede i Foraaret 1852. Det var Høyen, der førte mig til ham. Han var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfærdige Mand gik og støttede sig paa min Arm i Botanisk Have, følte jeg nok, at hans Liv nærmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den livlige Forchhammer, der engang imellem indbød mig til et Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretær han var. Jeg holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvældende Indtryk, som Budskabet om hans pludselige Død gjorde paa mig, faa Dage efter at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn Johannes, senere Rektor paa Herlufsholm, blev en af mine ældste og kjæreste Elever, og er mig endnu en kjær Ven og Studiefælle. En lignende Livlighed udmærkede den gamle Læge O. Bang. I Anledning af min Indtrædelse i Konsistorium sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev, som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for Offentligheden. H. C. Ørsted elskede og beundrede jeg ligesom Alle. En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen C. E. Scharling, hvis Sønner, Theologen Henrik og Statsøkonomen William, senere bleve mine Kolleger og nære Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa deres elskværdige Hustruer sluttede sig nøiere til min Hustru. Den gamle N. M. Petersen var en Type paa en stille Lærd, der levede i Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslægtet Natur, men mindre sygelig, var C. F. Allen (f. 1811). Han blev sent ansat ved Universitetet (1851), men han havde længe før den Tid hørt til mine Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrækkeligt om hans varme Følelser for Fædrelandet, for Menigmands Ret og for Danskhedens Ret i Sønderjylland. De ville for bestandig sikre ham en fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rækker, men han saa klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods Brystsygens Lidelser trofast til sin Død (1871). Hans Efterfølger, Caspar Paludan-Müller, var ældre end han. Han var Rektor i Nykjøbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det kraftigste Skud af denne kraftige Slægt, som Danmark skylder saa meget, men den i Familien arvelige Tunghørhed gjorde ham det vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjøndt baade jeg og andre med Glæde vilde tjene ham som Hørerør, trak han sig dog tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde leve.

Westergaard var kun fem Aar ældre end jeg, og vi kunde altsaa nok betragtes som jævnaldrende. Zend og Sanskrit forstod jeg mig rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde fælles. Hans Hustru døde tidlig og efterlod ham to Sønner og to Døttre, af hvilke den ældste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun for Børnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjærligheden forenet med en Nøisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde være almindelig i den nulevende Slægt. Han havde af Naturen et kraftigt Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde efterladt sig alvorlige Følger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar han kom hjem fra den lille Kjøretur, som Lægen havde foreskrevet ham, tillod han ikke Andre at hjælpe ham op ad de besværlige Trapper; han vilde hjælpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen og flyttede sig derfra op paa det næstnederste o. s. v., saa at han kom siddende og baglænds op til sin Bolig paa 2. Sal. Børnene have bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Søn er Professor i Statistik og Nationaløkonomi ved Universitetet. — Japetus Steenstrup (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende. Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervøs og pirrelig imod Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med sjælden Alsidighed søgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget. Han var en af de første Undersøgere af den fjerne Fortids hidtil oversete Levninger, og endnu i hans høie Alderdom var Undersøgelse af Kjøkkenmøddinger og Moser hans kjæreste Syssel. Den nærmere Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretær og jeg Redaktør for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, berøvede ham Førligheden i en lang Række Aar. Han maatte gaa med to Stokke og kjøre, naar Veien var lidt længere, men hans Livlighed og Arbeidskraft var usvækket. Et større Knæk fik han, da han mistede sin elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste Datter. Hans Søn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Række af Aar været min Kollega og Ven.

Mineralogen Johnstrup var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var en Kollega saa elskværdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig og smertelig Sygdom døde han Nytaarsaften 1894. — Holten blev Ørsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjøre ham Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var nødvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjælpe denne Mangel ved at underkaste sig en extraordinær Examen i Latin, og det blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ængstelig for Udførelsen af dette Hverv. Holten var 3 Aar ældre end jeg, og det var ikke at vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prøve; men bestaa maatte og skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prøven imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en særdeles dannet Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af jævnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom noget drøie Vittighed var en uudtømmelig Kilde til Morskab. — En fuldstændig Modsætning til ham var den anatomiske Professor F. Schmidt, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nærmere Berørelse, da han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han døde allerede 1880. Hans Eftermand i den nysnævnte Bestilling blev C. M. Reisz, en fortræffelig og yndet Læge, hvis glimrende og slagfærdige Vittighed var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nærmere Venner. Han døde 18. Juli 1902.

Ogsaa af mine nærmeste Jævnaldrende og Venner fra Studenteraarene fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjære Reisefælle og senere Husfælle Julius Gram var bleven ansat kort før jeg. A. F. Krieger var det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister, saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke. Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvænget, blev jeg underkastet et skarpt Forhør om Alt muligt; thi medens han selv var uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked. I de senere Aar, da hans svækkede Syn ikke tillod ham at læse, var han jo ogsaa endnu mere henvist til at høre. Jeg havde den Glæde ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel græsk Lovgivning." Han døde 1893.

Den gamle Lyceenser Hermansen fandt jeg som theologisk Professor. Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brænde; men han var med al sin Tørhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som før. Nogle Aar senere ægtede han en Kvinde, som man sagde han havde beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle Forældre, saa længe de levede. Fra det Øieblik blev hans Liv saa hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde Forelæsninger, selv da Alderdommen gjorde det nødvendigt, at Pedellen maatte hjælpe ham op paa Kathedret og Tilhørernes Tal var svundet ind til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes om at søge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg havde udført dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansøgningen.

Min Husfælle fra Borchs Kollegium, J. F. Hagen, blev Professor i Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom Omgangsfælle. Desværre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom (1859). En anden Borchianer, A. Steen, blev Professor i Mathematik 1861, og min Studenterkamerat H. Bröchner blev 1857 Docent og senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nærmere i næste Kapitel.

Men jævnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med hvem jeg kunde drøfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af. Petersen var meget ældre. Madvig var fuldt optaget af sin videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender; Tregder var i Sorø; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen. Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine Tilhørere og Elever nødte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed. Det varede heller ikke længe, inden der, jeg tør ikke sige iblandt mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmænd, der i Aarenes Løb bleve mine Kolleger. Den ældste af disse er O. Siesbye (f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte ønske ham knyttet til Universitetet; men Professor vilde han ikke være. Han var Jøde og fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflægge den Ed, der krævedes af kongelige Embedsmænd; han vilde kun modtage en ministeriel Ansættelse som Docent. Universitetet indstillede ham til at blive Doktor uden Disputats. Som Lærer for Studenterne har han gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem nærmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til ham. Positiv og nøiagtig Kundskab var hans Løsen; han stræbte ikke efter at være aandrig og indlod sig ikke paa Spørgsmaal, der forekom ham uløselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det Meste kun Bemærkninger om enkelte sproglige Fænomener i Græsk, Latin eller Dansk, Bemærkninger, der fik Værd ved Iagttagelsens Finhed og Skarphed; men med den største Beredvillighed stillede han sin Viden og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig forgjæves.

Edv. Holm studerede først Filologi. Han tog filologisk Embedsexamen, og hans første Arbeider behandlede Emner af den klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fædrelandet paa ham med en høiere Røst, og han fandt i Danmarks Historie, særlig i det 18de Aarh., et Omraade, som efter hans udtømmende Studier og lige saa besindige som retfærdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nær som han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle almindelige Spørgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed som Universitetslærer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det, fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udførelsen af det store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion paalagde ham et vidtløftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed og Takt, hvormed han røgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun været een Mening, og det har været et af Lyspunkterne i mit Liv, at jeg har været Medlem af den Direktion, som han ledede.

Min særlige Fagkollega, Gertz, har ved sine kritiske Arbeider og Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og ved sine Oversættelser af klassiske Forfattere har han skjænket den danske Læseverden en værdifuld Gave. Gid de maa finde mange Læsere, saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af Originalerne, som den nulevende Slægt mener at kunne undvære! — Ogsaa Vilhelm Thomsen og L. Wimmer har jeg havt den Glæde at se først som Tilhørere og senere som Kolleger; men den klassiske Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske Runemindesmærker, at de skulde høste deres Laurbær. — J. L. Heiberg derimod vedblev at være en trofast Dyrker af de helleniske Muser. Alsidig som en ægte Hellener forbandt han mathematiske og filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I det indelukkede Liv, som Alderen paalægger mig, sætter jeg dobbelt Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne.

I Høyen havde jeg, saalænge han levede, en trofast Ven og Støtte. Havde der nogensinde været Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i Filologiens Lønkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende Forelæsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjønheden; Kunsten vedblev at være min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor omtalte Levnedsbeskrivelse.

Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, Julius Lange, en aandrig, ung Mand, der har udøvet stor Indflydelse ved sine talrige kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens, og i Bedømmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden Selvstændighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han var en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lære meget. Han havde ikke Høyens glade Freidighed; en tidlig indtrædende Tunghørhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans Foredrag var ikke saa glimrende som Høyens, men det var interessant og undertiden vittigt. Høyen gav Resultatet af Undersøgelserne, Lange selve Undersøgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhørerkreds, og efter hans tidlig indtraadte Død var det en let Sag for hans Venner at samle de fornødne Midler til at opreise et Monument for ham. Da Høyen døde, havde man ikke forsøgt noget Saadant, dels fordi Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin høirøstede Tale havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en Menneskealders Forløb vovede Ingen at nægte, at han havde været en Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det lod sig derfor ikke gjøre at reise Lange et Monument, uden at Høyen ogsaa fik sit. Det fornødne Beløb blev uden Vanskelighed skaffet til Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og afsløredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen over Høyen; den kan læses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899; Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen.