OTTENDE KAPITEL.

Kahytten paa „Flying Scud“.

Solen hadde ikke opløst morgenbanken, og lagunen, øerne og brændingernes mur som nu begyndte at minke, laa endnu klart farvet av daggryets mørke glød, da vi igjen steg op paa Flying Scuds dæk — Nares, jeg selv, styrmanden og to av matroserne — med et dusin blanke, nye økser for at gaa løs paa det sterke skib. Jeg tror vi alle pustet glade ut; saa dypt ligger hos mennesket lysten til at ødelægge, saa heftig kan jagten rive en med. Og det leketøi vi skulde slaa i stykker, var en langfarer, og den skjulte skat vi jaget, var en stor formue.

Dækkene blev spylet, storluken løftet av og en enkelt talje tilrigget, før baaten kom med frokosten. Jeg var blit saa mistænksom overfor vraket, at det høilig lettet mig at se ned i rummet og finde at det var fuldt eller næsten fuldt av paatagelig ris, pakket efter kinesisk skik i runde matter. Da vi hadde spist, vendte Johnson og matroserne sig til lasten, mens Nares og jeg slog skylightet op og gav os til at rumstere i kahytterne.

Jeg er ikke istand til at skildre disse dages arbeide i den rette orden. I mindet har jeg en nattemare av slit, hete, hast og forvirring, sveden strømmer som regn over ansigtet, rotterne piler avsted, fra skibets bund staar der kvælende dunster, og økserne hugger og splintrer.

Nares og jeg begyndte vore operationer med at flytte klær, stentøi, tepper, kjøtbokser, kortsagt alle løse saker op fra kahytten og stable dem i en haug rundt rattet. Derefter vendte vi os til kapteinens rum paa styrbord side. Vi brukte uldtepperne som kurv og sendte op bøker, instrumenter og klær for at øke vor dynge paa dækket. Saa la Nares sig ned paa hænder og føtter og begyndte at grave frem under sengen. Den ene kasse efter den anden med manilla-cigarer lønnet ham. Jeg aapnet en av kasserne og halshugget cigarbundtene, men forgjæves — intet hemmelig opiumsgjemme opmuntret mig til at fortsætte.

„Jeg tænker jeg har det nu!“ ropte Nares, og da jeg snudde mig, saa jeg at han hadde trukket frem en svær jernkasse som var fæstet til skottet med kjede og hængelaas. Paa den stirret han nu, ikke med den triumf som øieblikkelig flammet i mit bryst, men med et litt taapelig forundret uttryk.

„Ved Gud, nu har vi det!“ ropte jeg.

„La os først se hvad det er,“ sa han tørt. Han lempet kassen paa siden og slog laasen op med nogen økseslag. Jeg kastet mig ned ved siden av ham, da han igjen stillet kassen med bunden ned og løftet lokket. Jeg kan ikke si hvad jeg ventet; for en million i diamanter vilde kanske ha tilfredsstillet mig; mine kinder brændte, mit hjerte hamret som det vilde briste, og se der! saa tok han op en bunke papirer og en checkbok av den almindelige sort. Jeg snappet efter bunken for at se hvad der laa under, men kapteinens haand faldt tungt og haardt paa min.

„Stop der!“ sa han ikke uvenlig, „orden i tingene!“

Og han løp gjennem papirerne med et alvorlig ansigt og hadde vist glemt mig og min utaalmodighet; for da han var færdig, sat han en stund og tænkte, plystret et par stumper, bandt saa papirerne sammen igjen, og først da tok han bundten op.

Jeg saa en cigarkasse, ombundet med noget fiskesnøre, og fire fete lerretsposer. Nares skar snøret av og aapnet kassen. Den var omtrent halvfuld av guldmynter.

„Og poserne?“ hvisket jeg.

Kapteinen rispet dem op en efter en, og en strøm av sølvpenger raslet ned paa kassens rustne bund. Uten et ord satte han sig til at tælle guldet.

„Hvad er dette?“ spurte jeg.

„Skibets penger,“ svarte han og fortsatte umedgjørlig sit arbeide.

„Skibets penger?“ gjentok jeg. „Og der er checkboken til at trække paa rederne? Og det har Trent glemt efter sig?“

„Han har vel det,“ sa Nares barskt, og jeg opgav at si mere før han var færdig.

Det blev tre hundrede og otte og sytti pund sterling, omtrent nitten pund av det i sølv; alt dette la vi igjen ned i kassen.

„Og hvad mener De om dette?“ spurte jeg.

„De har set noget av det underlige i denne historie, Dodd,“ svarte han, „men ikke det hele. Det er mynten som forvirrer Dem; men det som jeg ikke forstaar, er papirerne. Vet De at kapteinen paa et skib har ansvaret for alle kontanter, han gir forskud, mottar fragt og passagerpenger og tar paa kredit i hver havn! Alt dette gjør han som rederens betroede agent, og han beviser sin ærlighet med de kvitterte regninger. Jeg skal si Dem at kapteinen paa et skib før glemmer sig selv igjen, end han glemmer disse regninger som borger for hans karakter. Jeg har kjendt mænd som druknet under forsøket paa at redde dem — daarlige karer ogsaa, men slik er førerens ære. Og denne kaptein Trent som hadde god tid, og som ikke var truet av noget værre end en fri hjemreise paa et britisk orlogsskib, han har lagt altsammen igjen. Jeg vil ikke bruke for sterke uttryk, siden faktum taler mot mig, men det hele er umulig.“

Snart efter kom middagen over til os, og vi spiste paa dæk i barsk taushet. Hver sat for sig og grublet for at finde en løsning paa de mange gaader. Jeg kom til at tænke paa den første gang jeg hadde set kaptein Trent. Scenen i saloonen stod igjen levende for mig, jeg stirret igjen ind i kanakaens øine.

„Én ting er da sikker!“ ropte jeg og reiste mig. „Det er den kanakaen jeg saa paa baren sammen med Trent, han som aviserne og hyrekontrakten gjorde til en kineser. Jeg vil lete gjennem sakerne hans og slaa det fast.“

„Vel“, sa Nares, „jeg vil hvile litt til.“

Vi hadde endnu ikke været i den forreste lugar, der hvor Nares mente at styrmanden og kokken hadde holdt til. Dit gik jeg. Rummet var næsten bart; nogen faa fotografier var stiftet paa væggen; en enkelt kiste var der, aapen og, som alle de andre, plyndret. Endel toshillings romaner viste at den maatte ha tilhørt en europæer. Det var altsaa klart at kokken ikke hadde sovet agter, og jeg maatte lete andensteds.

Folkene hadde revet ned rederne og skræmt fuglene ut av kabyssen, saa jeg kunde komme ind uten motstand. Rummet var fælt, ildelugtende og fuldt av fluer. I den inderste krok fandt jeg en pyntelig kiste av kamfertræ, beslaat med messing, en slik som kinesere, sjømænd og alle folkeslag som farer paa Stillehavet, elsker høit. Av dens ydre kunde jeg ikke trække nogen slutning, og underlig nok var det indre skjult. Alle de andre kister hadde staat aapne og indholdet været strødd omkring; det samme saa vi senere i folkenes rum; men denne kiste av kamfertræ var baade lukket og laaset.

Jeg slog den op med en øks og dukket som en toldbetjent mine hænder ned i indholdet. Først grov jeg rundt i lin og uld, saa fandt jeg silke og trak frem endel strimler dækket med mystiske bokstaver. Og de avgjorde spørsmaalet, for jeg saa at det var en slags sengeforhæng som er yndet hos de lavere klasser i Kina. Der manglet heller ikke andre vidnesbyrd, for eksempel en natdragt av et usedvanlig mønster, en trestrenget kinesisk violin, et silkelommetørklæ fuldt av røtter og urter, og et pyntelig apparat til at røke opium tillikemed en rundelig forsyning av denne gift. Kokken hadde altsaa været kineser, men i saa fald, hvem var Jos. Amalu? Eller hadde Jos. stjaalet kisten, før han hyret sig under falsk navn og hjemsted? Det var mulig, men som en løsning førte det mig bare ind i en endda mørkere forvirring. For hvorfor var denne kiste blit overset, dengang de andre blev tømt eller flyttet?

„Naa, hvorledes er det gaat Dem?“ spurte kapteinen, og hans stemme og farven i hans ansigt fortalte mig at jeg ikke hadde været alene om at gjøre opdagelser.

„Jeg har fundet en kinesers kiste i kabyssen,“ sa jeg, „og fyren har ikke engang tat sin opium med.“

„Saa?“ sa Nares rolig. „Kast saa øinene paa det der og tilstaa at De er slaat!“ Og med et mægtig sving bredte han ut paa dækket et par aviser.

Jeg stirret sløvt paa dem.

„Ser De ikke, Dodd!“ ropte kapteinen skarpt og førte en skidden tommelfinger langs titelen. „Sydney Morning Herald, 26. november, kan De forklare det?“ ropte han med stigende kraft. „Tretten dage efter at dette nummer var utkommet i Sydney, lettet skuten anker i Hongkong. Hvorledes kom Sydney Morning Herald til Hongkong paa tretten dager? Trent saa ikke land, og han talte ikke med noget skib før han kom hit. Altsaa maa han ha faat avisen her eller i Hongkong. Jeg lar Dem vælge!“ ropte han og sank ned paa dyngen av klær, som om han var træt av hele livet.

„Hvor fandt De dem?“ spurte jeg. „I den sorte kufferten der?“

„Akkurat,“ sa han. „De behøver ikke at bry Dem med den. Der er ikke andet end en blyant og en gammel kniv.“

Jeg saa allikevel ned i kufferten og det med godt utbytte.

„Enhver har sit fag, kaptein,“ sa jeg. „De er sjømand, og De har git mig en mængde vink; men jeg er kunstner, og tillat mig at fortælle Dem at dette er likesaa underlig som alt det andre. Kniven er en paletkniv, blyanten en Winsor og Newton, en B B B. En paletkniv og en B B B paa en lastebrig, det er mot naturens love.“

„Det kunde gjøre en hund gal,“ sa Nares.

„Og den er brukt av en kunstner,“ sa jeg. „Se hvorledes den er spidset — ikke til at skrive med. En kunstner, og bent fra Sydney. Hvorledes faar De ham hit?“

„Det er naturlig nok,“ svarte Nares. „De kablet ham hit forat han skulde illustrere denne røverromanen.“

Vi sat tause en stund.

„Kaptein,“ sa jeg tilslut, „der er noget fandens fordægtig ved denne briggen. De har jo været tilsjøs en god del av Deres liv, De maa ha set og hørt noget av hvert. Naa, hvad er dette? Er det assuranse, er det sjørøveri? Hvad kan det bety?“

„Ja, Dodd“, svarte Nares, „De har ret i at jeg har været tilsjøs størsteparten av mit liv. Og jeg kjender mange maater at vri sig frem paa for en uærlig kaptein. Men ingen av dem har det mindste gran at gjøre med Trent. Hele denne greien med Trent er aldeles vetløs, det er bort i natten altsammen, en idiotisk drøm. Det gaar ikke slik for sig med skibe som landkrabber tror. En berømt skuespillerinde reiser ikke mere offentlig end et skib, blir heller ikke mere interviewet, eller mere snytt, eller mere efterrendt av alle slags vimsepettere med messingknapper. Og skibet har noget at tape, det har kapital, og skuespillerinden bare karakter — hvis hun har det. Alle havne verden rundt er fulde av folk som staar færdige til at sparke kapteinen ind i bodsfængslet, hvis han ikke er saa blank som en dollar og saa ærlig som morgenstjernen. Og hvad Lloyds angaar, som holder vakt i hver krok av de tre verdenshave, og assuranse-iglerne og konsulerne, det kan De bare forstaa ved at tænke Dem en grønskolling med et hundrede og femti detektiver efter sig.“

„Men paa sjøen?“ sa jeg.

„De skjønner da ingenting,“ sa kapteinen. „Hvad nytter det til — paa sjøen? De maa jo ind til en havn, De kan ikke bli til evighet ute paa sjøen. Nei, Flying Scud er bare sludder; hvis denne greien har nogen mening, saa er den ihvertfald ikke til at fatte for en menneskelig hjerne. Jeg stemmer for at bruke økserne mere og prate mindre“, sa han og reiste sig. „Der er vel endda endel idioti igjen paa denne fænomenale briggen.“

Men det viste sig at vi var færdige med vore opdagelser for den dag, og vi forlot briggen ved solnedgang like saa kloke som før. Det bedste av byttet — bøker, instrumenter, papirer, silketøi, kuriositeter — tok vi med os i et uldteppe, og da vi hadde spist, og bordet var ryddet, og Johnson sat ved et trist parti cribbage mellem sin høire og venstre haand, saa tømte kapteinen og jeg vort uldteppe ut paa gulvet og begyndte at gjennemgaa byttet.

Først tok vi bøkerne for os. Der var temmelig mange av dem for en slik lasteskute at være. Officererne paa Flying Scud hadde et helt litet bibliotek av fagverker og skjønliteratur. Der var Findlays fem „directories“, alle gjennemrablet med rettelser og tilføielser, der var endel navigationsbøker, en signalcode og en orangefarvet bok utgit av admiralitetet, „Øerne i det østlige Stillehav“, bind III, som efter aarstallet maatte være den sidste autoritet, og som viste merker av flittig bruk. Et bind av Macaulays „Essays“ og en shillings-Shakespeare, endel romaner, Miss Braddon, Walter Scott, Auerbachs „Auf der Höhe“ paa tysk, og en slump godtkjøps detektivfortællinger utgjorde resten av biblioteket.

„Denne admiralitets-manden gir et deilig billede av øen vor,“ bemerket Nares, som hadde slaat op Midway Island. „Han sier ikke stort om tristheten, men en ser at han kjender stedet.“

„Kaptein,“ ropte jeg, „der rører De ved endda en underlig ting i denne idiotiske historien. Se her,“ fortsatte jeg ivrig og trak op av lommen en krøllet stump av den Daily Occidental som jeg hadde arvet efter Jim. „Midway Island, hvor han efter en feilagtig oplysning i Hoyt’s North Pacific Directory ventet at finde o. s. v., staar her. Hvor er Hoyt?“

„La os se paa det,“ sa Nares. „Jeg har den boken selv.“ Han tok den ned fra hylden i sin køie, bladet frem til Midway Island og læste høit. Der stod uttrykkelig at Pacific Mail Company var ifærd med at oprette et depot her, og at de allerede hadde en station paa øen.

„Hvem kan ha git en slik oplysning,“ sa Nares.

„Da kan en ikke dadle Trent. Værre løgn har jeg aldrig været ute for, det er som et præsidentvalg.“

„Det er Deres Hoyt,“ sa jeg, „et pent, nyt exemplar. Men si mig, hvor er Trents Hoyt?“

„Han tok den med sig,“ klukket Nares; „han lot alt andet ligge, regninger og penger og hele greien; men noget maatte han ta med, for ellers vilde det tat sig rart ut paa Tempest. Hurra, sier han saa, jeg tar Hoyt.“

„Og har det ikke faldt Dem ind,“ fortsatte jeg, „at alverdens Hoyter ikke kunde narret Trent, siden han hadde den der røde admiralitetsboken, en senere og officiel publikation, som endda behandler Midway Island meget utførlig.“

„Det staar fast!“ ropte Nares. „Hoyt har han fundet frem i San Francisco, der han skulde bortforklare hvorfor han egentlig gik hit med skibet. Det ser ut som han gik hit med hensigt. Hvad? Men det stemmer ikke med den hæseblæsingen paa auktionen. Det er det gale med denne historie. Vi kan lage et halvt dusin teorier som passer for seksti-sytti procent av den, men naar de er færdige, saa hænger der altid en favn eller to av løst taug paa den andre enden.“

Blandt papirerne var der litet av interesse. Men saa kom der et fotografi som overgik alle de andre opdagelser.

„De er ikke pene, hvad, Dodd?“ sa Nares og rakte mig billedet.

„Hvem?“ spurte jeg.

„Trent og mandskapet,“ sa han. „Det er et historisk billede av banden.“

Jeg holdt kortet mot lyset uten stor nysgjerrighet; jeg hadde set kaptein Trent engang og næret ikke noget ønske om at se ham igjen. Det var et fotografi av briggens dæk, med matroserne samlet i kulen, officererne paa hytten. Nedenunder var skrevet: „Briggen Flying Scud, Rangun“, og en dato, og over hver enkelt av mændene stod hans navn.

Jeg saa paa det, og pludselig dirret jeg i hele kroppen, søvn og træthet veg fra mine øine, likesom taaken letter i kanalen, og med gispende forundring saa jeg den fotografiske fremstilling av en flok fremmede. „I. Trent, fører“ øverst paa kortet viste mig en liten spids mand med buskede øienbryn og hvidt helskjeg, klædt i diplomatfrakke og hvite benklær, med en blomst i knaphullet, den skjeggede hake stukket frem og munden fast lukket. Der var ikke meget av en sjømand i hans ydre, men nok av pedanten, en tør, nøiagtig mand som kunde gaa for presten i en streng sekt, og hvad han saa ellers var, kaptein Trent fra San Francisco var han ikke. Ogsaa hans mænd var allesammen nye for mig; kokken, en umiskjendelig kineser i sin karakteristiske dragt, stod for sig selv paa hyttetrappen. Men med størst nysgjerrighet vendte jeg mig kanske til den mand som blev kaldt „E. Goddedaal, førstestyrmand.“ Han som jeg aldrig hadde set, han var kanske identisk, han kunde være nøkkelen og kilden til hele mysteriet, og jeg forsket hans træk med en detektivs øine. Han var høi og svær, tilsyneladende lys som en viking, hans haar stod i vilde krøller rundt hodet, og to umaadelige bakkenbarter sprang frem fra hans kinder likesom hugtænderne paa et kjæmpedyr. Med dette mandige utstyr og den trodsige holdning kom uttrykket i hans ansigt daarlig overens. Det var heftig, heroisk og kvindagtig. Jeg tænkte mig at han var sentimental; det vilde ikke undret mig at se ham graate.

Jeg lette frem min skissebok og fandt tegningen av kaptein Trent og de overlevende fra den britiske brig Flying Scud paa baren i San Francisco.

„Nares,“ sa jeg, „jeg har fortalt Dem hvorledes jeg først saa kaptein Trent paa den saloonen i Frisco, hvorledes han kom med sine mænd, blandt dem en kanaka med en kanarifugl i bur, og hvorledes jeg siden saa ham paa auktionen, dødelig ræd og likesaa forundret som alle andre, da budene fløi tilveirs. Nuvel,“ sa jeg, „der er den mand som jeg saa der“ — og jeg la skissen foran ham — „der er Trent fra San Francisco og der er hans tre mænd. Kan De finde nogen av dem paa fotografiet, saa skal jeg være Dem meget forbunden.“

Nares sammenlignet i taushet de to billeder. „Ja,“ sa han tilslut, „dette letter endel, det klarner horisonten. Vi kunde ha gjettet noget slikt efter den dobbelte forsyning av kister.“

„Forklarer det noget?“ spurte jeg.

„Det kunde forklare alt undtagen auktionen,“ svarte Nares. „Det passer altsammen saa godt som et sammenlægningsspil, hvis De utelater den maate som de folkene bød vraket op paa. Og der er vi kommet til en stenmur. Men hvad det saa er for noget, Dodd, saa er det ihvertfald noget dævelskap.“

„Og ser ut som sjørøveri,“ tilføiet jeg.

„Ser ut som hokuspokus!“ ropte kapteinen. „Nei, De skal ikke indbilde Dem noget. Deres eller mit hode er stort nok til at sætte et navn paa denne historien.“