Tredie Bog

I

Den følgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden. Saasnart jeg havde pakket mine Sager ud og spist til Middag i min sædvanlige Restauration, tænkte jeg paa at opsøge min ubekjendte Svigermoder, — ikke saa meget af Høflighedspligt eller af Nysgjerrighed, men fordi jeg derved paa indirekte Maade satte mig i Forbindelse med Minna.

Der var ikke mange Minutters Gang hen til »Röhrhofsgasse«, hvor Fru Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Gjenboer. Gjennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtveis den reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til Etagerne. Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og saae ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig, saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et smaaborgerligt Dresdener-Hjem.

Haven stødte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse igjen til Nabohaver, saa at de dannede een stor Have-Firkant, begrændset af de temmelig lave toetages Huse. Ved dette Anlæg skaffer Dresdneren sig Luft og Lys selv i de gamle, snevre Stadsdele. Den lave Eftermiddagssol straalede over disse mangeartede Trækroner, medens Gange og Smaaplainer laa i ensformig Skygge. I en Nabohave »turnede« nogle unge Fyre, i en anden legede en Mængde Smaapiger; et Sted viftede noget ophængt Linned ganske sagte. Den lille Have nedenunder var tom. I et Bed foran Vinløv-Lysthuset blomstrede et Par Roser; en Akacie og et smukt Kirsebærtræ strakte deres Grene næsten over hele Rummet, og man savnede heller ikke Hylden, »der Hollunder«, uden hvilken man siden Kleist ikke kan tænke sig tydsk Erotik, og med hvilken man ikke kan undlade at tænke sig den. Ganske vist var den ikke blomstrende, men det var jo nu — sidst i August — egentlig ikke dens Skyld.

Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede paa den ene Gang efter den anden, men Ingen rørte sig. Da jeg ikke kunde beslutte mig til at forlade dette Sted, der var det eneste i den smukke Stad, hvor jeg fandt Noget af Minna, gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset. —

Der var næsten saa stille, som om man havde været ude paa Landet. Kun en sjelden Gang lod Byen sig høre med en tung Rumlen af en Fragtvogn. Fra en af de nærmeste Haver lød Smaapigernes Stemmer uafbrudt: —

Denne Børneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden.

En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserøde Kjole, som jeg gjennem Buskene saae dreie rundt som en Top, hver Gang de raabte »Rutsch«. Hun var ovre hos en Veninde, — her turde hun jo ikke lege med andre Børn for Faderens Skyld. Men een Gang havde han nær grebet hende i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveie, hvilken af de to tilstødende Haver det vel var, som de da vare flygtet ind i. Bagved mig var der et Plankeværk, den Vei var saa temmelig udelukket; tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men den saae ikke ud til at være saa gammel, ligeoverfor mig var Stakittet lidt høiere, men ved Hjørnet høinede Terrænet sig, saa der var lettere at slippe over, og det var desuden mest af Veien fra den, der kom gjennem Gadedøren. Alt dette drøftede jeg ligesaa omhyggelig, som en Historiker kunde undersøge Lokaliteterne ved Pharsalae for at komme paa det Rene med Caesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket Vindue der vel kunde være det, som Venindens Skat og dennes Ven, hendes første Tilbeder, havde hilst ned fra.

Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmærksomhed. Den stod i et Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bænk, der var slaaet sammen af et Par Brædder og saae meget gammel ud. Jeg ombyttede min Plads i Lysthuset med denne. Ikke just noget mageligt Sæde for en ældre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til Magelighed. Og saa den romantiske »Hollunder« — den stod ikke i Blomst nu, men den havde blomstret — for ham! Som en Skygge fra denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjæl, denne Skinsyge, som min Lykkeligheds-Følelse og Minnas Nærhed hidtil havde holdt borte. Jeg vilde have hende helt, ønskede at have seet hende som Barn, forestillede mig, at hun forlod sine Legekammerater for at komme hen og slynge sine smaa runde Arme om min Hals, — hvis der var en Præexistens, syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, — og ikke saa meget som hendes første Ungdom eiede jeg! En Anden havde dette skjønne Brudstykke af hendes Liv og gjemte det som et Smykke for sin Forfængelighed. Men tilsidst var det dog mig, der hævede Skatten, medens han havde været blind nok til at nøjes med et Par Skuepenge — denne Tanke trøstede mig saa meget mer, som den smigrede min Forfængelighed.

Jeg reiste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden paa. Til den ene Side stod et gyldent Aftenskjær om nogle mørke Trætoppe over en Havemur, — til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis øverste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen.

Paa Hjørnet var der en Ølkneipe — naturligvis. En gammel Mo'erlil, der trods Varmen var indsvøbt i et tykt Uldshawl, tridsede derind. Jeg kom derved til at huske paa, at Minna havde fortalt mig, at hendes Moder jævnlig henad Aften drak sit Øl i »Zur Katze« — Stedet havde jeg erindret, da jeg godt kjendte dets komiske Skilt.

Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede snart den glimrende oplyste Schloss-Strasse, hvor der vrimlede af Mennesker.

I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. Man saae strax, at det ikke var en Beværtning, der kunde haabe at lokke Mange ind fra Gaden, men at den levede saa jævnt af Stamgjæster. En af dem, der havde en Bunke Aviser og Mapper foran sig, skjævede arrig til mig, da jeg nærmede mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man kommer dens Benfad for nær. En velkonserveret, glatraget Herre underholdt i en Krog temmelig høirøstet et Par Philistre med den sidste Skandale ved Hoftheatret.

Døren stod aaben til et mindre Værelse. Jeg kiggede derind og saae en gammel Kone sidde lige ved Døren; ligeoverfor hende hang et gammeldags Consolspeil. Da jeg vilde kunne betragte hendes Billede deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig tilbage og forskrækkede atter alvorlig Avislæseren, idet jeg satte mig ved Siden af ham. Jeg greb for et Syns Skyld den Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette tillod han kun med en misfornøiet Brummen. Kellneren satte et Glas Øl foran mig.

Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min tilkommende Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem, og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet ikke høi, men stærkt buet, Øinene laa ikke dybt, og Læberne vare tykke og formløse, — hvad iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det saae ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er bleven udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let markere en Lighed med et ungdommeligt Ansigt.

Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. »Hun sidder inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg reiste mig og gik derind. Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og hilste, saae hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun befandt sig ene med mig i en Jernbanecoupé.

Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem Brev —

— Ja vist saa — Gudbevares — Minna har skrevet — det kjære Barn — ak, Gud ja. .... Det — det glæder mig — overmaade. .... De er altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger —

— Fenger —

— Rigtig — Fenger — ganske vist — De maa endelig undskylde. Det var jo i et Brev og — Bogstaverne ligner hinanden — mine Øjne er heller ikke saa gode — og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt. .... Finder De ikke ogsaa? .... Min salig Mand skrev saadan en tydelig Haand, — han har ogsaa undervist i Skjønskrift. Ellers var det Latin og Græsk — ak Gud, ja, han var virkelig meget lærd .... Minna har ogsaa gode Kundskaber — det er ganske anderledes end i min Tid — overhovedet Ungdommen! — Men vil De ikke tage Plads, De maa dog endelig sætte Dem ned. —

Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at hun tænkte paa at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkjøbet.

— De er virkelig altfor venlig — jeg veed sandelig ikke — maaske for Selskabs Skyld — men kun et lille Glas. .... Ja, De kan vel drikke mange Glas, — unge Mennesker — salig Jagemann var ogsaa en stærk Øldrikker — fra Studenterdagene af, veed De. .... Drikker de ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark?

Forgjæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, medens vi drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« — og umiddelbart efter gav hun sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, — ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden, naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr har faaet fat i?« — naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet.

Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere Ærinder underveis. Hun forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet det Løfte eller den Trudsel — jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede det, — at besøge hende næste Dag. —

Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum.

Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at i et Vindue, der gik ud til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede et Øie ud paa mig, hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige ved at spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?« — da det faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde hun taget det som en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kjendte fra den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at være kastet over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at være et Skjørt end at tilhøre en Kjole. Hun førte mig med mange Undskyldninger ind i Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time »for at byde mig en Kop Kaffe«.

Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det vendte ud til den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en fuldstændig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte opretstaaende Clavér var helt graa af Støv, og oppe paa dets Plade stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild. Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Kjøkken, hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste »Dresdener-Nachrichten«. I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af grønne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat, Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis hun nogensinde skildte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; paa dette Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae en Del af et Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjælp af en Malerkasse og havde en umiskjendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende Haandbevægelse og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som flovt tænkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. Enhver maatte uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og til mig, for hvem dette Spørgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden han efter Aars Forløb sendte hende et saa gjennemarbeidet Billede. Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til hende at antyde sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! — hvilke Stemninger maatte det ikke vække hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var fuldt af Kjærlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af Heineske Digte: — »Du schönes Fischermädchen« og »Das Meer erglänzte weit hinaus« maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse Farver og vakt en uendelig Længsel efter hans Hjemstavns ubekjendte Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum Hjerteløshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa en Sten, som Lapsen satte sin Støvle paa, — en Støvle, der iøvrig var saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den støvede Vei.

Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, der hidrørte fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet: et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende Mand med en høi Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna paafaldende. Og naar man saae nøiere til, var ogsaa Læbernes Form oprindelig den samme; derimod var hendes Næse noget kortere og bredere. Denne Tegning var dygtig udført og vidnede om en god solid Skole.

Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet. Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp — kun at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine — en Kunst, der, som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet sin Elskede! Hvor var den kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den gjerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er betænkt paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk »vue«. Jo længer jeg saae paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept — Motivet fra hans Elskede — snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt hvad der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække ham hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene: — »Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet, og i Hjertet med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare: »Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har dog i det mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kjende, som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner ser et talentfuldt Arbeide. .... Maintenant à vous, monsieur! tag Farver og Lærred og sæt Dem hen med Deres »selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, Deres Forelskelses-Realisme«, og se saa, hvilket Uglebillede De faar frem. Men lige meget, — forsøg alligevel; det er behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun bliver rød derover, — derfor maa De moderere lidt paa Farven — jeg vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt kjøligere end man sædvanlig gjør — — — —«. Paa denne Maade irriterede jeg mig selv op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde forgrebet mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen.

Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa lige op og ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket i den lille Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa hvilket hun anrettede den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med hende, og hun havde nu et ganske værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa, hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand. Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen.

Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende Lugt, som nu bestandig blev stærkere, og det gik op for mig, at der hinsides denne tæppebelagte Dør maatte blive røget en meget tarvelig Kanaster. Fru Jagemann syntes at gjætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste:

— Ak ja, ak Gud, ja — det er denne Tobaksrøg, den trænger altid herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere Dem, det smager saa godt til Kaffen, siger de. — Vi har nemlig Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De nok, og naar man en Gang er godt vant — — men det har sine Ulemper. Som nu denne Tobaksrøg. — Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende, som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, — der gives endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo være andre Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette Mennesker til! Som f. Eks. denne Logerende, ham er der saamænd ikke noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt trækker ud til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr. Fenger! ....

Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait og gjentog i Tankerne mit Udbrud: »Hvad er du dog for en ækel, artistisk fordærvet og gjennemløiet Karl —!« Og Fru Jagemann, der saae, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig at indhente mig: —

— Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, — det ligner jo ogsaa — næsten som et Photographi, ak Gud, ja! saadan Kunstfærdighed! — Alt hvad man nu kan gjøre, Hr. Fenger! i Amerika kan de nok nu photographere med Farver, det stod at læse om i Avisen — Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad skal man sige — Kunsten stiger, — Høg over Høg — den Enes Død den Andens Brød, hedder det jo. — Ak ja! — Det er forresten en Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, — — Hr. Stephensen hed han saamænd — han boede her et halvt Aar — —

Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øine kunde udsende.

— Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun holder ikke Noget hemmeligt for mig.

— Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjøbet en Kunstner, — det har De naturligvis hørt om, sagde hun hurtig, aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. — Ak ja, saadan et Talent, det maa De nok sige! — (Jeg havde slet ikke sagt noget Lignende). — Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han betalte mig altid punktlig, endogsaa forud undertiden, — ikke fordi jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa fintfølende. Han røg kun Cigaretter, — det var noget Andet end vor nuværende Logerende, — han er forresten ogsaa Maler, det vil sige, — han er fra Holsten — det er Lokaler han dekorerer, Lofte og Vægge. .... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, — aa, naar man dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i den katholske Kirke. Ja, dèr har De da været? min Gud, saa høit der er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, — ak, og saadan som de synger! det er ligesom man hørte Englene, — jeg har været der med Minna, — hun sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i Anna-Kirken her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden tog han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, — han har konfirmeret hende — forresten kan hun ikke lide ham — hun er tidt lidt vanskelig, det vil sige, — saadan — med Mennesker, hun faar let Noget at udsætte. .... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade, — der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige, Herregud! derfor har vi Religionen, — hvad var vi uden Religionen, Hr. Fenger!

— Ja, jeg maa desværre bekjende, at jeg ikke er saa meget kirkelig, men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende —

— Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, — da jeg var ung, — det var akkurat det samme, — da tænker man kun paa at more sig, — naa, naar man blot ikke gjør noget Ondt! —

— Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gjerne have mig derover. —

— Til England, ih nei da! jeg havde saamænd en Søster, som var flere Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortælle! Det maa jo være en skrækkelig By, London! Al den Taage og Kulrøg. Dèr boer de ogsaa i flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Kjøkkenet. ....

Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og gjorde kun af og til et Par understøttende Bemærkninger. I Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde »m'r« for »wir« og »sein« for »sind«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve Ansigtstrækkene, — og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig.

Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa at holde mig tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix og Komplimenter.

Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at kjende, og var i Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid, naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. — Om Familie var her nu aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge, saa bragte hun mig heller ingen af »Sippen und Magen«. Hvad Moderen angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjelden, men heldig Kritik, saa lod hun til at være et meget beskedent Væsen, som sikkert helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Kjøkken og nikke ind i »Zur Katze«, og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der neppe vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde faaet en statelig Dame til »Mama«, der omfavnede En moderlig, kritiserede Ens Vaner, var misfornøiet med Udsigterne, blandede sig i Husvæsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det lod sig gjøre, forlangte Visitter, regelmæssige Aftener — du gode Gud, hvor jeg dog var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil!

Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: — »Beroliget, — Svigermoder uskadelig«.

II

Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme. Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde havde forværret sig.

Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene, blev det kjære Barn mer og mer tavs. Undertiden saae hun paa mig med et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at græde; snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker var langt borte, og jeg fik da en Følelse af Uhygge.

— Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte jeg endelig.

— Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det .... Og hvorfor ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er noget kjønt deri.

— Men hans stakkels Kone!

Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet.

Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have. Den lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssigt. Den høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.

Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder.

— Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? —

— Jeg har faaet Brev — fra ham — Svar paa det, jeg sendte bort den Aften.

— Naa?

— Det har gjort mig saa ondt, — det var slet ikke, som jeg havde ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven. .... Det er ligesom han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke.

— Hvad har han da skrevet, Minna?

— Ja, nu skal du selv se.

Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert, som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket jeg ikke kjendte. Det lød saaledes: —

— Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet, vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det.

— Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke formaaede at holde tilbage.

Hun saae bebreidende paa mig: —

— Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun gjemte atter Brevet i Mappen.

Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald af Uvillie tilbage.

— Jeg havde Uret, tilgiv, — men det er et Brev, der kunde faa en Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri.

— Ja jeg forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det.

— Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine Følelser? — et Digt af Heine, — ja, naar det saa endda havde passet til Situationen, men aldeles ikke!

— Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig, ligesom en falsk Tone, — ellers vilde det have gjort mig endnu mere ondt — eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at ærgre mig over.

— Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde glemme ham for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft Noget at sige, — en tarveligere Mand havde grebet til en Brev-Formular.

— Og alligevel — hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrød hun og knugede de foldede Hænder sammen.

— Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod han dig?

— For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer værd end jeg?

— Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjøre Kunst, som duer noget, naar han er en sølle Pjalt, som ikke engang tør tage et Tag med Livet, og hvordan skulde han kunne sidde og pensle Følelser frem, naar han leger baade med sine og med Andres?

— Men hvis han kun havde sagt saaledes, — hvis han for en Tid havde maattet arbeide ene, og saa ikke vilde binde mig, men stolede paa, at min Kjærlighed var fast og udholdende nok til at holde ud, og han selv havde ventet trofast, arbeidet, og nu var bleven skuffet?

Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Værelse. Den Tanke, at Hr. Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den trofaste Elsker, arbeidende for at kunne forene sit Liv med hendes, — forekom mig efter Alt, hvad jeg havde hørt om ham, at være i en saa komisk Contrast med Virkeligheden, at jeg var ved at le haansk; men et Blik paa den elskede Pige, hvis Tiltro just i hendes Feiltagelse gjorde hendes Sjæl saa megen Ære, afvæbnede min Bitterhed og kun et dybt, smerteligt Suk pressede sig frem.

Minna stod endnu tæt ved Vinduet med Ryggen mod det, op mod en gammeldags Commode, der var fuld af værdiløse Nipssager og af afblegede, tilsmudsede Photographier. Til dens Kant støttede hun sig med begge Hænder og saae ned paa Gulvet.

— Jeg skal være ulykkelig og gjøre Andre ulykkelige, mumlede hun, som om hun talte med sig selv.

— Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran hende, og strakte Armene ud imod hende. — Det maa du ikke sige, hos mig og til mig kan du dog ikke sige det.

Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op.

— Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald ikke. Han maa kunne forstaa mig —

— Du vil dog ikke skrive til ham efter dette?

— Jo, Harald, det vil jeg.

— Hvorfor dog, kjæreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end Pinligheder for os Alle! Lad det være nok med den Brevvexling, den har varet altfor længe.

— Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste.

— Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, — jeg kan ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor — men det gjør mig angst —

— Jeg maa, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning. .... Han og jeg kan ikke skilles saaledes.

— Gid I aldrig var mødtes, udbrød jeg.

Hun saae længe paa mig med et underligt uforstaaende Blik, som om hun ikke kunde overse Rækkevidden af denne Forestilling. Saa lagde hun sig ind til mig med Armen om min Hals: —

— Ja, Gud give, vi aldrig var mødtes! Hvorfor maatte du ikke komme den Gang! Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kjende, — da var Alt blevet saa godt!

— Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede hende paa Panden.

Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjære Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter. Jeg benægtede, og forlangte, at vi skulde efterse Kildestedet.

— Det er saamænd ikke Umagen værdt, Enhver kan jo komme til at skrive feil, sagde hun, og det forekom mig, at hun blev noget forvirret.

— Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig dog se Brevet.

— Saa lad mig da have læst feil, for mig gjerne, svarede hun og blev rød. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme frem med Brevet.

Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød nu frem med en skinsyg Mistanke om, at hun havde behandlet mit mere skødesløst og nu ikke vidste, hvor det var at finde. Jeg var ikke ædelmodig nok til at skaane hende, skjøndt jeg kunde have sagt mig selv, at selv det dyrebareste Brev kan forsvinde ved hundrede Tilfælde, især naar man reiser.

— Du kan da ikke være bekjendt at være saa doven. Din Mappe ligger jo dèr paa Bordet.

— Nei, dèr er det ikke, svarede hun og reiste sig. — Stivnakke! Jeg maa umage mig ud i Entréen efter min Reisetaske.

Nei, den tog jeg ind; den hænger dèr ved Døren.

Hun gik hen og saae efter i Tasken.

— Saa maa det vel dog være i Kufferten, bemærkede hun med et Skuldertræk. — Tant de bruit pour une omelette!

— Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun overhørte, thi hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Knæ og gav sig til at rode op i Kufferten. Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa aabenbart befandt sig i en pinlig Situation.

— Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan en Uorden.

— Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. Endelig hørte jeg hende reise sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet. Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade.

— Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det hen imod hende.

Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig, gjorde mig dødelig forelsket.

— Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens!

Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et drillende og dog kjærtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag saaledes, og vilde sikkert være bleven vred som en Tyrk, hvis jeg ikke havde faaet en Følelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg spillede en komisk Rolle.

— Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, da jeg vedblev at række Brevet hen til hende.

— Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet et Blik, og kastede det paa Gulvet.

Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op.

Hun saae paa mig med et bebreidende Blik, der fik mig til at se beskjæmmet til Siden, skjøndt jeg endnu mente at være i min gode Ret. Og uden at vende Blikket fra mig, men med et bestandig ømmere Smil, knappede hun det øverste af Kjolen op, løsnede Chemisen foroven og lod Brevet glide ned paa sit Bryst, hvor det forsvandt med et rosenrødt Skjær af de sidste Solstraaler som gjennemglødede det lille Værelse.

Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedækkede hendes Ansigt og Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger for mit urimelige Væsen, min Skinsyge og min taabelige Mistanke, for hvilken hun paa en saa rørende Maade havde beskjæmmet mig. Denne Anger og endnu mere den lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skjønt elsket, fik mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev. Ogsaa i hendes Øine blinkede det, — vi lo og græd paa een Gang og kyssede hinanden Taarerne af Kinden.

Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen. Vi gav forlegne Slip paa hinanden, og Minna søgte ved en hurtig Dreining at skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den Gamle hostede undskyldende, og selv de forsigtige Skridt af de næsten gjennemtraadte Slæbere, syntes, da hun listede ud med Kaffekopperne, at hviske ganske sagte: »Gjør ikke noget, Børnlille, jeg er selv ingen Nonne, — har ogsaa været ung! Næbbes I kun! Herregud, naar man blot ikke gjør noget Ondt!«

Det ærgrede mig, at vi skulde være Gjenstand for en moralsk Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der blev lagt et uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have følt noget Lignende; thi medens hun knappede den øverste Knap, trak hun paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed: —

»Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht!« —

— Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, — jeg har endnu slet ikke hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget dertil.

Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der var endnu Dagslys nok til at se Noderne. Hun slog et Schubert-Hefte op og spillede et moment musical, ikke uden Følelse, men saa ængstelig, som om hun frygtede for at røre ved Tangenterne.

— Det er skrækkeligt, udbrød hun, lige da hun havde taget den sidste Akkord .... Maa jeg ikke holde op? Du kan da ikke paastaa, at det er en Fornøielse at høre paa det.

— Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være bekjendt at være ængstelig for mig.

— Ængstelig? jeg ryster over hele Kroppen!

— Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe.

— Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde den Undskyldning.

Det sprudlende livlige og samtidig dog saa sværmeriske og dybt bevægede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede hun lidt friere og dristigere, og skjøndt det brast et Par Steder, havde jeg en inderlig Glæde af det ægte musikalske Foredrag. Jeg havde ventet, at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men neppe havde hun faaet Hænderne fra Tangenterne, før hun tog Beethovens Sonater ned fra Clavér-Pladen.

— Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert. Man kan lige saa gjerne være fræk. Du maa gjerne hente Lampen, Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Claveret.

Jeg havde ventet, at hun skulde spille »Sørgemarschen«, første Sats af »Maaneskins-Sonaten« eller et lignende nogenlunde overkommeligt Stykke, et af dem, om hvilke man kan sige, at de ere naturaliserede i Dagligstuerne; men til min Forundring hørte jeg, medens jeg ude i Entréen tændte den lille Lampe, at det var den vældige C-Dur Sonate, som hun styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa Voldsomheden. Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen for at kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar man først er sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er man nødt til at svømme. Og hun svømmede virkelig; selve Dybden og Bølgebevægelsen hjalp til at bære. Da jeg traadte ind, just idet hun fra vildsomme Løb og heftig Oktav-Stigning naaede over til den rolige, i rige Akkorder syngende Hymne-Melodi, — blev jeg et saa eiendommeligt Udtryk vaer i hendes Ansigt af Energi og Begeistring, en Beethovensk Forklarelse af alle hendes Træk, at en spøgende Opmuntring, som jeg havde paa Læben, forstummede af sig selv. Jeg stillede ganske sagte Lampen paa Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af, dreiede jeg den saaledes, at Lyset gjennem dette Hul straalede hen paa Noderne, hvilket nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne Lampe sikkert ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde været renset i Løbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads længer tilbage i Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saae hendes Nakke, hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den blødt skyggede Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, som maaske er den ædleste af alle: at faa Beethoven forespillet af sin Elskede. I denne Stemning blev selv det Ufuldkomne ved Udførelsen snarere til Gavn end til Skade; de yderst beskedne Omgivelser stemmede ikke til Concert-Fordringer, og saa glædede man sig saa meget mer over Beseiringen af Vanskeligheder, selv om disse Seire ikke vandtes uden Mandefald i Node-Hæren. Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk, fordi hun var helt fortabt i det, — hun spillede som en Musiker, der har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til knurrede hun af Ærgrelse over at være snublet, undertiden, naar hun havde slaaet med Fynd ved Siden af, sendte hun efter den falske Tone et Udbrud, der ikke var fjernt fra en lille Ed, og blev Hænderne tilbage for den inspirerede Villie, saa sang hun med høi Røst Melodien, ligesom for at skamme Fingrene ud og tvinge dem til at komme med. Saaledes var hun stormet gjennem Allegroens stolte, solrige Bjergland og sænkede sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge om det stille, blanke Vandspeil, hvor Sindet samler sig indadvendt, men dog med Blikket forventningsfuldt hævet mod en anet Herlighed, — for saa at svinge sig op til de ætheriske Regioner, hvor Rondoen lever i et overjordisk Lys og en uforstyrrelig Glans, jublende Triller ud, som var den en Lærke, der havde hjemme, ikke blandt Skyer, men blandt Stjerner.

Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende og trykkede et langt Kys paa hendes Pande. »Tak,« hviskede jeg.

— Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saae forundret paa mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar.

— Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste nok, at du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tænkt, at du kunde spille saaledes.

En pludselig, sjælfuld Glæde straalede op til mig fra hendes Blik; men hun slog det strax ned, og hendes Læber krusede sig til et godmodigt ironisk Smil.

— Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren Rubinstein!

— Hvorfor spotter du? jeg veed dog selv nok, at du ikke helt kunde magte den. Men du spillede smukt alligevel.

— Ak! det er det, som gjør mig næsten fortvivlet, hver Gang jeg spiller — at høre det saa smukt og ikke kunne faa det frem. Og især det, at jeg undertiden synes, jeg maatte kunne være kommen til at spille ganske ordentlig, hvis jeg havde kunnet drive det rigtig vedholdende.

— Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har Livet for dig.

— Maaske, — men der er det samme i Veien endnu, — jeg kan ikke taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har jeg mindst spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa saadan en Pjalt! Ja, hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar spillede mig ind i, hver Gang jeg rørte Claveret! det var ligesom Noget, der slog sammen om mig, og jo skjønnere Musikken var, desto mørkere blev det om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer.

— Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! — Jeg skal nok faa dig sund og stærk, og naar du spiller mig glad, vil du ogsaa selv føle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt Publikum, selv om du ikke driver det saa meget videre, end du nu er. Men saa vil du ogsaa kunne dyrke Musikken rigtig.

Mine Ord lod ikke til at gjøre synderligt Indtryk paa hende. Hun stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som jeg havde reist mig fra, og støttede Panden i sin Haand.

— Jeg kan mærke det i mit Hoved, det spænder og mylrer derinde. — Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: — Veed du hvad, hvis jeg nogensinde ønsker at blive af med min Smule Forstand, saa troer jeg, at jeg kunde spille den bort.

— Hvad er det for en Idé!

— Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. Det er det Frants-Moorske, at ødelægge Legemet gjennem Aanden, anvendt paa Selvmordet.

— Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spøg.

— En grov Spøg i alt Fald, naar der gjøres Alvor af den. Men man veed ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i Livet. »Det var en Kunst, der fortjente at Have dig til Opfinder,« — deklamerede hun med komisk Efterligning af en Mode-Skuespiller. — Har du seet det her paa Hoftheatret? hvor han var affekteret! hu ha! .... Hun satte sig i Positur, som Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde sit Ansigt i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde lade være at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, og en dyb Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart til den anden Side: — »Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? .... Vrede? denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! — Sorg? denne Orm nager mig for langsomt! — Græmmelse? denne Snog sniger sig for trægt! — Frygt? Haabet tillader den ikke at gribe om sig .... Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt? — Hvorledes? Nei! — Ha! Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde den ikke kunne slaa en Minna ihjel!«

Hun lo muntert og omfavnede mig.

— Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven! Men jeg skjønnede ogsaa paa det, skjøndt jeg kom med al den Snak, — jeg kan ikke gjøre for det, tidt piner det mig saa meget, det maatte være saa herligt at være Kunstnerinde, synes jeg, at kunne faa Andre til at elske og beundre, hvad der bevæger En selv saa dybt .... Men jeg skal nok blive en flink Husmoder! — Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde før — saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo ikke med denne søde Gift — men, Harald! hvis du holder mer af en Anden —

Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, — ganske vist ikke noget synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske tilsidst dog det mest overbevisende.

Moderen kom ind med The og Franskbrød, til hvilket hun havde kjøbt Honning i Voxkager og usaltet Smør for at gjøre os tilgode. Da vi havde spist, satte hun sig hen i en Krog i en underlig trekantet Lænestol med lodrette Sider; — den var egentlig et Hjørnestykke af en tredelt Sopha, hvis disjecta membra vare fordelte rundt i Leiligheden. I dens Varetægt blundede hun næsten øieblikkelig ind.

Minna var ogsaa træt efter Reisen. Da det hæslige, Alabast-søilede Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende Snurren besluttede sig til at slaa fire Slag, der gjenlød i Claveret med en lang Tone, — og derved gjorde os opmærksomme paa, at »Klokken var slagen ti«, holdt jeg paa, at hun skulde til Ro.

Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes store Skræk gik jeg »med Nakken paa Ryggen«, — som hun sagde, — ned ad den steile Vindeltrappe, uden at kunne vende Øinene fra hende, som hun stod deroppe, bøiet over Rækværket, med det smilende Ansigt stærkt belyst af den fremstrakte Lampe.

Helt nede blev jeg længe staaende og sendte Kys op til hende, indtil hun gav sig til at skjænde, og da det ikke nyttede, begyndte hun pludselig at skjære Grimacer og frembringe saa græsselige Carricatur-Ansigter à la Wilhelm Busch, — at jeg endelig tog Flugten med en høi Latter.

III

Den følgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, som hun vilde sende Stephensen.

Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet sig en af de Tanter, som »ikke var saa rigtig heldige«, og for hvis Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig saa vel som sig selv.

Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket til at gjøre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var uden al Bitterhed og frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt og holdt i en rolig, sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse.

Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.

Vi gik gjennem flere smaaborgerlige Gader og Stræder, der alle lignede hinanden; med deres fuldstændige Flise-Fortove, uden Rendestene og Kjældertrapper, gjøre de et nettere og renligere Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. De to-etages Huse variere kun den graa eller gulige Farve en Smule, men af og til breder der sig en lavstammet Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger ned paa Gaden gjennem mange af disse ægte sachsiske Loftsvinduer, der ere formede som sammenknebne Øine, og som, naar de staa tæt sammen, faar Tegltaget til at gjøre en lang Bølgebevægelse. Det er gamle Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her befandt sig i Byens Udkant.

Overalt herskede en ret velgjørende familiær Ugenerthed. Ved det aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg en Mand i Skjorteærmer sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, hvor en hvid Kat balancerede. En velklædt Mand, der saae ud som en Studerende, kom med et Glaskrus skummende fuldt af Øl, som han havde hentet i Hjørnebeværtningen.

Smaabørnene, der legede foran Gadedørene, hilste paa Minna, og en lille Skjælm af en Pige, paa tre-fire Aar, med krøllet Paryk og et Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels nøgne Ben, der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, før Minna havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.

Mindre tiltalende var Opmærksomheden fra de større Børns Side. En lang barhovedet Tøs, med de smudsige Strømper stikkende i udtraadte Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: »Hvad er han for En?« og en Skomagerdreng, som gik midt ad Gaden og — til min Forbavselse — fløitede Skuespillermarschen af »En Skjærsommernatsdrøm«, saa det skingrede i hele Nabolaget, maa have fundet noget Jødisk i mit Ydre, for han afbrød pludselig hin Beskjæftigelse for at blive ved at raabe »Itzig« efter mig. Undertiden overdøvedes alle Stemmer af en af de uhyre Fragtvogne, hvis tøndeformige Ruf rokker oppe i Høide med Vinduerne i første Etage. Et Par svære Heste med tykke Halse og fede, kløftede Kryds trække den i en jordvindende Skridtgang, medens de ryste deres blinkende Messingpynt af Ringe og Halvmaaner; Kjæderne klirre, det knager i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre bevægede Masse drøner Stenbroen, saa at man er fristet til at holde sig for Ørene, og faar Svar i Øst, naar man spørger i Vest. — Intet af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gjennemvandrede det med Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg betragtede de mindste Smaating med Kjærlighed, fordi de hørte med til det Hele, som fra Barnsben af havde omgivet hende og præget hendes Fantasi.

Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af den fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pulsaare, med sit nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel og glimrende Boutikker. Og vi kom ind i nye brede Gader, hvis øde Perspektiver kun viser En et Par enkelte Fodgængere og en sneglende Droske. Blomsterrækkerne paa Balkonerne er den eneste oplivende Farve i den graa Masse. Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port staar »Pension«, og over dens Naboer »Hotel garni«. Dette var ikke Noget for os; for at naa til Villa-Strøget og »se paa Leilighed« vilde vi have valgt den korteste Vei, hvis ikke i dette rektangulære Kvarter alle Veie havde været lige lange.

Snart havde vi fint Grus under vore Fødder og overskyggedes af en lille Allés Ahornblade. Mørke Akacier, glinsende Sølvpopler, gjennemsigtige Birkekroner, tætte Platankupler, Lindeløv og Blodbøge, blandede med en uendelig Mangfoldighed af sjældne Buske og Træer, hævede sig til begge Sider over Gitre, Hækker og lave Mure med smaa Gjennembrydninger. Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde mellem Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med sagte Plasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte efter Villa, pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, med fine Façader af gulig Sandsten, som endnu eiede Noget af sin kornede Glans. Hvor de store Speilglas-Vinduer stod aabne, bevægede det yderste Fag af de crême-farvede, netagtige Gardiner sig sagte, ligesom i Drømme, og inde i Værelsets Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller Kanten af en Guldramme straalede dæmpet. I en dorisk Søile-Loggia, med pompejansk malede Vægge og Casset-Loft, drak et Selskab Kaffe. En slank Dame, med Ridekjolens Slæb over Armen, ledsagedes af en Cavalér i bronze-brunt Fløiel ned ad en Dobbelttrappe, som i Zig-zag omsluttede en frodig Plantegruppe. I en Underkjørsel, der paa Siden af en Villa dannede en prægtig Bueportal, kopieret efter Villa d'Este, ventede en Landauer, hvis Spand Guldfuxe trippede utaalmodig og skrabede i det røde Grus.

Denne Slags Underkjørsler behagede os særlig, og vi vilde paa ingen Maade lade os nøie med en af Jern og Glas. Der var jo ingen Tvivl om, at vi maatte have Equipage til den Tid, naar disse luxurieuse Planer iværksattes. De omtalte Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde iøvrig ogsaa et Sværmeri for kulsorte »Rappen«. Megen Vægt lagde vi naturligvis paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi foretrak en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art fandt vi paa et Hjørne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig Bygning af betydeligt Omfang, præget af en ægte aristokratisk Simpelhed, uden Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende store og ædle Forhold; den syntes at være bygget af Semper selv eller en af hans bedste Disciple.

»Dèr er den, det er vor Villa!« udbrød Minna strax. Hun lo overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere. Hvorfor var det endelig saa utænkeligt? det var ingen brødløs Kunst, jeg drev, jeg havde Protection og vilde maaske arve. Hvorfor skulde man ikke tilsidst efter et Liv fuldt af Arbeide, kunne trække sig tilbage her som en hovedrig Mand? Mit ungdommelige Overmod følte en ubegrændset Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt. Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min Dygtighed og Energi.

— Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg vilde passe til det. Tænk dig, hvad der hører til for at fylde i en saadan Leilighed, — alt det Tyende, som man vilde have at tumle med .... Jeg synes ogsaa, man maatte gaa i en evig Bekymring for, at man ogsaa anvendte sine Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan en Mængde .... Og saa maatte man føre stort Hus og se Mange hos sig. Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg vil finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en lille, tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke misundelig paa de Rige, men jeg glæder mig tvertimod over, at Andre, hvem det passer for, kan have det saa smukt, og naar jeg er egoistisk, saa forestiller jeg mig, at det egentlig altsammen er til for min Skyld, for at jeg kan have saa meget kjønt at se paa, naar jeg spadserer med min Skat, og det kan give os Stof til saadan taabelig Passiar som denne.

Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i »Grosser Garten«, hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veie, der krummede sig mellem høie Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille Udsigtshøi nord for Herkules-Alléen, hvis mægtige Linde kastede deres Skygge langt hen over Stubbemarken foran os. Tilvenstre laa Høidedraget paa den hinsidige Elbbred stærkt solbeskinnet, med sine Skovbanker og Indsænkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved Villaernes Hjelp næsten gro sammen til een lang Bort af Haver og Huse, — med de steile Skraaninger gjennemstregede af Vignernes Terrasser og Mure, mellem hvilke der hæver sig gamle Gaarde med høie Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens Høiene foroven ere besatte med Vingaardsmændenes Smaahuse, der se ud som Vagttaarne. Alle disse Enkeltheder gjentog sig bestandig mindre, utydeligere og nærmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en næsten ubestemmelig Farvetone, dèr hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned mod Sletten. Denne blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig Bjergformer, skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af Luftens Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne paa Marken blev længere, traadte Omridsene legemligere frem, og vi kjendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig med at ovre paa den høie Loschwitzer-Bred den ene Rude efter den anden tindrede som i en begyndende Illumination, kunde man skjælne Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg forneden. Det var underligt at tænke, at i dette Bjergbillede, der var saa liliput-agtigt, at det kunde males paa en Lillefingers Negl, kunde man med en Naal udpege det Punkt, der havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede derud imod; — det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde gjenfinde den, — og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.

Hvorvel kun et Par Døgn skilte os fra hin Fortid, — skjøndt vi sade sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, — og uagtet vi haabede lutter glædeligt Samliv imøde: — trods Alt dette forekom det os begge, at vi saae et tabt Paradis aabne sig derude i Glansen af den dalende Lykke-Sol med rosenrøde Smaaskyer som Amorinfjer svævende over sig i den lyse, farveløse Luft, for saa lidt efter lidt at glide bort, ind under Skyggen af Nattens bløde Vinger, som fandt os siddende paa samme Plet med Armen om hinandens Liv.

Denne staaende Vemod i Tilbageblikket — er den kun Virkningen af en Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, eller stammer den maaske snarere fra Menneskets evige Frygt, den uendelige Usikkerhedsfølelse overfor en ukjendt Skjæbne, der ved et Lune kan røve En Alt, undtagen hvad man har oplevet — som ikke blot truer ude fra, men ogsaa synes at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort Selvs dulgte Kjerne i sjeldne Gjennembruds-Øieblikke maaske kan stille en jevnbyrdig Magt op?

IV

Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: —

— Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.

Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjøn Eftermiddag — til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan røre sig og nyde, drikke, danse, fægte, elske, ride Carrousel og bade i Springvandsbasiner under aaben Himmel — dette Mesterstykke af en yppig og fantasifuld Stil, som en fad Afsmag af Empiren har lært en Epigonslægt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu atter overalt kommer til Hæder og Værdighed, — Zwinger — som synes bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket i en Muse. — —

Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra Rathen, »die Mutter Elbe«, i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem begge Stadsdele i en prægtig Leilighed, der af de tre Broers Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den berømte Brühlske Terrasse berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver, der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil den længst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende Vinbjerge.

Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række krøllede smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af et Brobdingnagbarns Legetøis-Æske.

Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød frem under Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal — en Kolonnade af vundne Søiler drevne af det pureste Dukatguld.

Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og seilede ud til det idylliske, vigne-hængte Loschwitz — »Don Carlos«'s Fødeby, eller til Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, hvor »Leirens« Gustel har hjemme.

Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sædvanlig gjøre nogle Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken.

En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher« som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til.

Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder. Men vi gik flere Gange i den fortræffelige Samling af Gibsafstøbninger, hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier.

Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over hendes Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over »Ægineternes« staaende Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet Omraade, medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu staar barnlig famlende, — og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for fuldkommen Kunst. — I Parthenonssalen imponeredes hun især af Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest følte hun sig grebet af den efterklassiske Kunst, Værker som »Galleren«, »Sliberen«, »Venus fra Milo« — de fleste andre Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen over. Hun gjorde mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke selv havde haft Øie for, paa det levende Virkelighedspræg af en Haand eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af moderne Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort »altfor kjønt«.

Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske Studier: »Hvem der dog havde saadan en yndig, lige græsk Næse!« sukkede hun flere Gange, — »saa vilde du elske mig endnu mer — jo, det maatte du gjøre.«

Og efter at have mønstret en hel Gudindeforsamling: »De har da ikke saa tynde Arme!«

— »Hvorfor skulde de have det?«

— »Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme,« svarede hun rød i Hovedet og vendte sig bort.

Men vore Kunstnydelser — i denne By, hvor man kan nyde Kunst! — kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie sammen. Dette Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskjønhed, hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde — hvor gjennemtrængte den ikke vore Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor Kjærlighed speilede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos — og elskede sig selv.

I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til hinanden; senere tav vi.

Minna trykkede min Haand ved Ordene: »Als in frostig öder Fremde — zuerst den Freund ich ersah«; — og da Sieglinde — tydelig, saa hver Stavelse hørtes i det dødstille Theater og med en Betagethed, som kun Wagner har inspireret en Operasangerinde til — sang: »Wie dir die Stirn — so offen steht, — in den Schläfen der Adern — Geäst sich schlingt! — Mir zagt's vor der Wonne, — die mich entzückt —« — — da saae hun mig ind i Øiet med et Blik, som jeg veed, jeg vil føle paa mit Dødsleie. Og da nu Tæppet — ikke faldt, men drog sig sammen — o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens Kræfter, med tindrende Øine og et fugtigt Taarespor paa den blussende Kind, skjønnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjælelig skjøn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! —

Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søiler straalede i det sene Dagslys.

Der vrimlede af pyntede Folk.

Minnas Dragt var tarvelig, skjøndt ikke saa tarvelig, at den blev paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende.

Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf.

Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os velgjørende imøde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale Bygninger, bredte sig stille og næsten ubefærdet under os, medens det vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Høider laa badede i Sollys og syntes ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom overvældede mig.

— Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig.

— Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, — jeg var dog ret letsindig, at jeg den Gang kunde fri til dig.

Hun saae paa mig med et spørgende Smil.

— Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig — jeg skulde have ventet, til jeg kjendte dig som nu — hver Dag opdager jeg nye Skatte — bliver rigere og rigere. —

Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst.

V

Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet.

Vi havde begge hver for sig besøgt dem; de vilde se os en Eftermiddag sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om Aftenen maatte den Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte i Brystet vedblev at plage ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere Følgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var, fordi han følte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren helst vilde have holdt ham.

Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i Grunden, at vi burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde ikke høre Noget derom:

»Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke kunde tage imod Nogen! Vist skal de komme imorgen, men jeg sender dem bort, naar jeg bliver træt. .... Jeg bliver nemlig gjerne træt lidt tidlig paa Aftenen nu,« tilføiede han forklarende til mig.

Vi begav os altsaa — Dagen efter at vi havde hørt Valkyrien — henad Klokken fire ind i Hjertet af Altstadt, hvor man endnu glædes ved Synet af gamle Rococohuse med knækkede Tage og skjæve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier i Barokstil med Pilaster-stribet Façade, der smykkes af Medailloner med hjælmbeklædte og parykbeprydede Marser og Athener. Imellem disse findes tarveligere Huse i en temmelig ubestemmelig Stil men med et inderligt tydsk Præg; deres hyggelige Karnapper danne en Række Skabe langs ad Gaden, og ved Hjørnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, der nedad forlænge sig i en Form som et omvendt Kirkespir eller som en Kegle, besat med Annanas-Knubber i spiraldreiede Rækker. Flere af disse Huse have Stuk-Ornamenter af Blomster-Guirlander, eller forstenede Drapperier hængende ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en ofte overmalet Frise med uhyre fede Englebørn, saa uformelige, at man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke natura morte af Kaalhoveder, Æbler og tykke Grene.

I et saadant Hjørnehus, hvor fire Gader stødte sammen, boede de gamle Folk paa første Sal. Der var et evigt Bulder af store teltdækkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og alle mulige Forretningskjøretøier, — og det var aabenbart denne Larm af en flittig Færdsel, som tiltalte den gamle Königsberger-Kjøbmand og lod ham foretrække dette Sted for luftigere, men mere døde Qvarterer.

Kaffebordet var dækket i Hertz's Studereværelse, hvor han holdt mest af at opholde sig. Han kom sjelden ind i Dagligstuen, men saae gjerne, at hans Kone satte sig ind til ham med sit Haandarbeide. Det var et middelstort Værelse med gamle Mahognimeubler, blandt hvilke der ellers ikke fandtes nogen bekvem Stol, men nu var en Lænestol bleven flyttet ind fra Dagligstuen.

Ved den ene Væg stod et almindeligt Skrivebord med otte spinkle Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var der en Pult af samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; (dette gamle Farvetryk indtog nu atter sin behørige Plads over Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et Par værdifulde Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven og Frederik den Store i Legemsstørrelse. Over den befandt sig nogle Daguerreotypier, af hvilke man dog aldrig opdagede Andet end nogle skinnende Metalpletter.

Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, men det i sit Ydre tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Læderrygge og forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver, blandt hvilke — paa de midterste Hylder — en stor Del af Goethes og alle Schillers Værker, ligefra »zwoote verbesserte Auflage« af »Røverne«, med den steilende Løve til Vignet og Indskriften »In tirannos«, til en »Wilhelm Tell« med en Tilegnelse, skreven af Schiller selv. Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af Nysgjerrighed — thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig for os — end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle.

Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor, cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet et nydelig udført Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed med mig Uværdigste, navnlig ved den lange Hals og Næsen, — en Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.

Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt i Værelset, som om det kunde være Skumring. Den blaalige Spritflamme, der slikkede om Kobberkjedlen, lyste i den gamle Mands hvide Skjæg og paa den fugtige Underlæbe, medens han fortalte — langsomt læspende og afbrudt af Hoste — om Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde været i Handelslære: — Paa Børsen havde de haft den ældgamle Skik, at Fallenten maatte sætte sig paa en Slags Forundringsstol, medens der blev ringet med en Armesynderklokke — en Slags moralsk Execution.

— Man leer af saadanne gamle symbolske Skikke og finder dem barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt ved sig. Hvor tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses Meier maatte standse sine Betalinger. Han var Chef for et af de to rigeste jødiske Handelshuse og havde ødelagt sig i Konkurrence med Wolff — de havde altid været Uvenner. Der var et frygteligt Røre paa Børsen, Nogle vare skadefro, men Jøderne vare Alle meget nedslaaede. »Mon Wolff vil komme!« spurgte man overalt, — men de Fleste mente, at han dog ikke vilde være tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken slog tolv, — saa skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med Klokken, — da kjørte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede ind i Salen og raabte aandeløst: — »Der skal ikke ringes, Meier skal ikke paa Fallentstolen.« Han havde i sidste Øieblik — sikkert efter en haard Kamp — besluttet sig til at forstrække Rivalen med det Nødvendige for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; — og de to gamle Mænd græd i hinandens Arme.

Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os i dette Øieblik endnu ærværdigere ved sine Minder fra en Tid, som havde et saa fremmedartet og patriarkalsk Præg.

Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Støv og Smaasten i en Flaske: — Jord fra det hellige Land, som en gammel Jøde fra Riga, der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, havde bragt med hjem i et Lommetørklæde.

Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine.

Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.

Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var meget mørkt ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at finde ud af et stærkt overstreget Sted.

Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og foer sammen: det forekom mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget moderne klædte Herre, med spidst og stærkt dreiet blondt Skjæg; men nei, — han var høiere og ældre end den danske Maler, — da han netop tog sin Hat af for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var skaldet.

Jeg følte mig beroliget.

Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne Stemme at læse op af et Manuskriptblad: —

Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg — hvilket viste sig endnu tydeligere i det uveirsagtige Lys, der syntes at trænge gjennem en Askeregn, saa snavset og graagult var det.

— Det er et kjønt Digt, sagde Hertz. Kjender du det?

— Ja, vi kjender det.

— Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, — udbrød Fru Hertz. — En skjøn Tid!

Snart efter tog vi Afsked.

Vi gik ad »Grosser Garten« til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet lidt, udbrød Minna:

— Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det Digt!

— Ja, et besynderligt Tilfælde!

— »Es giebt keinen Zufall!«

Men da vi vare midt i den smukke Platan-Allé, der skraar over Marken mellem den gamle Palais-Have og »Grosser-Garten«, kom jeg i Tanke om, at Ringene, som vi havde bestilt, var lovet os bestemt færdige til ieftermiddag.

Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skjøndt det førte os helt ind i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen af de store Guldsmedeboutikker, men et Værksted oppe paa anden eller tredie Sal, som Minna kjendte.

Ringene vare færdige, og den gamle Kone, der gav os dem, ledsagede dem med mange Lykønskninger og Velsignelser, til hvilke hun endnu føiede Hilsener til Minnas »Fru Mama«.

Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os, siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for Ringvexlingens gyldne Magi. Det var blevet det skjønneste Solskinsveir; vi besluttede at nyde det oppe paa den nære Terrasse.

Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i godt Sommer-Veir. Man hørte Toner fra Concerten i Wienergarten hinsides Floden; det var Slutningen af »Valkyrien«, — vi stod stille og lyttede.

Afstanden udslettede Udførelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, under hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, saa den lange Afmagtssøvn sænker sig over hende — tonede klart herover i sin tungsindige Svulmen og Synken.

— Det hørte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede mig til at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg.

— En velsignet Aften har det været for mig, svarede Minna — skjøndt jeg den Gang intet kunde ane derom. Det er underligt at tænke paa, at et ganske ubekjendt Menneskes Beslutning saaledes kan forandre Ens hele Liv — derfor troer jeg heller ikke paa Tilfælde — i saadanne Ting.

— En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, og velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad — derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søilerne — seer du, dèr hvor den Herre, nei — ikke den Gamle, men ham, som nu reiser sig og betaler Opvarteren —

Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen.

Minna var standset og stirrede — — men du gode Gud! hvilket Udtryk i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men hendes Øine aabnede sig unaturligt, — saaledes kunde Macbeth have seet paa Banquos Aand, da Hofmanden anviste ham Plads.

Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det til at rette sig hen.

Herren, der havde betalt Opvarteren, saae henimod os og tog hurtigt sin høie Silkehat af. — —