V. FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. — REISER.

Jeg blev Universitetslærer i en meget ung Alder, kun 27½ Aar, og var selvfølgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum af latinsk og græsk Litteratur, som krævedes til den daværende store filologiske Examen. Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og græsk Filologi og Archæologi. Dette stemmede ganske med mit eget Ønske. At Græsk og Latin ikke burde behandles som to særskilte Fag, men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke uden Ensidighed kunde indskrænke sig til Studiet af de gamle Litteraturer, men ogsaa burde være bekjendt med Monumenterne udenfor Litteraturen, med andre Ord, at Archæologien var en integrerende Del af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningsløst, som det er nu, at paalægge den samme Universitetslærer at docere klassisk Filologi og Archæologi; thi Archæologien var endnu i sin Barndom, og Ingen anede den mægtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en Hjælpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortsætte Madvigs Virksomhed og supplere den ved Tilføielse af dette nye Fag.

Jeg skulde hjælpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og det Første, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementære, at holde de latinske Forelæsninger til Anden Examen, som endnu bestod indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848), overtog jeg ogsaa latinske Forelæsninger for Viderekomne, og efter F. C. Petersens Død (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den græske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det hensigtsmæssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Løb holdt exegetiske Forelæsninger over en betydelig Del af den latinske og græske Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at læse 2 Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Løb at gjennemgaa den størst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed og Fuldstændighed, som Forelæsningen kræver. Hensynet til Studenterne var selvfølgelig det afgjørende. For dem kunde det for det meste være ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at faa en Forelæsning frisk, som den lige var sprunget ud af Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overflødigheder, som man vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan være Feil, som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar jeg en enkelt Gang blev nødt til at gjentage en tidligere Forelæsning, at jeg da ikke mødte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde næsten sige, med saa god Samvittighed som første Gang. Ved de systematiske Forelæsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider, Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik, Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at høre dem; men ogsaa der søgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelæsninger og Øvelser, eller jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til særlig Behandling. Især i Archæologien var dette Tilfældet. Ved Siden af Forelæsninger over den antike Kunsts Historie i sin Helhed søgte jeg ved Foredrag over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har navnlig i de senere Aar havt den Glæde, at mine Forelæsninger have samlet en større Kreds af Tilhørere ogsaa udenfor Universitetet. Det har lige fra først af været min Bestræbelse at give mit Foredrag en saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i Kundskabsmassen.

Mindre heldig var jeg i mine Bestræbelser for at gjøre selve Sprogene mere levende. Tidens Strøm gik i den modsatte Retning, og i Aarenes Løb tiltog den stadig i Hastighed. Græsk og Latin vare jo døde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den Retning, som nu fører det store Ord, Lov til at raade, ville de snart blive nedsatte til blot at være Forsteninger ligesom fossile Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de Sprog, som i over to tusinde Aar have været Kulturens Bærere og have hævet den menneskelige Tale til den Skjønhed og den Tankeklarhed, som vi nu glæde os over at besidde. Man vil omstøbe Tankerne i et nyt Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstøbning. Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besværlig; man foretrækker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjælpe sig med Oversættelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Græsk og Latin kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og det græske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme Kjærlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen Fornøielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel staar den første høiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at man kjender deres Udtale, og man gjør da mere eller mindre heldige Forsøg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret. Naar Begynderen spørger sin Lærer om, hvordan han skal udtale Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa Dansk. Det skal sagtens være nemmere. Ser man da ikke, at det netop morer Børnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven kan da heller ikke undgaa at lægge Mærke til, at der ikke er to levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da tro, at Grækerne og Romerne udtalte dem som Kjøbenhavnerne? Nei, det er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man kan ikke undvære den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Græsken som Nygrækerne, vilde man baade gjøre Videnskaben og det praktiske Behov en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en ensidig Bevisførelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har været mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive indført i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lære, at det samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophøre og Gaaden blive løst. Ved Græsken er Forholdet tilsyneladende vanskeligere. Det er en let Sag at gjøre sig lystig over de mange forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mærkeligt, at man kan gjøre det, naar man selv ikke adskiller θ fra τ og χ fra κ i sin Udtale, og her kan dog Ingen sige, at Udtalen i Aarhundredernes Løb er bleven forandret. Der er Ingen, der paastaar, at de gamle Grækere have udtalt Vokalerne ligesom Nygrækerne; men alligevel mene Traditionens Tilhængere at staa Sandheden nærmere end de, der følge den i Tyskland vedtagne rent hypothetiske Udtale. Møder man med den ligeoverfor en Græker, tror han, det er Chinesisk eller Irokesisk, man taler. Jeg stod imidlertid ene med den Anskuelse, og der kunde ikke være Tale om at føre den igjennem. Jeg benyttede da den moderne (traditionelle) Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine Disciple opmærksom paa, hvad der maatte antages for rigtigt i denne, og jeg tænkte mig, at ligesom jeg selv under Brugen af denne følte Sproget mere som levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en Anelse om det Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at uddanne dem til Lærere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de maatte følge den dèr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg selv bruge den; men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der derved var gaaet tabt.

Naar jeg paa det første nordiske Filologmøde (1876) indledede en Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk, var det heller ikke, fordi jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trængte til at lette min Samvittighed og for Alvor at gjøre opmærksom paa, hvordan Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlæser Referatet i den af Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det første nordiske Filologmøde" (S. 8—23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevægeligt. Man indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette Udtale af θ og χ, men dog mente man ikke, at den burde optages, fordi "vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde ikke, at vi ikke kunde udtale dem, thi det forlanger man jo i Engelsk, Islandsk og Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke gjøre sig den Uleilighed, skjøndt man indrømmede, at det var i høi Grad praktisk. Havde jeg indskrænket mig til at kræve denne Reform, havde jeg dog vel kunnet fremkalde en Resolution om, at dette burde gjøres; men jeg havde jo villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa mødte jeg det brændende Spørgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke Øre for, at baade Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k foran bløde Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i Grækenland og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort; dette er jo det første Skridt til Sibileringen; men man forkastede denne Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjællænderne ikke have den; og hvad der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel, der nødvendig krævede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav. Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Cæsar, men hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere Slægter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed af vor egen Erfaring kunne anføre Exempler, der ere langt mere paafaldende. Thi det er vel det samme Fænomen, naar den danske Almue udtaler det engelske Ord strike ikke streike, men strikke, eller naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Sønderjylland, som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske Udtale.

Noget heldigere var et andet Forsøg paa at gjøre den klassiske Oldtid og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok ikke tør tilregne mig selv mere end en Del af Æren, Opførelsen af latinske Komedier i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelæsning over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhørere befandt sig 4 norske Studenter. Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale, Østergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings Arie. Forestillingen var særdeles fornøielig baade for Skuespillerne og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsøget i større Maalestok. Den 15. Marts 1873 opførte det fil.-hist. Samfund Plautus' Menæchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde følge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart havde Glæde af Forestillingen. Paa samme Tid opførte man ogsaa i Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev holdt til Ære for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en Oversættelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opførte de danske Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opførtes den 13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand. philol. Chr. Jørgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne; Instruktionen udførtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af Skuespiller Zinck. Det har vel tildels været Erindringen om Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.

Al den Tid, der kunde undværes fra Filologien, anvendte jeg paa Archæologien. Det var en taknemmelig Opgave; mine Tilhørere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at tilveiebringe det fornødne Undervisningsmateriel. De værdifulde Gibsafstøbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde endnu større. Heller ikke den archæologiske Litteratur var fuldstændig til Stede, og de større Værker vare kun tilgængelige paa Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde løsrive mig fra den traditionelle Behandling af den græske Kunsthistorie, at lægge de litterære Kilder til Grund og bruge Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjælden modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundværlig Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg ønskede, navnlig fordi jeg ikke længere er i Stand til at foretage Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archæologen og Kunsthistorikeren en Nødvendighed.

I mine første Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til at reise udenlands som nu, Statsunderstøttelserne vare sparsomme, og Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understøttelse til en Reise til Italien, og min Hustru forstod at indskrænke Hjemmets Udgifter, saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paafølgende Foraar dèr. Denne Reise var ikke blot en ret nødvendig Hvile efter anstrengende Arbeide, men den var først og fremmest en Studiereise, der skjænkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det fornøielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmænd, men ogsaa den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmænd, til Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater Marchi, en elskværdig gammel Mand, der i sit Væsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F. Schouw, og især til den fortræffelige, høit fortjente G. B. de Rossi, hvem jeg første Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af Udlændinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye, særdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlæg i Stabiægaden var nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine Landsmænd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860. I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske Udbrud, der kaste et skjærmende Dække over tusindaarige Ruiner, men selv den moderlige Naturs regelmæssige Arbeide, naar det ikke forstyrres, udretter det Samme, og endnu større Udbytte havde jeg af at besøge de etruskiske Stæder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og færdedes, saa tydeligt og fuldstændigt, at vi ere nær ved at trøste os over, at deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte jeg herlige og lærerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste prægtige Levninger; efter min Hjemkomst søgte jeg at give en Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stæder og over Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde været lukket for mig.

Af mine følgende Reiser havde to nærmest filologisk Øiemed. En Reise til England i 1865 var foranlediget ved, at jeg ønskede at konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret 1874 reiste jeg i en lignende Anledning til Rom. Mine andre Reiser vare væsentlig archæologiske Studiereiser, og her havde jeg for det meste den Glæde at ledsages af min Hustru.

I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til Italien. Min Hustru befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prædikatet "elskværdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes:

Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad, slutter han:

Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder før forlod sit Fædreland, følte han sig svag; men han vilde gjerne endnu engang se Rom — det var 45 Aar siden han havde været der — og han havde Intet imod at lægge sine Ben under Laurbærtræernes Skygge. Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrættelig, og hyppig besøgte han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besøgte ham, og vi havde talt om vor fælles Gjerning i Hjemmet, udbrød han: "De kan tro, det er mig en Sorg at tænke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed faar en Efterfølger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har stræbt at bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter ham, men, som man ser, ikke med Glæde, og da man efter hans Død offentlig sagde, at han havde ønsket det, fandt jeg, det var min Pligt at gjøre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte Erklæring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa Spørgsmaalet om Brandes' Ansættelse[6].

Hauch døde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel; jeg anede jo nok, at det var det sidste.

Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glæde at være til Stede ved den særlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning af vor Konges og Dronnings Nærværelse d. 9. Marts. En Beretning derom har jeg givet i et Brev til "Fædrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik Reisen til Athen, og jeg havde stor Glæde af at vise min Hustru min Videnskabs Fædreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte jeg nogle Uger i Milano med Forsøg paa at dechiffrere den Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald nødte mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjøbenhavn. Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en Reise" 1873.

Ti Aar senere (1881—82) fik jeg atter Leilighed til at gjøre en lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru, men ogsaa af min yngste Søn, som lige var bleven Student, og i Rom stødte vore to andre Sønner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var imidlertid Grækenland; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke kjendte, og først og fremmest vilde jeg se de epokegjørende Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i Lilleasien havde jeg Følgeskab af min ældste Søn. Medens jeg selv har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og Lilleasien" 1883, har min Søn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og 1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius.

I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi tilbragte Februar og Marts Maaned i Ægypten hos min ældste Søn, der var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra Nedre-Ægypten" 1889. Det var min Hensigt at lægge Hjemveien over Athen for at se det epokegjørende Fund af archaiske Kvindestatuer, man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold nødte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid eller to at kunne oprette det Forsømte; men Haabet slog feil; mit Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen længere Reise.