ANDET KAPITEL.

Oplevelser med Pinkerton i San Francisco.

Paa min vei vestover tok jeg en sving indom mine slegtninger i Edinburgh. Jeg forela onkel Adam min stilling, og bad ham om hjælp fil at betale den gjæld jeg hadde. Onkel Adam svarte med at tilby mig en post som kontorist i sin forretning, begynderløn atten shillings om uken. Da blev min bedstefar, som hørte paa vor samtale, meget fortørnet, og der utviklet sig en pinlig scene mellem ham og onkel Adam. Utfaldet kom høist uventet for mig. Min bedstefar lot tilkalde sin sakfører, og kastet baade onkel og mig paa dør. En time efter stod jeg med en anvisning paa to tusen pund i haanden, og hadde desuten en behagelig visshet om at den gamle bygmester ikke hadde glemt mig i sit testamente. Bedstefar og jeg tok en lang spasertur, denne gang ikke til nogen av hans forfærdelige huser, men efter en naturlig og vakker impuls til det hvilested han hadde bygget sig. „Jeg vilde du skulde se dette stedet,“ sa han. „Der er stenen. Mary Murray, Født 1819, Død 1850 — det er din bedstemor, pen og god og snild var hun. Alexander Loudon, Født Sytten Hundrede To Og Nitti, Død — og saa et hul; det er mig. Alexander er mit navn. De kaldte mig Ecky da jeg var gut. Aa, Ecky, du er en gruelig gammel mand!“

Nogen dager efter stod jeg paa en anden kirkegaard — i byen Muskegon. Hele det ensformige, moderne Babel med de vældige, stirrende husrækker hadde vokset, eller rettere sagt svulmet slik siden min bortreise at jeg maatte spørre mig frem. Selve kirkegaarden var flunkende ny. Men døden hadde været virksom; jeg maatte lete længe mellem millionærernes pralende gravmæler og ungarske arbeideres sorte kors, før tilfældet eller mit instinkt førte mig til min fars grav. Stenen var reist — det visste jeg allerede — „i beundring, av hans venner“. Navnet stod med store bokstaver og stirret paa mig — James K. Dodd. Det fór gjennem mig med bitter klage og anger at jeg aldrig hadde visst hvad K’et betydde. Like sørgelig var resten av mit ophold i Muskegon. Jeg blev der nogen dager for at besøke min fars venner. Den pine kunde jeg spart mig, hans minde var allerede bleknet. For hans skyld bød de mig velkommen, og for min skyld holdt de med møie en samtale gaaende om hans forretningsdygtighet og hans gavmildhet overfor almene formaal. Og saasnart jeg var gaat, husket de ham ikke længer. Min far hadde elsket mig; jeg hadde latt ham leve og dø ensom; da jeg kom tilbake var han død og begravet og glemt. Der var en sjæl til som holdt av mig — Pinkerton. Jeg maatte ikke to ganger gjøre mig skyldig i den samme feil.

Og denne tanke var det kanske som mest hadde drevet mig vestover — trods de to tusen skinnende pund som vilde gjort mig til en greve i det nøisomme Quartier Latin. Et par dager efter var jeg midt i hvirvelen av Pinkertons forretninger.

I samme aand som en skolegut gjør sig selv til helten i sine røverromaner og oplever de utroligste eventyr, fløi Pinkerton gjennem Kearney street i sit daglige stræv. Virkeligheten var hans romantik. Hver dollar han tjente, hadde han likesom bragt iland fra et mystisk dyp. Naar han slog med sin kjække haand ind i pengemarkedets net, saa hadde han en glædelig følelse av at ryste tilværelsens grundpiller, og likesom med et kamprop sætte folk til arbeide i fjerne land; han følte at han fik guldet til at skjælve i millionærernes skap.

Jeg fik aldrig fuld oversigt over hans spekulationer; men der var fem forskjellige forretninger som han vedkjendte sig og bar som et banner. Thirteen Star Golden State Brandy — et meget usmakelig produkt — fyldte en stor del av hans tanker, og blev anbefalt til publikum i en veltalende men vildledende avhandling, „Hvorfor drikke fransk brændevin? Et ord til den vise.“ Han holdt et kontor for annonserende, han gav raad og utkast og forhandlet som mellemmand med trykkere og plakatklistrere; kjøbmanden spurte om idéer, teateragenten hadde bruk for lokalkjendskap, og alle og enhver fik med sig et eksemplar av hans brochure, „Hvorledes, Naar, Hvor, en haandbok for annonserende“. Hver lørdag leiet han en liten dampbaat som tok folk ut paa en fisketur for en pris av fem dollars pro persona, snører og agn medregnet i billetten. Jeg har hørt at der var dem — utvilsomt gamle fiskere — som tjente paa turen. Leilighetsvis kjøpte han vrak og kondemnerte skibe; de sidste fandt, uten at jeg kan si hvorledes, veien tilsjøs igjen under nye navn, og pløide bølgerne i triumf under Bolivias eller Nicaraguas farver. Tilslut var der en landbruksmaskin som straalte av rød og blaa maling, og som utfyldte et „længe følt savn“.

Men foruten i disse aapne foretagender spekulerte han paa mangfoldige mystiske maater. Aldrig sov nogen dollar i hans eie; han holdt dem alle flyvende likesom en jonglør med appelsiner. Da jeg begyndte at faa en andel, lot han mig skimte min fortjeneste bare et øieblik; saa forsvandt den igjen. Han kom straalende fra et ukeopgjør, klappet mig paa skulderen og fortalte at han hadde tjent fabelagtige summer, og saa bad han om at faa laane en kvart dollar til et glas.

„Hvad i al verden har du gjort av det?“ kunde jeg spørre.

„Ind i møllen igjen. Altsammen anbragt igjen!“ svarte han usigelig fornøiet. „Anbringelse“ var hans staaende uttryk. Han taalte ikke det han kaldte spil. „Rør aldrig aktier, Loudon,“ sa han, „ingenting andet end skikkelige forretninger.“ Men himmelen vet at mangen forhærdet spiller vilde ha gyst tilbake for nogen av Pinkertons anbringelser. En saadan forretning fik jeg tæften av. Det gjaldt befragtningen av en ulykkelig skonnert bestemt til Mexico — for at smugle vaaben den ene vei og cigarer den anden. Dette foretagende endte med forlis, konfiskation og en retssak med assurandørerne. Pinkerton, som var interessert for en syvendedel, vilde aldrig gaa nærmere ind paa denne sørgelige spekulation. „Det blev en skuffelse,“ var alt han sa; men jeg skjønte at hele hans forretning skalv i sine grundvolde. Forresten varte det ikke længe før Pinkerton begyndte at skjule for mig sine vildeste „anbringelser“.

Vi hadde vort kontor midt i byen. Det var et høit og rummelig værelse med mange og store speilglasvinduer. Et glasskap indeholdt omtrent to hundrede flasker av Pinkertons Thirteen Star. Etiketten var meget pragtfuld. Skapets dører svinget ustanselig paa hængslerne; hver fremmed som kom ind paa kontoret, fik med sig en flaske. Jeg protesterte litt mot denne ødselhet. „Kjære Loudon,“ sa Pinkerton, „vil du da aldrig bli forretningsmand? Det er jo den billigste annonse jeg har. Brændevinen koster mig næsten ingenting.“

Paa den ene kant av det store bord midt i værelset sat to maskinskriversker som ikke hvilte mellem klokken ni og fire, og den andre ende var optat av en model av landbruksmaskinen. Paa væggene hang nogen fotografier, blandt andet av skibet James L. Moody, strandet paa en nøken og vild kyst, og dernæst endel oljemalerier i guldrammer. Disse billeder var for det meste relikvier fra Quartier Latin, og jeg skal vise Pinkerton den retfærdighet at si at intet av dem var daarlig, og at nogen var meget talentfulde. Efterhvert som de blev avhændet, og det for pene priser, blev deres plads indtat av lokale kunstneres arbeider. Disse fik jeg det hverv at kritisere. Nogen av dem var fæle, men alle sælgelige. Det sa jeg, og jeg saa mig selv som desertør, jeg bar vaaben i den gale leir. Fra nu av skulde jeg se paa malerier ikke med en kunstners, men med en kunsthandlers øine; strømmen som skilte mig fra alt det jeg elsket, blev bredere og bredere.

„Nu, Loudon,“ hadde Pinkerton sagt den første morgen, — „nu, Loudon, skal vi gaa løs skulder mot skulder. Det er det jeg har længtet efter, to hoder og fire armer. Du vil snart finde at det er akkurat likedan som kunst — altsammen iagttagelse og fantasi, men større fart. Bare vent til du begynder at føle glæden i det.“

Jeg kunde ha ventet længe. Det som Pinkerton kaldte arbeide, var og blev for mig bare tom staahei.

Jeg sov i et litet rum indenfor kontoret, Pinkerton paa en patentsofa i kontoret selv. Vi stod tidlig op, gik tidlig til frokost, og begyndte klokken ni paa forvirringen, som for mig var og blev babylonisk.

Nogen dager hadde Jim et usedvanlig energisk og tappert ansigt, han snakket kortfattet, likesom han hadde frygtelig travelt, og der faldt fra ham slike ytringer som „Longhurst fortalte mig det imorges“ eller „Jeg har det direkte fra Longhurst“. Det var ikke rart, tænkte jeg, at Pinkerton blev tilkaldt for at raadslaa sammen med slike titaner; for hans raphet og opfindsomhet var hævet over al ros. I den første tid, da han endnu talte aapent med mig om alle sine planer og projekter, saa visste jeg aldrig om jeg mest beundret ham eller mest moret mig over ham. Men de gode dager fik snart ende.

„Ja, det er nok utspekulert,“ sa jeg engang. „Men, Pinkerton, synes du det er hæderlig?“

„Du synes ikke det er hæderlig?“ klaget han. „Aa gud, at jeg skulde faa høre slike ord fra din mund!“

„Det gjør mig ondt,“ sa jeg bare.

Men denne konflikt kom igjen, og litt efter litt blev Pinkerton ræd for at betro sig til mig. Hvis der var noget som han gjorde sig til av, saa var det sin ærlighet, og hvis der var noget som han satte pris paa, saa var det min gode mening. Min egen stilling var slet ikke let. Jeg skyldte ham jo saa meget, og da er det ikke behagelig at optræde som kritiker; men tanken paa at jeg levet av disse tvilsomme foretagender, var heller ikke behagelig. Jeg valgte i min svakhet et mellemstandpunkt. De forretninger som Pinkerton ikke likefrem fortalte mig om, foretrak ogsaa jeg at tie om heller end at fremkalde nye scener. Dette var Pinkerton gløgg nok til at benytte sig av, og det var en lettelse for os begge da han begyndte at hylle sine planer i et mystisk slør.

Vor sidste disput gjaldt et kondemnert skib, som Pinkerton hadde kjøpt for at reparere og sende tilsjøs igjen under et nyt navn. Han gned sig i hænderne mens han fortalte mig det.

„Dette kan jeg ikke være med paa, Pinkerton,“ sa jeg.

Han hoppet høit. „Hvad er det nu for sludder!“ skrek han. „Ingenting som der er noget at tjene paa, finder naade for dine øine.“

„Skibet er blit kondemnert av Lloyds agent,“ sa jeg.

„Lloyd, Lloyd! Jeg har sagt dig at Lloyd bare er en ring som alt andet. Skibet er i fortræffelig stand, der er næsten ingenting i veien med det.“

„Jeg vil ikke tjene penger ved at vaage menneskeliv,“ var mit ultimatum.

„Du store kineser, likesom ikke alle spekulationer var vaagespil! Jeg skal si dig noget, Loudon, du er altfor fin for denne verden.“

„Og du glemmer dine gamle idealer og din kultur bare for denne evindelige pengejagtens skyld,“ sa jeg. „Du drømmer jo ikke om andet end dollars.“

Dette skud traf. „Det er sandt, Loudon,“ ropte han og rev sig i haaret. „Du har aldeles ret. Jeg holder paa at bli materialist. Aa tænk, at jeg maa si det om mig selv! Du er en trofast ven, Loudon, nu har du reddet mig igjen. Hvad skal jeg gjøre for at vække den aandelige side av mig? Jeg maa studere noget, noget rigtig tørt og kjedsommelig. Hvad skal det være? Teologi? Algebra? Hvad er algebra?“

„Det er tørt og kjedsommelig nok, a² + 2ab + b².“

„Men det virker stimulerende, hvad?“

Det svarte jeg ja til.

„Ja, saa vil jeg studere algebra,“ sa han. Og dagen efter fik han opsporet en ung dame, en frøken Mamie McBride, som hadde baade evne og vilje til at veilede ham paa disse blomsterløse vidder. De blev enige om to timer hver uke, og han gik igang med flammende energi. Timerne strakte sig snart ut til en hel aften, og de to ukentlige timer blev øket til fire og derefter til fem. „Pas dig, du blir snart dødelig forelsket i algebraisten,“ sa jeg.

„Det maa du ikke si, selv for spøk!“ ropte han. „Jeg har altfor stor ærefrygt for hende. Aa Loudon, jeg har aldrig set en kvinde med saa fint og rent sind.“

Dette lød svært inderlig i mine ører. En stund efter hadde jeg den fornøielse at tilbringe en aften sammen med de to. Frøken Mamie viste sig at være en pyntelig liten en med store, vandklare øine, meget vakkert væsen og en strøm av de mest korrekte uttryk som jeg nogensinde har hørt fra menneskelige læber. Jeg trak mine slutninger av de øine som hun gav min ven, og da han dagen efter plumpet ut med sine følelser for hende, opmuntret jeg ham til at gaa paa. Samme kveld forlovet han sig.

I de dager gjorde vi op regnskapet for det første aar. Det viste at jeg medregnet de to tusen pund som jeg hadde faat av min bedstefar, var den stolte eier av 14.400 dollars. Men jeg maa tilføie at jeg hadde tjent hele otte tusen dollars utenfor vor forretning. Dengang jeg blev altfor træt av at sitte som blindemand paa Pinkertons kontor, hadde han git mig den idé at arrangere endel søndagsutflugter for det store publikum. Det gjorde jeg, og disse utflugter indbragte mig baade popularitet i de brede lag og tre tusen dollars netto. Endvidere hadde jeg engang hat det indfald at kjøpe endel værdiløse grubeaktier. Straks efter blev der gjort et stort sølvfund i gruben, aktierne fløi tilveirs, og jeg skilte mig av med mine i det rette øieblik. Det var fem tusen dollars. Paa den anden side hadde jeg i aarets løp brukt fire tusen dollars.

Jeg var altsaa rik. Hvorfor skulde jeg ikke vende tilbake til Paris? Nogen glæde av forretningslivet fik jeg aldrig, og nu skulde Jim gifte sig og trængte ikke mit selskap. Jeg snakket med Jim om det en kveld.

„Ja, jeg har ventet dette, Loudon,“ sa han. „Det piner mig, men naturligvis bør du reise. Du kan gjøre regning paa firti dollars om uken, og tænk, for to aar siden var du næsten tigger.“

„Jeg var tigger,“ sa jeg.

„De slynglerne gav dig ingenting, og det er jeg glad for nu,“ sa Jim. „Det blir en triumf for dig at komme tilbake, og om to aar skal Mamie og jeg besøke dig.“

Vi sat og pratet til sent paa nat. Jeg selv var saa glad over min nyvundne frihet, og Jim var saa lykkelig over min lykke og saa stolt av sin kjække Mamie, og værelset var blit saa fyldt med luftslotte at vi slet ikke tænkte paa at sove. Kontorklokken hadde slaat baade to og tre før Pinkerton strakte sig ut paa sin patentsofa.

Med min hjemreise til Paris i tankerne fortsatte jeg mit gamle liv i San Francisco. Jeg hadde alle eftermiddager og to eller tre aftener om uken til min raadighet, og dem brukte jeg til at studere den merkelig maleriske by. Fra en „amatørpariser“, som jeg før hadde kaldt mig, blev jeg en omstreifer paa kaier og verfter og i skumle gater, og jeg søkte bekjendtskap med alslags underlige typer. Kinesiske og meksikanske spillehelveder, tyske hemmelige samfund, logishus for sjøfolk og mange berygtede og farlige steder besøkte jeg.

En dag stod jeg nede ved en baatbrygge under Telegraph Hill. En stor bark, kanske paa en atten hundrede tons, kom indover tæt rundt pynten. Med ett saa jeg at to mænd ombord kastet sig over rælingen og ned i en baat, de rev aarerne fra baatmanden og rodde som for livet mot den bryggen hvor jeg stod. Paa forbausende kort tid naadde de ind, og jeg saa at de begge var altfor godt klædt til at være matroser.

„Nærmeste politistation!“ skrek den første.

„Denne vei,“ sa jeg og sprang avsted med dem. „Hvad er paafærde? Hvad er det for et skib?“

„Det er Gleaner,“ svarte han. „Jeg er førstestyrmand, denne mand tredjestyrmand, vi maa forklare os før mandskapet. Ser De, de kunde slaa os sammen med kapteinen, og det har jeg ikke stor lyst paa. Jeg har oplevet noget av hvert i mit liv, jeg har set koffernagler fly som sand i storm — men aldrig maken til skipperen vor. Der var ikke stop med det fra Hook til Farallonerne, og den sidste blev skutt for ikke seksten timer siden. Det var et saa fordømt mandskap som nogen gang har gjort kvalm ombord, men folkene saa likevel bleke ut da kapteinen begyndte med præmieskytningen sin.“

„Aa, han er færdig nu,“ sa den anden. „Han kommer ikke til at gaa tilsjøs igjen.“

„Sludder,“ svarte hans overordnede. „Rækker han bare helskindet iland og slipper at bli lynchet i de første ti minutter, saa greier han sig endda. Rederne vil holde paa ham, de finder ikke en saa dygtig kaptein hver dag i aaret.“

„Ja, en skal lete efter hans like,“ sa den anden hjertelig. „Jeg tror ikke der er betalt hyre ombord paa Gleaner de tre sidste turene.“

„Ikke betalt hyre?“ brøt jeg ut, for jeg var endnu ny i maritime saker.

„Ikke til folkene forut,“ sa styrmanden. „Folkene rømte; de fik det ikke saa hyggelig som de kanske hadde ventet. Det er ikke det første skib som aldrig har betalt hyre.“

Jeg kunde ikke la være at lægge merke til at vor fart avtok mer og mer, og jeg undredes paa om ikke den store hastighet vi begyndte med, var beregnet bare for galleriet. Visst er det ihvertfald, at da vi hadde naadd politistationen, og styrmanden hadde fortalt sin gruelige historie om fem mænd som var blit myrdet mellem Sandy Hook og San Francisco, saa blev politiet sendt avsted akkurat fem minutter for sent. Før vi kom ned, var skurken sluppet bort i folkemassen og hadde fundet et tilflugtssted i en vens hus. Godt var det for ham at han hadde skyndt sig; for da den frygtelige nyhet bredte sig, da det sidste offer blev kjørt til hospitalet, og da de gjenlevende fra myrderiet gik rundt og viste sine saar, saa skalv og glødet hele den bydelen av raseri. Hvis kapteinen paa Gleaner var blit fundet, saa hadde hans liv været litet værd.

Som jeg har sagt hadde jeg en mistanke om at Nares (saa het styrmanden) vilde gi sin kaptein leilighet til at slippe bort. Da jeg senere lærte ham godt at kjende, vilde han aldrig uttale sig om Gleaners reise. Uten tvil hadde han grund til at være taus. Paa veien til politistationen drøftet han flere ganger med Johnson, tredjestyrmanden, om han ikke burde overgi sig selv likesaa vel som at melde kapteinen. Han bestemte sig til ikke at gjøre det, da det „sandsynligvis løp ut i ingenting, og selv om der blev mudder, saa hadde han en mængde gode venner i San Francisco“. Og det løp ut i ingenting, men det maa ha været meget nær ved at bli noget, for Nares forsvandt øieblikkelig ut av syne og holdt sig næsten likesaa godt gjemt som sin kaptein.

Johnson møtte jeg derimot ofte. Jeg fik aldrig vite hvor manden var fra. Selv kaldte han sig amerikaner, men baade hans væsen og hans engelsk vidnet mot ham. Jeg tror at han var skandinav, og at han længe hadde faret med engelske og amerikanske skibe. Det er mulig at han som saa mange av sine landsmænd i lignende stilling allerede hadde tapt sit morsmaal. Skjønt han oprindelig var mild, venlig og pudsig spøkefuld av sind, hadde han saa længe været vant til den grusomme disciplin tilsjøs, at hans historier — som han fortalte med en klukkende latter — ofte fik mig til at gyse. Han var høi og slank, hadde mørkt haar, kjække og renlinjede træk og et veirbrunet ansigt. Naar han sat i en stol, saa kunde man ta ham for en baronet eller en militærofficer, men bare han reiste sig, saa var det matrosen som kom ruggende mot en, og bare han aapnet munden, saa var det matrosen som pep og drævet paa sit ugrammatikalske kraakemaal. Jeg trodde jeg snart skulde tapt ham av syne, men ifølge sjøfolkenes uskrevne livsregler maatte han først sætte sin hyre overstyr. Han sløste den stilfærdig bort i den lille gjestestue bak kaféen hos „Black Tom“; der sat han med et utvalgt selskap av gamle venner, alle fra Sydhavet, allesammen glad i en lang skrøne en kort pipe og glasser bordet rundt.

Black Toms kafé var en fjerdeklasses saloon for kanaka-sjømænd, sterk tobak, fæle cigarer, endda værre brændevin, brøstfældige guitarer og banjoer. Der var vildskap nok i denne saloonen, og den hadde ord for ikke altid at være farefri.

Men i gjestestuen bak sat den lille hyggelige sydhavsklub og pratet om en helt anden verden. Gamle skonnertkapteiner var det, gamle sydhavshandlere, kokker, styrmænd, folk som var mildnet under sit ophold hos en bløtere race, folk som hadde faat sine tanker og sanser aapnet av merkelige oplevelser. Dag efter dag kunde jeg med frisk glæde høre paa deres fortællinger. Der formet sig i min fantasi et billede av øerne og ølivet, steile strandbredder, spidse fjeldtopper, den dype skygge av hængende skoger, den ustanselige brænding mot revet og den usigelige fred i lagunen, sol, maane og stjerner av vidunderlig klarhet; troskyldige mennesker i disse landskaper, kvinder som var elskeligere end Eva; her var forbandelsen hævet, her var der musik over livet, gjesten var velkommen, baaten gled frem, og den lange nat gik med digte og korsang. For at fatte den længsel som undertiden grep mig, maa man selv ha været en uheldig kunstner, selv ha sultet paa Paris’ gater, selv ha været spændt i aag sammen med en forretningskraft som Pinkerton. Den grovkornede by San Francisco, det travle kontor, hvor min ven Jim hver dag fra ti til fire gik op og ned som en fanget løve, ja, nu og da bleknet selv mindet om Paris for mig. Mangen mand som blev mindre fristet, vilde git op alt for at gjøre sine syner til virkelighet, men jeg var for doven og for litet eventyrlig av sind. Der maatte gjøre sig gjældende en magt utenfra, og skjønt jeg ikke ante det, var skjæbnen allerede i arbeide med min fremtid.

En eftermiddag sat jeg i en krok paa en stor saloon som skinnet av speilglasruter og forsølvning. Med fottramp og pludselig larm av mange stemmer blev døren svunget til side og stedet likesom indtat med storm. Flokken som slik brøt ind — det var mest sjømænd, og alle var sterkt ophidset — førte med sig i sin midte nogen mænd som hele optrinnet dreiet sig om. Rundt hele baren fløi som ild i tørt græs den nyhet at det var kaptein Trent og de overlevende fra en britisk brig Flying Scud. Et britisk orlogsskib hadde tat dem op paa Midway Island; netop den dag var de kommet til San Francisco. Litt efter fik jeg godt sigte paa dem. Fire brune karer; de stod ved disken med glas i haanden, mens en flok av nysgjerrige trængte sig om dem. En av dem var en kanaka — kokken, hørte jeg; en anden hadde et bur med en kanarifugl som nu og da kvidret; én bar sin venstre arm i bind, han saa sykelig ut, som om det hadde været en styg skade og han endnu ikke var rigtig bra; og kapteinen selv — en rødmusset, blaaøiet, tykfalden mand paa fem og firti — hadde bandage om sin høire haand. Hele optrinnet fandt jeg merkelig; især var det paafaldende at se kaptein, kok og matroser spasere sammen gjennem gaterne og gaa paa salooner i selskap, og som altid naar noget gjorde indtryk paa mig, drog jeg min skissebok frem og stjal mig til at ta en skisse av de fire skibbrudne. Dette interesserte det nysgjerrige publikum, det aapnet en vei tvers gjennem rummet, og jeg fik saaledes anledning til skarpt at iagtta kaptein Trents ansigt og optræden.

Opvarmet av whisky og opmuntret av tilhørernes ivrige spørsmaal gav kapteinen sig nu til at fortælle historien om sit vanheld. Det var bare nogen stumper som naadde mig, hvorledes han „braste fuldt paa styrbords baug“, hvorledes det „kom et kast fra nordnordvest“, og „der stod hun høit og tørt“. Somme tider henvendte han sig til en av mændene — „Det var jo slik det gik til, Jack?“ — og manden svarte: „Ja, slik var det, kaptein.“ Tilslut reiste han en ny bølge av sympati med dette utbrud: „Fanden ta alle de admiralitetskarterne, det sier jeg!“ At dømme efter de nikkende hoder og det mumlende bifald stod kapteinen i sit publikums opfatning som en gentleman og en førsterangs navigatør. Nu var min skisse av de fire mænd og kanarifuglen færdig; jeg spændte boken sammen og gik.

Litet drømte jeg om at dette var første scene i første akt av mit livs drama, og dog sat denne scene — eller rettere kapteinens ansigt — en stund igjen i mit minde. Nogen profet var jeg ikke, men jeg var noget andet, en iagttager, og én ting visste jeg, jeg visste naar en mand var ræd. Kaptein Trent paa den britiske brig Flying Scud hadde været rap i munden, han hadde snakket høit og djervt; men i hans blaa øine saa jeg angstgyset, og bak linjerne i hans ansigt skimtet jeg en hvileløs frygt. Skalv han for sit certifikat? Efter min mening var det en værre frygt som dirret gjennem ham da han snudde sig bort for at drikke. Var det en følge av rystelsen da han mistet sin brig? Jeg husket en ven av mig som hadde været med i en jernbaneulykke; en hel maaned efter skalv han og fór sammen for ingenting. Skjønt kaptein Trent ellers ikke gjorde indtryk av at være nervøs, saa sa jeg til mig selv, dog uten at føle mig viss paa det, at der var noget lignende i veien med ham.