XII. POLITIK.

I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde tænkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjøndt jeg ikke vilde holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring.

Efter Afslutningen af den første slesvigske Krig gjaldt det om at ordne Sønderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde Danmark været en Storstat, vilde Alverden have paaskjønnet den Retfærdighed, hvormed man gik frem, men Oprørspartiet var det store Tysklands Kjælebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra dansk Side — hvad der jo nok kunde hænde, — blev det udraabt som en forfærdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var meget vanskelig for ikke at sige uløselig, siden man ikke havde villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Løsning, Slesvigs Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredømmet over Sønderjylland, hvilket det danske Folk selvfølgelig ikke kunde tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og Uafhængighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrænket til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og Helstatsministeriet (Bluhme—Ørsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54) maatte efter 3 Aars haabløse Anstrengelser vige Pladsen. Under de følgende Forhandlinger med Tyskland blev Spændingen bestandig større; det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede Hall, der havde været Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut nødvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige Kundgjørelse om Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev hilset med Glæde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette, blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var kastet, Skridtet maatte gjøres fuldtud, og en fælles Grundlov for Kongeriget og Sønderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13. November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu været muligt at opnaa en Løsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var død to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa løs, og Bismarck tøvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig havde luret paa.

Budskabet om Frederik VII.s Død var et Tordenslag for Danmark. Man kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophævelsen af Fællesforfatningen, hvilket man havde krævet, og de Mænd, med hvem Kongen raadførte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte Monrad sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg Nytaarsaften læste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Sønderjylland; Monrad havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Førerne fra 1848; man havde frygtet noget Værre.

Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen skulde han modtages; men efter et Par hæderlige Forpostfægtninger blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hæren led meget ved det besværlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu, hvis ikke Max Müller havde standset Forfølgerne ved Sankelmark. Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det. Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet? Ingen havde oplyst os om, at Befæstningen kun var halv færdig, og selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den Misstemning imellem Hæren og Folket, som danner en saa paafaldende Forskjel imellem den første og den anden slesvigske Krig. Officererne gjorde uden Vægring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede Overgeneralen. Den villiestærke Mand, som havde haft Mod til at opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage sig Ansvaret for at rømme Dybbøl, da det forlangtes af Hærens andre Befalingsmænd og var øiensynligt, at Hærens Forbliven i de sønderskudte Skandser kun vilde medføre et forfærdeligt og unyttigt Blodbad (18. April).

En Freds-Konference skulde være traadt sammen i London den 12. April, men Preussen og Østerrig trak Tiden ud til d. 20.; de vilde først være Herrer over den sidste Fodsbred af Sønderjyllands Jord. Paa Konferencen dreiede Forhandlingerne sig væsentlig om en Deling af Slesvig. Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie fra Eckernförde til Frederiksstad; Preussen og Østerrig forlangte hele Landet indtil Aabenraa—Tønder. De neutrale Stormagter foreslog Afgjørelsen henvist til en Voldgiftsmand, der skulde fastsætte Grændsen indenfor de nævnte Delingslinier; det var paatænkt, at Kongen af Belgien skulde overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke vilde antage dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark forkastede det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag opløstes Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. Man skulde have troet, at Danmark nu vilde anvende den yderste Anstrengelse og Aarvaagenhed under Krigens Fortsættelse; men det var, som om ogsaa den aandelige Kraft var brudt efter Dybbølslaget, og ikke engang den ærefulde Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hæve den igjen. Fredericia blev allerede rømmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens Slutning ramtes vi af den største og forsmædeligste af alle Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede og bemægtigede sig Als. Nu laa Danmark knust for sin Modstanders Fødder. Den 11. Juli blev Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det Hverv at slutte Freden. Ædelmodighed var ikke at vente af Seirherren. Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele Sønderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grænse blev trukket saa uheldigt for Danmark som muligt. Større Sorg har aldrig ramt det danske Folk, og det gaar vel de Fleste, der have oplevet det Ulykkens Aar 1864, som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har lukket sig.

En af de sørgelige Følger af slige Ulykker er, at man kaster sig over det lidet nyttige Spørgsmaal: hvem har Skylden? Den Enighed, der havde samlet det danske Folk i 1848, var ikke længere til Stede. Det ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og særlig maatte det national-liberale Parti være Syndebuk, skjøndt Sandheden var den, at man havde vraget dettes Fører, og medens han i ængstelig Spænding havde Øiet fæstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem, der mente, at man ved at ophæve Novemberforfatningen kunde have holdt Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion imellem Danmark og Slesvigholsten var en Dødsdom for det danske Folk; at ikke engang dette havde kunnet opnaaes, have de senere Begivenheder og Bismarcks uforbeholdne Udtalelser tilstrækkelig vist. Disse "Helstatsmænd" mente altsaa, at Skylden fandtes hos det national-liberale Parti eller rettere hos det danske Folk. De stiftede da 23. Aug. 1864 den saakaldte Augustforening, der opstillede som sit Formaal "at styrke og befæste Baandet imellem Kongen og Folket og hævde og indskærpe Kongedømmets Betydning". Der havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst republikanske Tilbøieligheder hos det danske Folk, og ligesom Kongen trofast havde delt de onde Dage med sit Folk, havde dette vist ham al skyldig Hengivenhed. Augustforeningen havde en ren og bar reaktionær Tendents og bidrog Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige Elementer i Folket. Som Modsætning til denne udstedte derfor en større Kreds af Mænd af alle Stænder — ogsaa mit Navn findes iblandt dem — 25. Januar 1865 en Indbydelse til Stiftelse af en Dansk Folkeforening med det Formaal "at styrke og udvikle den nationale Aand og Bevidsthed, at bevare den i fælles Nationalitet og Fortidsminder begrundede Forbindelse med de danske Slesvigere og at værne om den folkelige Friheds grundlovmæssige Bevarelse og Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, fandt stærk Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte den 1300 Medlemmer i Hovedstaden og 600 i Filialerne. Den 6. April 1865 holdt jeg der et Foredrag, som blev trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og Folk". Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa Rigsdagens Adresse udtalte: "Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk". Hvad der dengang var ment om Kongens, og dermed Statens Frihed og Uafhængighed udadtil, var senere bleven anvendt paa Kongens Forhold til hans eget Folk. Det var særlig blevet benyttet af Finantsminister David, der havde bedet Folkerepræsentationen betænke, at "Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa Thronens Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til for Kongens Skyld, saaledes er Kongen heller ikke til blot for Folkets Skyld", Ord som under den smukke Indklædning kunde skjule mangen uklar og brøstholden Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var til for Folkets Skyld, og anførte af Historien afskrækkende Exempler paa den modsatte Opfattelse. Særlig dvælede jeg ved de i England under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige Forgudelse af Keiser Napoleon I.

Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningsspørgsmaalet var afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, løst. Den anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev ved dens Ophør stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes i dette Øiemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig.

Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkerepræsentation. Den da indførte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og oprettede et Rigsraad som Fælles-Organ. Danmarks særlige Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indførte Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855 vedtagne Indskrænkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte Repræsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at Junigrundloven uden al Indskrænkning skulde indtræde i sin gamle Plads; men Regjeringen hævdede, at Novemberforfatningen lige saa vel var en Grundlov, og kun kunde hæves paa grundlovmæssig Maade, d. e. med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle Ændringer i den gamle Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammensætning. Over to Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; først 28. Juli 1866 kunde Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette Spørgsmaal, hvis Afgjørelse var paatrængende nødvendig, og da man opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjørelsen, vovede jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 2. Valgkreds, C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17. Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen fremtrædende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjøndt jeg ikke holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i Skole- og Universitetsspørgsmaal. En meget betydelig Lov blev forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige Straffelov (stadfæstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der var udarbeidet af en særlig nedsat Kommission, var først blevet forelagt Landsthinget og havde dèr modtaget en saa omfattende og samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke at nedsætte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den første Forhandling var fremkommet mangfoldige Ønsker om Ændringer, men at lade disse Ændringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrødent i Mellemtiden for at samle Meningsfæller og redigere Ændringsforslagene, og mit Navn findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tør jeg vel sige, at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er § 208, hvorefter "Duel straffes med simpelt Fængsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel strafbar, naar den ikke medførte enten Død eller Legemsbeskadigelse. Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os i, at denne barbariske og meningsløse Selvtægt skulde godkjendes af en civiliseret Stat.

Efter Rigsraadets Ophør indtog Brix atter sin gamle Plads i Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg naturligvis, og jeg søgte heller ikke nogen ny Plads, skjøndt Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter Madvigs Død nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjøbenhavns 3. Kreds. Først anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfører A. Christensen, dernæst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var med en egen Følelse, at jeg bekæmpede min kjære Barndomsven, som Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Række af Aar havde set meget sjælden; nu stod jeg som hans politiske Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til ham for at lykønske ham til hans 70 Aars Fødselsdag, blev jeg modtaget med en vis Forundring; dog varede det ikke længe, inden denne gav Plads for det kjærlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage.