TRETTENDE KAPITEL.

Stallbridge-le-Carthew.

Længe før jeg vaaknet var sakføreren forsvundet, og hadde efterlatt sig sin ubetalte regning. Jeg visste hvor han var gaat hen, jeg maatte følge, og ved titiden kjørte jeg avsted til Stallbridge-le-Carthew.

Mens jeg kjørte tænkte jeg paa den voldsomme scene om natten. Jeg hadde faat en anden opfatning av den mand jeg forfulgte. Jeg tænkte om ham som nu var ute i sit farlige erende, at han ikke vilde la sig stanse, hverken av frygt eller fornuft. En sjakal hadde jeg kaldt ham, men han var heller en gal hund. Formodentlig vilde han springe, ikke gaa, og mens han sprang, saa kanske hylte og fraadet han; om den store kinesiske mur reiste sig tvers over hans vei, saa gik han løs paa den med neglene.

Veien hadde ført over en bakke, og gik nu steilt nedover til bunden av dalen. Saa løp den mellem indgjærdede marker og hele tiden i skygge av trær. Langt om længe fik jeg det første glimt av herresætet inde i en tæt park. Der var vand med mange svaner, der var pragtfulde, gammeldagse blomsterhaver, høie parkmure, en fornem allé frem til huset. Dette laa paa en terrasse; façaden hadde over seksti vinduer. Det var umulig ikke at se med forundring paa et sted som var blit til gjennem saa mange generationer, hadde kostet saa mange tons myntet guld, og blev holdt istand av saa stor en tjenerflok. Men overalt var det stille, jeg saa forgjæves efter nogen gartner, jeg lyttet forgjæves efter lyd av arbeide. Selv det lille vertshus som klynget sig op til porten, holdt likesom pusten i ærefrygt for sin store nabo.

„Carthews vaaben,“ det lille, meget hyggelige vertshus, var bare et appendiks til den familie hvis navn det bar. Portrætter i kobberstik av hedengangne Carthew’er prydet væggene, og saa vidt jeg husker, var der ikke andre billeder i dette fornemme vertshus. Det forundret mig ikke at høre at verten var en exkjeldermester, vertinden en exkammerpike fra det store hus.

Jeg fandt ut at det var uhøflig at komme til vertshuset og la være at se hallen. Det var ogsaa min pligt at fodre svanerne, hilse paa paafuglene, og beundre de to verker av Rafael. Denne slegt som aldrig hadde udmerket sig, og som efter portrætterne at dømme var slap og sløv, den eiet virkelig to malerier av Rafael. Jeg var ikke saa dum at gjøre motstand, for jeg kunde ha bruk for velvilje før jeg var færdig, og jeg fik straks min løn i to vigtige nyheter. Den første var at Norris Carthew var ute og reiste, den anden at der hadde været en fremmed før mig den dag, og at han allerede hadde set de forskjellige kuriositeter.

„Ja,“ sa undergartneren, som var min fører, „en amerikansk gentleman var det. Det vil si, jeg vet ikke rigtig om det var netop en gentleman, men meget høflig det var han.“

Det lot til at han hadde været saa høflig at vise sin beundring med mange superlativer. „Men det var naturlig at han interesserte sig for stedet,“ sa min fører, „for herr Carthew hadde været venlig mot ham over i Amerika. Han var svært taknemmelig og ualmindelig glad i blomster.“

Dette hørte jeg med stor forundring. For nogen faa timer siden hadde jeg set manden som en ren galehuskandidat; han var pengelæns i et fremmed land, sandsynligvis var han gaat uten frokost. Norris’ fravær hadde været et knusende slag for ham; manden skulde altsaa ha været sort fortvilet. Og nu hørte jeg at han var i sit bedste humør, hadde smigret og beundret, lugtet paa blomster og talt som en bok. Denne karakterstyrke forbløffet mig.

„Dette er underlig,“ sa jeg til undergartneren, „jeg har selv den fornøielse at kjende herr Carthew, og jeg tror ikke nogen av vore venner der vestfra har været i England. Hvem kan denne mand være? Det kunde ikke — nei det er umulig at han har vovet. Han het vel ikke Bellairs?“

„Jeg hørte ikke navnet hans. Vet De noget mot ham?“ brøt min fører ut.

„Ja,“ sa jeg, „Carthew vilde sikkert ikke ha sluppet ham ind.“

„Gud trøste mig,“ sa gartneren. „Han talte saa vakkert ogsaa, jeg trodde det var enslags skolelærer. Kanske det var bedst om De gik straks til herr Denman? Jeg viste ham til Denman da vi hadde set alt hernede. Denman er vor kjeldermester,“ tilføiet han.

Dette forslag var velkomment. Vi avbrøt rundturen og gik en benvei til baksiden av huset.

Med ett stanset min fører mig.

„Den høivelbaarne lady Ann Carthew,“ hvisket han. Jeg saa over hans skulder og fik øie paa en gammel dame som med en stok humpet bortover havestien. Hun maatte ha været overordentlig vakker i sin ungdom, og trods sin haltende gang hadde hun en usedvanlig og næsten truende værdighet. Tungsind var præget i hvert træk, og hendes øine likesom stirret ind i ulykke.

„Hun saa trist ut,“ sa jeg, da hun var humpet forbi.

„Det er heller ikke rart,“ sa gartneren. „Den gamle herr Carthew døde for knapt et aar siden, lord Tillibody, hendes naades bror, to maaneder efter; saa kom det sørgelige ulykkestilfælde med den unge herr Carthew, han kom avdage paa jagten, og han var hendes naades yndling. Herr Norris har aldrig staat høit i gunst hos hende.“

„Det har jeg hørt,“ sa jeg deltagende. „Du store verden, saa trist! Men er det ikke anderledes nu, efterat Carthew er kommet hjem?“

„Aa nei, det er heller værre end nogensinde. Da herr Norris kom, saa lot det til at hun blev glad ved at se ham, og vi var alle fornøiet, for alle som kjender den unge herre, kan ikke andet end like ham. Men det varte ikke længe. Samme kveld hadde de en samtale, og de blev vist uvenner. Hendes naade tok svært paa vei, det var som i gamle dager, men endda værre. Og morgenen efter saa reiste herr Norris igjen. „Denman, jeg kommer aldrig igjen,“ sa han og tok ham i haanden. Men jeg skulde ikke sagt alt dette til en fremmed,“ sa han med en pludselig frygt for at han var gaat for vidt.

Han hadde ogsaa fortalt mig meget, og meget som han ikke forstod selv. Den kveld Carthew var kommet hjem, hadde han fortalt sin historie; den gamle dame hadde noget mere end dødsfald at sørge over: blandt de billeder hun saa, naar hun gik slik stirrende bortover stien, var et av Midway Island og Flying Scud.

Denman blev litt forvirret da han hørte mine spørsmaal. Han underrettet mig om at Bellairs allerede var gaat.

„Jeg skal si Dem at det ikke var for at se huset han kom,“ sa jeg. „Og hvad det saa var, saa har han opnaadd det han vilde. Det var uheldig at jeg ikke skulde finde herr Carthew hjemme. Hvad er hans adresse for øieblikket?“

„Herr Carthew er paa reise,“ svarte Denman tørt.

„Bravo!“ ropte jeg. „Jeg la en fælde for Dem der, herr Denman. Nu behøver jeg ikke at spørre; jeg vet at De ikke gav den fremmede adressen.“

„Nei, det gjorde jeg ikke,“ sa kjeldermesteren.

Men jeg følte mig viss paa at Bellairs hadde hat større held med sig end jeg; ellers vilde han endnu været her og dyrket herr Denman.

Jeg slap ikke for at bli ført gjennem hele det vældige hus, og mens jeg saa paa de pragtfulde værelser, tænkte jeg hele tiden paa Bellairs. Ved hvilket lykkelig tilfælde hadde han opsnappet adressen? At han ikke hadde kunnet spørre sig til den, var jeg overbevist om. Jeg trængte et lignende held. Ellers — ellers fik han fat i sit bytte, og da maatte de store eker falde, malerierne av Rafael bli spredt, huset leiet ut til en eller anden opkomling, og det gamle navn, som hadde en saa sterk klang i fem-seks prestegjeld, svinde bort til bare et minde. Alt dette avhang nu av mig. Hvad Bellairs hadde gjort, maatte jeg ogsaa gjøre. Tilfælde eller list, list eller tilfælde — jeg tænkte og tænkte.

Og med de samme tanker kom jeg tilbake til vertshuset. Ifølge min beslutning om at holde mig tilvens med alle mennesker glattet jeg øieblikkelig ansigtet og sa tak til en indbydelse om at spise middag med familien. Jeg satte mig altsaa tilbords med herr Higgs, exkjeldermesteren, fru Higgs, exkammerpiken, og frøken Agnes Higgs, en syvaaring med viltert haar. Samtalen fløt i det uendelige rundt det store hus og den høie familie. Steken, puddingen og sheddarosten kom og gik, og endnu flommet strømmen som før. Fire generationer av Carthew-slegten var blit drøftet, og vi hadde latt herr Henry omkomme paa jagten og begravet ham i midten av et helt sørgende grevskap, før det lykkedes mig at bringe min fortrolige ven herr Norris paa bane. Straks blev exkjeldermesteren diplomatisk og exkammerpiken følsom. Norris lot til at ha været den eneste i familien som overhodet hadde vist nogen egenskaper, og hans maal, stakkars fyr, hadde nærmest været at gaa fanden i vold. Han var ikke stor gutten, før hestefoten stak frem. Han var ikke nogen rigtig Carthew, han viste smak for slette fornøielser og slet selskap, røvet fuglereder sammen med en staldgut før han var elleve aar, og da han var tyve og burde ha tat litt hensyn til sin familie, saa drev han med en ransel paa ryggen hele grevskapet rundt, tok skisser og slog sig ned paa simple vertshuse. Han eiet ikke stolthet, hørte jeg, han blev venner med hvemsomhelst, og jeg fik en litt saarende hentydning til at det kanske var dette karaktertræk hos helten som jeg skyldte mit eget bekjendtskap med ham. Desværre var herr Norris ikke bare en underlig skrue, han var desuten en ranglefant. Ved universitetet husket man endnu hans gjæld, og endda bedre husket man de høist humoristiske omstændigheter da han blev relegeret. „Han var spøkefuld av sig,“ forklarte fru Higgs.

Men først da han kom ind i diplomatiet, begyndte kjedeligheterne for alvor. „Det var saan en skrækkelig gjæld,“ sa exkammerpiken. „Og tænk, hele tiden var han den peneste og snildeste unge herre som De kunde se for Deres øine.“

„Da herr Carthew fik høre om gjælden, saa blev der et fælt opstyr,“ fortalte Higgs. „Det ringte, og jeg gik ind selv, for jeg trodde det var kaffen. Der stod herr Carthew. „Higgs,“ sier han og peker med stokken, for han hadde en tur av gigten sin, „gi besked om jagtvognen øieblikkelig til denne min søn som har bragt vanære over sig.“ Herr Norris sa ingenting, han sat bare og lutet med hodet og rørte ikke paa sig. De kunde puffet mig overende med et halmstraa,“ sa Higgs.

„Hadde han gjort noget rent galt?“ spurte jeg.

„Nei da, herr Dodsley!“ sa fruen — hun hadde opfattet mit navn slik. „Han har aldrig gjort noget rigtig galt i hele sit syndige liv. Det var stor skam det hele. Ikke det mindste andet end partiskhet.“

„Naa, naa!“ sa kjeldermesteren advarende.

„Aa, jeg bryr mig ikke om dig,“ svarte fruen. „Du vet selv det er sandt, Higgs, og det vet allesammen.“

Mens jeg fik disse oplysninger og meninger, forsømte jeg ingenlunde barnet. Hun var ikke meget tiltalende, men heldigvis hadde hun naadd en bestikkelig alder. For en shilling i haanden, sixpence i sparebøssen, og en amerikansk gulddollar som jeg fandt i lommen, kjøpte jeg hende med hud og haar. Hun erklærte at hun vilde følge mig til verdens ende, og saa snart middagen var forbi, kløv hun op paa mit fang for at vise mig sin store skat, et frimerkealbum som hun hadde faat av onkel William.

Det er faa ting som jeg avskyr hjerteligere end gamle frimerker. Men det lot til at jeg skulde tilbringe den dag med at se paa kuriositeter, og jeg fandt mig ydmygt i min skjæbne. Til min forundring var boken ikke daarlig fyldt, saa onkel William maa sagtens ha begyndt paa samlingen selv. Der var de forskjellige engelske pennymerker, russiske med det farvede hjerte, ganske ulæselige Thurn-und-Taxis, de trekantede fra Kap, vestaustralske med svanen, det seilende skib fra Guiana. Paa alle disse saa jeg med døsige øine, somme tider sovnet jeg vist ogsaa, og formodentlig var det i et saadant øieblik at jeg mistet albumet, og at der faldt ut en mængde „dubletter“, som de vist heter.

Og her var mot al sandsynlighet det lykkelige tilfælde kommet, for da jeg galant plukket dem op, saa studset jeg over det uforholdsmæssig store antal av franske 25 centimes merker. Der maatte være nogen som skrev hyppig fra Frankrike hit til Stallbridge-le-Carthew. Kunde det være Norris? Paa et merke fandt jeg bokstavet C, paa et andet kom jeg til C H; men ellers var stemplet ikke til at læse paa noget merke. Og da fjerdeparten av Frankrikes byer begynder med „chateau“, saa var C H en meget utilstrækkelig ledetraad.

Her kom fru Higgs mig uventet til hjælp. Hvis den fremmede var saa interessert for frimerker, sa hun, og betragtet mig vist som en monoman i dette stykke, saa burde han se herr Denmans album. Herr Denman hadde samlet i firti aar, og hans samling var værd mange penger. „Agnes,“ sa hun, „spring over til herr Denman og si at her er en fremmed som gjerne vilde se frimerkerne hans.“

„Gjerne dubletterne ogsaa,“ ropte jeg, „saa kunde vi bytte.“

En halv time efter kom herr Denman selv anstigende med et uhyre av et album under armen.

„Ja, herr Dodsley,“ sa han, „da jeg hørte at De selv var samler, saa gik jeg fra alt. For det sier jeg at alle frimerkesamlere er likesom frimurere.“

Om dette er sandt, vet jeg ikke; men der er ikke tvil om at man sætter sig selv i en vanskelig stilling naar man falskelig gir sig ut for samler.

„Ah, her er den andre serien!“ kunde jeg si efter at ha raadført mig med teksten ved siden av. „Det røde — nei det lilla mener jeg — ja det er pragtstykket. Skjønt naturligvis, det er som De sier,“ skyndte jeg mig, „dette gule paa det tynde papir er det sjeldneste.“

Jeg vilde snart blit avsløret, hvis jeg ikke i selvforsvar hadde traktert herr Denman med hans yndlingsdrik — en saa fortræffelig portvin at den aldrig kunde være modnet i vertshusets kjelder, men sikkert en mørk nat var bortført dit fra hvælvingerne i det store hus. Hver gang herr Denman spurte mig om min mening, saa skyndte jeg mig at fylde hans glas, og da vi kom til dubletterne, var han ikke længer farlig. Gud forbyde at jeg skulde si han var beruset; men hans øine var stive, og han snakket uten stans.

Ogsaa blandt herr Denmans dubletter var der mange av de franske 25 centimes merker. Jeg stjal mig til at undersøke dem. Jeg fandt igjen C og C H i stemplet; derefter fulgte et A, og i slutten av ordet et Y. Navnet forekom mig kjendt, men jeg kunde ikke gjette mig til de manglende bokstaver. Endelig kom jeg over et merke med et tydelig L foran Y, og paa et øieblik hadde jeg hele ordet. Chailly, det var navnet, Chailly-en-Bière, byen i selve Barbizon — ah, det var det rette sted at gjemme sig — det var det rette sted for Norris, som hadde trasket gjennem England for at ta skisser — det rette sted for Goddedaal som hadde efterlatt en paletkniv paa Flying Scud. Bare merkelig, at mens jeg drev England rundt sammen med Bellairs, saa ventet Norris mig paa selve det sted som var mit egentlige maal.

Om herr Denman har vist sit album til Bellairs, og om Bellairs likesom jeg fandt adressen ved hjælp av et frimerke, det faar jeg aldrig vite, og det var ogsaa likegyldig. Vi stod likt nu; mit hverv her var fuldbragt, min interesse for frimerker døde skamløst hurtig, den forbausede Denman blev bukket ut, jeg bestilte min vogn og fordypet mig i togtabellen.