Fjerde Bog

I

Denne elegante Herre — det var Axel Stephensen.

Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin høire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op; den var snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os.

— Aa — jeg beder, Minna, gjør dig dog ikke den Uleilighed — mellem gamle Bekjendte — —.

Men Minna vedblev haardnakket at stirre — med et ubestemt Smil — ned paa Handsken, hvis Gjenstridighed hun maaske var ret taknemlig for. Endelig fik hun Haanden fri, den Haand, der nu bar min Ring; — det forekom mig, at hun kjærtegnede den med et Blik, og at Stephensen skjænkede den et vrantent Øiekast. Hun saae flygtig paa ham, idet hun gav ham Haanden og med en Haandbevægelse, der fik Ringen til at blinke, præsenterede hun os for hinanden.

— Min Forlovede, Harald Fenger. —

Vi bukkede begge næsten for høflig og erklærede, at det var os en Fornøielse og Ære, men jeg lagde Mærke til, at han kom betydelig behændigere derfra end jeg, hvilket forøgede den Irritation, som hans Tilsynekomst strax havde sat mig i.

— Du er kommen her — — Minna var lige ved at gjøre den samme overflødige Bemærkning, som Moderen havde givet til Bedste overfor mig, men havde Aandsnærværelse til at skyde et »pludselig« ind: — Du er kommen pludselig til Dresden. Og idet hun gjenvandt sin Fatning og for første Gang saae sikkert paa ham, tilføiede hun: »I det Brev, som du sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet derom.«

Det er i Tydskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at unge Piger er »dus« med unge Mænd — Venner af deres Brødre, fjerne Slægtninge eller ogsaa blot gode Bekjendte — og Minna kunde derfor ikke føle, at Stephensen, ved endnu at benytte sig af denne Ret, efter at hun var forlovet med en Landsmand af ham, aabenbart overfor mig understregede Betydningen af deres Bekjendtskab og nivellerede Forholdene.

Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod Trappen. Vi fulgte hende hver paa sin Side. Det berørte aabenbart Stephensen ubehageligt, at dette Brev blev omtalt i min Nærværelse, — saa meget mer, som jeg satte en udfordrende Mine op, som om jeg vilde sige: »Jo, jo, min Herre! jeg kjender nok Deres nydelige Heineske Udgydelse.«

— Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik først Bestillingen senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, at jeg er kommen. Du husker nok den Copi, jeg gjorde af den for et Par Aar siden, Minna, — du var saa elskværdig at interessere dig for den og besøge mig ved mit Arbeide, — her smidskede han i Skjægget med et forfængeligt og indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt Opkog. — — Jeg idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige Timer, vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. — Han saae op i Luften med et ubestemt svømmende Blik, idet han gjorde en Pause, for at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. Men da hun blev ved at se tavs ned for sig, fortsatte han i en lettere Conversationstone: —

— Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til en Grosserer. Nu har en af vore Mæcener været ukritisk nok til at gaa hen og forelske sig i det.

— De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan fæste Lid til Deres Beskedenhed, — især da der vel ingen Grund er til den. — Det sidste tilføiede jeg, fordi Minna sendte mig et bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage en spydig og personlig Charakter.

Stephensen lo og strøg sig om Skjægget: —

— Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den nye Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes saadan et Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man skal afbilde, og jeg har forlængst afluret Correggio, at den gode Dame ikke læser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstændig Hyrde-Roman.

Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg udmalede mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes Politibetjenten greb mig —

Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler over den Byskjønhed, der udbredte sig foran os. Især var han begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils elegante Former; mellem det aabne Taarns Søilebundter skinnede den gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger. Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.

— Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig, — noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette Klenodie af en Kirke — og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa kjernekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys tændt deroppe — kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret over det eiendommelige Liv deroppe, høit over Menneskenes travle Færdsel? .... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dèr af Georgsporten og gaa ind i Byen gjennem et Hus .... Og saa til den anden Side Flodpartiet, — med den gamle Bro under os, og Mariebroen, der spænder sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og Lösnitzer-Bjergene, violette og saa yndefulde i Formen, — de minder mig altid om Janiculus-Høiene ved Tiberen. Forresten — det er en Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents, — men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med denne, ikke paa langt nær. —

En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand aldrig kunnet sige Minna, — og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos hende. Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han opfangede uden at vende Øinene imod hende, tilsyneladende ganske fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øieblik Armene med en Gestus, som om han vilde omfavne den, — og denne Enthousiasme, der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde.

— At man ikke boer her og daglig har det for Øie! En Kunstner maa leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg kommer bort fra Kjøbenhavn, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa, at Kjøbenhavn er en skrækkelig By?

— Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig havde tænkt synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.

— Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her, bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi langsomt gik ned ad med lange Skridt.

— Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! —

— Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for at producere.

— Rigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker sælges bedst, hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; det er ikke smigrende for os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den Gang, — og jeg føler det dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var saa lykkelig at være født her — —

— Saa havde De saamænd nok fundet Veien til Berlin, sagde jeg ærgerlig.

Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det var maaske for at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: —

— Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade sin søde By.

— Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort — hvor du saa end tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig understregende Betoning.

— Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføiede jeg hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge min Virksomhed hertil — jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes Skyld, men det er kanske endnu nødvendigere, at jeg er personlig paa Pletten — men i alt Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan trække mig tilbage med god Samvittighed — og lidt Formue, saa vil vi ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa allerede seet os om efter en Leilighed, og for det Tilfælde, at jeg skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for en prægtig Villa i Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til — for gammelt Venskabs Skyld — at komme og dekorere den for os.

Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik.

— Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. Men strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige Verdensmandssmil og fortsatte: — De skal forresten ikke se noget Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler — jeg deler overhovedet ikke mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget høit, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi. Det er ogsaa Tilfældet med mig — det vil sige, kun at jeg ikke lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor afbilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter Ærbødighed og Kjærlighed til Livet. Nonsens! For det første er vi jo Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed eller Kjærlighed til Livet, og desuden, hvis vi dog har det — for inconseqvente er vi naturligvis ogsaa — La vie c'est une femme, og de vil altid gjerne flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er i Grunden en maitre de plaisir i Olympen. Men dekorere, — du gode Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmænd, det vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og nerveuse og faa Tømmermænd, naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil ikke lege med mere og gjør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours — —

— Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, — skjøndt jeg kun tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans Haab om en Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne. Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa, fremfor Alt, brillere for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til hende med sine missende Øine, og det selvtilfredse Smil syntes at sige: »Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen og føre den bort fra de Skjær, hvor den Klodrian var lige ved at sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig kan jeg ikke philosophere over Kunst! Det skulde han prøve paa, men han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at blive trættende. Assez d'esthétique comme ça.«

Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, — paa denne Tid, — da jeg stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende Rigdom. — »Er stand auf seines Daches Zinnen« — Polykrates, Polykrates! ....

— Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, — din Moder har jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at finde hende saa rask og rørig.

— Har du allerede —? og du kom igaar?

— Nei, idag — med Formiddagstoget.

— Og reiser igjen? foer det ud af mig.

— Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.

— Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa hurtig med Deres Visit.

— Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa een Dag, bemærkede Minna.

— Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at tage fat.

Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det havde han ogsaa.

Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu gjennem Anlæget henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture ofte seet Stedet i denne indtagende Belysning, og nu skulde til min Krænkelse Stephensen udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet:

— Se, hvor det staar fint dèr — det er jo en ren van der Neer.

— Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden saae vi ude i Sachsisk Schweiz »en ren Poussin«.

Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk.

— Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert Skridt. Men — nous voilà. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage Afsked — maaske har jeg allerede været for paatrængende.

Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.

Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede der af de gule Vogne, der søgte hjem som Bier til deres Kuber, og hvert Øieblik skingrede et Hornsignal.

Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri.

II

Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Væsen. Hun trak Minna tilside i den mørke Entré og hviskede Noget til hende, og idet jeg lukkede Døren til Dagligstuen, hørte jeg Minna sige:

— Ja, ja, vi har selv truffet ham.

— Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade.

Dette satte mig ikke i bedre Humør. Jeg blev ved at gaa op og ned ad Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Næve ad Stephensens alter ego paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne Bevægelse, idet Døren gik op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen.

Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: —

— Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone.

— Dig? Han er jo kommen her for at male.

Hun rystede paa Hovedet.

— Han vil tage mig igjen, det er det, han vil.

— Hvad er det for et Indfald — hvor kan du tro det?

— Du har selv tænkt det Samme, sagde hun og saae forskende paa mig.

— Maaske et Øieblik — hvad kan der ikke gaa En gjennem Hovedet under en saa besynderlig Situation? Forresten er der jo ikke Spor af Grund —.

— Lagde du Mærke til, saadan som han sagde det til mig: »Hvor du saa kommer til at tage hen, naar du reiser til dit nye Hjem.«? — Det var saa godt som rene Ord, jeg kjender hans Maade altfor godt.

— Men det vilde dog være for frækt. Ligesom vi ere blevne forlovede! — Nei, naar vi endda havde været gift et Par Aar, saa vilde jeg snarere tro, at en Fyr med hans letfærdige Begreber mente, at der kunde være Haab —

— Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at tale om ham.

— Du tager ham i Forsvar!

— Er det saa underligt, du veed dog selv, at det er urigtigt — desuden burde du tænke paa, at det maa krænke mig, naar du sætter ham saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham — og forresten — holde af ham, det gjør jeg naturligvis endnu .... Og du har slet ikke været skikkelig i Eftermiddag, hele Tiden gik du og stiklede paa ham, og jeg var saa bange; du gjorde det ikke lettere for mig, og det var dog svært nok i Forveien.

— Du har Ret, Minna! tilgiv mig — jeg følte det selv, men du kan nok vide, — i den Sindsstemning og saadan en Situation —

— Det viser, at du har været bange for ham, du har frygtet det samme som jeg — hele Tiden, ikke blot et Øieblik, som du sagde.

— Nei, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at jeg føler mig irriteret i Nærværelse af den Mand, som eier en Del af din Fortid, og at jeg maa hade ham.

— Det er netop det, han eier min Fortid, — Alt, hvad der har nogen Værd i den, — og han mener, at det giver ham Ret til mig — maaske har han det ogsaa —

— Minna, Minna! hvad er det, du siger!

— Ak, jeg veed hverken ud eller ind.

— Veed du ikke, at du tilhører mig og jeg dig!

Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Læberne sammen.

— Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det? —

Minna reiste sig og omfavnede mig inderlig.

— Jo, min Elskede, — det veed jeg.

— Men saa er der jo Intet at være i Tvivl om, — for ham ikke heller. Han kjender dig jo dog godt nok til at vide, at du ikke indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig veed han da ogsaa, at jeg hverken er Hertug eller Millionair.

Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med Armen om hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mørkt, at jeg neppe kunde se hende. Hun svarede sjælden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt hun egentlig hørte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne Veie. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: —

— Lad os reise herfra, Harald! strax — imorgen.

— Reise — men hvorhen?

— Ud i Bjergene, til Erzgebirge eller til Bloksbjerg — for mig gjerne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige Overgivenhed, der altid var rede til at bryde frem hos hende.

— Ja men, Minna, vilde det ogsaa være forsigtigt —

— Jeg tør godt, — jeg har tænkt over det altsammen — jeg har ingen Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn til — jeg er min egen Herre, og jeg tør.

— Det er godt nok, og jeg sætter ogsaa Pris paa, at du i Nødsfald kan sætte dig ud over — over saadanne Begreber og Vedtægter, men jeg synes dog, i dette Tilfælde — du kan jo nok tænke, at dit Rygte er mig det dyrebareste af Alt, — og jeg kan dog ikke se, at det er nødvendigt.

— Jo, jo! udbrød hun bestemt, næsten heftig. Derefter lagde hun sine Læber til mit Øre og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: »Skal vi, Harald, — sig ja!«

— Hm, — ja, Kjæreste — —

— Ja?! —

— Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort imorgen —

— Ja, ja! hvad saa?

— Jeg har næsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, hvordan jeg med saa kort Frist — jeg kender jo kun faa her — den eneste skulde være Hertz — —

— Nei, for Guds Skyld! — Hertz — hvad vilde de sige dertil? Dem har jeg slet ikke tænkt paa — hvor jeg maa være forvirret.

— Ja, der ser du, — og det er dog en vigtig Sag, hvor alle Sider maa være nøie overveiede; man kommer til at bøde længe for et overilet Skridt.

Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kjærkommen.

Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede af den Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra hin Idé, da hun pludselig sagde: —

— Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gjøre det .... At de ogsaa skal have saadan en Magt — det er skrækkeligt! —

I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstærket derved, at det pludselige Lys blændede hende. Hun syntes med Anstrengelse at se en uundgaaelig Skjæbne imøde, og jeg fik selv en Følelse af Angst og Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg ikke kunde skjønne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over, og Intet i selve Sagen forekom mig uklart.

Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse Fornuftgrunde komme til Orde.

Minna lod til at give mig Ret.

Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde paa sin stilfærdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende til at blive; hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spasede hun saa fornøielig, alt imens hun satte de mærkeligste Ansigter op, at jeg snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og Moderen lo de klare Taarer ud af Øinene.

Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved Claveret og spillede en Berceuse af Chopin. Hun begyndte ogsaa paa en Vals, men den gik et Par Gange i Stykker.

— Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, — saa vil jeg heller læse for dig.

Hun tog »Kätchen von Heilbronn«, som vi var begyndt paa og haabede at faa at se i denne Uge.

Vi kom snart til det nydelige Genre-Billede, hvor Kätchen ikke vil kiltre sig op for at vade over Bækken, og den gamle Tjener raaber:

»Kun til Anklen, Barn — til den yderste, underste Kant af Saalen, Kätchen« — men hun løber bort for at finde en Spange.

— Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en Kätchen, afbrød jeg hende — kan du huske ved Stenbruddene, — da vi skulde op?

— Aa jo, det kan jeg sagtens huske. — Hvor du var vigtig og utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor komisk det klædte dig, — aldeles som om du havde faaet en Maske paa, der slet ikke passede — —

Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet den dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur besidder: Kätchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under Hyldebusken, og besvarende Grevens Spørgsmaal.

— Det er til dig! udbrød Minna, — det kunde jeg ogsaa have sagt dig allerede den Gang.

Vi lo og kyssedes.

Efter at have læst flydende omtrent en halv Times Tid, standsede hun pludselig og blev rød i Hovedet; men neppe havde jeg opdaget dette, før jeg fik Bogen i Ansigtet; hun havde kun villet kaste den fra sig, men da jeg sad lige foran hende, havde den ramt mig — maaske gav hun ogsaa ubevidst efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa, at hun skulde fortsætte.

— Hvad har jeg gjort! udbrød hun, idet hun sprang op og kastede sig paa Knæ hos mig — jeg er dog ogsaa en Trold — gjorde det ondt?

Jeg forsikrede hende leende, at jeg nærmest var bleven lidt overrasket.

— Jeg kunde ikke læse det for dig, hvorfor skriver han saadan Noget — og jeg havde ikke Aandsnærværelse til at springe over —

Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede lidt paa de krøllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet.

— Du Stakkel! og saa maa du undgjælde!

— Ja, ligesom jeg ser op — Klask —

Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede — det havde allerede givet et Sæt i hende, da jeg fik Bogen i Hovedet.

— I gjør jo et Spektakkel, Børnlille! saa at Vægteren snart maa komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak Gud, ja! Hvem der laa i sin Seng!

Hun tændte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, og sjokkede af.

Det var paa den Tid, da jeg pleiede at gaa, og jeg overholdt den ret nøiagtig, da jeg vidste, at Minna skulde tidlig op om Morgenen.

Men hun bad mig om at blive, — sove kunde hun dog ikke i de første Timer.

— Nu har jeg læst for dig, — saa kan du fortælle mig Historier, sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den lille Sopha. — Jeg har fortalt dig saa meget fra min egen Barndom, og langtfra hørt nok om din. Fortæl.

Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjællandske Skovridergaard. Min Moder kunde jeg neppe huske, men min fornylig afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvældede mig ved Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kjær, og at hun i ham vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens Præster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg delte hans Enebo, og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, i sine frie Anskuelser. Minna sang det Sted af »Valkyrien«, hvor Siegmund beretter om sin Ungdom:

— Har I forresten Ulve i Danmark?

— Ih ja, og Isbjørnene løber paa Skøiter dèr.

Minna slog mig over Fingrene:

— Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg har været i Besøg hos min Cousine, som er gift dèr, og har hørt dem hyle. Ja, se kun paa mig, — saadan En er jeg! — Hvorfor blev du forresten ikke Forstmand? Jeg vilde gjerne være Skovriderkone!

— Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten — saa havde vi slet ikke faaet hinanden.

— Hvorfor ikke! du kunde jo være kommen paa Akademiet i Tharandt. De, der skal træffes, de træffes nok.

— Fatalist!

— Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have passet godt for dig.

— Jeg vilde ogsaa gjerne — det var først senere, jeg sværmede for at blive Architekt — og det var allerede bestemt, men saa tilbød min Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at tage sig af mig, naar jeg vilde være Polytechniker. Naa, det var jo fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra os. Han mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drømmer, som han beskyldte sig selv for at være.

— Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. Og med alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har sværmet for. Veed du ikke, at alle ordentlig Forlovede strax praler for hinanden med deres tidligere Flammer. At jeg har skriftet før Forlovelsen, er en Undtagelse, som bekræfter Reglen, men du lader til at tro, at du helt kan bryde den.

— Slet ikke. Det være dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, at jeg i min grønneste Ungdom sukkede i Løn for Skovfogdens Datter.

— Ei! det er jo en hel Idyl!

— Nei, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt kostede mig stor Anstrengelse at holde Illusionen vedlige. Men jeg syntes, jeg maatte have En, hvis Navnetræk jeg kunde skjære ind i Træernes Bark med et flammende Hjerte ovenover.

— Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kjærlighed, og saa er det os, der maa holde for. — Og hvem var saa den næste?

— Saa er der ingen fler.

— Hvad for noget? Hør, Harald! Harald!

— Ja, ja — jeg forsikrer dig, — Ingen, som jeg kan nævne. Jeg har maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller.

— Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du narrer mig.

— Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet saa faa Damer.

— Ja, det skulde være det. Det er altsaa derfor, at du holder af mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre —

— Men det er du jo ikke.

— Naar du ikke kjender dem —!

— Det er jeg vis paa, — det er umuligt andet .... Forresten, hvad kommer de Andre mig ved?

Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig.

— Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, derfor skal du have et Kys .... Naar du kun bestandig vil mene det! Nei, lov ikke Noget, hvad nytter det — kys mig!

Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, — det var paa Tide at skilles.

Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte med ned og lukke mig ud.

I den kjølige, kjælderagtige Gang gav vi hinanden en lang Omfavnelse; derimod maatte jeg ikke opholde hende, naar hun lukkede Døren op, men smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende eller sentvaagne Naboer skulde se hende.

Men Trækvinden blæste Folderne af hendes Kjole ud, da hun vilde smække Døren i, og medens jeg hjalp hende fri, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at kysse hende — og det skjøndt jeg havde seet, at der gik en Mandsperson paa det andet Fortov.

Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig paa Gangen, omstraalede hendes mørke Skikkelse med en urolig Glans, der pludselig slukkedes.

— Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i.

III

Jeg skridtede rask ud — »im Herzen ein' Traum, auf den Lippen den letzten Kuss«, som en eller anden tydsk Lyriker synger. Med Velbehag aandede jeg den friske Aftenluft; min Stok klang mod Fliserne, og den øde Gade gjenlød af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let knirkende Støvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg skottede forgjæves over til den Fremmede, der formodentlig havde været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig skraaede han over Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et Sæt i mig, da jeg kjendte Stephensen.

— Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han — De undrer Dem maaske paa denne Tid — det kunde have Udseende af — — naa, hvorfor ikke være ligefrem: jeg har passet Dem op.

— Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en længere Tid.

— Akkurat saa længe, som De kommer senere end sædvanlig fra Deres Forlovede. .... Det viser, at det var mig meget magtpaaliggende at træffe Dem.

— Altfor megen Ære. .... De ønsker —?

— Jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale med Dem, — om et Æmne, som er af den største Vigtighed for os begge.

— Meget gjerne.

— Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et Glas Øl paa et Sted, hvor jeg er kjendt, og vi vil kunne være alene.

— Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt, som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, som om En havde foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham.

— De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig med vort danske Øl.

— Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i.

— Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa à la bonheur, som Tydsken siger, det har i alt Fald bragt os nogle Statuer. Hm. Jeg tænker, vi gaar hen i »Drei Raben«, — ja, dèr er De vel ogsaa kjendt?

— Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang.

— Virkelig! Jeg gik næsten hver Aften derhen — fra den selvsamme Gadedør, som De nu kom ud fra. .... De veed maaske, at jeg logerede dèr? Jeg havde naturligvis min egen Gadedørsnøgle og havde derfor ikke Anledning til at blive lukket ud paa en saa behagelig Maade. Apropos — kjender De det Udtryk: »Et Geni, som aldrig har haft sin egen Gadedørsnøgle«. Jeg finder det overordentlig træffende for vore danske Begavelser — stødte paa det forleden hos en eller anden af vore nyere Forfattere. De følger vel med vor Literatur? ikke? Aa, man kan ikke nægte, at der er en Del Fart i den — ellers læser jeg mest franske Romaner. — Naa, her er vi hos de tre Natte-Ravne, — de er komne i Transparent, det er noget Nyt. — Vær saa artig.

Han lod mig gaa først ind i den oplyste Gang og førte mig derpaa tilvenstre gjennem en Billardstue, hvor en fem, sex Herrer gik og spillede i Skjorteærmer, ind i et mindre Cabinet, der var tomt. Inden vi endnu havde hængt vort Overtøi fra os, indfandt der sig en meget fed, bleg Opvarter med Carbonade-formede Whiskers. Han foer hen til Stephensen og trak hans Paletot af ham med et:

— Velkommen, Hr. Professor! — Og sandsynligvis for at der ikke skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans Personalkundskab — tilføiede han skyndsomt: Kommen fra Danmark for at male her igjen, kan jeg tænke?

— Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, Heinrich?

— Ved det Gamle, — ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. Professor. Kun hørte vi ifjor op med at skjænke det böhmiske Øl, som Professoren undertiden drak. Naa, det forstaar sig, i Personalet er der ogsaa —. Professoren husker nok Frants, den høie med det røde Skjæg?

— Ja vel, — er han her ikke?

— Han aabnede til Paaske en Beværtning i Friedrichsstadt — det skal gaa ham meget godt, men jeg mener dog, man veed hvad man har.

— Ja, det har De Ret i. Det gaar heller ikke an, at De forlader »Drei Raben«, vi kan jo slet ikke undvære Dem. Hør — kan vi være ene her, Heinrich?

— Gud bevares, Hr. Professor! — Det skal vel være Pilsener —?

— Ja to, — og —

— med Dæksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren ham, idet han bukkede og svippede Servietten op under Armen, hvorpaa han hurtig fjernede sig.

Jeg satte mig i den lille Fløielssopha med den trykkende Følelse af Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en Stamgjæst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder Noget af til os andre Dødelige. Og hvilken Stamgjæst! Kommer her efter et Par Aars Fraværelse, og modtages som om han var gaaet herfra igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) nød ogsaa aabenbart sin Triumph, idet han strakte Benene ud, kastede et Blik i Consolspeilet over Sophaen og lod Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den lille stive Flip.

— Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, udbrød han. — Dèr kan han nu huske, at jeg altid forlangte Pilsener-Øllet skjænket i et Glas med Laag, — det er jo formelig latterligt! — Jeg havde ogsaa et komisk Tilfælde i Berlin med en Portier. — —

Han gav sig til at fortælle et Par Anekdoter, for at fylde Ventetiden ud. Jeg havde en Følelse af, at han legede med mig, som en Kat med en Mus, og følte mest Lyst til at reise mig og gaa. Fra Sideværelset hørtes den ensformige Tællen. En hæs Stemme brølede:

Kellneren kom ind med Øllet og forsvandt øieblikkelig.

Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk.

— Altsaa, begyndte han, det var — det er sandt, ryger De?

— Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skjøndt jeg følte stor Lyst til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa Nerverne; men jeg havde Intet hos mig, og den Tanke at modtage Noget af ham vakte Modbydelighed.

— Ah, De har Principper, henkastede han, idet han tændte. — Det er forresten med dem, som med al Reisebagage, — man skal ikke slæbe for meget af dem med sig. .... Der er nu f. Ex. Kunstprincipper .... Naa, men det var vel vort Anliggende, vi skulde tale om.

— Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemærkede jeg irriteret. .... Er der Noget, hvormed jeg kan være Dem behjælpelig?

Stephensen smilede paa en eiendommelig Maade.

— Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er Tale om. .... Hm. .... Jeg sagde — oppe paa Terrassen, at jeg var kommen her for at male.

— Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler.

— Meget rigtigt. .... Jeg vil ogsaa male — men det er ikke derfor, jeg er kommen. .... Aarsagen til min Reise var et Par Breve, som jeg modtog fra Minna, og i hvilke hun meddelte mig sin Forlovelse med Dem.

— Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem til Dresden.

— Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der har bestaaet mellem Minna og mig.

— Jeg veed Alt angaaende dette Forhold, men det gjør mig kun Deres Nærværelse endnu gaadefuldere.

— Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at den Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en Anden, maatte komme mig høist overraskende, og at jeg —

— Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, at De maatte være forberedt derpaa, og at det burde være Dem kjært at høre det. De har i sin Tid gjort Cour til hende, desværre ikke uden Held; De har naaet at overbevise Dem om hendes Gjenkjærlighed; da det ikke lykkedes Dem at gjøre hende til Deres Elskerinde —

— Hr. Fenger, denne Beskyldning — jeg maa paa det bestemteste tilbagevise den Insinuation —

— Det gjør mig ondt, men De kan neppe fortænke mig i, at jeg sætter større Lid til Minnas Forsikring end til Deres. Da De paa den anden Side savnede moralsk Mod til at paatage Dem de Forpligtelser, som en Forlovelse medfører —

— En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, De er ung, og formodentlig dansk nok endnu til at sværme for vore fire-fem-sex-aarige Forlovelser, — hvad mig angaar, kan jeg forsikre Dem, at jeg ikke gjør det. Jeg er i Stand til meget for Minnas Skyld, men kalde den Latterlighed over mit Hoved at gaa om som en ægte patenteret dansk Forlovet — nei!

— Meget vel — De har altsaa ogsaa Deres Principper. Det er kun Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes beskafne i Tydskland, har hendes tydske Hjerte og Forstand maaske ikke tilfulde kunnet vurdere denne Bevæggrund. Men hvad der er endnu mere Skade, det er, at De ikke sørgede for, at hun fik denne Forstaaelse af Situationen, men at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand skulde være imellem hende og Dem.

— Og deri troede hun fuldkommen rigtig. .... Jeg vilde naturligvis, at hun skulde have sin Frihed —

— Og De Deres — navnlig det sidste.

— Hvad mener De med det?

— Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed — saa meget mindre, som jeg kunde nævne en bestemt Dame, der var tilstrækkelig »vel aflagt« til at inspirere Dem et Ægteskabs-Ønske. —

Stephensen lo spodsk, idet han lidt nervøst strøg sig med Pegefingeren mellem Hals og Krave.

— Jeg maa sige, at Kjøbenhavns gamle Ry for at være et Sladderhul fornægter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko helt nede i Sachsen. Jeg kan tænke, at De ikke har forholdt Minna denne »Ohren-Schmaus« — —

— Tænk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men tillad mig at gjøre Dem opmærksom paa, at De ikke er synderlig konsekvent, naar De forbavses og forarges over, at hun paa sin Side endelig har gjort Brug af sin Frihed.

Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, som Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske Udbrud tilbage, der allerede bevægede hans Læber. Længe tav han, stirrede op i Loftet med optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. »Hvad skal nu det betyde,« tænkte jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere støiende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de lange Toner »Gute Nacht, du mein herziges Kind«, og Flere stemmede med i, tudende Stavelsen »herz—« ud i en uendelig Disharmoni. — Stephensen smilede, strøg sig over Øinene og saae pludselig ligesom aandsfraværende paa mig: —

— De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans læspende Stemme havde atter faaet sin blide, lidt forkælede Tone. — Hvad var det, De bemærkede? Rigtig: at hun blot havde benyttet sin Frihed, og at det ikke burde forarge mig. — Men det er her jo slet ikke Tale om! Jeg føler mig paa ingen Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke det, at hun har brugt sin Frihed — som De træffende udtrykte Dem — Aldeles ikke. Hvis jeg havde hørt, at hun havde forlovet sig med en ung Mand, som hun længe havde kjendt, hvis Familie hun havde omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at han snart kunde gifte sig — f. Ex. Sønnen af denne Jøde, som hun kommer saa meget hos — jeg husker ikke —

— Hertz, mener De formodentlig. Som et spottende Chorus hylede det derindefra: — »he-rz-iges Kind«.

— Rigtig, Hertz — hun kunde naturligvis have faaet ham, og hvorfor ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, jeg havde altsaa resigneret, — tiet og samtykket — hvor ganske vist Ingen spurgte om eller behøvede mit Samtykke, tilføiede han med en lidt lapset Selvironi.

— Deres sidste Bemærkning forekommer mig særdeles sund; skulde den ikke gjælde ogsaa for nærværende Tilfælde?

— Ikke ganske. .... Sæt Dem en Gang i mit Sted .... Minna og jeg skiltes fra hinanden som Venner, der veed, at de er mer for hinanden end Venner, med fuldkommen Frihed ganske vist, men ogsaa med den gjensidige Villie ikke at tabe hinanden af Syne. Som Følge deraf har vi — hvad De vel forresten veed — corresponderet i halvandet Aar, jevnlig og ret regelmæssig. .... Naa, — jeg er ikke just »genegen til Sentimentalitet«, og selv om vor Veninde maaske kan have en Rem af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af os overvældede den Anden med Hjerte-Udgydelser og ømme Forsikringer. Imidlertid, der gives jo heldigvis en Kunst, som hedder at læse mellem Linierne, og i Kraft af den kan jeg uden at prale forsikre Dem, at de Breve, som jeg modtog for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som var forelsket i mig.

Jeg kom til at tænke paa det lille danske Lexikon, som var hendes Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham.

— Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse om, at hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem hun kun har kjendt en tre Ugers Tid, og som — tag mig ikke denne Bemærkning ilde op — som ikke er i en saadan Stilling, at han snart kan gifte sig og byde hende et Hjems Velvære og Tryghed. Undskyld — jeg maa gjentage det, — det er mig naturligvis pinligt at berøre Deres økonomiske Stilling, — jeg veed, at den Tanke, at man ikke er i Stand til at ernære en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et rigeligt Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, naar den fremsættes af Andre, — men ser De, jeg lægger en Hovedvægt paa dette Moment, da det viser, at det ikke var et Fornuftparti, som hun indlod sig paa.

— Netop denne Bemærkning gjorde jeg til Minna, — nemlig, at De maatte indse dette og altsaa — at De som en Følge deraf ikke — De maatte indse, at det var Alvor — —

Jeg stammede i det, ærgerlig over, at jeg havde røbet, at vi havde talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa at sprænge vor Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en lang Slurk, kiggede med et lurende Blik fra det ene Øie forbi Laaget hen paa mig, og sugede derpaa Øllet af Skjægget paa en særlig velbehagelig Maade, som om han lo: O, ho, min Ven! der plumpede du net i! Saa man taler allerede om Chancerne!

— Alvor? aa ja. —

— Ja, det vil sige, at — at vi begge — — kort sagt, at der ikke var Noget for Dem at gjøre, brød jeg brutalt igjennem Nettet, og sendte ham et ondt Blik.

— Je nach dem, je nach dem, Høistærede! Deres Slutning holder ikke ganske Stik .... Forresten ser jeg meget vel, hvad der fører Dem paa Vildspor. De ser naturligvis noget Nedsættende i Udtrykket »Fornuft-Ægteskab«, og glemmer, at jeg ikke deler de specific danske Fordomme — heller ikke alle kosmopolitiske forresten .... Tvertimod, jeg anser — saadan i det Hele taget — de saakaldte Fornuftpartier for at være dem, der har mest Udsigt til at lykkes — bortset fra, at Ægteskabet overhovedet er et — jeg vil ikke sige Onde — men en Anomali .... Men det er der altsaa her ikke Tale om; — her prætenderes — Pardon! — Lidenskab, Betagethed, Forelskelse — hvad De vil kalde det. — Ja, ja, misforstaa mig ikke — jeg tvivler ikke om, at det for Deres Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa videre: jeg vil indrømme, at Minna ogsaa føler Kjærlighed for Dem, endogsaa — for mig gjerne! — er forelsket i Dem — kun kommer det an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er.

— Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende selv at afgjøre dette Spørgsmaal?

— Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke .... Jeg er saaledes overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at komme ud af et Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, har bidraget ikke saa lidt til denne pludselige ny Kjærlighed. Saa har jeg ogsaa en Mistanke om, at den — ganske tilfældige Omstændighed — at De var Landsmand af mig Uværdige, har lettet Overførelsen af visse Følelser, Stemninger —

Jeg kom til at tænke paa en Ytring i hendes første Brev til Stephensen, der unægtelig bekræftede denne Formodning, og slog forvirret Øinene ned for hans speidende Blik.

— De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til — og saa — det tvivler jeg aldeles ikke om — mange fortræffelige og elskværdige Egenskaber hos Dem selv —

— Kunde vi ikke lade det være nok med den Passiar, udbrød jeg og reiste mig pludselig. — Jeg forstaar jo meget godt Deres Mening, — men hvad Fanden skal jeg med den? Jeg anerkjender ikke, at De har nogen Ret til at optræde som Minnas Formynder.

— Og hvad Fanden skal jeg med Deres Anerkjendelse? — det er jo slet ikke den, det dreier sig om. Jeg har simpelthen Ret til at gjøre mit for at hindre, at Minna begaar en af de Dumheder, som ikke let gjøres om igjen, — og da det er min egen Opførsel overfor hende, der tildels er Aarsag til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt .... Jeg veed ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De affekterer —?

— Jeg troede, Pligtfølelsen hørte til de kosmopolitiske Fordomme, som De ikke delte.

— Tværtimod, den hører til dem, som jeg deler .... Men der er et Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere; det er den Omstændighed, at jeg elsker hende — elsker hende!

Ogsaa han havde reist sig; vi stod lige over for hinanden, med det lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i Øinene. Den Tanke faldt mig ind, at det naturligste — og til syvende og sidst værdigste — vilde være, om vi sprang paa hinanden som et Par Tigerkatte og forsøgte, hvem der først kunde bide Struben over paa den Anden, — og at vi i Stedet for at gjøre dette vilde blive ved at diskutere, maaske endog drikke vort Øl sammen og sige høflig Godnat, naar vi gik. Denne Overveielse gjorde mig saa ærgerlig over Situationen, at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. »Lad os da spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt,« tænkte jeg. Med et Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i hvilken jeg følte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring »Die Wacht am Rhein«.

— Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrød jeg endelig. Troer De maaske, De kan faa mig til at afstaa hende?

— Aa nei — jeg forlanger ikke Umuligheder.

— Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt?

— Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nürnbergerne ikke kunde hænge Nogen: — de maatte først have dem.

— Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, at hun har mig.

— Det er Fraser og tilmed forældede Fraser. — Intet Menneske kan have det andet. Troer De virkelig, De kan imponere mig med Deres Forlovelse? Som om jeg ikke for længe siden kunde have været hendes Forlovede.

— Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det!

— Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det endnu, og hun maa vælge imellem os.

— Hun har valgt.

— Nei, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet Dem et Løfte i den Tro — under den Forudsætning — at jeg ikke vilde gifte mig med hende .... Tør De nægte, at hvis hun Dagen før De friede til hende, havde faaet Vished for, at jeg elskede hende, og kun længtes efter at forene min Skjæbne med hendes, — at De da vilde have faaet en Kurv? .... Nu vel, Forudsætningen var altsaa falsk, og hvis De er en Mand af Ære, vil De ikke kunne binde hende ved et Løfte, som er givet under saadanne Omstændigheder.

— Det kunde aldrig falde mig ind — under hvilke Omstændigheder det saa var — at betragte hende som bunden ved et Løfte, naar hun ikke selv følte det som bindende.

— Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Høistærede! — Jeg tvivler ikke om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, der udgjør en af Hovedprydelserne for vort smukke Kjøn, — ja virkelig, jeg mener det i fuldt Alvor, — jeg for min Part vilde ikke undvære disse Fordomme hos Kvinderne, skjøndt det upaatvivlelig vilde gjøre os Livet lettere og behageligere. Det er en kostbar Luxus, men hvad skal man sige, — saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur .... Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbøielig til at betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed — hun er vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, men en Natur — og en trofast Natur — og det vil derfor være let for Dem, uden just at gjøre Fordringer gjældende eller appellere til hendes Bestandighed dog at holde denne noget bornerede — skjøndt elskværdige — Pligtfølelse i Aande hos hende til Gunst for Dem, og ikke stramme Baandet, men dog indirekte holde det fast, — saa længe som hun gjør det. Hvad jeg forlanger er, at De skal give slip selv — forstaa mig vel — ikke afstaa hende, som De sagde — men kun ikke benytte det Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. Jeg forlanger det af Dem som Gentleman — og vel at mærke ikke for min Skyld — De vilde naturligvis gjerne se mig hængt! — men for Minnas Skyld. De kan ikke ønske — jeg vil ikke tro det om en Mand, som Minna har givet et saadant Løfte — at De skulde kunne ønske, at hun gik med Dem af Tvang — var det endog af indre Tvang, medens hun lønlig begræd, at hun ikke kunde gaa med mig. Hvis De mærker — eller blot fatter Mistanke om — at hun er i Begreb med at gjøre en saadan Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt ikke at modtage et saadant Offer, men i fornødent Fald aabne hendes Øine og give hende den Frihed tilbage, som hun ikke selv har Mod til at tage. Det er muligt, at De har fortrængt mig af hendes Hjerte — i saa Fald er Sagen paa Forhaand afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os begge — hver paa sin Maade — i saa Fald vil hun ganske vist have en frygtelig Kamp at gjennemgaa for at træffe en Afgjørelse, men hun maa kjæmpe den ud alene, og vi bør allermindst gjøre hende Striden pinligere ved at trænge ind paa hende og drage hende hver til sin Side .... Minna maa vælge imellem os; for hun har ikke valgt, og ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: — Men hun skal vælge frit, — det er Alt, hvad jeg forlanger.

— Jeg skal ikke lægge hendes Frihed nogen Hindring i Veien, hverken direkte eller indirekte, — og jeg vil bøie mig for hendes egen Afgjørelse, uden Forsøg paa at rokke den, — det samme stoler jeg paa, at De gjør .... Og da det vel var Deres Formaal med denne Sammenkomst, at opnaa en saadan Erklæring af mig, antager jeg, at vi nu kan skilles — i Fjendskab.

— Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben Feide og fægter med lige Vaaben.

Jeg tog min Hat ned fra Knagen, — bukkede stift og forlod Værelset. I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af de skjorteærmede Herrer stod med Hænderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om deres »absolutte« Hengivenhed og »enorme, kvalificerede« Agtelse. Det musikalske Medlem, der sad paa Hjørnet af Billardet, intonerede: »Ein feste Burg ist unser Gott«. — Jeg sluttede med Rette heraf, at man var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og at det maatte være meget sent.

Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter og betale mit Øl.

IV

Der kom ingen Søvn i mine Øine den Nat.

Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel mine Tanker at flakke paa den villieløse Maade, som indvarsler Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igjennem mig, og jeg var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde.

Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved Virkeligheden, saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort Springet over den største Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den ogsaa vil have Kraft til at sætte over det mindre Svælg; da den fra Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt? — Der gives Visheder, som staa saa uanfægtelige for os, at de næsten ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde.

Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver Fare, end en trofast Kvindes Kjærlighed? Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg vidste, at hun — som ogsaa Stephensen havde sagt —, var en trofast Natur.

Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ældre Følelser, der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til mig.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke!

Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive den fra mig.

Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen som en stakkels Nar?

Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham — som om min Lykke trængte til at forsvares — værre endnu; jeg havde formelig truffet Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men først skulde vinde den.

Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, — og jeg stønnede under den som under et Mareridt.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg erindrede, hvorledes hint mistænkelige Brev havde vakt mig af Salighedsrusen efter det første Kys; jeg følte atter den pludselige, ugrundede Skræk, som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes Brev falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu forekom mig spøgelseagtig; neppe havde jeg nydt Gjensynets Glæde, før den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebreidende Brev, der havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig Angst; hvor indstændig havde jeg ikke bedet hende om at lade det ubesvaret, og hun havde sagt: jeg maa — med den hende eiendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøien i »Grosser Garten« og øinede det fjerne Lilienstein, — gled der da ikke over vore Hjerter en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? —

Saaledes syntes en fjendtlig Skjæbne at være født samtidig med vor Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den nu — efter Beethovens Udtryk — »bankede paa vor Tilværelses Port«. Og den vilde nok vide at skaffe sig Adgang, — den stærke truer ikke forgjæves.

Jeg glemte, at netop, naar »Skjæbnen banker paa«, er det Tid til at vise, at man er Karl for at tage imod den og i fornødent Fald kaste den ned ad Trapperne; ellers kan let Omstændighederne falde paa at spøge under Skjæbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed.

Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket hen i en lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller snarere en Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud fra Mørket og nærmede sig langsomt og ustandselig; — ja, selv disse vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende Arter.

Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, klædte mig paa og gik ud.

Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn.

Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, — ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som følger med en altfor aarle Opstandelse.

Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv.

Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde sin Mening om min Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«.

— »Kaffe«, beordrede jeg barsk.

Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente.

Det var en ægte — skjøndt ikke behagelig — Reisestemning, med Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.

Reise — bort herfra — —! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes; da havde jeg snakket hende derfra — og nu, hvor vilde jeg ikke ønske, at vi allerede vare underveis — at hun sad hos mig og Drosken var bestilt — Morgentoget — hvorhen? lige meget — blot afsted!

Men nu var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. Stephensen havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig — hvilket vel ogsaa havde været hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde tænke paa at reise hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min Stolthed vægrede sig ved at fly, skjøndt den Tanke var mig meget imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig over min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse af, at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og værst den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna efter modent Overlæg vilde have foretrukket Stephensen.

Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgjørelse, selv om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse?

Og hvis det viste sig at være en Overilelse, — dersom hun senere opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, hvor bitter vilde da ikke den Anger være, der kom for sent!

Nei, vi maatte blive og lade det ske, som skulde ske. Og dog var der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis bort! hun vil sikkert endnu.«

Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, om jeg strax, saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende.

Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: »Hvorfor overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke opskræmmende og foruroligende paa hende, og hun behøver netop al sin Besindighed og Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk.

Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige saa godt først som sidst .... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten løb bort med hende, eller ogsaa — lad være med at spille Argus.«

Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og først besøge Minna efter Middag.

V

Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at hun havde grædt meget.

— Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes skjælvende Haand mellem mine.

— Ja.

Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den anden, der knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde Sting.

— Hvad han har sagt dig, kjære Minna, — det kan jeg jo nok vide efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham .... Han — altsaa — du havde Ret igaar, — i alt Fald, hvad Hensigten med hans Komme angik — desværre — skjøndt det er maaske egenkjærligt af mig at sige —

Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod ikke længer til min Raadighed — kvaltes i min sammensnørede Strube. Jeg speidede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et Ord, — da rev hun pludselig — efter et fast Haandtryk — sin Haand ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig Hulken, med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjerteskærende Lyd og det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes, om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun flere Gange: —

— Min kjære, gode Ven.

— Det er jeg, Minna, — det er jeg, hvad der saa sker .... Men du maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa ikke føle dig ulykkelig, for du skal ikke blive ulykkelig .... Jeg vil heller taale Alt, end se dig saaledes, heller miste dig, — og det vil han ogsaa, det er jeg vis paa .... Vi maa være fornuftige, og du maa gjøre dig stærk .... du skal slet ikke tænke paa mig .... tænk blot paa dig selv, hvad der er bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa være bedst for os .... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar efter din egen Natur, det er det, det gjælder om .... Vi vil begge være glade, naar du blot bliver lykkelig.

— Mig selv, — nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige med at give Afkald paa jer begge, saa troer jeg, — ja, jeg er vis paa, at jeg kunde bringe dette Offer — heller end at skuffe Nogen af jer .... Og nu kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden, — hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke Tale om.

— Jo, Kjæreste! det maa der alene være Tale om, og det kan der ogsaa. Ganske vist, det vil gjøre et stort Skaar i din Lykke fra først af at maatte volde saa dyb en Smerte, det veed jeg, men Lykken har Tid, det gjælder jo hele Livet .... Naar du vælger det Bedste, vil du efterhaanden føle dig tilfreds, — og den, der ikke faar Ret til at kalde dig sin, — han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtigt, — hvis du tager feil af dine Følelser, — ja, saa vil du gjøre os Alle ulykkelige.

— Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg .... Naar dog en Anden kunde vælge for En, — blot der gaves et Pligtbud i dette Tilfælde, som sagde: det bør du gjøre, ellers synder du! .... Men jeg synder, hvad jeg saa gjør, — for jeg har allerede syndet, og det bliver ved.

— Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føi dog ikke den Slags Skrupler til alt det —

— Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod — forstaa mig ret — jeg mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med rolig Samvittighed kan sige: »Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv« — —? —

Der gik en Gysen af Glæde igjennem mig, da jeg saaledes pludselig saae vor Skjæbne lagt i mine Hænder, og den trygge Bevidsthed, at jeg kun behøvede at gribe til, lod mig for et Øieblik glemme Ansvarets Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik fortsatte hun:

— Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, — ak, det veed jeg — men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min første Kjærlighed .... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane Skræmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine første Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste og skjønneste Følelser — et Liv og Følelser, der tilhørte ham med Rette — ak, hvor har hans Billed ikke været mig kjært og dyrebart — og nu maatte det komme som et Spøgelse og anklage mig for at have skjænket alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig — arbeidede for os begge — for vor Fremtid! — Nei, nei — aldrig kan jeg blive virkelig lykkelig eller gjøre dig det, saadan som du fortjente!

Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved Fortvivlelsen i dette Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg søgte at samle mine Tanker og faa Rede paa mine kjæmpende Følelser. Det var mig fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur, maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg heller ikke været i Tvivl om, at han netop — benyttende sin Kundskab til hendes Hjerte — vilde lade dette høist flatterende, næsten melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad mig angik, saa betragtede jeg dette gjennem meget nøgterne Øienglas, der betog det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa for hende, hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes mig slet saa stor, som hun fremstillede den. Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa umuligt, at den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald — —

Jeg vaklede endnu — og allerede var det gunstige Øieblik undflyet mig.

— Se, du betænker dig — du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du vil gjøre den største Skade, det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader .... Døm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg veed, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gjør jeg een ulykkelig, som jeg elsker.

— Ja, det er dette, som netop gjør det saa vanskeligt for mig at vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger du, — jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, — men saa mener du tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du føler for Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, — især da, naar en ny Lidenskab staar imod den — den levende Følelse maa have sin Ret.

Minna rystede paa Hovedet.

— Du skulde elske — virkelig elske to Mænd? — Umuligt.

— Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, om du ikke kan indse, at jeg maa elske ham. Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad han har været for mig, — du veed, at min Kjærlighed holdt sig under den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans Følelse havde faaet en anden Charakter — du saae — det var det Første, du saae af mig, — hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det med ham .... Og nogle Uger derefter skulde jeg saa være bleven ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget Nedsættende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden — men hvad har jeg hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse trofastere end jeg, der var henvist til den alene! — O, hvor lavt og ynkværdigt har jeg ikke opført mig! Naar han saa foragtede og forkastede mig — ak, jeg har ikke Hjerte til at ønske det og dog var det maaske det bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans Livs Lykke afhang af min Kjendelse — min! jeg Elendige! At saa megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En — det, som ellers er den største Velsignelse!

Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde frem.

— Kjæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes sitrende Skulder, — du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette — og det burde jeg .... Nu troer jeg snarere, at det er din Følelse for mig, som mindre er Kjærlighed end sværmerisk Venskab.

— Hvorfor — udbrød hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik — hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? .... Jeg gjør det vel paa forskjellig Maade — I er jo ikke ens — og Forholdene er ogsaa nu helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest —

— Aa — Minna!

— Og er mest forelsket i ham, tilføiede hun sagte, idet hun saae ned.

Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine næsten kronede Anstrengelser, — denne Elskovs ubekjæmpelige Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig Ømhed.

— Nei, tag det ikke saaledes, Harald, — o Gud, jeg har saaret dig, og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler kun, at I begge hører med til mit Liv, — jeg bliver revet til to Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig!

— Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, naar du først kommer igjennem disse Kampe og Brydninger — ved egen Kraft .... Gud veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er slet Ingen, som kan det, — neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun end føler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjøre hende til din Fortrolige, — der er i alt Fald størst Sandsynlighed for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjelpe, — jeg tror ikke, du bør spørge Andre end dig selv, — din egen Natur vil maaske pludselig instinktmæssig vælge, hvad der er til Bedste for den .... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg forøge dine Sindsbevægelser og navnlig ikke — som idag — ved vor Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal til at synke. Det kan du ikke holde ud, — og sandsynligvis vilde det ende med en hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for sig været hos dig og ført vor Sag — fra nu af —

— Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men, kjæreste Harald — det har du jo slet ikke gjort.

— Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. — Synes du, at jeg tager det for roligt —

— Nei, nei, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa øm og kjærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du kunde sige af Bebreidelser, — men vær vis paa, at desto mer siger jeg mig selv dem.

— Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, — som om jeg vilde ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt —

— Nei, Harald! sig dog ikke det —

— Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale sørgelige Følger af et saadant Tab for mig .... Hvad der skal bæres, maa bæres, og jeg vil tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme sundt over det — og — skjøndt jeg ikke kan forsøge paa at glemme dig — heller ikke vil — — —. Mine Læber skjælvede og Øinene fyldtes med Taarer. — — Nei, nei, afbrød jeg, — det var jo ikke dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen — hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge — —

— Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen — hendes Mand har en Gaard dèr, — dem kunde jeg godt besøge — de bad mig endnu i Sommer, og jeg behøver ikke engang at skrive først.

— Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?

— Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.

— Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.

Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og stirrede ud paa Haverne.

Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hænderne og ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg mig og berørte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae med sine forgrædte Øine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden, der nerveust krammede Hatten.

— Hvad er det? du vil da ikke gaa?

— Jo, Minna, — jeg skal — det er allerede — jeg mener, naar du skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.

— Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.

— Ja men, jeg skulde gaa — hen at tale —

— Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop bange for, men jeg maa jo vænne mig til det .... Naar kommer du igjen?

— Nei, jeg kommer ikke igjen.

Hun sprang op: —

— Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke være denne Aften hos mig?

— Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt — vi er jo ikke længer forlovede.

— Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, — saa længe — i alt Fald — der er jo endnu ikke sket Noget —

— Endnu — indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du skal ikke være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, at du hæver en Forbindelse, — hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, — du maa føle dig fri.

— Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen.

— Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.

— Nei, ikke det, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min, aa, giv mig ikke Ringen tilbage — forlang ikke din! — hvorfor skal vi være saa grusomme mod hinanden?

Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den — taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker alle Forholdets Følelser i een Sum ved at røre ved dets magiske Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens Hænder.

— Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de samme.

— Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det vil koste mig at blive borte, — jeg veed virkelig neppe, hvad jeg skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ....

Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øie sig ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at se. — Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, — jeg mærkede det, skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, før jeg kunde fortsætte: —

— Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har truffet en saadan Bestemmelse — jeg mener overfor Stephensen ser det korrektest ud. —

— Men hvis nu han kommer til os i Aften!

— Har han talt om det?

— Nei, — jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at du ikke skal være ene med mig, — han troer vel, at du kommer som sædvanlig. —

— Du har Ret — nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til .... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, — der er vel nok En eller Anden, som du kan faa til at løbe det lille Stykke Vei .... Bi, — se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, — det kan da Ingen forbyde mig at kalde dig.

Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil, og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt — maaske umærkelig for hende selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa Benene, — hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til Rette under hendes Nakke.

Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente Vand, da hun hørte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket, bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.

Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro.

VI

Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk, det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og aabnede hurtig min Onkels Brev.

Han skrev — som sædvanlig kort og forretningsmæssig — at paa Grund af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb, der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.

Denne Meddelelse — rettere Ordre — satte mig i stor Uro.

Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne hændes mig noget Ønskeligere — (saafremt der da overhovedet længer kunde være Tale om Ønsker og Haab!) — end hurtigst muligt at blive flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder — og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende —, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig Forudsætning.

Paa den anden Side: — naar hun valgte mig, vilde det være saa ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan vige fra hende — lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter henvist til Brevvexling og — den danske Ordbog!

Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.

Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte — eller ikke kjendte — gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise ham Fortrolighed.

Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, — og hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den tilkjæmpede Lykke — det var dette Brevs ikke just henrykkende Forjættelser. — Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg traadte ind i Værelset.

Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det andet Brev — fra min Ven Immanuel Hertz — han var opkaldt efter Kant — i Leipzig.

Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse — han undskyldte, at Lykønskningen kom lidt sent — mange Forretninger — skrev han, at han var bleven bekymret ved at høre gjennem Moderen, at hans kjære gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjølelse, som han havde paadraget sig i Prag, — han frygtede, at Moderen maaske for ikke at gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.

Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig skjæbnesvanger.

Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent.

Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig. Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet, at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished.

Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! — hvorledes han vel var kommen over det?

Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel neppe været ulægeligt.

Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert for ham været Midlet.

Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang den vigtigste Side — Virksomheden — som noget Underforstaaet, men til Gjengjæld viste mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre, galopperende med i en prægtig Cavalkade gjennem Hyde-Park (hvilken jeg forestillede mig som »Grosser Garten«), dandsende paa Baller, der straalede af alle »high-life«s Diamanter og Stjerner, eller som Gjæst paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og Dyrehaver, — en feiret Gjæst, første Mand ved Lawn-Tennis, ikke sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, som Byron kalder den; — og naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var jeg omringet af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden og Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsøgende Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mørk og stille Kvindeskikkelse: — saa opløste hine Drømme sig strax i deres Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb.

Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig troløst forlede til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder (der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), — for udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller Smerten over hendes Tab.

Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.

Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra.

Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde blive hentet.

Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggjøre min.

Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel.

I det samme ringede det.

Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet — eller snarere udenfor Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, inden jeg naaede Døren, som jeg aabnede paa Klem. Det lod til at være en Kuldrager, som der var bleven lukket op for.

Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, da jeg hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen, af hvilke et havde en fjern Lighed med mit Navn.

Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, og der blev pikket ganske sagte paa Døren.

Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar med et forgrædt Ansigt, som jeg kjendte, — hun boede i samme Hus som Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes mindre Søster.

— Vil du mig Noget, min lille Ven?

Barnet saae ned og snøftede.

— Skal du sige mig Noget — eller bringe mig Noget?

Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øinene med den ene Haand; den anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak hende indenfor.

— Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog?

Men nu brølede hun formelig.

»Herregud, hvad skal det dog sige,« tænkte jeg og trippede om i utaalmodig Fortvivlelse.

— Jeg kan ikke .... gjøre for det, begyndte hun endelig. — Jeg havde — jeg skulde — det var den lille Jagemann — hun gav mig den lille Bog — og den store Jagemann gav mig en Kage — til at spise paa Veien — og saa var det — —

Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig.

— Jeg kan ikke gjøre for det — det var en ækel Dreng — han skubbede — og saa faldt den lille Bog — i en Pyt — u hu! paa Dibbelswalder-Platz — hu! —

Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i hendes lille vaade Næve, og foer ud af Døren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis Latter fulgte mig ned ad Trappen.

I faa Minutter — hvor vare de alle kostbare nu! — naaede jeg Röhrhofsgasse.

VII

Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: — Tak, fordi du kom.

Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den illegitime Frier foer under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun underholdt ham om deres Logerende: »Slette Mennesker, Hr. Stephensen! Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, Gud bevares, ham nu er der ikke Noget at sige paa, — han er ogsaa Maler, det vil sige, paa en anden Maade — Dekorationsfaget.«

Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, — Minna havde ham jo dog saa kjær, og hendes Følelser maatte beskytte ham mod min Uvillie. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske — ifølge det gamle Mundheld — desto varmere.

Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig til Minna: —

— Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog — det var derfor —

— Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte nok, De vilde savne den.

— Saa? — ja, saa tager min Værtinde nok imod den.

Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed?

— Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem.

— Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen.

Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.