VI. FORFATTERSKAB.

En Universitetsprofessors første Pligt er at være Lærer for de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig Skribentvirksomhed det Sekundære. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa nok at gjøre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjøre mig til den ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og selvstændigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner. Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgængerne trænge til at rettes og oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Læreren bliver saaledes med Nødvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine Forelæsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre Udførelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868). Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prøve paa en Fremstilling af Grækernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og "Undervisningen hos Grækerne og Romerne" (1865), der blev oversat paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygræsk af Chadzi Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grækernes og Romernes Huse med særligt Hensyn til de antike Benævnelser for de enkelte Rum", og 1886 "Tiryns og de dèr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af Homer".

Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forløber for det større Arbeide, som i en Række af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine Elever et nyttigt Hjælpemiddel, men ogsaa at afhjælpe et Savn i den filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelæsninger, dels i Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand følte sig maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet til Undervisningsstof, men især Textens Beskaffenhed frastødte ham. Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at opføre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nøies hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste Forfattere, det ældste og i visse Henseender betydeligste Minde om Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter, hvis Lune og Komik endnu i dette Øjeblik henriver Læseren og Tilskueren[7].

Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne Forfatter, som havde været forsømt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et epokegjørende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus at se i sin ægte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter, hvorpaa dens Fastsættelse maatte bygges, men i selve Recensionen var han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere fra den virkelige Plautus end de ældre Udgaver; men det forekom mig, at man ved en ædruelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en fuldstændig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paafølgende Kamp kunde blive bitter nok; men det syntes mig nødvendigt i Videnskabens Navn at nedlægge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af hans Landsmænd, der vare nærmest dertil, vilde gjøre det. Senere, da jeg allerede havde udgivet to Bind af Værket, talte jeg derom med Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig større Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg spurgte ham, hvor det kunde være, at Ingen af de tyske Filologer kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjælpe at træde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig.

Jeg vovede altsaa Forsøget. Første Bind af min Plautus, indeholdende Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Død have fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo ere langt fra at følge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og Mercator, udkom 2. Udg. 1892.

I December 1851 blev jeg Medlem af Videnskabernes Selskab. Fra 1867 til 1878 var jeg Redaktør af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis Forfatteren ønskede det. Fra 1887 har jeg været Formand for den historiske Klasse.

Mit første Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjørelse i den romerske Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i Aarenes Løb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og "Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt ephemer Betydning. Skulde jeg fremhæve nogen enkelt, vilde jeg nævne "Attiske Studier" 1856, hvori jeg nærmere udførte, hvad jeg først havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias' chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den særlige Benævnelse for den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige, Gudinden tilhørende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev haanet af de tyske Lærde, men en Menneskealder senere, da Dörpfeld havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde været nogen Forbindelse imellem de to nævnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und Studien".

Af epigrafiske Bidrag skal jeg nævne "Græske og latinske Indskrifter i Kjøbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillæg til Antiksamlingens lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte Indskrifter fra Brøndsteds Dagbøger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af græske og latinske Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr. Græc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige Feiltagelse af Th. Mommsen at tillægge Grækenlands Erobrer Mummius en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde jeg bl. a. opmærksom paa, at den nu til Dags saa yndede Forholdstalsvalgmaade allerede havde været anvendt af Romerne, og i en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879), paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et Bedrageri.

I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstværker, saasom en lille Afhandling om "Firbendræberen" (1863), som jeg mener med Urette er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas, en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbøielig til at tro, at Furtwängler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er ægte. — Større Betydning tillægger jeg de archæologiske Afhandlinger fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. — Til den egentlige Filologi henhører Afhandlingen "Om de Keiser Trajan tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg søgte at vise, at medens man med Urette har anfægtet Plinius' Breve til Trajan, kunne de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, næppe antages for ægte.

Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere end N. L. Høyens Levned. Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29. April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjært Arbeide at dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for saa stor Miskjendelse. Mængden havde ondt ved at tilegne sig hans ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihærdigt og selvstændigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet Kritiker og dømte ham som den, der tog Brødet ud af Munden paa dem; man skulde jo dog leve af sin Kunst.

Min Levnedsbeskrivelse af Høyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjært var det mig, at den af Høyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og hans uudgivne Forelæsninger, der almindelig omtaltes som Mesterværker af Veltalenhed. Høyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871—76.

I Anledning af Kronprinsens Sølvbryllup (1894) besluttede Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at forfatte et saadant. Jeg skrev da en æsthetisk-archæologisk Afhandling om den græske Søilebygnings Udvikling, hvori jeg blandt andet søgte at rekonstruere den ældste ioniske Søileform efter de nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze opfordrede mig til at lade den oversætte paa Tysk, og det havde jeg ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra Dörpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitæler fra Neandrea, som Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde existeret; det var en vilkaarlig Sammensætning af to Kapitæler, der ikke hørte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde udkomme med det Første. Jeg besluttede da at afvente dette, en Beslutning jeg nu fortryder; thi Dörpfelds Skrift kom aldrig. Var min Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske været en Spore for ham til at udføre sit Forsæt, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betænkning optaget disse Kapitæler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der Baukunst bei den Griechen.