FJERDE KAPITEL.

Mandskapet forsvinder.

Utenfor børsens port fandt jeg mig gaaende ved siden av den middelaldrende mand som hadde gjort et saa kort og kraftig indhug i det store slag.

„Jeg gratulerer, herr Dodd,“ sa han. „De og Deres ven kjæmpet tappert.“

„De gjorde det ikke lettere for os,“ sa jeg, „da De drev os op med tusen ad gangen og fristet alle spekulanter i San Francisco til at prøve sig.“

„Det var et øiebliks galskap,“ sa han.

Der fulgte en lang passiar. Han sa mig sit navn — Morgan, dommer Morgan — og bad mig besøke ham en søndag paa hans landsted.

„Hvad mener De om Bellairs?“ spurte han.

„Baade og,“ sa jeg.

„Jeg skal si Dem,“ fortsatte dommeren, „at jeg ikke begriper at nogen kan ha villet bruke en fyr som ham. Jeg kjender ham, han kjender ogsaa mig, han har ofte hørt fra mig i retten. Jeg forsikrer Dem at manden er yderlig reducert. Man kan ikke betro ham en dollar, og her har han femti tusen at raade over. Jeg forstaar ikke hvem det er som har hat slik tillid til ham, men jeg er aldeles viss paa at det maa være en som er fremmed i San Francisco.“

„Kanske en repræsentant for eierne?“

„Utænkelig!“ sa dommeren. „Eierne i London vet ingenting om opium som blir smuglet mellem Hongkong og San Francisco. Nei, jeg tænkte paa kapteinen. Men hvor skulde han faa pengene fra — foruten alt det han har lagt ut for at kjøpe al den giften i Kina — hvis han da ikke opererte for nogen i Frisco; men i saa fald vilde ikke Bellairs ha været brukt.“

„Jeg tror jeg kan forsikre Dem at det ikke var kapteinen,“ sa jeg, „for han og Bellairs kjender ikke hverandre.“

„Var det ikke kapteinen, han med det røde ansigt og det kulørte tørklæ? Jeg syntes han fulgte Bellairs’ spil med den mest levende interesse.“

„Jo,“ sa jeg, „Trent er dypt interessert, han visste sandsynligvis hvem Bellairs var, og han visste sikkert hvorfor han var der. Men jeg tør sverge paa at Bellairs ikke kjendte Trent.“

„Høist besynderlig,“ sa dommeren. „Ta imot en gammel sakførers raad og skynd Dem avsted til Midway Island. Der ligger en god slump penger paa bordet, og Bellairs & Co. er ikke de mænd som lar sig stanse av bagateller.“

Med dette avskedsord klemte dommer Morgan mig i haanden og tok ned Montgomery Street, mens jeg gik ind i Occidental hotel. Jeg var godt kjendt av personalet, og da jeg sa at jeg skulde vente paa Pinkerton og lunch, blev jeg budt en stol indenfor disken, i kontoret. Her sat jeg i en stille krok og begyndte at komme til mig selv efter de voldsomme sindsbevægelser, og hvem anden kom saa flyvende ind og bort til en telefon — hvem anden end herr Henry D. Bellairs i egen person! Kald det hvad De vil, men fristelsen var uimotstaaelig, og jeg reiste mig og tok plads like bak mandens ryg.

„Central,“ sa sakføreren, „2241 og 584 B — Hvem der? — All right — Bellairs — Occidental; telefonen var i ustand paa det andet sted — Ja, omtrent tre minutter — Ja — Ja — Den sum, De nævnte, det gjør mig ondt at si det — Nei — Jeg hadde ikke ret til — Hverken mere eller mindre — det har jeg al grund til at tro — Aa, Pinkerton, Montana Block — Ja — Ja — Godt, som De vil — Færdig 584 B.“

Bellairs snudde sig for at gaa. Da han fik øie paa mig, saa krummet han sig og skalv, som om han var ræd for at jeg skulde fare løs paa ham. „Aa, er det Dem!“ brøt han ut. Men saa fattet han sig. „Herr Pinkertons kompagnon, tror jeg. Det glæder mig at se Dem. Maa jeg gratulere Dem med Deres held.“ Og saa forsvandt han med et krypende buk.

Og nu fik jeg et vildt indfald. Det var klart at Bellairs hadde talt med sin klient, og jeg kjendte nummeret. Jeg ringte.

„Central,“ sa jeg, „forbind igjen 2241 og 584 B.“

„To to fire en,“ lød det med engelsk akcent — og tydeligvis en dannet mands stemme. „Er det Dem igjen, herr Bellairs? Jeg sier Dem, det nytter ikke. Er det Dem, herr Bellairs? Hvem er det?“

„Jeg ønsker bare at gjøre Dem et eneste spørsmaal,“ sa jeg høflig. „Hvorfor ønsket De at kjøpe Flying Scud?“

Intet svar. Telefonen dirret og summet med fjern klang av alle de mange samtaler i en stor by; men stemmen i 2241 var taus. Baade én og to ganger gjentok jeg mit spørsmaal, men den engelske stemme hørte jeg ikke mere. Manden var altsaa flygtet — flygtet fra et nærgaaende spørsmaal. Hvorfor? Jeg tok telefonkatalogen og fandt nummeret: „2241, Fru Keane, Mission Street 942.“ Og det var alt jeg kunde gjøre, hvis jeg ikke vilde kjøre til huset og personlig gjenta min næsvishet.

Mens jeg igjen sat og ventet i min krok, hadde jeg en følelse av noget utrygt, mystisk, kanske farefuldt i vort eventyr. Jeg saa for mig vraket og kaptein Trents rædde øine, og jeg saa nu ogsaa en mand som blev likblek, bare fordi han i en telefon fik rettet til sig et enkelt spørsmaal.

Klokkens slag vækket mig av disse tanker. Det var nu tyve minutter over den tid Pinkerton skulde komme. Og for mig som kjendte hans umaadelige nøiagtighet, rummet disse tyve minutter en hel roman av muligheter. Men de vokste langsomt til en time, og den ene time blev næsten to, og endnu sat jeg i min krok som et bytte for den forfærdeligste angst. Lunchtiden var næsten forbi, før jeg husket at jeg ikke hadde spist. Gud skal vite at jeg ikke hadde lyst paa mat, men jeg trængte til at styrke mig, om det saa bare var for at kunne fordøie de slette nyheter. Jeg la bud paa kontoret til Pinkerton, satte mig ved et bord og bestilte suppe, østers og champagne.

Endelig kom min ven. Han saa blek og sliten ut, vilde ikke ha mat, bestilte bare te.

„Er det forbi?“ sa jeg temmelig mat.

„Nei,“ svarte han, „jeg har klart det, Loudon — saavidt. Jeg kunde ikke ha opdrevet en cent til i hele Frisco. Folk liker det ikke. Longhurst vendte mig ryggen.“

„Men du har klart det.“

„Loudon, jeg sier dig at jeg har betalt blod for de pengene!“ skrek min ven vildt. „Og altsammen er paa nitti dager; jeg kunde ikke faa en eneste dag til. Hvis vi gaar igang med denne historien, Loudon, saa faar du reise. Jeg maa bli her og slaas, saa gjerne som jeg skulde dra avsted selv. Jeg skulde vise de fete slyngler til sjøfolk hvad arbeide er. Men du skal gjøre dit yderste, Loudon, jeg stoler paa dig. Du maa være som en glo fra den første til den sidste dag. Skonnerten og den lasten maa, maa være her før om tre maaneder, ellers er vi kaput. Kaput!“

„Jeg sverger at jeg skal gjøre mit bedste, Jim. Men du sa: Hvis vi gaar igang. Har vi da noget valg?“

„Det kommer jeg straks til,“ sa Jim. „Det er ikke saa at jeg tviler paa denne spekulation. Den vil nok lønne sig, det er ikke det. Men det er disse tre maaneders veksler, og jeg har utnyttet min kredit til det yderste, ser du. Jeg tror ikke at der i hele Frisco findes nogen uten mig som kunde ha reist de sidste ti tusen!“ ropte han i en pludselig glødende beundring for sig selv. „Men saa er der noget til. Jeg haabet at du kunde ha solgt den opiumen i smaat paa øerne; det er det tryggeste og gir mest av sig. Men med denne tre maaneders frist maa du seile bent til Honolulu og saa hjem med damper. Jeg skal se at ordne det for dig der og faa fat paa en mand. Hold skarpt utkik efter ham naar du nærmer dig øerne; for det kan hænde at han kommer ut i en hvalbaat eller en dampjolle og har pengene med sig.“

I taushet, om end ikke uten et ryk i min samvittighet, samtykket jeg i at bli smugler, og det endog opiumssmugler.

„Men sæt at opiumen er saa godt gjemt at jeg ikke kan finde den!“ sa jeg.

„Du maa finde den, om du saa skal skjære briggen op til fliser med din pennekniv!“ skrek Pinkerton. „Og jeg har allerede sikret mig en skonnert. Norah Creina heter den, fire og seksti tons, stor nok for os, siden risen er ødelagt.“

„Det er godt,“ sa jeg. „Men du sa: Hvis vi gaar igang med dette!“

„Hør da,“ sa Jim. „Du er enig med mig i at Bellairs vilde gaat høiere.“

Nu skjønte jeg ham. „Ja. — Saa det er det?“ sa jeg.

Jim nikket. „Hvis Bellairs og den mand som staar bak ham, gir mig et skikkelig tilbud, saa sier jeg: la gaa!“

En pludselig tanke, en pludselig frygt jog igjennem mig. End om min barnagtige spøk hadde skræmt manden bort? Hadde jeg ødelagt denne chance? Skamfølelse lukket min mund. Jeg kunde ikke faa mig til at nævne mit møte med Bellairs eller den adresse jeg hadde opdaget.

„Vi trænger adskillig mer end femti tusen for at kunne dække vore utgifter,“ sa jeg.

„Bellairs gaar til seksti tusen, ja til hundrede tusen, hvis han blir tat paa den rette maaten,“ svarte Pinkerton. „Husk hvorledes det gik paa slutten.“

„Det er ogsaa mit indtryk,“ sa jeg. „Men kanske var de femti tusen som Bellairs hadde lov til at by, virkelig den høieste pris.“

„I saa fald,“ sa Jim med graat alvor, „kan han ta Flying Scud for femti tusen, og lykke til. Jeg foretrækker tapet.“

„Er det saa galt fat med os!“

„Vi har strukket haanden længere ut end vi kan trække den ind igjen,“ sa Jim. „Vet du, de femti tusen jeg har laant, staar os i sytti tusen før vi er klar igjen. Det blir over ti procent maaneden, og endda kunde ingen anden i verden greiet det saa godt. Det var et mirakel. Jeg maatte beundre mig selv. Aa, hadde vi bare hat fire maaneder! Men endda kan det gaa, og det maa gaa. Og hvad blir det ikke at tale om og huske i hele vort liv! Men,“ brøt han av, „først maa vi prøve den trygge vei. Til den fanten Bellairs!“

Igjen holdt jeg paa at fortælle ham om Missionsgate adressen. Men jeg hadde latt det gunstige øieblik glide forbi, og denne fortielse maatte jeg da ogsaa bekjende. Desuten følte jeg mig sørgelig viss paa at det allerede var for sent, og at manden var reist for to timer siden. Altsaa tidde jeg fremdeles. Vi ringte op til sakføreren for at høre om han var hjemme, og kjørte saa straks.

Bellairs’ hus laa i en temmelig skummel gate. Kontoret var rent, men yderst knapt møblert. Vi saa en bokhylde, en stol, en gammeldags sekretær og intet mere.

„Herr Pinkerton og kompagnon!“ sa Bellairs med et nervøst anfald av høflighet. „Jeg skal hente stoler til Dem.“

„Paa ingen maate,“ sa Jim. „Har ikke tid. Det er forretninger, hr. Bellairs. Imorges kjøpte jeg, som De vet, vraket av Flying Scud.“

Sakføreren nikket.

„Og kjøpte det,“ fortsatte min ven, „for en pris som ikke staar i noget rimelig forhold til ladningens opgivne værdi.“

„Og nu har de tænkt Dem om og vil helst komme fra handelen. Det ventet jeg,“ svarte sakføreren. „Jeg vil ikke skjule for Dem at min klient var misfornøiet med mig, fordi jeg gik saa høit. Vi blev begge litt for hete tilslut, herr Pinkerton. Men jeg skal være ganske oprigtig — jeg vet naar jeg har med gentlemen at gjøre. Læg saken i mine hænder, saa tror jeg at jeg endnu kan faa min klient til at overta kjøpet, saa De“ — han gransket vore ansigter — „ikke lider noget tap,“ sluttet han skingrende.

Her overrasket Pinkerton mig.

„Det er vel tyndt,“ sa han. „Jeg har vraket, jeg vet der er en formue i det, og jeg agter at beholde det. Jeg ønsker bare et par oplysninger for at slippe unødige utgifter. Kan De gi mig nogen nyttige vink, saa behøver de bare at nævne en sum. Men læg merke til at jeg først betaler naar skibet kommer tilbake, og hvis Deres oplysninger har vist sig rigtige. Jeg kjøper ikke katten i sækken.“

Sakførerens ansigt hadde et øieblik lysnet, men blev nu meget bedrøvelig. „Jeg antar De vet mere om vraket end jeg,“ sa han. „Jeg vet bare jeg fik i opdrag at kjøpe det, og prøvde, og ikke kunde.“

„Det er godt, herr Bellairs,“ sa Jim. „Vil De saa bare si mig deres klients navn og adresse.“

„Jeg finder ikke at jeg har ret til at opgi hverken hans navn eller hans adresse,“ svarte sakføreren. „Men hvis De ønsker det, skal jeg med fornøielse sondere ham.“

„Jasaa,“ sa Jim og satte hatten paa. „Ikke netop imøtekommende, hvad? — De staar fast? — Skal vi si en Dollar?“

„Herr Pinkerton!“ brast sakføreren ut i en meget fornærmet tone, og jeg for min part var næsten ræd for at Jim hadde tat feil av manden og nu gik for vidt.

„De har ikke bruk for en dollar idag?“ sier Jim. „Godt, vi har begge vor tid optat, og jeg skal straks gaa til den høieste pris jeg vil gi —“

„Stop med dette, Pinkerton!“ avbrøt jeg ham. „Jeg vet adressen: Mission Street 924.“

Jeg kan ikke si hvem der blev mest overrasket, Pinkerton eller Bellairs.

„Hvorfor har du ikke sagt mig det, Loudon?“

„Du spurte mig ikke,“ svarte jeg og følte at jeg blev rød op i tindingerne, mens han saa tungt paa mig.

Det var Bellairs som brøt tausheten, og som nu gratis gav mig den kundskap jeg endnu savnet. „Naar De vet herr Dicksons adresse,“ sa han og skjulte ikke sin lyst til at bli os kvit, „saa antar jeg at jeg ikke behøver at opholde Dem længer.“

Jeg var dødsens ulykkelig, da vi kom ut. Men min ven bad ikke om forklaring. Han var øiensynlig ræd for at komme ind paa det farlige emne. Men tilslut, da vi nærmet os Mission Street, kunde jeg ikke bære spændingen længer.

„Du spør mig ikke om den adressen,“ sa jeg.

„Nei,“ sa han hurtig og mykt, „hvad var det med den. Det vilde jeg gjerne vite.“

Den myke tone var endda værre at taale end tausheten. „Jeg maa be dig om ikke at spørre mig,“ sa jeg. „Det er en sak som jeg ikke kan forklare.“

I samme øieblik som de dumme ord var sagt, i samme øieblik vilde jeg ha git alverden for at kalde dem tilbake. Og hvad vilde jeg ikke ha git, da Pinkerton klappet mig paa haanden og svarte: „Det er bra, kjære dig, ikke et ord til, jeg er viss paa at altsammen er som det skal være!“ At si mere nu var over min evne; men i mit stille sind lovet jeg dyrt og hellig at jeg skulde gjøre det yderste jeg orket i denne vanvittige spekulation, og at jeg skulde hugge mig selv i stykker, før Jim skulde tape en eneste dollar.

Saa var vi fremme, og jeg fik andre ting at tænke paa.

„Herr Dickson? Han er reist,“ sa vertinden.

Hvorhen var han reist?

„Det aner jeg ikke,“ svarte hun. „Han var aldeles fremmed for mig.“

„Hvorledes sendte han sin bagage, frue?“ spurte Pinkerton.

„Han hadde ikke nogen,“ var svaret. „Han kom igaaraftes og gik igjen idag bare med en pakke.“

„Naar gik han?“ spurte jeg.

„Ved middagstid,“ svarte vertinden. „Der var en som ringte op og spurte efter ham, og jeg tænker mig at han har faat en underretning; for han gik straks efter, skjønt værelserne var leiet for uken. Han saa meget nedslaat ut. Jeg tænker mig det har været et dødsfald.“

Mit hjerte sank. Var det virkelig min idiotiske spøk som hadde drevet ham bort! Igjen spurte jeg mig selv: Hvorfor? og svirret et øieblik rundt i en hvirvel av umulige hypoteser.

„Hvorledes saa han ut, frue?“ hørte jeg saa Pinkerton si.

„Han var glatraket,“ sa vertinden, og viste sig ute av stand til at gi en mere nøiagtig skildring.

„Stans ved det nærmeste apotek,“ sa Pinkerton til kusken. Vi gik derind og satte telefonen i virksomhet.

„Naar anløper den første Kina-damper Honolulu?“

„City of Pekin. Den kastet los idag klokken halvto,“ lød svaret fra dampskibsselskapets kontor.

„Det er klart som blæk,“ sa Jim. „Han har rømt, saa sandt som jeg heter Pinkerton. Han vil komme os i forkjøpet paa Midway Island.“

Jeg følte mig ikke aldeles viss paa dette. Der var nogen enkeltheter, som Pinkerton ikke kjendte, for eksempel kapteinens merkelige angst. Og den tanke at jeg hadde skræmt Dickson til at flygte, sat endnu fast i hodet mit.

„Burde vi ikke se paa passagerlisten?“ sa jeg.

„Dickson er saant et fordømt almindelig navn,“ sa Jim, „og forresten har han nok tat sig et nyt.“

„Kanske heter han ikke engang Dickson,“ sa jeg.

„Rimeligvis ikke,“ sa Jim, som var blit staaende med sammentrukne bryn.

„Hvad skal vi gjøre?“ spurte jeg.

„Det naturligste var at skynde paa skonnerten,“ sa han. „Men jeg vet ikke. Jeg har telefonert til kapteinen at gaa løs med hodet ned og benene i luften, og han er vel paa farten nu. Jeg tror vi maa ha fat i Trent, Loudon. Trent var med i det op til halsen. Selv om han ikke vilde kjøpe, saa kunde han gi os et godt vink.“

„Men hvor finder vi ham?“

„Naturligvis gjennem det britiske konsulat.“

Paa konsulatet hørte vi at kaptein Trent hadde tat ind paa et sjømandshotel. Dit kjørte vi.

„Kaptein Jacob Trent?“

„Kaptein Trent fra vraket? Han reiste klokken tolv, han og en til av mændene. Kanakaen reiste litt før, han tok med City of Pekin. De bodde alle her. Her kan De se navnene i boken.“

Jeg trak boken til mig og saa paa de fire navn, som alle var skrevet med samme haandskrift — en stor og klodset skrift: Trent, Brown, Hardy og (istedetfor Ah Wing) Jos. Amalu.

„Pinkerton,“ sa jeg med ett, „har du den Occidental paa dig?“

„Her,“ sa Pinkerton.

Jeg læste gjennem beretningen om vraket.

„Se her,“ sa jeg, „her er navnet. Elias Goddedaal, styrmand. Hvorfor kommer vi aldrig over den mand?“

„Var han ikke sammen med de andre paa den saloonen, hvor du saa Dem?“

„Jeg tror ikke det,“ sa jeg. „De var bare fire, og ingen av dem saa ut til at være styrmand.“

„Her har ikke bodd andre end disse fire,“ sier kontoristen. „De er alle borte nu. Kapteinen kom med en kjærre, han og den ene av mændene drog selv avsted med sit tøi. Kanakaen var gaat litt før, og den sidste er ogsaa borte.“

„Saa Goddedaal, styrmanden, har ikke bodd her?“

„Nei, ingen andre end de fire,“ sier kontoristen. „Var det meget magtpaaliggende for Dem at finde disse mænd?“

„Vi har kjøpt vraket,“ forklarte jeg, „og det var nogen oplysninger vi ønsket, saa det er meget ærgerlig at alle skal være reist.“

Der hadde dannet sig en liten gruppe om os; for vraket var endnu et interessant emne. Nu tok en av tilskuerne ordet; en gammel sjøulk var det.

„Jeg tror naa ikke styrmanden er væk,“ sa han. „Han var svært syk, var ikke ute av sykelugaren hele tiden paa Tempest; det har jeg hørt.“

Jim tok mig i ærmet. „Tilbake til konsulatet,“ sa han.

Men heller ikke paa konsulatet visste man noget om Goddedaal. Lægen paa Tempest hadde meldt ham syk, han hadde sendt ind sine papirer, men aldrig fremstillet sig personlig for autoriteterne.

„Er der lagt telefon til Tempest?“ spurte Pinkerton.

„Blev lagt igaar,“ sa kontoristen.

„Vil De spørre ombord? Det er meget vigtig for os at finde herr Goddedaal.“

Kontoristen vendte sig til telefonen. „Desværre,“ sa han straks efter, „Goddedaal har forlatt skibet, og ingen vet hvor han er.“

„Har De betalt hjemreisen for folkene?“ spurte jeg.

„Imorges betalte vi kanakaens billet til Honolulu. Jeg forstod paa kaptein Trent at de andre skulde reise hjem i følge.“

„Saa vil det kanske undre Dem at høre at de allerede er reist?“ sa jeg.

„De maa ta feil,“ svarte han.

„De er allikevel reist,“ sa jeg.

„Jeg er viss paa De tar feil,“ gjentok han.

„Maa jeg laane telefonen et øieblik?“ sa Pinkerton. Jeg hørte at han ringte op til det trykkeri, hvor vi pleiet at sende vore annonser. Mere hørte jeg ikke, for jeg husket pludselig den store klodsede haand i sjømandshotellets protokol, og spurte kontoristen om han kunde vise mig kaptein Trents skrift. Jeg fik vite at kapteinen ikke kunde skrive, fordi han hadde skadet sin haand litt før briggen forliste. Den sidste del av logboken var indført av Goddedaal, og Trent hadde undertegnet alle papirer med venstre haand. — Nu var Pinkerton færdig med telefonen.

„Det er alt vi kan gjøre. Nu til skonnerten,“ sa han. „Efter dette vrøvl frem og tilbake skal det være en trøst at se paa et skikkelig stræv.“

Men da vi kom ned til bryggen, saa var der ikke det mindste stræv, og paa Norah Creina var der ikke andet tegn til liv end kabysrøken. Med blekt ansigt hoppet Pinkerton ombord.

„Hvor er kapteinen paa denne —?“ Han sluttet ikke sætningen, fordi han forgjæves lette efter et uttryk som var kraftig nok.

Et hode stak ut av kabysdøren.

„I kahytten, spiser middag,“ sa kokken rolig og snudde paa skraaen.

Nede i kahytten fandt vi en fet, mørk, stilfærdig mand som alvorlig tok til sig av et velforsynet bord.

„Naa,“ sa Jim, „saa det er dette De kalder at sætte fart paa!“

„Hvem er De?“ sa kapteinen.

„Jeg! Jeg er Pinkerton,“ sa min ven brysk, som om navnet var en talisman.

„Høflig er De ikke, hvem De saa er!“ var svaret. Men Jim hadde dog opnaadd en viss virkning, for kapteinen kom sig paa benene og tilføiet i hast: „En maa ha sig en bit mat, vet De, herr Pinkerton.“

„Hvor er Deres styrmand?“ sa Jim hvast.

„Oppe i byen,“ svarte den anden.

„Oppe i byen!“ snerret Pinkerton. „Nu skal jeg si Dem hvad De er — De er en snytenstrup, og hvis jeg ikke var ræd for at faa skidt paa støvlerne mine, saa skulde jeg sparke Dem og middagen Deres ut i dokken.“

„Jeg skal ogsaa si Dem noget,“ gav kapteinen igjen og blev mørkerød i ansigtet, „jeg vilde ikke føre dette skib for Dem, om De saa la Dem paa knæ. Jeg har hat med gentlemen at gjøre til i dag.“

„Jeg kan si Dem navnene paa nogen gentlemen som De aldrig mere faar noget at gjøre med, og det er hele Longhursts selskap,“ sa Jim. „Og jeg skal endnu i kveld faa en kaptein herned som er en sjømand, og nogen sjøfolk med ham.“

„Jeg gaar naar jeg selv vil, og det er imorgen tidlig,“ skrek kapteinen efter os da vi gik iland.

„Hele verden er forrykt idag; jeg tror den maa ha snudd bunden op!“ klaget Pinkerton. „Og hvor skal jeg nu faa tak i en kaptein? Longhurst er gaat hjem for en time siden, og alle mennesker er hver paa sin kant.“

„Det vet jeg,“ sa jeg. „Stig ind!“ Og saa til kusken: „Kjender De Black Tom?“

Dit rullet vi. Bak baren fandt vi, som jeg hadde haabet, Johnson midt i et barokt optrin. Bordet var veltet paa kant; i et hjørne av værelset stod en sydhavshandler og blaaste paa mundspil; midt paa gulvet danset Johnson med en anden sjømand, de holdt hverandre om livet og vagget tungt. Værelset var baade koldt og trangt; et gasblus tæt over de dansendes hoder lyste osende; mundspillet var hæst og alle ansigter alvorlige som i kirke. Naturligvis vilde det været taktløst at forstyrre denne høitidelige lystighet; vi satte os og ventet taalmodig. Tilslut hadde organisten brukt op sin pust og sluttet pludselig midt i en takt. Straks stoppet ogsaa danserne; et øieblik sjanglet de, endnu med armene om hverandre, saa skiltes de og saa sig rundt efter bifald.

„Meget godt danset!“ var det en som sa. Men det lot til at denne kompliment ikke var varm nok. „Aa,“ sa Johnson, „nogen sjømand er jeg kanske ikke, men danse det kan jeg.“ Og den andre føiet til patetisk: „Føtterne mine er saa lette som fjær.“

Jeg skyndte mig at si nogen rosende ord og drog saa Johnson alene med ut i korridoren. Der fortalte jeg ham saa meget om vor stilling som jeg fandt nødvendig, og bad ham — hvis han ikke selv vilde føre skonnerten — finde en flink mand til os.

„Jeg!“ brøt han ut. „Jeg kunde ikke gjøre det mere end jeg kunde prøve at spasere til helvede!“

„Jeg trodde De var styrmand,“ sa jeg.

„Vist er jeg styrmand,“ klukket Johnson, „og De faar mig ikke tilsjøs som noget andet. Men jeg skal si Dem noget, jeg tror jeg kan faa Arty Nares til Dem. De har set Arty; førsteklasses navigatør.“ Og han forklarte mig at Nares hadde løfte om en stor bark, naar Gleaner-historien var gaat i glemme, og at han nu holdt sig svært stille og gjerne vilde ha luftforandring.

Jeg ropte Pinkerton ut og fortalte ham det. „Nares!“ sa han. „Jeg skulde staa paa hodet, hvis jeg fik en mand som hadde hat Nares’ bukser paa sig! Vet du, Loudon, det er den bedste styrmand i San Francisco.“ Med denne begeistring var saken avgjort. Johnson lovet at sende Nares til os før klokken seks morgenen efter, og saloonens sorte vert, Black Tom, som vi saa raadslog med, gav os tilsagn om fire flinke og endog ædru matroser til samme klokkeslet.

Gaterne var fuldt oplyst da vi kom ut fra Black Toms saloon. Gate efter gate gnistret av gas eller elektricitet, linje efter linje av fjerne lys klatret opover de steile bakker mot mørket som hvælvet sig over dem, og paa den andre siden avmerket hundrede dirrende lanterner hundrede skibes plads paa havnen.

Ved et av de første plankeverker saa jeg en plakatklistrer i arbeide. Jeg kastet et blik paa plakaten, og læste:

TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING. Officerer og mandskap paa den FORLISTE BRIG „FLYING SCUD“ som personlig eller skriftlig henvender sig til James Pinkerton, Montana Block FØR MIDDAG IMORGEN, TIRSDAG, DEN 12^TE, vil motta TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING.

„Dette har du fundet paa, Pinkerton,“ sa jeg.

„Ja. De har været forte. Men det er ikke alt, Loudon. Nu skal du høre det bedste. Vi vet at vor mand er syk. Ser du, et eksemplar av den plakaten er sendt til hvert hospital, hver doktor og hvert apotek i San Francisco.“

Naturligvis kunde Jim faa greiet slike ting forholdsvis billig, men jeg syntes allikevel at det var et flot indfald, og det sa jeg.

„Hvad betyr nogen faa dollars nu?“ sa han trist. „Det er om tre maaneder det kniper, Loudon.“

Vi gik videre i taushet, ikke uten at skjælve. Og heller ikke da vi litt efter sat og spiste, kom humøret op. Først da han hadde varmet sig med et tredje glas champagne, fik Pinkerton renset strupen og saa paa mig vaandefuldt.

„Loudon,“ sa han, „der var et emne som du ikke ønsket at uttale dig om. Jeg vil bare spørre dig, det var vel ikke fordi — fordi du var misfornøiet med mig?“ Og hans stemme dirret.

„Aa Pinkerton,“ sa jeg, „jeg har hele denne dag beundret dig. Jeg synes du har gjort mirakler. Med hensyn til den adressen —“

„Nei, Loudon, ikke et ord til! Jeg bryr mig ikke om at høre det.“

„For at si dig sandheten, saa har jeg liten lyst til at fortælle det,“ sa jeg, „for det er noget jeg skammer mig over.“

„Skammer dig over, Loudon? Aa si ikke det, bruk ikke et saant uttryk, selv for spøk!“ protesterte Pinkerton.

Vi sat tause igjen. Jeg nikket. „Vet du hvad jeg er mest trist for, Jim?“ sa jeg saa. „Nu blir jeg ikke forlover ved dit bryllup.“

„Mit bryllup!“ gjentok han og sukket ogsaa. „Der blir ikke noget bryllup for mig nu. Jeg gaar til hende ikveld for at gi hende fri, hvis hun vil. Jeg tror det er det som har pint mig hele dagen. Jeg føler det som jeg ikke hadde ret til saa dristige foretagender, efterat jeg er blit forlovet.“

„Aa Jim, du vet det var min skyld,“ sa jeg. „Du skal gi mig skylden.“

„Nei,“ sa han, „vi gik fra vettet begge to. Men det er fælt.“

Saa drog Jim avsted i sit sørgmodige erende, og jeg gik alene hjem til kontoret, tændte gassen og satte mig til at gruble over dagens merkelige begivenheter og over den farlige og utaknemmelige opgave som ventet mig i den nærmeste fremtid.