FØRSTE KAPITEL.

Forhistorie.

Min far var en av de gløggeste forretningsmænd i staten Muskegon, og det voldte ham stor sorg at jeg ikke viste nogetsomhelst anlæg for kampen om pengene. Jeg har aldrig i mit liv brydd mig et fnugg om andet end kunst. Da jeg var blit student, satte han mig i Muskegons handelsakademi, et merkelig institut til utdannelse av spekulanter. Og først da jeg i denne farlige skole hadde gjort en dundrende fallit, fik jeg lov til at følge min lyst.

„Loudon,“ sa min far med smilende ansigt, „hvis du reiste til Paris, hvor lang tid vilde du saa bruke til at bli en erfaren billedhugger?“

„Erfaren?“ sa jeg. „Hvad mener du med det?“

„En mand som kan paata sig store opgaver,“ sa han, „baade i nøken og patriotisk og symbolsk stil.“

„Da maatte jeg ha tre aar,“ sa jeg.

„Og er Paris nødvendig?“ spurte han.

„Det er det eneste sted,“ forsikret jeg.

„Ja jeg synes selv det klinger bedst,“ indrømmet han. „En ung mand, hjemmehørende i vor stat, søn av en fremskutt borger, elev av de største mestre i Paris,“ tilføiet han fornøiet.

„Men kjære dig, far, hvad mener du?“ avbrøt jeg ham. „Jeg har aldrig drømt om at bli billedhugger.“

„Jo,“ sa han, „jeg har overtat leveransen av statuer til vort nye kapitol. Hvis du vil, saa kan du reise til Paris og komme tilbake om tre aar for at utføre det arbeidet. Det er en stor chanse for dig, men jo før du reiser og jo flittigere du studerer, des bedre; for hvis det første halve dusin statuer ikke tilfredsstiller publikums smak i Muskegon, saa blir der spektakel.“

Takket være kapitolet i Muskegon blev jeg altsaa billedhugger og kom til Paris.

Paa veien avla jeg et besøk hos min slegt i Edinburgh. Det var min onkel Adam, en meget stiv og ironisk herre, som moret sig med at tiltro amerikanerne alle utiltalende egenskaper. Han blev ikke engang forundret da jeg tilslut fortalte at mine venner gik nøkne om sommeren, og at metodistkirken i Muskegon var dekorert med skalper.

Der var bare én i huset som jeg følte sympati for — min bedstefar, Alexander Loudon. Han hadde i sin tid været murer, og hadde arbeidet sig op. I utseende, tale og væsen var han sterkt merket av sin oprindelse, hvad der var edder og forgift baade for onkel Adam, min tante og mine fættere og kusiner.

Det har sine fordele at være amerikaner. Det faldt mig aldrig ind at skamme mig over min bedstefar, og han la hurtig merke til forskjellen. Han hadde bevaret min mor i ømt minde, kanske fordi han hadde den vane daglig at sammenligne hende med onkel Adam, som han avskydde. Vi tok lange spaserturer sammen, besøkte et og andet ølhus, hvor min bedstefar med stolthet forestillet mig for sine gamle venner. „Dette er gutten til min Jeannie,“ sa han og kastet et slør over resten av sine efterkommere. Maalet for vore utflugter var en række melankolske utkantgater, hvor min bedstefar hadde været bygmester og desværre altfor ofte ogsaa arkitekt. Jeg har sjelden set forfærdeligere huser, men jeg vogtet mig vel for at si min mening, jeg beundret høflig og spurte om prisen paa hvert ornament. Kapitolet i Muskegon drøftet vi indgaaende. Jeg tegnet alle planerne efter hukommelsen, min bedstefar regnet ut overslag og kritiserte skarpt bygmestrene i Muskegon. Vi blev de bedste venner, og da jeg forlot Edinburgh, hadde jeg uten selv at ane det gjort et storartet kup.

Og saa styrtet Loudon Dodd, søn av James K. Dodd, millionær i Muskegon, sig ut i kunstnerlivet i Paris.

Hvert menneske har sin romantik. Min gyldne drøm var studenterlivet i Quartier Latin. Derfor spiste jeg paa en tarvelig restaurant og bodde paa et tarvelig hotel, skjønt jeg for mine maanedspenger kunde bodd i det bedste strøk og gjerne hver dag kjørt til mine studier. Men da vilde jeg bare været Loudon Dodd, søn av den amerikanske millionær; nu var jeg en Quartier Latin student, og jeg svelget i min gyldne romantik.

Men dette herlige liv hadde en skygge: jeg var født med svakhet for god mat og god vin. Nu og da hændte det efter en lang og flittig dag paa atelieret, at en bølge av motbydelighet førte mig langt bort fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En saadan aften — det var i mit andet aar i Paris — hadde jeg et litet eventyr som jeg maa fortælle, fordi det var indledningen til mit venskap med Jim Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde løv faldt og flagret paa boulevarden, og der bølget melankoli i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom baade av kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket, og bad nu efter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste sig at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. „Godt, en flaske,“ sa jeg. Bordene i denne restaurant staar tæt sammen, og det næste jeg husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor alle ansigter vendte smilende mot mig. Jeg kan ogsaa huske hvad jeg sa i det øieblik, men efter tyve aars forløp er skammen endnu glødende i mig, og jeg vil bare antyde at jeg spilte paa patriotiske strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med til et andet sted for at drikke kaffe, men ute paa fortauget fandt jeg mig pludselig alene. Det overrasket mig litt, jeg begyndte at tænke paa om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste flaske, og jeg besluttet at stive mig op med kaffe og kognak. Jeg gik derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg mig storartet over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunde bli træt av at se paa det. Saa faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, naadde i næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld, og reiste mig for at gaa hjem og tilsengs.

Jeg hadde bare et par skridt til mit hotel. Der fik jeg mit tændte lys hos portneren og steg saa op de fire trapper til mit værelse. Skjønt jeg ikke kunde negte at jeg var fuld, var jeg paa samme tid straalende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme tidsnok op til mit arbeide næste morgen, og da jeg saa at klokken paa min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gaa ned igjen og gi portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren staa oppe og gav mig paa vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører paa hver trappeavsats, kunde jeg umulig gaa feil, jeg hadde ikke andet at passe paa end at gaa ned og ned til jeg saa skinnet av portnerens natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis mulig at jeg kunde ha regnet galt, jeg gik derfor endda en trappe ned og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde jeg gaat ni trapper ned. Det var klart at jeg maatte ha gaat forbi portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var naadd mindst fem etager ned under gaten, jeg hadde styrtet mig i jordens indvolder. At mit hotel altsaa var bygget over katakomber, forekom mig at være en overordentlig interessant opdagelse, og hadde jeg ikke hat mit arbeide næste dag at tænke paa, saa vilde jeg hele natten fortsat med at utforske dette underjordiske rike. Men jeg maatte tidlig op, og derfor var det tvingende nødvendig for mig at finde portneren. Jeg gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire, fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nu begyndte jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gaa tilsengs. Otte, ni, ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min aapne dør var likesaa haabløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke var mere end seks etager høit; altsaa maatte jeg nu mindst ha naadd tre etager ovenfor taket. Da blev jeg ærgerlig. „Mit værelse maa og skal være her,“ sa jeg, og jeg gik med fremstrakte armer mot døren. Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran mig en sort korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre smaa værelser, en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg begyndte at bli sint for alvor. Paa dette tidspunkt la jeg merke til en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte haanden frem, den grep om en dørvrider, og uten omsvøp gik jeg ind. En ung dame var derinde, hun holdt paa at gaa tilsengs, og hun var paa det nærmeste færdig med sit toilette for natten.

„Jeg haaber at De vil undskylde mig,“ sa jeg, „men mit værelse er nummer tolv, og alting er kommet i uorden i dette forbistrede huset.“

Hun saa paa mig et øieblik. „Hvis De vil vente utenfor et øieblik, saa skal jeg følge Dem dit,“ sier hun.

Saaledes blev saken ordnet med den største ro. Jeg ventet utenfor; om en liten stund kom hun ut i morgenkjole, tok mig i haanden, førte mig op en trappe til, saa jeg kom fire etager ovenfor husets tak, og skjøv mig ind i mit eget værelse. Træt som jeg var efter mine merkelige opdagelsesreiser, sovnet jeg straks.

Morgenen efter hadde jeg ikke lyst til at gaa til atelieret. I stedet spaserte jeg til Luxembourghaven for der mellem spurvene og statuerne og de faldende blade at gruble over nattens hændelser. Hadde jeg drømt, eller hvad var sandhet?

I dagslyset viste huset de samme seks etager som ellers. Med al min viden om arkitektur kunde jeg mellem dets mure ikke finde plads til den lange korridor, likesaa litt som dets høide tillot saa uendelige trapper. Men disse fænomener kunde ikke forvirre en filosof som kjender virkningen av en god middag. Noget andet var det med den unge dame. Jeg kunde huske hvert ord vi hadde sagt; jeg hadde talt, og hun svart paa engelsk. Men ingen levende ung dame kunde optraadt med den klarhet og den fornuft; ihvertfald kunde ikke jeg husket hende saa klart. Altsaa var hele historien indbildning; katakomber, trapper, den barmhjertige unge dame, altsammen var en drøm.

Jeg var netop naadd til dette resultat, da mit blik fæstet sig ved en dame i brun jakke og med et farveskrin i haanden. Ved siden av hende gik en mand — nogen aar ældre end jeg — med et staffeli under armen. De var utvilsomt paa vei til galleriet, hvor damen sagtens holdt paa med kopiering. Man kan tænke sig min forundring, da jeg i hende gjenkjendte heltinden fra natten før. Vore øine møttes, og hun saa straks ned — litt forvirret, tror jeg, fordi hun husket hvilket antræk jeg sidst hadde set hende i.

Om hun var styg eller vakker, det kan jeg den dag idag ikke si. Men hun hadde optraadt saa klokt og venlig, og jeg hadde gjort en saa ynkelig figur, at jeg øieblikkelig følte nødvendigheten av at vise mig i et gunstigere lys. Den unge mand var kanske hendes bror, kanske fandt jeg leilighet til at gjøre en undskyldning gjennem ham; jeg stillet mig altsaa op i nærheten av galleridøren, og da han et øieblik efter kom ut, stanset jeg ham. Saaledes gik det til at jeg møtte min tredje skjæbne; for hele min løpebane er blit formet av disse tre faktorer — min far, kapitolet i Muskegon og min ven Jim Pinkerton. Men den unge dame saa jeg aldrig mere. Saaledes leker skjæbnen med os.

Den fremmede var, som jeg har fortalt, nogen aar ældre end jeg; han var godt bygget, hadde et meget livlig ansigt, et hjertelig, urolig væsen og graa, klare, blinkende øine.

„Maa jeg tale et ord med Dem?“ sa jeg.

„Saa mange De vil,“ sa han.

Saa fulgte min undskyldning for det natlige besøk.

„De er en landsmand av mig,“ brøt han ut, „De maa være det efter Deres ridderlige undskyldning. Desværre kjender jeg knapt selv den unge dame. Jeg blev forestillet for hende her en kveld hos nogen venner, og da jeg møtte hende idag, tilbød jeg naturligvis at bære staffeliet. Vil De si mig Deres navn?“

„Jeg heter Loudon Dodd,“ sa jeg, „jeg er fra Muskegon og skal bli billedhugger.“

„Og mit navn er James Pinkerton. Det glæder mig at gjøre Deres bekjendtskap.“

Vi blev gaaende videre sammen, vi spiste lunch sammen og blev øieblikkelig fortrolige venner, saa vi før kveld denne første dag kjendte hverandres historie.

Pinkerton var blit slængt ut i verden da han var tolv aar gammel. En omvankende fotograf løftet ham en dag op fra en landeveisgrøft i New Jersey og tok ham med sig. Nogen aar flakket de rundt og tok ferrotypier; den gamle døde, og den unge arvet hans forretning. „Det var det liv jeg selv kunde valgt mig, herr Dodd. Jeg har set alle de vidunderligste landskaper i det pragtfulde kontinent som vi skal arve og eie. Jeg skulde ønske jeg hadde min samling av ferrotypier her. Jeg tok dem som et minde og bare for min egen skyld. De viser naturen i dens største og i dens blideste øieblikke.“ Mens gutten drog fra sted til sted i de vestlige stater og territorier, læste han alle de bøker han kunde overkomme, og med klare øine og vaakent sind gjorde han sine iagttagelser av folket, landet, produkterne. Han hadde laget sig sin egen livsanskuelse. At være ædel og patriotisk, at samle kultur og penger med begge hænder og med samme glød — det var hans trosartikler. Da fotografierne ikke længer tilfredsstillet hans ærgjerrighet, slog han ind paa andre forretninger. Først blev han mægler i jernbanebilletter. „Jeg la hele min sjæl i det,“ sa Pinkerton, „jeg omkalfatret systemet paa mindre end et aar.“ Det lykkedes mig aldrig at forstaa principerne i denne forretning; den dypeste mening var vist at snyte jernbanerne. Men Pinkerton saa fremad. „Jeg visste hvad jeg trængte — en formue, dannelse, et vakkert hjem og en gjennemkultivert dame til hustru; for det er visst, herr Dodd, enhver mand maa gifte sig med en kvinde som staar over ham. Ellers stempler jeg det som bare sanselighet. Og ser De, herr Dodd, saa lukket jeg det bedste agentur i Saint Jo, hvor jeg tællet dollars i pottevis, drog avsted alene, uten en ven, uten at kunne et fransk ord, og slog mig ned her. Jeg har sat min kapital ind paa at bli kunstner.“ Jeg spurte om det var en gammel lyst hos ham eller et pludselig indfald. „Ingen av delene, herr Dodd,“ sa han. „Jeg sa til mig selv: Hvad er det vi trænger mest derhjemme? Mere kultur og mere kunst, sa jeg, og saa valgte jeg det bedste sted, la op penger og reiste hit for at lære.“

Jeg følte mig skamfuld mens jeg hørte paa ham. Han hadde mere ild i sin lille taa end jeg i hele min krop, han var bristefærdig av mod og kraft. Da han foreslog mig at se paa hans arbeide, fulgte jeg ham med interesse og haab.

Hans kvistværelse var væsentlig møblert med hans egne kufferter og tapetsert med hans egne studier. Nu er der bare ett omraade hvor jeg ikke kan smigre uten at rødme; naar det gjælder kunst har jeg en romersk oprigtighet. Baade én og to ganger gik jeg væggene rundt og speidet efter et glimt av talent, og han fulgte efter og speidet i mit ansigt. Da vi hadde gaat den anden runde, var vi begge like nedslaat.

„Aa, De behøver ikke at si noget,“ sa han tilslut.

„Vil De at jeg skal tale oprigtig? Jeg tror De spilder Deres tid,“ sa jeg.

„Ser De ingenting som lover noget?“ spurte han og saa paa mig med litt nyt haab i sine klare øine. „Er der ingenting ved denne melonen heller? Det var én som syntes den var god.“

Jeg saa nøie paa melonen og rystet paa hodet. „Det gjør mig ondt, Pinkerton,“ sa jeg, „men jeg kan ikke opmuntre Dem til at fortsætte.“

Paa et øieblik var han like tapper igjen. „Jaja,“ sa han kjækt, „igrunden er jeg ikke større overrasket. Men jeg vil ta kurset helt tilslut allikevel, og lægge hele min sjæl i det. Det er ikke bortkastet tid, det er kultur altsammen; det kan hjælpe mig til en stilling ved et illustrert blad hjemme, og jeg kan altid bli kjøbmand igjen,“ og han uttalte med største ro denne forfærdelige tanke som vilde ha rystet hele Quartier Latin. „Jeg skal aldrig glemme Dem at De hadde mod til at si mig det. Her er min haand, herr Dodd. De staar over mig baade i kultur og talent.“

„Det kan De ikke vite,“ sa jeg. „Jeg har set Deres arbeide, men De har ikke set mit.“

„Saa la mig se det straks,“ sa han.

Sandt at si var jeg næsten skamfuld over at ta ham med til mit atelier; mit arbeide, som der ellers var nok at utsætte paa, raget saa altfor høit over hans. Men han hadde faat hele sit humør igjen, og paa veien forbauset han mig med sin muntre snak og sine nye planer. Tilslut skjønte jeg hvorledes saken stod. Dette var ikke en kunstner som hadde mistet alt haab i sin eneste kunst, men en forretningsmand som kanske litt pludselig hadde faat vite at en enkelt av hans tyve spekulationer var mislykket.

I virkeligheten søkte Pinkerton — uten at jeg mistænkte ham for det — allerede trøst hos en anden av muserne. Han hadde faat den idé at han skulde lønne mig for min oprigtighet og grundfæste vort venskap. Han hadde en blok fremme og noterte hvad jeg sa, og da jeg i mit atelier avslørte Muskegons genius for ham, saa holdt han igjen paa med blyanten.

„Tar De en skisse av den?“ spurte jeg.

„Aa, det er min hemmelighet. En mus kan hjælpe en løve,“ sa han.

Og jeg snakket — om mig selv, mine planer, mine teorier. Pinkerton noterte, og jeg talte som en professor til en ivrig lyttende forsamling. Jeg ante ikke at altsammen blev opfattet galt, og endda mindre ante jeg hvad Pinkerton agtet at bruke sine optegnelser til. Vi hadde en lang, hyggelig kveld med megen veltalenhet og vin, vi møttes igjen næste dag, og først flere uker efter fik jeg vite meningen med de lange notater. En vakker dag blev jeg overrasket av et nummer av Saint Jos Sunday Herald, og der saa jeg til min skræk en skildring — og for en skildring — av mig selv og Muskegons genius.

„Litt fyldig figur“, „lyst, intelligent smil“, „geniets umiddelbarhet“. Og for nogen overskrifter og for nogen misforstaaelser! Du store gud, om mine spotske venner i Paris fik se dette vidunder av kunstkritik!

Det var heldig for venskapet mellem Pinkerton og mig at jeg samme dag fik brev fra min far. „Min kjære gut,“ begyndte det, „jeg sender dig et utklip, som har glædet mig særdeles, av et meget anset Saint Jo-blad. Det er faa unge mænd paa din alder for hvem en avis ofrer to hele spalter. Jeg ønsker bare at din kjære mor hadde staat og læst det over min skulder, men vi maa haabe at hun paa et bedre sted føler med mig. Naturligvis har jeg sendt et eksemplar til din bedstefar og onkel i Edinburgh. Denne Jim Pinkerton synes at være et værdifuldt bekjendtskap, han har vistnok et stort talent, og det er altid fornuftig at holde sig tilvens med pressens mænd.“

Ikke før hadde jeg læst disse ord, saa rørende taapelige som de var, saa slog min harme mot Pinkerton over i taknemmelighet. Ingen hændelse i mit liv — uten kanske min fødsel — hadde git min far saa dyp en glæde som denne artikel i Sunday Herald. Hvad skulde jeg saa klage over!

Da jeg traf Pinkerton, tok jeg let paa saken. Min far var fornøiet, sa jeg, han syntes brevet var udmerket skrevet; men selv satte jeg ikke pris paa offentlighet, og jeg vilde derfor be ham la det bli med den ene artikel.

Pinkerton blev høist ulykkelig. „Aa, jeg forstaar Dem,“ sa han, „jeg har saaret Dem. Det er min mangel paa takt nu igjen.“ Saa maatte jeg trøste ham, og løi saa godt jeg kunde.

Men det var dette sørgelige journalistiske indfald som gjorde os til venner for livet.

Vort venskap blev snart sat paa prøve. Næste kvartalsdag kom ikke den sedvanlige remisse fra min far. Jeg skrev og fik ikke svar, telegraferte og fik saa løfte om brev. Jeg var baade urolig og harm, men takket være mit romantiske liv som fattig student hadde jeg lagt endel penger til side, saa jeg ikke kom i nogen virkelig forlegenhet. Min ulykkelige far hjemme i Muskegon hadde al møie og angst. Mot en række av uheld stred han for sit liv og sin formue, og naar han kom hjem efter en fortvilet dag, saa var det for at læse og kanske graate over det sidste haarde brev fra sit eneste barn — det brev han ikke hadde mod til at svare paa.

Næsten tre maaneder efter tiden fik jeg tilslut brev og den vanlige anvisning. Han hadde hat en ond tid, men nu var tordenveiret over, og snart skulde han være rikere end nogensinde, og saa snart han kunde slippe fra, vilde han besøke mig i Paris.

Der gik igjen en tid uten at jeg hørte fra ham. Saa kom hans sidste brev, usammenhængende og vaandefuldt. Boblen var bristet, han var baade ruineret og syk.

Min stilling var vanskelig nok, men jeg hadde dog forstand til at fatte og retskaffenhet til at gjøre min simple pligt. Jeg solgte mine kuriositeter, eller rettere sagt jeg lot Pinkerton sælge dem for mig. Han utførte denne opgave saa fortræffelig at jeg ialt hadde fem tusen francs i lommen, heri medregnet det sidste av mine kvartalspenger. Jeg beholdt fem hundrede og sendte resten til min far i Muskegon. Pengene naadde tidsnok frem til at betale begravelsen.

Budskapet om hans død var neppe nogen sorg for mig. Jeg kunde ikke forestille mig min far som fattig mand, han som altid hadde levet saa høisindet og gavmildt.

Og nu kom min onde tid i Paris. Pinkerton vilde ha mig til straks at opgi min kunst. „Følg mig,“ sa han, „og la os kaste os med hele vor sjæl i det praktiske forretningsliv. Jeg har kapital, du kultur. Dodd & Pinkerton, aldrig har jeg set et bedre navn i en annonse, og du aner ikke, Loudon, hvad navnet betyr.“

Jeg hadde sagt op mit værelse og sov i en krok av mit atelier. Naar jeg vaaknet om morgenen, faldt mit blik paa Muskegons genius. „Hvad skal det nu bli av dig, stakkars unyttige stendame?“ tænkte jeg. „Og hvad skal det bli av kunstneren?“

„Nei,“ sa jeg til Pinkerton. „Det er sandt at en billedhugger maa ha enten penger eller indflydelse eller en djævelsk energi for at komme nogen vei. Ingen av delene har jeg, men jeg er ikke saa feig — eller saa modig — at jeg gir op uten kamp.“ Mine chancer var noksaa ynkelige, sa jeg, men som forretningsmand hadde jeg slet ingen muligheter. Jeg eide hverken lyst eller evne.

„Du gjør mig snart rasende,“ sa Pinkerton. „Du vil ha en til at gaa fra vettet for en vakker solnedgangs skyld, men det liv hvor der blir kjæmpet om formuer, det skal en ikke bry sig det duft om. Nei da, det er ingenting værd at staa midt i hvirvelen, med sin ene fot paa bankerotten og den andre paa en laant dollar, mens hele strømmen svirrer rundt en som en mølle — og saa kare i mynten paa trods av skjæbne og lykke.“

Jeg svarte med en præken om kunstens romantik. Jeg mindet ham om vore venner som hadde valgt denne vakre fjeldsti gjennem livet, og som nu klatret kjækt opover, fattige og fulde av haab. „Du vil aldrig forstaa det, Pinkerton,“ sa jeg. „Du kikker efter utbyttet; det er derfor du aldrig kunde lære at male, om du saa blev likesaa gammel som Methusalem. Utbyttet betyr ingenting; kunstnerens øine er vendt indad, han lever for en stemning.“

Pinkerton rev sig i haaret. „Nei, jeg skjønner det ikke,“ sa han, „ulykken er at jeg ikke har det mindste bruk for stemninger uten solide maaltider til, og du kan ikke faa ut av hodet paa mig at det er en mands pligt at bli rik, saasandt han kan.“

Enten han nu skjønte mig eller ei, saa opdaget han snart at han ikke kunde rokke mig; ti-tolv dager holdt vi paa med snak, saa lot han emnet falde; han maatte reise hjem straks, fortalte han mig, nu kastet han bare sine penger bort. Uten tvil skulde han ha reist for længe siden, og det var sikkert for min skyld han hadde ventet.

Den sidste dag bad han mig til middag paa en restaurant, hvor jeg før i mine rike dager hadde pleiet at gaa. Jeg saa der var noget som tynget ham, og selv var jeg nedtrykt, saa middagen blev litet munter.

Ved kaffen fik han sagt det han vilde. Han talte saa varmt om sit venskap og sin taknemmelighet for mig at jeg blev baade rørt og skamfuld. „La mig faa tale ut!“ fortsatte han. „Jeg ærer dig fordi du av hele dit hjerte ofrer dig for kunsten; jeg kan ikke løfte mig til dit syn, men jeg har saa meget poesi i min natur at jeg kan føle med dig. Jeg vil at du skal føre det igjennem, og jeg mener at hjælpe dig.“

„Hvad er det for noget sludder, Pinkerton?“ sa jeg.

„Det er ikke andet end hvad en ser hver dag,“ svarte han. „En ung mand som er sprettende fuld av talent, og saa en forretningsmand som ikke vet hvad han skal gjøre med pengene sine.“

„Din nar, du er jo saa fattig som en kirkerotte.“

„Vent bare til jeg faar mine jern i ilden!“ svarte Pinkerton. „Jeg er bestemt til at bli rik. Her er mit første bidrag. Ta det fra en vens haand. Det er bare hundrede francs, du skal faa det samme hver maaned, og naar min forretning begynder at vokse, skal vi lægge paa saa det blir noget.“

Det tok mig lang tid at faa avslaat hans tilbud. Og da han tilslut gav sig, var vi begge like taknemmelige og forlegne. Om kvelden reiste han, og paa veien hjem fra stationen følte jeg mig for første gang fremmed i den store lyse by.

I de dager som nu kom, fik jeg føle hvad det vil si at være fattig i Paris. Mit atelier maatte jeg snart opgi, og Muskegons genius forlot mine veier. For at kunne eie en statue i legemsstørrelse, maa man ha et atelier, et galleri, eller i det mindste en havestump til sin raadighet. Jeg tænkte derfor at la geniusen bli staaende i mit atelier; kanske kunde den gi min efterfølger en inspiration. Men desværre var jeg blit uenig med verten, og for at være ubehagelig paala han mig at fjerne min eiendom. Jeg lo hysterisk da jeg forestillet mig statuen, mig selv og en kusk paa fart gjennem Paris’ gater uten skyggen av noget maal. Et kjærkomment tilbud reddet mig fra disse pinlige muligheter, og jeg avhændet Muskegons genius for tredive francs.

I et spisekvarter paa den ytre boulevard fik jeg kredit paa middag. Aftensmat blev det forutsat at jeg ikke trængte, fordi jeg spiste hos rike venner. Denne ordning var yderst uoverveiet. Min historie kunde ta sig troværdig ut saa længe som mine klær var i god stand, men den var mere end tvilsom efterat min frakke var blit frynset om kantene og mine støvler hadde begyndt at sikle og pipe paa kafégulvene. Det ene maaltid om dagen, som stemte godt med mine finansers tilstand, gjorde ikke min mave fornøiet. Denne restaurant hadde jeg før ofte besøkt for at smake hvorledes de studenter levet som var uheldigere stillet end jeg. Da var jeg kommet ind med væmmelse og var gaat med kvalme. Underlig fandt jeg det nu at jeg satte mig graadig, at jeg reiste mig tilfreds og tællet timerne til min gjenkomst. Men sult er en stor trollmand, og saa snart som jeg hadde brukt op mine penger og ikke længer kunde mætte mig med chokolade og tykke brødskiver, saa var jeg helt henvist til dette spisekvarter og til sjeldne, lykkelige hændelser. Min ven Dijon kunde faa solgt nogen av sine hastverksbilleder, eller en gammel ven kunde dra gjennem Paris; da spiste jeg en middag efter min smak og avsluttet et rente- og avdragsfrit Quartier Latin-laan som holdt mig med tobak og morgenkaffe et par uker. En stor del av mine ensomme timer brukte jeg til at utmale mig alle enkeltheter i indbildte fester.

Det blev værre. En dag merket jeg paa spisekvarteret en viss kjølighet i vertens hilsen. Dagen efter var kulden aabenbar, den tredje dag holdt jeg mig borte i min skræk og gik altsaa fastende i otte og firti timer, og da jeg den fjerde dag kom tilbake, saa fik jeg den likefremme besked at der ikke var mere mat for mig. Nu var der bare én planke som skilte mig fra den nøkne sult, og jeg følte at den skalv under mig. Jeg hadde en søvnløs nat, og om morgenen gik jeg bent til maleren Myners atelier. Det var et skridt jeg længe hadde tænkt paa og ikke vaaget. Jeg var ikke synderlig fortrolig med denne engelskmand, og skjønt han hadde nok av penger, viste han sig paa ingen maate opmuntrende mot tiggere.

Jeg fandt ham i arbeide med et billede som jeg med god samvittighet kunde rose. Han malte væk mens jeg pratet, og jeg prøvde forgjæves at komme til saken. Tilslut fik modellen lov til at hvile, og han snudde sig mot mig.

„De kom ikke hit for at snakke alt dette tøvet,“ sa han.

„Nei,“ svarte jeg mat, „jeg kom for at laane penger.“

„Vi har aldrig været fortrolige venner,“ sa han.

„Tak,“ sa jeg, „jeg kan ta mit svar,“ og jeg reiste mig med raseri i hjertet.

„Naturligvis kan De gaa hvis De vil,“ sa Myner, „men jeg raader Dem til at bli og høre paa mig.“

„Hvad mere er der at si?“ ropte jeg. „Ønsker De at ydmyge mig endda mer?“

„De maa prøve at beherske Dem, Dodd,“ sa han. „Det er Dem som har søkt denne samtale, og hvis De tror at den ikke er ubehagelig for mig, saa tar De feil. De maa gi mig ordentlig greie paa Deres utsigter før jeg kan avgjøre om jeg vil hjælpe Dem.“

Paa denne maate „opmuntret“ snublet jeg gjennem min historie. Jeg fortalte at jeg hadde hat kredit paa et spisekvarter, men at det nu var slut; at Dijon laante mig en krok av sit atelier, hvor jeg modellerte alslags smaating som jeg endnu ikke hadde solgt noget av, og at min fremtid var yderst usikker.

„Og Deres værelse?“ spurte Myner.

„Aa, mit værelse er det ikke farlig med,“ sa jeg. „Min vertinde er venligheten selv, hun har ikke engang nævnt sin regning.“

„Det er vel ingen grund til at narre hende,“ sa Myner. „Nei, Dodd, jeg synes ikke at det er hæderlig av os fremmede at dra fordel av franskmændenes letvindte kredit, og saa rømme over kanalen eller Atlanteren.“

„Jeg tænker ikke paa at rømme,“ sa jeg.

„Hm,“ sa Myner. „Jo længer De blir, des større tap er det for Deres venlige gamle vertinde. Nu skal jeg si Dem hvad jeg vil gjøre. Hvis De samtykker i at reise, saa skal jeg betale Deres reise helt til Muskegon, hvor Deres far bodde, og hvor hans venner uten tvil vil hjælpe Dem til en stilling. Mere vil jeg ikke gjøre for Dem. Hvis jeg trodde De hadde et stort talent, saa var det noget andet, men det tror jeg ikke, og jeg raader Dem til at reise.“

„Det sidste var ihvertfald ikke nødvendig,“ sa jeg.

„Det mener jeg at det var,“ svarte han fast. „Vil De saa ta mot mit tilbud?“

„Nei tak,“ sa jeg.

Fra dette pinlige møte gik jeg bent til min gamle mesters atelier.

„Mester,“ sa jeg, „vil De ta mig i Deres atelier igjen — men denne gang som arbeider?“

„Jeg trodde Deres far var umaadelig rik,“ sa han.

Jeg forklarte at jeg nu var forældreløs og fattig.

Han rystet paa hodet. „Jeg har bedre arbeidere som gaar og venter,“ sa han.

„De pleide at si at mit arbeide var ganske godt.“

„Ganske godt. Ja. Godt nok for en rikmands søn. Forresten trodde jeg De vilde bli kunstner, ikke arbeider.“

Paa en bænk paa den ytre boulevard, ikke langt fra Napoleons grav, satte jeg mig for at ruge over min ulykke. Det var mørkt, trist veir, og jeg hadde spist bare én gang paa tre dager. Jeg hadde ikke tobak, mine klær og støvler var fillete og tilsølet. Og disse to mænd, tænkte jeg, de hadde rost mit arbeide dengang jeg var rik, men nu da jeg var fattig og trængte alt, saa hadde jeg ikke talent, saa var mit arbeide ikke godt nok.

Skulde jeg indrømme at jeg var slaat, skulde jeg gi op? Jeg tænkte paa de mange kunstnere som var blit frakjendt alle muligheter, og som trods latter og ringeagt var naadd frem. Jeg tænkte paa ham som hvilte under Invalidebygningens gyldne kuppel. Fra artilleriløitnant til verdenshersker. Ved Napoleon, jeg skulde holde ut, og de to som idag hadde haanet mig, skulde engang faa misunde mig min sukces.

Det var blit næsten mørkt da jeg vaaknet til min sult igjen. Skjælvende sprang jeg op, og rystende av kulde gik jeg gjennem de regnfulde gater, forbi de glitrende kafévinduer.

„Aa, herr Dodd,“ sa portneren, „her har været et rekommandert brev til Dem. Budet kommer igjen med det imorgen.“

Et rekommandert brev til mig! Hvad det kunde indeholde, ante jeg ikke. Men løgnen fløt uvilkaarlig fra min mund.

„Endelig mine penger!“ sa jeg. „Pokker saa ærgerlig at jeg ikke var hjemme. Kan De laane mig hundrede francs til imorgen?“

Jeg hadde aldrig før prøvet at laane av portneren. Det rekommanderte brev gav desuten en viss sikkerhet; han lot mig faa det han hadde, omtrent seksti francs. Saa fort som mine skjælvende ben kunde bære mig, sprang jeg rundt hjørnet til Café de Cluny. Jeg husker det første glas pomard og den første vidunderlige oliven; saa længe jeg lever vil jeg huske det. Over resten av maaltidet ligger en tyk sky av burgunder eller kanske rettere av sult og tung mæthet.

Klart husker jeg min skam og fortvilelse da jeg morgenen efter vaaknet og gjenkaldte mig hvad jeg hadde gjort, og hvorledes jeg hadde bedraget den stakkars ærlige portner. Nu var skandalen over mig! Jeg hadde solgt min selvagtelse og taket over mit hode for en middag paa Café Cluny!

Mens jeg sat slik og angret, kom postbudet med det rekommanderte brev. Det var stemplet San Francisco, hvor Pinkerton allerede sat til halsen i mangfoldige forretninger. Det indeholdt et nyt tilbud om hjælp, denne gang to hundrede francs om maaneden, og for det tilfælde at jeg skulde være i øieblikkelig forlegenhet vedla han en anvisning paa firti dollars. Jeg sa til mig selv at nød bryter alle love, og bankene hadde saavidt aapnet da jeg kom med min anvisning.

Det var i begyndelsen av december at jeg solgte mig til slaveri. Det lykkedes mig at overgaa mig selv og overskygge Muskegons genius med en liten, men høist patriotisk „fanebærer“; jeg fik ham antat paa salonen, og der stod han under hele utstillingen fuldstændig ubemerket, og derfra kom han tilbake til mig likesaa patriotisk som før. Jeg la hele min sjæl — som Pinkerton vilde sagt — i endel pillerier, som kom tilbake fra kunsthandlerne like saa trofast som fanebæreren. Og da jeg hadde holdt paa slik et halvt aars tid, og allerede skyldte to hundrede dollars til Pinkerton og omtrent et hundrede her og der i Paris, saa vaaknet jeg en morgen med en frygtelig følelse av ensomhet; den nat hadde min forfængelighet drat sit sidste suk. Jeg øinet ikke haab længer, jeg tilstod for mig selv at jeg var slaat, og der jeg sat i min natskjorte ved vinduet og stirret paa trætoppene ved hjørnet av boulevarden og fanget ind musikken av den travle morgenfærdsel, skrev jeg mit farvel til Paris, til kunsten, til hele mit tidligere liv og hele mit tidligere jeg. „Jeg gir mig,“ skrev jeg; „naar dit næste bidrag kommer, skal jeg reise bent til Vesten, og der kan du gjøre med mig som du vil.“