← Table of contents
Af mit Levned

IX. UNIVERSITETET.

Reading edition

For Aaret 1875—76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor.

Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega. Hans Brøchner var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed; efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875. Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag antog han; "og", tilføiede han, "skal jeg have nogen Præst, saa lad det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man ønskede, at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklærede, at hvis han skulde forrette Jordpaakastelsen, vilde han ogsaa tale. Efter min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd, og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige Artikel om Brøchner i 1. Hefte af Norden, Illustreret skandinavisk Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale lød efter min samtidige Opskrift saaledes:

VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.

Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans Granskning har ført ham til det Maal, vi have sat for vore Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves. Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham. Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen, men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk Indordning deri stod for ham som en ubrødelig Lov, som det var en hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham for den ethiske Alvor, der prægede hans Liv; den skal staa som et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært dem at føre.

Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav. Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære være Dit Minde!

En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som hjemmehørende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke være Tvivl om, og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin Misbilligelse deraf. Nu kom Brøchners Begravelse til som den sidste Draabe, og Stormen brød løs i al sin Styrke.

Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af. Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet 28. Januar, særlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lærere, Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden zoologisk Professor, Entomologen Schiødte, der antoges at repræsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa den empiriske Undersøgelse. Prof. Schiødtes Elever, der betragtede denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Død. Det var denne Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent, hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere hemmende end fremmende og bør sættes paa Pension. Det bebreides Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, Æresposter, Legater og Stipendier, medens den anden tilsidesættes og undertrykkes. Dette tog jeg til Gjenmæle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger, og hvad Steenstrups Lærervirksomhed angik, hvorom det særlig var bleven sagt, at hans Forelæsninger for de medicinske Studenter vare saa ubrugelige, at Prof. Panum blev nødt til at bebyrde sine fysiologiske Forelæsninger med at gjøre hans Arbeide, erklærede Prof. Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfældet. Han udtalte sin varmeste Paaskjønnelse af den Maade, hvorpaa Steenstrup udførte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som mønsterværdig.

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et Indbydelsesskrift om Grækernes og Romernes Huse. Min Tale handlede om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom".

Den 15. Juli feirede Madvig sit 50 Aars Doktorjubilæum. Jeg fik det fornøielige Hverv at overrække ham det Festskrift, hvorved hans Disciple ønskede at vise deres Lærer deres Taknemmelighed for, hvad de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var det første Exempel af denne Art her i Landet.

Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afsløredes Tyge Brahes Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian Ørsteds i det efter ham opkaldte Haveanlæg. Den 10. September blev den gjenopførte Viborg Domkirke høitidelig indviet, og denne herlige Bygning, som Tidens Ødelæggelser og daarlige Istandsættelser havde skæmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en Nødvendighed, viste sig i sin ægte Skikkelse. Det var den første fuldstændige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor Betydning for alle de følgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og det havde været vanskeligt nok at faa de fornødne Pengemidler samlede. Høyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brøstholdne gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg Kirke, som om det var det døde Stof og ikke den levende Form, det kom an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse.

Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beæret mig, var ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhørende Landsbykirker, for saa vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert Aar til disse Kirkers Forskjønnelse, et Hverv der var mig overordentlig kjært. Den interessanteste og skjønneste af dem var Ledøie. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde ogsaa havt særlig Forkjærlighed for den og ladet Choret smagfuldt dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid lidt af Fugtighed og trængte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg glædede mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsøiler og fantastiske Kapitæler, men jeg undrede mig ogsaa over dens Lidenhed og over, at Choret var et Stykke høiere end den øvrige Kirke. Gaaden blev imidlertid snart løst; thi da jeg kom ovenpaa, saa jeg under Taget en høi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i høi Grad forbavset ved at se disse Rester af en ældre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med et fælles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og Høyens fortræffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det var Slotskapeller. Den øverste Etage, der stod i Forbindelse med Slottets Værelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne, men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren 1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledøie Kirke, som er optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af Universitetets Jubilæum 1879. Ogsaa Ledøie Kirke var oprindelig et Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist og her har bevaret middelalderlige Mursten.

Det var mit inderlige Ønske, at ogsaa Ledøie Kirke maatte gjengives sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke længe, inden Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene dertil, og Professor Storch udførte Arbeidet med sin sædvanlige Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udføre af den Architekt, det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog været rimeligt nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at sørge for dets Kirkers Forskjønnelse. Konsistorium havde ikke nogen Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode Hænder; men da det næsten var færdigt, kunde jeg dog ikke længere styre min Lyst til at se, hvorledes det var udført. Jeg var henrykt over Synet og glædede mig over at se, hvor smukt og naturligt Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken; men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesøgende. Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser. Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmærksom derpaa, men havde Intet imod at opføre en bred Opgangstrappe i Taarnet, naar han kunde faa de fornødne Midler dertil. Kultusminister Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i Præstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak.

Aaret 1879 var et Høitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar, siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor Fest, saaledes som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas Universiteter til at deltage i Festglæden, og det syntes naturligt, at man maatte gjøre ligesaa i Kjøbenhavn. Men her mødte en alvorlig Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjæster, der kunde antages at ville give Møde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde sagt sig løs fra det i Pragerfredens § 5 givne Løfte, at tilbagegive Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland var det Samme som at sige, at vi brød os ikke om Nordslesvig. Sorgen og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de øvrige europæiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig heller ikke gjøre; det vilde blive betragtet som en ligefrem Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrænke Indbydelserne til de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjælden skjøn og for alle Deltagere uforglemmelig Fest.

Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne Festen. Dertil hørte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s Portræter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rækker hende Haanden, tilligemed Indskriften: Quattuor exegit, sperat nova sæcula vivax. Desværre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve mig overdragne, ikke altid løses uden Anstød og Sammenstød med gode Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilæum bør være. Jeg vil ikke dvæle ved de selskabelige Sammenkomster, Universitetets og Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornøielige de vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes Aabningshøitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de lykønskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig fra Talerstolen — saaledes som han er fremstillet i C. Blochs Portræt paa Frederiksborg — takkede hver Enkelt i smukke og træffende Svar. Man kunde ikke tænke sig nogen mere værdig Repræsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt Festens egentlige Bærer.

Men Tiden nærmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han var nu 75 Aar gammel, og hans svækkede Syn gjorde det vanskeligt for ham at holde Forelæsningerne saaledes, som han ønskede. Nu havde han ogsaa været Professor i 50 Aar og søgte derfor sin Afsked. Paa hans Jubilæumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lykønskninger fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men desuden var ogsaa en Kreds af Mænd, der havde staaet ham nær i hans politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der kunde bære hans Navn. Den indsamlede Sum beløb sig til 20,000 Kr. Men et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C. Jacobsen, havde ønsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den skyldtes et særligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glæde at blive taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udførte Medailleur Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portræt, paa den anden i en Laurbærkrans følgende Indskrift: Patriæ lumen, ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia nemini cedens. Jeg fik det ærefulde Hverv som Komiteens Ordfører at overrække Legatet og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879.

Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en lignende Hædersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han været Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles hvert 5. Aar som Belønning for "et Skrift af en dansk Forfatter, hvori denne paa en udmærket Maade har behandlet Emner af de sproglige eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog Julius Lange og mig at forestaa Udførelsen af Medaillen. Vi enedes om at overdrage Billedhugger Schultz Udførelsen. Den ene Side har et Athenehoved med Indskriften τοῦ δ' ἔκλυε Πάλλας Ἀθήνη, den anden Videnskaben, der slynger en Laurbærkrans ind i Madvigs Navn, hvorunder Indskriften: Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum, sed quos fert vigili lucis amor studio. Det første Exemplar af Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som Selskabets Ordfører. Tre Aar efter døde Madvig. Han fik ingen Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at være forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det første Femaars Forløb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh. Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer.

For Aaret 1885—86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere, da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal næppe 150 om Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal næsten fordoblet, og Universitetets Forelæsninger besøgtes ikke blot af Studenter, men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mænd og Kvinder, undertiden i meget større Antal end Studenterne. En uundgaaelig Følge heraf var Mangel paa Plads, især da man oven i Kjøbet forlangte, at Universitetet skulde afgive Lokale til Præliminærexamen, Lærerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prøver. Da den nu staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have faaet et rummeligt og hensigtsmæssigt Lokale for lange Tider; nu viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig imidlertid en Mulighed for at faa Nøden afhjulpen. Den polytechniske Læreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St. Pederstræde, som Læreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den ombygget, vilde i alt Fald den værste Trang være afhjulpet. Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren, og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en ældre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opførelsen af en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget værdifuld Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier, hvoraf det ene ved sin Størrelse og det andet ved sine Lysforhold langt overgik Hovedbygningens.

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et Indbydelsesskrift om det gamle Tiryns, som Schliemanns og Dørpfelds epokegjørende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys. Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886.

Den 3. August og følgende Dage høitideligholdt Universitetet i Heidelberg sit 500 Aars Jubilæum og indbød alle andre Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilæum 7 Aar tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig repræsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Møde, og sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og under hele Festen var der Intet, der kunde støde en Dansk. Storhertugen selv præsiderede som Universitetets Rektor, ikke magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot, indbød Gjæsterne til en Soirée i Carlsruhe og førte selv Forsædet ved Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nærværelse maaske nok lagde en lille Dæmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhørerne fandt, at dette var lovlig længe, og ønskede at forlade Kirken, men Dørene vare lukkede, og man fortæller, at Betjentene svarede dem, der bad om at komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en af hans Kolleger gjorde ham opmærksom paa, at hans Tale havde været temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fünf Jahrhunderte nicht kürzer abmachen." Fornøieligere var det historiske Optog den følgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning, Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige Oplevelser har jeg intet Nævneværdigt at omtale. Ved Universitetets Festmiddag gjorde jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor, Professor Förster, nu Professor i Breslau, med den elskværdige Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkæmper for den klassiske Undervisning, som senere har besøgt mig i Kjøbenhavn, og med Ribbeck, der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer. Jeg besøgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjøndt det sorte Haar var blevet hvidt. I Carlsruhe mødtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Bruun.

Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i Konstantinopel sit 25 Aars Jubilæum. Ogsaa hertil havde Kjøbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke i Stand til at modtage den; vi indskrænkede os til at sende en Lykønskningsskrivelse.

Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug skulde gjøre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usædvanlig stort Antal Forandringer i Lærerpersonalet at omtale. To Professorer, som jeg havde staaet i nærmere Forbindelse med, vare entledigede fra 31. August, Gislason og Holten. Islænderen Gislason var en grundig Lærd, der levede stille imellem sine Bøger og helst undgik at træde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han havde i 37 Aar været en fornøielig Kollega og var ikke mindre yndet af de Studerende; det var en Selvfølge, at hans Afgang maatte feires med et lystigt Gilde.

Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor Adolph Steens Død den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en trofast Ven. I det akademiske Lærermøde, der blev holdt Dagen efter hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lære under hans Veiledning, og jeg mindede om den ærlige og energiske Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilfælde fandt en Afgjørelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der ikke kunde rokkes."

Et langt større Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar. Madvig døde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen før hans Død sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men ganske vist med den Tanke, at længe fik jeg ikke Lov at beholde ham. Den næste Morgen døde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige Betydning; det er, noget videre udført, trykt i Selskabets Oversigter. Saalænge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde Hovedtankerne, som saa Andre kunde udføre, men selv at fuldende de videnskabelige Bygninger, der foresvævede hans Tanke. Det lykkedes ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den almindelige Del havde han udgivet; den specielle følte han ingen Lyst til at udføre. Dette fandt jeg burde gjøres, og da jeg ganske delte hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjøre det i hans Aand. Men jeg kunde ikke indskrænke mig til blot at tilføie det Manglende; ogsaa i den almindelige Del var der Adskilligt, jeg ønskede tilføiet eller nærmere udført. Min "Græsk og romersk Metrik" (1893) er mit eget Arbeide, og jeg kan ikke gjøre min Lærer ansvarlig derfor; der er maaske meget, som han vilde have gjort anderledes.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings