X. ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.
Reading edition
Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Løb forskjellige under dette henhørende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier. Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen af Elers' Kollegium efter H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og kunde lettere være ved Haanden, naar Eforens Nærværelse krævedes, hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev dengang lønnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist Beløb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet, eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt halvaarsvis, erholdt Portneren sin Løn meget uregelmæssig, ja undertiden ufuldstændig. Det burde naturligvis være Kollegiets Sag at lønne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner, der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa. Skjøndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det lykkedes først at faa deres Samtykke, da de fik Løfte om Oprettelsen af en Læsestue, som de længe havde ønsket, men hvortil der ogsaa krævedes Tilskud fra Kollegiet. Dettes økonomiske Tilstand var, som allerede antydet, ikke heldig, og det var ikke ganske let at faa udført de nødvendige aarlige Reparationer. Først da Kollegiet skulde feire sit 200 Aars Jubilæum (1891), lykkedes det at faa et tilbørligt Tilskud af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en værdig Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i Ære. D. 30. Novb. holdtes der i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ældre Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad, hædrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og en af Kollegiets Beboere, daværende Kateket R. R. Vestergaard, forfattede med Ministeriets Understøttelse en læseværdig Fremstilling af Kollegiets Historie.
Det var mig en kjær Opgave at skulle sørge for, at Alumnerne fik det saa hyggeligt som muligt i den minderige Gaard; men med Undtagelse af Inspektor, som jeg stadig havde Forhandlinger med, var det sjældent, at jeg kom i nærmere Forbindelse med nogen af dem, skjøndt der er Mange, som jeg stadig mindes med Glæde. Ikke faa have allerede et anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg skal ingen Navne nævne; det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg særlig omtale, fordi jeg kom i et nærmere Forhold til ham end til nogen af de Andre, Holger Pedersen.
Hans Fader, der var Skolelærer i det sydlige Jylland, døde, da Sønnen var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen til at sætte den begavede Dreng i Ribe Skole, og den brave, stræbsomme Kvinde skyede intet Offer for at holde ham der. Ængstelig og forlegen var han, og han gik som en Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen bestod han med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af lutter Forlegenhed gjemte sig. Jeg lærte ham at kjende paa mine Forelæsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og ved at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen med Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. Han var kaldet til Videnskabsmand. Han stillede sig fra først af den Opgave, som han stadig fastholdt, at undersøge Sprogenes Historie og Sammenhæng. Ved Siden af de Fag, hans Examen havde krævet, Græsk, Latin og Dansk, studerede han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik Leilighed til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu mere. Ved en sjælden Sparsommelighed og Nøisomhed fik han Stipendierne til at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot kunde besøge tyske Universiteter og studere Armenisk i Venedig, men ogsaa studere Albanesisk i Epiros og Keltisk paa Øerne ved Irlands Vestkyst. Hans Skrifter, der ikke alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om Almuens Eventyr og Sange, nød almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som extraordinær Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med det særlige Hverv at holde Forelæsninger over de Slaviske Sprog, hvori Universitetet efter Professor Verners Død savnede en Lærer. Et Par Maaneder tidligere havde jeg den Glæde at være Forlover ved hans Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lærd Gransker, men ogsaa som en lykkelig Familiefader. En ærefuld Kaldelse til Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette."
D. 1. November 1876 blev jeg Regentsprovst. Embedet havde staaet ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i den Tid været bestyret af Regentsens Viceinspektør E. Jónsson under Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jónsson var en stille og godmodig Mand, der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjælper og Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden Embedsgjerning, og som derfor kunde færdes ganske anderledes imellem Studenterne og gjøre nærmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham ofte iblandt dem paa Bænken under Linden, og hans private Bolig stod aaben for Enhver, der ønskede hans Raad eller Selskab. Især var dette naturligvis Tilfældet med hans Landsmænd, Islænderne. Disse, der dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere, havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjælden forstod, og mange af dem søgte hellere Samkvem med Islændere udenfor Regentsen end med deres Medalumner. At føre tilbørligt Tilsyn med dem vilde have været mig umuligt uden Viceprovstens Hjælp.
Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100 ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle sætte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ældre Mænd som de skjønneste, de have levet, de rigeste paa aandelig Udvikling og paa Glæde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget særligt Talent til at omgaas unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede Ungdommen. Dette haabede jeg skulde være nok, og jeg tog næppe ganske feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjønne, holdt Regentsianerne af mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trængte til Raad og Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjælpe dem over pekuniære Vanskeligheder eller endnu værre Forlegenheder, som de vare komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjælden, men dog oftere end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid har let ved at magte, og grublende over Gaader, som intet Menneske kan løse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane, som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, føle de svagere Sjæle sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nær. Da gjælder det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis det en enkelt Gang skulde være lykkedes mig, takker jeg Gud, at han ikke har ladet mig arbeide forgjæves. Men det er saare sjælden, at man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De rette Læger ere jo ogsaa de jævnaldrende Kamerater. Det er derfor med stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det bør anbefales, at To bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke taale et Eneboerliv; han trænger til Selskab, til Fortrolighed, hvis hans Sjæl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflægge Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han boede sammen med i den røde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker og sine Glæder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet hæves ved den næste Omflytning, og nærmer Embedsexamen sig, saa at det gjælder om at have uforstyrret Læsero, saa gives der Eneværelser nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ældre. Men i de første Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen, og det vilde være høist beklageligt, hvis man nogensinde skulde opgive dette System.
Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge, som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det Liv, der bevægede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme derved, bleve enten oversete eller affærdigede med en Advarsel; meget sjælden indtraf der alvorligere Tilfælde, som kunde medføre Berøvelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum holdes udenfor. Regentsens Ære krævede, at Sligt ikke blev omtalt, og der var i den Henseende et ønskeligt Sammenhold imellem Alumnerne indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En medicinsk Student X havde faaet Øgenavnet Tyrken, og nogle af hans Kamerater havde moret sig med at forære ham et tyrkisk Flag. Da saa Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden en anden Regentsianer, der var bleven opmærksom derpaa, styrtede op og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket den røde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer." Selvfølgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbørlig Paatale og Straf. Imidlertid var det nær kommet til at gaa ud over en Anden, som var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen paa Tale i et Selskab, yttrede En, som ønskede at ende Samtalen med en Spøg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit røde Ansigt ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt Kongen, som om F. havde været den Skyldige, og Hans Majestæt blev meget forarget over, at en Søn af en af hans mest betroede Embedsmænd kunde opføre sig saaledes.
I de Dage da Politikens Bølger gik høit her i Landet, vare naturligvis ogsaa Regentsianerne stærkt optagne af de politiske Spørgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og selv almindelige Diskussionsmøder paa Læsesalen fandt jeg ingen Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens) Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den nødvendige Orden vilde blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til Afholdelse af et saadant Møde; da fremkom den, der skulde indlede Mødet, med en yderligere Begjæring om, at det maatte tillades hans gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke særlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B. Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrømme, at det var hensigtsmæssigt, at de vidste Besked med de Spørgsmaal, de pleiede at drøfte indbyrdes. Men, tilføiede jeg, kommer Jens Busk, saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene. Aftenen kom. J. B. holdt et længere Foredrag for at udvikle sit Partis Standpunkt. Han blev imødegaaet af en forhenværende og to daværende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer lange Forhandling havde en fuldstændig rolig og lidenskabsløs Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste Tilhænger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien. Han selv var glad over, at "han havde været oppe at præke for Studenterne" og omtalte det den følgende Dag i Folkethingssalen. Et Par Dage senere indeholdt Høirebladet Svendborg Avis en heftig Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen. Foranlediget derved paalagde Kultusminister Scavenius Konsistorium at afæske mig en Erklæring om denne Sag, særlig om "med hvad Ret jeg havde tilladt Afholdelse af politiske Møder paa Regentsen." Jeg svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker, naar jeg ved min egen Nærværelse sørgede for, at Alt forløb sømmeligt og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde "givet mig en Næse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger, det være sig som Foredragsholdere eller som Gjæster, uden Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrænkning i min tidligere Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa Ønsker, som jeg ikke sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjærkommen. Fra samtlige Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min humane og liberale Optræden overfor Spørgsmaalet om Tilladelse af Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen."
Jeg har omtalt disse Tilfælde, fordi de igjennem Pressen bleve bekjendte for Publikum og anførtes som Vidnesbyrd om en beklagelig radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker, udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men der blev gjort, hvad der kunde gjøres, for at denne Stemning ikke skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for Stiftelsen kompromitterende Maade. At være fast Medarbeider ved et politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som uforeneligt med Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier.
Det var ogsaa meget mere litterære og æsthetiske end politiske Spørgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler. Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der skulde vælges en ny Klokker, hørte man ofte det Forlangende, at den Valgte burde sørge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at være et pium desiderium. Ingen tilbød sig; Examensstudiet syntes ikke at levne dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv et Forsøg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over Fremstillingen af Christus i ældre christelig Kunst. Valget var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons "Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mødte fuldtallige og hørte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var det dog en altfor fremmed Verden, det førte dem ind i.
Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til politisk Farve, saa maatte det være til Gilder og Sold. I Samlivet med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Kræfter rørte sig frit. Gilderne vare et fremtrædende Træk i Regentsens Fysiognomi. Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders Forsøg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen Munterhed og Aandrighed været dem tilstrækkelig Underholdning; men nu begyndte man at ønske en mere nærende Føde, og det blev Skik at indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en forhenværende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens Glanspunkt, og den Glæde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfældet med mig; thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nærværelse gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den nødvendige Orden, hvilket undertiden kunde være svært nok, da der ikke sparedes paa Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men da var Nødvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede det, og Regentsianerne vedbleve at være lige saa fornøiede med mig, som jeg var med dem.
Naar Vinteren var skreden længere frem og allerede nærmede sig sin Slutning, fremkom der Ønsker om en ny og endnu større Fest; man vilde holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges Øine lidet passende at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjæst i den gamle Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar Provsten og hans Hustru vilde være Vært og Værtinde, og man ikke stillede for store Fordringer til Udstyr og Beværtning. Læsestuen afgav en udmærket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent, Samlingsværelse; Bibliotheksværelset kunde tjene som Buffet, og et større Alumnusværelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man fik det Fornødne til Laans fra større Magaziner og fra gode Venner. Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet; man maatte være glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev fastsat som Betingelse for, at Ballet kunde holdes. Dertil kom den Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjøre, maatte offre. Det var derfor ikke uden Betænkelighed, at Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornøielige Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en umiddelbar Glæde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer. Studenterne var elskværdige og ridderlige Værter, og de unge, for en stor Del ganske unge Damer morede sig fortræffelig.
I de lumre Sommeraftener samledes af og til større eller mindre Kredse under Linden i Gaarden, og de røde Mure gjenlød af Sang og Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fødselsdag med et saakaldet Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Træet blev plantet, blev Lindegildet en stor Jubilæumsfest, hvorved ogsaa mange ældre Regentsianere fra hele Landet gav Møde. Uagtet Festen var bleven udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende Regnbyger nødte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det paafølgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhørende Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Møller oplæste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud. theol. C. Bjerre, havde været særlig virksom. Han havde blandt Andet skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade være at meddele, da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra Regentsen[11].
(Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.). At kommandere en enig Hær, Som strax paa Vinket staar paa Pinde, Dertil kan bruges omtrent enhver; Men hvis du derimod vil finde En Mand, der Styr kan holde paa en Hær, Som saadan rigtig dygtig oplagt er Til Klammeri Og Mytteri, — Da søg en "Kommandør" som vores. Man siger os, vi har ej faa Af disse slemme, slemme Synder, Men vil man deri se Tegnet paa At Verdens Undergang begynder, Jeg siger bare: kom da selv herind Og se vor Enighed om Gaard og Lind — Og dette til: Spørg, om De vil, Hvad Mening vi vel har om Provsten. Det bliver ét kun, det Svar, De faar Fra hver især i hele Banden; Thi han har Kærlighed til vor Gaard Som sikkert ikke nogen Anden. Og det er ikke bare Hjernespind, Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind I fordums Tid Plantet af Hviid, — Var dette blevet gjort af Ussing. Thi — er det Sorg, er det Munterhed, Der fylder disse røde Rønner, Med Raad og Daad altid godt han ved At hjælpe sine Plejesønner. Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind I kær Erindring leve i vort Sind, — Medens vi nu Med Tak i Hu Vil raabe: længe leve Provsten.
Iblandt de indbudne Gjæster befandt sig selvfølgelig baade Ploug og Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mænd var høist forskjelligt. Hostrup var deres erklærede Yndling; ham hyldede de ved enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske tilbage; man mærkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok, at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest Høirøstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat — thi med dette fuldstændig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen at stemple sin fornemste Modstander — og at man lukkede Øiet for, at det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han Selskabet, og han fik ikke den Glæde at være Vidne til, at dog en Del af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?"
Hostrup døde 21. Nov. 1892 og blev jordfæstet paa Frederiksberg Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke længe efter yttredes det som et almindeligt Ønske iblandt Alumnerne at faa en Buste af ham opstillet paa Regentsen. Ældre og yngre Regentsianere traadte sammen for at indsamle det fornødne Beløb, og 2. Nov. 1894 blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Læsestuen og afsløret i Nærværelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt den nærmeste Familie. Det havde været Meningen, at Ploug skulde holde Talen ved denne Leilighed, men Døden bortrev ham faa Dage i Forveien (27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ældste endnu levende Ven, Biskop Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjærtelig og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham; men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed. Ogsaa Ploug var min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn "Fædrelandet".
D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen. En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder efter, da min Hustru og jeg feirede vort Sølvbryllup, oplivede Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, iførte Slaaprokker og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik syngende rundt omkring Træet. Da følte min Hustru og jeg, at vi vare hjemme her, og denne Følelse af, at Regentsen var vort Hjem og Alumnerne hørte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de 100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi gjerne over til os, især om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle nærmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars Forløb forlod Regentsen; men Tiden gaar sin Gang og stiller sine Fordringer uden at spørge om Forlov.
Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det Maal, man kalder Støvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer" modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstøbning af Dionysosstatuen fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere bragte mig; de udtalte Ønsket om, at jeg endnu længe maatte bevare min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud for, at dette Ønske var bleven opfyldt. Jeg mærkede endnu ingen Aftagen hverken af Kræfterne eller af Lysten til at arbeide, og saavel Tilhørere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at følge dens Udvikling, især da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra først af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men ogsaa Archæologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets enorme Forøgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at det næppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde være Lærer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsømt Archæologien, da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte være Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortsætte dette længere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og anerkjendte Lærerdygtighed gjorde ham selvskreven til at afløse mig som filologisk Professor. Jeg søgte altsaa min Afsked fra Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L. Heiberg, ønskede jeg selv indtil videre at beholde Archæologien, og jeg skrev i min Ansøgning, at jeg gjerne vilde vedblive som Privat-Docent at holde Forelæsninger og Øvelser i dette Fag, indtil der kunde blive oprettet en særskilt Lærestol for det.
Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at være Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor. Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de fornødne Kræfter til at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjældende Lovbestemmelser, og det juridiske Fakultet erklærede, at Regentsprovsten derefter skulde være en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig til at henstille Spørgsmaalet til Ministeriets Afgjørelse; men dette afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udsætte mig for, at der blev gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger, som havde været mit Livs Lykke. Jeg søgte altsaa min Afsked som Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nærmede sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter, Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid i Studenterforeningen. Universitetslærerne sluttede sig til dem tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra Udlandet forskjønnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb.
Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing.
I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig og legemlig Styrke.
Kjøbenhavn i Marts 1896.
H. G. Zeuthen.
H. Scharling.
P. Madsen.
Will. Scharling.
H. Matzen.
Deuntzer.
Saxtorph.
C. Reisz.
Christian Bohr.
A. F. Mehren.
E. Holm.
V. Fausbøll.
Wimmer.
Joh. Steenstrup.
Julius Thomsen.
Thiele.